4. søndag efter påske, anden prædiken (Joh 16,5–15)

En anden prædiken over evangeliet på 4. søndag efter påske, Joh 16,5–15

Her i dette evangelium har Kristus malet for os, hvad hans rige er, og hvordan det går til i det, hvordan det regeres, og hvad det udretter. Her hører du, at det er et rige på jorden og dog usynligt; det hænger og står alene i Ordet. Han siger ikke, at han vil drage disciplene op til himlen, men at han vil sende dem Helligånden; og at han netop derfor går bort, for at han kan sende Helligånden, så hans rige derved kan blive udbredt videre. Derfor sagde han: «Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.» For de kunne ikke forstå riget, hvordan det skulle gå til med det; deres forstand og sind var endnu for kødelige. De havde aldrig nogen sinde set et åndeligt rige eller hørt om det; derfor tænkte de hele tiden på et legemligt, ydre rige. Og her bliver også vist os, som i alle de andre evangelier, troen og tilliden til Kristus. Nu vil vi behandle og forklare hovedstykkerne, så vidt Gud giver nåde. Sådan siger Herren til sine disciple:

«Når Talsmanden kommer, skal han revse verden for synd og for retfærdighed og for dom. For synd: at de ikke tror på mig.» [Luther har «strafen» (revse, irettesætte, straffe), som han bygger videre på nedenfor med riset; Den Frie Bibel har «overbevise».]

Her må vi lade det være synd, som den høje Majestæt har erklæret og besluttet er synd; for her bliver vantroen nævnt som synd. Derfor siger Herren: «at de ikke tror på mig.»

Men hvad er det at tro på Kristus? Det er ikke at tro, at han er Gud, eller at han hersker i himlen med samme magt som Gud Fader; for det tror også mange andre. Nej, det kaldes at tro på Kristus, når jeg tror, at han er mig en nådig Gud, at han har taget mine synder på sig og forsonet mig med Gud Fader, så mine synder er hans, og hans retfærdighed er min, så der sker en sammenblanding og et bytte, så Kristus er en mellemmand mellem mig og Faderen. For på denne Kristus ligger hele verdens synd, og Faderens retfærdighed, som er i Kristus, vil sluge alle vore synder. For på denne Kristus kan og må ingen synd blive liggende. Og en sådan tro gør mig ren og velbehagelig for Faderen. Den ved paven og vore højlærde, det kostbare, fine folk, intet at sige om, endsige at de tror den. For de lærer mennesket, at det skal gøre mange gode gerninger, hvis det vil blive velbehageligt for Gud og slippe fri af synden, og så indgyder Gud det sin nåde. Men Herren siger noget helt andet her: «Helligånden skal revse verden for synd: at de ikke tror på mig.» Her bliver alene vantroen nævnt som synd, og troen bliver prist for, at den undertrykker og udsletter den synd, der er tilbage, ja, også i de hellige. Den er så stærk og overmægtig, at ingen synd kan få overhånd over den. Der er ganske vist synder i de fromme og troende; men de bliver ikke tilregnet dem og kan heller ikke fordømme dem.

Det er det, Paulus mener, når han siger sådan til romerne (8,1): «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.» For deres hjerte bliver renset ved troen, som Peter siger i Apostlenes Gerninger (15,9).

Derfor er alt, hvad de gør i denne tro, i denne tillid, godt, rent og velbehageligt for Gud; omvendt er alt uden denne tro synd og fordærv, hvor smukt og fint gerningerne så end skinner og gløder, og selv om de opvakte døde. For Paulus siger: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd.» (Rom 14,23.)

Hvor bliver nu alle præster, nonner og munke af, som løber i kloster, når de vil slippe for synden, og sætter sig for at gøre mange gode gerninger uden denne tro? Derfor kaldes synden vantro, som sagt; men gode gerninger er at tro på Kristus, at han har taget mine synder på sig, forsonet mig med Faderen og ligesom sig selv gjort mig til arving over alt, hvad der er i himlen og på jorden. Hos Johannes (6,28–29) spurgte jøderne Kristus: «Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?» Kristus svarer: «Dette er Guds gerning, at I tror på ham, som han har udsendt.» Ja, når man prædiker det, hvem vil så gå i kloster eller give noget til det? Så ville pungen nok blive slap, køkkenet magert og kælderen tom og fattig. Derfor vil de ikke tåle det; ja, de vil fordømme læren og jage prædikanterne bort, sådan som de allerede gør og har begyndt at gøre.

Videre siger Kristus:

«For retfærdighed: at jeg går til Faderen.»

Her træder alle de højlærde frem, rustede, ja, hele verden med, og fortæller os, hvad det er for en retfærdighed. Ja, de vil ramme forbi! For verden har aldrig kendt retfærdigheden; ja, den kender den stadig ikke og vil ikke kende den. Derfor siger Herren også ovenfor, at Helligånden skal revse verden. Men hvad skal vi forstå ved verden? Vi skal ikke ved det forstå de grove, ydre synder, som hor, mord, tyveri eller røveri; for til dem har man hjul og galge, og dem har den verdslige øvrighed, som konger, kejsere og fyrster, at tage sig af. Nej, ved verden vil vi forstå de fine og skjulte synder, som Helligånden revser, og som verden ikke kender; ja, den gør en god, guddommelig gerning ud af dem og roser dem og vil ikke lade dem kalde synd. Sådan er vantroen og andre skjulte synder i hjertet, som hjertet ikke selv kender og heller ikke ved er synder. Men de, der revser det, må derfor skældes ud for kættere og jages bort, sådan som vi nu ser. Derfor må Helligånden revse verden.

Men det ris, som verden bliver revset med, er Guds ord og det hellige evangelium, forkyndt ved apostlene og prædikanterne, sådan som Gud Fader siger til sin Søn Kristus i den anden salme (Sl 2,9): «Du skal slå dem med jernsceptret, som en pottemagers kar skal du slå dem i stykker»; det vil sige: med det hellige evangelium skal du gøre dem møre. Men verden vil ikke tage imod en sådan revselse; ja, den sætter sig imod den og vil være urevset og straffer selv lige så hårdt og hårdere end Helligånden. For Helligånden tager et ris, så tager de sværd og ild. Sådan siger også Esajas (11,4) om Herren Kristus: «Han skal slå jorden med sin munds stav og dræbe den ugudelige med sine læbers ånde.»

Hvad den rette, sande retfærdighed er

Hvad er så den retfærdighed, som Herren mener her? Nogle siger, at retfærdighed er en dyd, der giver enhver sit. Selv om denne beskrivelse er god, så farer man dog vild i den, fordi vi ikke ved, hvad vi alle er skyldige, både Gud og mennesker, hvad Gud begærer af os og vil have. Derfor er retfærdigheden intet andet end troen og Guds nåde, ved hvilken Gud gør os fromme og retfærdige. Den retfærdighed må vi have og være retfærdige på den måde, at vi også for Gud, og ikke alene for mennesker, bliver fundet retfærdige og ulastelige. For heller ikke det mindste bogstav eller den mindste tøddel af loven må blive tilbage, men alt må opfyldes (Luk 16,17).

Sådan en retfærdig mand blev Noa fundet at være, som der står skrevet om ham (1 Mos 6,9): «Noa var en from og ulastelig mand og førte et gudeligt liv i sin tid; derfor fandt han nåde hos Herren.» Sådan står der også skrevet om Job (1,1), at han var en enkel og retsindig mand, gudfrygtig, og at han holdt sig fra det onde. Men det sker alene ved troen, når jeg tror, at Gud har kvalt og slugt mine synder i sin retfærdighed. For denne retfærdighed er intet andet end at tro, at Kristus sidder ved Faderens højre hånd, er Gud lig i samme magt, at han er blevet Herre ved denne gang, at han ved sin lidelse og død, ved hvilken han er steget op til Faderen, har forsonet os med Gud og er vores mellemmand dér.

Det er det, profeten mener i Salmernes Bog (Sl 110,1): «Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.» Derfor kalder Sankt Paulus Kristus snart en mellemmand (1 Tim 2,5; Hebr 8,6), snart en nådestol (Rom 3,25), en soning (1 Joh 2,2) og med flere andre lignende navne. Denne ære vil Gud have af os, og han kræver den tro af os, at vi holder ham for vor Herre og Forløser; og denne ære vil han ikke unde nogen anden, som han siger ved profeten: «Jeg vil ikke give nogen anden min ære.» (Es 42,8.)

Men gangen til Faderen er hans ære; for at gå er det samme som at dø og gå gennem døden til Faderen og træde ind i en anden tilværelse. Derfor roser han sig af denne gang, når han siger: «For jeg går til Faderen.» Derfor er retfærdigheden her intet andet end den troede gang gennem døden til Faderen; og denne tro gør os retfærdige for Gud, den tro, ved hvilken vi tror, at Kristus ved sin gang, det vil sige ved sin lidelse, har befriet os fra synd, død, Djævel og helvede, så Gud Fader er forsonet, og vore synder er udslettet ved dette blod. Det er også grunden til, at han nævner gangen, når han siger: «For retfærdighed», ikke: at jeg er hos Faderen, men: «at jeg går til Faderen»; for i gangen er synden slugt i retfærdigheden, og Kristus er smuttet frisk og frejdigt igennem døden, så ingen engang har mærket det. Derfor følger der i teksten:

«Og I ser mig ikke længere.»

Her er troens natur og art stillet frem for os: at troen ikke føler eller famler og heller ikke begærer viden om de ting, men frejdigt vover sig ud i at tro de ting, som den ikke føler og ikke kan måle, hverken indvendig eller udvendig, med alle sine kræfter. For Paulus siger (Rom 8,24): «Hvordan kan man håbe på det, man ser?» Derfor siger Herren med god grund: «Og I skal ikke se mig mere.» Som ville han sige: Denne gang, dette værk, vil ikke ses eller gribes med sanserne, men tros.

Om dommen

Nu følger det tredje og sidste stykke af evangeliet:

«For dom: at denne verdens fyrste er dømt.»

Denne verdens fyrste er Djævelen med sine lemmer, og de er alle de vantro og ugudelige. I disse ord er alt kød med al dets evne fordømt, og det, verden priser, er forkastet af Gud; og dommen omfatter begge dele, de fromme og de ufromme, de troende og de vantro, venner og fjender, som Sankt Peter siger i sit første brev (4,17), hvor han siger sådan: «Det er tid, at dommen begynder ved Guds hus», det vil sige ved de udvalgte, i hvem Gud bor. For de retfærdige har, så længe de lever, kød og blod, som synden sidder i; for at dæmpe det vil Gud drive dem ud i megen jammer og angst, fattigdom, forfølgelse og al slags fare, sådan som Paulus skriver til romerne (kap. 7 og 8) og korintherne (1 Kor 4; 2 Kor 11), indtil kødet bliver helt underlagt Ånden.

Men det sker ikke uden ved døden, når kødet bliver helt og aldeles til aske; for vi må blive vor Kristus lig (Rom 8,29). Eftersom han her blev foragtet, spottet og forfulgt, så han også (som profeten Esajas siger, 53,3) blev regnet og holdt for en, der var plaget og svækket af Gud, og for den allermest foragtede og ringeagtede, fuld af smerte og sygdom, sådan må det også gå hans lemmer. Det kan enhver godt overveje; det er besluttet sådan, som Kristus selv forud forkyndte det for sine disciple, da han sagde: «Kommer det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin Herre. Har de forfulgt mig, ville de også forfølge jer; har de holdt mit ord, ville de også holde jeres.» (Joh 15,20.) Derfor siger Paulus med udtrykkelige ord (2 Tim 3,12): «Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, må lide forfølgelse.»

Derfor gør Sankt Peter med god grund en forskel og siger (1 Pet 4,17–18): «Men hvis den først begynder med os, hvad vil da afslutningen blive for dem, som ikke tror Guds evangelium? Og hvis den retfærdige knap nok frelses, hvor vil den ugudelige og synderen så vise sig?» Men den forskel er der mellem de frommes og de ondes lidelse, at de fromme og troende erkender deres synd; derfor lider de også straffen med tålmodighed og er underlagt Guds dom uden al modsigelse; derfor bliver de også kun straffet legemligt og timeligt her, og deres pine og lidelse har en ende. Men de vantro kan, eftersom de ikke erkender deres synd og overtrædelse, heller ikke tage imod Guds straf med tålmodighed, men stritter imod og vil have deres liv og deres gerninger urevset, ja, upåtalt. Derfor er deres straf og lidelse timelig på legeme og sjæl og varer evigt hisset. Derfor siger Herren her: «Denne verdens fyrste er allerede dømt.» Som ville han sige: Alt, hvad verden og verdslige mennesker dømmer, roser og fordømmer, gælder intet; omvendt, hvad Gud dømmer, det kan verden ikke tåle eller bære, men forkaster, støder bort og fordømmer det.

Sådan er tre stykker stillet frem for os i dette evangelium, nemlig synd, retfærdighed og til sidst korset og forfølgelsen. Fra synden bliver vi befriet ved troen: når vi tror, at Kristus har gjort fyldest for vore synder, og at hans fyldestgørelse er vores, så er det retfærdigheden. Når vi så er fri af synden og nu retfærdige og fromme, så vil verden, Djævelen og kødet stå imod os, strides og kæmpe; så kommer forfølgelsen og korset. Det vil vi denne gang kort have sagt om dette evangelium. Gud give sin nåde, at vi lærer det sådan og forstår at rette os efter det, når vi får brug for det.