4. søndag efter påske, tredje prædiken (Joh 16,5–15)

Tredje prædiken over evangeliet på 4. søndag efter påske, Joh 16,5–15

Meningen i dette evangelium har vi også ofte hørt andre steder, kun at det stadig er vores opgave at vise det, fordi man ikke helt forstår, at ordene har den mening, som handler om de ting, vi godt kender. Derfor vil vi gøre det lidt klarere, så man kan se, hvordan netop det samme ligger i disse ord, som næsten alle de andre evangelier rummer.

Det er også et stykke af den smukke prædiken, som Herren Kristus holdt efter den sidste nadver, han holdt med sine disciple. Og her vil han især trøste sine kære disciple over sin bortgang, fordi han nu skal dø og lade dem blive alene tilbage i fare og nød, under verdens fjendskab, forfølgelse og død for hans skyld; sådan som han selv med mange ord forkynder dem, at de skal bandlyses, og at de, der slår dem ihjel, vil rose sig af, at de har gjort Gud en tjeneste dermed. Det var meget tungt og forfærdeligt for dem at høre, så de blev dybt bedrøvede derover, både fordi de skulle miste den kære Herre, og fordi de dertil skulle efterlades i en sådan elendighed og nød.

Derfor var det også nødvendigt at trøste dem mod dette, sådan som Kristus da har gjort med al flid og troskab gennem disse tre kapitler af sin sidste prædiken. Og summen af det er, at han, i stedet for det tab, som hans bortgang er for dem, lover at sende dem Helligånden, som både skal trøste og styrke deres hjerter og derefter for alvor oprette Kristi rige og udbrede det i hele verden. Og han siger dem tydeligt, hvordan hans rige skal være beskaffent, og hvori det skal bestå, og hvad Helligånden skal udrette i verden gennem dem.

Derfor siger han nu for det første: «Jeg ved og ser godt, kære disciple, at I er meget forskrækkede og bedrøvede over det, jeg har sagt jer, at jeg går bort fra jer. Men dette skal I have som trøst derimod: Jeg siger jer sandheden, det er meget bedre for jer, at jeg går bort; min bortgang skal rigeligt råde bod på det for jer. For i stedet skal I have Helligåndens trøst og dertil den kraft, at han gennem jer skal udrette det, som jeg ikke kan gøre nu, mens jeg er nærværende hos jer. For jeg er kaldet til dette ved denne legemlige sendelse, at jeg skal lide og dø og således gå min gang til Faderen og derefter sende Helligånden, som gennem jer skal gøre langt større ting, end der nu kan ske gennem mig, og lægge et stort og herligt embede og værk på jer, hvorved mit rige skal blive udbredt i verden.»

Således viser han her for det første, hvad hans rige på jorden skal være, for at tage den gamle, indgroede vildfarelse fra dem om et ydre, verdsligt herredømme og regimente over det jødiske folk og hele verden i dette liv. For imod dette har han tydeligt nok og med mange ord sagt, at han vil gå bort, forlade verden og ikke mere ses osv. Men når han dør og forlader verden, så kan han jo ikke herske og regere på verdslig vis, udvortes og synligt, som en konge og kejser på jorden.

Ligeledes viser han det endnu klarere ved, at han med så mange ord før og efter denne tekst forkynder dem, hvordan det skal gå dem efter hans bortgang, nemlig at de skal blive hadet, forfulgt, bandlyst og endda slået ihjel af deres eget folk. Ligeledes at de skal sørge og jamre og have angst i verden, som derimod skal være lystig og glad. Det rimer slet ikke med, at de skulle have et sådant verdsligt rige på jorden at håbe på; men de skal vente netop det modsatte og alligevel vide, at han vil have og opretholde sit rige i verden, og til det lover han dem jo Helligånden.

Hvad er det da for et rige, og hvordan bliver det regeret? Det viser han i de ord, hvor han siger: «Helligånden skal straffe verden.» Det skal ikke være et regimente, der er indrettet og ordnet på verdslig vis ved menneskelig visdom, kraft og magt, lov og orden, men et Helligåndens regimente eller et åndeligt rige, hvori Kristus regerer usynligt og ikke med ydre, legemlig magt, men alene ved Ordet, som Helligånden skal prædike og derved virke i menneskers hjerter. For Helligånden, siger han, skal straffe verden. Det betyder ikke at betvinge verden med harnisk og våben og verdslig magt, men at føre et mundtligt ord eller prædikeembede, som hedder Guds ord eller Helligåndens ord, sendt af Kristus. Det skal gå gennem verden og angribe den, så at det skal hedde og være: verden straffet; det vil sige ikke alene nogle få, en slægt eller et land eller to, men både jøder og hedninger, de lærde, de vise, de hellige, som i deres regimente er indrettet på det allersmukkeste og mest prisværdige.

For «verden» kalder han ikke den ringe, almindelige hob og pøbel, men det, som er den bedste kerne i verden og det allermest prisværdige, og hvor der intet er at straffe i det ydre regimente; især dem, der frem for alle andre vil være hellige, som jøderne, der hed Guds folk og havde Moses' lov, og om hvem Kristus ovenfor har sagt, at de hader ham og hans uden grund, som der står skrevet i deres lov.

Og således giver Kristus her sine apostle myndighed og magt, ja, også befaling over hele verden, så at den skal være underlagt deres prædiken og skal høre apostlene. Og dertil styrker og trøster han dem: selv om dette deres embede er foragtet for verden og ikke skal have nogen anseelse, fordi de er enkle, almindelige folk, ja, desuden bliver hadet og trykket i verden og må lide, når de med deres straffeprædiken løber imod verden, så skal det dog have kraft, styrke og eftertryk, så at verden må høre det og dertil lade det gå og stå, uomstødt og uhindret, uanset hvordan den vredes og stormer imod det med forfølgelse, band og drab og med al magt og kraft, ikke alene verdens, men hele helvedes riges.

«Derfor,» siger han, «skal I jo med rette ikke forskrækkes eller bedrøves over, at jeg legemligt går bort fra jer. For derved vil jeg give jer noget meget bedre, end I hidtil har haft, mens I er hos mig, og udrette langt herligere og større ting, end der kan ske på denne måde; nemlig at Helligånden gennem jer skal udrette det, som hører til mit rige, langt herligere og stærkere, end I nu tænker. I skal ikke, som nu, tænke og tragte efter, hvordan I kan blive herrer på jorden og lægge store kongeriger under jer, hvilket altsammen er forgængelige ting, som Gud ikke bryder sig om, og som han altid har givet onde skurke mere end de fromme. Men han skal sætte jer i et sådant regimente, hvor I skal dømme over alle menneskers samvittighed, og det højeste i verden (det vil sige al dens visdom og hellighed) skal være underlagt jer, så I skal fælde dommen over det, straffe og fordømme det, så at ingen skal eller kan undslippe synden, døden og helvede eller komme i himlen, som ikke hører jeres ord og vil adlyde det.

Sådan skal han også give jer en sådan trøst og et sådant mod, at I ikke, som nu, skal lade jer forskrække eller frygte jer halvt ihjel for verdens trusler, vrede og rasen imod jeres prædiken, men frimodigt fortsætte og straffe, uanset hvad både verden og Djævelen formår og gør imod det med forfølgelse, mord og hele helvedes magt.»

Det er løftet om det værk, som Helligånden skal begynde i Kristi rige, og det er apostlenes læreembede. Det skal være således beskaffent, at det må straffe verden, sådan som det finder den (uden for Kristus), ingen undtaget, store, små, lærde, vise, hellige, af høj og lav stand osv. Kort sagt betyder det at pådrage sig verdens vrede og begynde en strid, som man må få et slag på munden for. For verden, der har regimentet på jorden, vil ikke og kan ikke tåle, at man ikke vil lade dens sag være rigtig; derfor må der rejse sig forfølgelse over det, og her må den ene part vige for den anden, den svageste for den stærkere. Men fordi apostlenes embede ikke skal være andet end et læreembede, kan det ikke gå frem med verdslig magt og vold, og så beholder verden sit ydre rige og sin magt imod apostlene. Men omvendt skal apostlenes straffeembede imod verden heller ikke kunne kvæles, fordi det er Helligåndens embede og værk, men det skal overvinde alt og trænge igennem, sådan som Kristus har lovet dem: «Jeg vil give jer mund og visdom, som alle jeres modstandere ikke skal kunne modstå.» [Luk 21,15]

Helligånden har ganske vist også tidligere straffet verden ved prædikenen, lige fra dens begyndelse (ligesom Kristus jo altid regerer, og «den samme Kristus er i går, i dag og til evig tid», Hebr 13,8), gennem de hellige fædre Adam, Noa, Abraham, Moses, Elias, Elisa, Johannes Døberen, og den straf er dog blevet opretholdt ved guddommelig kraft.

Men nu skal det for alvor begynde, og Kristus vil oprette en offentlig straffeprædiken, som ikke alene skal gå i det jødiske folk, men over hele verden indtil den yderste dag, og som skal være langt mere kraftig og trænge igennem, så at hjerterne bliver ramt og såret derved (sådan som det siges i ApG 2,37 om Sankt Peters første prædiken på pinsedag, at apostlens prædiken gik dem gennem hjertet, og at de således blev oplyst fra deres blindhed og omvendt). Eller, hvis de ikke vil tage imod en sådan prædiken, så skal den virke det, at de bliver fordømt ved den, støder an, falder og styrter i evig fortabelse; og således skal den være en kraft til liv og frelse for de troende, men for de andre en prædiken og kraft til død, sådan som Sankt Paulus siger i 2 Kor 2,16.

Nu, hvad skal Helligånden så straffe, eller hvad skal han lære om? Det siger han også tydeligt med de ord, hvor han siger:

Og når han kommer, skal han straffe verden for synd og for retfærdighed og for dom.

Det er at tage munden fuld og læsse nok på sig, når de stakkels tiggere, apostlene, skal gribe sådan ind i verden og skælde alt ud som strafværdigt, hvad den gør og driver, så de i sandhed må have en bred ryg og en stærk opbakning bag sig. For han viser hermed, at denne straffeprædiken ikke skal være spøg eller gælde lette, ringe sager, ja heller ikke herredømmet, land og folk, penge og gods, men det højeste, som verdens regimente står på, nemlig dens ros for visdom, retfærdighed og dens dom eller straf; især i de høje sager, som angår gudstjenesten og det, der skal gælde for Gud.

For hvad der hører til det jordiske regimente over hus og gård, penge og gods, det kommer Helligånden og Kristus ikke ved; dér lader han deres visdom, ret og orden gå og blive, som de er, for dér er det befalet verden at regere og dømme om, hvad der skal roses eller straffes. Sådan straffer han heller ikke verdens embeder og forskellige stænder, som er Guds skabning og ordning. Men han straffer verden (det vil sige de folk, som regerer på det mest prisværdige i deres regimente) fordi de også vil gribe ind i Guds sager og regimente med deres fornuft og visdom og understår sig at dømme om, hvordan man skal tjene Gud, og mener, at hvad de foregiver, det må også være rigtigt for Gud, og at han må lade sig det behage.

Herimod retter Helligåndens straffen sig; den farer frem, ikke stykkevis over nogle enkelte gerninger eller handlinger, men gør til intet og fordømmer alt, hvad fornuften og den verdslige visdom foretager sig. Summa: Han straffer og dadler dem netop i det og for det, hvor de ikke vil straffes, men meget hellere roses og prises som dem, der lærer og gør godt og ret; han gør dem fuldstændig til synd og skam med al deres ros og beskylder dem offentligt for, at de slet intet ved om disse sager og ikke formår at lære, hvordan man skal erkende synden og blive fri af den, hjælpe til retfærdighed og straffe uretten. Hvad godt kan der så blive tilbage, når alt dette med fuld mund, som med et tordenslag, bliver slået ned? Nu, han udlægger selv alle tre stykker, hvad hvert af dem betyder, og hvordan man skal prædike det, og siger for det første:

For synd: at de ikke tror på mig.

At verden ikke forstår noget af det, Kristus her siger om de tre stykker, det må den ganske vist selv indrømme. For hvem af alle de vise og lærde på jorden har nogen sinde før hørt sådan noget? Eller hvilken fornuft har bragt det frem, og i hvilke bøger står det skrevet, at synd betyder ikke at tro på denne Jesus fra Nazaret? Kalder ikke Moses selv og hele verden det synd, som sker imod loven, hvad enten det er ved at gøre eller undlade, i ord og gerninger eller også i tanker? Nu, barnet har fået sit navn, og artiklen er afgjort og fastsat af Helligånden: at dette er verdens synd, at den ikke tror på Kristus. Ikke sådan at der ellers ikke også er synd imod loven uden denne, men at dette er den egentlige hovedsynd, som fordømmer hele verden, selv om man ellers ikke kunne beskylde den for nogen synd.

Således skal nu denne straffeprædiken begynde, når man skal føre folk til den rette erkendelse og til frelse. Og dette skal være det første, at den gør alle mennesker, lærde, høje og vise, til syndere, og til syndere derfor, at de ikke tror på Kristus, så at de altså er kastet under Guds vrede, og fordømmelsens og den evige døds dom er afsagt (for det betyder at straffe for synd), også over dem, der dog er ulastelige for verden, ja, som endda med alvor flittigt stræber efter at leve efter loven og de ti bud; sådan som Paulus var før sin omvendelse, og i begyndelsen Nikodemus, og mange andre af den slags blandt jøderne, som Sankt Paulus også giver det vidnesbyrd, at de har nidkærhed for at tjene Gud og har stræbt efter retfærdigheden og dog ikke har opnået retfærdigheden (Rom 9,31). Og således er det kort og tørt indesluttet i dette ord «synd», hvad man lever og gør uden for troen på Kristus.

Og at straffe for synd betyder altså her: at skælde det bedste, ypperligste og helligste liv på jorden, som hele verden regner for retfærdighed og hellighed, for synd og fordømme det. For han taler her om den verden, som står på det smukkeste på jorden i sit regimente, sin ret og sin straf, som holder på tugt og ære, straffer det onde og dertil tjener Gud, sådan som jødernes regimente efter Moses osv. Det kaldes her «verden», det smukkeste og mest ærefulde navn på jorden.

Her siger du: «Hvordan går det til? Er det da synd at leve lydigt, ærbart og tugtigt efter de ti bud, ikke at slå ihjel, ikke at bryde ægteskabet, ikke at stjæle, ikke at lyve og bedrage?» Svar: Nej, i sandhed ikke! Men det er endnu ikke nok, og det betyder endnu ikke at have holdt de ti bud, selv om man i det ydre ikke handler imod dem med gerninger. For Guds bud kræver ikke alene et ydre væsen og skin, men griber ind i hjertet og kræver dets fuldkomne lydighed; derfor dømmer det også mennesket ikke alene efter den ydre vandel og fremfærd, men efter grunden i dets hjerte. Men det forstår og agter verden ikke; for den kender kun de åbenlyse, ydre synder, mord, ægteskabsbrud, tyveri og hvad juristerne kalder synd og straffer. Men de egentlige knuder og roden til dem, som foragt for Gud, medfødt indvortes urenhed i hjertet, ulydighed imod Guds vilje osv., dem kender og ser den ikke; og dog er og bliver de i alle mennesker, som ikke bliver helliget ved Kristus.

For det finder enhver hos sig selv, hvis han vil indrømme det, hvor from han end er (sådan som også de sande hellige alvorligt klager over det): selv om han gerne ville holde Guds lov, så strider hans kød og blod, det vil sige hele naturen med hjerte og alle lemmer, imod den; sådan som Sankt Paulus siger i Rom 7,23: «Jeg finder en anden lov i mine lemmer, som strider imod loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov» osv. Endnu mere sker dette hos dem, der er uden nåde og Helligånd, som alene af frygt for straffen eller for rosens og den tomme æres skyld lever ulasteligt i det ydre og dog hellere ville gøre det modsatte, hvis de ikke frygtede helvede eller straf og skam; og hjertet bliver ved med at være fjendtligt mod loven og strider imod den med indvortes ulydighed.

Da det nu forholder sig sådan, at intet menneske opfylder Guds bud eller kan være uden synd for Gud, og at alle mennesker således ved loven bliver dømt under Guds vrede og til evig fordømmelse, så har Gud fundet et råd mod dette onde og besluttet at sende sin Søn til verden, for at han skulle blive et offer for os og med sin blodsudgydelse og død gøre fyldest for vore synder og tage Guds vrede (som ellers ingen skabning kunne forsone) bort fra os og bringe syndernes forladelse, og dertil skænke os Helligånden, så at vi kan opnå og tage imod dette og begynde at blive nye mennesker og således komme fra synden og døden til retfærdighed og evigt liv.

Det har han nu gjort og har befalet at prædike ved evangeliet, og han kræver af alle mennesker (sådan som vi har hørt i påskeprædikenerne) omvendelse (det vil sige sand erkendelse af deres synd og alvorlig forskrækkelse for Guds vrede) og tro på, at Gud i denne omvendelse vil forlade dem synderne for sin Søns skyld. Den, som nu tror denne prædiken, har ved denne tro syndernes forladelse og er i Guds nåde; og selv om han ikke gør fyldest for loven, så bliver den resterende synd dog ikke tilregnet ham, men står også under forladelsen. Og med denne tro bliver også Helligånden givet ham, så at han får kærlighed og lyst til at gøre det gode og står synden imod osv. Og således bliver han ikke mere fordømt af loven (som en synder), selv om han ikke opfylder loven helt; men han bliver antaget og regnet for Gud ved nåde og forladelse, som om han ingen synd havde.

Men omvendt: Den, der ikke har troen, kan heller ikke blive fri af synden eller undslippe Guds vrede; for han har ingen forladelse og bliver under fordømmelsen, selv om han i allerhøjeste grad flittigt stræber efter at leve efter loven, for han kan jo ikke opfylde den; og dertil tager han ikke imod Kristus, som bringer forladelsen og skænker den troende sin opfyldelse og dertil giver kraften til, at man begynder at holde loven af hjertet.

Derfor: Hvor man nu ikke vil tage imod denne prædiken, dér må synden og fordømmelsen nok blive; ja, så bliver en sådan vantro den egentlige hovedsynd. For hvis troen på Kristus var der, så ville alle synderne blive forladt; men nu, da de ikke vil tage imod denne Frelser ved troen, så bliver de med rette fordømt i deres synder, og det hjælper dem intet, at de gør mange lovgerninger og ydre gudstjenester og dømmer efter fornuften: som de har syndet med gerninger, sådan vil de betale med gerninger eller aflægge synden og fortjene Guds nåde. For dermed gør de intet andet, end at de understår sig i at udslette synd med synder, ja, at bøde for den store med små synder, eller også at begå lige så store synder for dermed at aflægge de andre.

For ud over at de går hen i ulydighed og synder imod Guds bud og er i en sådan blindhed, at de hverken ser eller agter det, men uden omvendelse og frygt for Guds vrede endda har den formastelighed og hovmod, at de vil behage Gud ved deres egne gerninger og fortjeneste, så farer de oven i alt dette frem og ikke alene foragter, men også forfølger denne prædiken om Kristus, som formaner til omvendelse og tro; og det alene ville være nok (selv om de ellers ingen synd havde og opfyldte hele loven) til at drage evig vrede og fordømmelse over sig.

Således straffer Helligånden med rette og billighed alle dem som syndere og fordømte, der ikke har troen på Kristus. For hvor den ikke er, dér må der nok følge andre synder i hobetal, så at man foragter og hader Gud og således er fuld af ulydighed imod hele den første tavle. For den, som ikke kender Gud i Kristus, kan ikke vente sig noget godt af ham eller påkalde ham af hjertet eller ære hans ord; men han hænger ved Djævelens løgne, forfølger og bespotter den rette lære og farer frem i forhærdelse og trods, så han endog håner Helligånden; dernæst er han også ulydig imod de andre bud i sin stand og sit liv, så han ikke gør mod nogen, hvad han skal, og ikke har nogen sand, hjertelig kærlighed, godhed, sagtmodighed, tålmodighed, lyst til kyskhed og retfærdighed, troskab og sandhed i hjertet, men kun driver det modsatte, undtagen hvor han må frygte skam eller straf.

Se, således må Djævelens dragehale med hele helvede følge efter vantroen. Årsagen: Den, som ikke tror på Kristus, har allerede vendt sig bort og helt skilt sig fra Gud; derfor kan han ikke have Helligånden, ikke fatte nogen god tanke eller have en ret, hjertelig lyst til at leve efter Guds vilje, selv om han i det ydre som en hykler stiller sig an og handler anderledes, for at han ikke skal blive skældt ud eller straffet; ligesom et ondt, uartigt tyende, der er fjendtligt mod sin herre og kun gør, hvad det må, men ikke gerne vil, og som heller ikke gør noget godt, når det får frit spil. Det er de ædle, skønne frugter, som alle følger af denne kilde og stamme, når man ikke vil tage imod og høre Kristus som Frelseren, der er givet os af Gud for at udslette vore synder og tage Guds vrede bort fra os.

Derfor ser du her malet, hvad verden er, nemlig intet andet end en stor hob af sådanne onde, halsstarrige folk, som ikke vil tro Kristus, foragter Guds ord og roser og antager Djævelens forførelse, og dertil trodsigt løber imod alle Guds bud; som til gengæld for alle Guds goder og velgerninger betaler ham med en sådan utaknemmelighed og bespottelse; og som dog i alt dette ikke vil straffes eller skældes ud, men hedde prisværdige, retskafne, hellige folk; sådan som jøderne, der korsfæstede Kristus og forfulgte hans apostle, ville have den ros, at de gjorde Gud en stor tjeneste. Derfor må Helligånden også lægge sig ud med verden imod dette og bestandig øve og drive sit straffeembede ved sin guddommelige kraft og magt indtil den yderste dag.

For han har ikke begyndt at straffe på den måde, at han vil holde op igen og lade sig lukke munden på; men han må blive ved med at straffe i Djævelens rige, da der intet godt er i det, og slå alt ind under Guds vrede og fordømmelse, uanset hvordan verden vredes og raser over det, i håb om at nogle dog ved denne straffeprædiken kan blive bragt til omvendelse og tro, for hvis skyld denne prædiken jo er begyndt; men de andre, som ikke vil lade sig straffe, må alligevel ved denne prædiken blive overbevist og fordømt. For alt kød og blod må dog straffes, enten til frelse eller til fordømmelse, og den dom må stå fast, som Kristus befaler at prædike for al skabningen: «Den som tror, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt» osv. [Mark 16,16]

Det være nok om det første stykke af Helligåndens prædiken; nu følger det andet:

For retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere.

Verden bliver ikke alene straffet for, at den har synd, men også for, at den ikke ved, hvordan den skal blive retfærdig, og hvad retfærdighed eller fromhed er. Men han taler her ikke om den retfærdighed, som filosofferne og juristerne taler om, og som består i at holde verdslig ret eller kejserlig ret og gøre, hvad fornuften lærer; men om den retfærdighed, som gælder for Gud, eller som han regner for retfærdighed. Hvad er det nu for en retfærdighed, eller hvori består den? «Den er dette,» siger han, «at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere.» Det er da talt uforståeligt og latterligt nok for verden. Og hvis det første er fremmed og dunkelt, at dette skal være verdens synd, at den ikke tror på ham, så lyder dette endnu langt mærkeligere og mere uforståeligt, at dette alene skal være retfærdighed, at han går til Faderen og ikke bliver set.

Hvad skal da hele verden sige til dette, den der stræber efter retfærdighed og vil være retfærdig for Gud, de jødiske, tyrkiske eller pavelige hellige, som støder an mod dette som mod en forargelig, ja tåbelig lære, som om alle gode gerninger, andagt, god mening, skøn lydighed og mange menneskers alvorlige og strenge liv slet intet skulle være for Gud? Og hvad er det, at han sætter definitionen så mærkeligt og urimeligt, at man skal være retfærdig for Gud derved, at han går til Faderen, og man dog ikke ser ham? Hvordan hænger det sammen at blive retfærdig af noget, som man dog hverken kan se eller føle?

Se, der hører du, at han slutter stærkt og myndigt, at dette alene er den retfærdighed, som han kalder retfærdighed, og at verden her bliver straffet for, at den ikke har den. Det er, som ville han sige: «Hvad nytter det, at I disputerer længe og meget om gode gerninger, helligt liv og hvad I ellers mener, at man skal blive retfærdig ved? Har I ikke dette, at jeg går til Faderen, så er og gælder det hele dog intet for Gud. Om I så tragter og digter, tænker og studerer jer til døde og lever og stræber efter retfærdighed af alle kræfter, så vil I dog ikke udtænke den eller ramme den. Det må være en anden retfærdighed end den, I forstår og tager jer for, nemlig at man skal tage loven for sig og være den lydig og leve efter den. Den må komme langt og højt over alt dette, hvor der slet ingen lov eller bud, ingen menneskelig gerning og intet menneskeligt liv er, men hvor det alene hedder: det, som jeg gør, nemlig at jeg går til Faderen» osv.

Hvordan går det nu til? Svar: I det foregående stykke har vi hørt, at alle mennesker bliver straffet for synden. Deraf følger (som det er forklaret), at ingen opfylder loven eller de ti bud. For hvis nogen opfyldte dem, ville han sandelig ikke blive straffet som en synder, og ved en sådan lydighed eller opfyldelse af loven ville han også hedde og være retfærdig, som Sankt Paulus siger i Gal 3,21–22: «Hvis der var blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville der virkelig være retfærdighed på grund af loven; men Skriften har indesluttet alt under synd» osv. Da nu intet menneske kan opfylde loven, så har vi heller ingen retfærdighed af loven fra os selv og i os selv, som vi kan bestå med for Gud over for hans vrede og dom. Nej, skal vi komme frem for Gud, må vi have en anden, fremmed retfærdighed, som Gud ser på og har behag i osv.

For straffen for synden går over alt menneskeligt liv og væsen på jorden, så at også de hellige og de kristne endnu må lade denne straf gå over deres bedste liv og gerning og bekende, at de har synd, og at det stadig ville være uret og fordømmeligt, hvis det skulle dømmes efter Guds bud og for hans domstol. Sådan beder også profeten David, som dog var hellig og fuld af gode gerninger, og siger i Sl 143,2: «HERRE, gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen levende retfærdig»; og Sankt Paulus i 1 Kor 4,4: «Jeg er mig vel ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke retfærdig.» Men at de ikke bliver fordømt som de andre, det er alene dette, der gør forskellen: at de tager imod denne straf, bekender og klager over, at de har synd, og tror på Kristus og søger syndernes forladelse ved ham. Og således har de den fremmede retfærdighed, som alene og helt og holdent er Herren Kristi egen gerning, kraft og fortjeneste, og som han kalder at gå til Faderen.

For dette ord: «at jeg går til Faderen» omfatter hele vor forløsnings og frelses gerning, som Guds Søn er sendt fra himlen til, og som han har gjort for os og stadig gør indtil enden: nemlig hans lidelse, død og opstandelse og hele hans rige i kirken. For denne gang til Faderen betyder ikke andet, end at han giver sig hen til et offer ved sin blodsudgydelse og død for dermed at betale for synden; og at han derefter igen ved sin opstandelse overvinder synd, død og helvede og bringer dem under sin magt og sætter sig levende ved Faderens højre hånd. Der regerer han usynligt over alt i himmel og på jord og samler og udbreder sin kristenhed ved prædikenen af evangeliet; og som en evig mellemmand og ypperstepræst træder han frem for Faderen og går i forbøn for dem, der tror, fordi de endnu har svaghed og synd tilbage; og desuden giver han Helligåndens kraft og styrke til at overvinde synden, Djævelen og døden.

Se, det er og hedder nu de kristnes retfærdighed for Gud: at Kristus går til Faderen, det vil sige lider for os og opstår og således forsoner os med Faderen, så at vi for hans skyld har syndernes forladelse og nåde. Det er altså slet ikke vores gerning eller fortjeneste, men alene hans gang, som han gør for vores skyld. Det kaldes en fremmed retfærdighed (som vi intet har gjort for eller fortjent, og heller ikke kan fortjene), der er skænket os og givet os til eje, så at den skal være vor retfærdighed, som vi behager Gud ved og er hans kære børn og arvinger ved.

Men at denne skænkede retfærdighed er i os, og at vi kan trøste os ved den som vor skat og vor hovedstol, det sker alene ved troen. For den må jo tages imod og modtages af os. Og den kan ikke gribes på anden måde end med hjertet, som holder sig til Kristi gang og fast tror, at det for dens skyld har forladelse og forløsning fra synd og død. For det er ikke en ydre ting, som man kunne tilvejebringe med menneskelige gerninger, ordninger eller øvelser, men en høj, skjult skat, som ikke kan ses med øjnene eller fattes med vore sanser (som han også selv siger: «og I ser mig ikke længere»), men alene må tros.

Hermed er det nu på én gang ophævet og afskåret, hvad hele verden søger, disputerer om og spørger om uden ende: hvordan man dog kan blive retfærdig for Gud – hvor enhver siger noget særligt. Den ene lærer at gøre dette, den anden hint, og dog er ingen nogen sinde nået dertil, selv om de alle har hørt, lært og øvet al læren om loven og de gode gerninger. Derfor burde man med rette også spørge denne Mester Kristus og være glad for at høre, hvad han dog siger til det (sådan som enhver ville ønske, hvis denne prædiken ikke fandtes, og gerne ville løbe efter den til verdens ende). For enhver håber jo, at også han vil sige noget om det, som man skal gøre, og noget langt højere og bedre end det, alle de andre har lært.

Men hvad siger han? Ikke et ord om vort gøren og liv. Tværtimod siger han: «Alt dette er endnu ikke den retfærdighed, der gælder for Gud. Men vil du være from og retfærdig for Gud, så må du have noget andet, nemlig ikke det, som du eller alle mennesker er og formår, men dette: at jeg går til Faderen.» Så det kommer til at lyde sådan: Ingen bliver retfærdig for Gud uden derved og for den skyld, at jeg dør og opstår. Denne gang er det, og den alene gør det, at Gud tager mennesket til nåde og holder det for retfærdigt, når det ved troen hænger ved Kristus.

Derfor skal man med flid lægge mærke til disse ord: hvilken underlig mand Kristus er med sin tale, stik imod alle menneskers, især de vises og de helliges, forstand og tanker. For når der skal tales om, hvad det vil sige at være from eller retfærdig, ved de alle sammen ikke at sige andet end om det, som de kalder justitiam formalem [den formelle retfærdighed], det vil sige en sådan dyd, som er i os selv, eller som vi selv gør, eller som kaldes vor gerning og lydighed.

Så siger du igen: «Hvad skal læren om gode gerninger så til for? Skal den da intet være, eller er det ikke en smuk og prisværdig ting, når mennesket gør sig flid for at holde de ti bud og er lydigt, tugtigt, hæderligt og sanddru?» osv. Svar: Jo, sandelig, alt det skal man gøre, og det er også god lære og godt liv. Men sådan, at man lader det blive på sin plads, hvor det hører hjemme, og holder de to slags lære adskilt: hvordan man bliver retfærdig for Gud, og hvordan og hvortil man skal gøre gode gerninger. For selv om det er nødvendigt at drive læren om gode gerninger, må man dog ved siden af, ja, først og fremmest, med flid også lære dette (for at læren om evangeliet og troen kan blive ren og uforfalsket): at alle vore gerninger, hvor gode og hellige de end måtte være, ikke er den skat eller fortjeneste, som vi for dens skyld bliver Gud kære og velbehagelige ved og opnår det evige liv ved. Nej, det er alene dette, at Kristus går til Faderen og ved denne gang erhverver os det og skænker og meddeler os sin retfærdighed, uskyld og fortjeneste, og således begynder et sådant rige i os, at vi (som tror på ham) ved hans kraft og Ånd også bliver forløst fra synd og død og skal leve evigt med ham osv. Det er altså ikke en retfærdighed, som kun bliver her på jorden og derefter hører op, men en ny retfærdighed, som varer evigt i det andet liv hos Gud, ligesom Kristus lever og regerer evigt deroppe.

Derfor har jeg ofte sagt, at vil man tale og dømme ret om disse ting, så må man med flid skelne mellem en retskaffen mand (det, som filosofferne kalder bonum virum [en god mand]) og en kristen. Vi priser det også at være en retskaffen mand, og der er jo intet mere prisværdigt på jorden, og det er også Guds gave lige så vel som sol og måne, korn og vin og alle skabninger. Men man må ikke blande og brygge det sammen; man skal lade en retskaffen mand have sin ros for verden og sige: «En retskaffen mand er vel en fortræffelig og dyrebar mand på jorden, men derfor er han endnu ingen kristen; for det kan også være en tyrk eller en hedning (som der i gamle dage har været nogle højt berømte af).» Det kan jo heller ikke være anderledes: blandt så mange onde må der jo til tider findes en retskaffen. Men hvor retskaffen han end er, så er og bliver han med al denne retskaffenhed stadig Adams barn, det vil sige et jordisk menneske under synden og døden.

Men spørger du efter en kristen, så må du fare meget højere op. For det er en anden mand; han hedder ikke Adams barn og har ikke far og mor på jorden, men er et Guds barn, en arving og junker i Himmeriget. Men en kristen hedder sådan, fordi han med hjertet hænger ved denne Frelser, som er gået op til Faderen, og tror, at han for hans skyld og ved ham har Guds nåde og evig forløsning og liv. Det bliver hverken tilkæmpet eller grebet, opnået eller lært ved vort liv, vor dyd og vore gerninger, som vi kaldes retskafne folk for på jorden; heller ikke ved retfærdigheden efter loven og de ti bud. Den er ganske vist, som sagt, også nødvendig og findes også hos enhver kristen; men den når endnu langtfra op til dette hovedstykke og den retfærdighed, som Kristus taler om her og kalder retfærdighed.

For selv om et menneske har øvet sig længe og meget i dette hele sit liv og gjort alt, hvad han nogen sinde formåede, så kan han dog ikke nå dertil, at han dermed kunne blive vis på sagen: at det behager Gud, og at Gud sandelig er ham nådig. Og således bliver hjertet under hele dette liv altid uvist og i tvivl. Det må alle erfarne samvittigheder bevidne, og munkene giver selv vidnesbyrd om det med deres bøger, hvor de offentligt har lært, at man skal tvivle; for intet menneske kunne vide, om han er i nåden, og det ville være en stor formastelighed, om nogen ville rose sig selv af det osv.

Heraf må det så følge: når mennesket står i en sådan tvivl, så kan det ikke have et ret hjerte over for Gud eller vende sig til ham af hjertet og påkalde ham. Det er sky og flygter for Gud og må til sidst falde i had til Gud og fortvivlelse. For når det kommer til den rigtige kamp, hvor det skal stå for dommen, så føler og ser det, at det med sit liv og sine gerninger ikke kan bestå for Guds vrede, men synker i afgrunden med det alt sammen.

Skal vi nu bestå i sådanne nødsituationer mod fortvivlelsen og sejre, så må vi have en anden grund end vor egen eller lovens retfærdighed, nemlig denne Kristi evige retfærdighed, som står på det sted (ved Faderens højre hånd), hvor Djævelen ikke kan vælte den, og hvor Guds dom intet kan anklage den for. Mig kan Djævelen vælte, når han vil, med hele mit liv og alle mine gerninger, ved at holde mig Guds dom og vrede for øje, og blæse det hele bort, som vinden blæser en lille dunfjer. Men når jeg viser ham bort fra mig og mine gerninger til Faderens højre hånd, hvor min Herre Kristus sidder, han, som skænker mig sin retfærdighed (for det er derfor, han er gået til Faderen), så må han vel lade ham stå uvæltet, ja, uanfægtet.

Derfor gør Kristus som en trofast og god Frelser, at han drager alt dette bort fra os og alle mennesker og alene til sig selv og grunder og bygger vor retfærdighed alene på sin gang til Faderen, for at vi skal vide, hvor vi kan blive i sikkerhed mod alt Djævelens anløb og storm og hans helvedes porte. For skulle det bero på os selv eller på vor værdighed, at vi havde gjort bod rent nok og gjort gode gerninger nok, så ville vort hjerte aldrig nogen sinde få ro og kunne dog til sidst ikke bestå.

Heraf ser man, hvilken skændig og forbandet lære munkene og hele pavedømmet hidtil har ført, hvormed de har forført verden: De har ikke alene ikke lært et ord om Kristus og troen, men har også uden skam foregivet, at deres munkevæsen var en langt højere, ædlere og mere fuldkommen stand end de almindelige kristnes – hvad der burde være en vederstyggelighed for alle kristne at høre. For man kan sætte og hæve alle menneskers liv og fromhed, jomfruers kyskhed eller eneboeres tugt og spægelse, store, fortræffelige, retskafne herrers og regenters prisværdige gerninger og dyder og alt, hvad der kan kaldes retskafne folk, så højt og hvorhen man end vil – så kan det dog aldrig nogen sinde gælde lige så meget som en kristen, det vil sige en, der har denne Herre, som sidder ved Guds højre hånd, og hans retfærdighed. Vi vil gerne også lade hint blive i sin værdighed og rose det som en kostelig gave; men en kristen skal man derimod hæve som en herre langt og højt over alt dette, som en, der har dette evige gode og denne evige arv i Himmeriget, ved Guds højre hånd, hos Kristus, sin bror.

Den, der forstår dette og kan skelne det, kan også lære og dømme ret om alt liv og skikke sig ret i alle sager og vogte sig for al vildfarelse. For han dømmer og måler alt efter den regel og den rettesnor, som Kristus lærer her: at de kristnes retfærdighed ikke er en sådan retfærdighed, som er vokset i os (som den anden, der kaldes lovens eller menneskelig retfærdighed), men at den er uden for og over os, helt himmelsk og guddommelig.

Derfor, når nogen kommer og vil trække dig ved næsen og gøre stort skrål og blændværk for dine øjne med stor og særlig hellighed og viser dig hen til at efterleve denne og hin store helgens eksempel for derved at behage Gud eller blive en kristen, så kan du sige imod: «Kære ven, jeg lader det alt sammen være godt, og jeg vil også gerne være retskaffen og gøre efter Guds bud og vogte mig for synder osv. Men det skal du ikke lære mig, at jeg derved skulle blive en kristen eller opnå noget mere og højere; ligesom hine heller ikke er blevet kristne ved, at de har fastet, gjort og lidt så meget.

For det ville være at gøre min kære Herre Kristus for nær, hvis han skulle have gjort sin gang forgæves, og menneskers gerninger skulle sættes lige med den. Nej, jeg vil hedde en kristen af det, som han har lært mig, og som alle hellige har måttet gøre, når de ville bestå for Gud: at jeg hænger ved denne Frelser og, som Sankt Paulus siger i Fil 3,9, bliver fundet sådan, at jeg ikke har min egen retfærdighed på grund af loven, men hans, som er erhvervet mig ved denne gang, hvor han har overvundet min synd og død, og som han forkynder og skænker mig ved prædikenen af evangeliet.» Når du har det, så gå i gang og gør gode gerninger, så mange du kan, dog efter Guds bud. For uden det og før det vil du dog ikke kunne gøre noget godt, fordi du endnu er i vantro og hverken har eller kender Kristus og derfor er under synden med alt, hvad du gør, som vi har hørt i det første stykke.

Se, det er at tale på Kristi måde og med hans ord om den retfærdighed, som han holder for retfærdighed. Den er ikke et ydre, menneskeligt væsen på jorden, men et ubegribeligt og i dette liv usynligt; den findes ikke på jorden i os mennesker og opnås heller ikke af mennesker, men er en ny, himmelsk retfærdighed, som han alene har skabt og stiftet ved sin død og opstandelse, og som vi nu må gribe i troen (fordi vi ikke ser den); og den er rettet derhen, at den skal være et evigt, uendeligt liv og væsen, hvor han regerer i et nyt, himmelsk væsen. Derhen viser han vor retfærdighed, ja, dér sætter og grunder han den, hvor den er ren og helt fuldkommen og står så vist, fast og evigt, at Djævelen og helvede nok må lade den stå og blive.

For det er dog ikke gjort med dette liv, fordi det dog alt sammen bliver fordærvet af synd og død og til sidst bliver til intet. Derfor har Guds Søn fra himlen stiftet et sådant rige, som ikke har med ydre, verdslige sager og regimente at gøre (sådan som jøderne og apostlene bildte sig ind om hans rige), og heller ikke med dette livs fattige, ynkelige tiggerretfærdighed, men skal skabe en ny, evig retfærdighed, hvorved hele naturen bliver forvandlet og fornyet, så at der ikke mere er synd eller død, men lutter fuldkommen guddommelig gerning og liv. Det er den gerning, som han har begyndt ved denne gang til Faderen og allerede fuldbragt til fulde i sin person, og som han i dette liv bestandig driver frem ved prædikenen af evangeliet og Helligåndens virke i de troendes hjerter indtil den yderste dag; men i det andet liv skal det helt og fuldkomment leves og findes i os.

Det er altså (vil han sige her) dette, at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere. «Jeg taler ikke om dette timelige liv og væsen på jorden, som i denne fordærvede natur ikke kan være uden synd og død; derfor kan der heller ikke være nogen fuldkommen retfærdighed og noget fuldkomment liv dér. Mit rige skal heller ikke bestå i et sådant forgængeligt væsen; nej, det må blive en anden ting og komme dertil, at I ikke mere ser mig, hvor jeg uden for dette legemlige, synlige væsen regerer evigt og også bringer jer derhen, hvor der er lutter ny, fuldkommen retfærdighed og evigt liv – som jeg nu begynder i kristenheden ved Helligåndens prædiken og gerning.»

«Om dom: at denne verdens fyrste er dømt.»

I de to foregående stykker har han talt om læren og sammenfattet hele evangeliets sum: For det første, at alt, hvad den menneskelige natur, evne, gøren og liv er, er synd og under Guds vrede, fordi de ikke tror på Kristus. For det andet, at vi bliver retfærdige, det vil sige forløst fra synd og død, behager Gud og har evigt liv, alene ved at han går til Faderen. Derpå følger det tredje: både hvordan verden stiller sig over for en sådan prædiken, og hvordan Helligånden til gengæld også vil trænge igennem med sin prædiken.

Om det siger han: Han skal videre straffe verden for dommen. Ordet «dom» lyder nok også fremmed og dunkelt for vore ører, som ikke er vant til det hebraiske sprog. Det betyder ikke andet end (sådan som også vi taler om det), at man forhandler og dømmer mellem to stridende parter, hvem der har ret eller uret. Og det omfatter på én gang de to stykker, som altid må være med i en retssag: nåde og vrede, eller hjælp og straf – det ene, at den uskyldige bliver frikendt og hjulpet til sin ret; det andet, at den skyldige bliver fordømt og straffet. Dog bruges det næsten mest om den anden del af dommen eller kendelsen, nemlig om at fordømme og om følgen eller fuldbyrdelsen af det.

Sådan taler Kristus også her om det og vil vise, at når Helligånden driver disse to stykker af sin prædiken i verden og straffer for synd og retfærdighed, så vil verden ikke tage imod det. Den vil hverken lade sig straffe for, at den er i synd og uden retfærdighed, eller lade sig bevæge af, at Kristi retfærdighed bliver tilbudt den. Nej, den vil sætte sig op imod en sådan lære og Helligåndens straf og fordømme og forfølge den, og foregive, at den gør ret i det og har pligt til ikke at tåle, at man gør dens visdom, retfærdighed osv. – som den holder for Guds gaver og gudstjeneste – til intet, men til at værge sig mod det med magt. Derfor må Helligånden atter fortsætte og straffe for en sådan dom og til gengæld også drive straffedommen og sige til verden, at den med sin dom er fordømt sammen med sin fyrste og sit hoved, Djævelen.

Så rejser striden sig og begynder, og den ene dom løber mod den anden. For verden sætter også sin dom og sin visdom op imod dette. Den foragter ikke alene denne lære, fordi den ikke kommer af dens visdom eller fra store, fortræffelige folk i verdens øjne, men bliver prædiket af fattige, ringe folk. Den spærrer også munden op imod den og siger: «Hvad er det andet, end at nogle bortløbne tiggere sætter sig op imod den ordentlige øvrighed og vil forkaste og gendrive alt det, som før er blevet holdt af enhver, ja, er indsat af Gud selv?» Den fordømmer, bandlyser og forbander både læren og prædikanterne og går desuden videre med at stoppe munden på dem med trusler fra sin magt og griber til alvor og sværd. Den vil ganske enkelt have sin vildfarelse og afgudsdyrkelse uangrebet og ustraffet, ja, opretholdt og forsvaret som visdom og hellighed mod Gud og Kristus, og vil have prædikenen af evangeliet udryddet og udslettet.

Men derimod siger Kristus, at Helligånden skal beholde den øverste dom og gå igennem med sin straf over denne verdens dom indtil den yderste dag. Men herover kommer de kristne i klemme mellem dør og karm, og så begynder korset og forfølgelsen. For da Kristi rige (som vi har hørt) ikke er af verden, men åndeligt og usynligt på jorden, så går verdens magt og vælde, som den har på jorden, løs på kristenheden med fordømmelse, forfølgelse, pinsler, plager, drab og mord ved sværd, ild, vand og hvad den ellers formår. Dertil bliver den også ophidset og styrket af Djævelens bitre, grumme vrede og had mod Kristus; for Djævelen begærer og tragter efter helt at udslette og udrydde kristenheden. Så det for verdens og de kristnes øjne ser ud, som om kirken helt må gå til grunde, fordi man øver en sådan forfølgelse, grusomhed og mord på de kristne, som bekender og fører denne Helligåndens prædiken.

Således giver Kristus med dette stykke for det første profetien om, hvordan denne prædiken skal blive modtaget af verden, og hvad der vil overgå apostlene for den skyld: nemlig at verden ikke alene vil foragte dem, fordi de kommer sådan uden nogen offentlig myndighed og befaling og bringer en ny lære imod det ordentlige regimente, præstedømme og læreembede, som er indsat af Gud, og oven i købet straffer og dadler alt, hvad verden har, som om det intet skulle gælde for Gud. Nej, fordi de vil fortsætte sådan og ikke holde op med at prædike, så vil verden også skride til og lade dommen gå over dem og også fuldbyrde den – som over folk, der ikke er sendt af Gud og ikke prædiker Guds ord, men må være Djævelens sendebud, og som gudsbespottere, ulydige og genstridige mod Guds lov, Guds folk og gudstjenesten erkendes og erklæres skyldige til døden, folk, som man ikke må lade leve. Sådan skriger også jøderne over Sankt Paulus i ApG 22,22: «Det er ikke ret at lade et sådant menneske leve»; og de giver grunden (ApG 21,28): «Dette menneske holder ikke op med at tale imod folket, imod loven, imod templet og den hellige stad» osv.

For det andet giver Kristus imod denne forargelse ved verdens dom eller forfølgelse denne trøst: at de alligevel skal vide, at han vil holde fast ved sin prædiken og opretholde sin kirke mod verdens og Djævelens vrede og rasen ved sin guddommelige kraft og styrke; at Djævelen med sit rige må vige for ham som overvundet af ham og ikke må få udrettet imod hans kirke, hvad han gerne ville i sin grumme, rasende vrede og sit had. Derfor, selv om de kristne for denne prædikens skyld må holde for over for Djævelen og verden, så skal dette ord dog blive stående uvæltet og til sidst sejre og beholde pladsen og gøre verdens uretfærdige dom over evangeliet åbenbar for hele verden, så at de til sidst selv må skamme sig over det og med selve gerningen bekende imod sig selv, at de har fordømt og forfulgt evangeliet ubilligt og med uret – ligesom også Kristi dommere, ja, selv hans forræder, i hans lidelse måtte give hans uskyld vidnesbyrd.

Årsagen (siger han) skal være denne, at denne konge, Kristus, ved sin gang til Faderen allerede har overvundet begge dele, både verden og Djævelen, og nu lader det forkynde, at han er Herre over alt og har magt og myndighed til at fordømme og straffe alt, hvad der sætter sig op imod ham, med den evige helvedes ild sammen med Djævelen og hans engle. Det er det, han siger: at denne straf skal gå sin gang over verden, som forfølger evangeliet, og til sidst beholde overhånden over den, så han overvinder dens dom og fordømmelse og til gengæld fordømmer den og gør den til skamme; og ikke alene verden, men også dens gud, Djævelen selv (som driver verden imod Kristus). For han er (siger han) allerede selv dømt, og fordømmelsens dom er allerede afsagt over ham, og der mangler intet uden alene fuldbyrdelsen (executio), at straffen også bliver fuldbyrdet på ham i den evige helvedes ild; ligesom med en tyv eller morder, der er dømt af sin dommer, hvor vreden og halsretten allerede er gået over ham, og han er dømt til døden, så han blot skal føres bort og få sin ret.

Sådan udgår også her denne dom af Herren Kristi magt og vælde, han som sidder ved Faderens højre hånd, og en sådan dom bliver offentligt udråbt gennem prædikeembedet: at verdens fyrste og alt, hvad der hænger ved ham, allerede endegyldigt sidder fast i fordømmelsen og intet skal formå imod Kristus; men han må lade ham blive ved at være Herren, under hvis fødder han evigt må ligge og lade sit hoved knuse. Og han lader det prædike i hele verden, at den, som ikke vil tro på denne Herre, skal være fordømt sammen med Djævelen, hvor høj, mægtig, lærd og hellig han end er, og uanset hvordan han understår sig at fordømme denne lære eller at undertrykke og udslette den, hvad enten han så hedder romersk eller tyrkisk kejser, konge og herre over alle.

Om nu verden i mellemtiden går sin vante gang og foragter en sådan dom, som allerede er afsagt over Djævelen og alle hans lemmer, og driver spot med den, fordi den ikke ser den gå i opfyldelse for sine øjne, ligesom den også foragter det første og det andet stykke af denne prædiken, så bliver Kristus til gengæld også ved og lader sig trøstigt foragte; men han viser dog også Djævelen og verden, at han er Herren, som kan bryde og standse Djævelens vrede og rasen og styrte sine fjender (som Sl 110,1 siger om ham), indtil han gør dem alle sammen til sin fodskammel. For øksen er allerede lagt ved træet, og lænker og reb er allerede kastet på ham (som Sankt Peter siger, 2 Pet 2,4), så Djævelen er bundet til evigt mørke i helvedes ild. Det skal ingen tro uden de kristne, som holder deres Herres ord for sandt og kender hans kraft og rige og trøster sig ved deres konge og Herre; de andre skal heller ikke få anden løn end det, de søger sammen med deres herre, Djævelen: at de skal sænkes ned i det evige mørke i helvedes afgrund og styrtes og gå til grunde over deres rasen mod de kristne.

Dette er det første stykke af dette evangelium om Kristi rige og om Helligåndens prædiken i verden. Nu følger:

Den anden del

«Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når Talsmanden, Helligånden, kommer, skal han vejlede jer i hele sandheden» osv.

Også dette stykke hører med til forjættelsen om Helligånden og hans embede i kristenheden. Men hermed bryder han af med det, han havde begyndt at sige om læren, og som han i sum har fattet i få ord, nemlig hvad Helligånden skal prædike; og han henviser dem til, at Helligånden nu selv skal komme; han skal lære dem det, så de forstår det godt og erfarer det i gerning. For nu er det ikke tid (vil han sige) til at tale meget om læren, da han skal tage afsked med dem og trøste dem over sin bortgang. Desuden: selv om han ville tale længe og meget om det, så er de dog endnu ikke så skikkede, at de kan fatte og ret forstå, hvordan det skal gå til i hans kommende rige.

For de er endnu så dybt druknet i tankerne om og håbet på det ydre, legemlige kongerige og verdslig herlighed, at de slet ikke kan finde sig til rette i det, og det, han siger til dem om sit åndelige rige og embede, som han vil føre gennem Helligånden, går slet ikke ind i deres hjerte. For de kan ikke tænke andet end dette: Skal han blive konge, så må han selv være til stede og enten vinde verden for sig med sin prædiken og sine undere, så den villigt giver sig ham i lydighed og tager imod ham som sin herre, eller, hvis de ikke vil med det gode, tvinge den under sig med ydre magt og straf.

Men skal det ske (som han nu har sagt), at han skal gå bort fra dem og ikke ses mere, det vil sige dø, så er der ikke længere noget at håbe på, at han skulle blive konge og udrette så store ting; og sådan er og bliver de helt slået ud af det indtil efter hans opstandelse, så de slet ikke forstår, hvad han forud har sagt dem, ud over at de mærker begyndelsen på den jammer, sorg og forfølgelse fra verden, som han her forkynder dem.

Det er det, han siger: «Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu» osv. Det er endnu alt for svært for jer at fatte, hvad der er sagt og endnu ville være at sige om dette; for det går altsammen helt imod jeres tanker og håb. For hvis I forstod det, så skulle I få trøst og et glad hjerte deraf; som han da også forud har sagt: «Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg har sagt: ’Jeg går til Faderen’» osv. Men nu gør det, som jeg siger jer til trøst om min forherligelse, min himmelfart og det herlige rige, som jeg vil begynde gennem jer, jer kun forskrækkede og bedrøvede osv. Det hedder jo i sandhed med rette: «I kan ikke bære det nu»; derfor må jeg også spare det op, til tiden kommer, da dette (som jeg nu siger forud) begynder, og Helligånden kommer; han må jo selv lære jer det og lede og føre jer ud af jeres nuværende vildfarende tanker og uforstand ind i sandheden og den rette erkendelse.

For det (siger han) skal da være hans embede, at han herliggør mig, det vil sige giver åbenbaringen og vidnesbyrdet om mig: at jeg er ophøjet fra lidelsen og døden til herligheden og sat ved Faderens højre hånd og er en regerende Herre over alt; og at han forkynder det i hele verden, at dette har været Faderens råd; derfor bliver Helligånden også sendt, for at dette skal blive erkendt af hele verden, og de således bringes ind i mit rige osv. Når det nu sker, at jeg bliver taget fra jer, og Helligånden kommer, så skal det nok lære sig selv (helt anderledes, end I nu tænker og forstår), og således skal I i jeres egen erfaring finde alt det, jeg nu har sagt jer, og (for yderligere at forklare og udbrede det) endnu meget mere, som jeg havde at sige osv.

Netop i denne mening slutter han også senere dette kapitel (som vi skal høre i evangeliet på den følgende søndag) og siger: «Dette har jeg sagt til jer i lignelser»; det vil sige: Det, jeg hidtil har sagt jer om min lidelse og opstandelse og om jeres lidelse, og hvordan I i den skal bede Faderen i mit navn, det er nu for jer lutter fremmede, dunkle, tildækkede ord, som I ikke forstår; men der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i lignelser, men frit ud forkynde jer om min Fader; nemlig når jeg er faret til himmels og sender jer Helligånden. Da skal I erfare, at det er sådan, som jeg siger jer, hvad der nu er lutter lignelser for jer.

Dette er den rette, enkle mening med denne tekst: «Jeg har endnu meget at sige jer.» Men disse ord har hidtil, og må endnu, holde for hos vores pavelige og lade sig dreje og tyde, for at de kan styrke deres pjat med dem og lægge dem til grund for det, de foregiver og fråder om: Man må tro og holde langt mere, end hvad evangeliet og Skriften lærer, nemlig hvad koncilierne og fædrene har sagt og forordnet. For Kristus har her lovet, at Helligånden skal sige dem langt mere, end han har sagt, og vejlede dem i hele sandheden osv. Lige som om apostlene havde forstået det, som Kristus her siger til dem, så udmærket, skønt de dog selv vidner om det modsatte ved deres vantros gerning over hans lidelse og opstandelse; eller som om det endnu var så let at forstå, at man ikke behøvede Helligånden dertil; skønt ingen pavelig den dag i dag forstår noget af det; det ved jeg godt af egen erfaring. For jeg har jo også lært deres kunst; og med deres bogskriveri lægger de stadig til fulde for dagen, at de ikke forstår noget af det. Derfor må man svare sådanne narre, så deres løgnepjat bliver slået til jorden.

For det første hører du her, at han siger: «Jeg har endnu meget at sige jer.» Hvem er disse «jer»? Eller hvem taler han med? Uden tvivl med apostlene, til hvem han også siger: «I kan ikke bære det nu»; ligeså: «Helligånden skal vejlede jer i hele sandheden.» Derfor, skal Kristus ikke have løjet, så må dette ord være blevet opfyldt dengang, da Helligånden kom; han må i dem og gennem dem have udrettet alt det, Herren her taler om, og have vejledt dem i hele sandheden. Hvordan vil man så heraf slutte, at Kristus ikke har sagt apostlene det altsammen, og Helligånden heller ikke, men har ladet meget tilbage, som koncilierne skulle lære og vedtage? Når der dog efter deres eget foregivende snarere skulle følge det modsatte deraf, at Helligånden havde sagt apostlene alt; og Kristus jo netop lægger vægt på, at han skal klargøre alt for apostlene og gennem dem bringe ud i verden, hvad de har lært af Helligånden. Hvordan rimer det så med det, de gøgler med, at det først efter apostlene, ved verdens ende, skal siges, læres, vedtages og forordnes, hvad man i kristenheden skal vide, tro og gøre?

Ligeså: skal det holdes for sandheden (som åbenbaret på ny af Helligånden), hvad koncilierne har lært eller fastsat efter apostlene, så er apostlene selv ikke kommet ind i sandheden, langt mindre de, som de har prædiket for, og så var kirken sammen med dem kønt bedraget af Kristus, da han lovede dem, at Helligånden skulle vejlede dem i hele sandheden.

For det andet siger Kristus tydeligt: «Jeg har endnu meget at sige jer.» Dermed siger han ikke: Jeg har meget andet at sige jer, og Helligånden skal lære og forklare jer noget andet, end jeg har sagt jer. Det er deres tilsætning, som de smører på Kristi ord, og de fordrejer ordene sådan, at multa, «meget», skal betyde alia, «andre ting», lært. Ordet multa under vi dem gerne – gid de blot havde nåde fra Helligånden til at lære meget; men at de under ordet «meget» også vil indføre og have magt til at lære andre ting, det kan ikke tåles. Sådan som de endnu skamløst foregiver, at kirken efter Helligåndens indskydelse har fastsat og forordnet mange ting efter apostlene, som man skal holde; som blandt andet artiklen om den ene del af sakramentet, ligeså forbuddet mod præsternes ægteskab og lignende.

Det hedder ikke længere at lære mere eller videre, men noget helt andet, ja, noget modstridende, imod Kristi klare ordning og befaling, som de selv må bekende er ret; og dog skal det være kætteri og uret, når man efter Kristi befaling handler imod deres lov; for kirken (siger de) har ordnet det anderledes. Spørger du: Med hvilken begrundelse? så svarer de: Kristus siger: «Jeg har endnu meget at sige jer.» Ja, sandelig, også det, som er imod hans eget ord og befaling!

Sandelig, det ville være en køn kirke, som tog sig selv magten (som jo pavens antikristelige kirke gør) til at lære, hvad den selv ville, imod Kristus og til at ændre hans ordning, og derefter ville bevise og stadfæste det med dette skriftord: «Jeg har endnu meget at sige jer»; når Kristus dog klart siger om Helligånden og sætter ham mål og grænse, at han skal herliggøre ham og ikke tale af sig selv, men tage af hans eget, det vil sige af det, som er Kristi ord og befaling, og forkynde det. Derfor må den flok, som lærer anderledes, hverken være af Helligånden eller være Kristi kirke, men den lede Djævels bande.

For den kristne kirke og Helligånden selv bliver alene ved det, som Kristus har sagt og befalet, og gør nok mere af det, det vil sige udbreder det langt og bredt; men gør det ikke til noget andet. For at sige meget er dette, at man driver ét stykke på mange måder og dog altid den samme sag. Sådan har evangelisten Johannes skrevet langt mere end det, Kristus her har sagt; men dog bliver han altid ved det ene, at han helt igennem driver artiklen om Kristi person, embede og rige (som også Kristus selv taler om), og hans scopus eller hovedpunkt peger altid på dette Guds lam. Ligeledes driver og banker Sankt Paulus i Romerbrevet og næsten helt igennem i Galaterbrevet det ene stykke om troens retfærdighed ind.

Det hedder nu nok at prædike meget og sige mere end Kristus med disse korte ord; men dog det samme og intet andet. For det er netop en god prædikants kunst, at han kan tage en sag for sig og fatte og sammenfatte den kort med to eller tre ord og derefter, hvor det er nødvendigt, også udbrede og forklare den med skriftsteder og eksempler og gøre en hel eng af én blomst; ligesom en guldsmed kan slå et og samme stykke sølv tæt og tykt sammen til en klump og igen slå det bredt, kruset og krumt og til tyndt blik; så det både er en lang og en kort prædiken og dog den samme og ikke modstridende. For Guds ord skal bo rigt iblandt os, siger Sankt Paulus i Kol 3,16, så man er mægtig i Skriften og kan bevise den rette lære ud fra den.

Sådan gør Hebræerbrevet, som for den største del taler om Kristi præstedømme og spinder en lang prædiken ud af ordet i Sl 110,4: «Du er præst til evig tid» osv., og fører mange andre skriftsteder, tekster og eksempler til; og dog, når man ser det i sum, er det altsammen ikke mere end dette ene stykke, at Kristus er den eneste, evige præst. Det hedder nok at sige meget mere end David i den nævnte salme, men dog intet andet. Sådan er der fra kristenhedens begyndelse og til nu blevet lært og prædiket meget mere (ved Helligånden), end Kristus har gjort, og der kan endnu dagligt læres mere på det allerrigeste og udbredes på alle mulige måder, alt efter som det er åbenbaret den ene mere end den anden, eller den ene får mere og rigere at tale om end en anden; men dog sådan, at det til sidst, når det bliver lagt sammen, altsammen går ud på den ene Kristus. Og hvor mange lignelser kan man ikke hente fra hele Skriften, ja, fra alle skabninger, som alle rimer med evangeliets lære, skønt han ikke har lært eller sagt en eneste af dem, og som dog er den samme lære.

Om dette taler også Sankt Paulus, når han taler om profetiens gave eller udlægningen af Skriften og giver den det mål og den regel, som den skal rette sig efter: «Har nogen profeti», siger han i Rom 12,6, «så skal den være troen lig»; det vil sige, at den rimer og stemmer med troens lære. Som når man ville anføre eksemplet med Abraham, der fører sin søn Isak op på bjerget for at ofre ham dér, men lader sine karle og æslet blive tilbage nede ved bjerget. Et sådant eksempel kan man tyde for troen og i overensstemmelse med den eller også imod troen. Sådan gjorde de jødiske prædikanter og lærere, der foregav, at den, som lod sig selv ofre og slå ihjel på samme måde, gjorde den allerhøjeste gerning og fór lige op til himlen; derfor ofrede og brændte de konger, som ville være fremragende hellige, deres egne børn levende for Gud. Ligeså tyder vores munkehellige det sådan: Vil man komme til Gud, så må man lade karlene og æslet blive nede ved bjerget, det vil sige slå de fem sanser ud og ikke have med ydre, verdslige sager og forhold at gøre, men leve i åndelig beskuelse, skilt fra alt dette. Det hedder ikke at tyde og lære troen lig og i overensstemmelse med den, men imod troen.

Men hvis du tyder det sådan: Den, som vil komme til Gud, må komme ud over menneskelig forstand og tanker dertil, at han har Guds ord, hvorved han lærer at kende og gribe Gud, og dér ved troen bære offeret frem for ham, Kristus, Guds Søn, som er givet hen for os som offer til Gud (når samvittigheden skal stå for Gud), og imens lade vores æsel og karlene blive dernede, det vil sige det, som er vores egen gerning og gøren osv. Sådan har jeg anført eksemplet, som dog er netop det samme, som evangeliet lærer overalt, og som ikke er imod, men for troen, selv om den egentlige, sikre tydning af denne beretning derved ikke skulle være ramt.

Det vil vores paveæsler, svin og fjolser ikke agte på, men vil overtale os til, at vi skal tage imod alt det, som man blot foregiver og lærer i kirkens eller koncilernes navn, som havde Helligånden lært det, uanset hvordan det rimer eller stemmer overens med evangeliets lære, og det skal altsammen være stadfæstet med dette skriftord: «Jeg har endnu meget at sige jer.» Nej, min gode mand, sådan gælder det ikke: selv om han nok har mere at sige, så følger det ikke deraf, at du må sige, hvad du har lyst til, eller hvad enhver munk har drømt, eller hvad en egenrådig pavetilhænger vil have holdt. Det indrømmer jeg dig gerne, at du godt må udbrede disse Kristi ord og blot være en rig prædikant og gøre tusind ord af ét, så det bliver ret klart, lyst og lysende, og enhver kan forstå det; men sådan, at det kun bliver ved den ene, klare og rene lære.

Men fremfører og foregiver du imod dette en ny lære: Den, der bliver munk, har en ny dåb og bliver lige så ren som et lille, nydøbt barn, så er det ikke Helligånden, men Djævelen, der byder dig at tale sådan, og det er ikke mere, men noget helt andet og det modsatte af det, Kristus siger, der bliver lært. Derfor må en kristen være klog her og, som Sankt Johannes lærer, kunne skelne ånderne (efter Guds ord), sådan at han ser til, at han ikke lader sig sige noget andet (hvad enten der prædikes meget eller lidt) eller lader sig vise og føre ad en anden vej.

For det tredje, når han siger: «I kan ikke bære det nu.» Her hører du, at han taler om store og vældige sager, som er for svære for dem, og at han alene af den grund ikke vil sige mere om det nu, fordi de er for ufuldkomne og svage. Det er sandelig netop det og intet andet, han havde begyndt at tale om, nemlig om sit rige, hvordan det skal gå i verden: hvordan han må dø den mest skændige død og blive forbandet og dog blive troet som Frelseren, Guds Søn og Herre over alt. Ligeså at de skal forfølges og slås ihjel af verden, og evangeliet dog gå frem, og at hele det jødiske folk med deres præstedømme, tempel, gudstjeneste og al deres herlighed derover skal falde til jorden osv. Af alt dette kunne de dengang slet intet forstå, om han så havde prædiket for dem om det i mange år, indtil Helligånden lærte dem det i erfaringen under deres prædikeembede.

Men sig mig: Hvad er det imod dette, som siden, efter apostlene, er blevet yderligere forordnet og fastsat af koncilierne eller paverne? Skulle det være så svær en ting, at man ikke kunne forstå eller bære den (uden særlig åbenbaring og Helligåndens kraft), hvordan man skal holde denne eller hin orden og munkeregel og bære sorte eller grå kutter; ligeså ikke spise kød om fredagen og kun bruge den ene skikkelse af sakramentet? Eller skulle apostlene ikke også have kunnet forstå og bære det, som enhver ulærd, gudløs slyngel godt kan forstå og gøre?

Ak nej! Det er langt højere sager, som apostlene ikke kunne bære, og højere kunst, end disse unyttige sludrehoveder drømmer om. Og hold det for vist: Hvad apostlene ikke har forstået og formået, det vil du heller ikke så let og uden Helligåndens oplysning kunne forstå eller bære. For troens lære er jo svær at fatte og går ikke så let ind, som de uerfarne ånder drømmer om: at et menneske skal træde ud af sig selv, det vil sige bort fra sit eget liv og sine egne gerninger, og med fuld overgivelse hænge sig ved det, som han ikke ser eller føler i sig selv, nemlig at Kristus går til Faderen. Åh, det er en svær kunst så helt at fortvivle om sig selv og give slip på det, han har, både godt og ondt liv, og alene hænge bart ved Kristi ord og sætte liv og sjæl ind derpå; hvilken fornuft kan udgranske eller lære det, om man så gennemsøgte hele verden? Prøv det bare for alvor og i samvittighedens rette kamp, så skal du nok erfare det; for Djævelen og vores egen natur, og desuden så mange sekter og falske lærdomme, stræber alt for hårdt imod det. Dette være sagt imod de paveliges løgnesnak og æselkunst, hvormed de besudler og tilsmører denne skønne tekst for at stadfæste deres løgne.

Hvad det betyder, at Kristus kalder Helligånden sandhedens Ånd osv., hører hjemme i de andre evangelier og er rigeligt udlagt andetsteds; men det er med flid sat her: «sandhedens Ånd» og: «han skal vejlede jer i hele sandheden» (det vil sige i den rette, rene, klare lære, som prædiker om mig og, som han siger kort efter, herliggør mig). For han ser hermed langt frem, hvordan løgnens ånd, Djævelen, også skal røre sig og træde frem i kirken og fremføre sine ting med stort skin og stor tilslutning; så han gerne ville sige: Åh, hvor mange sekter skal der ikke rejse sig, som alle storartet skal rose sig af stor ånd og dog kun fører folk bort fra Kristus og sandheden ud i vildfarelse og fordærv!

Derfor beskriver han også Helligånden og giver ham hans rette kendetegn, hvorpå man skal kende og prøve ham: «Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit»; at han alene er den, som forklarer Kristus, sådan som han selv har givet sig til kende ved sit ord; så man ved, at den, som lærer noget andet og udgiver og pynter sig som en ånd, ikke er Kristi Ånd. For han skal ikke lære noget andet, men lade det blive ved denne samme Kristi lære, kun at han udbreder den yderligere og gør den klarere og lysere; derfor siger han: «Han skal herliggøre mig.»

Ligeså når han siger: «Han skal ikke tale af sig selv» osv., dér skelner han atter de falske ånder fra denne sandfærdige Ånd. For de andre kommer alle af sig selv og taler af sig selv, hvad de har fundet på. Nu siger han, at dette ikke er Helligåndens, men Djævelens egenskab: «Når han taler løgnen, taler han af sit eget, for han er en løgner og dens far» osv. (Joh 8,44). Derfor vil han sige: Hvor man hører en ånd, som taler af sig selv, dér er det helt sikkert en løgner. Men Helligånden skal ikke tale af sig selv, men det, han får af mig, og sådan som han skal høre mig og Faderen tale med hinanden osv.

Det er en skarp tekst om artiklen om de tre personer i det guddommelige væsen: at Guds Søn er Faderens Ord fra evighed, som ingen hører tale uden Helligånden; og han hører det ikke alene, men vidner også om det og forkynder det i verden. Og kort sagt: det går altsammen ud på, at det er besluttet hos Gud, at Helligånden skal drive og lære artiklen om Kristus alene (hvordan vi bliver retfærdige for Gud for hans skyld). Derfor slutter han: «Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit.» Det vil sige: Han skal nok gøre mere af det end jeg og sige det tydeligere og bringe det for dagen; men alene tage af mit og tale om mig, ikke om mennesker, egen hellighed og gerninger. Det skal være hans rette embede og gerning, hvorpå man skal kende ham, og som han uden ophør skal drive, indtil man kender denne Kristus godt. Når du har lært det til bunds, så må du derefter søge dig en anden helligånd; men vi skal, håber jeg, nok alle blive denne mesters og lærers elever indtil den yderste dag.