5. søndag efter påske (Joh 16,23–30)

Evangeliet på 5. søndag efter påske (Vocem jocunditatis), Joh 16,23–30

Man plejer at læse dette evangelium på denne søndag, fordi det lærer om bønnen, og fordi denne uge kaldes gangdagsugen, hvor man plejer at bede og gå i procession med korsene. De, der først har indrettet det sådan, kan måske nok have ment det godt, men det er sandelig slået ilde ud. For i processionerne er der hidtil sket mange ukristelige ting, og der er slet ikke eller kun lidt blevet bedt, så de med rette bliver afskaffet og opgivet. Jeg har ofte formanet, at vi skulle holde ved med at bede, for der er stor nød; men da den udvortes plapre- og mumlebøn er faldet bort, beder vi heller ikke mere på anden vis. Deraf mærker man også nok, at vi hidtil under så mange bønner slet ikke har bedt.

Fem ting viser Herren os her, som er nødvendige til den rette bøn. Den første er Guds løfte; det er hovedstykket, grunden og kraften i alle bønner. For her lover han, at det skal gives os, når vi beder om noget; og han sværger endda på det og siger: «Sandelig, sandelig, siger jeg jer: Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.» Det er for at vi skal være helt sikre i bønnen på, at vi bliver hørt; ja, han skælder dem ud, fordi de er dovne og hidtil ikke har bedt. Det er, som ville han sige: «Gud er rede til at give langt før og langt mere, end I beder om; ja, han byder sine goder frem, hvis vi blot vil tage imod dem.» Det er sandelig en stor skam og en hård straf over os kristne, at han endnu skal bebrejde os vor dovenskab i at bede, og at vi ikke lader så rige og herlige løfter lokke os til at bede, men lader en så kostbar skat ligge og hverken prøver eller øver os, så vi dog kunne mærke kraften i sådanne løfter.

Således grunder Gud nu selv vor bøn på sit løfte og lokker os dermed til at bede; for hvis løftet ikke var der, hvem turde så bede? Vi har hidtil brugt mange slags måder til at gøre os rede til bønnen, som bøgerne også er fulde af; men vil du være vel rustet og rede, så tag løftet for dig og hold Gud fast ved det, så vil du snart få mod og lyst til at bede, et mod, som du ellers aldrig får. For de, der beder uden Guds løfte, digter selv, at Gud er vred, og ham vil de så forsone med deres bøn. Så går det sådan, at der hverken er mod eller lyst til at bede, men lutter usikker indbildning og tungt sind; og så er der heller ingen bønhørelse, og både bøn og arbejde er spildt.

Hermed bliver nu deres vantro straffet, som af tåbelig andagt regner sig for uværdige til at bede og måler deres bøns værdighed efter sig selv og deres egen evne og ikke efter Guds løfte; så må der jo blive lutter uværdighed. Men du skal være helt sikker på din værdighed, ikke ud fra det, du gør, men ud fra Guds løfte, ja, så sikker, at selv om du var helt alene, og ingen i verden bad, så beder du dog i tillid til dette løfte. For du kan ikke vise mig nogen helgen, som har bedt i tillid til sin egen værdighed og ikke alene i tillid til Guds løfte, hvad enten det er Peter, Paulus, Maria, Elias eller hvem det skal være; de har allesammen været uværdige. Jeg ville ikke give en skilling for alle en helgens bønner, hvis han havde bedt i tillid til sin værdighed.

Det andet stykke, som hører til løftet, er nemlig troen: at man tror, at løftet er sandt, og ikke tvivler på, at Gud vil give det, han lover; for løftets ord kræver tro. Men troen er en fast, utvivlsom tillid til Guds løfte, at det er sandt, som Jakob siger (Jak 1,5–7): «Hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede Gud, som giver alle gavmildt og uden bebrejdelse, og den vil blive givet ham. Men han skal bede i tro uden at tvivle; for den, som tvivler, ligner en bølge på havet, som drives og kastes af vinden. Et sådant menneske skal ikke mene, at han vil modtage noget af Herren.» Og den, der tvivler i sit hjerte og dog beder, han frister Gud; for han tvivler på Guds vilje og nåde. Derfor er hans bøn intet, og han famler efter Gud som en blind efter væggen.

Om en sådan troens vished taler også Johannes i sit brev (1 Joh 5,14–15): «Og dette er den tillid, som vi har til ham, at hvis vi beder om noget i overensstemmelse med hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os i det, som vi beder om, så ved vi, at vi har det, som vi har bedt ham om.» Med disse ord beskriver Sankt Johannes, hvordan et ret troende hjerte er stemt i bønnen: at det ikke har andet i sinde, end at det er hørt og allerede har fået det, det bad om; og det er også sandt. Men en sådan tro og fast vished må Helligånden give; derfor bliver der sandelig ingen bøn bedt uden Helligånden.

Prøv det nu, og bed sådan, så vil du mærke denne sødme i Guds løfte, hvilket mod og hvilket trøstigt hjerte det giver til at bede om alle ting, hvor stor og høj bønnen end er. For Elias var et menneske, skrøbeligt som vi er; alligevel regnede det ikke i tre år og seks måneder, da han bad; og da han bad igen, regnede det (1 Kong 17,1; 18,45; Jak 5,17). Se, der ser du et eneste menneske bede og med denne bøn herske over skyerne, himlen og jorden, for at Gud kunne lade os se, hvilken magt og myndighed en ret bøn har: at intet er umuligt for den.

Lad nu enhver spørge sit hjerte, hvor ofte han i hele sit liv har bedt; at synge salmerne og læse Fadervor er ikke at bede. Det er indført for børnenes og de enfoldige folks skyld, for at man kan øve dem i Skriften og gøre dem fortrolige med den. Men din bøn ser og mærker ingen andre end du alene i dit hjerte, og du vil tydeligt mærke det, når den har ramt.

Det tredje: Man må nævne noget, som man bærer frem for Gud og beder om; som når du beder om en stærk tro, om kærlighed, om fred, om trøst for din næste. For man må jo vise nøden frem, ligesom Fadervor bærer syv slags nød frem. Det mener Kristus med det lille ord: «Hvis I beder om noget.» «Noget», det vil sige: det, du har brug for. Desuden tyder han selv dette «noget» og siger: «for at jeres glæde må blive fuldkommen»; det vil sige: Bed for alt, hvad I trænger til, indtil I får det hele og har fuld glæde; og den bøn bliver først helt opfyldt på den yderste dag.

Det fjerde: Man må også begære det eller ønske, at det må ske; og det er ikke andet end at bede, som Kristus her siger: «Bed.» Det har andre kaldt ascensum mentis in Deum [sindets opstigning til Gud], når hjertet løfter sig og svinger sig op til Gud og begærer noget af ham og sukker fra bunden og siger: «Ak, gid jeg havde det eller det!» Dette suk priser Sankt Paulus højt i Romerbrevet (Rom 8,26) og siger, at det er Åndens uudsigelige suk; det vil sige, munden vil og kan ikke tale så inderligt og så kraftigt, som hjertet ønsker; længslen overgår alle ord og tanker. Derfor sker det også, at mennesket ikke selv mærker, hvor dybt hans suk eller begær er. Som da Zakæus begærede at se Herren: Han mærkede ikke selv, hvordan hans hjerte ønskede, at Kristus måtte tale med ham og komme ind i hans hus. Men da det skete, blev han meget glad, som en, der fik alt efter sit ønske og sin bøn, mere end han ville have vovet at kræve eller begære med munden (Luk 19,2ff).

Sådan råbte Moses, så at Gud sagde til ham: «Hvorfor råber du til mig?» (2 Mos 14,15), skønt han tav stille med munden; men hjertet sukkede dybt i nøden, og det kalder Gud et råb. Sådan siger også Sankt Paulus til efeserne (Ef 3,20): «Gud formår over alt at gøre langt mere end det, vi beder om eller forstår.» Til dette suk tjener nu anfægtelserne, angsten og nøden; de lærer os at sukke ret.

Det femte: at man beder i Kristi navn. Det er ikke andet, end at vi kommer frem for Gud i troen på Kristus og trøster os med fast tillid til, at han er vor mellemmand, ved hvem alle ting er givet os, og uden hvem vi ikke fortjener andet end vrede og unåde, som Paulus siger til romerne (Rom 5,2): «Ved ham har vi ved troen fået adgang til denne nåde, som vi står i, og vi roser os af håbet om den kommende herlighed, som Gud skal give.» Det er ret at bede i Kristi navn, når vi således forlader os på ham, at vi bliver antaget og hørt for hans skyld, ikke for vor egen skyld.

Men de, der beder i deres eget navn, som bilder sig ind, at Gud skal høre dem eller se til dem, fordi de beder så mange, så store, så andægtige, så hellige bønner, de vil ikke fortjene og få andet end lutter vrede og unåde; for de vil selv være dem, som Gud skal se til uden mellemmand, så at Kristus der hverken gælder eller gavner noget.

Her ser vi, at alle disse fem stykker i bønnen godt kan ske i hjertet uden al mundtlig snak; skønt det mundtlige ikke skal foragtes, men er nødvendigt for at tænde og vække den indre bøn i hjertet. Men de tilføjelser, som jeg andetsteds har skrevet nok om, skal og må være borte: nemlig at man ikke foreskriver Gud tid, stund, person, sted og mål, men stiller alt dette frit hen til hans vilje og alene holder fast ved at bede og slet ikke tvivler på, at bønnen er hørt, og at det, vi beder om, allerede er bestemt til at blive givet, lige så vist, som om man allerede havde det i hænde. Det behager Gud vel, og det vil han gøre, som han her lover: «Bed, og I skal få.» Men de, der ser på tid og stund, sted og mål, de frister Gud og tror heller ikke, at de er hørt, eller at de har fået det, de beder om; derfor får de heller intet. Videre følger der i evangeliet:

«Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn.»

Det kommer af, at de endnu intet vidste om en sådan bøn og et sådant navn; desuden mærkede de ingen nød, der drev dem til at bede. De bildte sig ind, at så længe Kristus var hos dem, manglede de intet og havde nok af alting. Men nu, da han skal skilles fra dem og forlade dem, begynder nøden, og den vil give dem grund nok til at bede.

«Dette har jeg sagt til jer i lignelser.»

Når han siger «dette», mener han det, som han har sagt før: «Om en kort tid ser I mig ikke, og atter om en kort tid skal I se mig; for jeg går til Faderen.» Ligeså det, han sagde om en kvindes angst, når hun føder. For det var lutter lignelser, det vil sige mørk, dunkel tale, som de ikke forstod. For Johannes kalder en sådan mørk, skjult tale for lignelser, skønt det tyske sprog ikke kalder det sådan, men gåde eller tildækket tale. Som man plejer at sige om en, der taler i halve ord: «Det er en tildækket ret», hvor der ligger noget andet bagved, end det lyder; eller det er sagt så snedigt og hurtigt, at ikke enhver forstår det. Af den art var al den tale, Kristus førte denne aften om sin bortgang og sin gang til Faderen; for de kunne intet forstå af det. De mente ikke, at det skulle være at dø og komme ind i en anden tilværelse, men en legemlig spadseretur og en hjemkomst igen, som når man rejser til et andet land og kommer tilbage. Derfor, skønt han siger det lyst og klart ud, er det alligevel en tildækket ret for dem, dette med hans gang og bortgang. Derfor siger han videre:

«Der kommer en tid, hvor jeg ikke mere skal tale til jer i lignelser, men frit ud forkynde jer om Faderen.»

Det vil sige: Det, som jeg nu taler med jer legemligt, og hvor I ikke forstår mine lignelser, det vil jeg nok gøre klart for jer ved Helligånden og sige frit ud om min Fader, så at I da skal forstå, hvad Faderen er, og hvad min gang til Faderen er; det vil sige, I skal tydeligt se, hvordan jeg gennem lidelsen farer op i Faderens væsen og rige, så at jeg sidder ved hans højre hånd og går i forbøn for jer og er jeres mellemmand, og at alt dette sker fra min side for jeres skyld, for at I også kan komme til Faderen. For forkyndelsen om hans Fader skal ikke forstås sådan, at han fortæller os meget om den guddommelige natur, sådan som sofisterne digter om den; for det er forgæves og ufatteligt. Nej, det er, hvordan han går til Faderen, det vil sige, hvordan han tager Faderens rige og regimente på sig; som når en konges søn drog til sin fader for at tage kongeriget i besiddelse. Videre siger han:

«Den dag skal I bede i mit navn.»

For da skal I ikke alene have grund til at bede i mange slags nød, men også vide og kende, hvad mit navn er, og hvad I skal holde mig for. Så vil bønnen lære sig selv, den bøn, som I nu slet ikke forstår, og som I hidtil aldrig har bedt. Derfor siger han videre:

«Og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede Faderen for jer; for Faderen selv elsker jer, fordi I har elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.»

Hvordan det? Vil han ikke være mellemmand? Skal vi ikke bede i hans navn? Skal vi træde frem for Faderen på egen hånd? Hvor kærligt og sødt kan Herren dog tale og lokke os til sig og ved sig til Faderen! For her gør han selv klart, hvordan det må gå til, når man vil bede i hans navn: «I», siger han, «elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Gud»; det vil sige, I kender mig og elsker mig; dermed har I mig og mit navn og er i mig, ligesom jeg er i jer og mit navn i jer. For Kristus bor ikke i os, fordi vi kan tænke, tale, synge eller skrive meget om ham, men fordi vi elsker ham og tror på ham, sådan som han er kommet fra Gud og går til Gud igen; det vil sige, hvordan han i sin lidelse har givet afkald på al guddommelig ære og igen er faret til Faderen ind i riget, for vor skyld. Denne tro bringer os til Faderen, og således sker det hele da i hans navn.

Her kan vi da være sikre på, at Kristus ikke behøver at bede for os; for han har allerede vundet os ved sin bøn, og nu kan vi selv ved Kristus også træde frem og bede. For vi har ikke brug for endnu en Kristus, der beder for os; nej, denne ene Kristus er nok, han, som har vundet os ved sin bøn og ført os frem. Derfor siger han: «Faderen elsker jer.» Det er ikke jeres fortjeneste, men hans kærlighed. Han elsker jer, men for min skyld, fordi I tror på mig og elsker mig; det vil sige, han ser til mit navn i jer. Derfor har jeg dermed fuldført mit embede, og I er nu ført frem ved mig og kan nu selv, ligesom jeg, træde frem for ham og bede, og det er ikke nødvendigt, at jeg endnu en eller flere gange beder for jer. Det er herlige, store ord, at vi ved Kristus bliver ham lige og hans brødre og kan rose os af at være hans Faders børn, han, som elsker os for Kristi skyld; som han siger ovenfor hos Johannes (Joh 1,16): «Af hans fylde har vi alle modtaget nåde på nåde»; det vil sige, Gud er nådig mod os, fordi han er nådig mod Kristus, som er i os, og vi i ham.

Og her ser vi også, at det at tro på Kristus ikke betyder at tro, at Kristus er en person, som er Gud og menneske; for det ville ikke hjælpe nogen det mindste. Nej, det betyder at tro, at denne person er Kristus, det vil sige, at han for vor skyld er udgået fra Gud og kommet til verden og igen forlader verden og går til Faderen. Det er lige så meget som at sige: Det er Kristus, at han for os er blevet menneske og er død, opstået og faret til himmels; efter dette embede hedder han Jesus Kristus. Og at tro dette om ham, at det er sandt, det er at være og blive i hans navn. Videre følger der i evangeliet:

Hans disciple siger til ham: «Se, nu taler du frit ud og siger ingen lignelse.»

Der ser du, at det at tale frit ud eller tale klart er det samme som at tale uden lignelser eller uden mørke og tildækkede ord. Og de gode disciple mener, at de forstår det ganske godt, hvad det vil sige, at Kristus kommer fra Faderen og går til Faderen; men det gør de som gode, fromme børn af Kristus, fordi de var så fortrolige med ham, og de siger det sådan for at være ham til lags. Ligesom gode, enfoldige folk undertiden siger ja eller nej til hinanden, og den ene giver den anden ret og siger, at det er sådan, og at han forstår det, skønt han endnu er langt fra det, og dog går det til uden hykleri, i ret enfoldighed. For evangelisten viser hermed, hvilket fint, enfoldigt, venligt og kærligt liv Kristus har ført med sine disciple, så at de var så fortrolige med ham. Derfor siger de videre:

«Nu ved vi, at du ved alle ting og ikke har brug for, at nogen spørger dig; derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.»

Det vil sige: Du kommer os i forkøbet og gør dig selv klar og taler ikke mere i lignelser, som man måtte spørge dig om; for du ved allerede, hvor det skorter på forstanden hos os. Alt dette går ud på, at de ville spørge ham, hvad det var med den korte tid. Han mærkede det og sagde, at han måtte gå til Faderen; det forstod de heller ikke, men det var dog klarere, end da han sagde: «Om en kort tid ser I mig ikke.» Fordi han så deres tanker, nemlig at de ville spørge ham, bekendte de nu, at han var kommet fra Gud og vidste alt, så man ikke behøvede at spørge ham, men han selv godt ser, hvor det skorter.