Påskedag (Mark 16,1–8)

Evangeliet på påskedag, Mark 16,1–8

Om frugten og kraften af Kristi opstandelse

Ligesom vi har hørt ved Herrens lidelse, at det ikke er nok alene at kende historien og beretningen, således er det heller ikke nok, at vi ved, hvordan og hvornår Herren Kristus er opstået; men man må også prædike og kende nytten og brugen af både Kristi lidelse og hans opstandelse, nemlig hvad han dermed har vundet for os. For når historien står alene, så er det en unyttig prædiken, som Djævelen og de ugudelige lige så godt kender, læser og forstår som de rette kristne; men når man prædiker, hvad den tjener til, så er det en nyttig, sund og trøstende prædiken.

Kristus har selv vist nytten af sin lidelse og opstandelse, da han sagde til kvinderne, som Matthæus skriver (Matt 28,10): «Frygt ikke! Gå og fortæl mine brødre at de skal gå til Galilæa, og dér skal de se mig.» Det er det første ord, de hører af Kristus efter hans opstandelse fra de døde, og dermed stadfæster han alle de forrige prædikener og velgerninger, som han havde vist dem, nemlig at de skulle gælde os, som tror på ham; for her kommer han os i forkøbet og kalder de kristne sine brødre, dem, der tror det og dog ikke ser det sådan som apostlene. Og han venter ikke her, til vi beder eller påkalder ham om at blive hans brødre. Kom nu en og tal her om vores fortjeneste, hvormed vi skulle kunne fortjene noget! Hvad havde apostlene fortjent? Peter fornægtede Herren tre gange; de andre disciple flygtede alle fra ham og blev hos ham, ligesom haren bliver hos sine unger. Desertører skulle han have kaldt dem, ja, forrædere og slyngler, for slet ikke at tale om brødre. Derfor er dette ord sendt til dem gennem kvinderne af lutter nåde og barmhjertighed, hvad apostlene dengang godt mærkede, og vi mærker det også, når vi stikker midt i synd, anfægtelse og fordømmelse. Det er et ord fuldt af al trøst, at Kristus tager sig af sådan en fortabt slyngel, som du og jeg er, og kalder os alle sine brødre.

Er Kristus nu vores bror, så vil jeg gerne vide, hvad vi så skulle mangle? For ligesom det går til med kødelige brødre, således går det også til her. Kødelige brødre sidder i fælles bo og har én far og én arv tilsammen, ellers var de ikke brødre; således sidder også vi i fælles bo med Kristus og har én Fader og én arv tilsammen, og den arv bliver ikke mindre ved delingen, som andre arvelodder, men bliver altid større og større; for det er en åndelig arv. Den legemlige arv bliver derimod mindre, når man deler den ud i mange stykker; men her i den åndelige arv går det således til: Den, der får et stykke, har det hele.

Men hvad er nu Kristi arv? Hans er livet og døden, synden og nåden og alt, hvad der er i himlen og på jorden, evig sandhed, styrke, visdom, retfærdighed; han regerer og hersker over alt, over sult og tørst, over lykke og ulykke, over alt, hvad der overhovedet kan udtænkes, hvad enten det er i himlen eller på jorden, ikke alene åndeligt, men også legemligt; og kort og godt: Han har alt i sin hånd, hvad enten det er evigt eller timeligt. Når jeg nu tror på ham, så får jeg sammen med ham del i alle goder og får ikke alene en del eller et stykke, men ligesom han det hele, nemlig evig retfærdighed, evig visdom, evig styrke, og bliver en herre og regerer over alt. Maven skal ikke sulte, synden skal ikke trykke mig, jeg skal ikke mere frygte døden og ikke forskrækkes for Djævelen, og jeg mangler ingen ting, lige så lidt som Herren Kristus selv.

Heraf forstår man nu godt skriftstederne rundt omkring hos profeterne og især i Salmerne; som når David siger (Sl 34,11): «De rige må lide nød og sulte; men de, som søger Herren, mangler intet godt.» Og når han i en anden salme siger: «Herren kender de frommes dage, og deres arv skal blive evindelig; de skal ikke blive til skamme i den onde tid, og i dyrtiden skal de have nok» (Sl 37,18–19); og kort efter (Sl 37,25): «Jeg har været ung og er blevet gammel og har endnu aldrig set den retfærdige forladt eller hans efterkommere gå efter brød.» Alt det følger med, at vi er og kaldes Kristi brødre, ikke af fortjeneste, men af lutter nåde. Ja, gav Gud os det i hjertet, så vi virkelig mærkede det, så var vi reddet; men det går ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Og det er det, som Paulus så højt og stort roser i Romerbrevet, når han siger således (Rom 8,14–17): «For alle dem der føres af Guds Ånd, er Guds børn. For I modtog ikke slaveriets ånd, som igen fører til frygt, men I modtog barneforholdets Ånd ved hvem vi råber: Abba, Far. Ånden selv vidner sammen med vores ånd at vi er Guds børn. Men hvis vi er Guds børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider sammen med ham for at vi også skal herliggøres sammen med ham.»

Den titel, at vi er Kristi brødre, er så høj, at et menneskehjerte ikke kan fatte den. Hvis Helligånden ikke giver denne nåde, kan ingen sige: Kristus er min bror. For fornuften er ikke så dristig at sige sådan, selv om nogen siger det med tungen, som de nye ånder gør. Så let lader det sig ikke sige; hjertet må mærke det, ellers er det rent hykleri. Når du i sandhed mærker det i hjertet, så vil det være så stor en ting for dig, at du hellere vil tie stille end sige noget om det, ja, for dette godes størrelse vil du endda nok tvivle og vakle, om det er sandt eller ej. De, der alene skriger sådan: «Kristus er min bror, Kristus er min bror!» og ikke mærker det i hjertet, de er vilde ånder, de er ikke rette ånder. Det går helt anderledes til med en kristen, og det er en så underfuld ting, at kødet må forfærdes over det og ikke rigtig tør sige noget om det eller bekende det.

Derfor skal vi gøre os umage for, at vi ikke alene hører dette med de legemlige ører, men også mærker det sådan i hjertet; for så bliver vi ikke så frække, men undrer os over det. De oprigtige og fromme kristne går rundt i foragt for sig selv og i frygt og tænker sådan: «Åh, jeg arme, elendige menneske, som er druknet i synder, skulle jeg nu være så værdig, at Guds Søn er min bror? Åh, hvordan kommer jeg, elendige, arme skabning, til det?» Han forskrækkes straks over det og tygger på det; for der hører sandelig stor møje til at tro det; ja, mærkede man det, som det i sandhed er, så måtte mennesket dø på stedet; for mennesket kan ikke fatte det, så længe det er kød og blod. I dette liv er menneskets hjerte alt for snævert til at rumme det; men efter døden, når hjertet bliver videre, så skal vi mærke det, vi har hørt gennem Ordet.

I Johannesevangeliet (Joh 20,17) siger Kristus endnu meget klarere denne nytte og brug af sin død og opstandelse til Maria Magdalene, når han siger: «Gå til mine brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.» Også dette er et af de store, trøstende skriftsteder, som vi kan trodse og pukke på. Som om Kristus sagde: «Gå hen, Maria, og sig til mine desertører af disciple, som godt nok havde fortjent straf og evig fordømmelse, at denne min opstandelse er sket til gode for dem; det vil sige: De er ikke længere desertører og straffeskyldige, men ved min opstandelse har jeg bragt det dertil, at min Fader er deres Fader, og min Gud er deres Gud.» Det er få og korte ord, men de har noget stort i sig, nemlig at vi skal have lige så stor en tillid og fortrøstning til Gud som Kristus, hans egen Søn. Hvem kan fatte en sådan overvættes glæde, for slet ikke at tale om at sige noget om den: at en arm, stinkende synder kan og må kalde Gud sin Fader og sin Gud ligesom Kristus selv?

Den, der har skrevet Hebræerbrevet, har grebet dette ord i Salmen og taget det godt til hjerte, når han siger således om Kristus: «Derfor skammer han sig heller ikke over at kalde dem brødre, når han siger: ’Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, i menighedens midte vil jeg lovsynge dig’» (Hebr 2,11–12). Hvis der var en verdslig herre, der nedlod sig så dybt, at han sagde til en tyv eller morder eller et menneske med den franske syge: «Du er min bror», så var det en meget stor ting, og alle ville undre sig over det. Men at denne konge, som sidder i herligheden ved sin Fader Guds højre hånd, siger til en arm synder: «Det er min bror», det tager ingen sig til hjerte, og ingen tager det alvorligt, skønt vores højeste trøst og trods dog hænger derpå over for synd, død, Djævel, helvede, loven og imod al ulykke, både på legeme og sjæl.

Da vi nu er kød og blod, underkastet alt ondt, så følger deraf, at det også må gå sådan til med vores bror; ellers var han ikke lig os i alt. For at han nu skulle blive os lig, har han smagt alt ligesom vi, for at han skulle blive vores sande bror og derefter føre os ud ved sin prædiken og forkynde os dette, for at vi igen skulle blive ham lig. Det har Hebræerbrevet (Hebr 2,14–18) malet og udpenslet ganske fint, når det siger således: «Fordi børnene har del i blod og kød, fik han også på samme måde del deri for at han ved døden skulle ødelægge ham som har dødens kraft, det vil sige Djævelen, og befri alle dem som af frygt for døden gennem hele livet var underkastet slaveri. For det er jo ikke engle han tager sig af, men Abrahams efterkommere han tager sig af. Derfor skulle han i alt blive lig sine brødre for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst over for Gud, så han kunne sone folkets synder. For fordi han har lidt og er blevet fristet, kan han hjælpe dem som fristes.»

Sankt Paulus har også fattet nytten og brugen af både Kristi lidelse og opstandelse ganske fint i et kort skriftsted, som i et lille bundt, når han siger således i Romerbrevet (Rom 4,25): «Han blev overgivet for vores overtrædelsers skyld og oprejst for vores retfærdigheds skyld.» Men nok sagt om det for denne gang. Den, der vil, kan tænke nærmere over disse ting. Der står også mere skrevet om det i postillen; den, der vil have det, kan søge det op og læse det. Nu vil vi behandle noget andet.

Da man endnu mange steder holder fast ved det pavelige misbrug, at folk i hobetal løber til sakramentet på påskedag, og skikken har så dybt rod, at man vanskeligt kan rydde den ud alle steder, er det nødvendigt at give de enfoldige en vejledning i, hvordan de skal forholde sig til sakramentet i denne tid. Derom siger da denne prædiken klart: