Påskedag, anden prædiken

En smuk prædiken om at modtage det hellige sakramente

Forord

Kære venner, I har ofte hørt før, hvordan man skal forberede sig på denne tid til at modtage det højærværdige sakramente, Kristi legeme og blod. Men fordi dagene er fastsat til, at man har med det at gøre, må vi igen tale om det, så meget som det er nødvendigt; for jeg er vis på, at der er nogle, som ikke ved det. Jeg mener nu, at man ikke kan fatte og forstå det bedre, end når man holder misbruget af sakramentet op imod den rette kristne og evangeliske brug, som Kristus har indstiftet og forordnet.

For det første har man hidtil lært således, at man endelig skal tro trøstigt og fast, at under brødet er Kristi sande legeme og under vinen hans sande blod. Det er det første stykke, som man har drevet på det allerhøjeste, og når man havde fået det så vidt ud blandt folket, mente man, at der var prædiket godt. Dernæst er man gået videre sådan, at man spurgte folk, om de begærede sakramentet, og så uden videre givet dem det og derefter ikke bekymret sig mere. Sådan har det hvilet på de to stykker: at man troede sådan og begærede sakramentet; men hvad man skal begære det til, og hvad der mere hører til, det har ingen lagt mærke til, og man har ikke set, at en sådan tro godt kan være og også er i Djævelen og alle ukristne; for man lader sig let overtale til at tro denne artikel. For kan jeg tro, at Kristus er opstået fra de døde; ligeledes at han er gået gennem stenen, som lå foran graven, uden at gøre hul i den; ligeledes, kan jeg tro, at det er sandt, at han er gået gennem lukkede døre, uden at han brød eller beskadigede noget, så at træet og hans legeme var på ét sted, og der dog var virkeligt kød og blod – så kan jeg også godt tro, at Kristi legeme og blod er i brødet og vinen. Derfor er det endnu en ringe ting, at man lader det blive ved det og kun tror så meget, skønt de mente, at de dermed havde gjort det prægtigt.

En sådan tro og begæring er langtfra nok til sakramentet, og alle, som ikke ved mere om det og ikke tror højere og har begæring efter det, skal blive borte fra det. For det er ikke meget anderledes at give en sådan det hellige sakramente, end hvis du stødte det i halsen på en so; det er en spot og en vanære for sakramentet. Derfor se til, at du bliver anderledes, eller gå ikke derhen. Jeg vil endnu én gang lade det ske i år, at enhver går derhen efter sin andagt; men en anden gang må vi ordne det sådan, at man ikke lader nogen gå til sakramentet, uden at man først spørger ham og udforsker hos ham, hvordan hans hjerte står, om han også ved, hvad det er, og hvorfor han går derhen. Det er nok, at vi endnu én gang ser gennem fingre og lader det gamle misbrug gå; men når evangeliet nu drives videre ud i verden, må vi tage fat på sagen og afhjælpe manglen.

Sådan burde man handle her, ligesom man handler med et barn eller med en anden, som man døber. Når man bringer ham til dåben, er det ikke nok, at han tror, at det er dåben og et sakramente, indstiftet af Kristus. Det er heller ikke nok, at man spørger eller kræver at høre, om han vil døbes, hvad man gør allersidst; men først spørger man ham således: «Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?» Derefter: «Tror du på Gud Fader, Søn og Helligånd?» Dér kræver den, der døber, at høre, om han har en ret tro og ved, hvad han søger, og hvorfor han er der, og hvad han bruger sakramentet til. Meget mere skal man i dette sakramente gøre sådan, at ingen går til sakramentet, uden at man først hører, om han er et sådant kar, at han kan fatte det, så man ikke støder det i halsen på et urent dyr. For de, som går derhen alene med hin tro, tænker ikke videre, end at de blot tager det; de holder det for en gerning, mener, at dermed er det nok, og gør det kun, fordi det er indstiftet sådan og er skik, at man skal gøre det. Det er ligesom, når du spørger én, hvorfor han lader sig døbe, og han svarer: «Jeg ved det ikke, det er nu engang indstiftet sådan, derfor vil jeg også være med; jeg mener, det er en god gerning.»

Nu kan man ikke håne og vanære det højærværdige sakramente værre, end når man blot holder det for en god gerning. For en god gerning er det, som jeg kan gøre mod en anden, og det må være min gerning. Men sakramentet er ikke min, men Guds gerning, hvormed jeg blot lader mig tjene og tager imod velgerning. Derfor: så langt som Guds og min gerning er fra hinanden, så langt er det også skilt fra hinanden, om man holder dette sakramente for Guds gerning eller for vores gerning. Så er det nu åbenbart, at det er en stor vanære for sakramentet og en gudsbespottelse, når du ikke holder det for Guds gerning.

Derfor burde man spørge folk sådan, når nogen ville gå til sakramentet, for det første: Hvad er sakramentet? Dertil skal han svare: Sakramentet er de ord, som Kristus har talt ved aftensmåltidet:

«Tag det, dette er mit legeme, som gives for jer; dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.»

Dernæst, at han til ordene har indstiftet brødet og vinen, under hvilke hans kød og blod er, som et kendetegn og segl på, at ordene er sande. Så spørg da videre: Hvad er de samme ord til, som Kristus der taler og hænger et kendetegn ved? Svar: De er til, at jeg skal tro på dem, ikke at jeg skal gøre en god gerning med dem, sådan at min tro hænger ved dem med hjertet, og jeg ikke tvivler på, at det er sådan, som ordene lyder. Hvordan lyder så ordene? Sådan: «Dette er mit legeme, som gives for jer.» Disse ord siger han til alle dem, som modtager sakramentet; derfor må du holde fast ved dem med troen og sige således: «Derfor kommer jeg og begærer sakramentet, fordi jeg tror, at hans legeme er givet for mig, og hans blod er udgydt for mig; for at min tro dermed kan blive styrket, derfor vil jeg tage tegnet.» Den, som ikke kan gøre det eller ikke tror, skal for alt i verden ikke gå derhen; for hvor en sådan tro ikke er i hjertet, er alt forspildt.

Se nu, hvor langt fra hinanden hin tro og denne tro er. For selv om du tror, at sakramentet er Kristi kød og blod, hvad er du så bedre deraf, og hvad gavner det dig? Djævelen tror det også; men hvad hjælper det ham? Du gør ikke mere end en gerning dermed og har ikke mere gavn af det end monstransen, som det er sat ind i, eller et klæde, som det ligger på; for du er ikke et kar, der er skikket til, at han kunne virke i det. Men når troen kommer, som fatter Ordet og siger: «Disse ord har Kristus sagt, og jeg tror, at det er sandt, og vil dø på det, og jeg er vis og sikker på, at han er der, at han er givet mig og er min, så jeg tager ham til mig, som var han mit eget gods, som Gud har skænket mig» – så er det umådelig langt fra hin tro. For hin tro giver dig intet; men denne giver dig og bringer dig, efter som du tror, hele den skat, som ordene taler om.

Derfor vil jeg have sagt jer det på forhånd: I år vil vi skåne jer; men fremover må det gå sådan, at man ikke giver nogen sakramentet, uden at man ved, hvordan han tror, og at han er et sådant kar, som kan fatte det, og at han kan gøre rede for sin tro. Det er også meget nødvendigt at gøre, fordi sakramenterne også er indstiftet udvortes, for at man skal bekende og bevise troen, så den bliver åbenbar for verden. For over for Gud havde vi nok i, at vi tror på evangeliet. Men nu vil han have os på jorden til, at vi skal tjene folk og bekende den tro, som vi har i hjertet, for verden med nogle tegn; det er dåben og dette sakramente. Med munden må vi bekende evangeliet og dertil tage sakramentet som et tegn, så verden kan vide, at vi er kristne. Og sådan er jeg så for min egen person vis på, at jeg har en nådig Gud, og desuden har jeg også gjort nok over for verden. Når du nu ikke gør det, hvad gør du så ved sakramentet? Hvad vil du gøre, når det gælder din hals, og korset skal begynde? Ligeledes når døden kommer, så du skal dø, og Djævelen vil anfægte dig? Når du så vil sige: «Ja, jeg tror, at jeg har modtaget sakramentet, jeg tror, at det i sandhed er Kristi kød og blod», så vil Djævelen til gengæld sige: «Ja, det tror jeg også.» Så hjælper din tro dig intet, så har Djævelen vundet og vil rive dig bort, så du aldrig mere kan hjælpes.

Men når du siger sådan: «Se, du tyran, eller du djævel og død, jeg har modtaget sakramentet, hvori min Herre Kristus ved sit ord trøsteligt lover mig, at hans legeme og blod er mit; det tror jeg – ikke blot så vidt som du, at det er hans kød og blod, men at alt det er skænket mig, som ordene indeholder. Derfor sætter jeg denne tro op imod dig og al ulykke og står fast på ordene; de vil ikke lyve for mig, for det er Guds ord og Guds tegn.»

Sådan må du være rustet, når du skal dø; da vil hverken jeg eller noget menneske kunne hjælpe dig, selv om alle præster stod hos dig med sakramentet, sådan som man hidtil har gjort uden at udrette mere, end at man har gjort en gerning ud af det og ment, at det skulle hjælpe. Ja, det skulle nok hjælpe!

Vi læser i Kongebøgerne (1 Sam 4) [Vulgata kalder Samuelsbøgerne 1. og 2. Kongebog.], at da Israels børn stred mod filistrene og blev slået og jaget på flugt, sagde de ældste i Israel til folket: «Skylden må være, at Gud har ladet os tabe, fordi vi ikke har Guds ark hos os.» Så skyndte de sig og lod arken hente; og da den nu var kommet, råbte de så voldsomt, at deres fjender blev meget bange, og de mente, at nu havde de vundet. Men da de så stødte sammen, blev de alligevel slået igen. Hvad var det så, der manglede? Arken eller kisten var der jo, og Gud var lige så vist dér som i sakramentet; hvorfor ville han så ikke hjælpe dem? Fordi også de gjorde en gerning ud af den. For de stod alene på den og havde ikke den rette tro; derfor straffede Gud dem også, og de blev slået værre end før. Sådan gør vi også: Vi står kun på den gerning, at vi har modtaget sakramentet, og farer frem uden tro. Så vil Djævelen også slå os meget værre end før, når det kommer til kamp.

Jeg ved godt, at dette misbrug desværre har grebet dybt om sig; derfor må vi drive dette ihærdigt, så vi kan udrydde vildfarelsen og skræmme dem bort fra den, som mener, at det er nok, at man tror, at Kristi legeme og blod er i sakramentet. Det er sandt: Maden er der nok; men du spiser den ikke og har ikke gavn af den. For du har først gavn af den, når du tror, at den er skænket dig, som vi har sagt. Kristus siger ikke i ordene: «Se, dér er det, dér ligger det», men sådan siger han: «Tag det, det skal være dit.» Han er ikke i sakramentet, for at vi skal have ham liggende der, men for at vi skal bruge ham. Så er der nu ingen ret brug uden den, at du tror, at dette legeme er givet hen for dig og dette blod udgydt for dig; så har du det, efter som du tror. Når nu din samvittighed trykker dig og siger: «Dér og dér har du syndet», og du gerne ville være fri for det, så gå hen til sakramentet og sig: «Har jeg syndet, så har dette legeme ikke syndet, det er uskyldigt; dette legeme er givet for mig, og dette blod er udgydt for mig til syndernes forladelse; det tror jeg, og som kendetegn vil jeg tage sakramentet.» Når du gør sådan, så er din synd borte, og ingen ulykke kan skade dig mere. For hvem kan da gøre mig noget? Her må alting holde mund og forstumme: Trods Djævelen og al ulykke! For jeg er nu én kage med Kristus, og ingen skade kan ramme mig, det er jeg vis på; og så har jeg vundet.

Det er nu nødvendigt for enhver kristen at vide, så han kan fortælle det sådan, når man spørger ham, og så han ved, hvorfor han tager sakramentet. Derfor siger jeg igen, at I skal være advaret: Vil I gå derhen nu, så vil jeg lade det ske og bære over med jeres svaghed; men fra nu af skal det, som jeg har sagt, ikke blive ved sådan, men ordnes således: Den, som vil tage sakramentet, skal man først spørge, hvad sakramentet er, og hvad han søger dér, og han skal svare, som vi har vist ovenfor: For det første, at Kristi ord og tegnet på Kristi legeme og blod er sakramentet; for det andet, at han dér søger at styrke sin tro og trøste sin samvittighed, så vi træder ud af os selv og kommer til Kristus. Sådan må du indrette dig, så du ved, hvordan du skal bruge sakramentet; kan du ikke det, så skal man ikke give dig sakramentet.

Men se dig alligevel samtidig for, at du ikke laver dig en falsk tro, selv om du tror, at Kristus er givet dig dér og er din. Og hvis troen kun er en menneskelig tanke, som du selv har stillet op, så bliv bare borte fra dette sakramente. Det råder jeg dig til; for det må være en tro, som Gud skaber i dig; du må vide og mærke, at Gud virker dette i dig, så du uden tvivl holder for sandt, at dette ord og tegn er givet dig, og er så frimodig, at du synes, du vil dø på det. Og hvis du endnu spræller og tvivler, så knæl ned og bed Gud om, at han vil give dig nåde, så du træder bort fra dig selv og kommer til den rette tro. Så ville I nok se, hvor få kristne der er, og hvor få af jer der ville gå til sakramentet. Men sådan kunne man indrette det og bringe det dertil, som jeg gerne ville, at man kunne skille dem, som tror ret, ud på ét sted og kende dem fra de andre. Jeg ville gerne have gjort det for længst, men det har ikke kunnet lade sig gøre; for det er endnu ikke prædiket og drevet nok.

For sådan har Kristus også gjort: Prædikenen lod han gå ud i flæng over alle, ligesom apostlene siden, så alle har hørt den, troende og vantro; den, som fik fat i den, fik fat i den. Sådan må vi også gøre: For alle skal og vil vi prædike; men sakramentet skal man ikke kaste ud i flæng blandt folk, som paven har gjort. Når jeg prædiker evangeliet, ved jeg ikke, hvem det rammer; men her skal jeg holde for, at det har ramt den, som kommer til sakramentet; da må jeg ikke drage det i tvivl, men være vis på, at den, som jeg giver sakramentet, har fattet evangeliet og tror ret – ligesom når jeg døber én, og ligesom den, som tager det, eller den, som bliver døbt, heller ikke skal tvivle derom. Så har I nu den rette måde og den kristne brug til at modtage sakramentet. Videre skal vi tale om de frugter, som følger, når man bruger sakramentet ret. Nu, lad os se på dem.

I har to frugter af det hellige sakramente: Den ene er, at det gør os til Herren Kristi brødre og medarvinger, så der af ham og os bliver én kage; den anden, at vi også bliver fælles og ét med alle andre troende, hvor de end er på jorden, og at alle også er én kage. Disse to frugter har Paulus berørt i brevet til korintherne, og de ord burde vi alle kende lige så godt som dem, hvormed Kristus har indstiftet sakramentet. Sådan siger Sankt Paulus (1 Kor 10,16–17): «Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? For det er ét brød, så er vi mange ét legeme, fordi vi alle har del i ét brød.» Disse ord burde være gængse og velkendte i kristenheden, eftersom der ligger meget i dem. Når vi spiser brødet, siger han, så har vi alle en og samme mad; du har netop det, som jeg har, og der er ingen forskel på, om du er mand eller kvinde.

Og idet vi alle har det fælles i sakramentet, modtager vi alt, hvad Kristus har og er. Når jeg tror, at hans legeme og blod er mit, så har jeg Herren Kristus helt og alt, hvad han formår, så mit hjerte bliver glad og trodsigt, eftersom jeg ikke forlader mig på min egen retfærdighed, men på det uskyldige blod og på det rene legeme, som jeg tager imod dér.

Nu, hvad har vor Herre Jesus Kristus, og hvad formår han? Hans legeme og blod er uden synd, fuldt af nåde, ja, den guddommelige majestæts legemlige bolig. Kort sagt: Alt, hvad Gud Herren har, det er Kristi. Disse goder bliver her alle sammen mine. Men for at jeg kan have et tegn og en forsikring om, at så mange kostelige, usigelige goder er mine, tager jeg Kristi Jesu legeme og blod til mig. Derfor bliver ingen synd udslettet ved min gerning, sådan som det arme, tåbelige folk under pavedømmet har løjet; men ved at jeg helt og i sandhed tror, at legemet og blodet er givet mig. Derfor er jeg også helt sikker og vis på, at Herren Kristus skænker mig alle de goder, han har, og al hans kraft og magt, som han har, er min og skænket mig. Sådan tager hans visdom, sandhed og retfærdighed alle mine synder bort og udsletter dem; hans evige liv æder min død op; ved hans styrke og kraft overvinder jeg Djævelen. Så bliver et kristent menneske arving til det evige liv og alle goder og herre over alle ting, så intet mere kan skade ham.

Så store goder kan du ikke opnå med nogen gerninger, selv om du holdt tusind messer hver dag. Kristus, som giver sig for dig, er en så høj person, at det er umuligt, at synd, død, helvede og Djævel kan bestå for ham, endsige at de skulle kunne undertrykke den høje majestæt. Hvor hans kød og blod nu er, dér vil han uden tvivl have et øje med det og ikke lade det træde under fode; derfor, eftersom du har hans kød og blod, så har du al den magt, som Gud selv har. Det er, at vi bliver én kage med Herren Kristus, så vi træder ind i fællesskabet om hans goder, og han ind i fællesskabet om vores ulykke. For her støder hans retfærdighed og min synd, min svaghed og hans styrke sammen, og så bliver alt fælles. Hvad der er mit, det er hans, og hvad der er hans, det har jeg også. Det er en høj, usigelig nåde, som hjertet må blive glad og frimodigt af.

Når du nu er én kage med Kristus, hvad vil du så have mere? Du har overstrømmende alt, hvad dit hjerte begærer, og sidder nu i Paradis. Det burde man have drevet, når man handlede om sakramentet. Men det er gået så fuldstændig til grunde, at man ikke har hørt et ord om det. Når man ville gøre det godt og sige, hvilke frugter og hvilken nytte sakramentet bragte, så har man lært sådan: «Den, som hører en messe en dag, ham vil det ikke gå dårligt den dag», og lignende abespil; sådan har de draget det over på udvortes lykke og ulykke. Oven i det har de gjort endnu mere og skjult ordene og dækket dem til, så ingen i kristenheden skulle høre eller sige dem uden præsterne alene, og de giver den grund, at det er de helligste ord i messen. Hvem har sagt og fundet på det andre end den værste djævel i helvede? – at man skulle dække det til og holde det skjult, som man mest burde sige og drive i kristenheden, og som allerbedst burde være kendt. Kalder man det at regere kristenheden, så Gud forbarme sig! Det er nu sakramentets første frugt.

Den anden er, at vi også indbyrdes bliver ét brød, som Paulus siger, og én drik. Det er underlige ord og så meget gået af brug, at man ikke forstår dem; og skylden for alt det er, at man gør en gerning ud af sakramentet. Hvordan går det så til, at vi alle er ét brød og spiser hinanden? Sådan går det til: Når jeg spiser sakramentet, så spiser det mig igen; udvortes spiser jeg sakramentet, men indvortes og åndeligt tager jeg imod alle Kristi goder og ham selv, ligesom når jeg spiser legemligt brød, der styrker mig indvendig i legemet. Omvendt: Når jeg tager sakramentet, så tager Kristus mig og fortærer også mig og spiser mig og min synd, og jeg nyder hans retfærdighed; så opsluger hans retfærdighed og rigdom min synd og elendighed, så jeg derefter har lutter retfærdighed og lutter rigdom.

Sådan går det også til iblandt os, at vi alle bliver én kage og spiser hinanden. I ved, at når man laver brød, så knuser og maler man alle kornene; så bliver hvert korn til mel for det andet korn og blandes sådan med hinanden, at man i en sæk fuld af mel ser alle de små korn stødt sammen med hinanden, og at hvert er blevet til det andets mel, og intet beholder sin skikkelse, men hvert giver det andet sit mel, og hvert mister sit legeme, så de mange små korns legemer bliver ét brøds legeme. Ligeledes, når man laver vin, blander hver lille vindrue sin saft med de andre druers saft, og hver mister sin skikkelse, så der bliver én drik deraf. Sådan skal det også være med os. Når jeg gør mig fælles med dig og tjener dig, så du har gavn af mig til det, du har brug for mig til, så er jeg din mad; ligesom når du har gavn af brødet, når du er sulten, så det hjælper og giver kraft til dit legeme og din sultne mave; derfor, når jeg hjælper og tjener dig i al nød, så er jeg også dit brød. Omvendt, er du også en kristen, så gør du det samme igen, at du tjener mig med alt, hvad du har, så det hele kommer mig til gode, og jeg nyder godt af det som af mad og drikke. Er det sådan, at jeg er en synder, og du af Guds nåde er retfærdig, så tager du fat og giver mig del i din retfærdighed, beder for mig, træder frem for Gud for mig og tager dig sådan af mig, som var det dig selv. Sådan fortærer du min synd med din retfærdighed, ligesom Kristus har gjort med os. Sådan spiser du mig, og så spiser jeg dig igen.

Se, hvor overstrømmende, usigelig stor en ting det er med dette sakramente, når man bruger det ret, så et menneske måtte forfærdes til døde over dets storhed, hvis han ret mærkede det; for ingen fornuft kan begribe det. Er det ikke stort, at den høje majestæt træder ind for mig og også giver sig selv til mig som min egen? Dernæst, at alle hellige og kristne træder ind for mig og står der, tager sig af mig og sørger for mig, tjener og hjælper mig? Sådan sætter Gud os ind i fællesskabet med Kristus og alle hans udvalgte; dér har vi en stor trøst, som vi kan forlade os på. Er jeg en synder, så står Kristus der og siger: «Synderen er min, ham vil jeg røre ved med mine hellige fingre; hvem vil knurre imod det?» Sådan falder min synd bort, og jeg nyder hans retfærdighed. Sådan gør vi kristne også indbyrdes: Den ene tager sig af den anden, så den ene bærer den andens synd og skrøbelighed og tjener ham med sin retfærdighed. Det forstår vi ikke, og selv om vi hører og forstår det ofte, så tror vi det ikke; derfor går vi altid bare hen og mærker hverken frugt eller bedring.

Det er det højærværdige sakramentes frugter, og det er den rette kristne brug, og den består kort sagt i (for at vi kan slutte), at man endelig lægger mærke til de ord, som hører til sakramentet, og derefter går hen, tager sakramentet og dermed bekender, at jeg er en kristen. Derefter kunne man spore og se, om de, som tager sakramentet, også viste sig sådan, at der fulgte frugter efter, og om de viste de andre kærlighed; hvis de ikke ville rette sig derefter, kunne man udelukke dem fra menigheden. Sådan kunne det igen komme i ret gænge, så man vidste, hvem der var rette kristne, og hvem ikke.

Dette være sagt for denne gang om at tage sakramentet. Nu vil vi også sige lidt om skriftemålet og kort slutte.

I skriftemålet bliver der også talt et ord, hvormed præsten i Guds sted tilsiger dig tilgivelsen (absolutionen); de samme ord skal man endelig ikke foragte. Vi vil ikke tvinge nogen til at opregne alle synder; dog skal ingen gå til sakramentet sådan, at han foragter skriftemålet. Men om det har vi ofte prædiket før; dog vil vi nu sige og formane om dette: Når du vil skrifte, så stræb efter, at du meget mere ser på og tænker på dit kommende liv end på det tidligere; og gør ikke, som man hidtil har gjort, at man er gået til skrifte, fordi det var påbudt at skrifte hvert år, hvormed man har ængstet samvittighederne meget, og især ved, at man skulle opregne alle stykker med alle omstændigheder: hvornår, hvordan og hvor. Dér har man kun tænkt på, at skriftemålet var gjort, og ikke sørget for, hvordan man skulle forbedre det kommende liv. Derfor skal man vende det om, så du helt retter det mod det kommende liv; for det, som du har syndet før, er snart tilgivet. Derfor må du se på, hvordan du begynder et andet liv, og at du mærker hos dig selv, at det tidligere liv ærgrer dig, og at du er led og ked af det.

Se så efter, om du er sindet sådan; er du det ikke, så hjælper det dig ikke, om du skrifter hele dit liv. For det skal tjene til, når du går hen og skrifter, at du lader dig tilsige tilgivelsen og nu tænker på at begynde et andet liv, så du nu tør sige, at dine synder er borte, og at Gud er dig god. Paven har påbudt og fastsat, at man skal skrifte hvert år til påskefesten, når man går til sakramentet, og dér skrifte alt, hvad man har gjort hele året, og sådan hvert år igen; skønt det dog burde være forblevet frit, alene til gavn for dem, som finder sig skikkede til at begynde et nyt liv: Da kan enhver skrifte, når han vil. De har ment, at det står i vores magt og frie vilje at angre synden og begynde et andet liv; derfor har de drevet det sådan med love. Men dermed bringer de folk dertil, at de må lyve og sige, at synden gør dem ondt, og det er ikke sandt. Derfor se til, at I fatter dette stykke godt.

Det andet stykke, som også hører hertil, er, at du hører tilgivelsen med ret tro og ikke tvivler på, at de ord, som den, du skrifter for, siger, er Gud selv, der taler. For Gud har ydmyget sig og ladet sig så langt ned, at han lægger sit hellige, guddommelige ord i et menneskes mund, så den, der skrifter, slet ikke skal tvivle på, at Gud selv siger det. Derfor skal vi også tage imod det, som om han gjorde det selv. Han har gjort det til dit bedste; for du kunne måske ikke tåle det, hvis han selv talte med dig. Hvordan ville du ikke løbe, ja, til verdens ende, hvis du hørte, at Gud selv talte dér?

Det har du hjemme for din dør; hvorfor ser du det så ikke? Og det er lige så vist som dér, ja, endnu vissere. For her har jeg hans løfte, dér havde jeg det ikke. Indret dig derfor sådan, at du tror og tænker på derefter at føre et andet liv; ellers er det bedre, at du bliver borte fra skriftemålet og fra sakramentet. Dermed vil vi lade det blive for denne gang og påkalde Gud om nåde.