2. påskedag (Luk 24,13–35)

Evangeliet på 2. påskedag, Luk 24,13–35

Udlægning af evangeliet og videre undervisning om sakramentet

Dette evangelium lærer os på ét punkt og ægger os til, at vi gerne skal tale om og have med Herren Jesus Kristus at gøre, idet det viser, hvilken frugt der følger deraf, selv om det ikke bliver forstået og fattet så rent, som det burde. I ser jo her, at de to disciple endnu stikker fulde af vantro; men fordi de alligevel taler om ham, næsten forgæves, mens de går af sted, kan han ikke blive borte fra dem, men slår følge med dem, åbner deres øjne og forklarer dem Skriften. Det skal I her fatte godt og holde fast ved, for det er et rigtig ædelt lille stykke. Men før jeg går videre med evangeliet, der efter historien er let, må jeg først for de enfoldiges skyld sige lidt mere om sakramentet.

Kære venner, I har ofte hørt, at vi har prædiket om, hvilke mennesker der er skikkede til at modtage sakramentet, nemlig dem, som i hjertet bliver ramt af Guds ord, så de tror; og at den, der ikke finder sig sådan skikket, skal blive borte derfra. Og det er rimeligt at skræmme enhver derfra, så man ikke styrter til, sådan som man hidtil har gjort, og løber derhen med sin egen forberedelse. Det er rigtigt prædiket, og Gud give, at mange var blevet skræmt derfra. Men omvendt mærker jeg hos mange og også hos mig selv, at den onde ånd også trænger for hårdt på til den højre side, så han gør hjerterne slappe og træge til at tage sakramentet, så de ikke vil gå til det, medmindre de sikkert føler, at de brænder i troen. Det er også farligt, og dermed kunne man nok komme til at afskaffe den forberedelse, som man hidtil har drevet, men oprette en ny, som heller ikke var rigtig.

Vi har afvist dem, som vil forberede sig til sakramentet med deres egne gerninger, hvad Gud ikke kan tåle; men på den anden side kunne vi nok komme til at bevirke, at man blev træg og altid ventede, til Gud kom og gav fuldkommen tro, og så aldrig gik til. Derfor forholder det sig sådan med troen, at man ikke kan prædike nok om den, og selv om man prædiker længe og meget om den, kan fornuften alligevel ikke forstå den. For at vi kan imødegå denne ulykke, vil vi derfor tale videre om det, og vi må dele det i to stykker eller i to slags personer, som forbereder sig til det.

For det første har vi lært, at det ikke duer, når vi af egne kræfter tager os for at forberede os til sakramentet, sådan som de har gjort, der ved deres skriftemål og andre gerninger ville gøre sig værdige til at modtage sakramentet. Det er en grufuld vildfarelse og et grufuldt misbrug, og dem, der tager sig sådan noget for, må man trofast råde til at holde op med det eller simpelthen blive langt borte fra sakramentet.

Den anden forberedelse, som sker i troen, og som vi før har talt nok om, er den rette, der kommer og flyder fra Gud; den er ikke sådan beskaffen, at man altid føler, at man sikkert er skikket – for hvor blev ellers troen af? Men sådan går det til: Uden al min forberedelse og medvirken kommer Guds ord til mig. Det kan jeg godt gøre, at jeg går hen og hører det eller læser eller prædiker det, så det på den måde går mig til hjertet. Og det er den rette forberedelse; den står ikke i menneskers kræfter og evne, men i Guds kraft. Derfor er der ingen bedre forberedelse til alle sakramenter, som man skal gøre eller lide, end at Gud gør det i os. Så meget kort sagt om forberedelsen. Nu vil vi tage personerne for.

Evangeliet og Guds ord, som er en tale og snak om Kristus, falder undertiden på dem, der ikke tager imod det, men slår det helt hen, og som Kristus siger (Luk 8,5), falder det på vejen, det vil sige i rå hjerter. Dernæst er der også andre, som er grove skælmer og stikker i store laster (Matt 13,22); selv om de hører det og ikke sætter sig imod det, anfægter det dem dog ikke stærkt. Sådan som I ser, at vore sværmere nu gør, som kan sludre og spytte meget om det, især når de er fulde, og slår det let hen; de har ikke fattet andet af det, end at de ved, hvordan man taler om det; det er alle sammen ryggesløse hjerter. Af samme slags er også de, der stikker så dybt i gerrighed, så groft, at de selv kan mærke det. Og så fremdeles i andre grove stykker, så de agter det hellige evangelium ringe, selv om de kan plapre meget om det. For alle disse vil vi slet intet have prædiket, for det er helt spildt på dem, og evangeliet gør dem hverken ydmyge eller sultne.

For det tredje er der endnu de værste, som oven i købet forfølger evangeliet; om dem siger Kristus hos Mattæus (7,6): «Giv ikke det hellige til hundene, og kast ikke jeres perler for svinene.» Disse tre sekter hører slet ikke evangeliet til; for dem prædiker vi heller ikke. Og jeg ville ønske, at man greb ind og straffede dem, de grove svin, som så unyttigt sludrer om det, som om det var en historie om Didrik af Bern eller et andet eventyr. «Den, der vil være et svin, skal vide, hvad der tilkommer et svin.» Jeg ville gerne kunne lukke dem ude fra prædikenen, så de aldrig hørte den og var langt borte fra den; for de kan ikke andet end misbruge evangeliet til skade og bare bringe skam over os, så Guds ord for deres skyld må lide vanære og forsmædelse. Ud med de lede svin!

Endelig finder man nogle, som er den slags folk som disse her i evangeliet. Her ser I, hvordan de endnu mangler og fejler noget i troen; for de siger sådan: «Vi havde håbet, at han var den, som skulle forløse Israel.» Som ville de sige: «Nu ved vi ikke, hvor det bliver af; vi ser nok, at der ikke bliver noget af det; han er nu død, og selv om han blev levende igen og stod op, vil han dog ikke kunne forløse folket og blive konge.» Sådan mente de, at det var forbi med forløsningen. Derfor er disse to den flok, som nok smager evangeliet i hjertet og ikke ville, at man foragtede det og handlede imod det; men alligevel er de så forsagte, at de ikke gerne går til, fordi de føler, at de hverken er stærke nok eller brændende, og så trækker de sig derfra og vil ikke til, før de føler og fornemmer, at de er rigtig stærke i troen. Det er dem, evangeliet tilhører: selv om de også undertiden snubler, har de dog en lede ved sig selv, føler deres sygdom og ville gerne være af med den, så de ikke er forhærdede i hjertet; dem må man ægge og drage hen til Kristus. Vi har heller aldrig prædiket for andre end for sådanne folk.

For det er troens art, at mennesket føler sin brøst hos sig selv og gerne ville blive kvit den. Ingen skal indrette sig på at vente, til Gud gør et særligt mirakel med ham og ikke som med andre, hvem han giver det gennem evangeliet og sakramenterne. For derfor har Gud givet os skatten og lukket den op, for at man skal hente den dér. Derfor, når du føler din svaghed, skal du gå hen og sige: «Min Herre, jeg er faldet, jeg ville så gerne være stærk; nu har du indstiftet sakramentet for os, for at vi derved skal tænde og styrke vores tro, og for at vi på den måde kan få hjælp; derfor er jeg her og vil modtage det.» Derved skal man nu trøste sig og glad bruge Ordet og sakramentet, når vi føler, at vi mangler tro og gerne ville have hjælp, så vi søger hjælp og styrke dér, hvor man finder den. For du må ikke gøre Kristus til en tyran, men lade ham være, som han i sandhed er: idel rig, overstrømmende nåde. Føler du i hjertet, at du ikke regner det for sandt og ikke tror det, og dog gerne ville kunne tro, så må du alligevel ikke fortvivle og flygte fra sakramentet, men søge hjælp netop dér, så din tro bliver tændt og vokser.

For selv om nogle er blevet grufuldt straffet, fordi de har modtaget sakramentet uværdigt og uden tro, så er det dog alene dem, som vi har regnet op ovenfor, de forhærdede og ryggesløse hjerter. Men sådan skal du gøre og tænke: «Herre, se, dér er Ordet, her er min brøst og sygdom; og du har selv sagt: ‘Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.’» (Matt 11,28). Mener du, at han har sagt det til dem, som allerede brænder og er stærke i troen? Hans rige er ikke indrettet på, at han skal kalde de retfærdige (Matt 9,13), men på, at han skal hjælpe synderne og også gøre dem retfærdige (1 Tim 1,15); derfor: den, der er skrøbelig og føler det, skal gå til og lade sig hjælpe.

Men her er der endnu en sværm, som heller ikke er på den rette bane. Vi har profeter hist og her i landet, som lærer folk at trodse alt for dristigt og tale med den høje majestæt som med en skomagersvend; de frække og stolte ånder skal man heller ikke for nogen pris følge. For det er godt, at du er forsagt og modløs, at du forskrækkes og bæver; den frygt huer mig ikke ilde; bliv du ved den, og gå til på den måde, så din samvittighed bliver styrket. Men den slags stolte ånder og ubrudte hoveder, som farer så trodsigt frem og vil gøre sig store over for Gud, som skulle han være bange for dem, vil han ikke have. Derfor skal du ydmyge dig og stå i frygt, så du føler din bæven og svaghed og gerne ville have troen. Når du fornemmer det, så tak Gud; for det er et sikkert tegn på, at Ordet har ramt og rørt dig og øver, presser og driver dig.

Hvad ville det være for en tro, hvis jeg gik til og ikke havde nogen bæven og frygt i hjertet, hvorved troen skulle øves? For det er egentlig troens natur, at den viser sin kraft i frygt, i døden og i synder og i alt det, som gør et menneske forsagt eller modløst. Derfor, når du føler dig sådan, er det netop den rette tid til, at du går til; så får troen noget at bestille. Og dertil er det hemmelige skriftemål godt, at du går til en from mand og viser ham dine brøst, beder om råd og følger hans råd, hvis han skønner, at du er så skikket, at du bør gå til sakramentet. For dertil tjener egentlig skriftemålet og sakramentet, ellers behøvede man dem ikke; og derfor er de også indstiftet, for at de svage samvittigheder, som deres synder trykker, kan blive hjulpet.

Så siger du da: «Hvad så, når jeg er så doven og kold, at jeg ingen lyst har til det, og dog godt føler, at jeg trængte til det, men evangeliet og sakramentet alligevel ikke vil smage mig, så næsten alle gnister i hjertet er slukket?» Svar: Så skal du alligevel ikke holde op. For fordi du endnu føler dette, er du endnu ikke forkommen; du er dog ikke så ryggesløs som de andre, som vi har talt om ovenfor; for du ville jo gerne brænde. Derfor skal du gøre sådan: Tag Guds ord for dig, gå hen og hør efter, hvor man prædiker det, læs det, skriv det, eller syng det også, bare så du har med det at gøre og beskæftiger dig med det; så vil du jo føle noget, det slår ikke fejl; og gå så til sakramentet og sig: «Herre, jeg er et dovent æsel, derfor kommer jeg, for at du skal hjælpe mig og tænde mit hjerte.» Og hvad du ellers af lignende ord og tanker kan og vil bruge. Du behøver ikke tænke på, hvordan du skal forberede dig godt, så du bliver værdig til at modtage sakramentet; men du er allerede nu beredt, når du føler, at du gerne ville lade dig hjælpe, og nøden driver dig til at gå til.

Det er også ofte gået mig sådan, at jeg veg tilbage for det og dermed bare kom længere bort fra det, indtil jeg så, at intet hjalp; så måtte jeg gå til. Sådan vil I også opleve det og se, at det er Djævelens blændværk, som drager folk bort derfra på den måde, at jo mere de viger tilbage og vil vente, til de føler en tro i hjertet, desto længere kommer de bort derfra, så til sidst, hvis de bliver ved i det sind, al lyst og begær slukkes i dem, både til evangeliet og til sakramentet, så de aldrig kommer til. Derfor må du sætte det sind og den skyhed til side og gå hen og bede Gud om at hjælpe dig. Når du gør det ofte, vil du føle, at du får mere og mere lyst til det, som du ellers ikke ville have fået. Derfor ville jeg gerne, at I også gjorde sådan, og at der blev mange, som gik til sakramentet i den mening, at de kunne få desto mere lyst til det og blive stærkere og stærkere; ellers, når du ikke går til, bliver du ved med at være kold og bliver bare koldere og koldere.

Det skal I nu trøste jer ved, og I vil også erfare det, når I prøver det. For det er umuligt, at Guds ord ikke skulle skaffe frugt og nytte. Sådan har Gud sagt (Es 55,10–11): «Ligesom regnen og sneen falder fra himlen og væder jorden og gør den frugtbar og får den til at gro, så den giver sæd at så og brød at spise, sådan skal også det ord være, som går ud af min mund. Det skal ikke vende tomt tilbage til mig, men gøre, hvad jeg vil, og lykkes i det, som jeg sender det til.» Dette ord burde jo gøre os frimodige og glade, selv om vi er kolde. Vi har af Guds nåde Guds ord; dér skal vi løfte hænderne og takke Gud. Hvor mange er der her i verden, som ikke har det! Hvordan kunne I ellers komme til det? Dér har I forrådet og hele det beredskab, som tjener dertil; og I har også ondskab nok på halsen. Derfor, fordi Gud siger, at hans ord ikke skal gå ud uden frugt, og du beskæftiger dig med det, sådan at du ikke gør spot af det, men omgås det med alvor, så vil du uden tvivl føle og fornemme noget; og jo mere du gør det, desto bedre vil du føle det. Så onde tanker kan du ikke have i hjertet, at når du tager noget af Skriften for dig og læser det, eller kommer til en anden og taler med ham om det, så lægger de onde lyster sig, og kødet bliver stille. Det har jeg ofte prøvet, og når I prøver det, vil I også finde og gribe frugterne, så det er, som Gud siger. Hvilken anden forberedelse vil du så have?

Er det ikke nok, at du kommer så vidt, at du har Guds ord, som lokker dig, og desuden føler din ulykke, som også driver dig derhen? Så er Kristus dér og venter på dig for at hjælpe dig; hvad mere skal han gøre? Og dér er ingen udelukket undtagen de store, frække hoveder og de svinske, som ikke mener det alvorligt. Derfor skal du gå til i tillid hertil og regne med, at Kristus ser meget dybere ind i dit hjerte end du selv – sådan som du også ser her i evangeliet. De to fattige mænd ville ikke have turdet ønske sig det, som mødte dem dér; alligevel vederfares der dem den nåde, at Kristus selv kommer til dem, fordi de taler om ham, og giver sig til kende, så de kender ham; derover bliver deres hjerte så glad, at de ikke kunne blive på stedet, men løber hen til de andre disciple og fortæller dem, hvordan Herren har åbenbaret sig for dem. Dér er de fulde af en glæde, som de ikke ville have turdet ønske sig; dog lå det så dybt i bunden af deres hjerte, at de ikke selv så, at de begærede det; skønt deres hjerte stod sådan, at de intet hellere ville have set, end at Herren Kristus var opstået igen og var blevet konge. Derfor ser Gud dybere i hjertets grund end vi selv og giver os også mere, end vi ønsker. Sådan gør han også her: Når du føler, at du ikke brænder, som du gerne ville, så ser han dog dybere ind i dit hjerte end du; eftersom du gerne ville finde dig i at være helt optændt og brænde. Derfor skal du ikke flygte derfra, men frisk gå til.

Dertil tjener mange ord hos Paulus, som når han siger til efeserne (Ef 3,20): «Herren kan gøre langt mere end alt det, vi beder om eller forstår.» Nu ser vi jo godt, hvad han giver os, når vi får det og føler, at vi tager imod det med glæde; derfor siger Sankt Paulus, at vi ikke forstår det og ikke engang tænker i den retning; men Herren, som ransager hjerterne, ser det og forstår, at vi begærer det; derfor giver han os rigeligt sin nåde. Således læser man om Sankt Monika, Sankt Augustins mor, at hun græd for sin søn ni år i træk. Hendes hjerte stod sådan, at hun gerne ville have set ham blive kristen, og hun lagde mange planer for at gøre ham til kristen; hun ville give ham en kristen hustru, for at hun på den måde kunne få ham så vidt, at han blev en jævn kristen ægtemand. Men det turde hun hverken håbe eller vente, at han skulle blive sådan en mand, som han siden blev, skønt hun gerne ville have set det.

Se sådan på eksemplerne i evangeliet hele vejen igennem. Sankt Peter var også alt for forsagt, da Herren ville vaske hans fødder, og sagde: «Skulle du vaske mine fødder?» og forstod ikke, at hans nød drev ham dertil, og at hans hjerte stod sådan, at han trængte til, at Kristus vaskede ham, sådan som han kort efter sagde: «Herre, vask ikke kun mine fødder, men også hænderne og hovedet» (Joh 13,9). Sådan står det også til med vores hjerte: Vi ser Herren Kristus for os, rede til at hjælpe os, og dog er vi så forsagte, at vi forskrækkes for ham og ikke regner så meget med hans godhed, som vi nok siger. For hvis vi holdt ham for det, han er, ville vi også sige som Peter: «Vask ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet»; og tænke sådan: «Nu vil jeg glad gå til, og havde jeg end flere synder på halsen.»

Ligeledes er der også et andet eksempel med Sankt Peter hos Lukas (5,6–8), da de sad i båden og fangede så mange fisk, at deres net revnede; da blev Peter forskrækket og faldt ned for Herren og sagde: «Herre, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand.» Se, dér forskrækkes han atter for ham og beder ham gå bort fra sig, netop da han skulle have bedt ham komme til sig. Sådan gør den forsagte natur altid: den viger tilbage for Kristus, skønt der dog ikke er andet end idel godt, og han er dér for at hjælpe enhver.

Derfor har jeg sagt, at man ikke skal gøre Kristus til en tyran, men lade ham være en venlig Herre og Frelser, som ikke begærer andet end at hjælpe synderne. Derfor skal man lokke og ægge enhver med ord og eksempler til at komme til ham.

Det er sagt klart nok om troens natur; for det eneste, vi mangler, er, at vi ikke rigtig forstår troens art. Derfor skal I gøre sådan: Hold ved og prøv det, så vil I fornemme det; og jo mere du øver det, desto mere trøst og styrke vil du føle; og jo mere uskikket du finder dig, desto mere må du tage Guds ord for dig og drive det, høre eller læse og tale om det; så vil du jo finde og erfare noget, som du synes om, og som bevæger dig. Ved siden af skal du også bede Gud og sige som apostlene (Luk 17,5): «Herre, styrk min tro.» Gå så til, så vil du blive styrket. Men vil du følge din forsagthed for meget, så kommer du aldrig til, for du står fast på, at du vil føle og ikke tro. Din ulykke og din bæven må du nok føle. Så er det tid til, at du går til sakramentet. Selv om du er svag i troen, skal du ikke derfor træde tilbage, for han vil ikke støde dig bort fra sig; eftersom han alene er dér for at styrke de svage og trøste de forskrækkede.

Alt dette vil jeg ikke have prædiket for de grove, hårde hoveder og vore sværmere, men alene for de samvittigheder, som er forsagte og svage og også undertiden falder, så de ikke fortvivler, men ved, hvor de skal finde hjælp og trøst. Således har en ørkenfader sagt et godt ord. Da han så, at en broder var svag og forsagt, sagde han: «Nej, min broder, du må ikke gå bort på den måde og træde tilbage; du kunne komme til at gå så længe tilbage, at du kom helt bort.» For det er at frygte, at jo længere vi bliver borte, desto koldere og dovnere bliver vi. De skal blive borte, sådan som vi har sagt meget om, som fører et groft og uordentligt liv og ikke tænker på at forbedre sig. Men de, som gerne ville forbedre sig og erkender deres brøst og gerne vil være den kvit og ser, at de ikke kan hjælpe sig selv, de skal komme hertil, så de kan blive hjulpet.

Deraf ser I, hvorfor Gud har indstiftet og ordnet, at hans ord altid skal prædikes; derfor skal I ikke foragte det. Det er sandt, at Ordet uden Ånden ingen nytte gør; men eftersom Gud den Almægtige selv siger, som vi har hørt: «Mit ord, som jeg lader prædike, skal ikke vende tomt tilbage til mig», så må man ikke lade det fare. For han vil ved Ordet give Helligånden i hjertet og ikke tåle, at du gaber op og venter på, at han skal gøre et mirakel fra himlen for dig, og så lader Ordet og sakramentet stå. Han holder selv meget af Ordet og priser det højt; for han har besluttet, at han vil give sin nåde derved, som Kristus siger (Joh 6,44): «Ingen kan komme til mig uden at Faderen, som sendte mig, drager ham.» Hvordan drager Faderen os? Ved Kristus. Hvordan ved Kristus? Med Ordet. Sådan ægger og lokker han dig; driver din nød dig da, så gå glad til og fremlæg tappert din ulykke, men tag endelig Ordet med.

Men lad det være Gud anbefalet, hvordan du skal blive bestandig, og gå nu hen, mens du har Ordet og føler din ulykke. Så vil Ordet selv lære dig, hvordan du rigtigt skal forberede dig til at gå til. For dér må du klage dig sådan for Gud og sige: «Herre, jeg er en synder og kan ikke hjælpe mig selv med min egen evne; derfor kommer jeg, for at du skal hjælpe mig.» Når jeg har den nåde, at bare Guds ord behager mig af hjertet, og jeg har glæde og lyst til det, så kan jeg nok blive bestående. For det må jo være en stor ting, at Gud giver mig sit ord og gør, at det smager mig og behager mig. Selv om jeg endnu ikke er så stærk, som jeg burde være, så bliver jeg dog med tiden stærkere, så jeg til sidst kommer så vidt, at jeg bekender det uden frygt og sætter livet til for det. Derfor siger Kristus (Matt 7,7–8): «Bed, og der skal gives jer; søg, og I skal finde; bank på, og der skal åbnes for jer; for enhver, som beder, skal modtage, og den, som søger, skal finde, og for den, som banker, skal der åbnes.»

Derfor vil jeg trofast formane jer til at handle med visdom i dette. Vi har med rette fordømt dem, som tager sig for at forberede sig med deres gerninger, så de tør gå til; men dem, som føler deres nød og ser, at de intet formår af egne kræfter og hverken kan råde eller hjælpe sig selv, har vi lokket til; for de bruger sakramentet til deres frelse. Derfor, når du føler dig sådan, så gå først hen til en from mand, klag ham din brøst og sig: «Se, jeg er faldet og ville gerne have hjælp igen; jeg beder om råd, hvad jeg skal gøre.» Så skal du trøste ham og lade ham gå til sakramentet, så han kan øve sig dér og blive styrket. For det er jo kun indstiftet, for at vi derved skal trøstes og styrkes. Derfor skal du på ingen måde lade dig drive bort derfra. Føler du din forsagthed, vel dig, for du må føle brøsten. Men føler du den ikke, så står det ikke vel til med dig, og så er det bedre, at du bliver borte.

Tag evangeliet og Den Hellige Skrift for dig, jo mere desto bedre, selv om du kan det godt i forvejen og har læst det ofte. For det er sikkert Djævelens indskydelse, som går ud på at rive lysten til Ordet bort fra dig; han lader dig ikke gerne komme til det, for han ved godt, hvilken frugt det bærer. Når du på den måde beskæftiger dig med Ordet og søger efter det, så godt du kan, så vil du se, at Kristus er hos dig, og at dit hjerte er tændt. Men det bedste er, at to eller tre af jer taler alvorligt med hinanden om det, så den levende røst lyder. Dér går det også meget stærkere, og Djævelen må vige. Så går al ond lyst og alle onde tanker bort, og der følger et sådant skriftemål og en sådan erkendelse, som du aldrig før har fornemmet; det eneste, der mangler, er, at vi narre har den ædle skat liggende for døren og ikke ved, hvordan vi skal bruge den; og Djævelen bedrager os, så han drager os bort fra den og gør os dovne, fordi han ikke kan kvæle den. Derfor må vi ruste os og stå imod Djævelens indskydelser.

Sådan vil Kristus komme og åbenbare sig, selv om du ikke bliver ham var i begyndelsen; jo mere du taler om det og beskæftiger dig med det, desto klarere vil du kende ham og vil føle, at han tænder dit hjerte indvendig; sådan som I har hørt i evangeliet om de to disciple, som gik til landsbyen Emmaus.

Det har jeg nu endnu måttet prædike om sakramentet og om evangeliet, så meget som Gud har givet, og jeg formaner jer, mine venner, til at fatte det og bruge det godt. Hvor der er sværmere, som bare bringer skam over evangeliet, skal man straffe dem ved den verdslige øvrighed. Vi må dog også lade dem høre med for de frommes skyld; for man må prædike Guds ord offentligt for enhver, eftersom vi ikke ved, hvem det skal ramme.