2. påskedag, anden prædiken (Luk 24,13–35)

En anden prædiken over evangeliet på 2. påskedag, Luk 24,13–35

Dette evangelium viser og lærer især tre stykker om artiklen om Kristi opstandelse. For det første, at denne historie er sket og skrevet, ved siden af andre, til et sikkert vidnesbyrd og bevis for vores tro på denne artikel. Det ses først af, at de to disciple går bort fra de andre i stor og stærk vantro på opstandelsen og taler med hinanden som nogle, der nu har fortvivlet om Kristus, som om han nu var ganske død hos dem og begravet for evigt i deres hjerte og hverken gjorde eller formåede noget mere; sådan som de også selv bekender med deres egne ord og siger: «Vi havde håbet, at han skulle forløse Israel, men nu er han allerede død over tredje dag» osv.; og skønt de har hørt af kvinderne, at de havde set et syn af engle, som sagde, at han var opstået og levede, så havde man dog ikke set eller fundet ham nogen steder.

For det andet, og det er hovedstykket, at Kristus her selv ikke alene viser sig levende for de vantro disciple, så at de nu er sikre på det og straks går tilbage igen for at forkynde det for de andre og netop hører det samme fra dem, så at et sådant vidnesbyrd fra begge sider stemmer overens og bliver stadfæstet; men også at Kristus, før han bliver genkendt af dem, gennem Skriften rigeligt og klart beviser, at han både måtte lide og opstå igen fra døden; og at han derfor revser dem, fordi de ikke tror det, skønt de dog burde kende Skriften om Kristus, sådan som han også ud fra den havde sagt dem det på forhånd, før sin lidelse.

Det andet stykke i evangeliet er et eksempel på opstandelsens kraft og frugt, som sker i disse to disciple, mens de taler om ham og hører på hans prædiken; og det er netop også et stykke af vidnesbyrdet om den sande opstandelse. For dermed beviser Kristus i gerning og handling, at han ikke er død, sådan som de først mener om ham, men virker i dem og udøver sin kraft ved Ordet, også før de kender ham, og gør, at de bliver troende og nu har et andet sind og en anden forstand, et andet hjerte og mod end før; sådan som de også selv mærker og bekender: «Brændte vores hjerte ikke, mens han talte med os?» osv. Sådan gør han også endnu i hele kristenheden, hvor han ikke ses og dog fører sin gerning og sit herredømme og beviser, at han som en levende Herre oplyser, trøster og styrker den ved Ordet og ved sin kraft forsvarer og opholder den mod Djævelens og verdens vrede og rasen.

For det tredje vises her den måde, hvorpå Kristus åbenbarer sin opstandelse, og hvordan den bliver erkendt og grebet, nemlig først ved Ordet og troen, før den bliver det ved legemligt syn eller fornemmelse. Derfor er han først skjult og ukendt for dem, da han kommer til dem og går med dem, skønt han i sandhed er hos dem og netop er den Kristus, som de så ofte har set og hørt og kender meget godt, og som de dog nu slet ikke kender eller kan ane, fordi de ved, at han for tre dage siden døde og blev begravet, og slet ikke kan have andre tanker om ham end om et dødt menneske; og han er blevet dem så aldeles fremmed og ukendelig, at de ikke ville have kendt ham, hvor længe han end havde været hos dem på den måde, indtil han forkyndte dem denne artikel om opstandelsen og prædikede om den; sådan som teksten siger: «Deres øjne blev holdt, så de ikke kendte ham.» Ikke fordi han var anderledes eller ikke ville lade sig kende, men fordi deres hjerte og tanker er så fremmede for ham og så langt fra ham. Således bliver han heller ikke genkendt af Magdalene og de andre disciple, før de forinden har hørt Ordet om hans opstandelse.

Hermed vil han også lære og vise os, at kraften i hans opstandelse og hans rige her på jorden og i dette liv skal gå frem og vise sig alene ved Ordet og troen, som holder sig til den Kristus, som den dog ikke ser, og således også i ham overvinder synd og død og griber retfærdighed og liv osv. Det er kort sagt om summen af historien eller beretningen i dette evangelium (for så vidt den angår artiklen om opstandelsen i almindelighed), som vi har hørt mere om ovenfor.

Men især bliver troens svaghed i disciplene fremstillet for os i dette evangelium, og hvordan Kristus i sit rige viser sig og forholder sig over for sådanne svagtroende. For således ser vi i hele evangeliets historie om Kristi opstandelse, hvordan først apostlene alle sammen, dernæst alle de andre disciple har været så svage til at tro denne artikel, også helt indtil hans himmelfart, at han må revse dem for deres hjertes hårdhed og uforstand, Mark 16,14, fordi de ikke troede dem, der havde set ham opstået, skønt han dog selv ofte havde forkyndt dem det på forhånd ud fra Skriften, at han skulle korsfæstes og på tredjedagen opstå igen osv.

Deraf lærer vi for det første, hvordan der også i dem, der nu er kristne og hellige, bliver svaghed og skrøbelighed tilbage, især i lærens og troens høje stykker, så at de ikke så hurtigt forstår dem eller kan gribe dem så fast og stærkt, som de burde; og at det ikke er en så ringe eller let ting med troen, som de uforstandige og uerfarne ånder tror, og som vores grove klodser, paveæslerne, giver det ud for, de, som mener, at troen ikke er andet end at have hørt og kende historien og beretningen, og som siden bilder sig ind, at når de én gang har hørt eller læst alt, hvad evangeliet siger om Kristus, så har de straks rent og fuldt forstået og troet det til bunds, så de ikke behøver at lære og tro mere deraf.

Men at det ikke er andet end en løs og tom tanke, beviser det, at de selv må bekende, at en sådan kundskab om historien bliver liggende ganske stille, kold og doven i hjertet hos dem som en bar, tom skal uden saft og kraft, som hverken gavner eller hjælper dem, hverken styrker eller forbedrer dem; skønt dog dette store, høje værk, Kristi opstandelse, jo er sket netop derfor og skal prædikes og således høres og erkendes, for at det skal skabe frugt i os, vække og antænde vores hjerte og virke nye tanker, ny forstand og nyt mod, liv og glæde, trøst og styrke i os.

Hvor det ikke sker, dér er historien hørt forgæves og ganske død i dig og intet mere end i tyrker og hedninger, som aldrig har vidst noget om den eller i hvert fald ikke har holdt den for sand. Og du har ingen grund til at rose dig af nogen tro, selv om du har beholdt skummet på tungen eller klangen i ørerne og drømmen i hukommelsen om historien, hvoraf hjertet intet erfarer eller smager. Sådan som de pavelige også godt viser det med hele deres lære og liv, at de intet tror eller holder af hjertet om denne artikel, eftersom de lærer at søge og opnå den kraft og nytte, som Kristi opstandelse skulle udrette, uden for Kristus, hos sig selv og ved deres gerninger og egen fortjeneste, og fordømmer, bespotter og forfølger den sunde lære, som viser os bort fra sådant løgnekram hen til Kristus og hans opstandelses kraft.

Men de kristne og troende erfarer det både hos andre og hos sig selv; de bekender og klager også over deres svaghed, at de ikke kan gribe denne artikel så stærkt med troen og få den ind i hjertet, som de burde, og må hele deres liv kæmpe og stride mod denne deres svaghed; sådan som Sankt Paulus selv siger, Fil 3,12, at han ikke har grebet det, men altid stræber efter det og strækker sig ud efter at gribe det, at kende Kristi opstandelses kraft osv.

For skønt denne artikel i sig selv er ganske liflig og trøsterig og lutter glæde og salighed, så at den jo burde gå blidt og let ind i hjertet, så har den dog to stærke hindringer, som gør den svær at tro. For det første, at dette værk i sig selv er alt for højt og stort til, at det nogensinde kan fattes nok i dette liv, selv om troen var ganske stærk og uden svaghed. For det er en sådan kraft og magt, som vi først i det andet liv for evigt ret skal skue og erfare. For det andet, at vores kød og blod og alle menneskers hjerte i forvejen af naturen er alt for svagt og forsagt til at tro Guds ord og må forskrækkes og forfærdes over et sådant værks størrelse, når det betænker den og ser på sig selv og sin uværdighed i sammenligning dermed.

Den første årsag og hindring kan Gud ikke overse eller have tålmodighed med, for værket må og skal blive så stort, som det er, og intet formindskes, ja, være den kraft og magt, som al skabningen, mennesker, engle, djævle og helvede må vige for og ligge under; sådan som det også er nødvendigt for vores frelse og saligheds skyld. For hvis det ikke var sådan, måtte vi blive under synden, Guds evige vrede og døden. Men med den anden kan han nok se gennem fingre og have tålmodighed, at vi er for svage til at gribe et så stort værk og en så stor kraft med troen. Sådan som vi ser, at Kristus gør her med sine disciple, som nok havde hørt, at han var opstået, og dog endnu står i stor tvivl, endda så groft, at de næsten helt havde fortvivlet om Kristus, eftersom de siger: «Vi havde håbet, at han skulle forløse Israel» osv.

Og se, med hvor stor flid han tager sig af disse to svagtroende disciple og sørger for dem og gør alt for at hjælpe deres svaghed op og styrke deres tro. Fordi han ser og ved, at de er gået bort fra de andre apostle bekymrede og bedrøvede og ikke ved, hvad de skal tænke eller håbe, vil han ikke lade dem blive siddende fast i en sådan tvivl og anfægtelse, men for at hjælpe dem ud af den kommer han og slår følge med dem på vejen og lader de andre apostle alle sidde sammen, skønt også de er bekymrede over det og svage nok i troen.

Men fordi disse er i stor fare for vantro, indfinder han sig straks hos dem alene, som om han nu efter sin opstandelse ikke havde andet at gøre, taler og drøfter så venligt med dem ud fra Skriften, giver dem desuden anledning til at holde ham tilbage og bede ham blive hos dem og spise og drikke med dem, lige indtil deres tro er vakt igen, og de bliver fri for tvivlen og så stærke i troen, at de nu kender ham og ser, at det netop er den Kristus, som de før havde haft levende hos sig og for tre dage siden havde set korsfæstet, men som de hidtil på vejen ikke havde kunnet kende for den tvivl og svaghed, som endnu var i dem.

Således har han hermed selv villet fremstille og vise os til lære og trøst, hvordan hans regimente efter hans opstandelse skal være indrettet i hans kristenhed; nemlig at han ikke vil forkaste eller støde fra sig de svagtroende, ja, heller ikke de vildfarende og uforstandige eller på anden måde skrøbelige, forsagte og modløse hjerter og samvittigheder, men netop på dem vil udøve og bevise sin opstandelses kraft, således at han venligt lokker dem til sig, ja, selv indfinder sig hos dem og omgås dem på det smukkeste og blideste, snakker med dem, lærer og underviser dem, ja, også spiser med dem, lige indtil de bliver stærke og visse i troen, og deres hjerter, som før var bedrøvede og bekymrede, bliver glade igen.

For at også vi skal vide og trøstigt forlade os på ham, at vi i ham har en sådan Herre, som også kan bære vores svaghed og holde den os til gode og ikke derfor vil støde fra sig og fordømme dem, der ikke straks kan tro og leve, som de burde; når de blot er sådanne hjerter, som ikke vil foragte eller fornægte Kristus og hans ord, men har lyst og kærlighed til ham og gerne ville være stærke og fuldkomne i tro og liv.

Det ser man på disse disciple, hvor svage og uforstandige de er, men at deres hjerte dog står sådan, at de holder af Kristus, gerne og med lyst taler om ham og hører tale om ham og intet hellere ville ønske, end at det var sandt, hvad de har hørt om hans opstandelse. Men det er alt for stort for dem at tro, så de ikke straks kan holde det for vist og sandt; sådan som det også for os er alt for højt og for stort. Det ved og ser vor kære Herre meget vel; derfor kan han så meget lettere have tålmodighed med os og er tilfreds og lader sig nøje med, at vi blot hører på ham som hans elever, der gerne vil lade sig lære og vejlede af ham.

Han vil også hermed lære os, hvordan man skal forholde sig i hans rige, især over for de svagtroende og skrøbelige, at heller ikke vi skal fordømme eller kassere dem så hurtigt, som vi ser fare vild eller også snuble, men også have tålmodighed med dem, sådan som Kristus også har gjort med os og endnu daglig må gøre. For skønt han for sin egen person ved sin opstandelse er i guddommelig vælde og magt, en Herre over himmel og jord, så regerer han dog sin kære kristenhed således, at han udøver og beviser sin opstandelses kraft på sin fattige, svage lille flok og med denne sin vælde og magt tjener dem for at trøste og styrke dem.

Efter dette eksempel skal også vi, selv om vi er stærke, ikke behage os selv og bryste os, men lade vores gaver og styrke tjene de svage og stræbe efter at rejse dem op og forbedre dem med undervisning, trøst, styrkelse, venlig formaning og revselse osv. Ligesom man gør med svage eller skrøbelige børn og syge, som man må fare lempeligt og blidt frem med og omgås, pleje, bære og løfte, indtil de vokser op og selv kan stå på benene.

Se, det er et af de vigtigste stykker i evangeliet om Kristi rige, hvoraf vi lærer, hvordan det er indrettet og går til i det; nemlig at det er et sådant regimente, hvori der dog hos de kristne, som er begyndt at tro og er hellige, endnu bliver svaghed, uforstand og andre syndige skrøbeligheder tilbage, som han dog bærer og holder dem til gode, dog således at de skal forbedres; så at man ikke skal drømme om en sådan kirke på jorden, hvori der ingen skrøbelighed eller ingen vildfarelse i troen er, sådan som den pavelige hob roser sig af deres kirke og konciler, at de ikke kan fare vild osv.

For her hører vi, at ikke alene disse to disciple, men også de andre apostle allesammen har faret vild i den fornemste og mest nødvendige artikel og stikker så længe i vantro, indtil Kristus selv river dem ud af den ved megen og mangfoldig prædiken og åbenbaring; og at troen på Kristi opstandelse i de tre dage, efter at han var korsfæstet, var ganske slukket i hjerterne, og at dette lys sandelig næsten ingen steder blev bevaret undtagen hos Maria, hans mor, som havde gemt Skriften, som hun havde hørt om ham og ellers, i sit hjerte og derved blev trøstet og opholdt i sin store hjertesorg over sin søns lidelse og død.

For troen på Kristus må dog altid blive tilbage og bevares et eller andet sted i kirken, og der må være nogle, som har sandheden og bekender den, selv om de er få, og selv om den største hob farer vild, sådan som de her har faret vild; selv om den ikke skulle bevares hos flere end én Maria. Derfor lader han det også ske, at også mange af de rette hellige somme tider farer vild og snubler, for at vi ikke skal forlade os på mennesker, hvor mange, store og hellige de end er, men se på Ordet, som er vist og ikke kan bedrage, sådan som han her viser og fører disse to og siden alle de andre altid hen til Skriften.

Ved siden af dette må man ikke glemme det eksempel i evangeliet, som tilskynder og formaner os til gerne at tale og høre om Kristus og omgås Skriften og Guds ord, selv om det ikke altid straks forstås eller går til hjertet, som det burde; og det viser, hvilken kraft, nytte og frugt det virker, hvor man handler med det af et enfoldigt hjerte.

For det første ser vi nemlig: skønt disse to disciple endnu stikker fulde af vantro, så vil og kan han dog ikke blive borte fra dem, fordi de undervejs bekymrer sig om Kristus og snakker og drøfter med hinanden om ham ganske enfoldigt og næsten forgæves, men er straks til stede og slår sig på det venligste i følge med dem og rammer straks deres hjerte og tanker og begynder at holde en smuk, herlig prædiken for dem netop om den artikel, som de er bekymrede over og tvivler på, sådan en som de ikke før havde hørt. Dernæst, for det andet, mærker de straks dens kraft, så at deres hjerte ikke længere bliver så tungt, trægt og koldt til at tro som før, men bliver bevæget og antændt og desuden oplyst og får en ny forstand, så de nu begynder at forstå Skriften ret, og den, som de før intet havde forstået af, bliver klar og lys for dem.

Og til sidst bliver masken og dækket taget bort fra deres hjerter og øjne, så de ikke længere ser på ham som en gæst og fremmed, men nu ret kender og føler, at han ikke længere er langt fra dem, men selv er nærværende og virker dette i dem, så de nu er ganske visse i troen og fremover ikke længere behøver den legemlige, synlige åbenbaring, men straks går hen og også prædiker for andre og kan styrke og hjælpe dem mod tvivl og vantro.

Derfor skal også vi efter deres eksempel gerne høre Guds ord og ikke blive trætte af det; for det er ikke alene en nødvendig øvelse både for svage og stærke, uforstandige og lærde, og lærer rigeligt alt, hvad der er nødvendigt til frelse, og kan aldrig læres til bunds; men det er også det middel, hvorved Gud vil virke i vores hjerter og give troen og Helligånden; sådan som Sankt Paulus siger (Rom 10,17): «Troen kommer af at høre Ordet.» Og frugten følger sandelig med, hvor man mener det alvorligt, selv om hjertet i begyndelsen er koldt og dovent til det; men når man blot bliver ved og holder fast ved det, så går det ikke forgæves af, men bringer de uforstandige og vildfarende til og forbedrer dem, styrker de svage og opvarmer og oplyser til sidst hjertet, så at Kristus bliver bedre forstået og erkendt i Skriften.

Og selv om der ingen anden nytte var ved det, så burde det dog ægge os til gerne at omgås det, nemlig at vi derved gør Gud og Herren Kristus en glæde og en kær gudstjeneste; og vi ved, at han da visselig ikke er langt fra os, som han selv lover og siger, Matt 18,20: «For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» Så er sandelig også de kære engle omkring dig sammen med ham og har deres lyst og glæde deraf, og derimod bliver Djævelen drevet bort og må vige, ligesom han måtte vige fra Kristus, da Kristus stod ham imod med Guds ord (Matt 4,11).

Herom læser man også et eksempel om en gammel fader i ørkenen, som af Gud havde særlige syner og åbenbaringer om, hvad slags samtaler de unge førte med hinanden, når han var iblandt den unge flok. Og han så, at når de talte om Skriften og guddommelige ting, så sluttede smukke ynglinge sig til dem og smilede venligt og glad til dem; men når de omvendt førte letsindig og unyttig snak, så vendte de samme sig mismodige og bedrøvede bort fra dem, og der kom urene, sorte svin og væltede sig iblandt dem osv.

Dette være sagt om de vigtigste stykker af historien i dette evangelium. Desuden er der endnu hovedstykket om Kristi prædiken, som han holdt for disciplene ud fra Skriften, og hvori han kort sagt beviser ud fra den, at Kristus måtte lide og således gå ind til sin herlighed osv. Om denne prædiken siger evangelisten således:

«Og idet han begyndte med Moses og alle profeterne, udlagde han for dem det som handlede om ham i alle skrifterne.»

Det har uden tvivl været en meget smuk og herlig prædiken. Nu er det sandt, at vi alle gerne ville, og enhver ønsker vel at vide, hvilke skriftsteder Herren dog har ført frem, som var sagt om ham, så de således blev optændt, styrket og overbevist; for man finder jo så lidt, og efter hvad det ser ud til, slet intet i Moses, som lyder sådan, som han siger, at han måtte lide og opstå på den tredje dag og lade omvendelse og syndernes forladelse prædike i sit navn osv. For jøderne havde jo dengang og længe før også Moses, ligesom de også den dag i dag flittigt læser ham, til de er mætte, og dog har de aldrig fået øje på så stor og underlig en ting deri.

Men hertil svarer evangelisten og løser dette argument således: at deres hjerte brændte, da han udlagde Skriften for dem, og, som han siger i det evangelium, der følger lige efter, at han åbnede deres forstand, så de forstod Skrifterne. Dér stikker det: Moses skriver visselig om Kristus, og det læses deri; men det kommer an på, at den, der læser det, også forstår, hvad det er. Som også Paulus siger i 2 Kor 3,14–15, at dækket fra Moses bliver liggende for jødernes ansigt over Det Gamle Testamente, når de læser det, og det tager alene Kristus bort. Og som han siger til sine apostle (Matt 13,11): «Til jer er det givet at fatte Himlenes riges hemmelighed, men de andre ser og hører det og forstår det dog ikke.»

Derfor er Skriften en sådan bog, at der til den hører ikke alene læsning og prædiken, men også den rette udlægger, nemlig Helligåndens åbenbaring; som vi også ser af erfaringen i vor tid: når man allerklarest beviser den rene læres artikler ud fra Skriften og gendriver modstandernes vildfarelse, så hjælper det dog intet hos dem; og der er endnu aldrig prædiket nogen trosartikel, som ikke mere end én gang er blevet anfægtet og modsagt af kætterne, som dog har læst den samme Skrift, som vi har.

Men til en sådan åbenbaring hører også rette elever, som gerne lader sig lære og vise til rette (som disse fromme, enfoldige disciple), og som ikke er kloge hoveder og egensindige ånder og selvgroede mestre, der med deres klogskab rækker langt op over himlen. For det er også en sådan lære, som vil gøre vores visdom til en nar og stikke øjnene ud på fornuften, hvis den ellers skal tros og forstås. For den kommer heller ikke af menneskers visdom, sådan som anden lære og andre kunster på jorden, der er udsprunget af fornuften, og som man igen kan fatte med den.

Derfor er det også umuligt at gribe den med fornuften; eller hvis du understår dig i at måle og regne ud, hvordan det rimer, så falder du helt fra den; ligesom alt kætteri fra begyndelsen er opstået deraf, og både jøder, hedninger og nu tyrkerne bliver gale og tåbelige over vores lære og tro, fordi den ikke er i overensstemmelse med fornuften og menneskelig visdom; undtagen alene den fromme, enfoldige lille flok, som bliver på denne vej og siger: «Gud har sagt det, derfor vil jeg tro det.» De kan fatte og forstå det, som Kristus selv siger og af et glad hjerte takker Gud for, at han har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige (Matt 11,25).

For det hjælper jo ikke; man kan ikke få kloge folk og den høje fornuft til at forstå de underfulde ting om Kristus: at et naturligt menneske er Guds Søn fra evighed og dog er død og opstået igen, og at han også efter den menneskelige natur er blevet Herre i himlen og på jorden og regerer i guddommelig magt over alle skabninger, skønt man dog ingen steder ser ham; og at vi alene for hans skyld bliver frelst, når vi tror på ham osv. Derfor har Gud også måttet gøre det således, at den, som her ikke vil være en nar og et barn og ligefrem tro, han skal heller ikke fatte det.

Se, hvilke folk har han brugt til først at åbenbare og bevidne dette sit højeste værk, sin opstandelse? De stakkels uforstandige kvinder, som med unyttig, forgæves bekostning og møje, da de havde købt den dyre salve, kommer til graven og ikke betænker, at graven er dækket med en tung sten, tilmed forseglet og bevogtet af vagter; og dog bliver disse tosser og tåber de første, som Kristus åbenbarer sin opstandelse for og gør til prædikanter og vidner om den. Således giver han også disse disciple forståelsen af Skriften, som alle de højtforstandige skriftkloge ikke har, så at de nu ser på Moses med andre øjne og må sige: «Se, det har jeg læst og hørt så længe før, og dog aldrig forstået det!»

Som om Gud med gerningen ville sige: «Nuvel, jeg ser jo, at det ikke hjælper, selv om det alt sammen blev sagt og skrevet allerklarest, ligesom jo alle artikler er fremlagt klart og lyst nok i Skriften.» For hvilken sværm af kættere har ikke alene artiklen om Gud og Guds skabelse fordum fremkaldt – manikæere, valentinianere, marcionitter osv. –, skønt der dog er talt og skrevet allerklarest derom? Ligeså: Hvad har det hjulpet, at Kristus selv hos sit eget folk klart og åbenlyst har stadfæstet sin lære med store undergerninger? Intet andet, end at de farer til og forvender både hans ord og hans gerning for ham og kalder det Djævelens og Beelzebuls ord og gerning.

Så må Gud også fortsætte og sige: «Fordi de ikke vil have det og tage imod det således, som jeg siger det til dem, så skal det også forblive skjult og uforstået for dem; og jeg vil nok lade det skrive og prædike med klare ord, men dog stille det alt sammen i åbenbaringen for nogle få enfoldige folk, som spørger efter mit ord; for de andre skal det være lutter håndgribeligt mørke (som egypternes, selv om det skinner og prædikes allerklarest), ja, lutter forargelse og gift, som de må støde sig på og falde over med bespottelse og modsigelse, indtil de lider skibbrud.»

Således har jøderne indtil denne dag haft og læst deres Moses, og dog forstår de allesammen slet intet af det, han siger om Kristus, ja, heller ikke af andre, ringere artikler; ligesom heller ikke deres fædre forstod noget deraf, undtagen nogle få, som troede, såsom de kære profeter og siden apostlene, som vel (som vi skal høre) har spundet hele deres bøger ud af et eneste skriftsted; og åbenbaringen giver dem en sådan prædiken, at alle dog må sige, at det er sandheden.

Hvad gør Kristus, da han stopper munden på saddukæerne (som ikke troede de dødes opstandelse og ikke holdt sig til nogen skrift uden alene Moses) og overbeviser dem om de dødes opstandelse? Da tager han det allermest almindelige ord, som de havde i hele deres religion, og som var kendt af alle jøder og dagligt i brug, at Gud siger: «Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud» osv.; dermed gør han Moses åbenbar og slutter således: «Holder I da Gud for en sådan, der er de dødes Gud? Hvad skulle det være for en Gud for dem, der ikke er mere?»

Derfor, når han er og kalder sig Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så må de leve, selv om de er døde fra dette liv og ligger i graven; for han kan ikke være Gud for det, som intet er. Derfor må Abraham (som nu er under jorden) og alle de hellige leve for ham (siger han), selv om de er døde for jer; for dette er og bliver hans navn i evighed, at han er Abrahams Gud og alle deres, som tror, ligesom han har lovet og sagt til ham og til alle: «Jeg vil være din Gud» osv.

Se, hvem skulle have troet, at der stak så meget i så korte, enfoldige, almindelige ord, og at de skulle give en så fortrinlig, rig prædiken, ja, at der kunne laves en stor, vældig bog deraf? Disse ord kendte de dog meget godt, og dog mente de ikke, at der i hele Moses var et ord at finde om de dødes opstandelse; derfor holdt de sig også alene til Moses og forkastede profeterne, som dog alle har taget deres prædikener om de høje artikler i troen på Kristus fra Moses.

Således (for at vi kan komme til denne Kristi prædiken og se et af de skriftsteder, han har ført frem fra Moses): I 1 Mos 3,15 står det første nådesord og løfte om nåde, som Gud gav Adam og Eva, da han siger til slangen: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dit hoved, og du skal stikke ham i hælen.» Dette skriftsted læser jøden, tyrken og hedningen og den menneskelige fornuft, men for den er det lutter hårde kiselsten, ja døde, forgæves ord, som den intet kan presse eller få ud af; men når åbenbaringen kommer til, så forstår man, at dermed er sagt så meget som: Slangen (Djævelen) har ved synden virket døden og Guds evige vrede i Adam og Eva.

Men for at der igen kunne blive hjulpet ud af et sådant forfærdeligt fald og en sådan jammer, som de var ført ind i af Djævelen, har Gud af bundløs barmhjertighed fundet det råd hos sig selv, at ved kvindens sæd (det vil sige en naturlig frugt af en kvinde) skal slangens hoved (det vil sige synd, død og evig vrede) knuses og dens magt tages fra den, så den ikke mere er en herre over døden og ikke kan holde mennesket under synden eller i Guds vrede og fordømmelse.

Heraf følger nu et helt Nyt Testamente, alle Sankt Paulus’ og apostlenes prædikener, som ikke fortæller ret meget om Kristi historie og undergerninger, men hvor de på nogen måde kan, gør de af et sådant skriftsted, som af en blomst, en hel eng, ja, når åbenbaringen kommer til og Helligånden, som ved, hvordan ordene ret skal tygges og presses, så de har og giver saft og kraft. For det første er det her vist, at denne sæd må være et naturligt barn, født af en kvinde (dog uden synd); for Skriften bevidner, at det, som fødes til verden af mand og kvinde, er i synd og under Guds forbandelse, som David siger i Sl 51,7: «Se, jeg er avlet af syndig sæd» osv. For dette kød og blod er helt gennemtrængt og fordærvet af ond lyst og ulydighed mod Gud. Derfor, ligesom stoffet er fordærvet i far og mor, således bliver det også i børnene; derfor kan intet menneske komme af mand og kvinde uden syndig natur.

Derfor har Gud her truffet denne udvej, at han til undfangelsen og fødslen af Kristus, den lovede sæd, alene tager en kvinde, som uden en mand bliver det lille barns mor ved Helligånden, der virker en sådan undfangelse og fødsel i hende, for at han dog skulle være et naturligt menneske af vort kød og blod, men uden al synd og Djævelens magt, så han kunne knuse hans hoved.

For det andet: Skal han være en herre over synden og døden, kaste Djævelen under sig og rive os ud af hans magt, så hører der en guddommelig, almægtig magt til. For det står ikke i menneskelig kraft og evne – selv om han også var helt ren og uden al mangel på legeme og sjæl (sådan som Adam først blev skabt) – at tage denne evige, uendelige jammer og dette fordærv bort og i stedet skaffe og give et evigt, uforgængeligt gode og liv. Derfor følger det, at han må have større magt end alle skabninger, ja alle engle har; det kan ingen være uden Gud selv, Herren over alle skabninger.

Dernæst følger også videre: Når han er født af et menneske, så er han også dødelig og må ligesom de andre også dø legemligt; og fordi han for vores skyld er født som menneske og tilmed sendt af Gud for at hjælpe os fra synd og død, har han måttet træde i vores sted og blive et offer for os, selv bære vreden og forbandelsen, som vi var faldet i og lå under, og gøre fyldest for den; men han har ikke måttet blive under den, men fordi han var en evig person, kunne han ikke holdes fast af døden (det siger også Sankt Peter ud fra dette og lignende skriftsteder), men har også med legemet, før det blev fortæret af den og rådnede, måttet trænge igennem og rive sig ud igen og ved sin opstandelse og sit evige liv begynde at herske med vælde, i evig magt og herlighed, for at han til sidst også kan føre sine ud af og op over synd, død og Djævelen til den evige retfærdighed og det evige liv.

Se, dette er blot ét eneste skriftsted, som Kristus uden tvivl ikke har glemt, men udlagt ud fra sin rige ånd som det første og hovedskriftstedet, som også de andre siden er flydt ud af; så man ser, at det er lutter sådanne ord, ja undergerninger, som ingen fornuft kan fatte eller udmåle, og som alene forstås, når Helligånden kommer til, prædiker og åbenbarer det for dem, som med enfoldigt hjerte tror det og bliver ved det; da begynder det at smage og giver saft og kraft, så man må sige: «Det er sagen, det kan oplyse hjertet og tænde en ild deri.»

Således har profeterne set ind i Moses’ skriftsteder og suget deres herlige profetier om Kristus ud af dem; således sætter Esajas (7,14) ud fra dette skriftsted profetien om Kristi fødsel med klare ord: «Se, en jomfru er frugtsommelig og skal føde en søn» osv. Ligeså hele det 53. kapitel om hans lidelse og opstandelse, hvordan han selv skulle give sig som et offer for vore synder osv.; det har Kristus uden tvivl også anført i denne sin prædiken.

Således har også apostlene, de enfoldige fiskere, lært at forstå Skriften, ikke i de store skriftkloges skoler, men ved åbenbaringen, hvorved Kristus leder dem ind i Skriften; og de kan af et enkelt skriftsted lave en bog eller prædiken, som verden ikke kan fatte. Og havde jeg også den ånd, som Esajas eller Paulus har haft, så kunne også jeg lave et Nyt Testamente af dette skriftsted, hvis det ikke allerede var lavet.

Hvorfra har Sankt Peter det, eller hvor står det skrevet i Moses, når han siger i 1 Pet 1,10–11: «Den frelse undersøgte og efterforskede profeterne, som har profeteret om den nåde, der skulle komme til jer, og de undersøgte, hvilken og hvad slags tid Kristi Ånd, som var i dem, pegede på»? Hvem har sagt ham, at Kristi Ånd har været til og har profeteret om Kristus, før profeterne var, og at Kristus var før dem alle sammen med Helligånden? Er det en fiskers ord eller en klog og vís skriftklogs ord? Nej, men netop Helligåndens åbenbaring, som også forud har åbenbaret det for profeterne.

Ligeså: Hvor står det skrevet i Moses, hvad Hebræerbrevet siger i 1,3–4, at Kristus har sat sig ved Faderens højre hånd som en Herre over alt og er blevet langt højere og bedre end englene osv.? Ganske vist har han taget det fra Det Gamle Testamente, men han har ikke set det deri ved fornuften, men ved åbenbaringen; derfor slutter han således: Er Kristus Guds Søn og englenes Herre, så er han visselig mere og af et højere væsen end englene. Nu er jo enhver engel mægtigere end hele verden og hele den menneskelige natur; og dog skal denne jomfrus naturlige barn være en Herre, ikke alene over de onde, men også over de gode og hellige engle; så må han være af én magt og ét væsen med Gud. Det vil ingen sige eller tro uden ud fra åbenbaringen. Således ville jeg tage Moses, Salmernes Bog, Esajas og også den samme Ånd og lave et lige så godt Nyt Testamente, som det, apostlene har skrevet; men fordi vi ikke har Ånden så rigt og kraftigt, må vi lære af dem og drikke af deres små kilder.

Dette være nok om ét stykke eller ét skriftsted af den prædiken, som Kristus holdt for disciplene ud fra Skriften, og hvormed han godt og rigeligt har fortjent, ja betalt og lagt sin skilling for det, han fortærede med dem i herberget. Men hvilke flere skriftsteder der er skrevet om Kristus i Moses og profeterne og handler om ham, det ville blive alt for langt at fortælle på én gang, og det ville i sig selv blive en bog så stor som Bibelen. Men det har uden tvivl været de samme, som apostlene siden også har ført frem, sådan som de her har hørt dem af ham selv og siden på pinsedag har lært at forstå bedre; en god del af dem er anført af dem i deres prædikener, i Apostlenes Gerninger og i alle brevene, og enhver kristen skal have dem anbefalet til at eftertænke dem i sit studium og sin læsning af Skriften; dertil er Helligånden jo også virksom og giver forstand (som vi har hørt) som den rette udlægger, når man omgås dem med alvor og enfoldigt hjerte; og han virker den frugt derved, at man lærer at finde og ret kende Kristus deri, så hjertet bliver vakt og optændt, trøstigt og glad.