Påskedag, fjerde prædiken (Mark 16,1–8)

Tredje prædiken over evangeliet på påskedag, Mark 16,1–8

Dette evangelium er et stykke af historien om Kristi opstandelse og den første forkyndelse af den, som i begyndelsen skete ved englen til kvinderne, der gik til graven for at salve Herrens døde legeme, før Kristus selv viste sig for dem og talte med dem. For han vil først gøre sin opstandelse åbenbar ved Ordet, før de ser ham og erfarer hans opstandelses kraft.

Og ligesom der før er sagt om lidelsen og døden og om andre artikler om Kristus, at de skal betragtes på to måder, sådan er der også to ting at vide og fatte om Herrens opstandelse. For det første historien, som viser, hvordan det gik til med alle omstændighederne, og hvordan han på mange måder viste sig levende, så at man har sikre beviser og vidnesbyrd om det, til grundvold og styrke for vores tro. For denne artikel om opstandelsen er den fornemste, den som vores frelse og salighed i sidste ende står på, og uden den var alle de andre forgæves og helt uden frugt.

Men hvad der er at vide om historien, hvordan både englenes tilsynekomst (som dette evangelium fortæller et stykke af) og Herrens åbenbaringer skete efter hinanden, hører hjemme der, hvor hele beretningen samles i sin rækkefølge ud fra alle evangelisterne. Derfor vil vi også gemme det stykke, som dette evangelium fortæller om, til det sted.

Det andet stykke, som er det fornemste og mest nødvendige, og for hvis skyld historien også er sket og prædikes, handler om kraften, nytten og trøsten i Herrens glade opstandelse, og hvordan man skal bruge den ved troen. Om det lærer og prædiker Sankt Paulus og alle apostlene og hele Skriften herligt og rigeligt som om hovedstykket i vores tro, men allerherligst Herren Kristus selv, da han først viste sig for kvinderne. For at også vi kan høre og fatte noget nyttigt om det, vil vi derfor tage de ord af Kristus for os, som han talte til Maria Magdalene, sådan som evangelisten Johannes beskriver dem (Joh 20,17):

«Rør ikke ved mig, for jeg er endnu ikke opfaren til min fader; men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.»

Dette er den første prædiken, Herren Kristus holdt efter sin opstandelse, og uden tvivl også den mest trøsterige, skønt med ganske korte, men overmåde venlige og hjertelige ord. Dem forkyndte han først for sin kære Maria Magdalene og gennem hende også for sine disciple for at trøste dem og glæde dem over sin opstandelse efter den svære jammer, sorg og lidelse, de hidtil havde haft over hans bortgang og død. Og fordi denne Maria tager sig langt mere længselsfuldt og inderligt af Herren end de andre og er den første ved graven med kostbare krydderier for at salve Kristi legeme, og fordi hun, da hun ikke finder ham, er forskrækket og fortvivlet, dybt bekymret og græder, som om han var taget bort, lader han hende også nyde godt af sin kærlighed: Han viser sig først for hende, trøster hende i hendes forskrækkelse og holder denne smukke prædiken. Den vil vi se på.

For det første: Da Jesus viser sig for hende ikke langt fra graven, tror hun, før han taler med hende, at han er havemanden. Men da han nævner hende ved navn og siger: «Maria!», kender hun straks stemmen og tager med det samme imod ham med det navn, som hun (sammen med hans andre disciple) plejede at kalde ham på deres eget sprog: «Rabbuni!», det vil sige: Åh, kære mester, eller kære herre (for hos dem betyder mester det samme, som når vi i almindelighed siger: kære herre). Og hun falder straks ned for hans fødder for at røre ved ham, som hun var vant til. Da holder han hende tilbage og siger: «Rør ikke ved mig» – som om han ville sige: «Jeg ved godt, at du har mig kær; men du kan endnu ikke se mig og røre ved mig rigtigt, sådan som du skal se mig og røre ved mig.»

For hun glæder sig endnu ikke højere eller videre end med den legemlige, kødelige glæde over, at hun bare havde sin Herre levende igen, sådan som hun havde haft ham før. Hun bliver altså alene hængende ved historien og tænker, at han igen vil være hos dem som før, spise og drikke med dem, prædike og gøre undere; og sådan vil hun vise ham kærlighed med sin tjeneste og ved at røre ved hans fødder, som før, da hun havde salvet ham, både i livet og i døden.

Derfor vil han nu ikke mere lade sig røre ved på den måde, for at give hende grund til at holde sig i ro, lytte og lære det, hun endnu ikke ved, nemlig at det ikke er meningen, at han sådan vil røres ved eller salves, plejes og tjenes, som hun før havde gjort for ham. «Men jeg vil sige dig (siger han) noget andet og nyt: Jeg er ikke opstået for igen at vandre og blive legemligt og timeligt hos jer, men for at komme op til Faderen. Derfor behøver jeg ikke og vil jeg ikke have den slags tjeneste og gerning, og det gælder ikke længere at se på mig sådan som på Lazarus eller andre, der endnu lever dette liv. For her er jeg ikke der, hvor jeg vil være og blive; men tro, at jeg går til Faderen, hvor jeg evigt skal regere og herske med ham og også bringe jer derhen ud af jeres død og al jammer. Der skal I have mig hos jer, så I rigtigt kan se mig og røre ved mig, og glæde jer evigt over det evige fællesskab med mig og min Fader.»

«Lad derfor nu fremover (vil han sige) den slags legemlig tjeneste og ære fare, men gør dette: Gå hen og bliv en prædikant, og forkynd dette (som jeg siger dig) videre for mine kære brødre: at jeg ikke mere vil være og blive her på legemlig vis, men er trådt ud af dette dødelige liv ind i en anden tilværelse, hvor I ikke længere skal kende og have mig, så I kan røre og tage på mig, men med troen.»

Men her bruger han en helt ny tale (når han siger: «Gå til mine brødre og sig …»), hentet fra Sl 22,23. Den salme er helt og holdent skrevet om Kristus, og i den taler han både om sin lidelse og sin opstandelse og siger: «Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre osv.» Sådan havde han aldrig før talt med sine apostle. For ved nadveren kalder han dem vel sine kære små børn og sine venner (Joh 13,33 og 15,14); men nu tager han det allervenligste og herligste navn, han kan nævne, og kalder dem brødre, og han lægger stor vægt på det. For han venter ikke længe; så snart han er opstået, er det hans første omsorg, at de får at vide, hvad han har for, og hvorfor han er opstået.

Og det er jo overmåde lifligt og sødt sagt, så at den, der nu ville tro det her, havde nok at gøre hele sit liv, ja, så længe verden står, med at tro, at det er sandt – sådan som de selv (de kære apostle) også har haft nok og mere end nok at gøre med at tro det. For trøsten er for stor og glæden for høj, og menneskets hjerte er for lille og for snævert til at nå den.

Apostlene lå der lukket inde, ikke alene modløse og sky som en adsplittet hjord uden hyrde, men også med ond samvittighed. Peter havde fornægtet Herren og forsvoret ham og forbandet sig selv, og de andre var alle flygtet og faldet fra ham. Det var jo et svært og grufuldt fald, så de måtte tænke, at det aldrig nogen sinde ville blive dem tilgivet, at de havde fornægtet Guds Søn og så skændigt forladt deres kære Herre og trofaste Frelser.

Hvordan skulle det nogen sinde komme ind i deres hjerte, at Kristus skulle sende et frafaldent menneske, der havde fornægtet ham, så venlig en hilsen og så kærlig en god morgen og ikke alene tilgive og skænke dem alt, men endda kalde dem sine kære brødre? Eller hvem kan endnu tro det og fatte det? Jeg ville også gerne tro det af og til, men jeg kan ikke få det så stærkt ind i hjertet, at jeg helt kunne vove mig ud på det og holde det for den rene sandhed. Ja, hvis vi kunne det, så var vi allerede salige her, og vi ville bestemt ikke frygte hverken døden eller Djævelen og verden; men hjertet måtte hele tiden springe af glæde og synge Gud et evigt Te Deum laudamus [«Dig, Gud, lover vi», oldkirkens lovsang].

Men det går desværre ikke her på jorden; den elendige tiggerpose, vores gamle hud, er for snæver til det. Derfor må Helligånden her komme til hjælp, så han ikke alene prædiker Ordet for os, men også blæser i os og driver os indefra, ja, endda tager Djævelen, verden og al slags anfægtelse og forfølgelse til hjælp. Og ligesom man må gnide en svineblære med salt og pine den, så den bliver vid, sådan må han også saltgnide og plage vores gamle hud godt, så vi skriger og råber om hjælp og på den måde strækker og udvider os ved både indre og ydre lidelse, så vi dog sådan kan nå derop og få et sådant hjerte og mod, en sådan glæde og trøst af hans opstandelse.

For lad os dog se lidt på, hvad det er for ord, Kristus siger her, og ikke løbe hen over dem, sådan som det hidtil er sket og stadig sker i hele pavedømmet. Der har vi læst, hørt og sunget dem til overmål og alligevel løbet forbi dem som koen forbi helligdommen, så det er synd og skam at høre og kende sådanne ord og lade dem ligge så ganske uden hjerte, kolde og døde, som om de var talt og skrevet helt forgæves, og at de kristne selv, som dog ikke (som de andre) foragter dem, men daglig omgås dem, ikke kan regne dem så store og dyrebare eller tro dem så fast, som de gerne ville.

For regn selv efter (siger jeg), hvad sådanne ord rummer og giver: «Gå hen, min kære søster» (for sådan vil han uden tvivl også have kvinderne kaldt, eftersom han viser sig først for dem), «og sig til de disciple, der har fornægtet mig og er faldet fra, at de skal hedde og være mine kære brødre.» Er det ikke med ét ord at blive draget ind og sat med Kristus i fælles len og hele arven, i Himlen og alt, hvad Kristus har? Det må såmænd være rige og salige brødre og søstre, som kan rose sig af denne bror, der nu ikke hænger på korset eller ligger i graven under døden, men er en vældig Herre over synd, død, helvede og Djævelen.

Men hvordan kommer de stakkels, forskrækkede, modløse disciple til en sådan ære og nåde, og hvormed er et sådant broderskab fortjent? Med at Peter skændigt fornægtede Kristus, og at de andre alle blev troløse mod ham? Og hvormed har jeg og andre fortjent det (for at vi også kan tale om os selv)? Med at jeg i femten år holdt afgudisk messe og spottede Gud og daglig var med til at korsfæste Kristus på ny? Sandelig en skøn fortjeneste, at vi red til helvede i Djævelens tjeneste og søgte andre broderskaber, Djævelens og hans bandes, under de afdøde helgeners navn: Sankt Antonius, Frans, Sankt Sebastian, Sankt Christoffer, Sankt Georg, Sankt Anna, Sankt Barbara (om nogle af dem ved man stadig ikke, om de var hellige, ja, om de nogen sinde har levet). Fy, skam over den synd og skændsel, at vi, som kaldes kristne og hører, at dette Herren Kristi broderskab bliver tilbudt os så nådigt, foragter det og lader det fare og falder ned i så dyb blindhed, at vi lader os skrive ind i de skændige munkes og hele pavebandens skurkebroderskab og prædiker om det og roser os af det, som var det en kostelig ting.

Men verden har også fået, hvad den fortjente. Hvorfor ville vi ikke agte Guds ord, som dog har været skrevet, malet, spillet, sunget og klinget for vores øjne og ører? Og nu, når dette oven i købet bliver påvist og straffet ved Guds ord, holder man alligevel ikke op med at spotte og forfølge. Men vi skal takke og love Gud, som så nådigt, uden og imod vores fortjeneste, har revet os ud af en sådan blindhed og spot og givet os, at vi dog erkender det.

Nu, den der kan tro, må tro det! For selv om vi ikke tror det, så er det dog sandheden. Broderskabet er stiftet her, og det er et broderskab, ikke som vores værdiløse kalentegilde [et middelalderligt broderskab af præster og lægfolk, kendt for sine gilder] og munkenes broderskab, men Kristi, hvor Gud er vores Fader og hans eneste Søn vores bror. Og vi får en arv, hvor vi ikke modtager hundrede tusind gylden eller et eller flere kongeriger, men bliver forløst fra fællesskabet med Djævelen, fra synd og død, og modtager lenet og besiddelsen af det evige liv og den evige retfærdighed. Og selv om vi har været i synder, skyldige til døden og den evige fordømmelse, og stadig stikker i dem, så skal vi vide, at dette broderskab er større, mægtigere, stærkere og mere end Djævelen, synden og alle ting. Så dybt er vi ikke faldet, så ondt er det ikke gjort og fordærvet, at dette broderskab ikke kan bringe det hele i orden og rigeligt gøre det godt igen, for det er evigt, uendeligt og uudtømmeligt.

For hvem er han, der bringer os et sådant broderskab? Guds eneste Søn og den almægtige Herre over alle skabninger, som aldrig er blevet skyldig i nogen synd (Es 53,9 og 1 Pet 2,22), så han for sin egen person ikke behøvede at lide nogen pine eller død. «Men jeg har gjort det alt sammen (siger han) for jeres skyld, som jeres kære bror, der ikke kunne tåle, at I skulle gå til grunde i en sådan elendighed under Djævelen, synden og døden, evigt skilt fra Gud. Nej, jeg er trådt i jeres sted og har taget jeres jammer på mig og givet mit legeme og liv for jer, så I kunne blive hjulpet ud af det. Og derfor er jeg opstået igen, for at jeg kan forkynde jer og tilegne jer denne hjælp og sejr og sætte jer ind i mit broderskab, så I skal have og nyde alt, hvad jeg har og formår, sammen med mig.»

Sådan ser du, at han ikke vil lade det blive ved, at historien er sket, og at han har fuldført det for sin egen person; men han blander det ind iblandt os og gør et broderskab ud af det, så det skal være et fælles gods og en fælles arv for os alle. Han sætter det ikke in praedicamento absoluto, men relationis [ikke i kategorien for det, der står for sig selv, men i kategorien for forholdet], så han har gjort det, ikke for sin egen person eller for sin egen skyld, men som vores bror og alene til gavn for os. Og han vil ikke ses og kendes på anden måde end som den, der med alt dette er vores, og vi igen hans, så vi hører sammen på det allernærmeste og ikke kan være nærmere forbundet, som de, der har én Fader tilsammen og sidder i lige, fælles og udelt gods, og vi alle må tage hans magt, ære og gods til os, rose os af det og trøste os ved det som vores eget.

Hvem kan nu fatte det nok, og hvilket hjerte kan her tro nok, at den kære Herre hører os så nær til? For det er jo en for stor, uudsigelig ting, at vi stakkels, elendige Adamsbørn, som er født i synder og blevet gamle i dem, skal være den høje majestæts sande brødre, medarvinger og medregenter i det evige liv. Sådan priser og lovpriser Sankt Paulus det herligt i Rom 8,17 og Gal 4,7: «Er vi (i Kristus) børn, er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger osv.» For det følger alt sammen af og på hinanden: Skal vi kaldes Guds børn, så må vi også i sandhed være hans arvinger og Herren Kristi (som er Guds eneste naturlige Søn) brødre og medarvinger.

Lær derfor nu, hvem der kan lære, at begynde at bede Fadervor rigtigt: hvad det er, at jeg kalder Gud min Fader og i sandhed og visselig skal regne og holde mig selv for hans kære barn og Herren Kristi bror, han som har delt alt, hvad han har, med mig og sat mig i fælles len over evige goder sammen med sig. Her skal du ransage og spørge dit eget hjerte, om du kan sige Fadervor så uden tvivl og vaklen, af hjertets grund, stå fast på det og slutte over for Gud: «Jeg holder mig for dit kære barn og dig for min kære Fader – ikke fordi jeg har fortjent det eller nogen sinde kunne fortjene det, men fordi min kære Herre vil være min bror og af sig selv forkynder og tilbyder mig, at jeg skal holde ham for min bror, og han igen holder mig for sin.»

Begynd bare på det (siger jeg), og prøv dog, hvordan det håndværk vil lykkes for dig, så vil du nok finde ud af, hvilken vantro skælm der stikker i din barm, og hvor tungt dit hjerte har ved at tro det. «Åh, jeg er en stakkels synder,» siger naturen, «hvordan skulle jeg ophøje mig så højt og sætte mig i Himlen og rose mig af, at Kristus er min bror, og jeg hans?» For storheden og herligheden er så overmåde høj, over alle menneskers sanser, hjerte og tanker, at den ikke lader sig fatte; sådan bekender også Sankt Paulus selv i Fil 3,12, at han nok griber efter den, men endnu ikke har grebet den. Ja, mennesket gyser ved det og må blive forskrækket over sig selv ved tanken om, at han skulle vove at tage sig en sådan ære og herlighed.

Hvad skal man så gøre? Vi må jo sige, og det er sandheden, at vi er stakkels syndere og sammen med Sankt Peter fornægtere af vores Herre (sådan som også jeg særligt har været det frem for andre). Men hvad kan vi gøre ved det? Det er nok og mere end nok, hvad jeg har gjort imod ham, at jeg er faldet fra ham og har gjort mig selv til en skurk. Skulle jeg så oven i købet også gøre ham til en løgner og skurk og fornægte og spotte denne trøsterige prædiken? Det forbyde Gud!

«Ja, du er ikke værdig til det,» siger Djævelen gennem mit kød. Det er desværre sandt; men hvis jeg ikke skulle tro og tage imod dette, så måtte jeg beskylde min Herre for løgn og sige, at det ikke er sandt, som han siger, at han er min bror. Det bevare Gud mig fra! For dermed havde jeg forspildt Gud og al min frelse og salighed for mig selv og trådt den under fode.

Derfor vil jeg sige sådan: «Jeg ved meget vel, at jeg er et uværdigt menneske og værdig til at være Djævelens bror (ikke Kristi eller hans helgeners). Men nu har Kristus sagt dette, at jeg (som han er død og opstået for, lige så vel som for Sankt Peter, der også var en synder ligesom jeg) er hans bror, og han vil for alvor have af mig, at jeg skal tro ham uden al tvivl og vaklen og ikke se på eller agte, at jeg er uværdig og fuld af synder. For han vil selv ikke se på det eller komme det i hu, skønt han med rette kunne gøre det og havde grund nok til at hævne og straffe hos sine disciple, hvad de havde forbrudt mod ham. Men alt er glemt og slettet af hans hjerte, ja, dødt, tilkastet og begravet, og nu ved han intet andet at sige om dem end alt kærligt og godt. Han hilser dem og taler så venligt med dem som med sine trofaste, kæreste venner og lydige børn, som om de intet ondt havde gjort og aldrig havde gjort vandet grumset, men kun gjort ham alt godt, for at de jo ikke skal beholde nogen sorg eller bekymring i deres hjerter over det, som om han ville huske dem det og bebrejde dem det eller hævne det på dem.»

Når han altså ikke vil vide af den, men vil have den død og begravet, hvorfor skulle jeg så ikke også lade det være sådan og af hjertet takke, love og elske min kære Herre for, at han er så nådig og barmhjertig? Selv om jeg er tynget af synder, skal jeg dog ikke fare til og straffe dette venlige ord (som jeg her hører af hans egen mund) som løgn og med vilje slå det tilbudte broderskab fra mig. Tror jeg det ikke, er det ikke godt for mig; men derfor er det ikke løgn, og det skorter i hvert fald ikke på ham.

Vil nu nogen belæsse sig med nye synder og ikke lade det være glemt, som han dog har glemt, så kan han sandelig synde sådan, at han selv bliver glemt for evigt, og der ikke er mere at hjælpe ham med. Sådan som Hebræerbrevet siger (Hebr 6,4–6 og 10,26) om dem, der falder i den synd, at de falder fra Guds ord og hårdnakket straffer det som løgn; det kaldes synden mod Helligånden, og, som han kalder det, at holde Guds Søn for spot og træde ham under fode og håne nådens Ånd. Gud bevare alle, som gerne vil være kristne, for det!

Der er desværre alt for meget af den forrige blindhed og dårskab, som vi hidtil har ligget i. Den skal nu være forbi og glemt, og vi er sat der, hvor vi er hans brødre, hvis vi bare vil tage imod det. Kan vi ikke tro så stærkt, som vi burde, så lad os dog begynde at die (som de små børn) i det mindste en lille skefuld af denne mælk og ikke ganske støde den fra os, indtil vi kan blive stærkere.

Derfor, hvis din egen uværdighed støder dig for panden, når du skal bede, og du tænker: «Åh, mine synder er for mange, og jeg er bange for, at jeg ikke kan være Kristi bror», så slå dog om dig og værg dig, så godt du kan, så du ikke giver plads for sådanne tanker; for dér står du i stor fare for synden mod Helligånden. Sig bare frimodigt og trodsigt imod sådan en indskydelse fra Djævelen: «Jeg ved godt, hvad jeg er, og det behøver du ikke at sige eller lære mig, for det tilkommer ikke dig at dømme om det. Derfor vig bort, du lede løgneånd, jeg vil og skal ikke høre på dig. Men her er min Herre Kristus, Guds enbårne Søn, død for mig og opstået fra de døde, og han siger mig, at alle mine synder er glemt, og at han nu vil være min bror, og at jeg til gengæld skal være hans bror; og han vil, at jeg skal tro det af hjertet uden al vaklen.»

En slyngel og skurk, ja den lede Djævels bror må den være, som ikke vil tage imod det. Er jeg ikke værdig til det, så har jeg dog brug for det; og selv om jeg heller ikke havde brug for det, så er Gud dog værdig til, at jeg giver ham æren og holder ham for en sanddru Gud. Men skulle jeg ikke tro, så gør jeg ham (ud over al anden synd) den højeste vanære imod det første bud, at jeg holder ham for en løgner og en tom Gud. Og hvad større ondskab og gudsbespottelse end denne kan der høres eller siges?

Langt bedre at gøre sådan: Når du føler, at det bliver dig for svært at tro, så fald på knæ og klag din afmagt for ham og sig med apostlene (Luk 17,5): «Herre, giv os mere tro! Jeg ville af hjertet gerne holde dig for min hjertenskære Fader og Kristus for min bror, men mit kød vil desværre ikke følge med. Hjælp derfor min vantro, så jeg kan give dit navn æren og holde dit ord for sandt.»

Se, sådan vil du hos dig selv finde af erfaring, hvilken svær kamp det er at tro dette ord og bede Fadervor ret: ikke fordi det ikke i sig selv er vist, fast og stærkt nok, men fordi vi er så svage, ja sådan et ulyksaligt, ustadigt kviksølv, at vi ikke kan holde fast ved det, som dog med rette var værd at holde fast i med hænder og hjerter af jern og diamant.

Tidligere, da vi blev forført og bedraget med løgn og falsk gudsdyrkelse, kunne vi holde os til og trøste os ved alle helgeners og munkes broderskaber med en fast (men dog falsk) tro og frejdigt sige: «Hjælp, kære herre Sankt Georg, Sankt Antonius og Frans, og lad mig nyde godt af din forbøn!» Dér var der ingen anfægtelse eller hindring, det håndværk gik os glat fra hånden, og vi havde bare jernnæver og kræfter til at tro. Men her, hvor Kristus, sandheden selv, tilbyder os sit broderskab og oven i købet lokker og drager os på det allervenligste: «Kære, tag mig dog til bror», dér kan han ikke få os til at tro det og tage imod det. Så stærkt stritter og kæmper kødet og den lede Djævel imod det.

Derfor (siger jeg) er det bedste her, at enhver prøver og øver sig selv, når han går ind i sit kammer og begynder at bede, så han dog tænker over, hvad han siger, og lægger ordene (Fader vor) på vægtskålen: «Kære, hvad er det dog, du beder? Hvad siger dit hjerte dog til det? Holder du også i sandhed Gud for din Fader og dig selv for hans kære barn?» «Å nej, sandelig», siger hjertet, «det ved jeg ikke; hvordan kan jeg tilegne mig så stor og herlig en ting?» «Ja, hvorfor lader du så ikke sådan en bøn være, når din mund kalder Gud Fader, og hjertet straffer både dig selv og ham i hans ord som løgn? Eller hvorfor bekender du ikke hellere din svaghed og siger: ’Jeg kalder dig jo min Fader og skal kalde dig sådan efter dit ord og din befaling; men jeg er desværre bange for, at mit hjerte lyver som en slyngel. Og det var ganske vist ikke det værste, at jeg lyver for mit eget vedkommende, hvis jeg bare ikke også straffede dig som løgner. Hjælp her, kære Herre og Fader, så jeg ikke gør dig til løgner; for jeg kan jo ikke engang for mit eget vedkommende blive en løgner uden først at have gjort dig til løgner.’»

Derfor, selv om jeg føler og erfarer, at jeg desværre ikke kan sige Fadervor af hele mit hjerte – sådan som intet menneske på jorden kan sige det fuldkomment (ellers var vi allerede ganske salige) –, så vil jeg dog prøve og begynde at sutte som et lille barn ved sit lille bryst. Kan jeg ikke tro det nok, så vil jeg dog ikke lade det være løgn eller sige nej til det; og selv om jeg ikke kan spille spillet, som det rettelig skal spilles, så skal jeg bare ikke spille det modsatte spil (sådan som munkene og de fortvivlede hjerter gør, der ikke holder Kristus for deres bror, men for en fjende og fangevogter). For det ville jo være at gøre ham til en djævel; nej, jeg vil hver dag lære at stave mig igennem det, indtil jeg lærer at sige dette Fadervor og denne prædiken af Kristus efter, så godt eller dårligt som jeg kan – lad det så være stammet og stavret eller pludret, bare jeg nogenlunde får det frem.

For (som sagt) dette er synden over alle synder: når Gud er så nådig og vil have alle synder tilgivet, og mennesket ved sin vantro gendriver Guds sandhed og nåde og kaster den fra sig og ikke vil lade Herren Kristi død og opstandelse gælde. For jeg kan jo ikke sige, at dette broderskab (som bringer og giver os syndernes forladelse og al frelse) er mit eller noget menneskes værk eller gerning, eller at nogen har arbejdet for det eller søgt det. For denne opstandelse er sket og fuldbragt, før noget menneske vidste noget om den; og at den forkyndes og prædikes for os, er heller ikke menneskers, men Guds ord; derfor kan det ikke fejle eller lyve. Når det altså alene er Guds sandhed og værk, så påhviler det os under straf af Guds højeste vrede og unåde at tage imod det som fra Gud og holde fast ved det med troen, så vi ikke falder i den synd, som ikke kan tilgives.

For hvad andre synder angår, imod Guds bud og lov (som alt sammen endnu står i det, vi skal gøre, og som Gud kræver af os), så står de alle endnu under tilgivelsen, eftersom vi jo hele vort liv aldrig er helt fri for dem; og hvis Gud ville gøre regnskab med os efter vort liv og vore gerninger, så kunne vi aldrig blive frelst. Men den, som ikke vil tro dette ord fra Kristus eller tage imod hans værk, synder hundredtusind gange dybere og grovere; for han stritter imod nåden og berøver sig selv tilgivelsen. For det er nåden, der siger: «Loven skal ikke skade dig eller fordømme dig (selv om du har syndet groft imod den), men de samme synder skal nu alle være tilgivet og borte ved Kristus; for derfor er han død og opstået for dig og skænker dig dette ved denne prædiken om sit broderskab.»

Hvis du nu ikke vil tro det eller tage imod det, men løbe panden imod det og sige: «Jeg vil ikke have nåden», hvad skal så hjælpe dig? Eller hvad vil du ellers søge for at få tilgivelse og blive frelst? «Jo, jeg vil være kartusianermunk eller løbe barfodet til Rom og købe aflad osv.» Vel, så løb du bare af sted, som du løber, ikke i Guds, men i den lede Djævels navn; for hermed har du ikke alene fornægtet nåden, men også loven, og er nu helt faldet fra Gud, fordi du søger sådanne gerninger og en sådan hellighed, som Gud ikke har befalet, ja tilmed har forbudt.

Skulle han så ikke vredes og straffe, når vi dag efter dag har plapret, sunget og læst Fadervor og troen uden forstand, tro og hjerte og ikke alene har holdt intet af Kristus, men heller ikke af Guds lov, men alene har kastet vore egne ting og vor falske gejstlighed op, både over og imod nåden og budet, og båret dem frem for Gud for at forsone ham dermed og fortjene os himlen fra ham? Sådan måtte det gå, da vi havde foragtet Guds ord og denne herlige, trøsterige prædiken af Kristus: at vi blev så skændigt forblindet og bedraget af Djævelen og straffet og plaget af paven. Som om Gud med en sådan gerning ville sige: «Vel, vil I ikke have min Søn til bror og mig til jeres kære Fader, så tag paven med hans munke, som viser jer bort fra evangeliet, troen og de ti bud hen til deres skabede, stinkende kutter og djævlebroderskab.»

For når de ikke vil vide af, at Kristus uden al vor fortjeneste og værdighed vil være og blive vor bror og bringer os Guds nåde og syndernes forladelse, hvad er det så andet end i grunden og i gerning at fornægte troen på Gud og hans Søn (sådan som Sankt Paulus siger, Tit 1,16), selv om de bekender ham med munden? Sådan som jeg også gjorde i den forrige blindhed, da jeg sammen med andre var med til at synge og læse disse ord og dog holdt langt mere af mit munkevæsen og mine egne gerninger.

For havde jeg holdt det for sandt og vist, som Sankt Paulus siger i Rom 4,25, at Kristus er død for vore synder og opstået for vor retfærdigheds skyld, for at vi skulle blive hans brødre, så ville jeg jo deraf have lært, at mine gerninger og min munkekutte ikke kunne hjælpe mig dertil. Hvorfor skulle Kristus ellers have behøvet at træde frem og tage mine synder og Guds vrede på sig ved sit kors og sin død og ved sin opstandelse sætte mig ind i arven: forladelse af alle synder, evig salighed og herlighed?

Men nu, da de hænger ved deres munkevæsen og søger nåde hos Gud ved egen fortjeneste og dermed vil lægge synden fra sig og bøde for den, så vidner de imod sig selv, at de ikke tror noget af det, som de siger med munden: «Jeg tror på Jesus Kristus, død og opstået for mig osv.»; men det modsatte tror de: på gråbrødrenes kutte og reb, på Sankt Anna og Antonius og på Djævelen (med forlov!) i røven. For det er umuligt, at den, som kender Kristus i dette broderskab, skulle gå og pusle med sådant narreværk, som ikke alene læres og holdes uden for og imod troen, men også imod budene, og som er de rette djævlesynder, over alle andre synder.

Derfor skal en kristen lære at vænne sig til at gøre modstand her: selv om han ikke kan bede et stærkt Fadervor, så skal han dog slå korsets tegn for sig og tænke: «Bevar mig, kære Gud, for synden mod Helligånden, så jeg dog ikke falder fra troen og dit ord og bliver en tyrk, jøde eller munk og pavehellig, som tror, lærer og lever imod dette broderskab, men dog beholder en lille snip af dette broderskab. Lad det være nok, at vi så længe har troet og levet imod det; nu er det tid at bede Gud om, at han gør en sådan tro vis og stærk i os.»

For har vi den, så er vi helbredt og frelst fra synd, død og helvede og kan nu bedømme alle andre ånder, kende og fordømme al vildfarelse, bedrag og falsk tro og fælde dommen: Den, som tager en kutte på og lader sig klippe for derved at blive hellig, eller som køber sig ind i munkenes broderskab, han er en gal, uforstandig nar, ja et blindt, elendigt, usaligt, fortvivlet menneske; den, som piner sig selv med megen faste og spægelse, sådan som kartusianerne eller de tyrkiske helgener, han er allerede skilt fra Gud og Kristus og fordømt til helvede.

For alt sådant er intet andet end lutter bespottelse af og modsigelse imod dette kære, himmelske broderskab med Kristus. De kan nok bede og læse meget om det, sådan som Esajas siger (Es 29,13): «Dette folk nærmer sig mig med deres læber» – de træder frem for næsen af mig i kirken med sang og klang – «men med hjertet er de allerlængst borte fra mig.» Hvor stor en lyst (mener du) skulle han have til sådanne helgener, som udvortes stiller sig an, som om de var de rette Guds børn, læser og synger evangeliet og fører de smukkeste ord og holder en herlig påskefest og procession med faner og lys, men dog ikke bryder sig om at forstå det eller tro det, men kæmper imod det med deres lære og liv?

For hvis de forstod det og troede det, ville de ikke blive ved deres munkevæsen og menneskepjank, men straks træde kutten og rebet under fode og sige: «Fy for dig, dit skændige broderskab! Pak dig til den lede Djævel, når jeg sammenligner dig med dette, som min tro og mit Fadervor lærer mig; du er jo ikke værd, at man ser på dig eller tænker på dig.»

Ligesom Sankt Paulus i Fil 3,5ff. fælder dommen over sit hellige liv i jødedommen: «Jeg var», siger han, «en retskaffen, ulastelig mand, ikke efter eget menneskepjank, men efter Moses’ lov; men da jeg lærte Kristus at kende, har jeg regnet al min retfærdighed under loven for tab, ja ikke alene for tab, men jeg regner det alt sammen for møg og skarn. Jeg mente nok, at jeg var en stor helgen, fordi jeg holdt loven strengt og med al flid, og jeg holdt det for min højeste skat og min største vinding; men da jeg hørte om dette broderskab og om Herren Kristi arvegods, åh, hvor faldt hovmodet og trodsen på min egen retfærdighed da fra mig, så jeg nu gruer for den og ikke længere bryder mig om at tænke på den.»

Se, sådan priser han den retfærdighed, som dette broderskab bringer os, at han i sammenligning med den gør alle menneskers liv og hellighed allermest ringe og foragtet, også hvor den er allerbedst efter Guds bud (som dog skal og må holdes, og der er jo intet mere prisværdigt eller bedre på jorden). For eftersom det alt sammen stadig er vore gerninger og vort liv, kan og skal det ikke have den ære og ros, at det gør os til Guds børn og opnår syndernes forladelse og evigt liv; men dertil hører, at du hører dette ord af Kristus, som siger dig: «God morgen, min kære bror, i mig er din synd og død overvundet; for hvad jeg har gjort, det har jeg gjort for dig osv.»

Derfra kommer også den trods, som Sankt Paulus fører i 1 Kor 15,55 ud fra profeten Hoseas (Hos 13,14) imod synden og døden: «Død, hvor er din brod? Helvede, hvor er din sejr?» Som om han ville sige: I gamle dage var I mægtige, frygtelige fjender, som alle mennesker, hvor hellige og retskafne de end var, måtte skælve og fortvivle for; men hvor er I nu? Hvordan har jeg dog helt mistet jer? «Ja», siger han, «det er alt sammen opslugt og ganske druknet og sænket i en sejr.» Men hvor er sejren, eller fra hvem kommer den? «Tak være Gud», siger han, «som har givet os den ved vor Herre Jesus Kristus.»

Det er rigtignok en herlig, stor trods, men den kan ingen andre end troen, sådan som Sankt Paulus har troet, dog (som han selv klager) ikke så stærkt, som han gerne ville; men han har den dog vist og kan holde den fast imod Djævelens vrede og magt. Men at vi ikke kan det og endnu frygter og forfærdes så meget for døden og helvede, det er et tegn på, at vi endnu har alt for lidt tro. Derfor har vi så meget mere grund til at råbe og bede til Gud og også tage vore brødres bøn til hjælp og hver dag drive Ordet ind i vort hjerte, indtil også vi i nogen grad kan nå en sådan trods.

Vore modstandere kan hånligt le og spotte os for, at vi ikke ved andet at lære end troen, og skrige, at man må komme meget højere og gøre mere. Men havde vi bare tro nok, så skulle vi nok komme efter med det andet. For det er jo hovedstykket og det allermest nødvendige (som de intet ved om): hvordan man når dertil, at vi bliver fri for rædslen for synden, døden og helvede og kan få en glad samvittighed over for Gud, så vi i sandhed og af hjertet kan bede Fadervor. Hvor det ikke er, dér er alt det andet jo tabt, selv om man piner sig ihjel med gerninger. Men eftersom det endnu skorter alle på dette, behøver vi ikke at skamme os over, at vi lærer på det og omgås det som vort daglige brød og ved siden af påkalder Gud om hans kraft og styrke. Amen.