Pinsedag (Joh 14,23–31)

Evangeliet på pinsedag, Joh 14,23–31

Før vi tager fat på evangeliet, må vi først tale lidt om denne højtid og se på den historie eller begivenhed, som man fejrer på denne dag. Sådan skriver Sankt Lukas i Apostlenes Gerninger (ApG 2,1–41): «Da dagen for pinsefesten kom» osv.

Det er historien. Denne helligdag, som man kalder pinsedag, har sin oprindelse i dette: Da Gud førte Israels børn ud af Egypten, lod han dem holde påskehøjtiden den samme nat og befalede dem, at de skulle fejre den hvert år på samme tid til minde om udgangen af Egypten. Og fra den samme dag af drog de derefter halvtreds dage gennem ørkenen frem til Sinaj bjerg; dér fik de loven af Gud ved Moses. Derfor har de holdt den højtid, som vi kalder pinse. For ordet pinse kommer af det græske Pentecostes, det betyder den halvtredsindstyvende dag; derfor siger sachserne også «Pingsten». Derfor siger Lukas her: Da de samme halvtreds dage efter påskehøjtiden var omme, og de havde fejret den begivenhed, at Gud havde givet folket loven på Sinaj bjerg, da kom Helligånden og gav dem en anden lov. Altså fejrer vi højtiden, ikke for den gamle, men for den nye begivenheds skyld, nemlig fordi Helligånden blev sendt. Derfor må vi her give en lille vejledning og vise forskellen mellem vores pinse og jødernes pinse.

For det første: Jøderne holdt højtiden, fordi loven var blevet givet dem skriftligt; men vi skal fejre den, fordi Guds lov er givet os åndeligt. For at gøre det klart hører Sankt Paulus først med her; han sætter også denne forskel og taler om to slags prædiken i Andet Korintherbrev (2 Kor 3 og 4).

Og ligesom prædikenen er af to slags, sådan er der også to slags folk.

For det første er der den skrevne lov, som Gud har befalet og fattet i Skriften; og den kaldes skreven, fordi den ikke kommer videre og ikke går ind i hjertet. Der følger heller ingen gerninger efter, andet end lutter hyklergerninger, og det er kun en ydre, tvungen ting. Derfor bliver folket også helt og holdent ved det skrevne. Og eftersom loven kun er fattet i skrift og bogstav, så har det altsammen været dødt og har også dræbt og tilmed regeret et dødt folk; for hjertet har været dødt, fordi det ikke gerne har gjort Guds bud. For hvis man ville lade hvert menneske have sin frie vilje til at gøre, som han helst ville, og han ikke behøvede at frygte nogen straf, ville man ikke finde én, som ikke hellere ville være fri for loven.

For naturen føler sig ganske vist sådan, at den hellere ville gøre, hvad den har lyst til, og dog må gøre noget andet. For den tænker sådan: «Se, Gud vil straffe mig og kaste mig i helvede, hvis jeg ikke holder hans bud.» Når nu min natur føler sig sådan, at den gør det nødigt og med ulyst, imod sin vilje, så bliver mennesket straks Guds fjende på grund af straffen, fordi han føler, at han er en synder og ikke står ret med Gud, og at han ikke holder af ham, ja, hellere ville, at der ingen Gud var. Et sådant nag mod Gud sidder i hjertet, hvor smukt naturen end vil pynte sig udadtil. Derfor ser man, hvordan loven, så længe den endnu er skreven og i bogstaven, ikke gør nogen retfærdig og ikke kommer ind i hjertet. Det har vi prædiket og skrevet meget om.

Den anden lov er åndelig. Den skrives ikke med pen og blæk, og den tales heller ikke med munden, sådan som Moses omgikkes med stentavler; men, som vi ser her i denne begivenhed, falder Helligånden ned fra himlen og fylder dem alle sammen, så de får kløvede, ildfulde tunger og prædiker frimodigt, anderledes end før, så alt folket bliver forfærdet og forundret over det. Dér kommer Helligånden og gennemstrømmer hjertet og gør et andet menneske, som nu elsker Gud og gerne gør, hvad han vil; og det er ikke andet end Helligånden selv, eller i hvert fald den gerning, som han selv gør i hjertet. Dér skriver han lutter ildflammer i hjertet og gør det levende, så det bryder frem med ildtunger og virksom hånd, og der bliver et nyt menneske, som mærker, at han har fået en ganske anden forstand, et andet sind og en anden indstilling end før. Så er nu alt levende: levende forstand, lys, mod og hjerte, som brænder og har lyst til alt, hvad Gud har behag i. Det er den rette forskel mellem Guds skrevne og åndelige lov, og dér ser man, hvad Helligåndens gerning er.

Derfor ligger kunsten i, at man prædiker ret om Helligånden. Hidtil har man prædiket sådan om ham, at han kun laver og indgiver det, som koncilierne beslutter, og hvad paven byder i den gejstlige ret, skønt alt det dog kun er ydre ting, der byder om ydre ting og regerer i det ydre. Derfor er det rent bagvendt og vendt på hovedet. For de gør Helligåndens gerning til en skreven, død lov, skønt den dog skulle være en åndelig og levende lov; de gør altså ham til en Moses og til menneskepjat. Det gør, at man ikke ved, hvad Helligånden er, hvortil han er givet, og hvad hans embede er. Lad os derfor lære og for alt i verden fatte godt, hvad han er, så man forstår at skelne hans embede.

Altså hører du her: Han kommer ned og fylder disciplene, som før sad dér i sorg og frygt, og gør deres tunger ildfulde og kløvede og sætter ild i dem, så de bliver dristige og frimodigt prædiker for hele skarer og ikke frygter for noget. Dér ser du jo klart, at hans embede ikke er at skrive bøger eller lave love, men netop frit at ophæve dem, og at han er en sådan Gud, som kun skriver i hjertet, får det til at brænde og skaber et nyt mod, så mennesket bliver glad over for Gud og får kærlighed til ham og derefter tjener folk med et glad hjerte. Sådan er Helligåndens embede ret prædiket. Men den, der maler det anderledes, skal I ikke tro. Når han nu kommer sådan, ser du, at han ophæver bogstaven og vil gøre menneskene fri af synd og lov, så man aldrig mere behøver den, og at han regerer inde i hjertet. Men hine påstår om ham, at han driver folk ligesom Moses og først nu laver nye love.

Men hvormed gør han det, og hvad er det greb, han bruger til at forvandle hjertet sådan og gøre det nyt? Det gør han ved at forkynde og prædike om Herren Jesus Kristus, som Kristus selv siger hos Johannes (Joh 15,26): «Når Trøsteren kommer, som jeg vil sende jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig.» Nu har vi ofte hørt, at dette er evangeliet, at Gud lader prædike i verden og sige til enhver, at ingen kan blive retfærdig ved loven, men kun bliver værre; derfor har han sendt sin kære Søn herned, for at han skulle dø og udgyde sit blod, fordi menneskene ikke kunne udslette deres synder ved deres egne kræfter og gerninger og blive fri af dem.

Men til det, at dette bliver prædiket, hører der nu noget mere. For selv om jeg hører det, tror jeg det endnu ikke. Derfor giver Gud Helligånden dertil; han trykker denne prædiken ind i hjertet, så den hænger fast og lever dér. For det er jo visselig sandt: Kristus har udrettet det altsammen, taget synden bort og overvundet alt, så vi ved ham skal være herrer over alle ting. Dér ligger skatten i én bunke; men den er endnu ikke uddelt eller anbragt. Skal vi derfor have den, så må Helligånden komme og give os i hjertet, at vi tror og siger: «Jeg er også en af dem, som skal have dette gode.» Når vi mærker, at Gud har hjulpet os sådan og givet os en sådan skat, så går det rigtig godt fra hånden og kan aldrig slå fejl: Menneskets hjerte må blive glad over for Gud og løfte sig op og sige: «Kære Fader, er det din vilje at vise mig så stor kærlighed og trofasthed, som aldrig kan måles nok, så vil jeg også elske dig af hjertet og være glad og gerne gøre, hvad du har behag i.» Så ser hjertet aldrig mere skævt til Gud og tænker ikke, at han vil kaste det i helvede, sådan som før, inden Helligånden kom, da det ingen godhed, ingen kærlighed eller trofasthed, men intet andet end Guds vrede og unåde mærkede. Men når Helligånden trykker det ind i hjertet, at Gud er så venlig og nådig mod det, så synes det, at Gud ikke længere kan vredes, og bliver så glad og uforfærdet, at det for Guds skyld gør og lider alt, hvad der er at gøre og at lide.

Sådan skal du lære Helligånden at kende, så du ved, hvortil han er givet, og hvad hans embede er, nemlig at han anbringer skatten, Kristus og alt, hvad han har, som er skænket os og forkyndt ved evangeliet, at han giver dig ham i dit hjerte, så han bliver din egen. Når han nu udretter det, og du nu mærker dette i dit hjerte, så følger det, at man må sige: «Er det meningen, at mine gerninger intet hjælper, men at Helligånden må gøre det, hvorfor vil jeg så piske mig selv med gerninger og lov?» Sådan falder al menneskegerning og al lov bort, ja, også Moses’ lov; for et sådant menneske er over al lov. For Helligånden lærer ham bedre end alle bøger, så han forstår Skriften bedre, end man kan sige ham den, og af sig selv gør alt, hvad Gud vil, så loven ikke behøver at kræve noget af ham.

Derfor behøver man ikke bøgerne til mere end at bruge dem til at bevise, at det står skrevet sådan i dem, som Helligånden lærer. For vi må ikke holde troen alene for os selv, men lade den bryde frem; og for at grunde og bevise den må vi have Skriften. Se derfor for alt i verden til, at du ikke holder Helligånden for en lovgiver, men for den, som ophæver loven og gør mennesket så frit, at der ikke bliver noget bogstav tilbage, eller at det kun bliver tilbage for prædikenens skyld.

Men her skal man også være forstandig og klog, så man ikke tror, at det altsammen går sådan til, at et menneske, som har Helligånden, straks er helt fuldkomment, så han intet mærker til loven og til synden og er ren i alle ting. For vi prædiker ikke sådan om Helligånden og hans embede, som om han allerede havde udrettet og fuldbragt det, men sådan, at han kun har begyndt det, og at det nu hele tiden er i gang, så han driver det mere og mere og ikke holder op. Derfor vil du ikke finde noget menneske, som er uden synd og uden bedrøvelse, fuld af retfærdighed og fuld af glæde, og så fuldkomment, at han ikke bekymrer sig om noget og frit tjener enhver. For Skriften fortæller nok, hvad Helligånden gør, nemlig at hans embede er at forløse fra synd og rædsel; men derfor er det endnu ikke helt udrettet.

Derfor må et kristent menneske undertiden i sit hjerte mærke sin synd og rædsel for døden, så alt det tynger ham, som ellers anfægter en anden synder. De vantro sidder vel sådan i deres synder, at de ikke mærker dem; men disse, de troende, mærker dem nok. Til gengæld har de en, der hjælper dem op, Helligånden, som trøster og styrker dem. Men hvis han havde udrettet det og gjort en ende på det, så mærkede de intet af det.

Derfor siger jeg, at man her må være klog og se til, at man ikke praler alt for trodsigt og kækt af Helligånden, så ingen farer for sikkert frem og bilder sig ind, at han er fuldkommen på alle punkter. For et fromt kristent menneske er dog også kød og blod ligesom andre mennesker, bortset fra at han slås med synden og den onde lyst og mærker det, som han nødig mærker (Rom 7,15ff.); men de andre tager sig slet ikke af det og slås overhovedet ikke med det.

Det kommer ikke an på, at man mærker onde lyster, bare man kæmper imod dem. Derfor må et sådant menneske ikke dømme efter sin følelse, som var alt derfor tabt, men arbejde med den resterende synd, som han mærker, hele sit liv og lade Helligånden virke og uden ophør sukke efter at blive fri af synden. Sådan holder dette suk da heller aldrig op i de troende, og det går dybere, end man kan udsige det, som Sankt Paulus siger til romerne (Rom 8,26). Men det har en kostelig tilhører, nemlig Helligånden selv, som godt mærker længslen og også trøster sådanne samvittigheder.

Sådan må det altid være blandet, så man mærker begge dele: Helligånden og vores synd og ufuldkommenhed. For det må stå til med os som med et sygt menneske, der er under lægens hænder: Han skal jo nu få det bedre. Derfor skal ingen tænke sådan: «Dette menneske har Helligånden, derfor skal han være ganske stærk, gøre lutter kostelige gerninger og ikke have nogen brøst.» Nej, ikke endnu! Evangeliet er ikke en prædiken for enhver. Det er en overmåde sød prædiken; men når et råt, tørt hjerte falder over det, så gør det ingen nytte; folk bliver tværtimod blot frækkere og mere letsindige af det og mener, at de ikke behøver at kæmpe med kødet, for de mærker ikke deres synd og ulykke. Derfor bliver Helligånden ikke givet til nogen andre end netop dem, der står i bedrøvelse og angst; dér gør evangeliet nytte og bærer frugt. For denne gave er så høj og ædel; derfor kaster Gud den ikke for hundene. Og selv om de falder over den, så de hører den prædikes, så æder de den og ved ikke, hvad de æder. Det må være sådanne hjerter, som mærker og ser deres onde lyst og ikke kan komme ud af den. For der må sprælles og vrides, skal Helligånden komme og hjælpe; og ingen skal bilde sig ind, at det vil gå anderledes til.

Det har vi også her i denne historie. De kære disciple sad dér, stadig i frygt og rædsel, og var endnu utrøstede; der var heller intet mod endnu; de lå stadig i vantro, så de nær var fortvivlede, og Kristus havde meget besvær og arbejde med dem for at rejse dem op igen. Og der var ingen anden brøst end den, at de var bange for, at himlen skulle falde ned over dem, så Herren selv ikke kunne trøste dem nok, indtil han sagde til dem: «Helligånden skal komme til jer fra himlen; han skal trykke mig ind i jeres hjerte, så I kender mig og derefter også Faderen ved mig; så skal jeres hjerte blive glad.» Derfor skete det også sådan. Da Helligånden kom, blev de trøstede og styrkede og fulde af glæde.

Så har vi historien om Helligånden. Nu vil vi også se, hvad vi har behandlet i historien, i evangeliet. Sådan siger Kristus:

«Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Far skal elske ham.»

Denne tekst rejser et spørgsmål: Hvorfor taler Kristus sådan, som om vi må begynde at elske, når det dog er vist, at det går omvendt til, så at Gud må begynde at elske os? Dette spørgsmål har jeg også før løst sådan: at nogle skriftord lyder, som om vi begynder, men de andre, at Gud begynder. Nu må Gud jo lægge den første sten; han begynder først og tager mig til nåde, så jeg står i hans gunst; men derfor mærker jeg det ikke straks, skønt hans gerning allerede er der. Sådan har vi også set: Da Helligånden kom, kom han sådan, at han lavede et så stort brus og forskrækkede disciplene, så de ikke vidste, hvor de skulle gøre af sig.

Men når han kommer sådan, så er han meget nær; og dér sætter han ild i hjertet, så det mærker kærligheden; og når det så mærker dette, så begynder det også at elske. Det er det, Kristus mener her. Derfor taler han ikke om den gerning, som vi begynder, men om det, som vi mærker bagefter, og om den kærlighed, som følger af at mærke. Så er meningen nu denne: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Far skal elske ham»; det vil sige: Når jeg har gjort, at mennesket mærker min kærlighed, så vil han begynde at elske mig igen osv. Derfor er det sagt om at mærke kærligheden, ikke om at begynde at elske. Nu: Den, der elsker mig sådan (siger han), holder mit ord; det vil sige, han vil mærke, at han elsker mig, og vil gøre alt, hvad jeg har behag i; han vil så blive var, hvordan jeg og min Fader kommer til ham og skal bo hos ham. Og videre siger han:

«Den som ikke elsker mig, holder ikke mine ord.»

Dér ser vi, at det er fuldstændig afgjort, at de, som ikke har Helligånden, ikke holder et eneste bogstav af loven. Derfor siger jeg: Om så alle prædikanter står op og prædiker loven og vil gøre folk retfærdige med den, hvad udretter de så? Intet udretter de. For kort sagt: Der må først være kærlighed i hjertet, ellers bliver der intet af det, at man holder loven. Så lær nu først, hvordan man får kærligheden; så kan man derefter gøre loven. Helligånden er givet (som vi har sagt) for at ophæve loven. Derfor skal man ikke regere de kristne med love. Men de andre, som ikke er kristne, må man tvinge med dem og give dem i bødlens hænder og regere med sværdet, så man forhindrer dem i at gøre ondt med hånden, selv om de ikke bliver bedre i hjertet af det. Men nu vil Kristus ikke have sit ord holdt med hånden ligesom menneskelove, men af hjertet, med lyst og kærlighed. Men hvem giver den lyst og kærlighed? Helligånden giver den, og ellers ingen. Nu følger videre:

«Disse ting har jeg talt til jer, mens jeg var hos jer; men Trøsteren, Helligånden, som min Fader vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer.»

Dér kalder han Helligånden en trøster. Skal Helligånden beholde det navn, så må han med sit embede ikke have noget at gøre andre steder end dér, hvor der ingen trøst er, og hvor man behøver og begærer trøst. Derfor kan han ikke trøste de hårde hoveder og de frække hjerter; for de har aldrig smagt nogen sprællen eller fortvivlelse og er aldrig kommet i nogen nød. Derfor kan han intet udrette uden alene hos de bedrøvede, trøstesløse og fortvivlede hjerter.

Men hvad skal han gøre? Han skal lære alt og minde om alt. Det har vores lærde trukket frem og siger: «Ikke alt, hvad man skal tro, gøre og lade, står i Skriften; men Helligånden skal endnu lære mange ting, som Kristus ikke har lært.» Og det er dog lige imod Helligånden og rent bagvendt. For Kristus siger sådan: «Han skal lære jer og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer»; det vil sige: Han skal gøre det fint klart for jer, hvad jeg nu siger jer, bedre end jeg kan lære det med ord, så I ikke skal behøve flere ord. Blot skal I allerede nu vide det i forvejen og have et tegn, for at I, når det sker, så meget bedre kan tro det. Så siger de: «Han skal ikke sige det, som Kristus siger.» Hvordan skal vi da finde os i, at paven og biskopperne farer frem og siger, at Helligånden lærer det, som de fastsætter? For vi ser jo her, at Kristus vil stille sit ord over på Helligånden, som også er her for at give vidnesbyrd om Kristus og gøre det, han har lært, levende i vores hjerter, så vi forstår og tror det. Derfor: Hvis nogen lærer dig noget andet end om Kristus og også vil vise dig hen til en anden trøst end denne, så tro blot ikke, at det er denne Ånd. Nu siger Herren videre:

«Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver.»

Dér ser vi igen Helligåndens embede, at han kun bliver givet til dem, der sidder i lidelse og elendighed. For det er det, ordene vil sige, når han siger: «I må ikke tro, at jeg giver jer en sådan fred, som verden giver.» Verden holder det for fred, når det onde bliver revet bort og skilt fra personen. For eksempel: Når en er fattig, så tænker han, at han har stor ufred med fattigdommen, og tragter efter, hvordan han kan lægge fattigdommen fra sig, og mener, at når den er borte, så har personen fred og er rig. Ligeså: Når en skal dø, og døden ligger over ham, så tænker han: «Kunne jeg tage døden bort, så havde jeg fred og blev i live.» Men en sådan fred giver Kristus ikke; han lader det onde ligge stille, så det trykker mennesket, og tager det ikke bort. Men han bruger en anden kunst og gør personen anderledes og river personen bort fra det onde, ikke det onde bort fra personen.

Det går sådan til: Når du sidder i lidelse, så vender han dig sådan bort fra den og giver dig et sådant mod, at du mener, at du sidder i en rosenhave. Sådan er livet midt i døden, og midt i ufreden fred og glæde; og derfor er det en sådan fred, som Sankt Paulus siger til filipperne (Fil 4,7), som overgår al fornuft. For dette greb kan intet menneske ramme med sin fornuft eller udtænke med sine sanser; derfor gør Kristus det alene. Han siger sådan til dig: «Træd blot midt ind i døden og dø, så skal Helligånden komme til dig og gøre dig så modig og glad, at du ikke mærker døden, ja, at den smager dig godt.» Det kommer af, at Helligånden lærer dig at kende Kristi store godhed og nåde, at han gør dem, der tror på ham, til herrer, som han selv er, over synd, død og alle ting. Derfor må et kristent menneske være sådan skikket, at han kan være glad i medgang og modgang, hvad enten det er sødt eller surt. Dog er den ene det mere end den anden; for vi er ikke alle fuldkomne, ja, ingen vil blive så fuldkommen, at han ikke mere mærker nogen sprællen.

Derfor taler jeg om Helligåndens embede, hvad han skal gøre og hele tiden holde i gang, når han har begyndt det, sådan at du nu begynder at foragte døden. Men du må fortsætte og blive i det og arbejde videre, så du frygter mindre og mindre. Derfor skal du ikke fortvivle, selv om du endnu mærker døden, og ikke tænke: «Jeg hører, at Helligånden gør hjertet glad, så det ikke mærker døden; og jeg mærker dog, at jeg gruer for den; derfor ser jeg godt, at han ikke er hos mig», og hvad der ellers kunne falde en ind af sådanne tanker. Dem må man alle slå fra sig og foragte. For Helligåndens embede er ikke sådan, at det allerede er udrettet, men sådan, at det virker mere og mere fra dag til dag og varer, så længe vi lever, så der dog altid også er bedrøvelse blandet ind under freden; for hvis der ingen bedrøvelse var, så kunne han ikke trøste os.

Det, der nu følger her sidst i evangeliet, er lutter trøstefulde ord, nemlig hvor han siger:

«Jeres hjerte forfærdes ikke og vær ikke bange!»

Også disse ord går alle ud på at vise, hvad Helligånden skal gøre. For dér ser du igen, hvem det er, Helligånden har at gøre med, nemlig dem, der er fulde af sorg og lidelse. For havde disciplene ikke først været forskrækkede og bange, så havde Kristus ikke trøstet dem så ofte; skønt det endnu ikke var anbragt i dem. For han siger blot: «Jeg siger jer det nu med ord, at I ikke skal forfærdes; men det hjælper endnu ikke, I bliver endnu ikke glade. Men jeg siger jer det, for at I, når Helligånden kommer og vil trøste jer, så I bliver glade, da kan se og vide det.» Derfor slutter han og siger:

«I har hørt, at jeg sagde til jer: Jeg går bort og kommer igen til jer», nemlig ved Helligånden. «Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg sagde: Jeg går til Faderen; for Faderen er større end jeg. Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det sker.»

«Jeg er et menneske», siger han, «og skal nu dø; men jeg kommer igen til jer», nemlig ved Helligånden. «Derfor: Hvis I elskede mig, ville I blive glade for, at jeg går til Faderen.» At elske Kristus er at elske det menneske, som regerer i det hellige kors og kun taler om lidelse. Men det kan ingen gøre, før Helligånden kommer, som alene vækker denne kærlighed i hjertet. Derfor vil han sige: «Når Helligånden kommer, så vil I være glade for, at jeg er kommet til Faderen. Nu smager I det ikke, derfor kan I ikke elske; men når jeg kommer til Faderen, så vil I elske mig, fordi jeg er gået op til Faderen og nu kan hjælpe jer og give Helligånden. Så vil min lidelse og død blive jer til trøst, når I ser, at jeg lever igen og kommer til jer, står jer bi og giver jer del i alle de goder, som jeg har.» Derfor må vi kristne blive herrer over alt, hvad Gud har skabt, og kan trodse på Kristus og sige: «Min Herre Kristus, som står for mig, er en Herre over alle ting; hvad skal så kunne skade mig?» For Faderen er så stor, at han har gjort ham til Herre over alle skabninger, så alle ting må ligge for hans fødder.

Sådan ser du, hvordan dette evangelium hele tiden går ud på Helligåndens embede, så man ret kan erkende, at han egentlig er givet for at trøste os og gøre, at vi elsker Kristus. Se derfor her til, at du ikke lader dig blænde og lære noget andet om Helligånden, end du har hørt.