Pinsedag, anden prædiken (Joh 14,23–31)

En anden prædiken over evangeliet på pinsedag, Joh 14,23–31

I dagens evangelium siger Kristus det rent ud: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; den som ikke elsker mig, holder ikke mine ord.» Der står teksten klart: Den, der elsker Gud, holder hans bud; og omvendt: Den, der ikke elsker Gud, holder ikke hans bud. Og her forkaster han ligefrem fra sit rige alle dem, der ikke holder hans bud med lyst og kærlighed. Det skal vi lægge os godt på sinde; for her er det kort malet for dig, hvad kristne er, og hvad de ikke er. For ingen er et kristent menneske, uden at han holder Kristi ord, som han siger her; og ingen kan holde det, uden at han først elsker Gud. Han har også prøvet, hvad det udretter, og hvad det gør, når man vil gøre folket retskaffent med tvang. For i gamle dage holdt han folket strengt, så de måtte holde hans ord, ikke spotte Gud, holde sabbatten og bevare alle de andre bud, og han truede dem med store bøder og straffe, som der står skrevet i Tredje Mosebog (3 Mos 26,14ff.). Således tvang han retskaffenhed ind i dem udefra af frygt for straffen, men hjertet var ikke med. Sådan er det endnu den dag i dag, når man går frem med love. Derfor: at holde Guds ord, det må den guddommelige kærlighed gøre.

Derfor har han også i Det Nye Testamente ophævet straffen og alene ladet Ordet drive værket; for det må jo komme dertil, at der er en guddommelig kærlighed; her hjælper hverken bål eller bulle eller band. Og hvor denne kærlighed ikke er, dér bliver der intet af, hvad man så end gør. Således er al straf ophævet, så at man alene skal drive på med Ordet. For om man så tog alle sværd i hånden, bringer man dog ingen kætter til troen. Man lader nok, som om man tager imod det, men i hjertets grund er der intet. Derfor har Gud ophævet sværdet i denne sag, og hans regimente vil have hjertet; og han befaler sine biskopper, at de først skal tage hjertet til fange, så det får kærlighed og lyst dertil; så er det allerede vundet. Derfor: Den, der vil være en ret biskop, han skal rette hele sit regimente derhen, at han fanger hjertet og skaber lyst og kærlighed til Guds ord, og at han kan gøre de falske snakkere modstand med en sikker lære og lukke munden på dem (Tit 1,11). Ellers, med påbud, band og bulle, sker det ikke.

Således kæmper de rette gejstlige: De slår Djævelen ihjel og tager sjælen fra ham. For at stikke Djævelen ihjel er intet andet, end at jeg tager et menneske fra ham, som han har fanget ved en ond forstand. Og det er et ret åndeligt regimente. Men udvortes, når man ikke vil være Ordet lydig, så skal far og mor opdrage deres børn og det verdslige sværd sine undersåtter; men dermed bringer man ingen til troen. For her er det afgjort: Den, der ikke elsker Gud, holder ikke hans bud. Dér hører I, hvad et kristent liv er: nemlig at elske Gud, og ikke at storme, spise kød eller rive billeder ned, blive munk eller nonne; det kommer hverken an på at leve i ægteskab eller at være jomfru; det hedder at elske, og de alene er dem, der holder hans ord.

Men hvad er Guds ord? Det er, at vi elsker hinanden, ligesom han har elsket os, og tror på ham. Nu kan ingen have dette ord, uden at det går ud fra hjertet og af kærlighed. Menneskers ord og bud kan man nok holde, selv om man ikke elsker, som når en herre befaler noget. Men at holde Guds bud og ord, det må alene kærligheden gøre. Derfor ser I, hvor gale og tåbelige vore fyrster og biskopper er, når de vil drive og tvinge folk til troen med magt.

Men hvordan får man så kærligheden? Det har vi også hørt før. Så falsk er menneskets hjerte, at det ikke kan elske, uden at det først ser velgerningen. Derfor, da Gud i Det Gamle Testamente slog løs på dem som på hunde og gik grueligt frem mod dem, da elskede de ham ikke. Da tænkte Gud: «Nå, jeg må engang gøre det sådan med dig, og så sødt, at du må elske mig.» Så tog han sin Søn og sendte ham ind i vort dynd, vor synd og elendighed, og udøste sin barmhjertighed til bunds, så vi kunne rose os af alle hans goder, som var de vore egne, og gjorde sig selv til en kær Fader; og det har han ladet prædike og udråbe i al verden: at den, der tror dette og tager imod det af hjertet, skal have en nådig, barmhjertig Gud, som aldrig mere vredes og slår til med knytnæver, men er venlig og sød. Når nu et hjerte tror og mærker dette, at Gud er så venlig mod os og ser så meget igennem fingre, så må vi til gengæld sætte hele vort hjerte og al vor kærlighed til Gud og gøre ligeså mod vor næste, sådan som Gud har gjort mod os.

Så går Ordet ud fra hjertet, og Guds bud bliver opfyldt med lyst. Så er der for det første ingen anden gud; det er det første bud. Dernæst påkalder han Guds navn og priser ham alene. For det tredje lader han Gud råde og gøre, som han vil, og holder sig stille og holder sabbat. Dermed er budene på den første tavle opfyldt. Dernæst stiller han sig venligt og ydmygt over for alle mennesker, ærer far og mor og tjener sin næste med al lyst og al kærlighed og tænker altid: «Jeg vil gøre mod min næste, som Gud har gjort mod mig.» Således er alene kærligheden lovens opfyldelse, som Paulus siger i Romerbrevet (Rom 13,10).

Men denne kærlighed kan intet menneske bringe ind i hjertet. Derfor slog Gud loven ind, så man skulle erfare og mærke menneskets store ondskab: at mennesket ikke kan holde af Guds gode, retfærdige, hellige lov. Dernæst har han givet os sin Søn, øst sin højeste skat så rundhåndet ud og sænket og druknet alle vore synder og al vor urenhed i sin store godheds store hav, så at hjertet må lade sig drage af den store kærlighed og velgerning til at elske igen og siden gerne og med et villigt hjerte være rede til at opfylde Guds bud. Ellers kan hjertet ikke elske eller holde af; det må først erfare, at det selv er blevet elsket først. Men det kan mennesket ikke gøre; derfor kommer Kristus og fanger hjertet og siger: «Lær mig at kende.» Så siger hjertet: «Nå, hvem er du?» – «Jeg er Kristus, som har stukket mig ind i din elendighed og druknet din synd i min retfærdighed.» Denne erkendelse gør dit hjerte blødt, så du må vende dig til ham. Således skærper man kærligheden, når man lærer, hvad Kristus er.

Og i denne erkendelse skal en kristen rose sig, som Gud siger hos Jeremias (Jer 9,22–23): Non glorietur sapiens in sapientia sua etc. [«Den vise skal ikke rose sig af sin visdom» osv.] «Ingen vis skal prale af sin menneskelige visdom, ingen mægtig skal prale af sin magt, ingen rig skal prale af sin rigdom; men den, der vil prale, skal prale af dette: at han kender mig og ved, at jeg er en Gud, som øver barmhjertighed, ret og retfærdighed på jorden.» Således siger også Peter (2 Pet 3,18): «Voks i erkendelsen af Kristus.» Om denne erkendelse står der skrevet hos alle profeterne og særlig i Salmerne, som: A facie Domini, quia venit etc. [«For Herrens ansigt, for han kommer» osv., Sl 96,13.] A facie Domini commota est terra [«For Herrens ansigt skælvede jorden», jf. Sl 114,7.], og mange andre steder.

Og denne erkendelse af Kristus må gøre det helt, ellers udretter det ingenting; for ingen er så forstokket, at det ikke vender ham om, og hans hjerte smelter, når det kender ham. Og den samme erkendelse gør, at man bliver retfærdig og forbliver det, som Esajas siger: Der skal engang komme en tid, da erkendelsen skal strømme frem som en syndflod [jf. Es 11,9]. Det er sket på apostlenes tid. Derfor: Den, der elsker Gud, holder hans bud; og det er erkendelsen af Gud, der bringer kærligheden. Nu siger Kristus videre i evangeliet:

Og min Far skal elske ham

Det går sådan til: Når jeg erkender, at Kristus har tjent mig med hele sit liv, og erkender, at denne Kristus er Gud, så erkender jeg nu, at det er Guds vilje, og at Faderen har pålagt Kristus det, at han skulle gøre det; således klatrer jeg gennem Kristus op til Faderen. Det gør, at der vokser en tillid til ham i mig, så jeg holder ham for en kær Fader. Det er det, Kristus mener: «Man må begynde ved min kærlighed, siden kommer man til Faderen; jeg er en mellemmand.» Derfor må jeg først være elsket; det vil sige, jeg må først føle Kristi store godhed og velgerning. Derfor begynder han allerførst og lader sit kære barn dø for mig, før jeg har bedt ham derom, ja, før jeg har kendt ham; derefter vokser der i mig en tillid og kærlighed til Gud; og det må man føle. Således siger han her: «Min Far skal elske ham»; det vil sige, han skal føle, at han sammen med mig er sat ind i det samme rige som medarving, og han skal ved mig og med mig med én røst sige til Faderen i trøstefuld tillid: «Hjertenskære Fader!»

Videre følger i teksten:

Og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham

For når jeg kommer så vidt, at jeg erkender dette, så lader jeg ham råde, som han vil, og lader ham alene være alt i alt; så bliver mit hjerte en stille, ydmyg bolig for Gud. Således virker han med mig og tager sig af mig, som han siger hos Esajas (Es 66,1–2 og ApG 7,49–50): «Så siger Herren: Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel; hvad er det da for et hus, I vil bygge mig? Eller hvilket er det sted, hvor jeg skal hvile? Min hånd har gjort alt det, der er, siger Herren. Men jeg ser til den elendige og til den, der har en sønderbrudt ånd og frygter for mit ord.» Dertil må det komme, at hjertet erkender Guds ære, Guds magt, Guds visdom. For så lader det Gud råde over alt; det ved, at det alt sammen er Guds gerninger, derfor kan det ikke frygte for nogen ting, hverken for frost, sult, helvede, død, Djævel, fattigdom eller lignende. Så siger hjertet: «Min Gud, som bor i mig, er større end Djævelen, døden og al helvedes magt.»

Således vokser der i mennesket en uforsagt trods mod alt, hvad der er i verden; for det har Gud og alt, hvad Gud er, gør alt, hvad det skal gøre, og frygter ikke. Omvendt: Hvor Guds kærlighed ikke er, dér holder hjertet ikke Guds ord; for når hjertet ikke holder det, så holder hånden det heller aldrig. Dertil kommer Gud heller ikke, og han tager heller ikke bolig dér; dér bor så Djævelen; dér går mennesket sygt omkring og bliver så forsagt, at det endog frygter for et raslende blad, som Moses siger (3 Mos 26,36): Terrebat eos sonitus folii volantis. [«Lyden af et flyvende blad skræmte dem.»] Mennesket kan aldrig bestå, når samvittigheden bider det; samvittigheden kan aldrig falde til ro, når synderne trykker den, og den ikke bærer en glad tillid til Gud; ja, den bliver lavere end helvede, ligesom den anden er højere end himlen; dér er der intet andet end fortvivlelse og frygt, dér ligger alle skabninger ovenpå. Således bliver også Djævelens rige malet. Derfor går Kristus videre og siger:

Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig

Disse ord siger han kun for at bringe os til Faderen, enten med nåde eller med unåde, enten med lyst og kærlighed eller med frygt; for på det må det hele stå. Derfor: Den, der ikke vil forstå disse ord, han foragter Gud; dér hjælper så ingen lære, intet ord og intet andet. Nu kommer han og siger:

Dette har jeg talt til jer, mens jeg var hos jer; men Talsmanden, Helligånden, som min Far vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alt det, som jeg har sagt jer

Således siger han: Faderen vil sende jer Helligånden, han skal minde jer om, hvad jeg har sagt jer, og han skal forklare jer det. Det er, som ville han sige: «I har endnu ganske rå og grove hjerter og kan ikke forstå, hvad jeg har sagt jer; men når Helligånden kommer, skal han gøre det så klart for jer, at I også skal føle, at det er det, som jeg har sagt jer i forvejen.» Således har Helligånden alene lagt Skriften og Kristus ud og gjort dem klare. Denne erkendelse er mig nok og gør, at jeg opfylder Guds bud. Men derudover er jeg intet mere skyldig. Og han trøster dem endnu videre og siger:

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver

Som ville han sige: «Jeg skal skilles fra jer; lev vel!» For det var en almindelig hilsen hos jøderne på hebraisk, når de gik fra hinanden eller kom sammen: «Fred være med jer!» Det er så meget som at sige: «Hav det godt, vær ved godt mod, lev vel»; som vi siger: «Gud hilse jer» eller «Gud velsigne jer». Og Herren tilføjer, hvad slags fred han ønsker dem, og siger: «Min fred giver jeg jer, ikke sådan som verden plejer at give fred.» Dér adskiller han med klare ord sin fred fra verdens fred. Men disciplene forstod det ikke, ligesom de heller ikke forstod, hvad det var at elske og at holde Guds bud.

Nu er det med verdens fred sådan, at den alene har fred i udvortes ting, spiser og drikker, synger og springer og er glad i kødet; men den kristne fred er i hjertet, selv om det udadtil lider stor forfølgelse, angst, nød og modgang, sådan som Herren forudsagde dem alt dette: «I skal græde og klage, verden skal forfølge jer, den skal ikke tage imod jeres lære, den skal piske jer, jage jer bort og til sidst slå jer ihjel; men i alt dette skal I have fred og glæde jer; hold jer blot til mig og til mit ord, så har det ingen nød.»

Og det skete snart efter. Da de havde modtaget Helligånden, skriver Lukas (ApG 5,41), at Peter, Johannes og de andre apostle, da de blev pisket og det blev forbudt dem at prædike, gik glade bort fra Rådet og lovede Gud, fordi de var blevet regnet for værdige til at lide vanære for hans navns skyld. Men nu forstod disciplene det ikke og blev forfærdede over denne tale af Herren. Derfor trøster han dem videre og siger:

Jeres hjerte forfærdes ikke og vær ikke bange!

Det er også trøstefulde ord, men de hjælper intet. «Frygt ikke,» siger han, «for I har min fred; ingen skal kunne skade jer, hold jer blot til mig.» Disse ord hører de nok, og vi også; men der følger intet efter. Derfor siger han det klarere:

I har hørt, at jeg sagde til jer: Jeg går bort og kommer igen til jer

Som ville Herren sige: «Frygt ikke, fordi jeg går fra jer; jeg kommer jo igen til jer, ja, jeg går netop bort for jeres skyld, for at I siden, når jeg kommer igen, kan være så meget gladere og have godt mod.» Men det forstår de heller ikke, før Helligånden bagefter gav dem det ind. Sådan går det også os i anfægtelsen: Dér forstår vi ikke, hvordan Gud mener det med os; men siden, når nåden og trøsten kommer igen, så forstår vi det såre vel. Derfor siger Herren videre til disciplene:

Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg sagde: Jeg går til Faderen

Som skulle han sige: «Det skorter kun på, at I ikke elsker mig eller ikke forstår, hvad det er at elske. Hvis I elskede mig, ville I gerne lade mig fare, ja, I ville le og være glade over, at jeg går fra jer, og jo mere ulykke og modgang der blev lagt på jer, jo gladere skulle I være.» Men det fatter fornuften ikke. Det er dog bestemt sandt: Jo mere forfølgelse en kristen har udefra, jo gladere er han i hjertet, og jo mere fred har han; for han elsker Kristus.

Det har Sankt Paulus godt forstået og følt, når han skriver således til korintherne (2 Kor 4,8–11): «I alt presses vi, men vi er ikke indesluttede, vi er i vildrede, men ikke fortvivlede, vi forfølges, men er ikke forladte, vi slås ned, men går ikke til grunde; vi bærer altid Herren Jesu død på vores krop, for at også Herren Jesu liv skal blive synligt i vores krop. For vi som lever, overgives altid til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv skal blive synligt i vores dødelige kød.» Og lidt efter slutter han og siger (2 Kor 4,16ff.):

«Derfor er vi ikke modløse, men selvom vores ydre menneske går til grunde, fornyes dog vores indre menneske dag for dag. For vores trængsel, som er timelig og let, virker for os en evig og ud over alle grænser overvældende herlighed, os, som ikke ser på det synlige, men på det usynlige; for det synlige er timeligt, men det usynlige er evigt.»

Det er, mener jeg, at have erfaret, hvad Helligånden virker, hvor han kommer ind i en kristens hjerte. Derom skriver Sankt Paulus mere i det sjette kapitel lidt længere fremme; og det har hedningerne også mærket: Når de så de kristne således ile mod døden, mente de, at de var tåbelige, og bad dem skåne sig selv. Hedningerne forstod ikke, hvad det var; men de kristne vidste godt, hvor det kom fra. Derfor tilføjer Herren her og siger:

For Faderen er større end jeg

Om jeg nu siger jer nok så meget, så forstår I det ikke: Det bliver i ørerne og kommer ikke ind i hjertet; men når jeg kommer til Faderen, så tager jeg magten til mig, for at jeg kan sende jer Helligånden i hjertet, ved hvem I kan forstå alt det, jeg har sagt jer; nu er jeg i min tjeneste, taler alene og prædiker Ordet, sådan som det er befalet mig af Faderen. Arianerne har her ikke givet agt på ordet: «Jeg går til Faderen», som ikke betyder andet end: Jeg går hen og tager imod den ære, som Faderen har. Som om Herren sagde til disciplene: «Jeg har to embeder: Nu er jeg på jorden, dér udfører jeg mit prædikeembede, som jeg er sendt til af Faderen, og det angår min menneskehed. Siden går jeg til Faderen; når jeg kommer dertil, så udfører jeg det andet embede: at jeg sender jer Helligånden i jeres hjerter.» Det kunne disciplene ikke forstå, og vi heller ikke, hvordan det kan gå til. Derfor slutter han og siger:

Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det er sket

Som ville han sige: «Jeg ved godt, at I ikke forstår det nu, men jeg siger jer det dog; når det engang kommer dertil, at det sker, som jeg har sagt jer, så husk, at jeg har forkyndt jer det i forvejen, så I da kan sige: Det er sandt.» Det, der nu følger i evangeliet, siger Herren om sin lidelses time, nemlig at den nu er for hånden, og han siger:

Herefter skal jeg ikke tale meget med jer; for denne verdens fyrste kommer, og han har slet intet i mig. Men for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen, og at jeg gør sådan, som Faderen har befalet mig: Stå op, lad os gå herfra!

Som ville han sige: «Min lidelses tid er her; denne verdens fyrste, Djævelen, er her i sine lemmer og vil angribe mig; men han skal intet udrette. For med uret vil han angribe mig og ville undertrykke mig; men hans kunster skal slå fejl: Jeg skal overvinde ham, og det skal jeg gøre med rette.»

Nu kunne nogen sige: «Har Djævelen ikke overvundet Kristus, hvorfor har han så slået ham ihjel?» Det svarer Kristus selv på og siger: at han dør, for at Faderens vilje kan ske fyldest. Det er ikke Djævelens magt, at Kristus dør, men Faderens vilje, som ville have synden udslettet ved sin enbårne Søns død. Derfor står det hverken i verdens eller i Djævelens magt at slå Kristus eller noget af hans lemmer ihjel; men det står i Faderens vilje, som vil gøre sin magt kendt og åbenbar for alle skabninger gennem vor svaghed, som Sankt Paulus siger til korintherne (1 Kor 1,27). Derfor siger Kristus her til disciplene: «Dø skal jeg nok, men jeg skal opstå igen; og derfor dør jeg, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør, hvad Faderen har befalet mig. Faderens ære søger jeg heri, han som vil, at jeg skal gøre dette; og det alt sammen jer til frelse og salighed. Derfor vær ved godt mod og bekymr jer ikke, for I skal have stor glæde af min død og min bortgang.»