6. søndag efter påske (søndag efter Kristi himmelfart), anden prædiken (Joh 15,26–16,4)

En anden prædiken over evangeliet på søndag efter Kristi himmelfart, Joh 15,26–16,4

Joh 15,26–16,4

Det første stykke af dette evangelium, om Helligånden, vil vi gemme til pinsefesten, hvor det hører hjemme at tale om, hvorfor han kalder Helligånden en Talsmand eller Trøster og en sandhedens Ånd. Ligeledes om, hvordan han skelner ham fra Faderen og Sønnen, sådan at han er den person, som udgår eller bliver sendt fra både Faderen og Sønnen. Og således hedder Helligånden på én gang Faderens og Sønnens (det vil sige Kristi) Ånd, sådan som Sankt Paulus og Peter kalder ham, Gal 4,6 og 1 Pet 1,11. Her bekræftes det også, at Kristus er én evig Gud med Faderen, eftersom han her siger, at han sammen med Faderen sender og giver Helligånden til kristenheden; sådan som der er talt videre om det i udlægningen af disse tre kapitler.

Men alle disse ord taler Herren Kristus, sådan som han gør gennem tre hele kapitler, før sin afsked og bortgang, for at trøste sine kære disciple (og med dem hele kristenheden indtil enden) i alt det, som skal møde og overgå dem i verden, når han er faret fra dette liv til sin Fader i himlen; hvor han ikke længere er synligt hos os og ikke regerer på legemlig vis, men åndeligt, så at vi, styrket og rustet ved troen på hans ord, kan stå imod den høje, svære forargelse, som hårdt møder kristenheden på jorden lige i øjnene; som vi skal høre.

For han har med mange ord forkyndt dem, hvordan verden vil stille sig over for dem på grund af deres embede, og sagt det rent ud, så de skal vide, at verden ikke vil holde med dem eller tage imod deres lære (sådan som de før og hidtil havde håbet, at hele verden og først og fremmest hans eget folk i stort tal ville slutte sig til denne Kristus), men at den tværtimod vil gøre det stik modsatte: ikke alene foragte deres prædiken og ord som tomt påfund af tåbelige folk, der prædiker om et korsfæstet menneske, men også hade og forfølge dem for hans navns skyld. Og han siger dem kort og godt, at de ikke skal vente sig noget venskab eller noget godt af verden, så de af erfaring kan lære og se, at hans rige slet ikke kan forliges med verden.

Men for at de ikke skal lade sig skræmme af dette og tænke: «Hvad skal det dog blive til? Hvad skal vi prædike, når ingen vil høre os, ikke engang vores eget folk (hvad skulle så de andre gøre?), og vi kun skaffer os fjender, når vi lukker munden op? Så kan vi lige så godt tie stille og lade verden fare og tro og leve, som den vil, i stedet for at vi bagefter med skam og spot alligevel må holde munden; vi kan jo dog ikke føre det igennem, for hvad er vi, og hvad formår vi stakler, foragtede og få, mod verdens så store mængde, visdom, vælde og magt?» – derfor trøster og styrker han dem på forhånd med disse ord:

«Men når Talsmanden, Helligånden, kommer, som jeg sender jer fra Faderen osv., da skal han vidne om mig.»

«Nuvel,» vil han sige, «selv om de hader og forfølger jer for mit navns skyld, og Djævelen gennem dette had vil gøre jer trætte, så I må tie, så skal de dog ikke nå så vidt, at de kvæler og udsletter denne prædiken. For der skal komme en anden, når jeg nu er borte og (som de vil mene) død for evigt, en, som ikke lader sig stoppe munden på, men offentlig vidner og taler om mig for hele verden, ligegyldigt om den ler ad det eller bliver vred.»

«Det skal være Helligånden,» siger han, «som både udgår fra Faderen og bliver sendt af mig, når jeg nu går til Faderen gennem kors og død og begynder at regere i guddommelig magt og herlighed; hvor jeg ikke som nu alene taler i min ene person og med svag stemme og svage ord i denne lille, snævre krog, men offentlig i og for hele verden taler ved ham. For jeg vil sende ham sådan, at han skal være i jer og være jeres trøster (eftersom I ingen trøst har fra verden), som giver jer hjerte og mod imod verdens fjendskab og Djævelens skræk, så I frimodigt og offentlig skal vidne om mig. Og dette jeres vidnesbyrd skal hedde og være Helligåndens vidnesbyrd (eftersom det sker gennem jeres embede og mund), han, som er sendt af Faderen og mig og givet jer til det, så I skal vide, og verden må erfare, at det, Helligånden prædiker gennem jer, sker af min kraft og magt og er min Faders mening, befaling og vilje» osv.

Det er den trøst, Kristus giver apostlene til styrkelse af deres tro (som de jo havde hårdt brug for) i deres prædiken og bekendelse om ham; og dermed lover han hele sin kirke, at efter hans opstandelse og himmelfart skal Helligåndens ord eller prædiken altid (så længe han sidder ved Faderens højre hånd) lyde gennem apostlene og deres efterfølgere, og dette vidnesbyrd skal blive i verden, hør det, hvem der vil. For de skal ikke bekymre sig om, hvem der hører og tager imod det eller ej; men de skal dog vide, at fordi det er Helligåndens vidnesbyrd, vil han også være med og virke, så nogle tror det; og verden skal ikke formå at forhindre og standse det, hvor meget den end raser imod det med sit had og sin forfølgelse. Ja, selv om ikke et eneste menneske på jorden ville tage imod det, så skal det alligevel ske, at verden bliver revset gennem denne prædiken (som han siger bagefter: «Helligånden skal revse verden» [Luther har «strafen» (revse, straffe); Den Frie Bibel har «overbevise», Joh 16,8.]) og derved får dommen til sin fordømmelse, fordi den har hørt denne prædiken og dog ikke ville tro, så den ingen undskyldning har at komme med; som han også har sagt før: «Hvis jeg ikke var kommet og havde talt til dem og gjort gerningerne osv., så havde de ikke synd» osv.

Når han nu siger: «Også I skal vidne; for I har været med mig fra begyndelsen,» så løfter han dermed især apostlene frem for alle prædikanter og bekræfter deres prædiken sådan, at hele verden skal være bundet til deres ord og tro det uden nogen modsigelse og være vis på, at alt, hvad de lærer og prædiker, er den rette lære og Helligåndens prædiken, som de har hørt og modtaget af ham selv; sådan som 1 Joh 1,1ff. fører dette vidnesbyrd og siger: «Det, som vi har hørt, det, som vi har set med vores øjne, det, som vi har betragtet osv., om livets ord, det forkynder vi jer.»

Et sådant vidnesbyrd har ingen prædikanter på jorden uden apostlene alene; for de andre bliver det hermed befalet, at de alle skal følge i apostlenes fodspor, blive ved deres lære og ikke lære videre eller anderledes. Og alligevel er her ved siden af også vist det rette kendetegn, hvorpå man skal kende og prøve en sådan Helligåndens prædiken, når han siger: «Helligånden skal vidne om mig» osv. Det vil sige, at han ikke skal prædike andet end om denne Kristus (ikke om Moses, Muhammed eller vores egne gerninger), sådan at vi (som Sankt Peter siger i ApG 4,12) ikke kan blive frelst ved noget andet navn under himlen end ved denne korsfæstede Kristus.

«Dette har jeg talt til jer, for at I ikke skal forarges. De skal lyse jer i band. Ja, den tid kommer, da enhver, som slår jer ihjel, vil mene, at han gør Gud en tjeneste med det.» [Luther har «ärgern» (forarges), «in den Bann thun» (lyse i band) og «Gott einen Dienst thun» (gøre Gud en tjeneste), som han bygger på i det følgende; Den Frie Bibel har «falde fra», «udelukke jer af synagogerne» og «dyrker Gud».]

Her vidner og viser han selv tydeligt nok, hvad der skal overgå dem i verden for deres prædikens skyld; han nævner to stærke ting, som ikke kan være stærkere til at kvæle evangeliet: at man lyser dets prædikanter i band og tilmed slår dem ihjel, og det sådan, at man dermed vil have gjort Gud en tjeneste. Hvem kan stå imod en sådan forargelse? Eller hvem vil og kan længere prædike, når man behandler og henretter dem, som vidner om Kristus, så forargeligt? Nuvel, han har sagt, at Helligånden skal vidne om ham, og at de også skal vidne, og han styrker dem med det, at dette vidnesbyrd alligevel ikke skal blive udslettet ved verdens rasen og forfølgelse imod dem; og han siger dem det forud, for at de skal vide det og derved være rustet imod denne forargelse.

Nu er det jo en underlig sag og sært at høre og sige, at ikke alene verden skal løbe storm imod Kristus, Guds Søn og dens frelser, med sit bitre had og raseri, men at også apostlene selv må forarges over en sådan dom fra verden; for hvem ville nogen sinde have ventet, at det skulle gå Kristus sådan med hans evangelium i hans eget folk, som han var lovet af Gud, og som de skulle vente alt godt af, sådan som han også havde vist dem? Men her hører du, at evangeliet er en sådan prædiken, som efter fornuften og menneskers dom ganske enkelt er en forargelig prædiken, det vil sige en prædiken, som man ikke alene holder for en stor vildfarelse eller narresnak, som verden foragter eller ler ad, men for noget, som på ingen måde er til at høre eller tåle, som den lede Djævels skadeligste gift fra helvede.

Den anseelse og ære skal Kristi rige have på jorden, for at man jo kan se og gribe med hænderne, at det ikke er et sådant verdsligt rige, som kød og blod søger i det, ja, at det ikke engang må hedde Kristi eller Guds rige, men en forstyrrelse og ødelæggelse af alt godt styre, både det guddommelige og det verdslige. Det må jo nok hedde under over under, at dette skal overgå Guds Søn fra de folk, som hedder Guds folk og er de bedste i verden; for han taler her ikke om åbenlyst letsindige, onde skurke og ugudelige folk, men om dem, som er de fornemste, de klogeste og de helligste og (som han siger her) hedder Guds tjenere.

Nu har ingen hidtil forstået disse ord, og ingen kan endnu forstå i pavedømmet, hvad det vil sige: «De skal lyse jer i band» osv.; de ved ikke andet at sige om dette evangelium, end at det nu er en gammel og helt død sag: at jøderne var så onde, forhærdede folk, at de ikke ville tåle Kristus og hans apostle. For vi har heller ikke kunnet tænke os, at der nu skulle være så onde folk på jorden blandt de kristne eller i kirken, som skulle lyse de andre i band (for det kan hverken være jøder eller tyrker, som intet har med kirken at gøre); og i pavedømmet har man heller aldrig hørt eller oplevet, at nogen blandt dem er blevet lyst i band eller forfulgt og slået ihjel for evangeliets skyld og for kendskabet til Kristus; derfor angår denne prædiken dem heller ikke, og den kan hverken give dem lære eller trøst.

Men vi har nu (Gud være lovet!) ved egen erfaring med vores prædiken af evangeliet måttet lære lidt om, hvad Kristus mente med dette, og hvorfor han har sagt det; og nu viser det sig i striden om læren, som vi har med vores modpart, at netop de (pavedømmet med sin flok) hidtil har været og stadig er de fine, fromme, hellige folk, som Kristus taler om her, som lyser hans kristne i band for evangeliets prædiken og slår dem ihjel for at tjene Gud osv. Og før havde de jo let ved det, da de undertrykte evangeliet med magt, så at alle holdt med dem, og hvad de så end sagde eller gjorde, det måtte kirken have sagt eller gjort; og hvis nogen lod sig mærke med et eneste ord imod det, måtte han straks brændes på bålet.

Det hed at udrydde de forbandede kættere og Guds fjender og gøre Gud en hellig gerning. Og i vores tid har de jo rigeligt bevist det med mange eksempler og beviser det endnu på mange fromme folk, som de myrder alene for bekendelsen af troen på Kristus og af Guds ord, så grusomt, at de ikke engang lader dem leve, selv om de ville tilbagekalde. Derfor behøver dette evangelium ikke længere mange forklaringer, kun at vi ser på det og lærer af det forskellen på, hvad der er den rette og den falske kirke, og dermed også kan styrke og trøste os imod denne forargelse. Derfor vil vi gå ordene lidt igennem.

Hvad det vil sige at lyse i band, er let at forstå: det betyder (som den græske tekst også siger tydeligere) at kaste og udelukke fra synagogen eller Guds folks forsamling og at erklære og holde en for udskilt fra al kirkens fællesskab, ganske enkelt at give ham til Djævelen som hans ejendom og støde ham ned i helvedes afgrund, som en, der aldrig nogen sinde har del i Guds rige, nåde og evige salighed. Det er jo et hårdt, forfærdeligt ord, som ethvert fromt hjerte må forfærdes over i højeste grad.

For det er sandt og uimodsigeligt, at den myndighed og magt er givet kirken af Gud, at den, som den lyser i band, i sandhed er lyst i band for Gud, det vil sige er under Guds vrede og forbandelse og berøvet alle helliges fællesskab; som Kristus siger (Matt 18,17–18): «Alt hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen»; ligeledes: «Den, som ikke vil høre kirken, skal du holde for en hedning og tolder.» Men hvad kunne der ske et menneske, som var mere forfærdeligt, end når Guds og alle skabningers forbandelse og fordømmelse kommer over ham, og han for evigt må være berøvet al frelse og trøst?

Hvor nu et sådant band og en sådan forbandelse bliver udtalt, der må også det andet stykke følge, som Kristus siger her: «Den, som slår jer ihjel, vil mene, at han gør Gud en tjeneste med det.» For det er executio [fuldbyrdelsen] eller straffen, som verden mener sig forpligtet til at fuldbyrde over dem, der offentlig er dømt i Guds og kirkens band: at man uden nogen nåde henretter dem og udrydder dem fra jorden. For en sådan ret skal gå over dem, som sætter sig op imod Guds folk, især med ny lære og tro (sådan som man anså apostlene og beskyldte dem for at prædike imod loven, templet og Guds folk osv.). For det har Gud også alvorligt befalet i loven, at man ikke skulle lade nogen af dem leve, men henrette dem uden nogen barmhjertighed og i et sådant tilfælde ikke skåne nogen, hverken sin bedste, nærmeste ven eller sin bror, søn eller datter, 5 Mos 13,9.

«Det samme,» vil Kristus sige, «skal også overgå jer: I bliver ikke alene lyst i band af jeres eget folk og kastet under Guds forbandelse, men de vil også skride til fuldbyrdelsen og straffe jer som Guds fjender og mene, at de ikke kan gøre nogen bedre gerning end at udrydde sådanne forbandede folk Gud til pris og ære.» Sådan skal det gå Kristi disciple (som det jo også er gået hovedet og Herren selv), at de bliver holdt for så onde, skadelige, giftige, forbandede folk, at enhver er forpligtet til at gøre sit til, at de bare bliver udryddet fra jorden; og den, som gør det, har gjort en så kostelig gerning, at den behager Gud i himlen, og at der ikke kan vises ham nogen større lydighed eller gudstjeneste.

Se, skulle det nu ikke bringe de kære disciple til at forarges dybt og være dem for tungt at bære (som Kristus siger til dem bagefter), at de må se og erfare dette, ikke alene på deres Herre, som de tror på, men også på dem selv: at de for hans skyld bliver så skændigt forbandet og henrettet af dem, der er Guds folk og har kirkens ordnede myndighed, og at de tilmed må lade dem beholde berømmelsen og titlen over for alle, at de ikke alene har gjort ret i det, men tjent Gud i allerhøjeste grad med det, som fromme, hellige folk, der med stor alvor og nidkærhed søger og værner om Guds ære? Hvilken svær forargelse må det ikke være for den øvrige svage lille flok af Kristi kirke, når dette sker i begyndelsen og ved kirkens første plantning, da Helligånden dog viste sig så mægtigt med undere for hele verden? Hvad bedre skulle de så siden vente sig af andre afgudsdyrkende hedninger, når dette overgår dem fra deres egne venner og brødre, det jødiske folk?

Det må jo hedde at regere kirken underfuldt, over og imod al menneskelig forstand. Hvem har nogen sinde hørt, at det skulle være den måde, hvorpå Gud vil gøre hele verden underlagt Kristus, udbrede sit ord alle steder og samle sin kirke, når det begynder så bagvendt og går så forargeligt til, at de kære apostle må miste hovedet for det med al skam, og at ikke de med deres lille flok, men deres modstandere har navnet og hedder Guds folk og kirke? Det burde jo være stærkt nok til at tage den vildfarende mening ud af disciplenes hjerte, som de havde om et legemligt Kristi rige, og lære dem ikke at håbe på verdsligt eller timeligt gods, ære, magt og fred fra ham, men at tænke, at han må have noget andet i sinde at give, eftersom han her lader dem lide skam og død.

Derfor forkynder han også dette forud, for at hans kristne skal være rustet imod det og vide, hvilken trøst de skal have, og han siger, at Helligånden alligevel skal vidne om ham imod denne forargelse; som det også er højst nødvendigt. For det må sandelig være Helligåndens åbenbaring og virkning, at dette bliver erkendt og forstået. Hvem kunne ellers tro, at denne korsfæstede, forbandede og bandlyste Jesus i sine disciple og elever skulle være Guds sande Søn, livets og den evige herligheds Herre?

Således er der nu i denne tekst stillet os for øje billedet af Kristi rige, hvordan det går i det fjendtlige rige i verden, sådan som der er spået om det i den første forjættelse om evangeliet, som kirken har sin første begyndelse fra, da Gud siger til slangen: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dit hoved, men du skal stikke ham i hælen» (1 Mos 3,15). Dette fjendskab må således altid gå i verden og bliver et evigt fjendskab og en evig strid; så at hvor Kristus kommer med sin prædiken, rammer han slangen; den begynder så straks at rase imod ham, stikker og bider om sig med sin giftige tunge og sine tænder; for den frygter også for sit hoved. Men dermed har den endnu intet vundet; den ligger alligevel under denne kvindens sæds fødder, og han træder på dens hoved og bliver ved, indtil den har brugt sin gift og vrede op på ham, og dens magt bliver helt til intet, så den ikke mere kan gøre skade.

Det er vores trøst og sejr, som vi har i Kristus, at han alligevel vil bevare sin kirke mod Djævelens vrede og magt; men imens må vi lide sådanne stik og dødelige bid af Djævelen, som gør ondt på vores kød og blod. Og det tungeste er, at vi må se og lide det fra dem, som selv vil være og også kaldes Guds børn og den kristne kirke; men vi må lære og vænne os til det, for Kristus selv og alle de hellige har heller ikke haft det bedre.

Det blev også tungt og surt for vores første fader Adam, at han måtte lære at forstå dette ord: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig» osv. (1 Mos 3,15), på sine egne børn, da hans førstefødte søn, som Gud havde givet ham, slog sin bror ihjel for hans offers og gudstjenestes skyld; på samme måde måtte siden de kære fædre, Abraham, Isak osv., i deres egne huse (hvor jo den rette kirke var) opleve, at den ene bror forfulgte den anden (skønt de dog havde set, lært og modtaget én og samme tro, Guds ord og gudstjeneste fra én fader). Derfor skal det ikke undre os eller forekomme os mærkeligt, om vi også må opleve det samme, ikke alene fra vores pavelige, som vi nu har fået vores dom af og godt bør vide, hvad de har i sinde mod os, og hvad vi har at vente af dem, men også fra dem, som endnu er iblandt os og også kaldes evangeliske og dog ikke er det i sandhed.

Det er den første del af denne Kristi prædiken og profeti. Nu følger den anden: hvad dog årsagen er, og hvordan det går til, at sådanne fremragende folk, de bedste, klogeste og helligste i Guds folk, som i fuld alvor mener og vil fremme Guds ære og tjeneste, forfølger Kristus og hans kristne så bittert og grueligt.

«Og det skal de gøre mod jer, fordi de hverken kender min Fader eller mig.»

Der hører du, hvad det drejer sig om; og han bekender ganske vist selv, hvad der bevæger dem til et sådant had og en sådan forfølgelse mod de kristne. Det er det (siger han), at I prædiker om mig, som de ikke kender; for de sidder dér i det ordnede embede, så de skal lære og prædike, som ypperstepræster og skriftkloge, og nu pave og biskopper osv., og de skal våge over, at ingen anden prædiken kommer op imod Moses’ og lovens gamle, stadfæstede lære, sådan som det jo dyrt og alvorligt er befalet dem af Moses, som sagt ovenfor, 5 Mos 13,7 ff.

Hvordan tør apostlene da træde frem med en ny lære og prædiken, som man ikke har hørt før, om en ukendt Messias eller Kristus, som ikke er blevet antaget af dem, men er blevet korsfæstet som en falsk profet, ja, en gudsbespotter og forfører? Hvem ville kende og antage en sådan, der er blevet så skændigt henrettet, som Kristus, imod den ordnede myndigheds dom og kendelse? Sådan trodsede de også prægtigt på denne deres magt mod apostlene og sagde, ApG 5,28: «Har vi ikke strengt forbudt jer at undervise i det navn?»

Nuvel, at de ikke kender denne Kristus, derom er der ingen tvivl: det beviser deres egen gerning og bekendelse, så man kan se det og tage og føle på det; hvor højt de end roser sig af, at de er Guds folk og har hans lov, forjættelse, præstedømme og gudstjeneste (sådan som også vores pavelige har Skriften, dåben, sakramentet og Kristi navn), så er de dog blinde og uden ret kundskab om Gud og Kristus, og forhærdede af denne blindhed løber de med deres band og mord mod Gud og hans Søn, netop under skin og ros af, at de dermed tjener Gud. Dermed styrker og trøster Kristus sine, så de ikke skal agte deres dom eller lade sig skræmme bort fra deres prædiken og bekendelse ved deres magt og bud, men tværtimod sige til dem (sådan som apostlene svarede deres ypperstepræster og rådet i Jerusalem): «Man skal adlyde Gud mere end mennesker», ApG 5,29.

Og hermed fælder Kristus selv dommen og drager skellet mellem den rette og den falske kirke, så man ikke skal dømme efter navnet og det ydre skin eller masken, men trække dækket af dem og have et sikkert kendetegn og en prøve, hvorpå den hellige kirke og Guds rette folk og tjenere kan kendes; for det kan fornuften og den menneskelige visdom ikke lære. Den rette prøvesten er derimod denne, at man ser efter, hvem der har den rette kundskab om Kristus, og hvem ikke; for efter alt det andet ydre – anseelse, navn, embede, magt og kirkens autoritet (som sagt) – skal der her ikke dømmes, for deri var jødedommens hob apostlene langt overlegen, og det er pavedømmet med sin hob os.

For vi bekender også selv og indrømmer dem, at de sidder i den rette kirke og har det embede, som er givet af Kristus og nedarvet til dem fra apostlene, til at lære, døbe, række sakramentet, tilsige tilgivelse, ordinere osv., ligesom hine sad i deres synagoge eller forsamling og i deres ordnede, befalede præsteembede og kirkens styre. Det lader vi alt sammen være ret og angriber ikke embedet, skønt de ikke vil lade sådant gælde hos os; ja, vi bekender, at vi har modtaget det fra dem, ligesom Kristus selv efter sin fødsel nedstammer fra jøderne, og apostlene fandt Skriften hos dem.

Derpå bygger de også deres ros og trods imod os og skælder os ud og forbander os som genstridige, frafaldne fornægtere og fjender af kirken. Nu er det tungt at bære et sådant navn og en sådan dom, og Djævelen kan med et sådant argument nok gøre én bange og angst, hvor han finder rum hos de uforstandige og begynder at angribe hjertet og bedøve det med sådanne tanker: «Åh, det er dog kirkens band; for de har jo embedet, det er sandelig ingen spøg, eftersom Kristus siger (Matt 18,18): ‘Alt hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen.’ Derfor er den, som kirken lyser i band, uden tvivl også forbandet af Gud. Og de lyser ikke dette band i Djævelens navn eller i pavens, men i Gud Faders, Sønnens og Helligåndens navn, i Kristi kraft osv.», sådan som de prægtigt pynter det med fremragende, alvorlige ord.

Derfor skal der forstand til at drage dette skel (som Kristus her viser), at der er to slags kirke: den ene, som ikke har navnet for verden, men bliver berøvet det og lyst i band; den anden, som har navnet og æren og derfor forfølger den anden lille flok. Og sådan vender det sig om, så det går stik modsat på begge sider: den, som ikke har navnet, er den rette kirke; den anden derimod er det ikke, selv om den sidder på stolen og i kirkens styre og har og udøver alle de embeder, som man må sige er den hellige kirkes embeder og gerninger; og dog skal man ikke agte dens band og dom.

Men den årsag, som gør denne adskillelse og dette skel, er den, Kristus nævner: at de hverken kender Faderen eller mig; det vil sige, striden står om læren og kundskaben om Kristus; dér skal man se hen og derefter dømme, hvilken der er den rette eller den urette kirke. For det er ikke nok, at man har navnet og embedet, for det kan man godt bruge urigtigt og misbruge, sådan som det andet bud og den anden bøn i Fadervor viser, at Guds navn ofte misbruges og ikke helliges, men vanhelliges og skændes. Derfor skal man ikke straks falde til føje og tage imod, når man fører et sådant navn frem og siger: «Det siger eller gør jeg i Guds eller Kristi navn og efter kirkens befaling og magt», men skelne således: «Guds og kirkens navn tager jeg imod og holder det dyrebart og kært; men det indrømmer jeg dig ikke, at du under det fører frem og falbyder, hvad du vil.»

Sådan siger vi også til vores pavelige: «Navnet og embedet under vi jer gerne og holder det for helligt og kostbart; for et sådant embede er ikke jeres, men er indstiftet af Kristus og givet kirken uden hensyn til de personer, som har embedet.» Derfor er det altid ret og godt, hvad der gives gennem et sådant embede efter Kristi ordning og i hans og kirkens navn, selv om det er ugudelige, vantro folk, som giver eller modtager det. Derfor må man her skille embedet fra personen og dens misbrug. Guds og Kristi navn er altid i sig selv helligt; men det kan nok misbruges og vanhelliges. Sådan er også kirkens embede kostbart og godt; men personen kan nok være fordømt og Djævelens. Derfor kan man ikke ud fra embedet dømme sikkert om, hvem der er rette eller ikke rette kristne og kirke.

Men her skilles vi ad over det stykke, som hedder at kende Kristus og ikke kende ham, det vil sige over læren og troen eller bekendelsen om Kristus. For dér vil det vise sig, sådan som Kristus selv her slutter og siger, at de ikke kender ham og Faderen; derfor er det også allerede afgjort af ham, at de ikke er Kristi kirke, men at det er disse, som har navnet hos Kristus og i sandheden og bliver forfulgt af hine. Og de skal være uforfærdede ved en sådan dom og kendelse og ikke bryde sig det mindste om, at de af dem skældes ud for kættere og forbandes, men netop have dette som et tegn og en trøst på, at de er den lille flok, som hører Kristus til, eftersom de bliver lyst i band af den anden store hob, som har æren og magten. For et sådant band rammer visselig ikke den falske kirke for kundskaben om Kristus og for troens skyld; for de vil også være ustraffede, ufordømte og uforfulgte, ja, de tør også foragte konge og kejser og rase mod dem med deres band og forbandelse. Så overmåde stærkt og frygtet er kirkens navn og dens magt hos dem.

Men hvad vil det så sige at kende Kristus og Faderen? For de pavelige roser sig, min tro!, også af en sådan kundskab, ligesom jøderne også roste sig og ikke ville have sagt om sig, at de ikke skulle kende Gud og deres Messias (når han kom). Ja, hvem skulle ellers kende ham, hvis ikke de, som har hans lov, forjættelse, tempel, præstedømme osv. og tilbeder den rette Gud, som har skabt himmel og jord og har forjættet dem Messias?

Men her hører du, at det endnu ikke er nok til at kende Gud, at de har mange love og gudstjenester, hvormed de mener at behage Gud; men den, som vil kende ham ret, han må kende ham i denne Kristus, det vil sige i det ord og den forjættelse, som Skriften og profeterne har sagt og vidner om ham. Og det er netop evangeliets lære og prædiken, at denne Kristus er Guds Søn, sendt af Faderen for at være offeret og betalingen for verdens synd ved sit eget blod og således tage hans vrede bort og forsone os, så vi, forløst fra synden og døden, ved ham får evig retfærdighed og liv. Deraf må det så følge, at intet menneske ved sin egen gerning eller hellighed kan gøre fyldest for sin synd eller afvende Guds vrede, og at der ingen anden vej eller noget andet middel er til at få Guds nåde og det evige liv end ved troen, som griber Kristus således.

Det er den rette Kristus, og det er at kende ham ret; og den, som kender Kristus således, kender også Faderen; for denne kundskab lærer ham, at dette (og intet andet) er Gud Faders råd, hjerte og vilje fra evighed: at han alene for denne sin Søns skyld vil være os nådig og frelse os, og at ingen skal komme til Gud uden gennem ham, som er vores syndebærer og nådestol.

Dette er den artikel, som alene gør os til kristne, og grunden til vores frelse. Hvor Kristus nu kendes således, dér må tilliden til og rosen af egen hellighed, gerninger og jødernes gudstjeneste, udført efter loven, nok falde, og alt det pavelige skrammel af selvvalgt gøgleværk og menneskepjat; for de to kan ikke stå sammen: at Kristus alene skal bære min synd, og at jeg selv med mine gerninger og i kraft af min egen værdighed skal bære min synd for Gud.

Eftersom nu hine jødiske hellige og nu vores pavelige ikke tager imod og tror en sådan prædiken om Kristus, så vidner de selv med deres egen gerning, at de ikke kender denne Kristus og heller ikke Faderen, som har sendt ham; i stedet drømmer de sig en Gud for sig selv, som skal se til deres hellighed, fordi de har loven, præstedømmet og gudstjenesten, og en sådan Kristus, som skal komme og have det allerstørste velbehag i en sådan hellighed og derfor ophøje dem til stor ære og herlighed frem for hele verden. Og når de hører apostlene prædike, at ingen bliver retfærdig for Gud ved lovens gerninger, og at der ikke er givet noget andet navn, hvorved vi bliver frelst, end denne korsfæstede Kristi, så vil de hverken høre eller tåle det, men forfølger for denne prædikens skyld apostlene og alle kristne på det bitreste med deres band, forbandelse og mord.

Netop sådan gør vores pavelige også; de vil og kan ikke tåle denne prædiken, at vi alene for Kristi skyld og ikke for vores gerningers skyld bliver retfærdige og frelst for Gud; men selv om de nok beholder Kristi og troens navn, så tager de dog hans gerning og kraft fra ham, forsvarer ved siden af den modsatte lære om vores egen fortjeneste og siger, at troen og Kristus nok hjælper noget, når kærligheden og de gode gerninger er der. Det vil ikke sige andet end: Kristus gør ikke så meget som vores gerninger, men det, han gavner, det gavner han for gerningernes skyld; sådan som man siger i skolerne: Propter unum quodque tale osv. [skolastisk læresætning: «det, for hvis skyld hver ting er sådan, er selv endnu mere sådan».] Og sådan som de åbenlyst siger, at troen (som jo må tro på Kristus) er bar og tom, ja, død, det vil sige hverken hjælper eller gavner noget, når den ikke er iklædt, ja, gjort levende ved kærligheden, som skal være troens sjæl og liv. Derfor siger de også, at Kristus og troen godt kan være hos et menneske, som er ubodfærdigt og ligger åbenlyst i dødssynder.

Det vil sige at gøre Kristus til en ren, tom skal eller en tom pung, men gerningerne til kernen eller guldet; Kristus til et dødt legeme, men vores gerninger til sjælen og livet; så at det, når gerningerne kommer til, først for deres skyld bliver et levende legeme og ikke længere en tom, men en rig pung. Det er jo at behandle Kristus skændigt og bespotteligt som én, der med sin fortjeneste og kraft skal være bundet til vores gerninger, tage sin adel og sit len fra dem og være vores tigger, som netop må tage fra os, hvad han skal give os.

Ud fra disse to stykker giver Kristus os nu den dom, at de ikke er kirken, eftersom de ikke kender ham og tilmed lyser dem, som prædiker om ham, i band og slår dem ihjel; og således slutter han, at de er begge dele: løgnere (med deres falske lære og band) og tilmed mordere på Gud og Kristus (så vidt det står til dem) og på alle hans hellige.

Her kan du nu selv se til, under hvilken hob du vil lade dig finde; for du må træde over på den ene af de to sider, og det duer ikke, at du vil vente og bie længe endnu på koncilierne eller på menneskers afgørelse og forlig i denne sag. For det er allerede afgjort og vil også blive ved det, at de to hobe aldrig nogen sinde bliver forligt med hinanden. Den største hob, som i denne sag vil have magten til at dømme og afgøre, vil dog altid forfølge den anden med band og mord, sådan som den har gjort fra begyndelsen. Omvendt vil de, som tror og er rette kristne, holde sig til denne Kristi dom og hellere blive hos den lille flok, som har Kristi ord og kundskaben om ham og lider forfølgelse derfor, end for verdens venskabs, æres og dette livs skyld holde sig til dem, som af Kristus er dømt som Guds og kirkens værste fjender, der hverken kan se Guds rige eller blive frelst.

Derfor må adskillelsen og bruddet mellem den rette kirke og den anden hob nok ske over denne artikel; for det er også Guds og Kristi befaling og bud, at man ikke skal holde sig til sådanne folk. Derfor må vi også sondre og skille os fra den pavelige kirke, uanset at de trodser på deres kirkemagt og embede og fordømmer os som frafaldne fra kirken.

For når striden står om det, at de lyser os i band og forfølger os for prædikenens og kundskabens om Kristus skyld, så har vi allerede Kristi dom over, at de ikke er kirken, og at deres embede, magt og hvad de ellers roser sig af, intet skal gælde imod os, men at omvendt vores prædiken, kirkeembede, band og dom imod dem skal gælde for Gud i himlen. For det er vi visse på ud fra dette skel og denne definitio [bestemmelse], som Kristus her giver: at dér er den rette kirke, hvor den lille flok er, som kender Kristus, det vil sige er enig i læren, troen og bekendelsen om Kristus; men hvor den rette kirke er og bliver, dér er og bliver også kirkens embede, sakramentet, nøglerne og alt, hvad Kristus selv har givet den, så den hverken behøver at bede paven eller koncilierne om det eller modtage det af dem; og dér er embedet ikke alene ret i sig selv og efter sin natur, men også hvad de personer angår (som er den rette kirke), der har et sådant embede og fører det i ret brug.

Skønt vi også lader det gælde, at de pavelige også udøver kirkens embeder, døber, rækker sakramentet osv. (forudsat at de i øvrigt forvalter det efter Kristi ordning), eftersom de dog fører Kristi navn og gør dette i kraft af hans befaling; ligesom man også må lade kirkeembederne og dåben, givet af kættere, være ret og gælde. Men hvor de vil bruge et sådant embede imod os, dér erklærer vi det ud fra denne Kristi dom for ugyldigt og kraftløst og holder dem for de sande udskilte og frafaldne fra Kristi kirke.