Søndag septuagesima (Matt 20,1–16)

Evangeliet på søndag septuagesima, Matt 20,1–16

Dette evangelium har nogle af fædrene draget på prædikanterne fra verdens begyndelse og helt til enden: at den første time skulle være Adams tid, den tredje Noas tid, den sjette Abrahams, den niende Moses’, den ellevte Kristi og apostlenes. Den slags snak er god til at fordrive tiden med, når man ellers ikke har noget at prædike. For det rimer dårligt, at denaren skal være det evige liv, og at de første, som Adam og de første hellige patriarker, ikke skulle lade sig nøje med den, og at så hellige folk skulle knurre i Himmeriget og tilmed blive skældt ud af husbonden og regnet for de sidste (det vil sige: fordømt).

Derfor lader vi sådanne fabler fare og holder os til Kristi enfoldige lære og mening. Han vil med denne lignelse vise, hvordan det går til i Himmeriget, det vil sige i kristenheden på jorden: at Gud dér styrer og virker forunderligt, nemlig på den måde, at han gør de første til de sidste og de sidste til de første. Og det er alt sammen sagt for at ydmyge dem, der er noget, så de ikke skal forlade sig på noget andet end Guds blotte godhed og barmhjertighed; og omvendt, for at de, der intet er, ikke skal fortvivle, men også forlade sig på Guds godhed, lige så vel som de andre.

Derfor må man ikke se på denne lignelse i alle dens stykker, men lægge mærke til hovedsagen, hvad han vil med den; ikke spørge, hvad penning eller denar betyder, heller ikke, hvilken der er den første eller den sidste time, men hvad husbonden har i sinde og vil: hvordan han vil have sin godhed agtet højere, ja, alene agtet, mere end alle gerninger og al fortjeneste. Ligesom i lignelsen om den uretfærdige godsforvalter, Luk 16,5ff.: dér bliver ikke hele lignelsen stillet os frem, så vi også skulle bedrage vor herre, men alene denne godsforvalters klogskab, at han sørgede så godt og viseligt for sig selv og fandt sin egen fordel, om end til skade for sin herre. Hvis nu nogen dér længe ville granske og prædike om skyldnerne, hvad gældsbeviset, olien, hveden og målet betyder, så ville han komme bort fra den rette mening og følge sit eget påfund, som ikke duede til noget.

For sådanne lignelser er ikke fortalt, for at man skal holde fast ved alle stykker i dem. Sankt Paulus sammenligner jo i Rom 5,18 Adam og Kristus og siger, at Adam var et forbillede på Kristus; og dog har Adam ladet døden og synden gå i arv til os, men Kristus livet og retfærdigheden. Men sammenligningen ligger ikke i arven, men i arvens følge: at ligesom synden og døden i arv hænger ved og følger dem, der fødes af Adam, sådan hænger livet og retfærdigheden i arv ved og følger dem, der fødes af Kristus. Ligesom man også godt kan fremføre en utugtig kvinde, der pynter sig for verdens og syndens skyld, som et forbillede på en kristen sjæl, at den også pynter sig for Gud, men ikke til synd som hun.

Sådan ligger hovedsagen i lignelsen i dette evangelium altså ikke i denaren, hvad den er, og heller ikke i forskellen mellem timerne, men i at erhverve og opnå: hvordan man kan erhverve denaren. Ligesom de første her formastede sig til at opnå denaren og noget mere ved fortjeneste, og de sidste dog fik den samme af herrens godhed, sådan vil Gud vise, at det er lutter godhed, hvad Gud giver os, og at ingen skal formaste sig over den anden. Derfor siger han her: «Jeg gør dig ikke uret, godset er jo mit og ikke dit; gav jeg nu det, der er dit, bort, så kunne du knurre; skulle jeg ikke gøre med mit, hvad jeg vil?»

Således skræmmer Kristus her for det første (ligesom epistlen også gør) formastelsen hos dem, der vil kæmpe sig til Himlen med gerninger, ligesom jøderne gjorde, der ville være de nærmeste hos Gud; og som vore gejstlige hidtil også har gjort. Alle disse arbejder for en bestemt løn, det vil sige: de tager ikke imod Guds lov anderledes, end at de skal opfylde den med bestemte gerninger for en vis løn, og de forstår aldrig loven ret og ved heller ikke, at det må være lutter nåde for Gud. Det er det, det betyder, at de lejer sig ud og bliver enige med herren om en denar i dagløn; derfor bliver livet surt for dem, og de fører en hård orden.

Når så evangeliet kommer og gør alt lige, som Sankt Paulus gør i Rom 3,23, så de, der har gjort mange gerninger, ikke gælder mere end de åbenlyse syndere, men også må blive syndere og finde sig i skriftordet: Omnes peccaverunt, de er alle syndere, Rom 3,23, og at ingen er retfærdig for Gud ved gerningerne, så ser de sig om og foragter dem, der slet intet har gjort, og så skal deres store møje og arbejde ikke gælde mere end hines lediggang og løsagtige liv. Så knurrer de mod husbonden, det synes de ikke er ret, de bespotter evangeliet og forhærdes i deres færd; så mister de Guds yndest og nåde og må tage deres timelige løn og traske af med deres denar og blive fordømt; for de har ikke tjent for den evige yndest, men for løn, og den får de også, og ikke mere.

Men de andre må bekende, at de hverken har fortjent denaren eller yndesten, men de får mere, end de havde ment var lovet dem. De bliver i nåden og bliver tilmed frelst, foruden at de også her i timelig henseende har nok; for det hele afhænger af husbondens gode vilje.

Derfor, hvis man endelig ville tyde skarpt, så måtte man lade denaren være det timelige gode og husbondens yndest det evige gode; men dagen og heden måtte man drage fra tiden over på samvittigheden, sådan at de gerningshellige gør et langt og tungt arbejde, det vil sige: de gør det med tung samvittighed og ulysteligt hjerte, tvunget og drevet af loven; men den korte time skulle være den lette samvittighed, ført i nåden, som villigt og uden lovens drivning lever godt.

Så har de altså samme denar, det vil sige: de får begge timeligt gods. Men de sidste har ikke søgt det, men det falder dem i skødet, fordi de først har søgt Guds rige, Matt 6,33, og de har derudover nåden til det evige liv og er glade. Men de første søger det timelige, slutter aftale og tjener for det; derfor må de gå glip af nåden og med et tungt liv fortjene helvede. For de sidste mener ikke og formaster sig ikke til at fortjene denaren og får det hele; da de første ser det, formaster de sig til at få meget mere og går glip af det hele. Derfor ser man klart, når man ser på deres hjerte, at de sidste ikke agter på deres fortjeneste, men nyder herrens godhed; men de første agter ikke på herrens godhed, men ser på deres fortjenester og mener, at de har krav på det, og knurrer over det.

Så må vi altså drage disse to ord, de sidste og de første, til to sider: den ene gang for Gud, den anden gang for menneskene. Altså: de, der er de første for menneskene, det vil sige de, der selv holder sig og lader sig holde for de nærmeste og første for Gud, dem går det også stik modsat for Gud, så de er de sidste for ham og de allerfjerneste; omvendt: de, der er de sidste for menneskene, det vil sige de, der selv holder sig og lader sig holde for de fjerneste og sidste for Gud, dem går det også stik modsat, så de er de nærmeste og første for Gud. Den, der nu vil være sikker, skal holde sig til ordet: «Den, der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget.» For dér står det: Den første for menneskene er den sidste for Gud; den sidste for menneskene er den første for Gud. Og omvendt: den første for Gud er den sidste for menneskene; den sidste for Gud er den første for menneskene.

Men fordi dette evangelium ikke taler om enkle, almindelige første og sidste, sådan som de høje i verden intet er for Gud, ligesom hedningerne, der intet ved om Gud, men mener dem, der lader sig tykkes, at de er de første eller de sidste for Gud, så går det meget højt og rammer overmåde fremragende folk, ja, det forskrækker de allerstørste hellige. Derfor holder Kristus det også selv frem for apostlene. For her sker det, at en vel kan være fattig, svag og foragtet for verden, ja, også lide noget for Guds skyld, så der slet intet skin er af, at han er noget, og dog i hjertet hemmeligt være fuld af selvbehag, så han tykkes sig selv at være den første for Gud og netop dermed er den sidste. Og omvendt kan en vel være så modløs og forsagt, at han mener, han er den sidste for Gud, selv om han har penge, ære og gods for verden, og netop dermed er han den første.

Man ser også, hvordan de allerhøjeste hellige har frygtet her, og hvor mange der også er faldet her fra en høj åndelig stand. David klager i Sl 131,2: «Hvis jeg ikke har stillet og stilnet min sjæl, så blev min sjæl vænnet fra, ligesom en vænnes fra sin moder.» Ligeså et andet sted (Sl 36,12): «Lad ikke hovmodets fod komme over mig.» Hvor tit revser han også de frække, de uforskammede og de hovmodige, Sl 119,21. Ligeså siger Sankt Paulus i Andet Korintherbrev (2 Kor 12,7): «For at jeg ikke skal blive hovmodig på grund af de høje åbenbaringer, er der givet mig en torn i kødet» osv. Og som vi har hørt i epistlen, hvor fremragende folk der er faldet; dem alle er det uden tvivl kommet over, dette fæle, hemmelige lumskeri, at de er blevet sikre og har tænkt: «Nu er vi nær, det har ingen nød, vi kender Gud, vi har gjort dette og hint», og de har ikke selv set, hvordan de har gjort sig til de første for Gud. Se, hvordan Saul faldt! Hvordan lod Gud David falde! Hvordan måtte Peter falde! Hvordan faldt nogle af Paulus’ disciple!

Derfor er det også højst nødvendigt, at man i vore dage prædiker dette evangelium for dem, der nu kender evangeliet, for mig og mine lige, som kan lære og mestre hele verden og mener, at vi er de nærmeste og har ædt Guds Ånd ren op med fjer og ben. For hvor kommer det fra, at så mange sekter allerede nu skyder op, og den ene tager sig dette, den anden hint for i evangeliet? Uden tvivl derfra, at ingen af dem agter på, at dette ord rammer eller angår dem: «De første er de sidste»; eller, hvis det angår dem, er de sikre og uden frygt og regner sig for de første. Derfor må det gå efter dette ord, at de bliver de sidste, farer til og kaster så skændig lære og gudsbespottelse op mod Gud og hans ord.

Er det ikke også gået paven sådan? Da han med sine ikke mente andet, end at han var Guds statholder og den allernærmeste, og også fik verden overtalt dertil, så blev han netop derved Djævelens statholder og den allerfjerneste fra Gud, så aldrig noget menneske under solen har rast og raset sådan mod Gud og hans ord; og dog har han ikke set det gruelige lumskeri, for han har været sikker og har ikke frygtet denne fine, skarpe, høje og ypperlige dom: «De første er de sidste.» For den rammer det allerdybeste i hjertet, den egne åndelige indbildskhed, som også i fattigdom, vanære og ulykke holder sig selv for den første; ja, da allermest.

Så er dette altså summen af dette evangelium: Intet menneske er så højt eller kommer så højt, at det ikke må frygte for at blive det allerlaveste. Og omvendt: ingen ligger så dybt faldet eller kan falde så dybt, at han ikke kan håbe på at blive den højeste; for her er al fortjeneste ophævet, og alene Guds godhed bliver prist, og det er fast besluttet: Den første skal være den sidste, og den sidste den første. Med det, at han siger: «Den første skal være den sidste», tager han al formastelse fra dig og forbyder dig at ophøje dig over nogen skøge, om du så var Abraham, David, Peter eller Paulus. Men med det, at han siger: «Den sidste skal være den første», værger han dig mod al fortvivlelse og forbyder dig at kaste dig ned under nogen hellig, om du så også var Pilatus, Herodes, Sodoma og Gomorra.

For ligesom vi ingen grund har til at formaste os, sådan har vi heller ingen grund til at fortvivle; men middelvejen bliver stadfæstet og bevaret ved dette evangelium: at man ikke ser på denaren, men på husbondens godhed, som er lige og den samme over høje og lave, over første og sidste, over hellige og syndere, og at ingen kan rose sig af den eller trøste sig ved den eller formaste sig på den mere end den anden; for han er ikke alene jødernes Gud, men også hedningernes, ja, alles på én gang, hvordan de end er eller hedder.