Søndag seksagesima (Luk 8,5–15)

Evangeliet på søndag seksagesima, Luk 8,5–15

Dette evangelium taler om de disciple og de frugter, som Guds ord har i verden. For det taler ikke om loven og heller ikke om menneskebud, men, som han selv siger, om Guds ord, som han selv, Kristus, sædemanden, prædiker. Loven bærer heller ingen frugt, lige så lidt som menneskebud gør det. Men han nævner fire slags disciple af Guds ord.

De første er dem, der hører det og ikke fatter det og heller ikke agter på det. Og det er ikke de jævne folk på jorden, men de største, klogeste og helligste, kort sagt den største flok; for han taler her ikke om dem, der forfølger Ordet eller ikke hører på det, men om dem, der hører det og er disciple, som også vil kaldes rigtige kristne og lever blandt os i den kristne forsamling og sammen med os har del i dåben og sakramentet. Men de er og bliver kødelige hjerter, de tager ikke imod Ordet; det går ind ad det ene øre og ud ad det andet. Det er som med kornet på vejen: det falder ikke ned i jorden, men bliver liggende oven på vejen; for vejen er trampet hård af menneskers og dyrs fødder.

Derfor siger han, at Djævelen kommer og tager Ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst; og denne Djævelens kraft betyder ikke blot, at hjerterne, forhærdede af verdslige tanker og et verdsligt liv, mister Ordet og lader det fare, så de aldrig mere forstår eller kender det; men også, at Djævelen i stedet for Guds ord sender falske lærere, som træder det ned med menneskelære. For her står begge dele: at sæden på vejen bliver trådt ned og ædt op af fuglene.

Ved fuglene forstår Kristus selv djævlene, som tager Ordet bort og æder det; og det sker, når han vender deres hjerte bort og forblinder det, så de hverken fatter det eller agter på det, sådan som Sankt Paulus siger i 2 Tim 4,4: «De vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til myter.» Ved at menneskene træder det ned, forstår han menneskelæren, som hersker i vort hjerte; sådan som han også i Matt 5,13 siger om det dumme salt, som bliver kastet ud og trådt ned af folk; det vil sige, som Sankt Paulus siger (2 Thess 2,11): De må tro løgnen, fordi de ikke har adlydt sandheden.

Til dette tal hører altså alle kættere, sværmeånder og sværmere, som forstår evangeliet kødeligt og tyder det efter eget hoved, hvorhen de vil; de hører alle evangeliet og bærer dog ingen frugt, ja, de bliver langt mere styret af Djævelen og trykket hårdere ned af menneskebud end før. For det er et forfærdeligt ord, når Kristus her siger, at Djævelen tager Ordet bort fra deres hjerter; dermed vidner han jo, at Djævelen hersker mægtigt over deres hjerte, selv om de kaldes kristne og hører Ordet.

Ligeledes lyder det også jammerligt, at de bliver trådt ned og må være mennesker underdanige i deres fordærvelige lærdomme, ved hvilke Djævelen dog under evangeliets skin og navn fint tager Ordet fra dem, så de aldrig nogen sinde forstår det eller bliver frelst, men evigt må være fortabt; sådan som vore sværmere nu også gør i alle lande. For hvor dette Ord ikke bliver, dér er der ingen frelse, og dér hjælper hverken store gerninger eller et helligt liv; for når han siger, at de ikke bliver frelst, fordi Ordet bliver taget fra dem, vidner han stærkt nok om, at det ikke er gerningerne, men troen ved Ordet, der alene frelser, sådan som Sankt Paulus siger i Rom 1,16: «Det er en Guds kraft til at frelse alle, som tror på det.»

De andre er dem, der tager imod det med glæde, men ikke bliver ved. Det er også en stor flok, som fatter Ordet rigtigt og griber det rent, uden nogen sekter, partier eller sværmerier, og de glæder sig også over, at de kender den rette sandhed og kan vide, hvordan man uden gerninger skal blive frelst ved troen, og også over, at de er blevet fri af lovens, samvittighedens og menneskelærens fængsel. Men når det kommer til stykket, og de skal lide skade, spot og tab af liv eller gods for det, så falder de fra og fornægter det; for de har ikke rod nok og står heller ikke dybt nok. Derfor ligner de sæden på klippen, der skyder frisk op og grønnes, så det er en lyst at se på og giver godt håb; men når solen skinner hedt, så går det til grunde, for det mangler jord og saft, og der er bare klippe. Sådan gør disse også: i forfølgelsens tid fornægter de, eller i hvert fald tier de om Ordet og gør, siger og finder sig i alt, hvad forfølgerne befaler eller vil – de samme, som før skød frem og frisk og glad talte om det og bekendte det, mens der endnu var fred og ingen hede, så man håbede, at de ville bære megen frugt og gøre megen nytte hos folk. For disse frugter er ikke alene gerningerne, men meget mere at bekende, prædike og udbrede Ordet, så mange andre bliver omvendt derved, og Guds rige bliver forøget.

De tredje er dem, der hører og fatter det, men alligevel falder til den anden side, nemlig til dette livs lyst og magelighed, så de heller ikke gør noget ved Ordet. Og denne flok er også meget stor. For skønt de ikke stifter kætteri som de første, men altid har det klare, rene Ord, og heller ikke bliver anfægtet på venstre side som de andre, med modgang og forfølgelse, så falder de dog til højre side, og deres fordærv er, at de har fred og gode dage. Derfor giver de sig ikke for alvor af med Ordet, men bliver dovne og synker ned i dette livs bekymringer, rigdom og vellyst, så de ikke duer til noget. Derfor ligner de sæden, som falder blandt tidslerne. Selv om der ikke er klippe, men god jord, og heller ingen vej, men jord, der er pløjet dybt nok, så lader tidslerne det dog ikke komme op, men kvæler det. Sådan har disse i Ordet alt, hvad der tjener til frelsen, undtagen at de ikke bruger det, og de rådner op i dette liv i kødet. Hertil hører nu dem, der hører det og ikke tæmmer deres kød; de ved det og gør ikke derefter; de lærer det og efterlever det ikke selv, de er i år, som de var i fjor.

De fjerde er dem, der griber det med et fint, godt hjerte og beholder det og bærer frugt med udholdenhed; det er dem, der hører Ordet og holder fast ved det med bestandighed, så de også sætter alt på spil for det og giver slip på alt, dem, som Djævelen ikke tager det fra og heller ikke forfører derved, som forfølgelsens hede heller ikke jager bort, og som tidslerne, denne tids vellyst og gerrighed, heller ikke hindrer, men som bærer frugt, så de også lærer andre det samme og forøger Guds rige, og som dernæst også gør deres næste godt i kærligheden.

Derfor siger han: «Med udholdenhed.» For sådanne må lide meget for Ordets skyld: spot og skam af sekterne og kætterne, had og misundelse med skade på liv og gods af forfølgerne, foruden hvad tidslerne og kødets egne anfægtelser gør; så det med rette hedder et korsets ord, for den, der skal holde fast ved det, må bære og overvinde kors og ulykke med tålmodighed.

Han siger: «I et fint, godt hjerte.» Ligesom en mark, der uden tidsler og buske ligger fint jævn og rummelig hen som en smuk, ren plads, sådan er også et hjerte fint og rent, vidt og rummeligt, når det er uden bekymring og gerrighed efter det timelige brød, så Guds ord godt finder plads dér. Men marken er god, når den ikke alene ligger fint og jævn hen, men også er fed og frugtbar, så den har en god bund og giver meget korn, ikke som den stenede eller grusede mark. Sådan er et hjerte, der har god grund og er stærkt, fedt og godt med fuld Ånd, så det kan beholde Ordet og bære frugt med udholdenhed.

Dér ser vi, at det ikke er underligt, at der er så få rigtige kristne. For sæden falder ikke alene i den gode mark, men kun den fjerde og mindste del. Og vi ser, at man ikke skal stole på dem, der roser sig af at være kristne og priser evangeliets lære; ligesom Demas, Sankt Paulus’ discipel, der til sidst forlod ham (2 Tim 4,10), og ligesom Kristi disciple i Joh 6,66, som veg fra ham. For han råber selv her og siger: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» som ville han sige: Åh, hvor få rigtige kristne der er; ja, man tør ikke tro alle, der kaldes kristne og hører evangeliet; der skal mere til.

Alt dette er sagt os til lærdom, så vi ikke skal lade os forvirre af, at så mange misbruger evangeliet og så få griber det rigtigt; selv om det er trættende at prædike for dem, der behandler det så skændigt og ligefrem handler imod evangeliet. For det er en prædiken, der skal gå så almindeligt ud, at den også skal forkyndes for alle skabninger, sådan som Kristus siger i Mark 16,15: «Forkynd evangeliet for alle skabninger»; og Sl 19,5: «Deres snor går ud over alle lande og deres tale til verdens ende.» Hvad bryder vi os om, at mange foragter det? Sådan må det jo være, at mange er kaldede, men få er udvalgte; for den gode jords skyld, der bærer frugt med udholdenhed, må sæden også falde forgæves på vejen, på klippen og blandt tidslerne; eftersom vi også er sikre på, at Guds ord ikke går bort uden frugt, men altid også finder god jord, sådan som han siger her, at noget af sædemandens sæd også falder i god jord, ikke alene på vejen, blandt tidslerne og på det stenede. For hvor evangeliet går ud, dér er der kristne, Es 55,11: «Mit ord skal ikke vende tomt tilbage» osv.

Her skal man lægge mærke til, at Sankt Markus (4,8) og Matthæus (13,8) siger, at sæden bærer frugt, noget tredive fold, noget tres fold, noget hundrede fold; og det er efter alle udlæggelser blevet forstået om tre slags kyskhed, nemlig jomfruelig, ægteskabelig og enkestandens kyskhed; og de har tilregnet jomfrudommen hundrede fold, ægtestanden tredive fold som den ringeste, og enkestanden tres fold. Det er dog så groft og råddent et vrøvl, at det er synd og skam, at det er blevet stående så længe i kristenheden og er blevet ført frem af så mange høje lærere og ikke bemærket af nogen af dem. Deraf kan man godt mærke, hvor mange vågne, rappe og flittige lærere der har været hidtil, og hvordan den ene blindt har troet den anden, og hvordan Gud har ladet så store helgener og folk fare så groft vild i så store sager, som angår sjælene, for at han kan advare os mod at tro nogen lærer, hvor hellig og stor han end er, medmindre han fører Guds klare ord.

For det første ville det være at tale alt for ringe om Guds ord, at det ikke skulle have flere frugter end kyskheden, når Sankt Paulus i Gal 5,22 roser mange andre. Og kort sagt: Guds ord gør alt godt, det gør vis, forstandig, klog, forsigtig, retskaffen, venlig, tålmodig, tro, ærbar, kysk osv. Derfor er denne glose om de tre slags kyskhed alene helt ukristelig.

Ligeledes har jo også hedningerne og onde mennesker, som ikke har evangeliet eller endda forfølger det, jomfruer, enker og gifte folk. Uden tvivl har Annas og Kajfas været retskafne gifte folk. Ligeledes ville jomfrudommen jo så være der før Guds ord, og enkestanden og ægteskabet ligeså; for jomfruer bliver født, og når evangeliet kommer, så finder det begge dele, jomfruer, enker og gifte folk, og det gør dem ikke først til jomfruer, enker eller ægtefolk.

For det andet er ægteskabet, jomfrudommen og enkestanden hverken frugter, dyder eller gerninger, men tre stande, skabt og forordnet af Gud, og de står ikke i vor magt, men er guddommelige gerninger og skabninger, ligesom alle andre skabninger er. For hvis det skulle gælde, at man ville gøre standene til frugter, så måtte man også sige, at herskab, tjenerstand, mandestand, barnestand og alle embeder var lutter frugter af evangeliet; dermed ville der slet ingen frugt blive tilbage til evangeliet, eftersom alle sådanne stande findes uden for evangeliet. Men kyskheden er blevet trukket sådan frem for sit store skins skyld, til stor fare og skade for sjælene; ligesom om der ellers ingen dyd var, der pryder en kristen, end jomfrudommen.

Jeg vil gå endnu videre og sige, at kyskheden er noget andet og meget højere end jomfrudommen, som ikke er andet, end at en kvinde ikke har haft med nogen mand at gøre. Ved siden af går det alligevel sådan, at jomfruerne efter deres kvindelige legemes art og natur ikke alene har lyst og brynde til mænd, men også må være fulde af sæd og blod for at bære børn og formere sig, sådan som Gud har skabt dem, og et sådant skaberværk er ikke deres gerning, men Guds alene; derfor kan de ikke hindre det; det må gå, som naturen giver det, skabt af Gud, hvad enten der bliver børn af det eller ej. Men kyskhed må jo være et sådant sind, der har ingen eller kun lidt lyst til mænd, og i legemet heller ingen eller kun lidt sæd til frugterne eller børnene.

Nu går det almindeligvis sådan, at en hustru ikke så tit føler en sådan lyst og brynde, flod eller sæd, for hun bliver af med den hos og ved manden; og desuden, hvor en jomfru har lutter lyst med tanker i hjertet og sæd i legemet, dér har en hustru hos manden megen ulyst blandet ind deri, så at, almindeligt talt, den høje og bedste kyskhed er i ægtestanden, fordi der er mindre brynde og lyst i den, og den ringeste kyskhed i jomfrudommen, fordi der er langt mere brynde og lyst i den. Derfor er kyskhed en dyd højt over jomfrudommen; for man kalder også en brud jomfru endnu, selv om hun er fuld af brynde, lyst og kærlighed til brudgommen. Kyskheden svæver over alle tre stande, over ægteskabet, over enkestanden og over jomfrudommen. Men hvor Gud ikke gør et under, synker den ned og er mest i ægteskabet og mindst i jomfrudommen, og der er ikke tre slags kyskhed, men tre kyskhedens stande.

Det er sandt: når man regner jomfrudommen efter det ydre skin, så synes den stor, fordi den afholder sig og ikke stiller sin lyst med en mand. Men hvad er det værd, når én bærer sin lyst længere uden mand eller kvinde og stiller den bedre, end hvis han havde mand eller kvinde? Er det ikke mere ukyskhed, hvor der er større brynde, kærlighed, liderlighed og kildren, end hvor der er mindre af det? Derfor er jomfrudommen, når man regner efter brynden og kildren, sådan som man jo skal regne ukyskhed, mere ukysk end ægtestanden. Det ser man også godt på de unge tøser, som er jomfruer og dog er fulde af liderlighed og nysgerrighed og gør sig større tanker om det, end det er i sig selv. Kort sagt, jeg ville gerne se en jomfru, der var tyve år gammel og sund og havde et rigtigt kvindelegeme.

Det være nok om kyskheden, så vi ved, at disse Ordets frugter må forstås anderledes og videre end om kyskheden, og især om de frugter, at mange mennesker bliver omvendt ved det og kommer til erkendelse af sandheden. For skønt gerningerne også kaldes frugter, så taler han dog her fornemmelig om de frugter, som det bringer i hjerterne, så de bliver oplyste, troende, trøstede og vise i Kristus; sådan som Sankt Paulus siger i Rom 1,13: «For at jeg også kunne skaffe frugt blandt jer ligesom blandt de andre hedninger»; og Kol 1,6: «Evangeliet bærer frugt i hele verden, ligesom også blandt jer»; det vil sige, mange bliver levende ved det, fri for synder og frelst; sådan som det jo er evangeliets egen gerning at forløse fra synd, død og Djævel, som et livets, nådens og frelsens ord. Efter denne frugt følger så Åndens frugter, gerningerne, såsom tålmodighed, kærlighed, troskab osv.

At noget nu bærer tredive fold, noget tres fold og noget hundrede fold, betyder så meget som, at der på ét sted bliver flere mennesker omvendt end på et andet, og at én apostel og prædikant prædiker videre og mere end en anden. For folket er ikke lige stort alle steder og giver heller ikke lige mange kristne, og prædikanterne prædiker ikke lige vidt og meget, men sådan som Gud har forudset og forordnet det. Den hundrede fold frugt kan man godt tilskrive Sankt Paulus’ ord, for han har prædiket allervidest og allermest, selv om han ikke var nogen jomfru.

Men hvad betyder det, at han siger: «Jer er det givet at kende Guds riges hemmelighed» osv.? Hvad er hemmeligheden? Skal man ikke vide den, hvorfor prædiker man den så? Hemmelighed betyder en skjult, lønlig ting, som man ikke ved; og Guds riges hemmelighed er de ting, der er skjult i Guds rige, såsom Kristus med al sin nåde, som han har vist os, sådan som Sankt Paulus kalder ham; for den, der kender Kristus rigtigt, han ved, hvad Guds rige er, og hvad der er i det. Og det kaldes en hemmelighed, fordi det er åndeligt og lønligt og bliver ved at være det, hvor Ånden ikke åbenbarer det. For selv om der er mange, som ser og hører det, så fatter de det dog ikke. Sådan er der nu mange, der prædiker og hører om Kristus, hvordan han er givet for os; men det er altsammen endnu på tungen og ikke i hjertet, for de tror det ikke selv og føler det heller ikke, sådan som Sankt Paulus siger i 1 Kor 2,14: «Det naturlige menneske fatter intet af Guds Ånd.»

Derfor siger han her: «Jer er det givet»; det vil sige: Ånden giver jer det, så I ikke alene hører og ser det, men også erkender og tror det med hjertet; derfor er det nu ikke længere en hemmelighed for jer. Men de andre, som hører det lige så vel som I, men ikke har troen i hjertet, de ser det ikke og forstår det ikke; for dem er det en hemmelighed, og det bliver ukendt for dem, og alt, hvad de hører, er ikke andet, end når én hører en lignelse eller et dunkelt ord. Det beviser nu også vore sværmere, som ved at prædike meget om Kristus; men fordi de ikke selv føler det i hjertet, farer de af sted og lader hemmelighedens rette grund ligge og går rundt med spørgsmål og sælsomme påfund. Og når det kommer til stykket, ved de slet intet om, hvordan de skal stole på Gud og finde syndernes forladelse i Kristus.

Men Sankt Markus siger (4,33), at Kristus talte til folket i lignelser, for at de kunne fatte det, hver efter sin evne. Hvordan rimer det med det, Sankt Matthæus siger (13,13–14), at han taler i lignelser, for at de ikke skal fatte det? Det må sandelig gå sådan til, at Sankt Markus vil sige: Lignelserne tjener til, at grove folk griber dem udvortes, så de, skønt de ikke fatter dem, dog siden kan blive belært og erkende dem; for lignelser behager naturligt de enfoldige, og de husker dem godt, fordi de er taget fra de almindelige ting, som folk har med at gøre. Men Sankt Matthæus vil sige, at disse lignelser er af den art, at ingen kan forstå dem, hvor meget han end griber og hører dem, hvis Ånden ikke gør dem kendt og åbenbarer dem. Ikke sådan at de bliver prædiket, for at man ikke skal forstå dem, men sådan at det naturligt følger, at ingen forstår dem, hvor Ånden ikke åbenbarer dem. Men dog har Kristus taget disse ord fra Es 6,9–10, hvor den høje tanke om Guds forudbestemmelse berøres: at han skjuler og åbenbarer for hvem han vil og fra evighed har besluttet.