2. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 14,16–24)

En anden prædiken over evangeliet på 2. søndag efter trinitatis, Luk 14,16–24

Dette evangelium har de pavelige imod den gamle kirkes ordning lagt på den forgangne 1. søndag, fordi man i den uge fejrede Kristi legemsfest, sådan som man stadig fejrer den hos dem. For de har trukket det aftensmåltid, som dette evangelium taler om, over på sakramentet og vil dermed stadfæste sakramentet under én skikkelse – som jo, som I ved, er et af de fornemste stykker i deres misbrug og antikristelige forvanskning af sakramentet, som vi er uenige med dem om.

Da nu de unge vokser op og intet ved om den slags fester og al den pragt, og vi gamle også glemmer det, ville det være godt at minde vore egne om det, så at vore unge, når de kommer ind i deres kirker og ser det, ikke tager anstød af det, men kan sige, at det ikke er ret, at de bærer det hellige sakramente sådan omkring i optog og udbyder så megen løgneaflad i den anledning. Det sker ikke i den mening at ville ære sakramentet – for så bar de hele sakramentet eller begge skikkelser omkring – men til skam og skændsel for sakramentet, for at de selv kunne blive æret ved det, nemlig for dermed at holde fast ved den forskel, at præstestanden skulle være en særlig og højere stand for Gud end de andre almindelige kristnes, fordi de alene bruger hele sakramentet eller begge skikkelser, Kristi legeme og blod, mens de andre kristne som ringere folk må lade sig nøje med det ene stykke af sakramentet.

Denne forskel har de med en sådan fest villet udbrede blandt folk og således prise deres stand frem for andre, til skam og skændsel for det hellige sakramente og for Herren Jesus Kristus. Han har ikke indstiftet sit hellige sakramente for en særlig stand ved siden af de almindelige kristne, ligesom han heller ikke har lidt og er død for en særlig stand, men til trøst for sin kristne kirke, som ikke er delt, men er ét eneste legeme under det ene hoved, Jesus Kristus, hvor alle lemmer er lige, hvad livet og væsenet angår, selv om gerningerne er ulige og forskellige.

Dette misbrug, som er meget stort og skadeligt, skal man ikke glemme, men tage op på prædikestolen og male godt ud, fordi de så forhærdet og ubodfærdigt bliver stående på deres ugudelige væsen. For hvordan kommer det hellige sakramente til at skulle bruges til at gøre forskel blandt de kristne? Herren Kristus har jo først og fremmest indstiftet det til trøst for samvittigheden og styrkelse af troen; dernæst skal det i kristenheden være ligesom et bånd, hvormed de kristne er bundet allerinderligst sammen, så de er ligesom ét brød eller én kage – ikke alene ved, at de alle har én Gud, ét Ord, én dåb, ét sakramente, ét håb og én tillid og al Kristi nåde og alle hans goder fælles uden nogen som helst forskel, men også ved, at de i hele deres ydre liv er ét legeme, hvor det ene lem skal række det andet en hånd og tjene det, hjælpe, råde, have medlidenhed osv.

Denne brug af det hellige sakramente har de pavelige helt ophævet ved, at de alene har taget sakramentet helt og dermed gjort sig til en særlig flok, som skal være bedre end den almindelige kristenhed. Og for at den menige mand dog også skulle holde den ene skikkelse højt og ikke ganske ringeagte den, har de hvert år holdt denne fest otte dage igennem, hvor man med en herlig pragt har båret den ene skikkelse i optog gennem byen med cymbler og strengespil, så folk spærrede øjnene op og tænkte, at selv om præstestanden var meget herligere og større for Gud, så havde de dog også noget at prale af.

Desuden har de også trukket dette evangelium over på det, skønt det rimer meget dårligt med den ene skikkelse – ligesom om denne husfader havde lavet et musemåltid og kun givet dem noget at spise, men intet at drikke. Og dog synger de selv om det: Venite, comedite panem meum, et bibite vinum meum, «kom, spis af mit brød, og drik af min vin» – og alligevel har de kun givet den ene skikkelse og holdt kalken for sig selv. Men sådan går det altid vor Herre Gud: hvad han stifter og ordner, det må blive forvansket og skændet af Djævelen og hans folk. Sådan er det også gået med sakramentet, som på denne fest den dag i dag bliver bespottet på det allergrueligste af de pavelige.

For som sagt: De holder ikke denne fest til ære for det hellige sakramente – så ville de bære begge skikkelser og hele sakramentet omkring – men til ære for sig selv, og de pynter den stort op, ikke for at vi skulle få meget ud af den, men alene for at vi skulle vide, hvilken forskel der er på en præst og en lægmand. I andre sager, hvor Gud har skabt det sådan, er det vel godt at gøre forskel: at en kvinde bliver ved at være en kvinde og en mand en mand, at den verdslige øvrighed er skilt fra undersåtterne, og så fremdeles med de andre verdslige stænder.

Men at man her vil gøre en forskel, hvor Gud har ophævet al forskel, så at paven, biskopperne, ja Sankt Peter eller Sankt Paulus skulle have en bedre dåb og et bedre evangelium end ellers en almindelig kristen, det er ikke ret. Derfor er det også uret, at de vil have et bedre sakramente end andre kristne, når dog vor Frelser, Herren Kristus, ikke har indstiftet sakramentet (som sagt) til at gøre forskel blandt sine kristne, men til at gøre dem lige, ligesom dåben og evangeliet, så den ene skal have lige så meget ud af det som den anden.

Dette har jeg kort villet sige for de unges skyld og også for vores egen, så enhver vogter sig for denne vederstyggelighed og lærer at kende Djævelen, som pavedømmet her har ført ind og således splittet kristenheden, hvor vor Herre Gud har gjort den til én. Og de fordømmer og forfølger os, fordi vi ikke vil lade os gøre til mus eller rotter, der spiser uden at drikke, eller kun tage den ene skikkelse. Derfor har vi helt afskaffet denne fest i vores kirke, fordi de har gjort den til den rene afgudsdyrkelse og handlet lige imod Kristi ordning og indstiftelse, til skændsel for det hellige sakramente og til mærkbar skade for kristenheden. For vi vil blive ved de kristnes enhed, så at den ene her er lige så god som den anden, og al forskel er ophævet. Det være nok om det for de unges og de enfoldiges skyld. Nu vil vi også tage fat på evangeliet.

Denne Kristi prædiken tager sit udgangspunkt i det under, hvor Herren Kristus helbreder en vattersottig i farisæerens hus. Evangelisten fortæller nemlig, hvordan de holdt øje med ham og lurede på ham for at kunne fange ham. Derfor tager han også fat og læser dem et kapitel, den ene efter den anden, og siger dem, hvordan de stikker fulde af hovmod og stolthed og trænger sig frem for at sidde øverst, indtil han til sidst også kommer til værten og også læser ham en tekst: hvordan han skal indbyde gæster, ikke de rige, som kan indbyde ham igen her på jorden og takke ham for det, men de fattige, som kan indbyde ham igen dér i det andet liv.

På denne tale tager en af dem til orde, som vil være meget lærdere end Herren Kristus, og siger: «Åh, hvor salig er den, som spiser brød i Guds rige!» Som om han af lutter visdom ville sige: «Du gør dig ellers vigtig nok med din prædiken! Gælder det om at prædike, så kan jeg også godt, kære Jesus, og bedre end du; for jeg regner det for en rigtig høj prædiken: Salig er den, som spiser brød i Guds rige!»

Ham svarer Kristus igen. «Ja,» siger han, «jeg skal sige dig, hvor salige du og dine lige er: Der var en mand, som holdt et stort måltid og indbød mange til det, men de ringeagtede det og ville ikke komme.» Det slag er møntet på ham. Som om han ville sige: «Du siger meget om, at det er et saligt menneske, som spiser brødet i himlen; åh jo, du mener det vel i fuld alvor! Hvor er du dog en fortræffelig hellig mand – nemlig en af dem, som er indbudt og dog ikke kommer.» Det er hårde, skarpe og frygtelige ord, når man rigtig overvejer dem. For han taler også med lutter ærkeskælme, som sad rundt om bordet, ikke for at lære noget, men for at holde øje med ham, om de kunne få fat på ham og fange ham. Til dem siger han denne lignelse.

«Der var en mand, som holdt et stort måltid.»

Manden, som har lavet dette måltid i stand, er vor Herre Gud selv. Han er en stor og rig herre, og han har også engang lavet et måltid i stand efter sin herlige majestæt og ære, og et sådant måltid, som med rette hedder stort og herligt – ikke alene for værtens skyld, som er Gud selv, så det ville være et herligt måltid, selv om han kun havde givet en ærtesuppe eller tørre skorper; men også maden er ud over alle mål stor og kostelig, nemlig det hellige evangelium, ja Kristus, vor Herre, selv. Han er selv maden og bliver båret frem for os i evangeliet: hvordan han ved sin død har gjort fyldest for vore synder og forløst os fra al jammer: den evige død, helvede, Guds vrede, synd og evig fordømmelse.

Denne prædiken om Kristus er det store, herlige måltid, som han bespiser sine gæster med; og han helliger dem ved sin hellige dåb og trøster og styrker dem ved sit legemes og blods sakramente, så at der ikke mangler noget som helst, men er fuldt op af alt, og enhver bliver mæt. Så dette måltid med rette hedder et herligt, stort måltid for retternes og madens skyld, som er lavet så kostelig og rigelig i stand, at ingen tunge kan udsige det og intet hjerte fatte det fuldt ud. For det er en evig mad og en evig drik, som et menneske aldrig mere tørster eller hungrer efter, men bliver evig mæt, drukken og glad af; og ikke ét menneske alene, men så vidt verden er – om den så var ti gange større, så ville de alle have nok af den. For det er en uendelig mad og en evig drik, nemlig at evangeliet siger sådan: Den, som tror på denne Herre Jesus Kristus, at han for vor skyld er født af Jomfru Maria og for vore synders skyld korsfæstet under Pontius Pilatus, død, nedfaret til helvede og opstanden igen og sidder ved Guds højre hånd osv. – den, som tror det sådan, han spiser og drikker ret af dette måltid. For at tro på Herren Kristus er at spise og drikke, så folk bliver mætte, fede, tykke og stærke af det, så de er evigt glade.

Det hedder da med rette et stort måltid, som er så kosteligt og bliver sat frem for så mange mennesker, at enhver kan spise sig mæt, og der dog ikke bliver mindre af maden. For det er så stor og kraftig en mad, at den varer evigt og giver evigt liv og bespiser helt anderledes end vor legemlige mad og drikke. Når én i dag har spist og drukket nok, så må han dog spise igen i morgen; men dette er en evig mad, som varer evigt. Dermed giver Kristus disse hyklere ved bordet at forstå, at det er et andet måltid end det, de giver ham, og at de dog er sådanne skælme og skurke, at de – selv om de kan snakke og plapre meget om det – alligevel ringeagter Gud og hans barmhjertighed, evigt liv og salighed og holder mere af alle andre ting. Videre følger:

«Og indbød mange til det.»

De mange, som bliver indbudt til det, er jøderne og hele Israels folk, som fra Abraham af, og især ved profeterne, er blevet indbudt. For til patriarken Abraham blev den sæd lovet, ved hvilken velsignelsen skulle komme, og dette måltid blev således først forkyndt for ham som dette folks fader. Derefter har profeterne drevet det videre og henvist folket til det, så det ikke har skortet på vor Herre Guds vilje, og de er flittigt blevet indbudt. Derfor sætter også Sankt Paulus i sine breve overalt jøderne først: Judaeis primum et Graecis [«jøderne først og grækerne», Rom 1,16].

Da nu timen kom, hvor man skulle gå til bords – det vil sige: da tiden var inde, hvor vor Herre Kristus var født og skulle lide og opstå igen fra de døde – da gik tjenerne ud, Johannes Døberen og apostlene, og sagde til de indbudte, til Israels folk: «Kære folk, hidtil er I blevet indbudt; nu er det tid, kom, nu bliver der sat på bordet! Jeres Herre Jesus Kristus, jeres Messias, er allerede født, død og opstanden igen; bliv derfor ikke længe borte, kom til bords, spis og vær glade» – det vil sige: tag med glæde imod jeres lovede skat, som efter løftet har befriet jer fra forbandelsen og fordømmelsen og frelst jer. Og dette budskab blev især båret frem for de højeste i folket, som var i det gejstlige og det verdslige regimente. Men hvad gjorde de så?

«De begyndte alle, den ene efter den anden, at undskylde sig.»

Det er en lectio [en læsning, en lektie] for gæsterne, som sidder til bords med Kristus, og især for det unyttige vrøvlehoved, som ved bordet vil sætte Kristus i rette og prædike meget om brødet i Guds rige: «Salig er den mand, som spiser brødet i himmeriget!» – «Ja,» siger han, «vil du vide, hvor salig du er? Det skal jeg sige dig. Brødet er allerede båret ind og måltidet sat på bordet. Johannes Døberen er her, jeg og mine apostle beder jer nu sætte jer til bords; men I bliver ikke alene borte og lader husherren sidde med sit store, herlige måltid, men vil oven i købet undskylde jer og være uden skyld.» Så det er en dobbelt synd: ikke alene at I ringeagter evangeliet, men at I også vil have gjort ret og endda være hellige, retfærdige og kloge; det er for alvor en forargelig synd. Det var allerede slemt nok, at man ikke vil tro vor Herre Guds ord; men at man går videre og ringeagter det og oven i købet vil være retfærdig, det er at gå over stregen. Sådan som vore junkere nu også gør, som har skændet og bespottet sakramentet sådan og kun givet os vildfarne den ene skikkelse, og alligevel undskylder sig og vil have gjort ret i det; ja, de fordømmer oven i købet os og lægger os al slags pine på, myrder og fordriver de mennesker, som begærer at nyde det ret. Men lad dem bare slå vand nok på stenene; hvem ved, hvem der endnu kommer til at svede i dette bad!

Jøderne gjorde også sådan og undskyldte sig: «Åh, vi kan ikke tage imod denne lære, for den er imod præstedømmet og loven, som Gud selv har givet os ved Moses; den sætter også forvirring i gang i vores kongerige, som Gud har stadfæstet. Vi må se at holde på vores.» Sådan undskylder den første sig med marken og den anden med okserne, og begge mener, at de gør vel; den tredje undskylder sig slet ikke, men siger ganske enkelt fra: han kan ikke komme.

Det er jødernes og også vore undskyldninger, som vi fører frem imod evangeliet, for vi er ikke bedre, end de har været. De førte for det første Moses’ lov frem: den måtte blive stående. Og fordi apostlene prædikede imod loven – at hverken deres lov, tempel eller præster var nødvendige, for der var en større præst til stede, Jesus Kristus, af Judas stamme – så ville de ikke tåle denne prædiken, men beholde deres lov, sådan som de stadig gør. Derover er det også kommet til skilsmisse, så de den dag i dag venter og må vente lige til den yderste dag på, at deres Messias kommer, og håber, at han skal oprette alt igen, det gamle præstedømme og kongerige, sådan som det var på Davids tid, og ved siden af give alt i overflod.

For Kristus rører her ved disse tre stykker. Den første siger: «Jeg vil se til min mark.» Det er de fornemste og bedste, sådan som hos jøderne hele præstedømmet og det højeste regimente. De siger: «Vi præster må arbejde, dyrke landet og høste» – det vil sige: «vi må regere folket (sådan som Kristus også kalder prædikanterne for agerdyrkere, som sår evangeliet) og passe vort præstedømme, som Gud har betroet os. Da nu apostlenes lære er imod det, er den forkert, og vi er med rette undskyldt for ikke at tage imod den.»

Sådan undskylder også de andre, som var i det verdslige regimente, sig med okserne. For okser kaldes regenterne i folket (Sl 22,13: «Store tyre har omgivet mig, fede okser har omringet mig»). De har også en hæderlig undskyldning: «Vi har et kongerige og et regimente, som Gud har grundlagt og indrettet; det må vi blive ved og se at holde på.» De tredje siger: «Evangeliet er en lære, som ikke vil lade os være gerrige eller tragte efter at have nok her, men byder at sætte alt på spil, liv og lemmer, penge og gods, for Kristi skyld; derfor vil vi ikke og kan vi ikke komme, for vi må se at beholde vores, som Gud har givet os.» For at tage sig en hustru vil ikke sige at drive eller have noget uhæderligt for, men at gå ind i en hæderlig stand og sidde hjemme og tænke på at ernære sig, sådan som enhver har pligt til. Men det er netop alt det, som en hæderlig husfader synder med, når han kun tænker på, hvordan han kan blive rig, holde godt hus og få fremgang – ligegyldigt om det så sker med Gud eller imod Gud.

For jøderne så alene på, at Moses havde lovet dem timelig velsignelse, når de var fromme og holdt Guds bud: at kvæg, mark, hustru, barn, alt skulle være velsignet og stå godt til. Derfor tragtede de kun efter at have køkken og kælder fulde og blive rige, og mente så, at de var retfærdige, og at Gud havde velsignet dem sådan, som Sl 144,13–14 siger.

Netop på den måde undskylder vore pavelige sig også endnu og siger, at læren vel er ret, men at man dog må blive ved kirken og dens ordentlige regimente. Ligeledes: at man frem for alle ting må holde fast ved lydigheden mod den verdslige øvrighed, så der ikke kommer ufred og oprør. Sådan er de bange, ligesom jøderne, for at de, hvis de tog imod evangeliet, skulle miste deres kirke eller øvrigheden – når dog evangeliet alene opbygger den rette kristne kirke og står imod al uret, vold og oprør. Dernæst er gerrigheden også med. Fordi de ikke ser andet ved evangeliet end lutter fattigdom og forfølgelse, så går det som her: de nægter rent ud og uden blusel at adlyde evangeliet, siger, at de har taget sig hustruer og ikke kan komme, og vil dog være kristne og have gjort ret, vil regnes for retskafne biskopper, retskafne fyrster og retskafne borgere.

Men hvordan går det dem så? Præcis som det gik jøderne. De holdt så længe og så fast på deres lov, præstedømme, kongerige og gods, at de til sidst helt er gået til grunde og har mistet det ene med det andet, så de nu hist og her sidder under fremmede fyrster i deres huse som på en gynge. Det har de fået i løn, og det ville de også have. For de ville ikke have dette måltid, og deres rige, præstedømme og huse lå dem mere på sinde end evangeliet. Derfor har de mistet alle tre og fået den dom, at ingen af dem skal smage dette måltid, og at de altså skal berøves begge dele: det timelige her på jorden og det evige måltid. Det vil helt sikkert også overgå vores modstandere.

Sådan har Herren Kristus nu her ved bordet læst den skarpe doktor og hans fæller en lektie og vist dem, hvordan de står over for vor Herre Gud: at han nemlig er vred på dem og nok skal skaffe sig andre gæster, som det følger:

«Da blev husherren vred og sagde til sin tjener: Skynd dig ud på byens gader og stræder» osv.

Som ville han sige: «Nuvel, når det nu gælder om, at I vil se på jeres marker og okser og tage jer hustruer og forsømme mit måltid for det – det vil sige: I vil beholde jeres præstedømme, kongerige og rigdom og lade mig og mit evangelium fare – så vil jeg til gengæld lade jer fare, så I også skal miste det hele for det, og skaffe mig andre gæster. Gå derfor du hen, tjener, ud på byens gader og stræder, og før de fattige og vanføre, lamme og blinde herind.» Sådan er det også sket blandt jøderne. For da de store herrer, fyrsterne og præsterne og det bedste i folket, ikke ville tage imod evangeliet af de grunde, der er vist ovenfor, tog vor Herre Gud imod de ringe fiskere, den fattige, elendige og foragtede lille flok, som også Sankt Paulus siger i 1 Kor 1,26ff.: «Læg mærke til jeres kaldelse, kære brødre: ikke mange vise efter kødet, ikke mange magtfulde, ikke mange fornemme er kaldet; men det, som er tåbeligt for verden, har Gud udvalgt for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt for verden, har Gud udvalgt for at gøre det stærke til skamme, og det uædle for verden og det foragtede har Gud udvalgt, og det, som intet er, for at gøre det, som er noget, til intet» osv.

Efter dette skriftord er alle de vise, hellige, rige og magtfulde i folket forkastet af Gud, fordi de ikke ville tage imod hans evangelium; og de enfoldige, jævne, allerringeste småfolk som Peter, Andreas, Filip, Bartholomæus osv., der var fattige fiskere og trængende tiggere – dem han her kalder fattige, vanføre, lamme og blinde – er udvalgt, skønt ingen ville have regnet dem for gode nok til at være præsternes og fyrsternes tjenere i folket. De er blevet tilbage som bundfaldet, og som Esajas siger: bærmen af den gode, kostelige vin, da det bedste i folket, præster, fyrster, rige og magtfulde, er hældt bort som et fad god vin, og kun bærmen er blevet tilbage, som Herren her kalder fattige, lamme, vanføre og blinde. De kommer til den nåde og ære, at de bliver Guds kære og velkomne gæster, fordi de andre, de høje og store folk, ikke vil.

Når nu farisæeren siger: «Salige er de, som spiser brød i Guds rige!» – ja, svarer Kristus, salige er de; men for dig og dine lige gælder det en mark og okser. Det taler du om; derfor skal du vide, at der er gjort et måltid i stand, som de fattige skal spise af, som teksten siger (Matt 11,5): Pauperes evangelizantur [«For fattige forkyndes evangeliet»]. For de magtfulde, hellige og vise vil ikke have det; derfor er det gået dem sådan, at både præster og fyrster er hældt bort som den bedste vin, fordi de holdt så fast på deres okser, marker og hustruer; og i deres sted er de fattige tiggere, de hellige apostle, kommet til, som man ser i evangeliet, at det var gode, enfoldige småfolk, der kom til evangeliet, til dette herlige måltid.

Det kan man da kalde at give jøderne en ordentlig omgang, og især denne her, som vil være så klog og spise brød i himlen, men alligevel vil beholde præstedømmet og kongeriget, og Kristus og hans evangelium kan blive, hvor han vil. For sådan står hans hjerte: at han slet ikke har brug for Herren Kristus for at komme i himlen, men at vor Herre Gud vil sige til ham og alle jøder: «Kom, I jøder, og især I præster, I hellige, I fyrster, I fede borgere, til jer er måltidet bestilt!» «Ja», siger han, «det er sandt, I er indbudt, men I bryder jer ikke om det og undskylder jer og vil endda have ret. Derfor kaster jeg jer bort og tager hellere det ringeste folk til mig, om jeg så ikke fik andre end lutter foragtede, elendige, vanføre og lamme.»

Sådan skal det også gå vores modstandere, og det skal slet ikke hjælpe dem, at de er store, hellige biskopper, mægtige fyrster og herrer, og tænker, at vor Herre Gud ikke vil kaste dem sådan bort og kun tage sig af den fattige rotterede i Wittenberg og den ringe flok af dem, der elsker evangeliet. Jo, min kære! Har han dér, i sit folk, der havde så herlige, store løfter, kastet det bedste bort og taget bærmen, så vil han heller ikke skåne dig! For du kommer ikke til at spise brød i himlen, fordi du er stor, hellig og mægtig; nej, for de fattige forkyndes evangeliet. Og vor Herre Gud er langt større, stærkere, visere og helligere end alle konger og alle djævle; derfor spørger han ikke meget efter din hellighed eller magt, og vil du endda true ham og så frækt foragte hans ord, så vil han også rejse sig imod dig, så al din visdom, magt og hellighed skal blive til intet.

Så vidt går dette evangelium nu alene på jøderne. For han taler om de lamme og vanføre, der er på gaderne og strædene i byen, og han kalder jødefolket en by, fordi de var et samlet og velordnet folk og havde loven, gudstjenesten, templet, præster og konge, alt sammen ordnet af Gud selv og indrettet ved Moses. Nu sender han også sin tjener ud på landevejene og befaler ham at tage gæster, hvor han finder dem, også tiggerne ved gærderne og alle vegne.

«Og herren sagde til tjeneren: Gå ud på landevejene og ved gærderne og nød dem til at komme ind, for at mit hus kan blive fuldt.»

Det er os hedninger, som ikke har boet i nogen by, det vil sige, ikke har haft nogen gudstjeneste, men har været afgudsdyrkere og ikke vidst, hvad vi selv eller Gud var. Derfor kaldes det, vi havde, med rette en fri, åben plads ude på landevejen, på marken, hvor Djævelen løber hen over og har frit spillerum. «Gå derhen», siger han, «og nød dem til at komme ind.» For verden spærrer sig altid imod evangeliet og kan ikke tåle denne lære, og alligevel vil denne husherre have huset fuldt af gæster; for han har gjort sig sådan i stand, at han må have folk, der spiser, drikker og er glade, om han så skulle gøre dem af sten.

Her ser man også, at Herren Kristus lader verden stå så længe for vores skyld, skønt han dog havde grund nok til i hvert øjeblik at slå den i stykker for vores synders skyld. Men han gør det ikke, fordi han har brug for flere gæster, og for de udvalgtes skyld, som også hører til dette måltid. Derfor, når hans tjenere nu bringer os det kære evangelium, er det et tegn på, at vi, som er døbt og tror, også hører til dette måltid; for vi er de store herrer, der ligger ved gærderne, det vil sige: blinde, fattige og fortabte hedninger.

Men hvordan tvinger man os så? Vil vor Herre Gud dog ikke have nogen tvungen tjeneste? Sådan tvinger han os: han lader prædike for alle mennesker: «Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.» Dér viser han begge dele: helvede og himmel, død og liv, vrede og nåde, og han åbenbarer os vores synd og fortabte tilstand, så vi skal forskrækkes over den, når vi hører, at et menneske, så snart det bliver født, hører Djævelen til og er fordømt, som det går og står.

Det er det ene stykke af nødningen, hvorved man forskrækkes over Guds vrede og begærer nåde og hjælp af ham. Når nu dette er sket ved prædikenen, og hjerterne er blevet knust og forskrækket, så vil han videre have prædiket sådan: «Kære menneske, fortvivl ikke derfor, selv om du er en synder og har så forfærdelig en dom over dig; gør sådan: gå hen og lad dig døbe, hør evangeliet. Dér vil du høre, at Jesus Kristus er død for din skyld og har gjort fyldest for dine synder. Tror du det, så skal du være tryg for Guds vrede og den evige død, og du skal sidde ved dette herlige måltid og spise og leve godt, så du bliver rigtig fed og stærk» osv.

Det er at nøde rigtigt: nemlig at forskrække med synden, ikke sådan som paven nøder med sin band. Han forskrækker ikke samvittigheden rigtigt, for han lærer ikke, hvad der er virkelige synder, men går og roder med sit narreværk: den, der ikke holder hans forordninger og menneskebud, skal være i band. Men evangeliet begynder med at åbenbare synden og Guds vrede fra himlen, Rom 1, at vi alle, uden at nogen er undtaget, lever uret og er ugudelige. Det lader vor Herre Gud os forkynde ved sit evangelium, når han siger til apostlene: «Gå hen og prædik omvendelse.» Men omvendelse kan man ikke prædike, uden at man siger, at Gud er vred på alle mennesker, fordi de er fulde af vantro, foragt for Gud og andre synder.

Denne vrede skal forskrække dem og gøre samvittighederne modløse og frygtsomme, så de nøder sig selv og siger: «Ak, Herre Gud! Hvad skal jeg dog gøre for at blive fri for denne jammer?» Når nu mennesket, forskrækket sådan, føler sin elendighed og nød, så er det tid at sige til ham: «Sæt dig her ned ved den rige husherres bord og spis (for der er endnu mange tomme borde og mad i overflod), det vil sige: lad dig døbe og tro på Jesus Kristus, at han har betalt for dig.» Der er ikke noget andet middel, hvorved du kan få hjælp, end at du bliver døbt og tror. Sådan hører vreden op, og fra himlen skinner lutter nåde og barmhjertighed, syndernes forladelse og evigt liv.

Derfor er dette ord: «Nød dem til at komme ind!» overmåde kærligt og trøsteligt for den fattige, elendige flok af dem, der bliver nødt, det vil sige særlig for os, der før var fortabte og fordømte hedninger; dermed vil Gud kraftigt fremstille og vise sin bundløse nåde mod os. For det må jo være en usigelig kærlighed, at han med dette ord viser sig så ivrig efter vores frelse og salighed, at han ikke bare befaler venligt at kalde og formane de fattige syndere til dette måltid, men også vil have, at de her bliver nødt og drevet, og at man ikke holder op med denne nødning, bare de kommer til dette måltid; dermed viser han tydeligt nok, at han ikke vil støde dem fra sig eller have dem fortabt, hvis de bare ikke selv sætter sig op imod denne nødning med forsætlig foragt og forhærdet ubodfærdighed. Han er, som Tauler har sagt, umådelig meget ivrigere efter at give os og hjælpe os, end vi er eller nogen sinde kan være efter at tage imod eller bede. Og han kræver og begærer intet højere af os, end at vi bare lukker vores hjerte vidt op og tager imod hans nåde.

Men denne nødning hører alligevel med, både ved prædikenen om omvendelse og om syndernes forladelse. For uden den bliver vi alt for hårde og forstokkede, uden omvendelse, under hans vrede, liggende i vores syndige væsen og i Djævelens rige; og omvendt, når forskrækkelsen over Guds vrede rammer os, er vi igen alt for sky, forsagte og modløse til at tage det til hjerte og tro, at han vil vise os så stor nåde og barmhjertighed; vi frygter hele tiden, at vi ikke hører med til det, og at han vil støde os bort for vores synders og vores store uværdigheds skyld osv.

Derfor må han her selv befale og sørge for, at man altid bliver ved og holder ud med at nøde og drive, alt hvad man kan, både ved at holde vreden frem over de ugudelige og nåden over de troende. Vreden og omvendelsen trænger på, så man må løbe og råbe efter nåden; det er den rette vej, ad hvilken man går til dette måltid, og sådan bliver der af jøder og hedninger én kristen kirke, og de kaldes alle sammen fattige, elendige folk, lamme og vanføre; for efter forskrækkelsen tager de imod evangeliet af hjertet og med glæde og kryber til korset.

Men de, der ikke vil gøre det, om de så er nok så vise og kloge, de har her deres dom: at de ikke skal smage dette måltid, det vil sige, at Guds vrede skal blive over dem, og at de skal fordømmes for deres vantros skyld; for dér spørger vor Herre Gud ikke efter, som også sagt før, om de er rige, vise eller hellige. Derfor, selv om de er trygge og mener, at det ikke har nogen nød, skal de dog komme til at erfare, at denne dom ikke vil lyve, som Herren her slutter med: Non gustabunt [«De skal ikke smage»], de skal ikke smage det, mit måltid. Men vi, som tager imod det og, forskrækket i hjertet over vores synder, ikke afslår Guds nåde, som forkyndes og tilbydes os i evangeliet ved Kristus, vi får nåde i stedet for vrede, evig retfærdighed i stedet for synd og det evige liv i stedet for den evige død.

Denne forfærdelige dom går i dag, som vi ser, med vælde over tyrker og jøder, så de ikke har nogen duft af evangeliet; ja, det er dem en væmmelse og en gru, så de hverken kan tåle eller høre det. Sådan er vores paver og biskopper også: de kan ikke engang lugte denne kost, for slet ikke at tale om, at de skulle blive mætte af den. Men vi, som af Guds særlige nåde er kommet til læren, bliver fede, stærke og glade af den og er ved godt mod i huset ved dette måltid. Gud give, at vi sådan bliver faste indtil enden! Amen.

Sådan vil Herren nu i denne lignelse formane os til at holde evangeliet dyrt og kært og ikke slå os sammen med den flok, der bilder sig ind, at de er kloge, vise, mægtige og hellige. For her står dommen: de skal kastes bort og ikke smage dette måltid, ligesom de i det jødiske folk er kastet bort, og kun den ringe bærme er blevet tilbage. Sådan vil det også gå os, hvis vi lader vores marker, okser og hustruer, det vil sige gejstlig (som man nu kalder det) eller verdslig ære sammen med timeligt gods, være os kærere end evangeliet.

Han siger med enfoldige, ringe, korte, men meget alvorlige ord: «De skal ikke smage mit måltid.» Som skulle han sige: «Nuvel, mit måltid er også noget, og du kan vædde på, at det skal være bedre end deres okser, marker og huse eller hustruer, selv om de nu foragter det og regner deres marker, okser og huse for langt kosteligere; og den time skal komme, da de må forlade deres okser, marker og huse, så de gerne ville smage bare lidt af mit måltid. Men så skal det også hedde: Kære ven, jeg er ikke hjemme nu, jeg kan ikke tage mig af gæster nu; gå hen til jeres marker, til jeres okser, ind i jeres huse, de vil nok give jer et bedre måltid, eftersom I så trygt og frækt har foragtet mit måltid. Jeg havde ellers lavet mad til jer og ofret meget på det; det har I ringeagtet. Har I nu lavet bedre mad, så spis og vær glade – bare I ikke smager mit måltid.»

Det vil blive en meget hård, forfærdelig og ufejlbarlig dom for dem, når han kalder sit måltid det evige liv og deres marker, okser og huse den evige ild i helvede og står fast ved det evindelig, at de ikke skal smage hans måltid, det vil sige: at der evindelig ikke skal være noget håb mere. For dér vil hverken omvendelse eller anger hjælpe, og der er ingen vej tilbage. Derfor er dette meget vægtige og stærke ord, som viser husherrens store, uendelige vrede; for det er store herrers og høje folks vis, at når de for alvor bliver vrede, så siger de ikke mange ord; men det, de siger, dér vejer ét ord en centner, for de har noget langt stærkere i sinde at gøre, end de kan sige. Hvor meget mere må da disse korte ord fra den almægtige Herre betyde en usigelig vrede, som aldrig nogen sinde skal forsones.

Alligevel går vi bare sådan hen, som om en nar eller et barn havde sagt så hårde, forfærdelige ord, som vi kunne le og spotte ad, eller som om det var vor Herre Guds spøg og løjer; og vi hverken hører eller ser, at teksten klart siger, at han er vred og har sagt det i stor vrede, og at han ikke er en nar eller et barn, men Herren og Gud over alt, for hvem bjergene med rette (som Skriften siger) skælver og forskrækkes helt til grunden, og både havet og vandene flygter for ham. Men ingen skabning er så hård og jernhård som mennesket, så det slet ikke frygter det, men endda foragter det og gør spot af det.

Men vi, der siger det, er da undskyldt nok. Det er vores ros; for på hin dag vil hele verden være nødt til at vidne og bekende, at de har hørt, set og erfaret det fra os, og det betyder intet for os, at de skælder det ud for kætteri. Vi vil gerne tåle, at de skælder det ud for kætteri, og er overmåde godt tilfredse med det og takker dem endda venligt for, at de skælder det ud for kætteri. For dermed bekender de jo, at de visselig har hørt, læst og set det. Mere begærer jeg ikke af dem; for når de bekender, at de har hørt det, så vidner de samtidig, at vi jo ikke har tiet. Men har vi ikke tiet, men trofast og flittigt lært og prædiket dette, så selv vores fjender siger, at vi har drevet det alt for meget – ja, så lad den mand dømme, som vi mener har befalet os det, og lad den gud forsvare dem eller fordømme os, som driver dem til at fordømme os. Lad det gælde i Guds navn, hvilken parts gud er den rette Gud, og hvilken kristus er den rette Kristus, hvilken kirke er den rette kirke; det vil vise sig, når sneen smelter.

Ganske vist kan der ikke være noget bedre regimente for verden end Djævelens, eller i Djævelens sted det pavelige regimente, for sådan vil verden have det. Hvad Djævelen vil, det går fremad og følges med vælde; hvad Gud vil, både i det åndelige og i det verdslige regimente, det vil ingen vegne frem og møder utallige hindringer, så hvis jeg kunne skille verden og kirken fra hinanden, ville jeg gerne hjælpe til at lægge verden under paven og Djævelen. Men Kristus, vor Herre, vil gøre dette og mere til og gøre sit måltid fjernt nok fra verden og Djævelen. Amen.