3. søndag efter trinitatis (Luk 15,1–10)

Evangeliet på 3. søndag efter trinitatis, Luk 15,1–10

Evangeliet er ord, som lever og gør levende, når man blot griber dem rigtigt. Men for at vi kan lære dette evangelium så meget bedre, vil vi stille os de to slags mennesker her for øje, nemlig de åbenlyse syndere og farisæerne, og sætte Kristus til dommer. Nu har I ofte hørt, at vi for kærlighedens skyld skylder at tjene næsten i alle slags ting. Er han fattig, skal vi lade vore ejendele tjene ham; er han vanæret, skal vi lade vor ære være et dække for ham; er han en synder, skal vi smykke ham med vor retfærdighed og retskaffenhed. Sådan har Kristus også gjort mod os, Fil 2. Han, som var overmåde rig, har for vor skyld klædt sig af og gjort sig fattig; han har ladet sine ejendele tjene os, for at vi skulle blive rige ved hans fattigdom; han er blevet synden, for at vi skulle opnå retfærdigheden.

Nu er kærlighedens ydre gerning meget stor, når vi lader vort gods blive en tjener for den anden; men størst er den, når jeg giver min retfærdighed hen og lader den tjene næstens synd. At tjene og hjælpe udvortes med godset er kun kærlighed i det ydre; men at række retfærdigheden hen er stort og hører det indre til. Da må jeg være ven med synderen og elske ham og være fjende af hans last og irettesætte ham af hjertet og dog elske ham i hjertet, så jeg dækker hans synd med min retfærdighed. At irettesætte er mig befalet; men hvordan jeg skal irettesætte min næste, siger Kristus i Matthæus (18,15–18): «Hvis din bror synder mod dig, så gå hen til ham og irettesæt ham – ham og dig alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din bror. Men hvis han ikke hører på dig, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan stå fast på to eller tre vidners udsagn; men hvis han ikke hører på dem, så sig det til menigheden, og hvis han ikke hører på menigheden, skal han være som en hedning og tolder for dig. Sandelig siger jeg jer: Alt hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og alt hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.»

Summa summarum: så meget fjende skal jeg være af min næste, at jeg ikke kan tåle ham; så meget skal jeg elske ham, at jeg endda løber efter ham og bliver som hyrden, der leder efter fåret, og kvinden, der leder efter den tabte drakme. Derfor vil vi her tale om kærlighedens høje gerning, at en retskaffen mand sætter sin retfærdighed ind for synderen, en retskaffen kvinde sin ære for den værste skøge. Det gør verden og fornuften nu ikke; for hvor der kun er fornuft, og hvor der er redelige, retskafne folk, dér formår de ikke at gøre sådan noget; men de vil alene bevise deres fromhed ved, at de kan rynke på næsen ad synderne, ligesom farisæerne gør her, der knurrer og brummer over de åbenlyse syndere.

Sådan gør også vore munke. De er gået omkring og har rynket på næsen ad alle folk, som ligger i synder, og tænkt: «Åh, det er en verdslig mand, han kommer ikke dig ved; men ville han være from, så ville han tage en munkekutte på.» Sådan kan fornuften og de samme hyklere ikke lade være: de må foragte dem, som ikke er som de selv. For de ser på deres eget liv og puster sig op og kan ikke nå så vidt, at de er nådige mod synderne; så meget forstår de ikke, at de skal blive tjenere, og at deres fromhed skal tjene de andre. Dertil bliver de stolte og hårde, så de ikke kan vise kærlighed, og tænker: «Åh, den bonde var ikke værdig til at løse remmen på mine sko, endsige at jeg skulle vise ham kærlighed.» Så kommer Gud til og blander sig i det og lader den stolte ånd falde så hårdt og få sådan et hårdt stød, at han ofte bryder ægteskabet og til tider gør noget, der er værre, så han bagefter må gå i sig selv og sige: «Ti stille, bror, og hold dig i skindet; du er skåret af samme stof som han.» Dermed erkender han så, at vi alle er af samme dej, og at det ene æsel ikke behøver at kalde det andet sækkebærer; for vi er alle født af ét kød.

Det ser vi smukt her ved de to slags folk, som er stillet frem for os som et eksempel. For det første farisæerne og hyklerne, som var de frommeste folk og stak i helligheden til op over ørerne. For det andet de åbenlyse syndere og toldere, som også stikker i synderne til op over ørerne; derfor bliver de foragtet af de skinhellige og ikke regnet for værdige til deres fællesskab. Her lægger Kristus sig nu imellem og fælder en dom og siger, at de førstnævnte skal underordne sig og lægge synderne på skuldrene og bære dem og tænke på, at de skal hjælpe de andre ud af synderne med deres retfærdighed og retskaffenhed. Nej, det vil de ikke gøre. Men sådan må det sandelig gå og gøres.

Og det er de rette kristne gerninger, at man falder ned og vikler og fletter sig ind i synderens dynd, så dybt som han stikker i det, og tager hans synd på sig og arbejder sig op af det sammen med ham og ikke gør andet, end som om den var ens egen. Man skal irettesætte dem og tage alvorligt fat på dem, men ikke foragte dem, men elske dem af hjertet. Men er du hovmodig og foragter synderne, så er du fordømt helt igennem. Det er de rette, høje gerninger, som vi skal øve os i; men dem agter ingen på, dem går man forbi; for disse gerninger er ganske blegnet og slukket. Imens går den ene i Djævelens navn til Sankt Jakob, den anden går hen og bygger en kirke, den tredje stifter en messe, én gør dit, en anden gør dat, og ingen tænker på at bede for synderne. Derfor er det at frygte, at de helligste ligger dybest i helvede, og at synderne er flest i himlen.

Men det ville være rette kristne gerninger, hvis du tog dig af synderne og gik ind i dit kammer og bad Gud for alvor og sagde: «Ak min Gud, det hører jeg om ham: han ligger i synden, han er faldet; ak Herre, hjælp ham op igen!» osv. Og netop dermed tog du dig af ham og tjente ham.

Sådan gjorde Moses, da jøderne havde tilbedt den støbte kalv: han viklede sig midt ind i folkets synd og straffede dem hårdt og lod tre tusind mand slå ihjel fra den ene port til den anden (2 Mos 32). Bagefter gik han hen og faldt ned for Gud og bad ham om at tilgive folket dets synd eller selv at slette ham af livets bog. Se, det var en mand, som vidste, at Gud elskede ham og havde skrevet ham i de saliges bog; alligevel sagde han: «Herre, jeg ville hellere, at du fordømte mig og frelste folket.»

Sådan gjorde også Paulus, som ellers straffede jøderne hårdt og kaldte dem hunde og alt muligt andet; alligevel faldt han ned og siger (Rom 9,3): «Jeg har ønsket at være forbandet og adskilt fra Kristus til fordel for mine brødre.» Som om han ville sige: «Jeg vil gerne være forbandet, bare skaren bliver hjulpet.» Den gerning kan ingen fornuft fatte, for den er alt for høj. Sådan må vi også indrette os og tjene næsten.

Ligeledes har vi en anden historie i Første Samuelsbog. Folket ville have en konge og ikke alene regeres af Guds ord, men mistvivlede om Gud og sagde: «Vi vil have en legemlig konge, der går foran os og fører krig for os, sådan som alle andre folk har» (1 Sam 8,20). Da kom Gud og straffede den synd, at de havde foragtet ham, og sagde sådan til profeten Samuel: «Det er ikke dig, de har forkastet, men mig.» Da trængte folket ind på Samuel og bad ham om at bede for dem og sagde: «Bed for dine tjenere til Herren din Gud, så vi ikke skal dø; for oven i alle vore synder har vi også gjort det onde, at vi har bedt om en konge.» Da sagde Samuel blandt andet: «Det være langt fra mig at synde sådan mod Herren, at jeg skulle holde op med at bede for jer og lære jer den gode og rette vej; frygt kun Herren og tjen ham trofast af hele jeres hjerte, for I har set, hvor store ting han gør med jer» (1 Sam 12,19.23–24).

Sådan gjorde også David. Da Herren kom over Israel med pest, sagde han til Herren (2 Sam 24,17): «Se, jeg har syndet, jeg har gjort misgerningen; hvad har disse får gjort? Lad din hånd være imod mig og min fars hus.»

Sådan skal I også forholde jer over for synderne: indvendig hjertet i tjenesten, udvendig tungen i alvoren. Det vil Gud have af os; og det har Kristus, vor høvedsmand, også vist, som Paulus siger til filipperne (2,4): «Hver enkelt skal ikke være optaget af sit eget, men af det, som er de andres. Enhver skal have det samme sind, som også Jesus Kristus havde. Han var i Guds skikkelse og betragtede det ikke som tyveri at være Gud lig, men gav afkald på sig selv ved at tage en tjeners skikkelse på og blev lige med mennesker, og da han viste sig i skikkelse som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.»

Kristus har været fuld af al retfærdighed og kunne med rette have fordømt os syndere alle sammen; men det gør han ikke. Hvad gør han da? Han giver sig selv til at være vor tjener. Hans retfærdighed har tjent vore synder, hans fylde vor skrøbelighed, hans liv vor død. Det ser vi også her i dette evangelium, malet for os som et eksempel: hvor venligt han stiller sig over for synderne, så at endog farisæerne knurrede. Derfor holdt Herren også denne lignelse frem for dem for at lære dem, hvordan de skulle tage sig af synderne og tjene dem, og sagde:

«Hvem af jer som har hundrede får og mister ét af dem, forlader ikke de nioghalvfems i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?» osv. «Eller hvilken kvinde som har ti drakmer og mister én drakme, tænder ikke lys og fejer huset og søger omhyggeligt, indtil hun finder den?»

Kristus er hyrden og er også kvinden; for han har tændt lyset, det vil sige evangeliet, og løber frem og tilbage i ødemarken, det vil sige i verden, og vender op og ned på huset og leder efter det tabte får og den tabte drakme, når han kommer med Ordet og lader os forkynde først synden, derefter nåden og barmhjertigheden. Når han nu siger, at han er hyrden og har lagt vore synder på sin ryg eller sine skuldre, så giver det os en god tillid til Kristus; og det gør også, at tolderne og andre syndere løber til ham. For havde de holdt ham for en vrangvillig, vred dommer, så var de ikke kommet til ham. De erkendte jo allerede sig selv som syndere, der trængte til hans nåde. Derfor, da de hørte hans milde lære, drog det dem til ham. Så kommer fåret ud af ødemarken, og den tabte drakme bliver fundet igen.

Lær altså her, at man skal lede efter næsten som efter et tabt får og dække hans skam med vor ære, og at vor retskaffenhed skal være et dække over hans synd. Men nu til dags, når de kommer sammen, så hugger de hinanden i stykker som på slagterbænken; dermed vil de bevise, hvor hidsige de er imod synderne. Derfor, I mænd, når I kommer sammen, så hug ikke folk i stykker som på slagterbænken, og giv ikke den ene en næse og den anden en anden, og hug ikke hælene af den ene og hånden af den anden, og sælg ikke sådan levende kød. Ligeså, I kvinder, når I kommer sammen, så dæk de andres skam til og slå ikke sår, som I ikke kan læge. Kommer du til i en stue, så kast din kjole over dem begge og luk så døren; for sådan ville du, at man skulle gøre mod dig. Dernæst, når du har holdt det hemmeligt, så tag dem bagefter for dig og læs dem teksten ordentligt, og lad det så blive hos dig.

Sådan gør også Kristus: han tier stille og dækker vore synder. Han kunne også nok gøre os til skamme og trampe på os med fødderne, sådan som farisæerne gør her; men det gør han ikke. Men på den yderste dag skal det komme frem; da må alt, hvad der er forblevet skjult, blive åbenbart. Sådan må I også gøre her. En jomfru må sætte sin krans på en skøge, en retskaffen hustru sit slør på en ægteskabsbryderske, og vi må helt og holdent lade vort eget være en klædning, som vi dækker synderne med. For enhver mand skal have sit får og enhver kvinde sin drakme; alle vore gaver må høre en anden til.

Derfor er der efter Guds dom ingen større synd på jorden end den, som de fromme mænd, kvinder og jomfruer gør, når de foragter dem, som ligger i synder, og vil tilskrive sig selv deres naturlige gaver og puster sig op og foragter næsten. Derfor er dette evangelium, som her er så venligt mod synderne, en mægtig trøst for synderne og en stor frygt for farisæerne. Var evangeliet blot givet som et råd, så var det ikke så trøsterigt; men nu, da det er befalet, kan jeg erkende Guds sind gennem Kristus, eftersom han vil have det sådan og befaler, at vi skal dække andre folks synd; ja, langt mere: han gør det selv og er sendt netop til det; for ingen opfylder Guds bud så fuldkomment som han selv. Vi er knap en lille gnist af den guddommelige ild og det guddommelige lys; han er ilden, som himlene og jorden er fulde af.

Evangeliet er kun talt til dem, som kender sig selv og deres synd; og de kender sig selv, når de angrer deres synd. Men for farisæerne er evangeliet til ingen nytte, for de kender ikke deres synd. Men dem, som kender deres synd og nu er ved at fortvivle, dem må man række evangeliet. Men dér har Djævelen sat et spil i gang: de samvittigheder, som nu kender deres synd og gerne ville være af med den, har han givet den tanke ind, at den ene løber til Sankt Jakob, den anden til Rom, den tredje tager sin tilflugt til bønnen, en fjerde til skriftemålet; og dér får de så at vide: «Giv seks pund voks, lad så og så mange messer holde, gør dit, gør dat, så bliver du af med synden.» Dermed har man ført dem længere og længere bort fra evangeliet og sat dem ind i gerningerne, så de til sidst med sikkerhed har måttet fortvivle.

Derfor, når du mærker, at dine synder bider dig, og dit hjerte sprælder og er forsagt, så stil dig hen på den side, hvor tolderne står; for det er de rette folk, som skal have evangeliet. Grib det med glæde og sig: «Ak Gud, det er dine ord, at der er større glæde i himlen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse, og at alle retfærdige og engle skal træde i forbøn for hans synd og dække den. Nu, ak Gud, her er jeg, som mærker min synd; jeg er allerede dømt; jeg har kun brug for én hyrde, som leder efter mig; derfor vil jeg vove mig frit ud på dit evangelium.»

Så kommer du til Gud og er allerede det får, som Gud har taget på sine skuldre; du har allerede fundet hyrden; du er den drakme, som allerede ligger i hånden, og du er den, som alle englene i himlen glæder sig over. Selv om man ikke fornemmer eller mærker det, må man ikke lade sig anfægte ved det; for synden aftager dag for dag, og det, at den bider, driver dig til at søge Gud. Du må stride med troen mod denne følelse og sige sådan: «Ak Gud, jeg ved, at du har sagt det; jeg vil holde mig til de ord, at jeg er fåret og drakmen, og du er hyrden og kvinden.»

Nu kunne du sige: «Ja, det ville jeg gerne gøre, men jeg kan ikke bøde for min synd og heller ikke gøre fyldest for den.» Se her på tolderne og synderne: Hvad godt har de gjort? Intet; men de træder frem til Herren og hører hans ord og tror det. Gør du ligesådan. Det er lutter levende ord, og evangeliet er dybere, end man kan nå det med ord. Var der samvittigheder, som havde prøvet det, ville de let forstå det.

Men hvad de nioghalvfems får i ødemarken er, det vil vi overlade til de højlærde og dem, der har god tid; for os er det nok, når vi har forstået evangeliet i dets summa og dets hovedstykker.