2. søndag efter trinitatis (Luk 14,16–24)

Evangeliet på 2. søndag efter trinitatis, Luk 14,16–24

Også dette evangelium må vi kort løbe igennem i en sammenfatning for deres skyld, som skal prædike ude omkring, og det lyder, som Lukas beskriver det i det 14. kapitel, således:

Homo quidam fecit coenam magnam. [«Et menneske holdt et stort aftensmåltid.»]

Her i dette evangelium, ligesom ellers i hele Skriften, gælder det om, at vi griber den rette, enkle forstand (som I ofte har hørt før), så godt vi kan, og grunder vort hjerte og vor samvittighed på den. For den, der vil stride med Djævelen, må ikke vakle og slingre hid og did, men må være sikker i sin sag og rustet med klar og sikker Skrift; ellers, når Djævelen ved en usikker forstand får ham op på sin gaffel, så kaster han ham hid og did, som vinden et vissent blad. Derfor må vi her i dette evangelium fatte en sikker forstand, så vi kan bestå.

Og det skal ikke forstås om det hellige sakramente eller alterets brød, som vore pavelige har slæbt derhen ved hårene på Kristi legemsfest sammen med mange andre skriftsteder, som dog slet ikke med et eneste bogstav passer dertil, eller kun meget lidt; men dette er meningen og summen af dette evangelium: at evangeliet er prædiket og forkyndt i hele verden, men at kun få mennesker tager imod det. Og det kaldes her et aftensmåltid, fordi evangeliet skal være det sidste ord og den sidste lære, som slutter verden af.

Derfor er aftensmåltidet her ikke andet end et rigt, kosteligt måltid, som Gud har gjort i stand ved Kristus gennem evangeliet, og som lægger store goder og rige skatte frem for os. Men indbydelsen er sket således, som teksten siger: Herren har sendt sin tjener ud for at indbyde folk til dette kostelige aftensmåltid; det vil sige, apostlene er alle med ét ord sendt ud i hele verden for at indbyde og kalde til dette rige aftensmåltid, med én røst, med ét evangelium eller med ét budskab. Så hvis Sankt Peter var kommet og havde prædiket på det sted, hvor Sankt Paulus også havde prædiket før, så ville det have været én prædiken, så den ene havde prædiket ligesom den anden, og tilhørerne også kunne have sagt: «Se, han prædiker ligesådan, som vi før har hørt det af hin anden; de stemmer overens, og det er én ting.» For at vise denne enhed siger evangelisten: «Og han sendte sin tjener ud», og han siger ikke: sine tjenere, som om det var mange tjenere. Men dette var det budskab, som tjeneren skulle bringe og forkynde for de indbudte gæster:

«Kom, for alt er rede.»

For Kristus var død, havde kvalt synden og døden i sin død, var opstået fra de døde, Helligånden var givet, og kort sagt: alt, hvad der hørte til dette aftensmåltid, var gjort i stand. Alt var gjort rede, så det ikke kostede os noget; for Faderen har ved Kristus ladet det koste sig alt, for at vi uden al vor fortjeneste og medvirken skulle kunne nyde hans goder og blive fede og rige.

Så sender han først sin tjener ud til jøderne for at indbyde dem til dette aftensmåltid, for de havde forjættelsen og tilsagnet fra Gud; for loven og alle profeterne er sat til at berede folket for Gud. Sådan sagde også englen Gabriel om Johannes Døberen til hans far Zakarias: «Han skal fyldes med Helligånden alt fra moders liv, og mange af Israels børn skal han omvende til Herren deres Gud, og han skal gå foran for ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerter til børn og de vantro til de retfærdiges klogskab for at berede Herren et rede folk» (Luk 1,15–17). Men hvad sagde gæsterne til tjenerens budskab? Teksten siger:

«Og de begyndte alle som én at undskylde sig.»

Det er det, Herren siger hos Matthæus (10,37–38): «Den der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værdig, og den der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værdig. Og den som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værdig.» Se nu, hvor få der er, som er skikket til således at give slip. For den, der vil komme til dette måltid eller aftensmåltid, må sætte alt ind på evangeliet, liv og gods, hustru og børn, venner og fjender; ja, han må forlade alt, hvad der skiller ham fra evangeliet, om det så er nok så godt, ret og helligt.

I skal heller ikke tro, at disse mænd, som her undskylder sig, har haft med grove synder eller uretfærdige sager og forretninger at gøre. Nej, de har haft en ret god sag. For det er jo ikke uret, at man køber og driver handel, ærligt ernærer sig eller tager en hustru og går ind i ægteskabet. Men de kan ikke komme med til dette gæstebud, fordi de ikke vil forlade disse ting, men hænger ved dem med hjertet. Men det må man forlade, når evangeliet kræver det.

Så siger du: «Jeg ville gerne følge evangeliet og holde mig til det og også ellers gerne gøre alt; men skal jeg forlade mit gods, mit hus og mine folk, min hustru og mine børn, så er det svært; Gud har jo dog befalet mig, at jeg skal arbejde og ernære min hustru og mine børn?» Se, derfor er det også summen af det hele: evangeliet er et ord om korset og en forargelse, så alle let forarges på det. Ja, Gud har befalet dig det, men han har også ved siden af befalet dig, at du skal sætte ham over alle skabninger og elske ham og holde ham højere end alt, hvad du kender, som det første og største bud lyder: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind» (5 Mos 6,5; Matt 22,37). Derfor må du lade alt fare, før du lader dig skille fra hans kærlighed eller hans ord.

Dog mister den intet, som lader noget fare for evangeliets skyld. Mister du det timelige liv for hans skyld, så giver han dig nok et andet og bedre, et evigt liv; som Kristus siger hos Matthæus (10,39): «Den som finder sit liv, skal miste det, og den som mister sit liv for min skyld, skal finde det.» Skal du forlade din hustru og dine børn, så tænk på, at Gud har omsorg for dem; han vil give dem en langt bedre far, end du er; og det sker visselig, hvis du blot tror det. For du har jo så store tilsagn og så rige løfter og formaninger om, at han ikke vil lade sit ord falde til jorden, men holde det, hvis vi blot frisk og frimodigt forlader os på det og overgiver os til det. Sådan har han sagt hos Matthæus (19,29): «Enhver som forlader huse eller brødre eller søstre eller far eller mor eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det hundrede gange igen og arve det evige liv.»

Her står hans ord og tilsagn; hvad vil vi have mere? Eller hvad større kan der kræves af os? Ja, hvad mangler der da? Alene vor tro. Derfor kommer ingen til dette aftensmåltid, uden at han bringer en ret tro med sig, som ophøjer og elsker Gud over alle skabninger. Men hvad gør Herren, som lod gæsterne indbyde, og som de således undskyldte sig over for? Teksten siger:

«Da blev husherren vred og sagde til sin tjener: Skynd dig ud på byens gader og stræder, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!»

At gå ud på gaderne og stræderne er ikke andet end dette, at jøderne gjorde sig uværdige til evangeliet og vendte sig bort fra det, og at disciplene vendte sig til hedningerne. For disciplene fik før hans opstandelse befaling af Kristus om, at de heller ikke skulle vende sig til hedningerne eller prædike i samaritanernes byer, men alene vende sig til Israels hus’ får og vogte dem (Matt 10,5–6); og det gjorde de også. Men da jøderne siden, efter Jesu Kristi opstandelse, modsatte sig dette ord og ikke ville tage imod det, så sagde disciplene til dem, som der står i Apostlenes Gerninger (13,46–47): «Det var nødvendigt, at Guds ord først blev talt til jer. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til det evige liv, så vender vi os nu til hedningerne. For sådan har Herren befalet os: Jeg har gjort dig til et lys for hedningerne, for at du skal være frelsen til jordens ende» (jf. Es 49,6). Men hvad betyder det, at han siger til tjeneren:

«Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit hus kan blive fuldt.»

Det skal forstås om de forsagte, svage samvittigheder; de hører også til dette aftensmåltid, de bliver drevet derind. Men det er ikke en udvortes, men en indvortes og åndelig drivning, og den sker på denne måde: Når loven prædikes, og synden bliver åbenbaret eller gjort klar, så mennesket kommer til erkendelse af sig selv – så betyder compellere [at nøde, tvinge] og at drive derind, at man frisk driver synden ind i samvittigheden, så mennesket erkender, at han er intet, og at alle hans gerninger er syndige og fordømmelige, og således hurtigt får en forsagt samvittighed og et svagt, forskræmt hjerte, så al tillid og hjælp svigter ham, og han ingen steder kan trøste sig ved sig selv og således til sidst fortvivler om sig selv.

Når det nu er sket, det som her kaldes compellere, så skal du ikke tøve med intrare [at gå ind] med ham, men hjælpe ham ud af denne fortvivlelse. Men det sker, når du trøster ham med evangeliet og siger ham, hvordan han bliver befriet fra synderne, og siger: «Tro på Kristus, at han har befriet dig fra synderne, så er du fri for synden.» Det er det, der her kaldes compelle intrare [nød dem til at gå ind], og det skal ikke forstås om den udvortes drivning, sådan som de udlægger det, og som jeg også selv har gjort, at man med magt skal drive skurkene og de onde til dette aftensmåltid; for det nytter ikke, og det er heller ikke evangeliets mening. Derfor skal man blot frisk drive det ind i samvittigheden og lade det være indvortes og åndeligt. Og Herren siger videre til tjeneren og til de andre:

«For jeg siger jer, at ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit aftensmåltid.»

Det er afslutningen og summen af dette evangelium: at de, som er allermest sikre og vil smage aftensmåltidet, de smager det ikke. Grunden har I hørt. Derfor, kort sagt: De gæster, som her er indbudt og ikke kommer, er dem, der mener at opnå aftensmåltidet med gerningerne; ellers gør de sig jo megen umage og er sikre i deres sag: de skal nok smage aftensmåltidet. Men Herren slutter kraftigt og siger: «Ikke én af disse mænd skal smage mit aftensmåltid.» «Hvorfor da, kære Herre? De har jo ikke gjort noget ondt og har heller ikke haft med falske sager at gøre?» Jo, det er grunden: at de har sagt nej til troen og ikke frit har bekendt den for alle mennesker og ikke har sat dette rige, kostelige aftensmåltid over alle skabninger. For eftersom det er prægtigt og kosteligt, så kræver det også de folk, som holder det for dyrebart og sætter det højt, hvad det så end koster. Se, det er forstanden af dette evangelium, kort gennemgået. Den, der vil udfolde det videre, må gøre det.