24. søndag efter trinitatis (Matt 9,18–26)

Evangeliet på 24. søndag efter trinitatis, Matt 9,18–26

Til v. 23: Fløjtespillerne, som man brugte ved ligfærd, betegner falske lærere. [Randglose ved bibelteksten i postillen.]

Den skjulte betydning:

Ved den lille datter af synagogeforstanderen forstås jødefolket, ved kvinden hedningefolket, og dem alle hjælper Kristus. Markus har haft særlig lyst til at tilføje, at pigen var tolv år gammel, og at kvinden også havde haft blødningen i tolv år, så at pigen var frisk og sund og gik omkring i glæde og spring, mens kvinden lå syg. Men da kvinden bliver rask, lægger pigen sig ned og dør. Dermed vises det, at jøderne glædede sig og jublede over Gud og hans lov, mens hedningerne blev i synden uden Gud og ikke måtte blande sig med jøderne (ApG 10). Men nu, da Kristus kommer og vil hjælpe hedningerne og hele verden, begynder pigen, det vil sige synagogen, at dø; den foragter Guds nåde, som tilbydes ved Kristus. Men kvinden stjæler imens helbredelsen, det vil sige: hedningerne får den nåde, som jøderne foragtede. Til sidst vækker Kristus dog pigen op fra døden; det betyder, at dog ikke alle jøder er forkastet, men at mange endnu kommer til ved prædikenen af evangeliet og ved troen på Kristus (Rom 11). Så er dette summen af den skjulte betydning: Kristus går og vil vække synagogen op fra døden, og så kommer hedningefolket netop til og blander sig ind. Det står der fuldt op af i Skriften hos Paulus og hos profeterne her og der.

Udlægning af evangeliet

Kære venner, I ved, at evangeliet ikke er andet end en prædiken om den ene person, som hedder Kristus. Ganske vist er der ellers skrevet mange bøger hist og her, og der er holdt mange prædikener af alle slags folk, både af hedninger og kristne, ja, også om Guds moder, om Sankt Peter, om englene og om mange andre helgener; men det er ikke evangelier. Nej, det alene er det rette evangelium, når det stiller os Kristus for øje og lærer os, hvad godt vi skal vente os af ham.

Der skrives vel også undertiden i evangeliet om Johannes Døberen, om Maria og om apostlene; men det er egentlig ikke evangeliet. De nævnes kun, for at det så meget fuldstændigere kan vises, hvorfra Kristus dog kommer, og hvad hans embede var. Således beskriver Lukas historien om Johannes Døberen helt fra begyndelsen, hvordan det gik til med hans undfangelse og fødsel, ligeledes om Jomfru Maria; og alt det er ikke skrevet for deres skyld, men alene for den ene person Kristi skyld, så at alt, hvad der står i evangeliet, kun gælder denne person. I Sankt Paulus' breve står der intet skrevet om helgenerne; det handler altsammen kun om Kristus. Evangelisterne beskriver, hvilke mirakler og undergerninger Kristus har gjort; men de skriver ikke om nogen gerning, som Johannes eller Maria har gjort, men kun om, hvad Kristus har udrettet, hvordan han har hjulpet folk på legeme og sjæl, og hvordan folk har hængt ved ham.

For Gud har besluttet det sådan, at han vil, at alle mennesker skal hænge ved det ene menneske Kristus, håbe på ham og gribe ham, hvis de ellers vil blive frelst; så at de ikke skal vide af nogen anden end af den Kristus, som alene af Gud er stillet frem for os som en nådestol, som Sankt Paulus siger (Rom 3,25). Hidtil har den ene hængt ved denne helgen, den anden ved hin; den ene har haft Maria, en anden Sankt Barbara, og der har været mange slags sekter og ordener; men Kristus har man ikke regnet for noget, kun navnet er blevet tilbage. Vi har haft mange forbedere, som vi alle sammen burde have ladet fare og hængt ved Kristus alene. Derfor siger Sankt Paulus (Rom 1,2), at evangeliet er forjættet af Gud ved hans profeter om hans Søn. Så hårdt og snævert spænder han det, at i evangeliet gælder intet uden denne ene person, Jesus Kristus. Den, der ved det, kan vel takke Gud for, at han ved, hvor han skal sætte sin trøst, hjælp og tillid; han vil da foragte og kaste fra sig alle andre fremmede prædikener.

Derfor males Herren os i dagens evangelium sådan, at han er blandet midt ind iblandt folket og drager hele verden til sig med sin venlighed og søde lære, for at de også kan hænge ved ham med hjertet og forlade sig på hans godhed og håbe at få både åndelige og legemlige goder af ham. Du ser heller ikke her, at han tager noget af dem, som han gør vel imod; ja, han får intet af dem uden hån og spot, som vi skal høre. Fra ham går velgerninger ud, men spot og hån tager han ind igen.

Det bliver nu prædiket og forkyndt for hele verden, for at man dog kan lære denne mand at kende ret, og for at vi kan vide, hvordan vi bliver kristne, ikke hvordan vi skal blive retfærdige. Andre lærdomme uden for evangeliet sigter efter, at folk skal blive retfærdige ved dem, som fx de hedenske mestres bøger og den verdslige lov, ligesom helgenlegenderne, som især sigter efter, at folk også skal leve sådan, som helgenerne har levet. At gøre folk retfærdige hører ikke evangeliet til, men det gør kun kristne. Det er langt mere at være kristen end at være retfærdig. Én kan vel være retfærdig, men ikke kristen. En kristen ved intet at sige om sin egen retfærdighed; han finder intet godt eller retfærdigt i sig selv. Skal han være retfærdig, så må han se sig om efter en anden og fremmed retfærdighed.

Til det er Kristus nu stillet frem for os som en uudtømmelig kilde, der altid flyder over med lutter godhed og nåde; og for sådan godhed og velgerning tager han intet uden dette, at de fromme, som kender sådan godhed og nåde, takker ham for den, lovpriser og elsker ham, mens de andre oven i købet spotter ham. Det er, hvad han får ud af det. Derfor hedder man ikke kristen, fordi man gør meget, men fordi man tager noget af Kristus, øser og kun lader sig give. Når en ikke længere tager af Kristus, så er han ikke længere kristen; så at navnet kristen kun består i at tage og ikke i at give eller gøre, og i, at han ikke tager noget af nogen anden end af Kristus. Når du ser på, hvad du gør, så har du allerede mistet det kristne navn. Det er vel sandt, at man skal gøre gode gerninger, hjælpe, råde og give andre; men af det kaldes ingen kristen, og han er heller ikke kristen derfor.

Derfor må man kende en kristen (hvis man vil se ret på ordet) på, at han kun tager af Kristus og har Kristus i sig; for det fører ordet egentlig med sig. Ligesom én hedder hvid af den hvidhed, der er på ham, sort af sortheden, stor af størrelsen, således hedder også de kristne kristne af Kristus, som de har i sig, og som de får godt af. Når nu en kaldes kristen efter Kristus, så kaldes han jo ikke kristen efter sine gerninger; og så følger det straks deraf, at ingen bliver kristen ved gerningerne. Er det sandt, som det jo er sandt og vist, så må det følge, at vore ordener og sekter ikke hører til det kristne navn og heller ikke gør nogen til kristne.

Derfor: de, som prædiker eller underviser i menigheden og går rundt med bud, gerninger og vedtægter, de er forførere; de gør det ikke. Selv om de skyder det kristne navn foran sig, vil de dog under dette navn læsse og bebyrde os med deres bud og gerninger, som de foregiver. Efter gerningerne kan jeg vel kaldes en faster, en beder, en pilgrim, men ikke en kristen. Om du så flettede alle dine gerninger sammen, ja, tog alle andres gerninger med, så har du dog ikke Kristus, og du kaldes heller ikke kristen af det. Kristus er noget andet og noget højere end loven og menneskebud. Han er Guds Søn, som alene er rede til at give og ikke til at tage. Når jeg er sådan skikket, at jeg tager af ham, så har jeg ham; og har jeg ham, så kaldes jeg med rette en kristen. Nu kender I forskellen på, hvad en kristen er, og hvad Kristus er.

Nu lærer dette evangelium os, at Kristus er den største og højeste person, ophøjet i hele verden, ikke for at han skal skræmme folk, men for at han skal udøse alle jordiske og himmelske goder, så at alle mennesker skal forlade sig på ham, stole på ham og altid kun tage af ham. Når en synd skræmmer mig i samvittigheden, og lovprædikanterne kommer og vil hjælpe mig med gerninger, så udretter de intet hos mig; Kristus alene kan hjælpe dér, ellers ingen. Ja, de andre gør det kun værre, hvad enten det så er Sankt Peter eller Paulus, ja, Maria, Guds moder, selv. Kristus alene gør det, han, som af Gud er indsat til at lade en prædiken gå ud, der skal forkynde, at mine synder er mig forladt for intet, uden alle gerninger og al fortjeneste, kun af lutter nåde ved troen på denne Kristus. Tager jeg nu imod prædikenen, så har jeg en trøst, at mine synder er mig forladt over for Gud og over for verden; hænger jeg ved den med hjertet, så er jeg en kristen og takker derfor Gud ved Kristus, som altid giver mig Helligånden og nåde, så at synden ikke skader mig, hverken her eller hisset ved den yderste dom.

Frygter jeg døden og dør nødig, så finder jeg her hos denne Kristus trøst og lægedom, så at jeg ikke agter døden. Bliver jeg forskrækket over Guds vrede, så har jeg her en mellemmand. Mangen en løber ud i ørkenen eller trækker en hårskjorte på og mener, at han vil tvinge Gud til ikke at være vred på ham; men der bliver intet af det. Den, som ikke har denne Kristus, over ham bliver Guds vrede evigt (Joh 3,36); sådan er det besluttet.

Derfor, den, som vil have en glad samvittighed, der ikke frygter for synd, død, helvede eller for Guds vrede, han må ikke støde denne mellemmand Kristus af vejen; for han er kilden, som flyder over af nåde, som giver det timelige og det evige liv. Luk du blot hjertet op og hold ham for det, så skal du få det altsammen: han vælder og flyder ud og kan intet andet end kun give, flyde og vælde, hvis du blot kan tro det. For så har du med rette navnet, så man kalder dig en kristen, dog sådan, at du er kristen ved at tage; hvis ikke, men du vil give ham meget, så er du ingen kristen.

Det er det rige, dyrebare ord, som Sankt Paulus priser højt og aldrig kan prise nok, at Gud så nådigt blander sin Søn ind iblandt os, for at han kan udøse sin nåde over alle, som vil tage imod den. (Rom 3,24 og 8,32; Gal 3,25ff.)

Heraf følger nu videre: når en kristen gør gode gerninger og viser næsten kærlighed, så bliver han ikke derved kristen eller retfærdig, men han må først være kristen og retfærdig. Han gør vel gode gerninger, men de gode gerninger gør ham ikke til kristen. Træet bærer eller gør gode frugter; frugterne gør ikke træet. Således bliver heller ingen her kristen ved gerninger, men ved Kristus. Heraf forstår I nu, hvad de kristne er for et folk, og hvad deres rige er, nemlig at det er en flok, som hænger ved Kristus og har én Ånd og de samme gaver som han.

Og derved er alle kristne lige, og den ene har ikke mere af Kristus end den anden. Sankt Peter er ikke mere end røveren på korset; Maria, Guds moder, er ikke mere end synderinden Maria Magdalene. I det udvortes liv og i gerningerne er der vel forskel på dem; således har Jomfru Maria haft en større gerning end Maria Magdalene, Sankt Peter en større end røveren. Ja, regner man efter gerningen; men af den er de ikke kristne. Jomfru Maria er ikke kristen på grund af sin store gerning, at hun har båret Kristus, så kostelig og uudsigelig en skat, i sit moderliv; som Kristus selv siger (Luk 11,27–28) til kvinden, der råbte i mængden til Herren: «Saligt det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!» «Ja,» sagde han, «salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!» Dér ser du, at han ophøjer de troende over sin moder. For de kristne kaldes kristne, fordi de tror på Kristus. Jomfru og moder er to fine navne; men de er intet mod navnet de troende. Ligeledes er Sankt Paulus så dristig, at han i brevet til galaterne (Gal 2,6) tør kalde de store, høje apostles embede for en anseelse, som Gud ikke regner meget, uden for så vidt han bruger det til de andres gavn og bedste.

Derfor er vi alle lige i Kristus ved troen. Selv om Sankt Peter har en stærkere tro end jeg, så er det dog lige fuldt den samme tro på Kristus. For den samme Kristus bliver af sin Fader kastet ud blandt alle at gribe efter; den, der får fat i ham, har ham helt, hvad enten han får ham stærkt eller svagt, det kommer ikke an på. Kvinden her i evangeliet, som havde ligget syg så længe, griber Kristus lige så vel som Jomfru Maria, hans moder. Derfor har de kristne én og samme Ånd; den ene er lige så højbåren som den anden; Sankt Peter må kalde mig sin bror, og jeg tør også kalde ham min bror igen. Ja, Kristus tager sig selv af os og holder os for sine brødre, som han sagde efter sin opstandelse til Maria Magdalene: «Gå til mine brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud» (Joh 20,17). Og Sankt Paulus kalder Kristus den førstefødte blandt mange brødre (Rom 8,29). Derom taler han også meget fint i brevet til korintherne (1 Kor 8,9–12), hvor han taler om de svage brødre og siger sådan:

«Se til, at denne jeres frihed ikke bliver et anstød for de svage. For hvis nogen ser dig, som har erkendelse, sidde til bords i afgudstemplet, bliver hans samvittighed, fordi den er svag, så ikke tilskyndet til at spise offerkød? Og så går den svage bror til grunde ved din erkendelse, han, som Kristus dog er død for. Men når I således synder mod brødrene og slår deres svage samvittighed, så synder I mod Kristus.» Her ser du, at når en kristen bliver forarget eller krænket, så sker det altsammen Kristus selv.

Så er dette nu summen af hele evangeliet, at vi således lærer at kende Kristus ret, og at ikke alene det bare navn bliver stående, men at vi ved, at vi har hele vort væsen fra ham. Er vi kristne, så har vi alt, og Gud er vor Fader, og vi er herrer over alle ting i himlen og på jorden; det bringer ingen gerning os, hvor stor og kostelig den end er. Nu ser du, hvor langt de er fra et kristent navn, som lever under pavens rige. Evangeliet skal ikke prædike andet end alene den ene person Kristus, heller ikke Maria, for slet ikke at tale om paven eller nogen gerning, hvor kostelig den end er. Kristus alene og ingen anden skal det stille frem; ham har Gud Fader kastet ud til os at gribe efter, kun for at vi skal tage af ham og vente på hans nåde og godhed.

Når man nu prædiker ham for dig som en dommer (som han jo skal være på den yderste dag), og at du skal gøre mange gode gerninger, for at han kan lønne dig for dem, og du tager det sådan imod, så vil han visselig være dig en dommer og ikke en frelser. Og når man stiller ham sådan frem for dig, som man plejer at male, at moderen viser ham sine bryster, så er det egentlig at prædike Djævelen og ikke Kristus, som alene giver og ikke tager. Det er vel sandt: når du nu har taget af ham, så følger gode gerninger af sig selv, utvungne og ukrævede. Men at Kristus er kommet alene for at gøre andre vel og lade dem tage af sig, det males fint for os her i dette evangelium. For her ser du, at Kristus prædiker evangeliet for folket. Nu er det ikke nogen ringe gerning at prædike; for dér gør han os en stor velgerning, at han bliver vor lærer og underviser os om, hvordan vi kan komme til at kende ham. Det er et stykke af hans store nåde og godhed. Mens han er her på jorden, holder han ikke op med at lære, for at vi dog skal tage imod ham som Frelser; derefter følger han efter med sine gerninger, som han viser alle overalt, hvor det er nødvendigt. Du finder ingen i evangeliet, som er blevet nægtet hjælp, som nogensinde har bedt Herren om noget og ikke har fået det: så mange, der kom til ham, blinde, døve, lamme, værkbrudne, vattersottige, dem har han alle taget imod og hjulpet efter deres ønske og gjort dem raske for alle slags sygdomme, som Lukas siger (Luk 6,19): «Hele folket søgte at røre ved Herren, for en kraft gik ud fra ham og helbredte alle.»

Sådan gør han også med denne kvinde. Kvinden hører ham prædike og ser, at han er en god og mild mand, som viser sig venlig mod hele verden; så begynder også hun at hænge ved ham og fatte mod, og hun tænker, at da han ikke slår nogen bort fra sig, skal også hun nyde godt af hans venlighed og godhed. Derfor lader hun alle apostlene fare og kaster sit hjertes tillid og fortrøstning alene på Herren og siger ved sig selv:

«Hvis jeg blot rører ved hans kappe, bliver jeg rask.»

Se dog, hvad det var for et hjerte, kvinden havde. Det var jo en mageløs, stor tro og tillid. Hun tænkte ikke andet i sit hjerte end: Han vil visselig hjælpe mig, om jeg så blot rører ved hans kappe med min hånd; og dog var hun ikke så dristig, at hun turde gå ham under øjne. Hun regnede sig for uværdig til at tale med ham eller se på ham; for hun vidste, at hun intet havde fortjent og aldrig havde gjort Herren noget. Derfor bar hun sig også sådan ad: hun kom bagfra, faldt ned ved hans fødder og rørte kun ved fligen af hans kappe. Kort sagt: her er lutter uskikkethed og ingen fortjeneste. Hvem har fortjent, at Herren her prædikede evangeliet for folket? Her er ingen forberedelse, her er ingen gerning; og dog var den stakkels kvinde der og ventede sig noget stort af Herren, at han ville fri hende fra hendes sygdom. Hun havde haft blødningen i hele tolv år i træk. Hvad kunne hun fortjene med det? Hvordan skulle hun derved være værdig til noget? Jo, rigtignok var hun værdig, men kun til at tage imod og ikke til at give; for hun kunne ikke give noget den gang.

Og det er den rette forberedelse til Kristi nåde og godhed: at jeg trænger til den; og så passer det fint, at de to kommer sammen, den rige og den fattige, Kristus og en synder. Men det er en stor kunst at få folk overbevist om, at de er fattige og trænger til nåden. Det går kun trægt; og så tåler Djævelen det heller ikke, men trækker altid folk hen til gerninger, så de endelig ikke skal komme dertil, at de trænger til Kristi nåde og barmhjertighed.

Teksten siger, at den stakkels kvinde havde haft blødninger i tolv år og havde brugt alt, hvad hun ejede, på lægerne for det; og jo mere hun gjorde ved det, jo værre blev det med hende. Lukas og Markus lægger stor vægt på det og viser dermed, at jo mere man prædiker loven og om gerningerne, jo værre bliver det med os, og vi får ikke andet ud af det end den ene skade oven i den anden. Samvittigheden kan aldrig stilles til ro med gerninger. Selv om én synd kommer ud af samvittigheden, så er der straks en anden; ja, lægemidlerne og gerningerne gør os ofte synd af det, som ellers ingen synd er, lige indtil vi kommer til Kristus – som her denne kvinde, der havde ligget syg så længe, og som aldrig var blevet hjulpet, hvis hun ikke var kommet til Kristus. Hos ham får hun helbredelse uden nogen gerninger; hun giver ham intet, men tager kun imod fra ham og lader ham give.

Sådan går det med alle prædikener, som ikke prædiker Kristus; og her bliver det også vist, at man altid skal arbejde med Ordet og drive det uophørligt; for man finder stadig nogle mennesker, som har sådanne ængstede og bekymrede samvittigheder. For denne kvinde betyder alle de arme samvittigheder, som har blødninger, det vil sige: de føler deres synder. Og blødningen flyder hele tiden, den kan ikke standse; for kød og blod gør ikke andet end det, det har lyst til. Når nu følelsen tager overhånd, så kaster de arme mennesker sig over det og vil hjælpe sig selv; så gør den ene dette, den anden hint, og de udretter dog intet.

Deraf er så mange ordener og stiftelser kommet, og man har udtænkt så mange og atter mange gerninger, at man næsten ikke kan tælle dem alle. Hvem har været årsag til alt det? Ingen anden end samvittigheden over synden; den har drevet og ængstet os sådan, og vi mente, at vi ville forløse vore sjæle dermed og blive fri for alle synder. Men Kristus har ikke været med i det, for vi har kun villet give og ikke tage imod. Derfor er det også blevet værre og værre med os – som med denne kvinde, der prøvede alle læger, om de kunne hjælpe hende, og dog aldrig fandt nogen, der hjalp hende. Sådan har vi også troet alle læger; når en kom med en lille gerning, så tog vi imod ham. Kære Gud, vi ville så gerne have været raske, vi ville så gerne have haft en glad samvittighed og været blevet fri for synden!

Lægerne er lovprædikanterne og de kristnes styresmænd. Når nu en gerne ville være frelst fra sine synder, hvad gjorde de så ved ham? De gav ham lægemidler, som han bare blev svagere og sygere af. Det har vi set og til dels i høj grad mærket, ja, til vor store, mærkbare skade: hvordan folk har villet blive retfærdige ved gerninger og forløse sig selv fra synder dermed. Men det har ikke hjulpet noget; vi er blevet mere og mere modløse over for synden og over for døden, så man ikke finder noget mere modløst folk på jorden end netop præster, munke, nonner og de, der går op i gerninger. Når de har en byld, så må apoteket holde for; så er der lægemidler, så er der et rend og et løb, som om sjælen skulle til at gå ud af dem: så bange er de, og så modløse er de. Og især er der ingen, der frygter så meget for den yderste dom som netop dette gejstlige folk. Det viser de også fint, når de omgås gerningerne sådan, at de altid gør den ene gerning oven i den anden og aldrig bliver stående ved nogen gerning; og jo mere de gør, jo værre bliver det med dem, jo mere modløse og fulde af tvivl bliver de, og det går dem ligesom her denne kvinde.

Det er et meget smukt billede, og det passer rigtig godt på os. Vi har heller ikke alene sat vores timelige gods til, men også spændt legemet for med faste, med spægelser og med andre tunge, uudholdelige byrder, så nogle tit er blevet vanvittige af det og har mistet alle kræfter, ja, til sidst også har mistet sjælen oven i købet. Jeg har også været sådan en, og jeg har stukket dybere i dette apotek end vel mangen anden. Jeg kunne ikke så hurtigt nå dertil, at jeg slap pavens lov. Det faldt mig surt og hårdt at spise kød om fredagen, og at pavens lov og ordning ikke skulle gælde noget. Gud hjælpe mig, hvor svært det var for mig, før jeg turde vove det! Derfor: skal en blive fri for den ting i samvittigheden og foragte pavens forordninger, så må han sandelig have en stærk, fast grund i troen; har han den ikke, så vil han se sig om én gang eller flere, før han tør vove det.

Og ligesom det går her med denne stakkels kvinde, der havde ødslet alt, hvad hun ejede, bort hos lægerne og alligevel ikke blev rask af det, ja, det blev kun værre med hende – sådan går det også med os. Dér er alle vore gerninger, vor møje og vort arbejde spildt; dér falder al vor menneskelige lydighed og hele ordenen bort, og det har været helt forgæves, hvad vi har sat ind på det. Dér ser vi nu, at pavens og biskoppernes statutter og forordninger intet er, som vi før rystede og bævede for. Alt det har hjulpet os lige så meget som den stakkels kvinde, der satte alt sit gods og sin ejendom, ja, legemet oven i købet, ind på det. Åh, hvor mange lægemidler og drikke må kvinden ikke have måttet bruge! Hvor mat, svag og syg må hun ikke tit være blevet af det! Ja, kunne hun være blevet rask, så havde hun ædt hele apoteket; men det hjalp ikke, hun måtte slæbe sig af sted med sygdommen i hele tolv år.

Hvordan bliver den stakkels kvinde så til sidst hjulpet? Da hun kom til den mand, som hedder Kristus, og satte sit håb og sin trøst til ham, så blev hun rask. Men hvem viste hende hen til den mand? Lægerne gjorde det i hvert fald ikke. For hvis vore prædikanter prædikede om Kristus, så lå pavens kram og alle hans forordninger fuldstændig ned. Hvem siger hende det så? Hun hører det et eller andet sted fra en, som også var blevet rask, og ikke fra lægerne. Han har uden tvivl fortalt hende, at der er en der og der, som hedder Jesus, og han er en venlig, god mand, han hjælper alle og lader ingen gå fra sig uden hjælp, og han er netop sendt af Gud for at hjælpe alle; og han har nok fortalt hende om mange mennesker, som han har hjulpet, så han også kunne få hende hen til ham. Da kvinden hørte det, lod hun lægerne fare og løb til Kristus.

Sådan går det også nu. Man prædiker ikke Kristus, men lutter gerninger: gør dette, gør hint. Alligevel kommer det ud blandt folket, hvad Kristus er, hvad vi har at vente af ham, og at han alene må gøre det, uden vore gerninger og fortjeneste. Når vi får rygtet, så følger vi ham og lytter til dette ord og lader lægerne bare fare; så vender vi os ikke mere til lovprædikanterne og gerningsprædikanterne og spørger heller ikke efter deres bud og forordninger, men løber af hele hjertets længsel til denne mand, som hedder Kristus, og siger så: «Ja, rigtignok må man tage imod det fra denne mand uden nogen fortjeneste. Ak, hvor tåbeligt har jeg båret mig ad, at jeg har vovet så meget på det! Gud velsigne dig, kære pave! Gud velsigne jer, kære biskopper, munke og præster! Jeg har ikke mere brug for jeres lægemidler, jeres gerninger og fortjeneste, jeres bud og forordninger; I har længe pint mig mere end nok med dem. Jeg har fået en, som giver mig for intet, hvad jeg før har måttet købe af jer for mange penge. Han giver mig det uden gerninger og fortjeneste, mens jeg før har måttet sætte mit legeme, min styrke og mit helbred ind på det. Farvel og godnat! Jeg kommer ikke tilbage til jer.»

Sådan bliver man nu kristen – ikke af pavens dekretaler eller af gerninger og menneskelige forordninger, men af Kristi nåde og godhed. Den, der nu har en bekymret, betynget samvittighed, frygter for synden, er forfærdet over døden eller ellers ikke mærker noget godt i sig, han skal komme hid til denne mand og bekende, hvad der fattes ham, og påkalde ham; så vil han visselig hjælpe. Udøs dit hjerte for ham, som Salmen siger (Sl 62,9), og sig sådan til ham: «Se, her er et tomt kar, det trænger sandelig til at blive fyldt; min Herre, fyld det! Jeg er svag i troen, styrk mig; jeg er kold i kærligheden, varm mig og gør mig brændende, så min kærlighed kan flyde ud til min næste. Jeg har ikke en fast, stærk tro, jeg tvivler til tider og kan ikke stole helt på Gud. Ak Herre, hjælp mig, forøg min tro og min tillid! I dig har jeg lukket skatten af alt mit gode inde. Jeg er fattig, du er rig og er kommet for at forbarme dig over de fattige. Jeg er en synder, og du er retfærdig. Her hos mig er syndens strøm, men i dig er al fylde og retfærdighed.»

Når du engang har lært det, så vil pavens love ikke fange dig; af hans love og bud tager du intet imod, men sammen med denne kvinde bruger du alt op, hvad du har, dit legeme og gods, ja, til sidst sjælen oven i købet. Og så vil du sige: «Ham vil jeg have, som jeg kan tage imod fra, ikke en, som jeg skal give til.»

De andre evangelister skriver sådan om denne kvinde: Da hun var blevet rask, mærkede Jesus, at der var gået en kraft ud fra ham, og han vendte sig om i skaren og spurgte: «Hvem har rørt ved mine klæder?» Og hvordan disciplene svarede ham, at folk trængte sig om ham og skubbede så hårdt til ham, men Herren lod sig ikke nøje med det, men svarede: «Nogen rørte ved mig, for jeg mærkede, at der gik en kraft ud fra mig» (Luk 8,45ff; Mark 5,25ff); jeg ved, at nogen har fået noget fra mig. Alt det gjorde Herren, fordi kvindens tro behagede ham så vel; den ville han gøre kendt for hele folket, for han har intet kærere end, at man stoler på ham og tror. Det skete også for forstanderens skyld, for at bekræfte hans tro med dette under og denne begivenhed. Derfor skriver Markus, at kvinden, da hun mærkede, at Herren vidste det, blev bange og skælvede og kom og faldt ned for Herrens fødder og fortalte ham hele sandheden om, hvad der var sket hende ved ham. Så går Herren også til og tilsiger hende tilgivelsen (absolutionen) og siger til hende: «Min datter, vær ved godt mod, din tro har gjort dig rask; gå med fred, og vær helbredt for din plage.»

Er det ikke venlige ord? Hvilken glæde må kvinden ikke her have haft, da hun lod en anden gøre vel imod sig! Denne glæde og fred får alle, som venter sig godt af denne mand. Hvor nu denne glæde er, dér må gerningerne straks følge, som beviser denne glæde. Sådan måtte denne fred og glæde i kvinden også frem; for så snart hun havde fået velgerningen af Herren, bekendte hun det for hele folket og skammede sig ikke over at forkynde, at hun havde fået noget af ham og dog intet givet for det. Men disse gerninger og denne taksigelse vil Gud have af os: at vi skal bekende og råbe hans godhed, nåde og velgerning ud for alle, så andre også kommer hid og også lader ham gøre vel imod sig, sådan som det er sket her.

Sådan tvinger mit kristne liv mig også til at gøre vel mod andre, ligesom Gud har gjort vel mod mig ved Kristus, kun for at denne Kristus kan blive kendt; men derved bliver jeg ikke kristen, ligesom denne kvinde her ikke bliver rask af bekendelsen; for hun var rask forinden, før al gerning og bekendelse. Men bagefter, da hun nu var blevet rask, bekender hun Kristus og priser ham, kun til opbyggelse for de andre, og går sådan frem i gode gerninger og gør hele tiden den ene gode gerning efter den anden. Derfor lever vi også, når vi nu er kristne, for at den ene skal tjene den anden, med hvad vi overhovedet kan. Derfor: ligesom denne kvinde er blevet rask før al gerning, sådan skal vi også blive kristne, før vi gør nogen som helst gerning.

Nu følger om forstanderens pige

Ligesom evangeliet er malet af i denne kvinde, sådan bliver det også malet af for os her i forstanderens lille datter. Denne synagogeforstander, som Markus kalder Jairus, har haft en stærk tro og tillid til, at Herren ville gøre hans døde datter levende igen. For hvis han ikke havde haft hjertet til ham, var han ikke kommet til ham og havde bedt ham om sådan en ting, som er umulig for naturen. Derfor viser han sin tro med denne bøn. Da Herren nu mærkede denne tro hos ham, kunne han ikke lade være; han måtte gøre hans vilje. Derfor stod han straks op og gik med ham. Mens de går, sker denne historie med den lille kvinde, som havde ligget syg i tolv år, som vi nu har hørt.

Da Herren nu kom ind i forstanderens hus og så fløjtespillerne og folkets tumult – de var der efter Moses’ lov og blæste i horn og trompeter, ligesom man her til lands ringer med klokker for at kalde folket sammen – bød han folket og fløjtespillerne at gå bort og sagde: «Pigen er ikke død, men sover.» Så lo de ad ham og spottede ham.

Det betyder: Når denne prædiken går ud, at man prædiker sådan: «Kristus er den mand, som hjælper; vore gerninger gør det ikke», så kan verden ikke lade være, den må le, den må spotte, den må tage anstød af det (1 Kor 1,23); for den kan ikke få ind i hovedet, at Kristus skulle hjælpe. Ligesom folket gør her, som uden tvivl har sagt: «Nå, det er en fin mester eller læge! Hvad skulle han kunne hjælpe? Han ved jo ikke engang, hvad det vil sige at sove eller være død!» Den titel må evangeliet have i verden, at det er en tåbelig prædiken, foragtet og spottet; for Djævelen kan ikke tåle, at denne prædiken skulle have ære i verden, for den bringer ikke hans rige nogen gavn, det mærker han godt. Derfor angriber han den også med alle kneb, så han endelig kan hindre den og gøre den foragtet hos sine egne, hvis hjerter han har forblindet og indtaget fuldstændig, så oplysningen fra evangeliet om Kristi herlighed ikke skinner for dem, som Sankt Paulus siger til korintherne (2 Kor 4,4). For det er umuligt, at denne prædiken om Kristus ikke skulle bære frugt; den bliver ikke prædiket forgæves (Es 55,11). Selv om der er få, der tager imod den, betyder det intet.

Da Satan nu mærker, at det slipper fra ham, ja, at denne prædiken netop er rejst imod hans rige, så har han ingen ro; han forfølger den, foragter den og angriber den fra alle sider, sådan som han også nu raser og tumler sig i hele verden. For prædikenen om Kristus slår alt det til jorden, som verden og Djævelen kun synes om, også det, som verden anser for det allerhelligste og kostbareste. For verden maler sig en sådan Gud op, som tager imod vore gode gerninger og synes om messer, vigilier, stiftelser, rosenkranse, kutter, tonsurer, hampereb og hvad der ellers er af narreværk, som paven går op i. Når nu en kommer og bringer evangeliet og prædiker imod pavens narreværk, sådan som han jo må gøre, og siger, at det er intet, det er forførelse, det er imod Kristus og imod Skriften, så må han holde for; man skælder ham ud for kætter og skurk, ja, for en forfører af folket. Og så siger de ganske storslået: «Vil du regere hele verden? Mener du, at du er den klogeste? Vore forfædre har heller ikke været tåber; mange hellige, fromme folk har gjort disse gerninger og prædiket om dem – skulle du nu komme og gøre det til intet? Det må ikke ske!» Så begynder det med raseri og tumult, med forfølgelse og drab, og Djævelen vil have ret, hvordan det så end går.

Det være nok om dette evangelium for denne gang. Og giv endelig godt agt på, at I lærer af evangelierne, hvordan alle ting står i den ene person, som hedder Kristus. Og læg jer det rigtig vel på sinde, at en kristen alene har navnet fra Kristus. Jeg siger det ikke for ingenting, for jeg ved, hvad det koster at holde fast ved det i anfægtelse og modgang. Lad os bede Gud om nåde, så vi engang tager det alvorligt og griber det med hjertet. Amen.