23. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 22,15–22)

En anden prædiken over evangeliet på 23. søndag efter trinitatis, Matt 22,15–22

Dette evangelium er i sig selv let og klart nok og godt at lægge mærke til, især på grund af det ord og den lære, som Kristus giver i det. Men først viser det, hvilke overmåde onde, bitre og giftige orme det er, der forfølger Kristus og hans ord, og hvor spidst og listigt de angriber ham for at fange ham i hans ord. For de skalke og skurke ville gerne have taget livet af ham, eftersom de var så umådeligt lede og kede af ham, at de hverken kunne udstå at se eller høre ham; de ville ganske enkelt have ham død, og dog kunne de ikke finde noget at dadle hverken i hans lære eller i hans liv, skønt de gerne ville have dadlet det ihjel; derfor søgte de alle slags rænker og list for at få en grund til at anklage ham, og de kunne ikke holde op eller få ro, før Gud lod dem få deres vilje, så de korsfæstede hans Søn. For sådan går det den slags folk, og sådan skal det gå dem: «Det, man stræber efter, det får man.» Gud gav dem frist og grund nok til at omvende sig ved sin eneste Søn, som var sendt til dem i det ærinde; men da de slet ikke ville, lod han dem også gå så vidt, at de korsfæstede og myrdede hans Søn for ham, for at de rigeligt kunne fylde deres synd og mål og derefter uden al nåde endelig blive udryddet. Sådan gør evangeliets fjender og Kristusmorderne også nu, og sådan skal det også gå dem. Amen.

Se nu, hvordan de griber det an her, og hvordan det lykkes for dem! Der kommer de lærdeste og klogeste i flok, stikker hovederne sammen og finder på et overmåde snedigt råd til at bringe ham i døden; og det kloge råd lyder sådan: Når man vender det frem og tilbage, er der to veje, hvorpå han kan fanges og anklages. For det første, at han er imod kejseren som en oprører: får vi det hængt på ham, så har vi ham, som man skal have ham, og han bliver med rette dømt til døden som en, der er grebet i at være kejserens tyv og røver og skyldig mod kejserens majestæt og krone, hvilket efter al ret er en dødsskyld. Går det ikke, har vi endnu en vej: at vi har grebet ham som en Gudstyv (hvilket er endnu værre end det første), der tager Gud hans ære og forfører folket under Guds navn. For hvis han vil sige, at man skal give kejseren skatten og holde ham for vores herre, så ville det være at håne Gud, som alene ville være dette folks Herre og havde givet det frihed frem for alle folk, så det ikke skulle have nogen fremmed konge; dermed ville han igen være skyldig til døden. Og sådan ville han være fanget, hvor han så vendte sig hen, og måtte falde i deres hænder. Indrømmede han kejseren hans øvrighedsmagt, så havde han taget den fra Gud; og omvendt, gav han den til Gud, så tog han den fra kejseren.

Det er de højt forstandiges og helliges kloge råd, som de har vedtaget for med al ret at angribe Kristus, enten som Guds eller som kejserens fjende. Ikke fordi de spurgte meget efter Gud eller efter kejseren; for de ville selv gerne være sluppet af med kejseren og lavede altid oprør, hvor de kunne, og fik også ærligt og redeligt tæsk for det, så man måtte henrette dem, ikke ti eller tyve ad gangen, men i hundreder og tusinder; ligesom de også til sidst, fordi de ikke kunne lade deres natur fare, blev helt udryddet og tilintetgjort for den sags skyld. Sådan var de også for Gud tyve og skurke, idet de forfalskede hans ord og forfulgte den rette lære. I disse to store laster var de ganske druknet, så de selv var dobbelt dødsskyldige, både for Gud og for kejseren; og oven i det var de så forhærdede skurke, at de ville fange en uskyldig mand med en sådan skyld og dømme ham til døden og dermed give sig selv skin af at være de frommeste hellige for Gud og kejserens mest tro undersåtter.

Men dette folk var vant til det fra gammel tid og havde gjort sådan mod deres profeter og mange fromme mennesker og siden også spillet sådant spil med apostlene, så det er intet under, at det også går os sådan. Og hvad har apostlene eller vi særligt at klage over, når de ikke skånede deres eneste Herre og Gud? Verden gør jo ikke anderledes mod ham; den er selv helt Djævelens, fuld af Gudstyveri og oprør, og skyder dog altid de kristne en sådan skyld i skoene.

Og se videre, hvordan de griber deres rænke an og bringer den frem mod ham, så den for alt i verden ikke skal slå fejl; de falder ikke straks over ham med spørgsmålet, men laver forinden en fin indledning, som de vil vinde ham med; de pynter sig, som om de mente det ret og godt, og det var dem en stor alvor, de roser ham og klapper ham med glatte ord; for de tror, han er et menneske og en prædikant som dem selv, der gerne lader sig kilde og rose sådan: «Du er en ret lærer og en oprigtig mand; hvad du siger og gør, er ret osv.» For med sådan ros ville en ung nar vel nok blive forført til at prædike over stok og sten alt det, man gerne ville høre; som næsten alle falske prædikanter gør, der kun prædiker for at have ros hos folk og søger og tager imod ære, hvor de kan, og ikke prædiker længere, end rosen rækker; hvor den holder op, dér holder deres prædiken også op. Sådanne fyre var de også, som Kristus siger om dem, at de gerne lod sig kalde rabbi osv. (Matt 23,7). Derfor mener de, at han også skal lade sig kilde sådan og narre af den falske ros, så han gav sig ind mellem deres to forke og dødsstik, før han opdagede det.

Men det hedder: «Bland dig bare ikke med Gud!» Det går endda an, at det ene menneske bedrager det andet, men med ham er der ikke noget at spøge med; for han kender også skalke alt for godt og kan narre dem i deres højeste klogskab (som Skriften siger) og fange dem i deres egne rænker. Sådan gør han her, så disse skalke må sige den rene sandhed (skønt de har noget helt andet i hjertet) og dermed gøre sig selv til skamme. For det er sandheden, at han lærer Guds vej i sandhed og ikke frygter nogen; og dog siger ingen af dem det af hjertet. Og det er værd at undre sig over, at munden kan tale sandhed og dog være så forvreden, at der er ren løgn i dem. Hos Kristus er det vel sandt; men de gør det selv til ren løgn: for de dømmer ham efter sig selv og holder ham for en oprører, der forbyder at give kejseren skatten og trækker pøbelen med sig, og som dog frygter kejseren og ikke tør sige det åbent osv. Det er deres hjerte og tanker, og dog er der strøget farve over det, så de siger, at han lærer sandheden ret; og det er en ros, som sømmer sig vel for Gud.

Sådan gjorde også ypperstepræsten Kajfas, Joh 11,48–50, da han sagde: «Det er bedre, at ét menneske dør, og ikke hele folket går til grunde; for hvis vi lader ham gå (sagde han), så kommer romerne og tager land og folk fra os osv.» Det var et sandt ord over dem selv, og dog løj de i hjertet; for de tænkte ikke, at romerne ville komme, men det gjaldt dem kun om at tage livet af Kristus, og de mente, at så var de reddet. Og dog gik det dem netop, som de havde profeteret om sig selv: Kristus måtte dø for folket, men de blev ødelagt af romerne, med land og folk.

Sådan går det dem, der vil narre Gud og gøre nar af ham, at de narrer sig selv og gør sig selv til nar; her søger de af falskhed en lærer i sandheden, og en sådan finder de også i ham, skønt de ikke mener det; for han rammer dem med sandheden og slår dem for panden, så de tumler baglæns. De vil lægge ham noget frem og spørge ham om noget, som han ikke skal kunne slippe ud af: ikke om loven eller sjælenes frelse, men et unødvendigt og farligt spørgsmål. Hele Moses og alt det, der hører til Guds ord og sandhedens vej, lader de pænt ligge og griber ét ud, som skal bringe ham ud af fatning: om man skal give kejseren skat? Det har Moses intet lært om, og Kristus har heller intet med det at gøre.

Dér (tænker de) har vi ham helt sikkert, som mellem to spyd; for siger han ja, så har vi ham som en Gudstyv eller kætter og frafalden jøde, der lærer imod Moses og profeterne. Siger han derimod nej, så har vi her Herodes' folk: kommer han i deres hænder, så er det ude med ham; men kommer han i pøbelens hænder, så må han også dø. I den enes eller den andens hænder må han falde, for der er ingen anden udvej end ja eller nej, og ingen andre end de to slags folk, hedninger og jøder. Er det ikke klogt nok lagt an? Hvem kunne slippe forbi dér, omgivet af spyd på begge sider? For ikke engang de selv ville have vidst, hvordan de skulle komme ud af det, hvis man havde angrebet dem med et sådant spørgsmål.

Men her er en anden visdom, som de ikke kendte og ikke havde ventet sig, og som hedder Guds visdom; for han tager deres spyd og fork ud af deres mund, vender dem om og stikker dem med begge to og svarer hverken ja eller nej; men han tvinger dem til selv at måtte svare og dømme sig selv. Dér er han i sandhed en mester, som de kalder ham, og beviser, at han kan svare på deres glatte spørgsmål gennem dem selv, så de selv må løbe ind på spydene og fange sig selv med netop det, som de ville fange ham med. Og dog begynder han ganske barnligt og tåbeligt: han beder dem vise ham en skattemønt og spørger, hvis prægning og indskrift det er, som om han ikke kendte den og ikke kunne læse; så de straks tænker: «Sandelig, nu har vi ham; han er bange og vil hykle for kejseren, han tør ikke tale imod ham osv.»

Men han tager ordet ud af deres egen mund, så de må give sig fanget med deres egen bekendelse; for de kan ikke og må ikke sige andet, end at den er kejserens. Så slutter han med det ord imod dem selv: «Er mønten og billedet kejserens, og indskriften også hans, så tak, fordi I selv svarer og siger ja; hvad behøver I så at spørge mig?» Det hedder i sandhed at grave en grav for en anden og selv falde i den, og at sætte et net op og selv blive fanget i det.

Den kunst kan han bruge mod enhver, der vil belære ham eller fange ham, så vedkommende må fange sig selv, og det med sine egne ord. Ligesom i Luk 19,21–22 om tjeneren, der havde gemt sit betroede pund i en svededug og sagde: «Jeg ved, at du er en streng mand; du høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har lagt.» Dér svarer han: «Efter dine egne ord dømmer jeg dig, du onde tjener osv.»; det vil sige: som du har talt, sådan skal det gå dig; eftersom du holder mig for en streng mand, der tager, hvor jeg ikke har lagt, så sker det dig ret, at det går dig sådan, og at dit pund bliver taget fra dig, fordi du selv fælder en sådan dom og gør, at jeg må være bister og streng.

Det siger jeg, for at man skal vogte sig og ikke spøge med de ting, der er Guds. For (som sagt) mennesker kan man bedrage; men prøver du det over for Gud, så bedrager du helt sikkert dig selv. For jeg har ofte sagt, at Gud viser sig over for mennesket netop sådan, som mennesket selv er sindet; og som du tænker og tror, sådan har du ham. Tjeneren, som der lige er talt om, havde ikke en bister, streng mand til herre (sådan som han jo viser sig venlig og god mod de andre); men fordi han selv malede ham sådan for sig og fældede dommen over sig selv, måtte han også erfare ham sådan.

Sådan er det også med vores tro og vantro. Den, der i sit hjerte maler ham nådig eller vred, sød eller sur, han har ham sådan. Derfor er han ikke til at bedrage. Tænker du, at han er vred på dig og ikke vil have dig, så går det dig sådan. Men kan du sige: «Jeg ved, at han vil være min nådige Fader og tilgiver synden osv.», så har du det også sådan. Men her gælder ingen narrestreger eller hykleri, hvor munden siger, at han er god og nådig, og hjertet tænker anderledes.

Sådan også her: fordi disse kalder ham en mester og lærer i sandheden, skønt de ikke tror det, men mener det falsk og vil fange og narre ham med ord, så vender han det sådan, at de selv bliver narret og fanget og finder ham sådan, som de siger med munden, skønt de ikke venter sig det. Ligesom når du holder ham for unådig og vred, skønt du dermed lyver og gør ham uret; så går det dig dog, sådan som du har malet og dømt ham; for det hedder (som han siger): «Efter din egen mund dømmer jeg dig.» Og ligeledes: «På grund af dine ord skal du erklæres retfærdig, og på grund af dine ord skal du fordømmes osv.» (Matt 12,37). Og det sker dig med rette og billigt; hvorfor ser du ham ikke ret i øjnene og dømmer ham, som han er, eller tror, som man skal tro på ham, og sådan som han stiller sig frem i sit ord? nemlig som en lærer og Frelser for alle, som trykkes af deres synd og gerne vil være fromme. Hvis det billede ikke behager dig, og du i stedet maler dig et andet, så har du også det.

Derfor går det disse netop sådan: fordi de med munden vil have ham til mester over for folk, og dog er falske i hjertet, så må de have ham til en mester, der afslører deres skalkagtighed, som teksten siger: «Han mærkede deres skalkagtighed osv.» Det er en rigtig doktor. For de læger skal man rose, som godt og sikkert ved, hvad sygdommen er; så kan de så meget bedre hjælpe den syge; ellers, når de giver ind på lykke og fromme, så går det, som det kan. Sådan hører og mærker han straks på deres spørgsmål, at de er skalke; men fordi de kalder ham mester og en ret lærer, som om de ville høre sandheden af ham, skønt de lyver, så må de have ham, som de søger ham, og høre det, de ikke gerne hører, at han svarer dem: «Er jeg en mester og lærer sandheden, så vil jeg sige jer sandheden om, hvad I er og søger. Så lærer og belærer jeg jer altså om, at I er hyklere.» Det betyder på dansk lige så meget som dobbelte skalke og skurke: for det første, fordi de ikke er retskafne; for det andet, fordi de dækker og smykker skalkagtigheden med fromhed og således vil bedrage folk med falsk skin.

«Sådanne dobbelte skalke er I; I søger ikke Guds vej eller sandheden, og dog vil I have skinnet og bedrage mig med falsk ros, så jeg skal holde jer for retskafne. Men fordi I ikke vil høre den sandhed, som I kunne blive frelst ved, så hør den sandhed, ved hvilken jeres skalkagtighed bliver åbenbaret og fordømt. For jeg er jo en mester i sandheden, men for nogle til liv, for andre til død og fordømmelse, alt efter hvordan hver enkelts tro og hjerte står. Derfor siger jeg jer ret og sandt, hvordan I er i hjertet, nemlig hyklere og forhærdede skalke, som hverken er til at hjælpe eller råde, og som hører Djævelen til. Men for dem, der er fromme eller gerne vil blive fromme, prædiker jeg sådan: ’Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder osv.’ (Matt 11,28).»

Se, sådan træffer de på den rette mester i sandheden, ikke til deres frelse (som de ikke søger), men til deres fordærv, fordi de er sandhedens fjender og ikke gerne vil indlade sig på en sådan prædiken, og dog må høre, at han siger dem den, ja endda ved deres egen mund tvinger dem til svar og bekendelse imod dem selv, som sagt.

Til sidst, da han yderligere havde vist deres skurkestreger, drevet dem op i en krog med deres eget svar og bragt dem til tavshed, siger han det lige ud: «Giv kejseren det, der tilhører kejseren, og Gud det, der tilhører Gud.» «Sådan skal man døbe barnet, så ved man, hvad det hedder»; for på dansk betyder det lige så meget som: «I vil tage fra kejseren, hvad der er hans, og for længst forinden har taget fra Gud, hvad der er Guds; derfor er I for det første oprørere mod kejseren, fordi I tager fra ham og tilbageholder det, der er hans, og spørger endda, om I skal give det (skønt I bekender og siger, at det er kejserens, og dog ikke tænker at give ham det); for det kaldes jo med sandhed og rette oprør, når man ikke vil give kejseren det, der er hans, men langt hellere tage det.»

Denne sandhed skal de høre af denne mester i sandheden, skønt det slet ikke behager dem, at han åbent skælder dem ud for kejserens røvere og tyve, som gerne ville tage hans øvrighedsmagt og det, der tilhører ham, fra ham og selv være herrer, imod deres egen samvittighed; for de må bekende, at mønten og indskriften er kejserens, og således fordømme sig selv, fordi de ikke giver kejseren det, der er hans, men tilbageholder det, som havde de ret til det, så de med rette burde straffes på liv og gods som dobbelte oprørere. Det er det ene.

For det andet: ligesom de er kejserens røvere og tyve, sådan er de også skændige Gudstyve; og de stjæler og røver ikke alene fra ham, hvad der er hans, men vil oven i købet have ret til det. For det er dem, der kaldes Gudstyve, som profeten Jeremias siger (Jer 23,11ff.), som ikke prædiker Guds ord ret og holder det ord tilbage fra folk, som de skulle give dem på Guds vegne, og giver dem noget andet i stedet; de røver og stjæler det, ikke fra Gud oppe i himlen, men fra de mennesker, som Gud har sendt det til og befalet, at det skulle gives; og således røver de sjælene fra Gud og gør, at han ikke får nogen ære eller overhovedet noget af det, der er hans. Sådanne nydelige frugter er de, de fine hellige, som vil dadle og fordømme Kristus. Derfor skal de også høre en sådan prædiken af ham, at de ikke er andet end oprørere og Gudstyve og mangedobbelt fortjener, at begge, både kejseren og Gud, slog dem ihjel.

Hold nu vores nuværende hyklere op imod disse: de fine små fromme, biskopperne, præsterne og hele pavens yngel, som også fordømmer og forfølger Kristus i hans ord og i evangeliets erkendte, åbenlyse sandhed, og hans kristne, af ren frækhed og forhærdet ondskab. Hvad er de andet end – sådan som Kristus maler disse – oprørske og genstridige kejser- og Gudstyve, idet de hverken vil være lydige mod Gud eller mod den rette kristne kirke, hverken mod kejseren eller mod nogen øvrighed, men selv være herrer og fare frem og leve efter al deres egen vilje, uden at nogen skal eller tør hindre dem; og de er ikke alene ulydige, men raser og stormer oven i købet mod de uskyldige kristne, slår ihjel og myrder, hvem de kan, som ville de gerne udrydde Guds rige på én gang; og dog vil de have navn og ry for at gøre ret, som fromme, lydige folk, mens vi må dø som kættere mod Gud og kristenheden og som oprørere mod øvrigheden. Ganske som disse, der hverken giver Gud eller kejseren det, der er hans, og dog pudser sig blanke og gør sig fromme, som om de af skyldig lydighed og troskab mod Gud og kejseren søgte at tage livet af Kristus, som en der havde lært imod begge slags lydighed.

Men hvad nu, hvis det en dag kommer så vidt, at hjulet vender, og den skyld, de nu lægger på os kristne, falder ned over deres egne hoveder, så de offentligt bliver erkendt og fordømt og som de rette røvere og tyve af Guds og kejserens majestæt får deres løn, sådan som den slags folk bør have den. For selv om evangeliet og Kristus ikke gør dem noget, eftersom han ikke skal straffe nogen med næven, men alene sige sandheden, så må de dog se sig for, at der ikke kommer andre (som jeg meget frygter vil ske for dem), som slår til med næven og lærer dem, sådan som man har lært hine, at de må holde op med at forfølge de kristne; sådan som man godt kunne gøre ved dem, hvis man ville spille deres egen ret ud imod dem. For at sætte et eksempel: Hvis borgerne i Halle eller landsboerne i stiftet Magdeburg jog deres tyran, bispen af Mainz, kardinalen, bort eller slog ham ihjel, fordi han så overmodigt plager og jager de stakkels folk bort uden nogen skyld, så gjorde de ham ret efter pavelig ret.

For sådan lærer paven med alle sine apostle og disciple, jurister og teologer: Man er ikke skyldig at lide vold, men vim vi repellere licet, det vil sige, man må med rette værge sig mod åbenlys uret og vold. Nu ved kardinalen i Halle meget godt, at han gør notoriam injuriam, åbenlys uret, og forfølger den erkendte sandhed. Det ved han; derfor burde han med rette lade pavens og sin egen ret gå ud over sig selv. For når Kristus siger i Matt 5,39: «I må ikke sætte jer mod det onde, men hvis nogen slår dig på din kind, så vend også den anden til» osv., så siger de, at det ikke er befalet, men kun rådet, og at ingen skal være forpligtet til det. Det er gået gennem alle de høje skoler, stifter og klostre og står i alle deres bøger, og de tør endnu i dag prale af det og forsvare det med brask og bram: Det er ikke nødvendigt at lide uret, heller ikke af kejseren, men man kan med al ære sætte sig mod det onde og slå igen, hvad enten det så rammer kejseren eller hvem det skal være.

Derfor ville der efter denne deres egen lære ikke ske dem nogen uret, hvis man satte sig med magt imod en sådan utålelig vold og frækhed; og hvis det skete som Guds straf ved en eller anden falsk prædikant eller sværmeånd, der førte folket dertil, at man slog sådanne tyranner ihjel, så ville jeg heller ikke klage meget over, at der var sket dem uret; for de beder jo selv om det, eftersom de ikke alene selv både med deres lære og deres gerning giver anledning til oprør og krig, men også lægger skylden på os, som lærer ret, priser og ærer øvrigheden og værner mod oprør både med ord og gerning, og gerne ville bringe os i døden; og mens de hverken giver Gud eller mennesker, hvad de er skyldige, vil de oven i købet æres og være sikre, så man ikke må sige et ord imod dem. Og paverne med deres bande har sandelig ikke alene lært det, men også bevist det med gerningen, hvordan de uden blusel tør rejse sig mod kejsere og konger og foragte alle øvrigheder og træde dem under fode, og så ville de oven i købet have gjort ret og gjorde det gerne endnu, hvis de kunne; for de praler uden skam med, at de er de øverste herrer og har magt over alle herredømmer.

Hvis de nu skulle finde sig i, at denne deres lære blev prædiket blandt dem – sådan som jeg nok selv kunne gøre (det bevare Gud mig for!), hvis jeg havde lyst til at hævne mig – og pøbelen fulgte en sådan lære ud fra deres bøger og ret og slog dem i hovedet, hvem ville de så give skylden, og hvem kunne sige andet, end at der var sket dem ret? For hvorfor er de så gennemonde og forbitrede, at de skælder Kristus med hans lære ud for at være oprørsk og spotter ham, han som dog er deres Herre, mens de selv i sandhed er både frafaldne fra kejseren og oprørere og Guds tyve, eftersom de driver og forsvarer denne deres ugudelige og oprørske lære og oven i købet forfølger os, som – det ved de selv – lærer det rene evangelium og i al troskab prædiker mod oprør og, så vidt det står til os, værner imod det og forhindrer det.

For også de selv måtte, hvis de ville eller kunne for deres forstokkede ondskab, bekende, at de ikke har andet end vores lære at takke for, at de så længe og stadig er beskyttet og reddet fra oprør; ellers var det for længst gået dem anderledes. For ved deres egen lære kunne de jo ikke holde det oppe eller værge sig, eftersom den selv styrker alt oprør; og hvis jeg holdt den for ret, turde jeg heller ikke værge mod det eller holde det for uret, hvis deres egne folk satte sig til modværge mod dem med magt.

Men vi vil sandelig hverken lære eller billige, at man kun skal holde Kristi ord for et råd; men vi lærer sådan, at kristne skal lide vold og overlade hævnen til en anden, nemlig til Gud; for de skal hedde (som Skriften kalder dem) slagtefår (Sl 44,23), som hver time må vente på, at man henretter dem. Det ved vores papister godt, at de er sikre for os; derfor takker de os for denne beskyttelse på den måde, at de ikke kan holde op med at forfølge, dræbe og myrde os, indtil de helt har udryddet os.

Men før de når så vidt, skal de få andre, som spiller deres egen ret ud imod dem og giver dem deres løn, sådan som de har fortjent, så de må betale for det, de har forbrudt sig mod evangeliet og mod os; for de undslipper det dog ikke til sidst. Imens må vi lide og overlade til Gud, hvordan og hvornår han vil hævne os og lade den straf komme, som de fortjener; han skal nok finde dem i rette tid. For os kan de godt være og blive sikre, selv om de lader, som om de frygter os, ligesom farisæerne frygtede Kristus og folket, der holdt sig til ham; men der skal komme andre og gøre ved dem, hvad de frygtede; ligesom det gik hine: dengang de frygtede Kristus (som dog ikke gjorde dem noget ondt), kom romerne, da de nu følte sig sikre, og gjorde ved dem, hvad de havde frygtet.

Sådan skal det også gå disse; os frygter de, skønt de dog ser, at vi ikke har foretaget os noget imod dem eller endnu foretager os noget, men tilbyder dem fred og holder den og lærer og formaner vores egne og enhver til at vogte sig for oprør. For vi vil ikke tilsøle vores hænder i deres blod – det skal de ikke være værd og aldrig nogen sinde blive det – men vi vil bevare vores uskyld og over for dem, for Gud og al verden rose os af, at vi ingen skyld har i deres undergang. Men der vil komme andre, som skal gøre det og gøre lige så ved dem, som det skete hine, og bagefter skrive om det: «Det har de selv villet have», at dommen går over dem efter Ordsp 10,24: «Hvad den ugudelige frygter, det skal komme over ham.» Og som Kristus siger (Matt 12,37): «På grund af dine ord skal du fordømmes»; du har skreget op om oprør: oprør skal ramme dig; så vil vi da også sige amen og Deo gratia [Gud ske tak] dertil.

Det være sagt ud fra denne tekst til dem, der vil dadle Kristus og søge ære og ry på hans bekostning, så de kan se og erfare, hvordan han er en mester i sandheden og afslører deres løgn og skalkhed og vender netop det imod dem, som de gerne ville anklage ham for: at de er de rette løgnere og mordere eller forførere og oprørere og vil gå frem med magt, og dog kaster navnet og skinnet fra sig over på Kristus og hans egne, skønt disse ikke har gjort gerningen, men tværtimod kæmper imod den med lære og liv.

Men vi skal beholde dette ord til lære for os selv om, hvordan vi skal forholde os til disse to riger, Guds og kejserens, så vi giver hvert af dem dets ære og det, der tilkommer det, eftersom de begge er Guds ordning og gerning; og vi skal ikke se på, at de, som begge dele er betroet, ikke er retskafne og misbruger deres embede, især mod de kristne, og skælder os ud og forfølger os som ulydige og genstridige. Det skal og må vi lide, dog sådan at vi til gengæld beholder retten til at straffe dem med munden og sige dem sandheden og ikke lade den skyld, man lægger på os, blive liggende på os. Når vi gør det, så har vi gjort vores og udrettet vores del; resten overlader vi til Gud, hvordan og ved hvem han vil straffe dem og hævne os.

Vi har ellers ofte og meget sagt, hvad der er at sige om dette ord; for det er vores lære, som vi altid driver på, at man med flid skal skelne mellem de to herredømmer eller regimenter: Guds og kejserens, eller det åndelige og det verdslige rige. Begge dele har Kristus her fint og kort antydet og sammenfattet, og han har ikke alene gjort forskel, men også klart og tydeligt malet op, hvordan hvert af dem skal være beskaffent og gøres. Det første, når han siger: «Giv kejseren det der tilhører kejseren», angår undersåtterne; det andet: «Giv Gud det der tilhører Gud», er især sagt til øvrigheden.

For sådan er det ordnet af Gud, at undersåtterne skal og må give deres herrer; for når han siger «giv», er det et tegn på, at herrerne må tage imod; og det hedder at give dem deres eget som noget, man er dem skyldig, så det snarere kunne hedde at give tilbage end bare at give. Det er prædiket for undersåtterne. Men over for overherrerne er der til gengæld sat det mål og den grænse, at også de skal regere sådan, at de ikke tager fra undersåtterne, hvad der ikke er deres, men tænker på, at også de skal give og gøre, hvad de er skyldige: at stå i spidsen for land og folk, så de tager til og trives. For derfor er de af Gud sat op i majestæten, ikke for at de skal sidde der som tronranere og gøre, hvad de har lyst til.

Randglose: stikke og brække lanser, frådse og holde gilder og bygge vej og sti, huse og slotte med de fattige enkers og undersåtters blod og sved.

Men hvis man skulle male det ud, så ville det vise sig, at verden er fuld af lutter store tyve og skalke, overherrer lige så vel som pøbelen, og at det er en ganske lille flok, fra den største til den mindste, som regerer ret eller er lydige. For med undersåtterne står det sådan til, at hvor enhver kan bedrage sin herre og bringe ham om sit, der gør han det – for slet ikke at tale om, at han gerne skulle give – og dog vil han ikke have gjort det. Sådan vil fyrster og herrer kaldes kristne fyrster og kejserens lydige undersåtter og dog gøre, hvad de selv vil, og hvor de bare kunne, ville de gerne selv være herrer og kejsere over alting.

Randglose: Verden er en vid stald fuld af tyve og skalke, en forgård til Satan.

Ligeså junkerne af adelen, som går ved fyrsternes side: hvis de kunne rage alt til sig og suge fyrsterne helt ud, så de selv kunne træde fyrsterne under fode, så gjorde de det gerne; de tager landsbyer og slotte for det og kaldes «de kære tro mænd», giver råd og regerer, så de selv bliver fede og mægtige og kan trodse og plage både herrer og undersåtter, som de vil. Ligeledes: hvor mange fyrster og herrer i de øvre stænder er der nu, som kan rose sig af, at de giver kejseren, hvad der tilhører kejseren? Men at fylde deres kister, punge og tasker, det kan de alle sammen, og ingen steder finder man, at der gives kejseren, men overalt tages og stjæles der.

Efter samme mønster går det også i alle de andre lavere stænder og embeder: tjenestekarlene bedrager deres herrer, pigerne deres madmødre, daglejere og håndværksfolk bedrager og narrer enhver, og indbyrdes stjæler og røver den ene fra den anden på markedet og andre steder, hvor det sker frit og åbenlyst. Og sådan går det indbyrdes blandt store og små, så der ikke er noget fyrstehof, ingen by og intet hus, som ikke er fuldt af tyve og skalke. Og hvis verden ikke var behæftet med mere end denne ene synd, så var det mere end nok, og det var intet under, om den for længst var gået under; og dog vil ingen skældes ud eller straffes for sit tyveri, men oven i købet have ære, især hr. Hanserne af adelen, som kommer spankulerende med deres gule kæder. Men hvis man skulle gøre ret ved dem, skulle de ikke bære dem på gaden, men man måtte gøre ved mange af dem, sådan som man gør ved dem, der har stjålet en fem-seks gylden. Men det går, som de vise siger: «De små tyve hænger man i jernkæder, de store, åbenlyse tyve lader man gå med guldkæder.»

Randglose til «ingen by»: ingen landsby.

Randglose: Ingen kan, hverken dag eller nat, beholde noget af det, man ernærer legemet med, og dog forbliver alt ustraffet. De små tyve hænger man i jernkæder, de store, åbenlyse tyve bærer guldkæder og ligger i silkesenge. Man bygger for svage galger; store tyve kan de ikke holde.

Randglose til «tyveri»: halvt.

Randglose: bande og true, hugge og stikke, som da Kristus blev stenet. De mener altså, at Gud skal lade sig nøje med deres tomme undskyldninger; men Gud lader intet ustraffet. Non furaberis [Du må ikke stjæle], står der, Ef 4,28: si quis furatus est, amplius non furetur [Den, som har stjålet, skal ikke mere stjæle].

Nu skulle det ikke være sådan, men enhver skulle se på sin stand og sit embede og efter det gøre og give, hvad han er skyldig. «Ja,» siger du, «er det ikke nok, at jeg ikke tager noget fra nogen?» Jo, rigtigt nok; men der er mange slags tagen, ikke alene under bænken, hvor der ikke er lagt noget til dig, eller af en andens pung og kiste, men også når du forvalter din herres sager dårligt og lader skade ske, ikke af vanvare, men af ladhed og utroskab eller af overmod; ligeledes når en borger eller nabo tager overpris af den anden og snyder ham i prisen, og adelen nupper og flår; det hedder alt sammen efter det syvende bud stjålet og taget, og de er alle lutter tyve, bortset fra at de ikke gør sig nogen samvittighed af det, og ordet («Giv kejseren det der tilhører ham») er en sjælden fugl. Men af det modsatte («tage fra kejseren, hvad der tilhører ham») er hele verden fuld, nedefra og helt op, fra tjenestekarlen til de store junkere og fyrster, så der på jorden ikke er nogen stand, der er så plaget af tyve og skalke som kejserens og øvrighedens.

Randglose: Den, der finder meget, og den, der taber meget, er den ene som den anden. Meget fundet er halvt stjålet. Og den, der taber, er ikke flittig. At passe på bringer ingen skade.

Randglose: Rara avis: date Caesari. Nullus corvus albus, nigri animi infiniti. [En sjælden fugl: «Giv kejseren». Ingen ravn er hvid; sorte sind er der uendeligt mange af.]

Randglose: Herskabet må nu til dags rigtig slås gul og blå med utro og tyvagtigt tyende. Ja, hele verden skriger nu over sådanne laster. Og jeg holder det for en særlig plage, som Gud har sendt herskabet.

Til gengæld må man også sige til øvrigheden, hvordan de skal forholde sig over for undersåtterne. For også der går det sådan, at de tager og røver, hvad der ikke er deres, dog under kejserens og øvrighedens navn. For eksempel når kejser eller fyrste farer til og plager land og folk med unødvendige pålæg og andre byrder; da må du også høre din tekst: vil du, at undersåtterne skal passe deres lektie og ikke tage og stjæle noget fra dig, så skal du heller ikke tage fra dem, hvad der ikke er dit. For han har her ikke sagt: «Giv kejseren, hvad han vil og har lyst til», men også sat ham et mål for, hvor langt han må gribe; det hedder: «det der tilhører kejseren», eller det, han har ret til; for hvad der skal hedde hans, det må med rette være hans.

Randglose: non quidem omnes [ganske vist ikke alle]; nemo autem dogma illud delebit [men ingen vil udslette den læresætning]: Den, der ikke har horer og skurke (fures [tyve]) i sin slægt, han kan med god føje lægge dette navn af.

Derfor må man ikke regere i land, byer og huse, som man selv vil, som om en herre måtte omgås sine karle og sit tyende efter forgodtbefindende, ud over herrens ret; for det hedder således: «Jeg er skyldig at give dig det, der er dit, som min herre, ikke hvad du selv vil have.» For man kunne jo forlange så meget, at jeg måtte give ham hovedet eller en næve, eller han ville ikke give mig min løn, mad og drikke og ville beskatte og plage mig sådan, at jeg ikke beholdt en tråd på kroppen; det ville være at tage fra karlen hans ret og fra pigen hendes.

Randglose: Der rejser sig nu om stunder næsten i alle lande en stor klage over de utro tjenere. Jeg holder det for en særlig straf fra Gud. Der er også på den anden side en hård klage fra tyendet over det gerrige herskab.

Ligeså når en borgmester, amtmand og regent vil tvinge og plage folk efter sit eget forgodtbefindende: det hedder ikke herreret, men er lige så vel stjålet og taget, som når en anden stjæler fra ham. Men nu er der intet embede så lille, at ikke enhver vil have ret og magt til at gøre og befale, hvad han har lyst til, og han ved ikke, hvordan han skal trykke folk nok; de tænker ikke andet, end at fordi de er herrer, så må de flå, drive og plage enhver, som de selv vil; sådan som de nu især gør ved de stakkels præster og prædikanter, så det sandelig er en farlig ting i alle stænder, især i høje embeder; for i dem sidder de rette store tyve. For en karl i huset stjæler nok en herre fattig; men en adelsmand kan stjæle, så det hedder rigtigt stjålet, fra et helt fyrstendømme, fra land og folk.

Randglose til «præster»: Presbyteri, qui bene praesunt, duplici honore digni sunt. [«Ældste som leder godt, fortjener dobbelt respekt», 1 Tim 5,17.]

Randglose til «en herre fattig»: det er en ringe sag, og han er derfor ingen landsfordærver.

Randglose til «adelsmand»: Volebam dicere [jeg ville sige]: en amtmand; for adelsfolkene vil sidde i alle embederne, hvad enten de er egnede til det eller ej.

Derfor må man sige dem, hvordan Kristus med denne tekst har sat dem grænsen, så de ikke gør, hvad de selv vil; ellers ville det rive alt for vidt om sig, og pavens ret ville gå over dem, så undersåtterne slog dem i hovedet, selv om vi hverken lærer eller billiger det; for Kristus taler ikke de facto, sed de jure, det vil sige, han lærer, hvad enhver skal gøre: nemlig at undersåtterne skal give, og at overherrerne ikke skal tage mere end deres eget; men hvem der skal straffe, når man på begge sider handler imod det, det siger han intet om her.

For han gør ikke som paven, der lærer at slå igen; han vil heller ikke, at nogen selv skal hævne sig, hverken overherre eller undersåt, men han forbeholder sig selv straffen og dommen som den øverste Herre og Gud og siger (5 Mos 32,35): «Min er hævnen» osv. Gør du nu ikke, hvad han her lærer, så skal du nok finde din straf; gør han det ikke gennem dit ordentlige herskab, så gør han det gennem pest, krig, oprør og andre plager; for han kan straffe herrerne lige så vel som undersåtterne. Derfor lærer han også begge, både de overordnede og de underordnede, hvem de er, og hvad de skal gøre; og ved det lader vi det også blive. For vi skal og vil ikke tvinge nogen med næve og straf, men alene sige, hvad der er ret, og værge mod det uretfærdige med munden; den, der så ikke vil følge, lyser vi i band efter Kristi lære og siger ham, at han er Djævelens egen, og lader ham fare; de andre lader vi paven og andre straffe, som ikke alene lader det blive ved ordet, men slår til med næven.

Randglose til «slå igen»: Vim vi repellere, Papa docet. [At slå vold tilbage med vold, det lærer paven.]

Randglose til «andre plager»: som alle slags sygdomme, podagra, gigt og stik, dårlige ben og deslige.

Dette er kort sagt om den første stand eller det første regiment: hvad både de øvre og de nedre stænder skal gøre, så man dog kan se, hvor langt vi er fra denne lære, og hvordan verden alle vegne er fuld af tyveri. Men så kommer først Djævelen og døden, hvis man skulle male dette stykke ud («Giv Gud det der tilhører Gud») og tale om Guds tyve, som er i kristenhedens åndelige regiment, det regiment, som jeg og mine lige hører til.

For så højt som himlen er over jorden, så farligt og svært er dette embede i forhold til det verdslige eller kejserlige regiment; skønt det også er farligt nok, når en øvrighed regerer og ikke påkalder Gud om hjælp til at føre sin stand ret uden skade for undersåtterne. Men når en utro sognepræst eller prædikant kommer i dette embede, så er det ikke brød-, kød- eller klædetyve – af det, man ernærer legemet med – som juristerne har med at gøre, de der ikke lærer mere end, hvordan man holder bugen ved lige og styrer den slags tyveri.

Randglose til «klædetyve»: Manibus laborandum, non furandum, non mendicandum [Man skal arbejde med hænderne, ikke stjæle, ikke tigge], 2 Thess 3,8.

Men disse, som er i det embede, hvor de skal give sjælene evigt brød og liv, og i stedet giver evig tørst, sult og nøgenhed, de tager Ordet, hvorved mennesket bliver næret og holdt oppe, fra døden til det evige liv; det hedder ikke enkle bugtyve, men Guds og himmerigets tyve. Sådan som nu paven med sine bispelarver og alle, der hænger ved ham, som intet prædiker for folk, ja, endog forhindrer dem i at tage imod Guds ord og det, som det giver og bringer med sig; og de gør det nu så groft, at de endog forbyder og forhindrer sakramentet i begge skikkelser, som er indstiftet af Kristus (det ved de selv), af lutter vold og fræk dristighed; så de med rette for al verden ikke skal holdes for eller kaldes andet end sacrilegi, offentlige Guds tyve og røvere af hans ord og sakrament.

Randglose til «Ordet»: det vil sige åndelig føde.

Ligeså er der mange af den slags, også blandt vores egne, som plager og trykker de stakkels sognepræster sådan med sult og nød, at de ikke kan blive i deres embede. De gør det også grumme nok; de tager både bugens goder (sådan som pavens og præstefolket også gør, der græsser i de gejstlige goder og intet prædiker eller lader prædike for det) og også himlens; de blander sig i begge slags tyveri, for at de jo kan fortjene så meget desto tungere og mere uudholdelig straf, så de andre tyve ved siden af dem er lutter børneleg; og dog er verden lige så fuld af dette skændige tyveri som af det andet og helt igennem intet andet end lutter, lutter tyve, fra øverst til nederst, blandt de mindste og de største.

Randglose til «blive i deres embede»: studere og holde fast ved deres kald.

Men hvordan vil det også gå til sidst, når dommens tid kommer? For hvad er det for noget, at Gud altid skal råbe og prædike: «Giv dog Gud og kejseren!» og det hele skal være forgæves, og at han skal lade sig snakke for munden og holde sig for en nar, ja, lade sit ord trædes under fode? Så må der til sidst en gang regne lutter syndflod, torden, lyn og helvedes ild ned over verden. Det kan og skal ikke være anderledes, eftersom den så frækt og uden al samvittighed fortsætter i sit tyveri imod Guds og kejserens ret og gør et enkelt tyveri til et dobbelt, fordi den oven i købet forsvarer det og ikke vil lade det hindre eller straffe. Det skal og kan han ikke tåle; måtte han blot tage os og vores egne bort i nåde, så vi ikke ser den kommende jammer og straf; for det er alt for overmåde, og en synd, der nok kunne kaldes en hel verden fuld af synd, så stor og mangfoldig, at der ikke er så meget løv og græs på jorden. Men Gud bevare os og fri os derfra og give, at vi med alvor holder fast ved hans ord, så vi ikke bliver i en sådan skændig last. Amen.

Randglose til «lyn»: sulphur, pix [svovl, beg].

Randglose til «regne … ned over verden»: Rom 1,18.