24. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Matt 9,18–26)

En anden prædiken over evangeliet på 24. søndag efter trinitatis, Matt 9,18–26

Denne historie er beskrevet videre og grundigere af de andre evangelister, Markus og Lukas, og det er et skønt og rigt evangelium, både i lære og i trøst. For det lærer netop den rette erkendelse af Guds vilje i åndelig visdom og forstand (som vi har hørt i epistlen), og det giver trøst og styrker håbet under kors og lidelse. Lad os se på nogle stykker af det.

For det første bliver Herren her malet for os, sådan som han har blandet sig midt iblandt folket som en venlig, menneskekærlig mand, sådan som Sankt Paulus siger i Tit 3,4, at ved ham er Guds venlighed og kærlighed til mennesker blevet åbenbaret. Dermed viser han, at han er villig og rede til at tjene og hjælpe enhver, og han beviser også sin hjælp over for dem, der søger den hos ham med fast tro.

Men det er sådanne folk, der er elendige, plagede, bedrøvede og fulde af lidelse; hos dem vil han være og lade sig finde, for kun hos sådanne kan hans ord og gerning få sted og rum. For de andre, de trygge, de mægtige, de rige, dem der lever godt, er hans prædiken og hans undere forgæves og spildte; for de er ikke i stand til at tage imod hans nåde og velgerning, fordi de allerede er mætte og fyldte og søger deres trøst og frelse i andre ting eller også hos sig selv. Her må der være folk, der ikke har eller kender til nogen trøst og hjælp hos nogen skabning og ikke føler andet end lutter nød og elendighed, så det bliver ved at være sandt, som hans kirke synger om ham (Luk 1,53): «Hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.»

Her ser du, hvor nådigt og faderligt Gud viser sig over for os, at han ved sin kære Søn kommer os så nær og lader sig finde hos de fattige og elendige, for at han kan udøse sin nåde over alle, der vil tage imod den. For derfor har han sendt sin Søn til os, fordi han ved ham vil bo hos os og iblandt os (som Sankt Johannes siger, Joh 1,14) og tage sig af os som sit eget kød og blod; og han har selv båret dets nød og elendighed for at hjælpe os ud af den jammer, der har bragt os derind, det vil sige synden og døden. Derfor vil han også, at vi skal vente os en sådan hjælp hos ham og vente den af ham ved troen, som han siger i Joh 6,40: «Dette er min Fars vilje, han som har sendt mig, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.»

Det er den erkendelse, som de kristne lærer og ved, og alene ved den er de også kristne og bliver Guds børn, som Esajas siger (Es 53,11): «Ved sin erkendelse skal han, min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige.» Og Joh 1,12: «Han gav dem ret til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn.» For hvad man ellers kan lære, gøre eller foretage sig, hvor stort, skønt, prisværdigt, kostbart og helligt det end ser ud, så gør det endnu ingen til kristen, det vil sige til et sådant menneske, som har syndernes forladelse og en nådig Gud – undtagen alene dette, at man ved troen erkender og griber denne Frelser, Guds Søn, som af Faderen er sendt til verden for at tage vore synder bort ved sit blod og forsone Guds vrede.

Og netop af denne grund burde denne lære og erkendelse af evangeliet elskes og prises af hele verden, fordi den alene forkynder sådanne samvittigheder den glade trøst, at Gud visselig tager sig af de arme, uværdige, elendige syndere og ikke vil tilregne dem synden, men af lutter nåde forlade og skænke dem den. Det kan jo ingen anden lære eller prædiken på jorden sige eller give, sådan som hele verden, jøder, hedninger og tyrker, må bekende.

Derfor kan heller intet menneske nå dertil, at det kan blive fri for den angste tvivl og den flygtende samvittighed over for Gud og af hjertet påkalde Gud og visselig slutte, at Gud vil bønhøre det, uden alene ved denne erkendelse af denne Kristus, som Gud selv har sat til mellemmand, og om hvem han offentlig har vidnet, at han ved ham vil være nådig og bønhøre og frelse den, der påkalder ham. Og således er alene de kristne de folk, der kan gøre Gud den rette gudstjeneste og trøste sig ved ham med glad tillid som den, der i sandhed er deres Gud og er hos dem og vil hjælpe dem; mens alle de andre (som ikke kender Kristus) i sandhed er uden Gud og ikke kan påkalde ham af hjertet og med trøst, men må gå til grunde i evig, forfærdelig tvivl og flugt fra Gud.

Men i dette evangelium er der to skønne eksempler, både på Kristi hjælp og på troen, der holder sig til Kristus og trøster sig ved ham og også får hjælp. For det første er det en fin tro hos synagogeforstanderen, at han kommer til Kristus i sin nød, da hans lille datter allerede ligger og trækker sit sidste suk, og han ikke kan sige andet, end at hun allerede må have opgivet ånden og være borte, før han kan komme hjem igen. Sådan siger han jo: «Min datter er lige nu død.» Og hos alle mennesker er der intet håb og ingen tanke mere om, at der her skulle være hjælp eller råd at finde. Alligevel fortvivler han dog ikke; men mens de andre i hans hus har opgivet hende, hyler og græder og nu ikke tænker på andet end at bestille fløjtespillere og andet til liget, går han hen til Kristus og har stadig den gode tillid, at hvis han kan få ham med til sin lille datter, så bliver hun levende igen.

Og således tror han, at han er den mand, som ikke alene kan hjælpe et menneske til sundhed og holde det oppe, så længe det endnu er i live, men som også kan give livet tilbage, når det er berøvet livet og sjælen er faret ud. Det var især på den tid et ganske særligt eksempel på tro, fordi man endnu ikke havde set eller hørt noget lignende – undtagen det ene, at den døde unge mand, enkens søn, var blevet oprejst, Luk 7,11ff, hvilket var sket forinden og også havde rygtedes dertil. Og alligevel er det en større tro, at han uden tvivl i sit hjerte kan slutte, at denne Kristus også vil gøre hans datter levende igen. For havde han tvivlet eller fulgt fornuftens menneskelige tanker, så var han visselig ikke gået til Kristus, men havde tænkt, at nu havde man ventet for længe; eller at selv om han engang havde oprejst en anden fra de døde, fulgte det derfor ikke, at hans lille datter skulle blive levende igen, eftersom så mange forældre hver dag mistede så mange sønner og døtre, uden at én af dem blev levende igen.

Det er en dyd og troens rette art (som siden også bliver prist hos den lille kvinde med blødningerne), at den uden at vakle hænger ved Kristus, griber og holder fast ved det ord, den har hørt om ham, og hverken ser eller spørger efter, hvad dens egen fornuft og egne tanker siger til den, eller hvad andre folk tror eller gør; men den slutter lige ud fra det, den har hørt om Kristus, at han er en sådan mand, som kan hjælpe i nød og har hjulpet andre – så vil han også hjælpe den. Et sådant hjerte og en sådan tro rammer Kristus rigtigt, finder ham og erfarer det også sådan, som den tror.

For det andet er hans tro om denne Jesu person sådan beskaffen (og det har været en meget stor åndelig erkendelse), at han visselig holder ham for den rette Messias, sendt af Gud – ikke en sådan, som den anden flok af jøderne, især hans egne fæller, de skriftkloge, ventede, der skulle komme åbenlyst som en stor, prægtig herre og konge i stor pragt og herlighed for alt folket, så at enhver måtte se på ham og tage imod ham som den herre, Gud havde sendt dem; og de ventede desuden, at han skulle forløse dem fra det legemlige fangenskab under den romerske kejsers fremmede herredømme og selv gøre dem til store, mægtige herrer over verden.

Men imod sådanne drømme og jødiske tanker holder han denne mand for den rette Herre og Messias, skønt han ikke blev anset eller modtaget som sådan af sine egne jøder – den, der er sendt af Gud, ikke for at give timelig magt, gods, ære og frihed, men for at hjælpe i de sager og nødstilfælde, hvor intet menneske kan hjælpe, nemlig for at forløse fra dødens nød og Djævelens magt, ja for at gøre og give liv af døden. Og således må han ikke alene holde denne mand for et almindeligt menneske, men for den, der i sandhed har guddommelig, evig magt og myndighed over alle skabninger hos sig og i sig, eftersom han tror, at han har både liv og død i sin hånd, det vil sige, at han er Guds sande Søn, sådan som Skriften vidner.

Det andet eksempel på tro, hos den stakkels lille kvinde, er ikke mindre værd at prise. Hun havde haft blødninger i tolv år, så hun må være blevet svækket over hele sit legeme og i alle sine kræfter og for længst have opgivet håbet om al menneskelig hjælp og trøst. Hun kommer også til Kristus, så snart hun bare hører om ham og kan komme hen til ham, med den visse, utvivlsomme tillid, at han kan hjælpe hende i hendes nød, og med den inderlige fortrøstning, at han er så god og venlig, at han vil hjælpe hende og ikke vil lade hende i stikken. Det er hun så fuldstændig sikker på, at hendes hjerte ikke har nogen som helst sorg eller bekymring for det – skønt hun dog fandt stor grund hos sig selv til at tvivle på det og uden tvivl også følte stærke stød derimod, som vi skal høre. Nej, hun er alene optaget af den tanke, hvordan hun kan komme hen til Herren Kristus; der fattes hende intet andet, end at hun tænker: «Å, hvis jeg bare kunne røre ved kvasten på hans kappe!» Derudfra har hun allerede fast og visst i sit hjerte draget følgen, så hun siger: «Så blev jeg rask.» Men her ved hun ikke råd for, hvordan hun kan komme hen til ham, for hun ser, at trængslen af folk omkring denne mand var stor, og at hun som en stakkels, syg kvinde ikke godt kan bryde igennem folkeskaren; desuden var hun ved loven skilt ud, så hun ikke måtte komme iblandt folket. Alligevel driver hendes tro og længsel hende, så hun dog ikke giver op, men søger så længe og arbejder sig igennem folket, indtil hun bagfra når hen til ham og rører ved hans kappe.

Se her, hvilke to store hindringer hendes tro overvinder. For det første, at den er så stærk og kan tro, at hun så visselig bliver hjulpet, hvis hun bare rører ved hans kappe. For hun mener ikke, at det er nødvendigt, at hun kommer frem for ham og med mange ord klager sin nød for ham og beder, at han vil forbarme sig over hende og hjælpe; heller ikke, at andre beder for hende, men alene, at hun kan nå hen til ham og røre ved ham; for når det sker, så er hun allerede visselig hjulpet. Så lidt tvivler hun på både hans magt og hans vilje, at hun ikke mener, at det er nødvendigt at tale med ham om noget som helst; men hun er så sikker på hans hjælp, at den ikke vil svigte hende, når hun bare kan nå det yderste af ham.

Derfor mener hun heller ikke, at det er nødvendigt at træde frem for hans øjne, så han ser på hende; ja, hun synes heller ikke, at hun er værdig til, at han taler med hende. Alligevel er hendes hjerte så fuldt af god tillid til ham, at hun – uden at bryde sig om alt dette, at hun ikke kan komme frem for hans øjne, og at han hverken hører eller ser hende – lader sig nøje med, at hun bare kan komme bagfra hen til ham, hemmeligt og skjult i trængslen, og tvivler slet ikke på, at hun nu allerede er hjulpet. Det erfarer hendes tro også straks, da hun rører ved kvasten på hans kappe: hendes blods kilde tørrer ud.

Nu må det jo også være en stor og prægtig oplysning ved Ånden og erkendelse ved troen, at en stakkels, enfoldig kvinde skal se og holde for sandt, at denne mands hjælp og kraft er sådan beskaffen, at det ikke er nødvendigt at tale længe og meget med ham, men at han også kan se ind i det skjulte, selv om han ikke åbenlyst viser sig, som om han vidste noget om vores nød eller ville gøre noget ved den. Alligevel holder hendes tro det så visst, som havde hun det allerede i hånden, at hvis hun bare på en eller anden måde ved det ringeste middel kan nå hen til ham, så er hun hjulpet.

Det er jo at tro så meget, at der i denne mand må være guddommelig, almægtig magt og kraft, så han også kan se og forstå hjertets hemmelige tanker og længsel, selv om der ikke bliver talt med ham, og også kan bevise sin gerning og hjælp dér, hvor hun udvortes hverken ser eller føler noget andet end det ord eller den prædiken, som vi har hørt om ham, og som har vakt hendes tro i hjertet.

Til dette ord har hun slet intet andet og begærer heller ikke mere end at røre ved kappen; den bruger hun som et udvortes middel og tegn, så hun dog på en måde når hen til Kristus. Ligesom vi heller ikke har andet i dette liv og i troens rige end det udvortes ord og sakramentet, hvori han udvortes giver sig til os, som i sin kappe, til at røre ved og gribe.

Således ser du, hvad den tro er og gør, som hænger ved denne Kristi person: nemlig et sådant hjerte, der holder ham for Herren og Frelseren, Guds Søn, ved hvem Gud har åbenbaret sig og lovet os sin nåde, så at han for hans skyld og ved ham vil bønhøre os og hjælpe os. Det er den rette åndelige, indvortes gudstjeneste, hvor hjertet har med Kristus at gøre og påkalder ham, selv om det ikke siger et ord, og giver ham den rette ære, holder ham for den rette Frelser, som også kender og hører hjertets hemmelige længsel og beviser sin hjælp og kraft, selv om han ikke udvortes lader sig føle og famle efter på den måde, som vi tænker os.

Det andet mesterstykke i hendes tro er dette, at hun kan overvinde sin egen uværdighed og kaste den store sten af sit hjerte, som trykkede hende hårdt og alligevel gjorde hende så sky, at hun ikke ligesom andre folk turde komme åbenlyst frem for Kristi øjne. Det er lovens dom over hende, ifølge hvilken hun er en uren kvinde, og fællesskabet med folk er forbudt hende. For således siger Moses i 3 Mos 15,19ff, at en sådan kvinde skal være uren, så længe hun har sine blødninger; og alt, hvad hun har om og på sig, skal også være urent; og den, der rører ved hende eller ved noget af det, hun har rørt ved, skal også være uren osv.

Det har ikke været nogen ringe anfægtelse for hende, ikke alene på grund af hendes sygdom og legemlige urenhed, men fordi hun deri har set og følt Guds straf, som var lagt på hende for alle folks øjne, så hun måtte være skilt ud fra menigheden af Guds folk – og det i hele tolv år, hvor hun havde forsøgt alt med alle læger, og intet havde hjulpet, men det var hele tiden blevet værre. Så måtte hun tænke, at Gud på en særlig måde havde straffet hende sådan for hendes synds skyld og ikke ville hjælpe hende; og nu havde hun måttet opgive al menneskelig hjælp og indstille sig på, at hun måtte dø af denne plage og straf.

Derfor er det her ikke gået til uden kamp og strid, at hendes tro kunne opnå det, hun søger hos Kristus. For hun har måttet tænke: «Se, jeg er en uren kvinde, straffet af Gud, og alle kender mig. Kommer jeg nu frem for denne Herre, så vil alle, og med rette også han selv, fordømme mig, fordi jeg er så formastelig og skamløs, at jeg tør komme frem for hans øjne. Og så kunne jeg langt snarere finde mere vrede og større straf fra Gud end nåde hos ham, og jeg måtte selv sige, at det skete mig ret, hvis han i vrede stødte mig fra sig.» En sådan kamp og anfægtelse viser sig også i, at hun bagefter (som teksten siger), da hun så, at hun var blevet opdaget, bliver forskrækket og skælver, skønt hun dog allerede var blevet hjulpet, og stadig må frygte, at han i vrede skulle fare op imod hende, fordi hun ikke havde holdt sig tilbage fra at nærme sig ham og i det skjulte stjæle hjælpen fra ham.

Men imod alt dette river hendes tro sig igennem, den, som helt har præget hende med billedet af denne Kristi gode og nådige hjerte; og hendes nød (ja hendes fortvivlelse) driver hende til, at hun også må blive skamløs over for Gud og trænge igennem uden at agte på lovens forbud og dom og på sin egen skam. Hun tænker: «Denne Frelser må gribes, hvad så end loven, mit eget hjerte og hele verden, ja også han selv, siger dertil. Her er den mand, som kan hjælpe, og tilmed en god, venlig, trofast Frelser; og jeg er en stakkels, elendig kvinde, der har brug for hans hjælp. Han vil jo ikke blive en anden mand over for mig eller lade sin nåde og hjælp svigte mig. Og lad det gå mig, som hans gode vilje er – det er bedre for mig, at skammen kommer over mig, end at jeg lider den skade at gå glip af ham, når jeg dog kan få hjælp af ham.» Og således sætter hun hele sit hjerte på, at når hun bare får fat på den mand, så har det ingen nød, og hun er allerede rask; bagefter vil hun nok tale med Moses og loven om, at hun bliver ufordømt af ham osv.

Se, det er jo en fin tro, som erkender sin uværdighed og dog ikke lader sig hindre af den i sin tillid til Kristus og heller ikke tvivler på hans nåde og hjælp, men river sig igennem loven og alt det, der vil skræmme den bort fra ham. Ja, selv om hele verden her ville forbyde den det og hindre den, så tænker den ikke på at slippe denne mand, før den har grebet ham. Derfor trænger den også igennem og opnår det, den søger hos Kristus, og erfarer straks kraften og gerningen, endnu før Kristus begynder at tale med hende. For den kan ikke slå fejl hos denne mand, sådan som Kristus også selv må give hende vidnesbyrd og sige: «Din tro har hjulpet dig.»

Denne tro behager også Kristus så godt, at han ikke vil, at den skal blive skjult hos hende alene, eller at den kraft og gerning, der er sket ved den, skal forties; men det må også blive åbenbart for alle, hvad der er i hendes hjerte, for at hendes tro kan blive prist for hele verden og også styrket i hende. Derfor begynder han at se sig omkring, spørger og vil vide, hvem der har rørt ved ham, for han mærker, at en kraft er gået ud fra ham. Så bliver hun først rigtig forskrækket og fuld af skælven, nu hun ser, at hun må blive åbenbaret. For et sådant hjerte, som under den store, fine tillid, hun har til ham, alligevel endnu er blandet med ydmyghed og erkendelse af sin uværdighed, må give sig skyldig i, at hun har handlet imod Moses, så han med rette kunne tale med hende om det og blive vred på hende, fordi hun er så dristig og trænger sig så skamløst ind på ham.

Og således må hendes tro, midt i gerningen, hvor hun allerede har hjælpen i hånden og hendes hjerte nu er blevet glad i hende, alligevel stadig kæmpe med frygt og forskrækkelse – men alt sammen, for at den kan få desto mere trøst og glæde ved Kristus. For han vil ikke, at troen alene skal ligge i hjertet, men også, at den skal bekendes offentligt, så Guds ære derved bliver prist, og andre også derved bliver tilskyndet til at tro.

Derfor, da hun er i frygt og fare for, at hun må blive til skamme for alle og vel blive fordømt efter loven, ja også selv må bekende det offentligt, da begynder Kristus at stadfæste en sådan tro: at hun gjorde ret og vel i at rive sig igennem imod Moses og loven (det vil sige imod dommen over hendes uværdighed). Og han river nu også selv dermed offentligt igennem og vil, at hun skal være uanklaget og ufordømt; ja, han hæver en sådan tro så højt, at han alene tilskriver den den kraft og gerning, som har hjulpet hende – lige som om han ikke havde gjort noget her. Sådan plejer han også at tale andre steder, som til officeren, Matt 8,13: «Din tro har hjulpet dig»; ligeledes til den hedenske kvinde, Matt 15,28: «Dig ske, som du har troet» osv. [Luther har byttet om på ordene: til officeren siger Jesus i Matt 8,13: «Gå, det skal ske dig som du troede», og til kvinden i Matt 15,28: «Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.»]

Sådan skal vi nu også lære af denne stakkels kvinde at erfare troens kraft ved at påkalde Gud i vor kamp og vore anfægtelser. For som jeg har sagt, er det alene dette stykke, der gør os til kristne, og det er det, der skiller dem fra alle andre mennesker på jorden, tyrkere, hedninger og jøder. Man må nemlig vide, at det er én ting at være en retskaffen mand, gøre store og mange gerninger, føre og øve et smukt, hæderligt og dydigt liv, og en helt anden ting at være en kristen. For hvad vort liv og vore gerninger angår, dér har også jøder og tyrkere ofte stor pris og ros hos mennesker; hvor mange store og fremragende folk er ikke højt berømmet i hedningernes historie for al slags hæderlighed og dyd! Ligeledes har der blandt jøderne været mange, som Gamaliel, Paulus før sin omvendelse, Nikodemus og andre, der med al flid levede efter loven osv., så de med et sådant udvortes liv i verdens øjne langt overgik mange af dem, der var rigtige kristne (som denne stakkels kvinde).

Men i dette stykke er det helt anderledes, og forskellen er større end mellem himmel og jord. For en kristen er et menneske, der har et andet lys i hjertet, nemlig troen, som kender Gud ret og griber ham og har med ham at gøre ved sand påkaldelse. For han ved og kender af Guds ord sin egen uværdighed og har den rette gudsfrygt; og omvendt trøster han sig ved nåden, tror og stoler på, at han har syndernes forladelse og forløsning i Kristus, Guds Søn, og for hans skyld behager Gud og er udvalgt til det evige liv. Og han kan i al nød, hvor han føler sig svag eller bliver anfægtet, tage sin tilflugt til Gud, påkalde ham og vente hans hjælp, og han ved, at han bliver bønhørt osv.

Se, intet af dette kan eller formår noget andet menneske, hvad enten han hedder jøde, tyrker, pavelig osv., hvor from og hvor godt et liv han end fører, og hvor meget han end roser sig af, at han tjener og tilbeder Gud og tragter efter det evige liv. For alle sådanne menneskers gudstjeneste, påkaldelse og liv har stadig disse to store mangler, og derfor kan det ikke behage Gud: For det første, at de ikke rammer den rette Gud, det vil sige, de kender ham ikke, sådan som han har åbenbaret sig og vil kendes, nemlig som Fader til denne Herre Jesus Kristus, sin Søn. De går altså i deres blindhed og tager helt fejl af Gud, fordi de søger ham med deres egne tanker uden for og uden Kristus, og de er berøvet kundskaben om det rette, guddommelige væsen.

For det andet tager de også fejl ved, at de ikke kan vide noget vist om Guds vilje, fordi de ikke har evangeliet. Derfor kan de ikke slutte, at Gud vist og sikkert bønhører dem, men bliver altid i tvivl om, hvorvidt Gud tager sig af dem og vil høre dem. Og så er deres påkaldelse eller bøn ikke andet end tomme, forgæves tanker eller pladder, hvor hjertet ikke trøster sig ved Gud og ikke venter noget af ham, men snarere flygter fra ham og således i sandhed er uden Gud og misbruger Guds navn. Men de kristnes påkaldelse er sådan, at de påkalder den sande Gud, nemlig vor Herre Jesu Kristi Fader, som har åbenbaret sig for menneskene ved sit ord, og at de desuden har den visse tillid og fortrøstning imod tvivlen, at Gud er os nådig og hører vor bøn for denne Mellemmands skyld, sin elskede Søn.

Det er denne stakkels kvindes smukke eksempel. Nu kommer vi til synagogeforstanderens lille datter. Men her må troen også kæmpe og vokse. For selv om han havde en god tro, som vi har hørt, var han dog næppe blevet stående, hvis han ikke var blevet styrket. For mens Kristus endnu taler med kvinden (siger Markus og Lukas), bringer man ham bud om, at hans datter allerede er død, og at han ikke skal umage mesteren mere. Det er det samme som at sige: «Nu bliver der ikke noget af det; du har ventet for længe. Gå nu hjem og tænk på, hvordan du får din datter i graven.»

Dér fik hans tro et hårdt stød. Men for at han ikke skal synke, må netop det, at den blodsotige kvinde bliver hjulpet, ske i samme øjeblik og også styrke hans tro imod anfægtelsen, som vil få ham til at fortvivle om sin lille datter. Og Kristus er også selv straks ved hånden og styrker og trøster ham imod dette anstød for at vise, at han heller ikke vil støde den svage tro for hovedet, men vil have den rejst op og styrket; og dermed formaner og styrker han selv enhver, når han siger: «Tvivl ikke, tro kun» osv. Så skal man da se, hvor godt det behager ham, at troen blot holder fast ved ham, så han endog sørger for, at den ikke går under (når den vil blive svag). Sådan siger han også til apostlene, og især til Peter, som dog snart faldt helt fra: «Jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte» (Luk 22,32).

Da Kristus nu kommer med ham ind i hans hus, må denne mands tro atter bestormes. For dér ser og hører han ikke andet end tummel, hylen og gråd og trompeternes blæsen (som de også brugte ved deres lig, ligesom vi bruger vore klokker), og alt dette skriger ind i hans hjerte, at her er ikke andet end død og intet liv at håbe på. Og troen har atter intet, den kan holde sig oppe ved imod fortvivlelsen, uden det ord, som Kristus taler imod al denne tummel og dødeskrig: «Pigen er ikke død, men sover.» Og derfor må han finde sig i at blive udleet og spottet af de andre som en nar. For de havde alle set og vidste, at pigen var død, og at der ikke var ånde eller gnist af liv tilbage, så de må tænke: «Se, er vor mester eller sognepræst gal eller tosset, at han bringer denne nar herind, som vil bilde os ind, at pigen ikke er død, når enhver åbenlyst ser, at hun ligger der strakt af døden, et dødt lig, som bare skal skrabes ned i jorden?»

For de er her kommet sammen i synagogen som i et fælles hus, ligesom sognekirkerne er hos os, hvor man på sabbatten prædikede og lærte Guds ord, fordi der ellers i hele landet ingen kirke eller tempel måtte være uden alene i Jerusalem. Og denne synagogeforstander har været som en sognepræst hos os, og de andre ved siden af ham som hans kapellaner eller prædikanter, der læste op af Moses eller prædikede, omskar de små børn, lærte de unge osv., og ligeledes var hos de syge og sørgende for at trøste dem. De må være samlet her i synagogen og give vidnesbyrd om denne Kristi gerning, også med deres spot og latter, at pigen i sandhed var død og er blevet opvakt fra døden. Og denne forstander må, før han oplever denne gerning, atter holde sig til Kristi blotte ord imod dette anstød og denne spot og være en nar sammen med ham og i narreriet lære denne åndelige visdom, at døden for Kristus i sandhed ikke er død, men kun en søvn.

Lad os nu her også lære at blive narre med Kristus og med denne synagogeforstander, så vi kan forstå disse ord. For når denne mands ord bliver spottet af verden og holdt for dårskab, så er de kostelige og gode; for i dem ligger sandelig den højeste visdom i himlen og på jorden skjult. For dette ord lærer dig (som et ord, der gælder alle), at også din død i Kristus ikke er andet end en søvn, så du på den måde kan se gennem og ud over dødens og gravens grufulde syn og skrækkelige maske og ind i livet, ja gribe det midt i døden, såfremt du også hører disse ord med troen og lader Kristus have ret.

For hertil hører ikke koøjne eller kalveøjne, ja heller ikke menneskeøjne, men sådanne øjne, som Kristus ser med, og sådanne ører, som kristne hører med, ja sådan et sind og hjerte, som Kristus selv har. Når en so ser et menneskes døde legeme ligge foran sig, kan den ikke sige andet end: «Der ligger et ådsel som ethvert andet ådsel, der skal ædes op af fugle eller dyr eller rådne af sig selv.» Sådan ser og forstår et menneske uden tro heller ikke mere her, og han er ikke til at skelne fra en so, uden at han bærer hovedet højt, mens soen bærer det nedad. For han kan dog ikke have andre tanker end så langt, som dette liv rækker. Derfor er det intet under, at fornuften kloger sig og siger: «Hvordan kan det menneske sove, som hverken har ånde eller liv, men ligger begravet under jorden og rådner?»

Men det hedder: Den, der her vil lære at forstå og erfare Guds rige, kraft og gerning, han må lukke sin forstand og sine sanser, lutre sine øjne og rense sine ører og her høre og se, hvad Kristus siger om dette, hvordan det er for ham uden for dette liv, hvorhen vor forstand, vore sanser og tanker ikke kan nå.

Her hører du nu, at Kristus siger, at menneskets død for ham ikke er en død, men en søvn. Ja, for ham er ingen af dem, der har levet før os indtil denne dag og er begravet, eller som endnu skal begraves, død, men de er alle lige så levende som dem, vi ser stå foran os. For han har besluttet, at de alle skal leve, ja han har allerede deres liv i sine hænder.

For du må her skille Kristi tanker og gerning langt fra dette verdslige syn, alle menneskers tanker og forstand, som jeg har sagt, så du ikke bliver i de dyriske, blinde sanser og tanker om, hvordan legemet ligger der og rådner. Du skal først tænke sådan: Han er Herre over alle skabninger, hvad enten de er døde eller levende, og alt deres liv flyder fra ham og består ved ham og i ham, så at ingen af dem kunne leve et øjeblik, hvis han ikke opholdt det.

Han må jo i forvejen opholde det hver dag, når vi sover legemligt, hvor mennesket selv ikke er herre over sine sanser og sit liv og ikke ved, hvordan han synker ind i søvnen eller kommer ud af den igen, og livet altså bliver opholdt i ham helt uden hans viden og medvirken. Derfor er det ikke svært for ham også i den time, da legeme og sjæl skilles, at holde menneskets sjæl og ånd i sine hænder og bringe den tilbage til legemet igen, selv om vi intet ser eller føler af det, ja selv om legemet er helt forrådnet. For ligesom han kan opholde livsånden og ånden uden for legemet, sådan kan han også samle legemet igen af støv og pulver. Det har han bevist med dette og lignende eksempler, hvor han med et ord har opvakt dem, som i sandhed var døde, og hvis sjæl var skilt fra legemet, så man må sige, at han også beholder deres liv i sin hånd, når de er døde. For hvis han ikke havde det i sin magt, kunne han heller ikke give det tilbage.

For det andet må du heller ikke i denne sag regne og tælle, hvor langt der er mellem liv og død, eller hvor mange år der går, mens legemet rådner i graven, og den ene efter den anden dør bort. Du skal også her fatte andre tanker end menneskers, i Kristus, om hvordan det går til uden for denne tid og time. For han tæller ikke tiden sådan, i ti, hundrede, tusind år, og måler den heller ikke sådan efter hinanden, det ene før og det andet efter, som vi må gøre i dette liv, men han fatter alt i ét øjeblik, begyndelse, midte og ende på hele menneskeslægten og al tid. Og hvad vi ser på og måler efter tiden som en meget lang, udstrakt målesnor, det ser han alt sammen som viklet op på et nøgle, så både det sidste og det første menneskes død og liv for ham ikke er mere end et øjeblik.

Sådan skal vi også lære at se rigtigt på vor død, så vi ikke bliver forskrækket for den, sådan som vantroen gør: at den i Kristus i sandhed ikke er en død, men en fin, sød, kort søvn, hvor vi er udfriet af denne syndens jammer og af den virkelige døds nød og angst og al dette livs ulykke og skal hvile trygt og uden al sorg, sødt og blidt et lille øjeblik, som i en hvileseng, indtil tiden kommer, da han vil vække og kalde os sammen med alle sine kære børn til sin evige herlighed og glæde.

For når det nu kaldes en søvn, så ved vi, at vi ikke skal blive i den, men vågne igen og leve, og at den tid, vi sover, for os selv ikke kan vare længere, end om vi først var faldet i søvn i denne time. Ja, vi vil endog selv måtte skænde på os selv, fordi vi i dødens time blev rædde eller ængstede for en så fin søvn; og sådan skal vi i et øjeblik komme levende op af graven og forrådnelsen, helt sunde og friske, med et rent, klart, forklaret legeme, og gå vor Herre og Frelser Kristus i møde i skyerne. Derfor skal vi også med al fortrøstning og glæde betro og befale ham, som vor trofaste Frelser og Forløser, vor sjæl, vort legeme og liv, ligesom vi uden al bekymring må befale ham vort liv i den legemlige søvn og hvile, vis på, at vi ikke mister det (som det ser ud for vore øjne), men at det er trygt og godt forvaret i hans hånd og skal blive bevaret og givet os tilbage.

For her ser du, at han med gerningen viser, hvor let det er for ham at vække mennesket af døden og give livet tilbage, når han kommer til pigen og blot rører ved hende og tager hende ved hånden, som enhver ellers kunne vække en, der sover, og med et ord kalder på hende: «Pige, stå op!», og pigen straks rejser sig, som om hun ellers var kaldt ud af søvnen, og her er hverken søvn eller død mere, men hun er rask og frisk og lysvågen; ligesom også Lazarus går ud af sin grav.

Se, sådan bliver dette Kristi ord ikke til latter og dårskab for troen (som for den anden flok, de kloge og de hellige efter loven, som dog altid bliver i frygt og rædsel for døden og ikke beskæftiger sig med andet end dødstanker og dødsgerninger), men til en høj visdom, så døden og alle dødsbilleder bliver opslugt, og der i stedet bliver grebet idel trøst, glæde og liv. Og sandelig, dette Kristi ord må gerningen og erfaringen følge, og troen på hans ord kan ikke slå fejl. Og lad også dette være dig en fremragende alkymi og et mesterstykke, som ikke gør kobber eller bly til guld for dig, men gør døden til en søvn, din grav til en blød hvileseng og tiden fra Abels død til den yderste dag til en kort lille time, hvad ingen skabning har eller formår, uden denne tro i Kristus. Kan du også tro dette, det vil sige lade Kristi ord være sandt og ikke kalde det løgn, så har du allerede overvundet både døden og dødskampen og gjort dem til en sød hvile for dig.

Denne trøst giver Skriften os overalt; den taler også sådan om de helliges død, at de sov hen og blev samlet til deres fædre, det vil sige, i denne tro og trøst i Kristus overvandt de døden og ventede på opstandelsen sammen med de andre hellige, som var døde før dem. Derfor har de kristne også fra gammel tid (uden tvivl fra apostlene eller deres disciple) haft den skik, at de holdt deres begravelser i ære og havde dem samlet, hvor de kunne, og kaldte dem ikke gravsteder eller dødningegårde, men coemeteria, dormitoria [«sovepladser», «sovesale»], sovehuse; derfor er også et sådant navn blevet hængende helt til vor tid, og vi tyskere har fra gammel tid kaldt sådanne begravelsespladser «Guds ager», efter den måde, som Sankt Paulus taler på i 1 Kor 15,44: «Der sås en sjælelig krop» osv. For det, vi nu kalder kirkegårde, var oprindelig ikke begravelsespladser osv.

Se, det er dette evangeliums lære og trøst. Videre er her også afbildet som i et maleri, både i den blodsotige kvinde og i pigen, hvordan det går i det regimente, hvor man vil styre samvittighederne med loven, og Kristus ikke bliver kendt. For der er to slags folk. Den ene del er de syge, fattige, forsagte samvittigheder, som føler deres hemmelige syndenød og lovens dom og forbandelse, det vil sige Guds vrede, der er gået over dem. De ville gerne blive fri for den, søger hjælp og råd hos alle læger og vender al deres formue, legeme og liv på det, og dog hjælper, bedrer og trøster det hele ikke, men bliver kun værre, så de til sidst må fortvivle helt og give sig døden i vold, indtil Kristus kommer med sit evangelium.

Det har hidtil netop og ganske på samme måde mange godhjertede folk under pavedømmet erfaret, som for alvor satte sig for at blive retfærdige og gjorde alt, hvad man viste og lærte dem, og blot blev desto mere ængstede og forsagte i samvittigheden af det og af frygt og rædsel for døden og den yderste dag gerne ville være løbet ud af verden. Det var frugten af al lære uden kundskaben om Kristus, selv hvor den er bedst.

Den anden flok, som denne forstanders lille datter, er dem, der er uden lov (hvad enten de er jøder eller hedninger), det vil sige, som går frie og sorgløse af sted, ikke føler lovens rædsel og mener, at de har det godt, indtil de pludselig bliver ramt og dør helt bort. Sådan siger Sankt Paulus om sig selv i Rom 7,9–11, at han også engang levede uden loven, men at synden siden blev levende ved loven og dræbte ham osv.

At der nu bliver hjulpet begge disse ud af deres nød og død, dertil er der intet råd og ingen hjælp, uden at Kristus bliver kendt, og hans trøstefulde, levende evangeliums røst bliver hørt, som har kraft til at fordrive synd og død og give samvittigheden trøst, glæde og liv evigt, hvor den bliver grebet med et troende hjerte. Og heri er klart vist den artikel, at vi uden vor fortjeneste, gratis [«uforskyldt», «for intet»], alene ved troen bliver retfærdige og frelst, det vil sige forløst fra synd og død. For den stakkels kvinde bringer jo intet frem for Kristus uden idel stor uværdighed, så hun endog må skamme sig, ja bliver fuld af frygt og rædsel, da hun må stå åbenlyst frem. Og endnu mindre er der hos forstanderens lille datter nogen som helst egen værdighed og fortjeneste, eftersom hun ligger der kastet i døden og er helt uden liv og gerning.

Summa: Her må bekendelsen være, at vi af os selv intet har eller formår at gøre og leve, som kan behage Gud og bringe os til nåde og liv, men at det er idel, blot nåde, som er skænket os. Men derefter, når vi har syndernes forladelse, trøst og liv, så lad os da også begynde at lære og gøre gode gerninger. Ligesom kvinden, nu hun var blevet rask, og pigen, nu hun var blevet levende, også har gjort, hvad en rask og levende gør. For således har vi nu i Kristus kraften til, at vi nu kan leve efter Guds vilje, og vi ved, at vor påbegyndte gerning og vort liv i Kristus behager ham. Hvad der her videre var at sige om, hvordan Kristus gør sine gerninger og undere i sin kirke, hvor evangeliets frugter viser sig, dog hemmeligt og skjult (som han gjorde med denne stakkels kvinde og pige), så verden ikke må se det, det ville blive for langt nu.