9. søndag efter trinitatis (Luk 16,1–9)

Evangeliet på 9. søndag efter trinitatis, Luk 16,1–9

Dette er et rigtigt præste- og munkeevangelium; det vil bære penge ind, hvis vi ikke sætter os til modværge. Nu, før vi går ind i det, må vi vænne os til sproget, nemlig til ordet «mammon». Det ord var jøderne vant til fra det hebraiske sprog, og det er blevet hængende hos os ligesom andre ord, såsom halleluja, amen, kyrie eleison. Mammon betyder altså på tysk rigdom – og ikke en jævn rigdom, men en overskydende rigdom, det vil sige det, som er ud over mål og behov. Men hvad der hedder mammon, og hvad der ikke hedder mammon, skelner man på to måder: For det første, når man vil måle det efter vor Herre Gud og efter sandheden, så vil der være mange, som har mammon; men når man vil måle det efter verden og efter menneskene, så er de få. For vore mestre har lært både på de høje skoler og på prædikestolen, at enhver skal se på sin stand, hvad han behøver, og så måle sit gods derefter: Er han en mand, der har kone og børn, så må han have så meget mere; for hvor der er mange mennesker, dér må der også være meget gods. Og når man vil vurdere det sådan, så har ingen noget tilovers, men alle ville gerne have endnu mere. Har en mand for eksempel to tusind gylden, så siger han: «Dem må jeg have til mit hus, så jeg kan forsørge mig selv, min kone og mine børn.»

For det andet har de lært, at man ikke er skyldig at hjælpe, undtagen i den yderste nød. Dermed er evangeliet helt sat ud af kraft, så ingen har været den anden til hjælp; i stedet har de imens bygget kirker, og dér har de dog ikke ventet på den yderste nød, til hvælvingerne revnede og kirkerne stod uden tag, men har givet af den rene overflod og smurt guldet op på væggene. Men summa summarum: Mammon betyder egentlig, at man har mere at leve af, end man behøver, så man kan hjælpe den anden uden selv at gå til grunde.

Dernæst kalder Herren den en uretfærdig mammon; man skal altså kalde det gods, man har tilovers, mammon iniquitatis [uretfærdighedens mammon], fordi det dagligt er i de uretfærdiges brug; som man jo siger: «Gods gør overmodig»; og hedningerne har også kaldt det irritamenta malorum: gods ægger til det onde. Sådan siger også Sankt Paulus (1 Tim 6,10): «Kærlighed til penge er roden til alt ondt»; for derfra vokser strid, hovmod, krig og blodsudgydelse. Derfor kalder han den også her den uretfærdige mammon, fordi den står i en sådan ond brug og er en stor anledning til det onde for folk.

Nu er den jo dog også Guds skabning, ligesom vin og korn, og Guds skabninger er gode; hvorfor kalder han den da ond? Fordi den ægger til meget ondt. Ligesom Paulus siger til efeserne (Ef 5,16): «Udnyt det gunstige øjeblik, for dagene er onde»; ikke at tiden eller dagene i sig selv er onde, men at der sker meget ondt i dem. Han siger også (Rom 2,5): «vredens og jammerens dag»; skønt dagen er god; men fordi vreden og jammeren går i den, må dagen lade sig kalde efter dem. Sådan også her: Fordi mammon går i en sådan ond brug, kalder han det, man har tilovers og ikke hjælper sin næste med, den uretfærdige mammon; for det besidder man med uret, og det er stjålet over for Gud; for over for Gud er man skyldig at give, låne ud og lade sig tage fra. Derfor er de største herrer de største tyve, efter det almindelige ordsprog; for de har mest tilovers og giver andre mindst. Dette er nu sagt om sproget; nu vil vi vende tilbage til evangeliet.

Denne lignelse lader vi stå i sin enfoldige forstand, og vi vil ikke søge mange spidsfindigheder, sådan som Hieronymus har gjort; for det er ikke nødvendigt at søge en så spidsfindig forstand; man skal bare blive herude ved mælken. Lignelsen skal stå for sig selv: at forvalteren havde bragt sin herre om godset og nu indretter sig i godset med list, svig og falskhed. For det er jo ikke ret, at den, der før har bedraget sin herre, nu handler så svigagtigt med hans gods, for at han hele sit liv kan få gode dage; det skal man lade blive ved. For Herren drager den slutning, at den uretfærdige forvalter har handlet klogt; han roser ikke, at det er godt, men dadler ham for, at han før har ødslet herrens gods bort og bagefter med list har indrettet sig i godset. Men det priser Herren, at han ikke glemte sig selv; han roser alene hans list og klogskab eller behændighed. Som når jeg ser en skøge, der lokker alle mennesker til sig, og siger: «Det er en klog skøge; hun kender de rette kneb.» Deraf slutter Herren nu videre, at ligesom forvalteren her er listig i sine sager, sådan skal vi også være det for at vinde det evige liv.

Og for at I kan forstå det, så tag dette ord fra Sankt Paulus i Romerbrevet (Rom 5,14) for jer: «Adam er et forbillede på Kristus.» Hvordan kan apostlen sammenligne Adam med Kristus, når dog Adam har ført synd og død i arv til os, og Kristus retfærdigheden og livet? Han sammenligner vel Herren Kristus med Adam i oprindelsen og i stammen, men ikke i frugten og i gerningen; for Adam er oprindelse og hoved for alle syndere, og sådan er Kristus oprindelse og hoved for alle hellige. For af Adam har vi ikke vundet andet end synd og fordømmelse og den evige forbandelse; af Kristus har vi derimod fået retfærdighed og frelse. Nu, de to stemmer ikke overens: for synd er strafværdig, retfærdighed er prisværdig. Men i oprindelsen sammenligner han dem, sådan at ligesom synden og døden er trængt ind i alle mennesker ved Adam, sådan er retfærdigheden og livet trængt ind ved Kristus.

Sådan sammenligner han også her den uretfærdige med den retfærdige: Ligesom den uretfærdige handler klogt med uret og skurkestreger, sådan skal vi handle klogt med ret i retskaffenhed. Sådan skal lignelsen stå og forstås; for Herren siger: «Denne verdens børn er klogere end lysets børn.» Lysets børn skal altså lære klogskab af mørkets eller verdens børn: Ligesom de er kloge i deres sager, sådan skal lysets børn også være kloge i deres sager. Derfor føjer han til: «i deres slægt». Nu, her står sandelig tre store spørgsmål, som vore modstandere vil vende evangeliet imod os med, nemlig hvor Herren siger:

«Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage jer i de evige boliger.»

Heraf vil de slutte for det første, at vi må virke, for at vi kan blive retfærdige; for her står der, siger de: «Skaf jer venner ved mammon»; og det er jo at virke. For det andet siger de, at Gud her netop vil prise gerningerne, og ikke alene prise dem, men også lønne dem; for her står gerningen og lønnen, og der ties om troen. For det tredje foregiver de, at han vil stadfæste helgenernes trøst og hjælp, idet han siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage jer i de evige boliger.» Så vil evangeliet stå helt imod os, for det siger: «Skaf jer venner»; det vil sige: Gør gode gerninger, så de modtager jer i de evige boliger; det lyder lige så meget som: «Fortjen det først, så de modtager jer i de evige boliger.» Disse tre stykker har paven og præsterne drevet hårdt til egen fordel, og han har også kaldt sin aflad mammon iniquitatis, det vil sige uretfærdig mammon.

Det må vi svare på, når de angriber os sådan; og frem for alt skal man mærke sig, at der slet ikke er nogen tvivl om, at troen og kærligheden alene er grunden, sådan som I hele tiden har lært: at vi indvortes bliver retfærdige ved troen og udvortes beviser den ved kærlighedens gerninger. For jeg har ofte sagt, at Skriften taler om mennesket på to måder: den ene gang om det indvortes, den anden gang om det udvortes. For Skriften må jo tale med forskel; når jeg taler om foden, kan jeg jo ikke tale om næsen. Derfor taler Skriften den ene gang om os som om ånden, hvordan den må bestå for Gud ved troen; dér lader han sit ord udgå, og det hænger vi ved, og derefter lader han sin Ånd følge med. Sådan må træet først være godt, som I hørte for nylig.

Til retfærdigheden kan ingen komme, uden at han har nåden i hjertet. Skal jeg skaffe mig venner ved mammon, så må jeg først være retfærdig. For hold de to sammen: «Et dårligt træ kan ikke bære god frugt», og omvendt: «Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt.» Døm nu selv ud fra det: Skal jeg gøre godt og skænke mammon bort, så må jeg jo først være retfærdig i hjertet; for Gud ser på hjertet, og efter det vurderer han gerningerne. Det siger jeg kun, for at man ikke skal rive gerningerne ind i hjertet, men lade hjertet først være retfærdigt ved troen, så gerningerne flyder ud af det; ellers gør du ingen noget godt; selv om du giver nogen noget, sker det dog ikke af hjertet. Altså følger det, at jeg først må være retfærdig, før jeg gør gode gerninger. Man bygger ikke udefra og ind, og man begynder heller ikke med taget, men med grunden. Derfor må troen først være der.

Dernæst taler Skriften om os som om det udvortes menneske, hvordan vi i kød og blod vandrer blandt menneskene. Nu, at jeg er retfærdig, det ved du ikke, og det ved jeg heller ikke; så må jeg gøre min tro vis for mig selv og for folk, og jeg må gøre min næste godt, så troen beviser sig; sådan er de udvortes gerninger altså kun tegn på den indvortes tro. Gerningerne gør ikke retfærdig, men de viser, at jeg er retfærdig, og vidner om, at troen i mig er ret. Sådan må I også forstå Skriften her: «Giv mammon, så I skaffer jer venner»; det vil sige: Gør godt, så jeres tro bliver vis. Sådan må man skelne mellem det, der angår Ånden, og det, der angår Åndens frugt.

Sådan har Lukas her beskrevet troens frugt: «Giv til den fattige, og skaf dig venner.» Som om han ville sige: «Nu vil jeg ikke tale om troen, men om, hvordan du skal bevise din tro. Gør derfor din næste godt, og når du kan give det af hjertet, så er du vis på, at du tror.» Sådan taler Skriften den ene gang om frugterne, den anden gang om troen. Ligeså taler den også om frugterne, hvor den siger (Matt 25,42), at Herren på den yderste dag skal sige til de fordømte: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke», og så videre; det vil sige: «I har ikke troet; det vil jeg bevise med jeres egne gerninger.»

Skriften taler nogle steder om den udvortes vandel, andre steder om den indvortes. Vil du nu føre det, som er sagt om den udvortes, ind i hjertet og blande det sammen, så fordrejer du det og gør uret; derfor må du lade det blive adskilt. Disse ord: «Jeg var sulten, tørstig, uden husly, nøgen, syg og i fængsel, og I viste mig ingen barmhjertighedsgerning», er rettet mod den udvortes vandel, og de lyder lige så meget som: «I har aldrig ført en sådan udvortes vandel, at I havde vist jeres tro; dér vil jeg tage de fattige til vidner.» Derfor må troen alene være der først, den, som gør os retfærdige; derefter må gerningerne følge, for at bevise retfærdigheden. Det er nu det ene stykke, nemlig om gerningerne.

Det andet stykke er meget hårdere, hvor Herren siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage jer i de evige boliger.» «Du siger,» siger vore modstandere, «at man ikke skal gøre gode gerninger for det evige livs skyld; se, her står der noget andet.» Nu, hvad skal vi stille op med det? Der står mange skriftsteder hist og her om, at vi skal få fortjeneste. Dermed vil de vælte Guds barmhjertighed omkuld for os og føre os derhen, at vi skal gøre fyldest for Guds retfærdighed med gode gerninger. Vogt dig endelig for det, men bliv ved dette, og lad det alene være lutter nåde og barmhjertighed, og sig: «Jeg er en fattig synder; o Gud, forlad mig mine synder; jeg vil gerne tie om min fortjeneste, ti du blot om din dom.»

Sådan siger David: «Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen levende retfærdig» (Sl 143,2). Og netop derfor er Kristus givet os til mellemmand. Når vi nu vil gå i rette med Gud med gode gerninger, så skubber vi Kristus ud fra midten, og så kan vi ikke bestå for Gud. Lad derfor ham være mellemmanden, og hold jer under hans vinger, som salmen (Sl 91,4) siger: «Han vil dække dig med sine fjer, og under hans vinger skal din tilflugt være.» Sig derfor: «O Gud, jeg vil ikke fortjene noget for dig med mine gerninger, men alene rette dem derhen, at jeg dermed tjener min næste, og jeg vil holde mig til din blotte barmhjertighed.»

Derfor må du mærke dig, at det evige liv har to ting med sig: troen og det, som følger troen. Når du går hen og tror og gør din næste godt, så må det evige liv følge, selv om du aldrig nogen sinde tænker på det. Ligesom når du tager en god slurk, så må smagen følge med, så snart du drikker, selv om du ikke søger den. Ligesådan også med helvede: Den fordømte søger det ikke, men det følger uden at være søgt og uden at være ønsket, og han må derind, hvad enten han vil eller ej. Det siger også Sankt Paulus til thessalonikerne (1 Thess 2,15–16) om evangeliets forfølgere: «De har forfulgt os og glæder ikke Gud og er imod alle mennesker; de hindrer os i at tale til folkene, for at de kan blive frelst, så de altid opfylder deres synder; for vreden er allerede kommet fuldstændigt over dem.» Som om han ville sige: «De forfølger os kun, for at de kan fuldende deres synd og rigtig fortjene helvede»; og sådan trænger de stadig videre med synder, mere og mere, til de bliver helt forhærdede og til sidst hverken agter Gud eller mennesker mere.

Sådan siger Skriften også her, at vi skal gøre godt, for at vi kan blive frelst; dermed er der ikke sagt, at vi først skal fortjene det med gerninger, men at vi skal tro, så vil det følge af sig selv. Mærk dig derfor godt, at man ikke tager følgen for søgen, og vogt dig for gerningsfortjenesten. For skulle Gud da give os himlen for vore gerninger? Nej, nej; han har på forhånd givet den uforskyldt, af barmhjertighed. Giv derfor til de fattige, sådan at de evige boliger følger, og ikke for at du skal fortjene dem med din gave.

Mærk jer altså, at disse ord kan forstås på to måder: For det første, at man søger det med gerninger, og det er falsk. For det andet som en følge, og det er rigtigt. Derfor behøver du ikke søge himlen med nogen som helst gerning, men gør bare gerningerne frit hen, så vil følgen, det vil sige det evige liv, komme af sig selv uden din søgen. For om jeg så himlen stå åben og kunne fortjene den ved at løfte et strå op, så ville jeg dog ikke gøre det, for at jeg ikke skulle komme til at sige: «Se, jeg har fortjent det.» Nej, nej, ikke min fortjeneste, men Gud være æren, han, som har givet mig sin Søn og ladet min synd og tilmed helvede udslette.

For det tredje holder de fast ved disse ord: «for at de må modtage jer i de evige boliger». «Se,» siger de, «her står der, at de tager os ind i himlen; hvordan kan du så sige, at vi ikke skal sætte helgenerne til mellemmænd for Gud, for de kan ikke hjælpe os ind i himlen?» Så mærk jer, at vi kun har én mellemmand for Gud, og det er Kristus. For sådan siger Paulus (1 Tim 2,5): Unus Deus, unus et mediator Dei et hominum, Jesus Christus: «Der er én Gud og kun én mellemmand mellem Gud og mennesker, nemlig mennesket Kristus Jesus.» Ligeså siger Kristus selv hos Johannes (Joh 14,6): «Jeg er vejen; der kommer ingen til Faderen uden ved mig.» Derfor skal vi ikke sætte vores trøst til nogen helgener, men alene til Kristus, ved hvis fortjeneste alene vi og alle helgener bliver frelst. Derfor ville jeg ikke give en hvid for Sankt Peters fortjeneste, for at han skulle hjælpe mig: Han kan ikke hjælpe sig selv, men hvad han har, det har han fra Gud ved troen på Kristus. Nu, når han ikke kan hjælpe sig selv, hvordan skal han så kunne gøre noget for mig? Derfor må jeg have en anden, og det er nu Kristus, Gud og menneske på én gang.

Hvordan står der så her: «Skaf jer venner, for at de må modtage jer i de evige boliger»? Det ord forstår vi ud fra Kristi ord hos Matthæus (Matt 25,37–40), hvor han siger, hvordan kongen skal svare dem, som på den yderste dag skal sige: «Herre, hvornår så vi dig sulten, tørstig, uden husly, nøgen, syg og i fængsel?» «Sandelig siger jeg jer,» skal han sige, «alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.» Dér viser Herren, hvem vennerne er: det er netop de fattige og trængende. Som om han ville sige: «Når I har gjort dem til venner, så har I også gjort mig til ven, for de er mine lemmer.»

Nu står der endnu én ting tilbage: Hvordan skal de så tage os ind i de evige boliger, som teksten her siger; skal de føre os derind ved hånden? Nej, men når vi kommer for Guds dom, så vil en fattig, som jeg før har gjort godt, stå i himlen og sige: «Han har vasket mine fødder, han har givet mig at drikke, givet mig mad, givet mig klæder», og så videre; han vil sandelig være min ven og et vidne om min tro, hvilke ord de så end vil bruge til det. Dér vil en tigger være mig nærmere end Sankt Peter eller Sankt Paulus, for dér hjælper ingen af dem. Men når en tigger kommer og siger: «Ak Gud, det har han gjort mod mig som dit lem», så vil det hjælpe mig; for Gud vil sige: «Hvad I har gjort mod ham, har I gjort mod mig.» Sådan skal de fattige ikke være hjælpere, men vore vidner om, at Gud vil tage imod os. Dermed vil jeg ikke forkaste, at du ærer Sankt Peter eller andre helgener, for han er et lem af Gud og Kristus. Men man gør bedre, når man giver sin næste en skilling, end når du bygger Sankt Peter en gylden kirke. For at hjælpe den fattige er befalet, men at bygge kirker til Sankt Peter er ikke befalet. Nu er det hele vendt på hovedet: Den ene løber til Compostela til Sankt Jakob, den anden til Aachen, den tredje til Rom, og vil opsøge de døde helgener; men de fattige, som er de rette relikvier, lader man sidde her og ligge på gaden. Det være nok sagt om dette evangelium.