9. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Luk 16,1–9)

En anden prædiken over evangeliet på 9. søndag efter trinitatis, Luk 16,1–9

Skønt jeg hidtil i postillerne og i mine småskrifter om den kristne frihed og om gode gerninger har lært så rigeligt om, hvordan troen alene uden alle gerninger retfærdiggør og først derefter gør gode gerninger, at jeg med rette herefter burde tie stille om det og give enhver hans egen forstand og ånd plads til selv at forstå og udlægge alle evangelierne, så mærker jeg dog, at det kun hos ganske få vil hænge fast og trives; de lader sig stadig skræmme og viger tilbage for de skriftsteder, der taler om gode gerninger, så jeg godt kan se, hvor nødvendigt det var enten at skrive postil over alle evangelierne eller at indsætte forstandige prædikanter alle steder, som mundtligt kunne udlægge og lære den slags.

Således er dagens evangelium, når det betragtes uden Ånden, med den nøgne fornuft, et rigtigt præste- og munkeevangelium, som kunne styrke gerrigheden og de egne gerninger. For når Kristus siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage jer i de evige boliger», så presser de tre stykker ud af det imod vores lære om troen, nemlig: For det første har vi lært, at troen alene retfærdiggør og hjælper fra synderne; for det andet, at alle gode gerninger skal ske for næsten af fri kærlighed og for intet; for det tredje, at vi ikke skal bygge noget på de helliges eller andres fortjeneste.

Imod det første lyder det, at Herren her siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon», som om gerningen skulle gøre os til venner, vi som før var fjender. Imod det andet lyder det, at han siger: «for at de må modtage jer i de evige boliger», som om vi skulle gøre gerningen til gavn for os selv og for vores egen skyld. Imod det tredje lyder det, at han siger, at vennerne kan tage imod os i de evige boliger, som om vi skulle tjene de hellige for himlens skyld og forlade os på dem. Hertil må vi for de svages skyld svare:

For det første: at troen alene gør retfærdig og gør os til Guds venner

Den grundvold må man lade stå fast uden nogen vaklen, at troen uden alle gerninger, uden al fortjeneste forsoner mennesket med Gud og gør det retfærdigt, som Paulus siger til romerne (Rom 3,28): «Vi mener, at mennesket bliver retfærdigt uden lovens gerninger, alene ved troen.» Og et andet sted (Rom 4,9) siger han, at Abraham fik sin tro regnet til retfærdighed, ligesom også vi. Ligeledes (Rom 5,1): «Ved troen er vi blevet retfærdige og har fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus.» Ligeledes (Rom 10,10): «Når man tror af hjertet, så bliver man retfærdig.» Disse og mange flere lignende skriftsteder må man holde fast ved og urokkeligt forlade sig på, at syndernes forladelse og retfærdiggørelsen tilskrives troen alene, uden nogen tilsætning af gerninger.

Tag dertil den lignelse, som Kristus sætter i Matthæus (Matt 7,17): «Et godt træ bærer gode frugter, et råddent træ bærer dårlige frugter.» Der ser du, at det ikke er frugterne, der gør træet godt, men uden alle frugter og før alle frugter må træet først være godt eller gøres godt, før det bærer frugter. Som han også siger et andet sted i Matthæus (Matt 12,33–34): «Sæt enten et godt træ, så bliver frugten god; eller sæt et råddent træ, så bliver frugten rådden; for på frugten kender man træet. I slangeyngel, hvordan kan I tale godt, når I er onde?»

Således er det ligefrem sandt, at mennesket uden alle gode gerninger og før alle gode gerninger først må være retfærdigt, så det er klart, hvor umuligt det er, at det skulle blive retfærdigt ved gerningerne, hvis det ikke først er retfærdigt, før det gør de gode gerninger. For Kristus står fast, når han siger: «Hvordan kan I tale godt, når I er onde?» Ligeså: Hvordan kan I gøre godt, når I er onde?

Derfor følger det her med magt, at der må være noget større og kostbarere til stede end alle gode gerninger, hvorved mennesket bliver retfærdigt og godt, før det gør godt; ligesom det legemligt først må være sundt, før det arbejder og gør sunde gerninger. Denne store og kostbare ting er Guds ædle ord, som i evangeliet prædiker og tilbyder os Guds nåde i Kristus. Den, som hører og tror det, bliver derved god og retfærdig. Derfor kaldes det også et livets ord, et nådens ord, et tilgivelsens ord. Men den, som ikke hører eller tror det, kan ikke på nogen anden måde blive retfærdig. Således siger Sankt Peter i Apostlenes Gerninger (ApG 15,9), at Gud renser hjerterne ved troen; for af hvad art Ordet er, af den art bliver også hjertet, som tror på det og hænger ved det. Nu er Ordet levende, retfærdigt, sandt, rent og godt; således bliver også hjertet, som hænger ved det, levende, retfærdigt, sandt, rent og godt.

Hvad skal vi da nu sige til de skriftsteder, der så hårdt trænger på med gerningerne, som når Herren her siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon»? Ligeledes i Matthæus (Matt 25,42): «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise.» Og mange flere af samme slags, som alle sammen lyder, som om vi måtte blive retfærdige ved gerninger. Vi skal svare således:

Der er nogle, som hører eller læser evangeliet og det, der siges om troen, og som straks kaster sig over det og kalder det, de tænker, for tro. Men de tænker ikke videre, end at troen er en ting, som det står i deres magt at have eller ikke have, som en anden naturlig, menneskelig gerning; derfor, når de i deres hjerte bringer en tanke i stand, som siger: «Sandelig, den lære er rigtig, og jeg tror, at det er sådan», så mener de straks, at troen er der. Når de så ser og mærker på sig selv og på andre, at der ingen forandring er, og at gerningerne ikke følger, og at de bliver i det gamle væsen som før, så synes de, at troen ikke er nok til det; der må være noget mere og større til stede.

Se, så falder de derfra og råber og siger: «Nej, troen gør det ikke alene.» Hvorfor? «Jo, fordi der dog er så mange, der tror og ikke gør mere end før og heller ikke finder sig spor anderledes sindet end før.» Det er dem, som Judas i sit brev (Jud 8) kalder drømmere, som bedrager sig selv med deres drøm.

For hvad er en sådan tanke af dem, som de kalder tro, andet end blot en drøm og et natsyn af troen, som de selv af egen kraft uden Guds nåde har lavet i deres hjerte? De bliver siden værre, end de var før. For det går dem, som Herren siger i Matthæus (Matt 9,17), at de hælder ny vin på gamle lædersække, og sækkene sprænges; det vil sige: Guds ord hører de og fatter det ikke ret, derfor sprænges de og bliver værre.

Men den rette tro, som vi taler om, lader sig ikke lave med vores tanker; den er et rent Guds værk i os uden noget som helst tilskud fra os. Som Paulus siger til romerne (Rom 5,15): «Den er Guds gave og nåde, erhvervet ved ét menneske, Kristus.» Derfor er den også en ganske mægtig, virksom, urolig, travl ting, som straks fornyer mennesket, føder det på ny og fører det helt ind i en ny måde og et nyt væsen, så det er umuligt, at det ikke uden ophør skulle gøre godt.

For så naturligt som træet bærer frugt, så naturligt følger gode gerninger troen. Og ligesom det ikke er nødvendigt at byde træet at bære frugt, således er der ikke sat noget bud for den troende, som Paulus siger, og der er heller ingen tvang til, at han gør godt, men han gør det af sig selv, frit og utvunget; ligesom han uden bud af sig selv sover, spiser, drikker, klæder sig, ser, hører, taler, går og står.

Den, som nu ikke har denne tro, er en unyttig sludrebøtte om tro og gerninger; han ved ikke selv, hvad han siger, eller hvor det bærer hen. For han har ikke modtaget den, og så driver han løgnespil og tyder Skriften, der taler om tro og gerninger, efter sin drøm og sine falske tanker, som kun er en menneskelig gerning; skønt Skriften dog tilskriver både tro og gode gerninger ikke os, men Gud alene.

Men er det ikke et forkert, blindt folk? De lærer, at vi ikke kan gøre nogen god gerning af os selv, og så begynder de og understår sig i at lave det allerhøjeste Guds værk, nemlig troen, af sig selv, ud fra deres falske tanker. Derfor har jeg sagt, at vi skal fortvivle om os selv og bede Gud om troen, sådan som apostlene gjorde (Luk 17,5). Når vi har den, behøver vi ikke noget mere; for den bringer Helligånden med sig, og han lærer os så ikke alene alt, men udfører det også med kraft og fører os også gennem død og helvede til himlen.

Mærk nu, at vi kommer til det foregående svar: På grund af sådanne drømmere og en sådan opdigtet tro bruger Skriften sådanne ord om gerningerne; ikke for at man skal blive retfærdig ved gerningerne, men for at man dermed udvortes skal bevise og skelne mellem den falske og den rette tro. For hvor troen er ret, dér gør den godt; gør den ikke godt, så er det sikkert en drøm og en falsk indbildning om troen. Derfor: Ligesom frugten på træet ikke gør træet godt, men alligevel udvortes beviser og bevidner, at træet er godt, som Kristus siger (Matt 7,16): «Ethvert træ kendes på sine frugter», således skal vi også kende troen på dens frugter.

Heraf ser du nu, at der er stor forskel på at være retfærdig og at blive kendt som retfærdig, eller på at blive retfærdig og at bevise retfærdighed. Troen gør retfærdig, men gerningerne beviser den samme tro og retfærdighed. Således holder Skriften sig nu til den almindelige måde at tale på, som er gængs blandt folk; som når en far sagde til sin søn: «Gå hen og vær barmhjertig og god og venlig mod den eller den fattige.» Dermed befaler han ham ikke at blive barmhjertig eller god eller venlig; men fordi han allerede er god og barmhjertig, vil han, at han også udvortes med handling skal vise og bevise det mod de fattige, så han også lader den godhed, han har hos sig selv, blive kendt af andre og komme dem til gode.

Således skal du også tyde alle Skriftens ord om gerningerne: at Gud dermed vil, at vi skal lade den retfærdighed, vi har modtaget i troen, bryde frem, bevise sig og blive andre til nytte, så den falske tro bliver kendt og udryddet. For Gud giver ingen sin nåde sådan, at den skal ligge stille og ikke gøre mere nytte, men sådan at den skal bære renter og ved kendskab og åbenlys bevisning udadtil drage enhver til Gud; som Kristus siger i Matthæus (Matt 5,16): «Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de skal se jeres gode gerninger og prise jeres far, som er i himlene»; ellers var den som en skjult skat og en gemt visdom: Hvad nytte er de begge to til? Ja, dermed bliver retfærdigheden ikke alene kendt af andre, men bliver også selv vis på, at den er ægte, som Sankt Peter siger (2 Pet 1,10): «Bestræb jer på ved gode gerninger at gøre jeres udvælgelse vis og fast.» For hvor gerningerne ikke følger, kan mennesket ikke vide, om det tror ret; ja, det er vist på, at dets tro er en drøm og ikke ret. Således blev Abraham vis på sin tro og gudsfrygt ved, at han ofrede sin søn; som Gud jo siger gennem englen til Abraham (1 Mos 22,12): «Nu ved jeg (det vil sige: nu er det åbenbart), at du frygter Gud og ikke har holdt din eneste søn tilbage for mig.»

Hold dig derfor til dette: at mennesket indvortes i ånden, for Gud, retfærdiggøres alene ved troen uden alle gerninger; men udvortes og offentligt, for menneskene og for sig selv, bliver det retfærdigt ved gerningerne, det vil sige: det bliver derved kendt og vist på, at det indvortes i sandhed er troende og retfærdigt. Så du altså kan kalde det ene en åbenbar eller udvortes retfærdiggørelse, det andet en indvortes retfærdiggørelse, dog sådan, at den åbenbare eller offentlige retfærdiggørelse kun er en frugt, en følge og et bevis på retfærdigheden i hjertet, så mennesket ikke derved bliver retfærdigt for Gud, men først må være retfærdigt for ham; ligesom du kan kalde træets frugter en åbenbar eller offentlig godhed hos træet, som følger og beviser dets indre, naturlige godhed.

Det mener Sankt Jakob i sit brev (Jak 2,26), når han siger: «Troen uden gerninger er død»; det vil sige: Når gerningerne ikke følger, er det et sikkert tegn på, at der ingen tro er, men en død tanke og drøm, som de falskeligt kalder tro. Således forstår vi nu Kristi ord: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon»; det vil sige: Bevis åbenlyst jeres tro med udvortes given, så I får venner, så de fattige kan være vidner om jeres åbenbare gerning, at I har en ægte tro. For den udvortes given i sig selv kunne aldrig nogen sinde skaffe venner, hvis den ikke skete af troen, eftersom Kristus i Matthæus (Matt 6,2) forkaster farisæernes almisse, så de ingen venner skaffede sig med den, fordi hjertet var falsk. Nu bliver jo intet hjerte ret uden troen, så også naturen tvinger os til at bekende, at ingen gerning gør retfærdig, men at hjertet først må være retfærdigt og godt.

For det andet: at alle gerninger skal og må ske frit og for intet, og at man ikke må søge nogen gavn ved dem

Det vil Kristus, når han siger i Matthæus (Matt 10,8): «For intet har I fået det, for intet skal I også give det.» For ligesom Kristus med alle sine gerninger ikke har fortjent himlen, for den var hans i forvejen, men dermed har tjent os og ikke har set på eller søgt noget for sig selv uden disse to stykker: vores gavn og Guds, sin Faders, ære; således skal også vi i alle gode gerninger ikke søge vores eget, hverken timeligt eller evigt, men til Guds ære frit og for intet være vores næste til nytte. Det mener Sankt Paulus, når han siger således til filipperne (Fil 2,5–8): «Enhver skal være sindet, sådan som Jesus Kristus også var, han som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig, men gav afkald på sig selv og tog en tjeners skikkelse på, blev ligesom et andet menneske og i sin fremtræden fundet som et menneske, ydmygede sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på korset.» Det vil sige: Han havde nok for sig selv, som den, der havde hele guddommens fylde; alligevel har han tjent os og er blevet vores tjener.

Og grunden er denne: Eftersom troen retfærdiggør og udsletter synden for Gud, så giver den også livet og frelsen. Så ville det jo nu være en skam og en skændsel og en alt for nærgående krænkelse af troen, om nogen ville leve eller gøre noget for at få det, som troen allerede har og bringer med sig. Ligesom Kristus ville have vanæret sig selv, hvis han havde villet gøre godt for at blive Guds Søn og en Herre over alle ting, hvad han dog alt sammen var i forvejen. Nu gør troen os jo til Guds børn, som Johannes siger (Joh 1,12): «Han gav dem ret til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn.» Men er de børn, så er de også arvinger, som Sankt Paulus slutter (Rom 8,17 og Gal 4,7). Hvordan kan vi så gøre noget for at opnå arven, som vi allerede har ved troen?

Hvad skal vi da nu sige til de skriftsteder, der trænger på med det gode liv for den evige løns skyld, som dette gør: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon»? Og i Matthæus (Matt 19,17): «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene.» Ligeledes (Matt 6,20): «Saml jer skatte i himlen.» Dertil siger vi: at de, der ikke kender troen, taler og tænker om lønnen ligesom om gerningerne; for de mener, det går til her på menneskelig vis, så de må fortjene himmeriget med deres gøren og laden. Det er også drømme og falske tanker; om dem siger Malakias (Mal 1,10): «Hvem er der blandt jer, som ville lukke en dør for mig for intet?» Det er trælle og egennyttige lejesvende og daglejere, som får deres løn her på jorden, som farisæerne med deres bøn og faste, som Kristus siger i Matthæus (Matt 6,2).

Men sådan forholder det sig med den evige løn: Ligesom gerningerne naturligt følger troen (som sagt ovenfor), så det ikke er nødvendigt at byde dem, men umuligt, at troen ikke skulle gøre dem, og de bydes kun, for at man kan kende falsk og ret tro, således følger også den evige løn naturligt, uden nogen søgen, den rette tro, så det er umuligt, at den ikke skulle komme, selv om den aldrig begæres eller søges; dog nævnes og loves den også, for at de falsktroende og de rettroende kan kendes, og for at enhver kan vide, hvad der af sig selv vil følge efter et godt liv.

Tag dertil en grov lignelse: Se, helvede og døden er også truet over synden og følger af sig selv efter synden, uden at de søges; for ingen gør ondt for at blive fordømt, men ville meget hellere undfly det; men alligevel er følgen der, og det var heller ikke nødvendigt at forkynde det, for det vil dog nok selv indfinde sig; men det forkyndes, for at man kan vide, hvad der vil følge efter et ondt liv. Ligesom nu her lønnen følger det onde liv, uden at den søges, således følger også lønnen det gode liv, uden at den søges. Når du drikker god eller dårlig vin, så følger smagen dog naturligt af sig selv, selv om du ikke gør det for smagens skyld.

Når Kristus nu siger: «Skaf jer venner, saml jer skatte» og lignende, så ser du, at meningen er: Gør godt, så vil det følge af sig selv, uden at du søger det, at du har venner, finder skat i himlen og får løn; men sådan at dit øje enfoldigt ser på det gode liv, og at du ikke bekymrer dig om lønnen, men har nok i, at du ved og er vis på, at den følger, og lader Gud sørge for det. For de, der ser på lønnen, bliver dovne og uvillige arbejdere og elsker lønnen mere end arbejdet, ja, bliver fjender af arbejdet. Dermed bliver også Guds vilje, som byder arbejdet, hadet, og så må et sådant hjerte til sidst blive træt af Guds bud og vilje.

For det tredje: at det ikke er de hellige, men Gud alene, der tager imod os i de evige boliger eller tabernakler og giver løn

Det er jo så klart, at det ikke behøver noget bevis. For hvordan skulle de hellige tage os ind i himlen, når enhver for sit eget vedkommende har brug for, at Gud alene tager ham ind i himlen, og enhver næppe selv har nok? Som de kloge jomfruer viser, der ikke ville dele deres olie med de tåbelige (Matt 25,9), og Sankt Peter siger (1 Pet 4,18): «Den retfærdige frelses med besvær»; og Kristus i Johannes (Joh 3,13): «Ingen farer op til himlen uden den, som er faret ned, Menneskesønnen, som er i himlen.»

Hvad skal vi da sige hertil, at Kristus siger: «Skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage jer i de evige boliger»? Vi svarer: For det første, at dette ord slet ikke taler om de hellige i himlen, men om de fattige trængende på jorden, som lever med os. Som om han ville sige: «Hvorfor bygger du kirker, giver stiftelser til de hellige og tjener min mor, Sankt Peter, Sankt Paulus og andre afdøde hellige? De har hverken brug for dette eller for nogen anden tjeneste fra dig; de er heller ikke dine venner, men deres, som levede i deres tid og gjorde vel imod dem. Tag du dig af dine venner, det vil sige de fattige, som lever i din tid og hos dig, din nærmeste nabo, som behøver din hjælp; ham skal du gøre til din ven med din mammon.»

For det andet er en sådan modtagelse i de evige boliger eller tabernakler ikke at forstå sådan, at menneskene vil gøre det; men de vil være årsag og vidner til vores tro, som er øvet og bevist på dem, og for dens skyld tager Gud os ind i de evige boliger. For sådan er Skriftens måde at tale på, når den siger: Synden fordømmer, troen frelser, det vil sige: Synden er årsag til, at Gud fordømmer, og troen er årsag til, at han frelser. Som man jo også i almindelig tale siger overalt: «Din ondskab vil bringe dig ulykke», det vil sige: Din ondskab er din ulykkes fortjeneste og årsag. Således tager vennerne os med til himlen, når de ved vores tro, der er vist imod dem, er årsag til himmeriget. Så meget om de tre stykker.

Hertil kommer, til bedre forståelse af evangeliet, tre spørgsmål: Hvad er mammon? Hvorfor kaldes den den uretfærdige mammon? Og hvordan kan Kristus byde os at efterligne den uretfærdige forvalter, som dog skaffer sig selv fordel til skade for sin herre, hvilket uden tvivl er uret og synd?

For det første: Mammon er hebraisk og betyder det samme som rigdom eller timeligt gods, nemlig det, som nogen har til overs ud over det, hans stand behøver, og som han godt kan være en anden til nytte med uden skade. For hamon betyder på hebraisk mængde eller en stor hob og meget; deraf bliver så mahamon eller mammon, det vil sige mængden af gods eller rigdom.

For det andet kaldes den uretfærdig mammon, ikke fordi den er vundet med uret eller åger; for af uretfærdigt gods kan man ikke gøre nogen god gerning, men man skal give det tilbage, som Esajas har sagt (Es 61,8): «Jeg er Herren, som elsker retten og hader røverisk brændoffer»; og Salomo siger: «Giv almisse af det, som er dit» (Ordsp 3,27); men den kaldes uretfærdig, fordi den bliver brugt uret, ligesom Sankt Paulus siger til efeserne (Ef 5,16), at dagene er onde, skønt Gud dog har skabt dem, og de er gode; men de er onde, fordi onde mennesker misbruger dem og anretter megen synd, forargelse og fare for sjælene i dem.

Således er rigdommen også uretfærdig, fordi folk bruger den ilde og til uret. For vi ser, at hvor der er rigdom, dér går det, som man siger: «Gods giver mod»; dér kryber man for folk, dér lyver man, dér hykler man, dér gør man al slags ondskab mod næsten for at vinde gods, blive ved det, gøre det større og have de riges venskab.

Men især er den for Gud en uretfærdig mammon, fordi man ikke tjener næsten med den; for når min næste har brug for noget, og jeg ikke giver ham det, som jeg godt har, så holder jeg med uret det, som er hans, tilbage fra ham, eftersom jeg er skyldig at give ham efter den naturlige lov: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, sådan skal også I gøre mod dem» (Matt 7,12); og Kristus siger i Matthæus (Matt 5,42): «Giv til den, som beder dig.» Og Johannes siger i sit brev (1 Joh 3,17): «Når nogen har denne verdens goder og ser sin bror lide nød eller mangle og lukker sit hjerte for ham, hvordan bliver Guds kærlighed da i ham?» Og denne uret ved mammon ser kun få mennesker; for den er åndelig og findes også ved det gods, der er vundet på allerhæderligste måde; den bedrager dem også, så de mener, at de ikke gør nogen uret, fordi de ikke gør groft udvortes uret med røveri, tyveri og åger.

For det tredje har mange bekymret sig svært om, hvem den uretfærdige forvalter er, siden Kristus roser ham sådan. Men svaret her er kort og enkelt: Kristus stiller ikke forvalteren frem for os for hans urets skyld, men for hans visdoms eller klogskabs skyld, fordi han midt i uretten så klogt skaffer sig fordel. Som hvis jeg ville tilskynde nogen til at våge, bede og studere og sagde: «Se, morderne og tyvene våger om natten for at røve og stjæle; hvorfor skulle du så ikke våge for at bede og studere?» Her roste jeg ikke morderne og tyvene for deres uret, men for den visdom og det fremsyn, hvormed de går så klogt til værks i deres uret. Ligeledes, hvis jeg sagde: «En utugtig kvinde pynter sig med guld og silke for at lokke unge mænd; hvorfor skulle du ikke også pynte dig åndeligt i troen, så du kan behage Kristus?» Her roste jeg ikke horeriet, men den flid, hun anvender ilde.

På den måde sammenligner Paulus Adam og Kristus og siger, at Adam var et billede på Kristus (Rom 5,14); skønt vi dog af Adam har lutter synd og af Kristus lutter nåde, som er umåleligt modsat hinanden. Men ligheden og billedet består kun i følgen eller fødslen, ikke i dyd eller udyd. I fødslen: at ligesom Adam er fader til alle syndere, således er Kristus fader til alle retfærdige; og ligesom alle syndere kommer fra én Adam, således kommer alle retfærdige fra én Kristus. Således er den uretfærdige forvalter her også stillet frem for os som billede kun i sin klogskab, fordi han så godt skaffer sig fordel, så vi også skal sørge således for vores sjæl med ret, som han sørgede for sit legeme og liv med uret. Dermed vil vi nu lade det blive og bede Gud om nåde.