8. søndag efter trinitatis, tredje prædiken (Matt 7,15–23)

Tredje prædiken over evangeliet på 8. søndag efter trinitatis, Matt 7,15–23

Dette stykke af evangeliet prædikede vor Herre Kristus for at afslutte den lange prædiken på bjerget. For da han havde lært sine disciple alt, hvad de skulle vide, går han videre og advarer dem om endelig at vogte sig for falsk lære. Sådan plejer alle gode prædikanter at gøre, og sådan skal de gøre: når prædikenen er holdt, formaner de folket til at blive ved den rette lære og vogte sig for falske lærere.

Sådan gjorde også Sankt Paulus i ApG 20,28–31. Da han ville tage afsked med Efesos, sagde han blandt andet: «Pas så på jer selv og på hele den hjord, som Helligånden har sat jer til tilsynsmænd over, så I er hyrder for Guds menighed, som han har vundet sig med sit eget blod. For jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve ind blandt jer, som ikke skåner hjorden; og blandt jer selv vil der stå mænd frem, som taler forvrængede ting for at lokke disciplene efter sig. Vær derfor vågne, og husk på, at jeg i tre år nat og dag har formanet hver enkelt af jer med tårer.»

Sådan føjer han også i alle sine breve her og der en formaning til om, at de skal tage sig i agt for andre lærere. Ligeledes advarer Sankt Peter i sit andet brev, hvor han siger (2 Pet 2,1–3): «Men der fremstod også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil være falske lærere, som vil indføre ødelæggende kætterier, og de fornægter Herren, som købte dem, og bringer en snarlig undergang over sig selv. Og mange vil følge deres fordærv, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet; og i grådighed vil de med opdigtede ord udnytte jer. Dommen over dem fra gamle dage er ikke sen, og deres undergang sover ikke.»

På samme måde har Kristus også gjort her. Da han havde prædiket til ende, advarer han sine disciple og folket og formaner dem til endelig at blive ved det, han havde sagt dem, og til at se sig godt for, så de ikke blev forført af falske profeter, og han siger:

«Tag jer i agt for de falske profeter.»

Heraf skal vi for det første lære, at vi må være forberedt på, at det altid vil gå sådan, at efter de rette prædikanter kommer de falske; ja, de vil nok også løbe med ind ved siden af og blande sig imellem. Hvad skulle det ellers være nødvendigt for, at Kristus advarer os så trofast, når han siger: «Tag jer i agt, vær på vagt!», hvis han havde vidst, at alt skulle forblive rent? Derfor giver han os advarslen, for at vi skal være visse på, at vi vil få falske profeter efter den rette, rene lære.

For sådan er det også altid gået før, at efter de rette, trofaste prædikanter, profeter og regenter i Guds folk er der kommet andre med ind ved siden af, som har fordærvet den rene lære, tro og gudsdyrkelse. Sådan beskriver også Dommerbogen det (Dom 2,10ff.): da de var borte, som Gud havde givet folket til lærere og dommere, og som vidste, hvad Guds vilje var, hvad der behagede ham og hvad der mishagede ham, begyndte Israels folk straks at vende sig bort fra Gud og hans ord. Den ene dyrkede denne afgud, den anden en anden afgud, og de splittede sig, så de faldt fra den rette lære og trådte ud af deres fædres spor.

Sådan er det også gået på apostlenes tid. Da var det endnu rent; men da de var borte, som holdt fast ved den rene lære, fandt de falske apostle og sektførere sig ind, som vendte op og ned på det hele og ville gøre alting anderledes, som Sankt Pauls breve tilstrækkeligt viser. Når det nu forholder sig sådan, og vi ikke har andet at vente, så advarer Kristus, vor Herre, os her, sådan som en trofast hyrde og biskop skal gøre, så vi ser os godt for og, når vi har prædiket evangeliet rent og klart, holder fast ved det og ikke viger fra det, om det så gælder halsen eller livet. For det kan ikke være anderledes: Guds ord bliver ikke altid ved med at være rent og uforfalsket, og heller ikke hos alle.

Sådan vil det også gå her hos os. Evangeliet har vi og flere andre (Gud ske lov!) rent og rigeligt, som det aldrig har været siden apostlenes tid. Men når vi og andre, som nu hjælper med at holde det oppe, er borte, så vil man finde falske prædikanter nok; ja, der er allerede mange af dem, som er begyndt og rører på sig. Og vel da dem, som efter dette evangelium flittigt ser sig for og ikke tror på hver vind, der kommer, men bestandig bliver ved det, de har lært. Det lærer Kristus her for det første med ordet: «Tag jer i agt, vær advaret», som ville han sige: I vil helt sikkert få dem.

Her siger du: «Hvorfor lader Gud så falske profeter komme blandt de fromme og efter de rette prædikanter? Er han ikke mægtig og stærk nok til at kunne forhindre det, så evangeliet kunne forblive rent og i sin kraft?» Jo, det kunne han godt; men han lader det ske for at prøve og stadfæste sine egne og for at give de utaknemmelige deres løn. For som Sankt Paulus siger (1 Kor 11,19): «Der skal være partier, sekter og falske lærere, for at de prøvede kan blive synlige», det vil sige, for at de, som har en prøvet tro, kan komme frem for dagen, så deres ånd og ord kan træde frem og bevise, at de er rette.

For når han giver os sit ord, sin Ånd og sin gave, vil han ikke, at vi skal være dovne, søvnige og ørkesløse. Nej, når du har det rette ord og en ret forstand, så vil verden på den ene side sætte sig imod dig, og på den anden side vil Djævelen ville rive dig bort fra det, ikke alene gennem de verdslige tyranner, som forfølger det med sværdet, men også gennem vor egen fornuft og de klogeste i denne verden. Her vil Gud øve dig med sit ord og give den Ånd, han har skænket dig, noget at bestille, så du lærer, at Guds visdom er klogere end verdens, og at Guds styrke er stærkere end denne verdens styrke og magt; og det ville du ikke lære uden for denne kamp.

Når han nu tillader Djævelen at stifte sekter, så vil han vække dig og sige: «Værg dig, grib Ordet, og lær at erfare Guds visdom og kraft imod verdens klogskab og Djævelens løgne», så styrken og visdommen i Guds ord kan komme frem, og du kan lære, at det ikke overvindes med magt og visdom, men selv overvinder og gør al magt, klogskab og visdom til skamme, som sætter sig imod det. Det er den ene grund til, at Gud sender sekter og partier blandt os, som kommer på tværs ind på os, som om de var nyttige og tjente til, at Ordet, sandheden og Ånden viser sig bedre og klarere for dagen, skønt sekter og partier ellers ikke er gode.

Den anden grund er, at han vil straffe de utaknemmelige, som ikke vil tage imod Ordet, så de kunne blive omvendt og frelst. Sådan siger også Kristus til jøderne i Joh 5,43: «Jeg er kommet i min Fars navn, og I modtager mig ikke. Hvis en anden kommer i sit eget navn, vil I modtage ham.» Og Sankt Paulus siger i 2 Thess 2,10–12: «Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, vil Gud sende dem kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at alle de skal dømmes, som ikke har troet sandheden, men fandt glæde i uretfærdigheden.»

Så hårdt straffer Gud denne synd, som vi dog regner for så ringe, med blindhed og vildfarelse, og det er også de højeste og sværeste synder. Man regner det for en let ting, at vi nu af Guds nåde har fået evangeliet igen; men hvor mange er der, som en eneste gang takker Gud for det? Vi glemmer det, slår det hen i vejret, bliver dovne og ligegyldige; det går ikke ind på nogen, ingen smager det, ingen løfter sine hænder og takker Gud for det. Ja, vi er så rigeligt overøst med evangeliet, at vi bare bliver lede ved det, og det vil næsten gå os igen, som Sankt Paulus har profeteret i 2 Tim 4,3–4: «Der vil komme en tid, da de ikke vil tåle den sunde lære, men efter deres egne lyster vil de skaffe sig selv lærere, fordi det klør dem i ørerne, og de vil vende ørerne bort fra sandheden og vende sig til fabler.»

Så vi altså her og der i hele Skriften kan se, hvor højt det krænker Gud, og at han regner det for den største synd, når hans ord bliver foragtet, det ord, der er så dyrt og kostbart, at det har kostet ham hans kære Søns blod, og så slår vi det så ringeagtende hen i vejret. Derfor sender han også de værste plager, som ikke kan sammenlignes med andre plager i verden: at menneskene bliver så forhærdede, forblindede og forført af falske profeter, og at himlen således bliver lukket for dem, helvede åbnet og det evige liv tabt. Hvad er det andet end en salig, ønskelig død, om du så end omkommer ved tyrkens eller en tyrans sværd, når du blot dør i den rette erkendelse af Guds ord og i den rette tro? Men at overgive sjælen til Djævelen for evigt, det er en evig vrede, en evig plage og et helvede.

Gud er nu begyndt at hjemsøge os med mange slags svære timelige eller legemlige plager; men en langt værre vil være for hånden, når det hellige evangelium bliver taget bort fra Tyskland, eller når andre falske lærere kommer, så den ene lærer dette og den anden hint; da vil himlen være lukket, og de falske prædikanter lader den ikke blive lukket op. Derfor var det vel nødvendigt, at vi bad alvorligt. Men vore hjerter er endnu alt for kolde til det; det kommer af, at vore vægge endnu ikke brænder, og vi ikke mærker skaden. Ikke desto mindre har Djævelen i sinde at drukne hele Tyskland i blod og tage evangeliet bort, hvis man ikke kommer ham i forkøbet og værger sig imod ham med fromme kristnes bøn.

«Som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er de glubske ulve.»

Ingen sender dem; de kommer af sig selv. Og det er de falske profeters rette art, at de selv trænger sig ind for at prædike, nogle for at kunne føde maven; dem regner jeg ikke for så farlige, skønt de heller ikke vil gøre det godt. Men dem, der trænger sig ind med den ros, at de siger, at de gør det af kristen kærlighed, for sandhedens skyld, og at Helligånden driver dem dertil, og at de gør det for sjælenes frelse og ikke søger andet end sjælenes vel, dem skal du vogte dig for; dem har Djævelen helt sikkert sendt og ikke Gud. For dem, Gud sender, bliver kaldet dertil eller tvunget dertil. De roser sig ikke meget; men hvad de roser sig af, det beviser de med gerningen. Derfor (vil Herren sige) vogt jer for dem, når I ser, at de ikke er sendt eller kaldet, men kommer af sig selv, og Djævelen driver dem frem.

«Jamen, de roser sig da af, at de har Helligånden?» Svar: Den, der vil overtale dig til at tro, at Helligånden har bevæget ham, og at han gør det af en kristen tilskyndelse, til ham skal du sige: «Når du roser dig så meget af Ånden, så giv mig et tegn; for du vidner om dig selv, og Skriften har forbudt mig at tro dig, når du alene vidner om dig selv.» For selv Kristus, den levende Guds Søn, ville ikke vidne om sig selv, som det står i evangeliet i Joh 5,31ff. og 8,14. Men han gav tegn ved siden af, så man kunne kende, at han var sendt af Gud, og at hans ord og lære var rette. «Når du altså siger, at du har Helligånden, så giv vidnesbyrd om din ånd, bevis det med sikre tegn, så man kan tro dig; for her er der brug for et guddommeligt vidnesbyrd for at bevise Guds Ånd, så I er to: du og Gud. Gør du ikke det, så skal man hverken høre dig eller tro dig.»

For jeg sætter det tilfælde, at det forholder sig sådan, at en sådan er en ret ånd og har den rette Helligånd; alligevel skal du ikke høre ham. For Gud har befalet dig at holde hans ordning, så du spørger efter to vidner og lader dig give bevis og vidnesbyrd for hans kald. Derfor skal du sige: «Jeg vil ikke høre dig på dit eget udsagn og din egen ros, selv om du havde den rette Ånd; for Gud vil på den måde prøve mig, om jeg vil blive i ordningen.» Derfor er han også tilfreds, og det behager ham godt, at du ikke tager imod en sådan ånd; for han leger sådan med os for at prøve os, om vi bliver ved hans ord, ligesom en far, der leger med et lille barn, som han har givet et æble og så tager det fra det igen.

Derfor, når der engang kommer en ånd til dig af sig selv og bringer noget nyt, så vid at vogte dig og sig: «Jeg spørger ikke efter, hvad du prædiker, men om du er sendt, eller om du kommer af dig selv. Kommer du af dig selv, så hører jeg dig ikke, selv om du også havde Helligånden.» For også Djævelen i evangeliet kan sige: «Hvad har vi med dig at gøre, Jesus af Nazaret? Jeg ved, at du er Guds hellige» [Mark 1,24; Luk 4,34].

Sådan siger også pøbelen: «Her er det rette og sande Guds ord, som denne mand prædiker; ham vil vi høre.» Ja, se først efter, hvorfra han kommer! Djævelen kan også prædike, men han gør det for at skaffe sig plads og vinde tilhængere; så bryder han frem og sår også sin gift med iblandt, så det bliver meget værre, end det var fra begyndelsen. Derfor advarer Kristus os så flittigt mod dem, der kommer af sig selv.

Det andet kald er, når menigheden, eller øvrigheden på menighedens vegne, beder en om det. Det er et kald, som udspringer af kærlighedens skyld og pligt; for når man har brug for mig til prædikeembedet (hvis jeg er egnet til det) og kalder mig, så er jeg skyldig at gøre det, for Gud befaler mig at tjene min næste. Derfor behøver dette kald intet tegn, eftersom de vil have det sådan, og Guds ord tvinger mig dertil. Det kaldes at blive hentet, kaldet og drevet. Men hint kald (som Kristi og apostlenes) kommer uden mellemled fra Gud og kaldes at være sendt, og der giver Helligånden tegn med. De andre skal du ikke høre, hvad enten de roser sig af ånd eller kød. Sådan roser vore sværmeånder sig nu; de har slugt Helligånden med fjer og det hele og siger, at Helligånden har talt med dem ned fra himlen og åbenbaret dem mange særlige ting og lignende. Jeg kan ikke rose mig meget af Ånden; de bliver mig alt for hurtigt åndelige. Jeg roser mig af kærlighedens ånd; ellers er jeg en fattig, kødelig synder. Ellers skulle jeg jo også vide noget om den ånd, de roser sig af; men de er mig alt for højt gennemåndede.

Men hvad betyder det, at han siger: «De kommer i fåreklæder»? Disse fåreklæder er, at de i det ydre fører alt det til skue, som de rette kristne og prædikanter lærer. For vi bærer fåreulden, vi som er Kristi små får. Det er nu ikke alene gerningerne og det skinnende, glimrende liv, de fører, at de beder meget, går i grå kjortler, går med bøjet hoved, faster meget og lever strengt; men – og det er det allerværste – at de fører Guds ord og den hellige Skrift, som hos profeterne kaldes Guds uld og linned. For prædikener, formaninger og skriftsteder, det er de rette klæder, som de vil pynte og smykke sig med, og de siger: «Her er Kristus, her er dåben, her er Guds navn, her er den, der fører Skriften, som er Guds Skrift», og alt, hvad de siger, er ikke andet end Guds navn, Guds Ånd og Kristi navn.

Det er nu at komme i fåreklæder, nemlig at prædike sådan og føre Skriften sådan, at det bliver regnet for den rette lære; for han siger jo ikke: «som kommer til jer i ulveskind eller med spyd og tænder». De prædiker ikke gift åbenlyst eller uden Skriften, for så kunne man kende dem, sådan som de engang prædikede Aristoteles på de høje skoler, eller heller ikke den verdslige ret eller kejserlige ret, så de skulle sige, at der ikke var nogen Gud i kristenheden. Nej, de smykker sig ikke alene med gerninger, men også med den hellige Skrift, som Gud klæder og ifører vore sjæle. For hvis de ikke gjorde det, ville de utaknemmelige ikke blive så blindet og heller ikke forført af dem.

Derfor er det sandt, som man siger, at den hellige Skrift er en kætterbog, det vil sige en sådan bog, som kætterne mest tilegner sig. For der er ingen anden bog, som de misbruger så meget; ja, de ved heller ikke af nogen anden at rose sig, og der har endnu aldrig været noget kætteri så slemt eller groft, at det ikke har villet lappe og dække sig med Skriften. Ligesom man også kunne sige: «Gud er alle skurkes og slynglers Gud», fordi den største hob i verden påberåber sig denne Gud; ikke fordi deres skurkagtighed er fra ham eller behager ham, men fordi de således misbruger hans hellige navn. Sådan må den hellige Skrift være en kætterbog, ikke fordi det er dens skyld, men skurkenes, som så skændigt misbruger den.

Sådan siger man også i ordsproget: «I Guds navn begynder al ulykke.» Det er også sandt. «Ja så», siger du, «så vil jeg ikke bruge Guds navn, men vogte mig for det.» Hvad er det for en snak? Hvad kan navnet gøre for det, det navn, som er der, for at jeg skal blive frelst? Skurkene og slynglerne skal det nok finde. Sådan er Bibelen en kætterbog, men derfor vil jeg ikke kaste den bort, men desto mere studere og læse i den, så jeg ved, hvordan jeg skal vogte mig for de andres misbrug.

Så lad nu enhver være beredt og rustet, så han ikke så let lader sig forføre af de falske læreres skinnende udsagn, også selv om de fører Skriften frem for dig. For der ligger helt sikkert glubske ulve under, og når du mener, at de bespiser og mætter dig, så river de dig i stykker, kvæler og æder dig. Men det vil ingen så hurtigt kunne bedømme eller dømme om uden med åndelige øjne. Pøbelen og den almindelige mand gør det ikke, for den største hob foragter evangeliet og er utaknemmelig, og den mindste lille flok tager imod det og kan mærke det. Og her er den største og sværeste strid, at man skal stride med Skriften imod Skriften, slå sværdet ud af hånden på en anden og komme ham i forkøbet, rive våbnet ud af hans hånd og kvæle ham med hans eget sværd. Det gør ingen uden den, der er oplyst af Helligånden, så han ser denne skurk.

Jeg har ofte sagt, hvad der er den allersikreste lære og regel til at prøve ånderne med, nemlig det, som Sankt Johannes siger i sit første brev (1 Joh 4,1–3): «Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud. Enhver ånd, som bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er af Gud. Og omvendt: den ånd, som ikke bekender, at Jesus Kristus er kommet i kødet, er ikke af Gud.» Og Sankt Paulus i Rom 12,6: «Har nogen profeti, så skal den være i overensstemmelse med troen», det vil sige, al lære skal rime med troen og stemme med den, så der endelig ikke læres andet end troen. Men den, der ikke har troen, kan heller ikke dømme ret om nogen lære; for hertil hører ikke kødelige folk, som er kloge og verdensvise, men fromme, åndelige hjerter.

Man finder mange af dem, som nok siger: «Kristus er Guds Søn, født af en kysk jomfru, død og opstået fra de døde igen» og så videre; men de tror ikke, at han er Kristus, det vil sige, at han er givet for os, og at han uden alle vore gerninger, uden al vor fortjeneste har erhvervet os Guds Ånd og gør os til Guds børn, så vi ved ham har en nådig Gud og tilmed det evige liv. Det er den tro, som kaldes at kende Kristus. Det er prøvestenen, rettesnoren og vægten, som man skal afveje, prøve og bedømme al lære med.

Derfor er det ikke nok, at en lærer og prædikant ved at nævne Kristus og sige, at han er Guds Søn, død, opstået fra de døde og så videre. Det er altsammen nok fåreklæder. Men giv agt på knuden: Når de siger, at Kristus er død, begravet og opstået for os og lignende, så må de også drage den slutning, at vi ikke ved vore gerninger fortjener Guds nåde, syndernes forladelse og det evige liv.

Dette punkt rører og driver de falske ånder helt sikkert heller ikke, men flygter fra det som Djævelen fra røgelsen eller fra korset, som man siger. Han lader dem nok prædike, at Kristus er født, død og opstået igen, faret op til himlen og sidder ved sin himmelske Faders højre hånd; men dog sådan, at de ved siden af også fører noget andet med ind: «Sådan og sådan må du gøre, dette eller hint skal du lade være, hvis du vil blive frelst og behage Gud.» Det er Djævelen, som skænker sin gift med i.

Med sådanne fåreklæder dækker paven sig også: at Kristus ved sin død og ved sin blodsudgydelse nok har fortjent os, at vi skulle blive Guds børn og frelst. Men han føjer til: «Den, der ikke er lydig mod den romerske kirke, er et barn af den evige fordømmelse; men den, der er lydig, bliver frelst derved og farer lige ind i himlen.» Vil paven ikke have sine ting holdt lige så højt som evangeliet? Men hold det op imod hinanden. Hvis det er Kristi død, der gør det, så kan mine gerninger jo ikke gøre det. Det ville være en helt anden sag, hvis han prædikede sådan: «Du skal være mig lydig af kristen kærlighed, men ikke blive frelst derved, men ved Kristi blod.» Den nød vil han ikke bide i.

Lær derfor her at se dig godt for og se nøje på al lære, om den fører og driver dette hovedstykke og denne grund ret, det vil sige, om de prædiker Kristus ret og rent. For det vil du helt sikkert finde hos alle sekter og ånder, at de altid enten lader denne artikel helt falde eller i hvert fald kaster noget op ved siden af, som de fører folk hen til, som var det en særlig nødvendig gerning til frelse. Sådan drog vore sværmeånder og billedstormere i begyndelsen også pøbelen til sig med sådan et udsagn, som om intet var mere nødvendigt end sådan billedstorm: «Den, der slår et billede i stykker eller river en altertavle ned, gør en god gerning; han beviser, at han er en kristen.» Straks faldt pøbelen til i hobetal, hurra, hurra!, og alle ville være kristne, som om jøder, hedninger og tyrkere og dertil de allerværste skurke ikke også kunne gøre det.

For tilliden og fortrøstningen til vore gerninger tager sådanne sværmeånder ikke bort; de styrker den tværtimod endnu meget mere. Men hvor der er rette lærere, prædiker de sådan, at det rimer med troen. Er det i overensstemmelse med troen, så bliver Kristus ikke opløst eller brudt i stykker, men forbliver hel i erkendelsen af ham, sådan som han er; og selv om Djævelen stiller sig an, som om også han prædikede Kristus gennem sine apostle, så tro ham ikke; han søger dig med list og vil bedrage dig. Nuvel, det er advarsel nok; det hjælper vel ikke hos dem, som ikke vil høre, men det hjælper dem, som skal forbedres. Nu følger dernæst den tredje prøve og måde at kende ånderne på, og den lyder således:

«Af deres frugter skal I kende dem.»

Hele det ydre væsen og de gerninger, som følger af læren, er frugterne. Men hertil hører ganske åndelige øjne, så man ret lærer at kende de rette gode gerninger, som Sankt Paulus opregner i Galaterbrevet, hvor han siger således (Gal 5,22–23): «Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, troskab, mildhed, kyskhed, mådehold.» Det er Åndens rette frugter. «Men kødets gerninger er ægteskabsbrud, hor, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, nidkærhed, vrede, strid, splid, sekter, had, mord, drukkenskab, ædegilder og lignende» (Gal 5,19–21).

Skel her nøje gerningerne fra hinanden, så vil du i alle deres gerninger ikke finde en gnist af Ånden. For du vil for det første helt sikkert ikke hos sådanne finde nogen rette frugter af troen eller kærlighedens gerninger; men det vil man nok finde, at de er venlige inden for deres egen sekt og kalder hinanden kristne brødre, men der er bare gift og djævel i dem. Over for dem, der ikke hører til deres sekt, er der ingen barmhjertighed, ingen tålmodighed eller venlighed; nej, kunne de ødelægge sådanne på legeme og sjæl i en time eller på et øjeblik, så gjorde de det. Disse frugter ser kød og blod ikke; imens går de alligevel i grå kjortler, hører til en stille orden og holder fast ved én og samme levemåde og skik.

Det er ikke kærlighedens gerninger. Nej, kærlighedens gerninger er de gerninger, som man øver mod den, der er i nød, og også mod vore fjender: at man også forbarmer sig over synderne, underviser og lærer de uvidende og tjener de fattige med legeme, gods og ære, sådan som Kristus opregner dem hos Matthæus (Matt 25,35ff.). Disse gerninger vil du ikke finde hos nogen falsk profet. Han kan nok stille sig an som en gejstlig mand med særlige fagter, ligesom gråbrødrene og kartheuserne. Men hvad hjælper det mig? Det har altsammen et skin og ser ud, som om det var noget, men der er ingen nytte i det. Men kærligheden vil have sådanne gerninger, som gavner.

Videre vil du se, hvordan sådanne ånder er stolte og hovmodige og alene vil æres og tilbedes, tilmed fulde af gerrighed og ubarmhjertighed; ikke alene giver de ingen noget og hjælper ikke de fattige, men de har tilmed glæde og lyst af, når det går deres næste ilde. Når nogen kommer i skam, hjælper de ham ikke med deres ære, så han kunne komme ud af skammen, men stikker ham langt dybere ned i den, breder det videre ud, synger en lille vise om ham og ler tilmed i skægget ad ham. Ligeså, når nogen er faldet i synd, har de ikke et mildt hjerte, men et forhærdet hjerte, som kildres af næstens ulykke og alene pynter sig med den. Og hvad skal man sige meget mere? Det er rå, bitre, forgiftede hjerter, som kun har en sort, forgiftet tunge; de kan hugge alle og enhver til slagterbænken, må hænge noget på enhver, lader ingen være uden dadel, dømmer, fordømmer og forhåner alle og ringeagter enhvers skade. Derfor siger han om sådanne:

«Man samler vel ikke druer af tornebuske eller figner af tidsler? Således bærer ethvert godt træ gode frugter, men det dårlige træ bærer dårlige frugter» osv.

Her skal man lægge mærke til, at han siger: «Af deres frugter skal I kende dem»; han siger ikke: Af deres frugter bliver de gode eller onde. For hvor er der nogensinde blevet gjort et pæretræ af en pære eller et kirsebærtræ af et kirsebær? Det går jo naturligt sådan til, at træet laver frugterne; et æbletræ bærer æblet, og sådan videre. Træet bliver nok kendt på frugterne, men det bliver ikke gjort af dem. Ligesom Abraham: da han ofrede sin søn Isak, var han retfærdig i forvejen; alligevel bliver der sagt til ham (1 Mos 22,12): «Nu kender jeg, at du er gudfrygtig»; han siger ikke: Nu er du blevet gudfrygtig, men: ved gerningen bliver det kendt og åbenbart, at du frygter Gud.

Derfor er det to ting: at være eller blive noget, og at blive kendt som noget eller blive åbenbart. Der er meget, som kun Gud kan se; men når det bryder frem, så kender menneskene det også. Og Kristus siger, at frugterne tjener til, at man kan kende træet på dem, om det er dårligt eller godt, ligesom det blev kendt på Abrahams gerning, at han frygtede Gud og var from og retfærdig. Før frugterne altså kan blive åbenbare, må de først vokse ud af træet, så det på den måde bliver åbenbart, hvordan stammen er. Men at gøre noget åbenbart er noget helt andet end at tingen selv er der. Altså hjælper gerningerne slet ikke til, at jeg bliver retfærdig og ret for Gud; de gør kun den skat kendt og åbenbar, og det hjerte, som den ligger skjult i. For den skat, som ligger skjult i hjertet, vil Gud gøre kendt og ikke lade blive liggende i skjul.

Så langt gør gerningerne os også retfærdige, rene og hellige, nemlig udvortes for menneskene, men ikke indvortes for Gud; for dér må det gøres af Kristus og troen alene. Så har du sagt det rigtigt og med den rette skelnen. Men er der nogen, som er så stivnakket og genstridig, at han ikke vil lade sig vise til rette, så lad ham fare. For sådanne kan vi ikke vejlede, og der bliver heller ikke prædiket for dem; men det er de vildfarende hjerter, vi søger, dem, som gerne ville være retfærdige og forstå det ret; de lader sig også sige noget, og for dem prædiker vi også. Derfor siger han videre:

«Altså! Af deres frugter skal I kende dem.»

Det gentager han endnu en gang for at lære og advare os, så vi ved at tage os i agt for sådanne og passe godt på (så vi kan kende dem rigtigt), ikke på deres navn og pral, som er lutter sandhed, Ånd, sjælens frelse osv., men på deres frugter. For de kommer helt sikkert alle sammen pyntet med Kristi navn, kirkens navn og Guds ords navn for at gøre folk et blændværk og et spøgelse for øjnene, så de uforstandige bliver skræmt af sådanne navne og ikke kan værge sig eller holde stand imod dem. Men bryd jer ikke om det (siger Kristus), som de foregiver og praler af; for alt det kan bedrage, og intet er mere almindeligt end at misbruge navnene Gud, Ånd, sandhed, kirke osv., så at også Paulus (Gal 1,8) må sige: Hvis han selv (som dog med sandhed kan rose sig af at være en apostel udsendt af Kristus), ja, også en engel kom ned fra himlen og forkyndte et andet evangelium, så skal man dog ikke høre ham, men holde ham for bandlyst og forbandet.

Skulle så ikke andre kunne misbruge de herlige navne, eller skulle det, man foregiver og praler af i kirkens navn, ikke kunne bedrage og forføre? Man skal jo ikke tro nogen, som vil lære noget andet, om han så kom med vidnesbyrd om, at han var en apostel, ja, en engel fra himlen – for slet ikke at tale om kirken, som endnu ikke har så høj en forstand og oplysning eller så fuldkommen en renhed og hellighed som englene i himlen.

Derfor er det nødvendigt her, hvis man ikke vil forføres af sådanne herlige navne og sådan pral, at de kristne først (som jeg har sagt) har og kender Kristi rette lære og efter den dømmer al anden lære, om den stemmer med den og er bygget på den rette grund eller ej. For eftersom han befaler sine kristne at vogte sig for falske lærere og dermed gør dem til dommere og giver dem magt, ja, også befaling til at prøve og bedømme al lære, så kræver han også, at de skal være vise og forstandige kristne, som ved, hvad der er ret lære, og kan skelne mellem den og anden, falsk lære.

For en sådan dom og bedømmelse af læren må ikke ske efter deres egne tanker eller efter deres egen klogskab eller deres pral af Ånden, helligheden osv. (sådan som paven med urette tiltager sig at dømme alt alene med sine koncilier og forpligter enhver til at følge hans dom, med den begrundelse, at de siger, de har Helligånden og ikke kan fare vild osv.), men den må have en sikker, klar regel at dømme efter, og den hedder Kristi ord; det alene skal her være rettesnoren og prøvestenen, sådan som det nu er sagt ofte nok.

Men nu er ikke alle i den flok, der hører på, så forstandige og velunderviste, at de kan træffe en sådan skelnen og dømme; og sværmerne kan nok skjule sig en tid blandt de rette får og dække sig med deres uld og foregive, at de også holder med de rette kristne og ikke vil lære andet end Guds ord, sådan som den rette kirke holder det. Derfor lærer Kristus her endnu et stykke, som man skal kunne opspore og kende dem på, nemlig frugterne. Og han advarer dig mod straks at fare til og falde for det, der bliver foregivet for dig som Guds ord, men først ser dig godt for og spørger og undersøger, om det stemmer med Guds rette ord, sådan som de i Thessaloniki gjorde, ApG 17,11. Fremdeles, at du ser efter, hvilke frugter en sådan lære bringer med sig; for de vil i længden ikke kunne skjule sig, men må vise sig og lade sig se, sådan som Kristus siger her: «Man samler vel ikke druer af tornebuske eller figner af tidsler?» Fremdeles: «Det dårlige træ bærer dårlige frugter» osv.

Men her taler han ikke først og fremmest om sådanne frugter, som er så grove og håndgribelige, at enhver, også en, der ikke er kristen, let kan bedømme og kende dem, såsom åbenlyse synder og laster, som også verden fordømmer; han taler egentlig om den falske læres frugter, som ikke bringer åbenlyse gerninger af et ondt eller strafværdigt liv med sig for verden, men foregiver et smukt skin (ellers ville ingen så let blive bedraget af det) og alligevel strider imod Guds ord. Sådanne frugter er ikke svære for en kristen at kende og bedømme, når han lægger mærke til dem og dømmer om dem efter Guds ord og bud. For her er fornuften alene ikke nok til at afgøre disse sager; der må være en åndelig forstand, som kan skelne, hvad der stemmer med Skriftens sikre og klare lære, og hvad der ikke gør; ellers bliver mennesket bedraget af fornuftens og den menneskelige visdoms smukke skin, som alle sværmerne pynter sig med og sælger sig ved i højeste grad, så man endda holder de frugter og det liv, som er bygget på falsk lære, for lutter hellighed.

Sådan har pavedømmets (ja, også Muhammeds) munkevæsen og gudstjeneste et prægtigt skin, så det hedder et helligt liv at gå sådan omkring på en særlig måde og med særlige fagter, ikke at spise, drikke og klæde sig som de andre; og det bliver holdt for stor strenghed, alvor og tugt, det hedder at tjene Gud og stræbe mod himlen. Med dette navn og skin af gudstjeneste, helligt liv, stor andagt og god mening bliver fornuften let blændet og fanget, så den ikke kan dømme, at det skulle være onde frugter. Derfor kræves her mere end fornuftens forstand og dom, nemlig at man ser nøje på alt det liv, som de falske ånder giver ud for godt, og holder det op imod Guds ord og bud; det er reglen for alle gerninger og alt liv, som skal kaldes godt og Gud velbehageligt. Det viser forskellen mellem den falske læres hykleriske gerninger og frugter og den rette læres gode, ægte gerninger; for man finder ganske sikkert, at hyklernes og de falske læreres gerninger og liv ikke er lig med eller stemmer med Guds ord.

Sådan viser og revser Kristus selv farisæernes og de skriftkloges lære og liv på sådanne frugter: at de lod Guds bud ligge og i stedet fandt på deres egne gerninger og gudstjenester, ja, at de ligefrem ophævede Guds bud for deres menneskebuds skyld. Ligesom pavedømmet også har gjort: det har ophævet ikke bare ét, men næsten alle Guds bud og i stedet ikke bare lært noget andet og fundet på noget, så man slet ikke agtede på dem og satte egne gerninger langt højere, men også lært og levet lige imod dem, sådan som jeg andre steder rigeligt har bevist.

For det er helt sikkert alle sværmeånders art, og de kan ikke lade være: de må bringe noget eget og andet ved siden af Guds ord og puste det sådan op, at det får langt større anseelse og skin, så Guds ord og bud bliver liggende bagude. Det er allerede et sikkert kendetegn på, at en sådan lære ikke er ægte. Som når paven med sin lære priser sin egen gudstjeneste og sit hellige liv, at hans gejstlige stand og klostervæsen skal være langt højere og bedre end de andres liv og gerninger i de almindelige stande, som lever efter Guds ord. Fremdeles: de opdigter nogle gerninger, som de kalder opera supererogationis, overskydende eller overmål af gerninger, som skal være langt kostbarere og højere end gerningerne efter Guds ti bud.

Sådan gør også alt andet åndeværk uden for Skriftens rette lære, tyrkens Muhammed, jødernes Talmud, fremdeles vores gendøberi (som ligner dem meget): alle sammen lader de de rette gerninger og det rette liv, som Guds bud kræver og driver på, fare og ligge, og i stedet savler de om en anden, hyklerisk hellighed i særlige gerninger og påfund: at gå i grå kjortler, se sure ud, ikke drikke vin, gøre legemet ondt med særlig faste, sige mange og lange bønner osv.

Derfor, siger jeg, må ingen her lade sig få munden til at gabe eller få et blændværk for øjnene med falsk skin og lygtemænd af store, prægtige gerninger, hellighed osv.; man må med sådanne frugter løbe hen til det rette lys, som er Guds ord, og af det må man have lært og vide, hvad Gud vil have, og hvad det vil sige at leve ret og godt; og derefter slutte, hvad der er et godt træ og gode frugter, eller det modsatte. Her gælder det ikke, hvad du synes er stort, smukt og kostbart; men dertil må du komme, hvis du ikke vil fare vild og blive bedraget: at du ikke går efter dine egne indfald, men hører og ved, hvad Gud siger er ret, godt og velbehageligt for ham.

Det er sagt i almindelighed om den falske læres frugter, som nok har et kostbart skin og dog i grunden ikke er gode. Men ud over dem er der endnu andre, som er grovere og lettere at kende. Og de kristne har den fordel, at de også kan opspore og overbevise dem åbenlyst og håndgribeligt som de rette, egentlige frugter af Djævelens lære og løgn. For enhver sekt har altid et eller flere særlige stykker og artikler, som er åbenlyst uret og lette at kende som værende fra Djævelen, og som de åbenlyst lærer, driver og forsvarer som rette, sikre og nødvendige at tro eller holde. For løgnens ånd kan jo ikke skjule sig sådan; den må til sidst stikke kløerne frem, så man kan opspore og mærke den glubske ulv.

Eksempler og vidnesbyrd herpå kan du tage fra alle kendte sekter og falske ånder; som i vores tid gendøberne, om hvem det er åbenbart, at de ikke lærer ret om Kristus eller om troen og sakramenterne: de holder dåben for et enkelt, nøgent, tomt tegn, foragter det udvortes, mundtlige ord og Skriften, foregiver særlige åbenbaringer uden vidnesbyrd fra Guds ord, vanærer og river ægtestanden i stykker, idet de lærer, at en mand godt må forlade sin hustru, når hun ikke har hans tro, og tage en anden, én eller flere, til sig; fremdeles, at de vil gøre alt gods fælles og ikke anerkender eller billiger nogen øvrighed eller noget styre uden det, der har deres tro osv. Ligesom i gamle dage de manikæiske kættere også gik omkring med næsten de samme stykker.

Deraf må det så følge, at sådanne også kommer frem med grove stykker, hvor man håndgribeligt kan mærke deres ånd. For når de har lært, at der ikke kan være nogen øvrighed uden den, som er hellig og kristen (det vil sige: har deres tro), så har de allerede trukket sig ud af al lydighed og vil have ret og lov til at sætte sig op imod øvrigheden, ja, også at styrte den med magt og sætte sig selv i dens sted, sådan som Thomas Müntzer og profeterne i Münster åbenlyst vovede ud fra denne grund. Sådan også: når de vil have alt gods delt ud ligeligt til fælles, fremdeles, at de må forlade deres hustruer og tage andre, så følger det deraf også, at de må gribe ind i andre folks gods og ejendom, røve og tage, hvad de vil og kan; fremdeles, at de støder deres hustruer fra sig, så tit de selv vil, tager andre og forlader dem igen og på den måde med sådan et bytteri indbyrdes driver al utugt, skændsel og last. Se, der ser du både i læren og i livet intet andet end onde, rådne, dårlige frugter, som dog ikke kan skjule sig; de må til sidst komme for dagen, så man kan kende træet på dem.

Den slags frugter vil du helt sikkert finde hos al anden lære og tro, som ikke er Guds rene ord. Jeg vil her ikke tale om Muhammeds Koran; for han gør det alt for groft med håndgribelige, gudsbespottelige, skændige løgne, og dertil med tilladelse til åbenlyst mord, horeri, utugt og ægteskabets opløsning, foruden alle andre skændige gruer og bedragerier. Det ville også blive alt for langt at tale om hele pavedømmets sørgelige frugter, og det er rigeligt behandlet andre steder.

For jeg vil tie om de stykker af deres lære, som er noget finere: at de ikke har lært de ti bud ret og har gjort det, de kræver, til lutter råd, som ingen er skyldig at gøre for Gud, uden den, der vil være fuldkommen og gøre noget særligt i overmål osv. Ligeledes, at de heller ikke har lært noget ret om evangeliet og troen på Kristus, som man dog først og fremmest skal vide og drive på i kirken, så hjerterne kan have ret og sikker trøst; men lige imod troen og Kristi trøst har de ført folk derhen, at selv om de troede på Kristus og havde gjort alt, så skulle og måtte de alligevel tvivle om nåden.

Fremdeles vil jeg ikke tale om, hvilke åbenlyse, skændige, ukristelige gruer og hvilken afgudsdyrkelse de også har drevet med deres messe, påkaldelse af døde helgener, aflad og skærsildens løgn og bedrag; og dog er alt dette sådanne frugter, som man godt kan kende træet på, da de jo hverken er søde druer eller figner, men lutter sure, bitre, umodne druer, slåen og hyben.

Men se bare på de groveste stykker, som de ikke selv kan pynte på, hvordan de åbenlyst og uden skam går imod Guds ord og bud; såsom at de løser børnene fra deres forældres myndighed og lydighed, så snart de bare foregiver, at de vil være præster, munke eller nonner; fremdeles, at de imod forældrenes vilje stadfæster ægteskabsløfter eller river dem i stykker igen; ligeledes, at de har forbudt ægteskab for unge mennesker, som de har lokket til præstevæsen og klosterliv, og tvunget dem til at leve uden håb om ægteskab og dermed fyldt verden med skændig, usigelig utugt, skændsel og last og sænket sjælene ned i Djævelens snare og fordærv; derfor fordømmer også Paulus (1 Tim 4,1.3) et sådant forbud mod ægteskab for en sådan frugts skyld og kalder det djævlelære.

Og hvad der er endnu skændigere at høre i kristenheden: de farer til og vil endda forsvare det uden skam, med en samvittighed, der selv dømmer dem, og tør den dag i dag sige, at deres åbenlyse horeri og skændige liv ikke er så slemt, som at en fattig præst tager sig en hustru, så han ikke skal leve i utugt og med en ond, fordømt samvittighed. Ja, alt dette stadfæster de endda med forfølgelse, mord og blodsudgydelse mod fattige, fromme, uskyldige mennesker, alene fordi de er blevet gift, eller fordi de bruger sakramentet efter Kristi indstiftelse og ikke tilbeder alle pavens løgne og gruer imod Guds ord; og dertil vil de have gjort ret i alt dette og kaldes den kristne kirkes hoveder eller i hvert fald lydige lemmer, og dem, som revser det eller taler imod det, fordømmer og forbander de som de værste kættere og befaler, at de skal udryddes med sværd og ild.

Sig du mig her, om det ikke er åbenlyse, kendelige frugter af det onde træ, som er den rette antikristelige lære og det rette antikristelige styre, bundfaldet af al Djævelens helvedes gift? For hvad kan det være andet end Djævelens bande, som under kirkens navn fordømmer og myrder folk af ingen anden grund end at de prædiker eller bekender Guds ord og gør efter det, og dog vil have gjort ret? For Gud har jo ikke befalet at forfølge eller myrde fromme, uskyldige mennesker, men at rose, ære og gøre vel imod dem, især dem, som holder Guds ord og bud. Det gør og holder også den kristne kirke uden al tvivl. Derfor er det her let for enhver kristen at kende og bedømme, hvad det er for ånder, og det kræver ingen høj kunst eller videre spørgen eller disputeren, når man bare skelner mellem praleriet eller navnet og frugterne.

Her burde vi også svare for os selv på de paveliges skrigen og spot imod vores lære, som de også ud fra dette evangelium vil dadle på frugterne, og de slutter: Fordi man hos mange på vores side også ser onde frugter, så er vores lære også falsk og uret. Men onde frugter kalder de det, at vi ikke ligesom de vil være paven lydige og holde al hans djævelske stank af dekreter og munkelære, som dog ikke er andet end det rådne træs uduelige frugter, nemlig lutter menneskepjank, ja, djævlelære, som de forfølger os for og gerne ville myrde os alle sammen for; eller, når de et eller andet sted kan få øje på, at der også blandt os er onde slyngler, som ikke lever, som de skal, men røver, stjæler, bryder ægteskabet osv., eller at nogle af vores flok, som først holdt med os, siden stifter forargelse, sekter eller kætteri.

Ganske vist er papisterne ikke værd, at man svarer på det for deres skyld; for vi har bevist nok imod dem, at deres lære ikke er god, og at det liv, som de holder for hellighed, også er lutter onde frugter, fordi det er imod Guds ord. Dertil kommer, at de også vil have deres åbenlyse afgudsdyrkelse, løgn og skændige liv forsvaret som ret og kostbart; derfor er de allerede fordømt ved dette evangelium som et ondt, udueligt træ sammen med deres frugter; og vi skal ikke finde os i, at de, som selv er åbenlyst fordømt, vil dømme om vores lære eller dens frugter; for de er ikke de dommere, som kan eller skal gøre det; men om de så kunne dadle os nok så meget, så gør de dog ikke mere end at lede efter splinten i vores øje, mens de ikke vil se bjælken i deres eget øje.

Men derimod kan vi bevise for hele verden, at vores lære ikke er vores eget opdigtede pjank eller drøm, men Skriften og Guds klare ord, og vi lærer heller ikke, at man skal antage, tro eller holde noget andet som nødvendigt til frelse. Heraf viser sig også de gode frugter, som stemmer med læren og passer med vores dåb og tro; for vi holder fast på og ved, at vi i dåben bliver renset ved Kristi blod og modtager syndernes forladelse og Guds nåde; og ved en sådan tro føler vi også samvittighedens trøst og glæde imod syndens og dødens rædsel og ser for øjnene, at (Gud ske lov!) mange fromme hjerter dør glade i en sådan trøst og tro og åbenlyst bevidner den med deres bekendelse og deres død. Det er jo en frugt af Helligånden og troen.

Dernæst lærer vi jo også, hvordan enhver skal leve og handle i sin stand efter Guds ord og bud: at han skal vogte sig for synder, være Gud lydig, tugtig, tålmodig osv. og tjene sin næste og gøre godt. En sådan lære kan jo i sig selv ikke bære onde frugter, og ingen kan med rette tage anstød af den; tværtimod må jo nogle blive bedre af den. Men at ikke alle lever efter den, og at der endnu er mange onde, utaknemmelige og falske kristne iblandt os, det kan man ikke tilregne evangeliet; for det tillader jo ikke det onde, men revser det og hindrer det; skylden er derimod, at Djævelen, sådan som han altid har gjort ved den rette kirke og Guds børn, også sår sit ukrudt blandt den rette sæd.

Men derfor bliver den gode sæd og dens frugt, det vil sige både Guds ord og de rette kristne, ikke onde. Ligesom et godt æbletræ ikke bliver dårligt, fordi utøj og larveyngel ødelægger nogle af dets frugter. Ellers måtte du også dadle og fordømme Kristi og apostlenes lære, fordi der også iblandt dem var en Judas, og mange af deres disciple blev falske apostle og sværmeånder; sådan som Paulus (2 Tim 3,4 [ordene står i Paulus’ tale i ApG 20,30]) har forudsagt, at der af dem selv skulle stå vrange lærere frem; og Johannes (1 Joh 2,19) bekender om sådanne: «De er udgået fra os, men de tilhørte os ikke; for hvis de havde tilhørt os, var de jo blevet hos os.»

Derfor er det med urette, at man giver evangeliet skylden for, at der et eller andet sted blandt dem, hvor det bliver prædiket, opstår sekter og kætteri, eller at mange misbruger det; og selv om vi må tåle det blandt os, sådan som også Paulus har måttet tåle det i sine menigheder, så billiger eller tillader vi det dog ikke, men revser og hindrer det, så meget det er os muligt, så vi enten forbedrer eller skiller os af med alt, hvad der er imod den sunde lære. Det gør hverken de pavelige eller andre sekter, og det kan de heller ikke, fordi deres lære i sig selv hverken er god eller ægte og derfor heller ikke kan bære nogen god frugt.

«Ikke enhver som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himlenes rige, men den som gør min Fars vilje, han som er i himlene.»

Det er også netop det, han lige har sagt: at det ikke ligger i praleriet, og at ingen skal bryde sig om, hvad man foregiver med de smukke, hellige navne Gud, Kristus, Guds rige, Guds ære, gudstjeneste osv. For alt det vil sige at sige med ord: Herre, Herre; men man skal derimod se efter, hvad Gud selv siger og vil have. For den, som vil findes i Himlenes rige eller Guds rige, må ikke bare føre de navne og ord, som man kan sige og prale af om det; han må også gøre det, som Gud vil have gjort i sit rige.

Men skal vi gøre hans vilje, så må vi vide sikkert, hvad den er, og hvordan den bliver gjort; det lærer vores egen visdom og vores egne tanker os ikke; ellers kunne alle mennesker, hedninger og tyrker det godt, og enhver sværmeånd ville komme og give ud for Guds vilje, hvad han havde lyst til; sådan som munkene hidtil har lært os: det kaldes Guds vilje (som bringer dig ind i Himlenes rige), at du går i en grå kutte og tilbeder Sankt Christoffer, Frans, Barbara eller andre osv.

Derfor må vi her alene høre Guds ord; det åbenbarer og viser os, hvad Gud Faders vilje er. For det første, at han har sendt sin enbårne Søn til verden for at forsone Gud for vores synder ved sin død og ved sit blod rense os og frelse os uden vores fortjeneste osv.; og det lader han forkynde for alle ved evangeliet og kræver, at du tror det og tager imod det. Ligesom Kristus også selv siger det med klare ord (Joh 6,40): «Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.»

For det andet: når vi nu har modtaget en sådan nåde og frelse, er døbt til Kristus og tror, så vil han, at vi også skal leve derefter, være Gud lydige og gøre det, som er os befalet i de ti bud, at enhver i sin stand skal bekende, ære og fremme Guds ord, sky og flygte synden, være god, tålmodig, tugtig, kysk, gavmild, sanddru og tro osv.

Det vil han ikke bare have prædiket eller sagt med munden, men gjort af hjertet og med gerningen; derfor: den, som lader det ligge eller lærer, tror og gør det modsatte, skal også vide, at han ikke har gjort Guds vilje og allerede har sin dom, at han ikke hører hjemme i Himlenes rige, fordi han er uden tro og kærlighed; og det skal ikke hjælpe ham, at han praler over for Kristus af, at han har tjent ham meget, prædiket meget og gjort store undere. Omvendt: når du for alvor gør efter denne Guds vilje, gerne hører og tror Guds ord og lever i lydighed mod ham, ham til ære og din næste til gavn, og om du også et eller andet sted er snublet, dog rejser dig igen og ikke ubodfærdig bliver ved med at forsvare din synd, trodse Guds ord eller med vilje forfølge din næste, så kan du frimodigt og glad sige for Gud: Herre, Herre, og trøste dig ved Himlenes rige, som Gud har skænket dig; om verden så skælder dig ud og fordømmer dig for det eller lyser dig i band i den kristne kirkes navn, så lad det ikke anfægte dig; for her hører du, at Gud ikke spørger efter og ikke vil have set på praleriet og navnet, hvem der siger: Herre, Herre, men på gerningen og frugten, hvem der gør Guds vilje. Ret dig selv efter det, og hold al lære og alt liv, som kommer dig for øje med Guds navn og pral, op imod det, hvis du ikke vil bedrages.

Jeg er selv mødt af mange og mangfoldige ånder (for at jeg her kan bekende min egen erfaring), som godt har fristet mig med store, prægtige ord for at føre mig ind på en anden vej, og som nogle gange har fremlagt det så besnærende, at jeg næsten er blevet stående forbløffet over det og nok også var blevet forført, hvis jeg ikke havde set mig for. Her har jeg intet andet kunnet gøre for at forblive ubedraget og gendrive et sådant Djævelens spøgelse – for sådan lærer også profeten David, Sl 119,105: «Dit ord er mine fødders lygte og et lys på min vej» – end at jeg er løbet hen til dette lys, som lærer mig, hvad Guds vilje er, og har holdt sådanne snakkeres og pralhalses åndeværk op imod det, om det stemmer med den sikre lære om de ti bud og troen på Kristus. Hvor jeg ikke har fundet det, har jeg straks vist dem fra mig og frisk og frejdigt efter denne Kristi formaning dømt og fordømt dem på deres dårlige, uduelige frugter som et rådent træ. Gør du det samme, og bliv bare ved den sikre prøve til at bedømme al lære, som er Guds ord og bud; så kan du hverken fare vild eller fejle og kan slå alle falske ånders pral og foregivender ned. For med dette ord, når han siger: «Ikke den, som siger: Herre, Herre, men den, som gør min Fars vilje», viser og fører Kristus os alene til sit ord, så vi ved, at dét alene er rette frugter, som går efter det.