Påskedag (1 Kor 5,6–8)

Epistlen på påskedag, 1 Kor 5,6–8

Da Gud ville føre Israels folk ud af Egyptens land, befalede han dem, at de samme nat forinden skulle spise påskelammet og til evig ihukommelse af denne forløsning hvert år ved samme tid holde påskefest i syv dage; og han befalede dem særlig alvorligt, at de samme aften, når festen begyndte, skulle skaffe al surdej og alt brød, der var syret, ud af alle huse og i de syv dage ikke spise andet end sødt, usyret brød eller kager; derfor kaldes den også af evangelisterne de søde brøds fest eller dage, Mark 14,1; Luk 22,1.

Dette forbilledes betydning viser Sankt Paulus i denne epistel med få, men dog skønne og rige ord, og han kommer ind på det af den grund, at han forinden i dette femte kapitel har revset korintherne, fordi de ville rose sig af evangeliet og Kristus og dog misbrugte den samme frihed til utugt og andet syndigt væsen. Og han formaner dem til, at de, eftersom de har evangeliet og er blevet kristne, også skal leve som kristne efter evangeliet og fly og sky alt, hvad der ikke stemmer med troen og et kristent væsen, og hvad der ikke sømmer sig for dem som nye mennesker.

Hertil tager han nu dette billede eller forbillede af påskelammet og det usyrede brød, som det jødiske folk skulle spise ved deres påskefest, og tyder det på det rette væsen og den kristne brug i Det Nye Testamente i Kristi rige; han viser altså, hvad der er det rette påskelam og det søde brød eller de rette påskekager, og hvordan vi skal holde den rette påske, hvor alt skal være nyt og åndeligt. Og han udfører dette billedsprog med en lystig, rig ånd for desto mere at tilskynde og bevæge dem til at komme deres kristendom i hu og tænke ret over den.

Som ville han dermed sige: «Eftersom I nu er kristne og Guds rette folk og nu også skal holde en påskefest, så må I også give den dens ret og skaffe al den surdej, som endnu kan findes hos jer, bort fra jer, så der ikke findes andet end lutter god, sød dej hos jer.» Men hvad han kalder surdej, tyder han siden selv med tilføjelsen, hvor han siger: «ikke med ondskabens og listens surdej», det vil sige den, der er ond og slet; at det er alt, hvad der ikke hører til det rette kristne væsen, både i lære eller tro og i liv: alt det vil han have fejet rent ud blandt de kristne, ligesom surdejen også var meget strengt forbudt i loven. Omvendt vil han, at vi skal holde vores påske med det rette søde brød, som han i modsætning til surdejen kalder renhedens og sandhedens søde dej, det vil sige et rigtigt nyt væsen og liv osv.

Derfor er denne epistel ikke andet end en formaning til en god kristen vandel og gode gerninger til dem, der har hørt evangeliet og kendt Kristus. Det kalder han at spise det rette søde brød og oblater eller fladbrød (sådan som vi tyskere har taget dette ord fra kirken, men forkortet det og gjort «Fladen» af «Oblaten»; for vi hedninger ville ellers intet vide at sige om hverken fladbrød eller påske) [Luther mener, at det tyske «Fladen» (fladbrød, påskekage) er en forkortelse af «Oblaten».] ved vores påskefest, hvor vi nyder påskelammet, Kristus, ved troen: sådan at vores liv og gerning er lig og svarer til troen på den Kristus, vi har lært at kende.

Men han begynder denne formaning med disse ord:

«Ved I ikke, at en smule surdej gennemsyrer hele dejen?»

Disse ord sætter han som grund for de følgende formaninger, og det er et almindeligt udsagn, som Sankt Paulus gerne bruger og nærmest som et ordsprog, sådan som han også anfører det i Gal 5,9, ligesom Kristus også fremstiller lignelsen om dejen og gennemsyringen ud fra Skriften, Matt 13,33. For det er surdejens art, at når blot en håndfuld af den kastes i en dej, så bryder den igennem og går gennem det hele, så hele dejen bliver sur af den. Det tyder Sankt Paulus på de åndelige ting, både i læren og i livet.

For i Gal 5,9 bruger han egentlig dette udsagn om falsk lære, som også har denne art, at hvor der i ét stykke eller én artikel bliver indført noget urigtigt og falsk, dér er straks det hele og alt fordærvet, og Kristus mistet; sådan som det var gået galaterne med det ene stykke om omskærelsen, som de falske apostle drev, skønt de dog også ville prædike evangeliet og Kristus. For en sådan begyndende forrådnelse trænger og æder sig alligevel stadig videre, indtil også de stykker, der endnu er uforfalskede, ikke længere duer til noget, og den hob, der før var ren, også bliver fordærvet; ligesom også Sankt Paulus skriver til sine galatere (5,2): «Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, så gavner Kristus jer ikke.» Ligeledes (Gal 5,4): «I er kommet bort fra Kristus, I er faldet ud af nåden» osv.

Men på dette sted drager Sankt Paulus denne lignelse mere hen på den falske indbildning, som angår livet. Der går det også sådan: hvor man begynder at give kødet rum og misbruge friheden, og det under evangeliets navn, dér er surdejen allerede blandet ind i det rette kristne væsen, og den fordærver straks troen og samvittigheden og æder sig derefter stadig videre, indtil man mister Kristus og evangeliet. Sådan ville det også være gået korintherne, hvis Sankt Paulus ikke havde sat en stopper for det med denne epistel og formanet og drevet dem til at feje en sådan surdej ud, da de allerede begyndte at øve al slags kådhed og oven i købet stiftede sekter og partier imod evangeliets og troens enhed osv.

Derfor er dette et bemærkelsesværdigt udsagn og en alvorlig formaning om, at man med al flid skal vogte sig og passe på, at man ikke blander noget falsk eller fremmed ind i læren om troen eller om gerningerne eller lader det snige sig ind; for Guds ord, troen og samvittigheden er meget sarte ting, sådan som også det gamle, almindelige ordsprog siger: Non patitur jocum fama, fides, oculus: «Ære eller godt rygte, troen og øjet, de tre ting tåler ingen spøg.»

For ligesom en god malvasier eller en kostbar medicin, jo ædlere og bedre den er, desto lettere kan blive fordærvet og skadelig, når blot en lille dråbe gift eller noget urent kommer i den: sådan kan Guds ord og Guds sager slet ikke tåle nogen tilsætning ved siden af sig; det må være helt rent og klart, ellers er det allerede fordærvet og ikke længere til nogen nytte. Og det værste ved det er, at det trænger så stærkt ind og sidder så fast, at det ikke kan bringes ud igen; ligesom surdejen, hvor lidt der end kommer af den i en hel dej, æder sig sådan igennem, at det hele snart bliver surt, så ingen kan forhindre det eller gøre det sødt igen.

Derfor er det forkert og intet værd, hvad nogle kloge hoveder nu foregiver, som vil mægle og træffe forlig mellem os og vores modpart i pavedømmet og nok vil lade evangeliet prædike, men dog ved siden af også beholde de pavelige misbrug, og som siger: «Man må ikke revse og nedbryde det hele for de svages skyld, og for fredens og enighedens skyld må man moderere sig noget og rykke sammen, så den ene part giver den anden lidt efter, og man må bære over med hinanden; selv om det ikke er så helt rent, kan man dog godt hjælpe på det med en god tydning og forståelse, så det er til at tåle.»

Nej, ikke sådan! For her hører du, at Sankt Paulus ikke vil det, og at Gud alvorligt har forbudt at blande blot en smule surdej i den gode dej; for den æder sig dog igennem og fordærver det hele, så at hvor man i ét stykke blander den rette, rene lære med menneskelig tilsætning, dér er skaden sket, at sandheden derved formørkes, og sjælene forføres. Derfor er det ikke til at tåle i kristenheden, når man vil lave et sådant sammensurium og lappeværk i læren og (som Kristus siger) sætte en ny klud på et gammelt klædebon osv.

Ligeså også i livet og gerningerne: dér er det heller ikke til at tåle, at man vil give kødet frie tøjler og lade det følge sin kådhed og alligevel rose sig af Kristus og evangeliet, sådan som korintherne gjorde, der stiftede splid og tvedragt indbyrdes, og hvor en mand tog sin stedmor til hustru. Dér gælder det også, siger Sankt Paulus her: «En smule surdej gennemsyrer og fordærver hele dejen», det vil sige hele det kristne liv.

For det kan ikke forliges at være kristen og have troen og så leve efter kødets kådhed i synder og laster imod samvittigheden; sådan som Sankt Paulus siger et andet sted (1 Kor 6,9): «Lad jer ikke bedrage: en utugtig, en ægteskabsbryder osv. har ingen del i Kristi rige.» Ligeledes Gal 5,19–21: «Kødets gerninger er åbenbare osv., om dem har jeg sagt jer det forud, og jeg siger det endnu forud, at de, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige.»

Derfor må man her atter revse og ikke give plads for de frække ånder, som foregiver, at man ikke skal forskrække folk med loven eller så hurtigt give dem til Djævelen; men man må lære dem og sige, at den gamle surdej må fejes ud, og at de hverken er kristne eller har troen, når de giver kødet frit løb for sin kådhed og forsætligt og imod samvittigheden bliver og forbliver i synder. Og det er så meget desto værre og mere fordømmeligt, når man gør det under evangeliets og den kristne friheds navn og dække; for derved bliver Kristi og evangeliets navn spottet og foragtet: derfor må det ganske enkelt bort og drives ud, eftersom troen og en god samvittighed ikke kan bestå sammen med det; som det følger:

«Fej derfor den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, ligesom I jo er usyrede.»

«Skal I være en ny, sød dej,» siger han, «så må I feje den gamle surdej ud»; for (som sagt) det kan ikke forliges med troens og kristendommens nye væsen, at vi ville blive ved og leve som før, da vi var uden tro, i synder og med ond samvittighed. Det rimer ikke sammen at være en ny dej og holde påske og så alligevel ville lade den gamle surdej blive; for hvis den ikke blev fejet ud, ville hele dejen blive helt gennemsyret og fordærvet, det vil sige: det forrige syndige væsen ville igen tage overhånd og vælte troen og den begyndte renhed og gode samvittighed.

Når Sankt Paulus her ikke blot taler om surdej i almindelighed, men siger, at man skal feje den gamle surdej ud, og dermed viser, at der også kan være en god surdej, så gør han det uden tvivl til ære for Herren Kristus, som i Matt 13,33 også sammenligner Himmeriget med en surdej, der jo ikke kan være ond eller skadelig, men må blandes i dejen, så der bliver godt, friskt brød af den. Det er sagt om Guds ord eller evangeliets prædiken, hvorved vi bliver indlemmet i Kristi rige eller kristenheden. Og selv om det synes ringe og er foragtet og ilde set af verden, har det dog den kraft, at hvor det kommer hen, breder det sig ud og finder folk, som tager imod det, og virker i dem, så de bliver fornyet og bliver ligesom det; ligesom surdejen gennemsyrer dejen og får den til at hæve.

Men Paulus taler her om en sådan surdej, som er gammel, rådden og ubrugelig, det vil sige om sådan lære og indbildning eller sådant liv, som kommer fra den gamle Adam, kød og blod, og som fordærver den rene, nye lære eller det nye kristne væsen. Derfor kalder han den siden ondskabens og listens surdej og kræver her, at de skal være en ny, frisk og god dej.

Men se, hvordan apostlen taler! Han siger, at de skal feje den gamle surdej ud, og giver denne grund: «For I er en ny dej og usyrede.» At være en ny eller sød, god dej kalder han at have troen, som holder sig til Kristus og tror, at man ved ham har syndernes forladelse; sådan som han straks efter vil sige om påskelammet Kristus, ofret for os osv. Ved den samme tro bliver vi renset fra den gamle surdej, det vil sige fra synder og ond samvittighed, og er nu begyndt at blive nye mennesker. Dem siger han alligevel, at de skal feje den gamle surdej ud.

Hvordan rimer det nu sammen, at han siger: De skal feje den gamle surdej ud, så de kan blive en ny dej, når han dog bekender, at de er usyrede og en ny dej? Hvordan er de usyrede som rette oblater eller sød dej og skal dog skaffe den gamle dej bort fra sig, som var den endnu i dem?

Svar: Det er sagt og skrevet på paulinsk og apostolsk vis om de kristne og om Kristi rige, og dermed viser han, hvordan det står til i det, nemlig at det er et sådant regimente, hvor et nyt kristent væsen er begyndt ved troen på Kristus, det rette påskelam, og hvor der nu holdes den rette påske med nye, søde oblater, men hvor der dog bliver noget tilbage af det gamle, som skal fejes ud og renses; hvilket dog ikke tilregnes dem, fordi troen og Kristus er der, og de nu står i stadigt arbejde og øvelse, så det, der endnu er urent i dem, bestandig bliver fejet ud.

Således har vi Kristus og hans renhed skænket os helt og fuldkomment ved troen og regnes for rene for hans skyld, og dog er vi i og af os selv ikke straks helt rene og uden synd eller brøst; men vi har endnu meget tilbage af den gamle surdej, som dog skal være tilgivet og ikke tilregnes, så længe vi bliver i troen og fejer den resterende urenhed ud.

Det er det, Kristus siger til disciplene i Joh 15,3: «I er rene på grund af mit ord.» Og dog siger han sammesteds (Joh 15,2) om grenene på ham, som er rene og bærer frugt, at de må renses, så de kan bære mere frugt; og til Peter og de andre siger han (Joh 13,10), at de, der er vasket og rene, endnu har behov for at få fødderne vasket; hvorom der ofte er talt andetsteds: hvordan en kristen ved troen griber Kristi renhed og for dens skyld også bliver erklæret ren og i sandhed begynder at blive ren; for med troen gives Helligånden, som virker i mennesket, så det herefter står synden imod og dæmper den.

Derfor skal også de revses, som fremstiller og maler kristenheden og kirkens væsen og regimente sådan, eller vil dømme, som om det skulle og måtte være uden alle brøst og mangler overalt, og at Kristi kirke og de rette kristne ikke skulle være der, hvor det ikke er sådan. Sådan gør mange vildfarende ånder, især de store klogehoveder og de umodne, selvgroede helgener, som forarges fjendsk og støder sig på dette, når de ser eller mærker noget skrøbeligt hos den hob, som er kristne og har evangeliet, og drømmer sig selv en sådan kirke, hvor der slet intet skrøbeligt skal være, hvilket dog ikke kan være på jorden og i dette liv og heller ikke findes hos dem selv.

Heroverfor skal man vide, at Kristi embede og regimente i hans kirke er dette, at han vel ved Ordet og troen skænker os sin renhed fuldt og helt på én gang og desuden ved Helligånden gør vores hjerter nye; men dog sådan, at han ikke fuldender dette værk, vores fornyelse og rensning, på én gang, men dagligt arbejder og fejer i os, indtil vi bliver stadig renere og renere. Dette værk øver og driver han ved Ordets embede, med formaning, revselse, forbedring og styrkelse (sådan som han har gjort ved Sankt Paulus hos korintherne), ligeledes ved kors og lidelse osv.

For han er kommet derfor og har gjort sit værk derfor, har lidt og er opstået osv., ikke fordi han ville finde helt rene og hellige folk i os. Han har vel fuldbragt det hele fuldkomment for sin egen person, sådan som han jo har været uden al synd og fuldkommen ren fra sin menneskevordelse af, og han meddeler os også denne renhed helt og uden al mangel og lader os nyde den, så længe troen holder sig til ham; men at en lignende renhed også skal følge i os selv, dertil må der endnu arbejdes dagligt, indtil han også fuldender os sådan, som han i sig selv er ren og uden al mangel. Dertil har han givet sit ord og sin Ånd, hvorved vi skal øve og drive dette, så den gamle surdej, som endnu er tilbage, bliver fejet ud, så vi kan blive ved den begyndte rensning og ikke falde fra den igen og kan beholde troen, Ånden og Kristus; hvilket ikke sker, når man giver det gamle kødelige væsen rum og ikke står det imod; som sagt.

Se, det er det ene, som denne tekst lærer os: at der også i de hellige endnu bliver svaghed, urenhed og noget syndigt tilbage, som skal fejes ud, og som dog ikke tilregnes dem, fordi de er i Kristus og fejer en sådan surdej ud.

Det andet er, at han dermed også viser, hvad der gør forskellen mellem de hellige og de uhellige, eftersom de begge har synd, og hvad det er for synder i de kristne og troende, som de alligevel forbliver hellige ved og ikke mister nåden og Helligånden ved; og omvendt, hvad det er for synder, som ikke kan bestå sammen med troen og nåden.

Den resterende synd i de hellige er al slags ond tilbøjelighed og lyst eller begær, som rører sig i mennesket imod Guds bud, og som de hellige mærker lige så vel som de andre. Men forskellen er denne, at de hellige ikke lader sig overvælde af dem, så de fulgte dem og lod dem komme til gerning, men står dem imod og (som Sankt Paulus siger her) bestandig fejer dem ud af sig; og hos dem kaldes det en sådan synd, som bliver fejet ud. Det gør de andre ikke, som følger deres lyster og giver kødet frie tøjler og således synder imod deres samvittighed.

Derfor bliver der i dem, som står den syndige lyst imod, endnu en god samvittighed og troen tilbage, hvilket ikke kan blive i de andre, som ikke står synden imod, men følger den, så deres samvittighed bliver såret og troen væltet. For hvis du bliver i et ondt forsæt, og din egen samvittighed vidner imod dig, så kan du hverken tro eller sige, at Gud er dig nådig. Derfor er det nødvendigt i en kristen, at han ikke giver sådanne syndige lyster rum.

For netop derfor gives også Helligånden, for at han skal stride imod synderne og ikke lade dem herske, sådan som Sankt Paulus siger i Gal 5,17: «Ånden begærer imod kødet, og kødet imod Ånden»; og han føjer denne regel til: «så I ikke gør, hvad I vil.» Og Rom 8,13: «Hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, så skal I leve.» Ligeledes Rom 6,12: «Lad ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dens lyster» osv.

«For vi har også et påskelam, som er Kristus, ofret for os.»

Dermed giver han grunden til, at han lige har sagt: I er usyrede. «En ny, usyret eller sød dej er I,» siger han, «ikke af jer selv eller for jeres egen helligheds og værdigheds skyld, men derfor og deraf, at I har Kristus og tror på ham som påskelammet, ofret for os. Det gør jer rene og hellige for Gud, så I ikke længere er gammel surdej, sådan som I før var uden for og uden Kristus; men ved dette offer er I forsonet med Gud og renset fra synder» osv.

Således har vi nu også en ny tid og fest, givet os af Gud, hvor der ikke længere er det gamle, men lutter nyt væsen, et andet og bedre påskelam og offer end jødernes; de havde deres påskelam, som de hvert år skulle ofre og spise, men derved blev de hverken hellige eller rene fra synder. Men det var givet dem som et tegn og en påmindelse om det rette, kommende påskelam og offer, som Gud havde lovet, ved hvis død og blod vi bliver vasket fra synder og i sandhed helliget; det må vi nyde og spise ved troen, og vi har nu en eneste, stadig og evig påskefest, hvor troen nærer sig, bliver mæt og glad (det vil sige får syndernes forladelse, trøst og styrke) af dette påskelam, Kristus.

Men hvad det betyder, når han siger: «ofret for os», har vi hørt i prædikenen om Kristi lidelse, hvordan to stykker skal holdes os for øje deri. For det første, at vi betænker Guds store, alvorlige og forfærdelige vrede over synden, nemlig at denne vrede ikke kunne afvendes på nogen anden vej, og forsoningen ikke kunne erhverves ved nogen anden betaling end ved dette ene offer, det vil sige Guds Søns død og blod; og at vi alle med vores synder har forskyldt denne Guds vrede og har været årsag til, at Guds Søn måtte ofres på korset og udgyde sit blod.

Dette skal virke i os, at vi bliver alvorligt forskrækkede over vores synd; for det må ikke være nogen ringe Guds vrede, når du hører, at intet andet offer kunne stå imod den og gøre fyldest for synden end Guds eneste Søn; og mener du så, at du vil kunne bære denne vrede eller blive stående og bestå for den, hvis du ikke agter på det eller erkender det?

For det andet må man også her se og erkende Guds usigelige nåde og kærlighed mod os, så menneskets hjerte i en sådan forskrækkelse over sin synd igen rejser sig op og betænker, hvorfor Gud gør dette, at han ikke sparer sin egen Søn, men giver ham hen som offer på korset og i døden, for at vreden igen kunne tages fra os: hvilken større kærlighed og velgerning kan der findes? Derfor bliver dette offer nu stillet frem for os, for at vi kan have en vis og sand trøst imod synden; for heraf kan du se og gribe med hænderne, at han ikke vil, at du skal gå fortabt for din synds skyld, eftersom han skænker dig et sådant offer som det højeste og dyreste pant på sin nåde og din frelse.

Derfor, selv om synden er stor og vreden, som din synd har fortjent, er stor, så er dog dette offer og Guds Søns død langt større, og den skænker han dig som et vist tegn på, at han for dens skyld vil være dig nådig og forlade dig synden. Dette må nu gribes med troen, som holder fast ved dette ord: «Vores påskelam er Kristus, givet for os» osv., og trøster og styrker sig ved det.

«Lad os derfor holde påske, ikke med gammel surdej, heller ikke med ondskabens og listens surdej, men med renhedens og sandhedens søde dej.»

Eftersom vi nu har et påskelam og en ret påskefest, så skal vi også give den dens ret og fejre og helligholde den med glæde, sådan som det sømmer sig, så vi ikke længere spiser den forrige gamle surdej, men rette oblater og påskekager. For de to hører sammen, påskelammet og det søde brød eller oblaterne; det første er Kristus, ofret for os, hvortil vi intet gør, men alene ved troen tager imod og nyder ham (som skænket og givet os).

Men når vi har det, hører det sig til, at vi også spiser de søde oblater dertil, det vil sige, at vi ved en sådan tro på dette påskelam både beholder og driver evangeliets rene lære og desuden også holder os i overensstemmelse med den med et godt liv og eksempel og således bestandig lever vel som i den evige påskefest, som Sankt Paulus kalder det her, hvor vi som nye mennesker, retfærdige, hellige og rene i troen på Kristus, lever og bliver ved i Helligåndens fred og glæde, så længe vi er her på jorden.

Men han stiller igen, som han begyndte, surdejen og den søde dej op over for hinanden, og surdej kalder han i almindelighed alt, hvad der er af kød og blod og af den gamle syndige natur; men han fatter det i de to stykker, når han siger: «ikke med ondskabens og listens surdej». Ondskab betyder al slags last og synd, hvor man åbenlyst gør uret imod Gud og næsten. Men list betyder al slags onde kneb og hurtige, skjulte, giftige greb, som man bruger i læren eller Guds ord for at forfalske og forvende det og forføre hjerterne fra troen og den rene sans og forstand, sådan som Sankt Paulus advarer i 2 Kor 11,3 og siger: «Jeg frygter, at ligesom slangen forførte Eva med sin list, sådan bliver også jeres sind forvendt fra enfoldigheden i Kristus»; dernæst også andre onde stykker, hykleri og anden forargelse, hvor man handler falsk og lumsk (især under Guds navn) og dog vil pynte og dække over det, så det ikke skal hedde, at det er forkert lært, rådet eller gjort, men at det er rigtigt, godt og kristent. Det kalder Kristus farisæernes surdej, ligeledes Herodes’ surdej osv., hvoraf der er utallig meget i verden, især i denne sidste, værste tid.

Herimod sætter han nu de to: renhed og sandhed. Renhed er, at der leves og handles ret og kristent af et trofast, retskaffent hjerte, som mener det godt med enhver, ikke tænker på at gøre nogen uret eller skade og handler sådan, som man selv ville behandles. Men sandhed er, at man ikke omgås falsk og lumsk med bedrag og list, men lærer og lever rigtigt og ret efter Guds rene ord. Dette må være hos de kristne og vise sig, som dem, der nu er i en ny stand og et nyt væsen og holder den nye påskefest, så både tro, lære og liv alt sammen går derefter.