2. påskedag (ApG 10,34–43)

Epistlen på 2. påskedag, ApG 10,34–43

Denne prædiken holdt Sankt Peter for høvedsmanden Kornelius i Kæsarea (som var hedning og dog troende) og for dem, der var hos ham, da han var blevet hentet af ham og var kommet derhen ved Helligåndens åbenbaring og befaling, sådan som det er beskrevet kort forinden i dette kapitel. Og det er en skøn prædiken og et skønt vidnesbyrd om Kristi opstandelse; men sådan som apostlenes og evangeliets prædiken skal være, fortæller han ikke blot historien, men også dens kraft og nytte. Men eftersom hele denne prædiken i sig selv er klar og let, så den ikke behøver nogen udlægning, men selv er en forklaring af artiklen om Kristi opstandelse, vil vi kort løbe den igennem.

Det første stykke er, at Sankt Peter begynder med begyndelsen på evangeliets prædiken om Kristus osv.: hvordan den forud var lovet i Skriften og forkyndt ved profeterne, at han selv skulle komme og bringe en ny prædiken og bevise og stadfæste den med undere. Ligeledes hvordan han skulle lide, dø og opstå igen og således begynde et nyt rige, og hvordan alt dette nu er sket og gået i opfyldelse. Og til vidnesbyrd om det påberåber han sig dem selv, som hører hans prædiken, at de ved, hvordan dette var forkyndt forud i Skriften, er begyndt og ikke er sket i det skjulte i en krog, men nu har lydt i hele jødernes land; hvorom også Johannes Døberen kort forinden havde givet vidnesbyrd ved sin prædiken og dåb, som den, der var sendt for at gå foran denne Kristus og berede ham vejen, det vil sige vise og føre hele folket hen til ham osv.

Men han forklarer denne nye prædiken af evangeliet sådan, at det er en prædiken, hvori Gud har ladet fred forkynde, det vil sige frelse og alt godt; og den hedder en nådefuld, trøstende, glad prædiken og et evangelium, som ikke længere anklager os og truer og skræmmer med Guds vrede for vore synders skyld, sådan som Moses har gjort ved lovens lære, men som tilbyder og bringer dem, der før og hidtil er blevet forskrækkede, Guds nåde, syndernes forladelse og det evige liv.

Sådan har profeterne forud profeteret om dette og kalder det en fredens prædiken, og derfra har også Sankt Peter taget disse ord. Således profeten Zakarias, Zak 9,10: «Han skal lære eller prædike fred blandt hedningerne.» Og Esajas, Es 52,7: «Hvor liflige er budbringernes fødder, som går rundt på bjergene og forkynder fred og prædiker godt.» Det viser også Sankt Paulus i Ef 2,17: «Han har ladet forkynde eller prædike freden ved evangeliet for jer, som var langt borte, og for dem, som var nær» osv. Det er den liflige prædiken, hvorved Gud ophæver sin vrede og, som Sankt Paulus siger i 2 Kor 5,19–20, forsoner os med sig selv og desuden har betroet evangeliet til at blive prædiket i verden, så det skal være og hedde forsoningens embede, og formaner os til at lade os forsone med ham og være hans venner, så vi modtager nåde og alt godt af ham.

For det andet viser Sankt Peter, hvad denne prædiken siger om Kristus, hvad han har gjort og udrettet, og hvad hans gerning og embede er: nemlig hvordan han har prædiket og gjort undere og dermed tjent og hjulpet enhver; og hvad han har fået til tak og løn af sit eget folk, at han til gengæld er blevet naglet til korset og dræbt af dem, og at han dog ikke blot ikke er blevet tilintetgjort af verden og dens magt, men heller ikke overvundet af døden, men ikke lod sig holde fast, og har ladet sig se og høre levende igen og nu er indsat til Herre og dommer over alle osv.

Det er med få ord hele evangeliets historie og troens artikler om Kristus sammenfattet; men især fremfører han artiklen om opstandelsen, hvorved Kristus i sig selv og i sin egen person har overvundet døden helt og holdent og nu lever og hersker evigt som en konge og livets fyrste osv. Og til bevis og vidnesbyrd for denne artikel anfører han, at han har åbenbaret sig levende for sine disciple og spist og drukket med dem og især indsat dem til at være vidner om det og har bevist og stadfæstet dette med undergerninger ved dem.

For det tredje følger nu hovedstykket og denne artikels nytte; og først: hvorfor og hvortil alt dette er sket med Kristus, nemlig for at det skal anvendes og udbredes. For alt dette har han ikke gjort for sin egen skyld, men for vores skyld og til gavn for os; men for at vi kunne vide det og modtage velgerningen, måtte det blive til en prædiken. Derfor har han (siger han) befalet os at prædike det i hele verden, så det blev kendt af enhver, og skatten således blev bragt til os ved det offentlige prædikeembede.

For det fjerde viser nu disse ord, hvormed han slutter denne prædiken, hvordan dette modtages af os, og hvad det virker og udretter hos os:

«Om ham vidner alle profeterne, at alle, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.»

Det er hovedordet i denne prædiken og et af de fornemste i apostlenes skrifter, og det lærer for det første, hvad der hører til en sådan prædiken, og hvordan den bliver frugtbar hos os, så vi opnår det, som den bringer: nemlig at det sker ved troen, som griber det, der bliver forelagt os i evangeliet. For det bliver prædiket, for at vi skal tage imod det og holde fast ved det; og således bliver det tilsagt, rakt frem eller tilegnet og skænket os ved Ordet, men modtaget af os ved troen, så det er vores og kan virke sin kraft i os.

Men denne kraft og virkning er den, som han kalder syndernes forladelse; det er den skat og det gode, som prædikenen om Kristus og troens artikler, især om opstandelsen, giver; det har han dermed erhvervet, at vi skal have syndernes forladelse. Det hedder den nye, trøstende prædiken eller forkyndelse af fred, at Kristus ved sin opstandelse har overvundet vor synd og død i sig selv, taget Guds vrede bort og i stedet erhvervet lutter nåde og frelse; og han har befalet, at dette skal prædikes for os, og vil, at vi skal tro det og være visse på, at vi modtager det ved troen.

Men troen må være sådan beskaffen, at den griber og holder fast ved det stykke, som Sankt Peter sætter her, når han siger: «i hans navn»; det vil sige, at den tilskriver Kristus alene hele årsagen, fortjenesten og kraften til syndernes forladelse og tror, at vi opnår og har den, ikke ved eller for vor egen værdigheds eller fortjenestes skyld, men alene for Kristi skyld og i kraft af hans opstandelse opnår syndernes forladelse; så at hermed rent ud er udelukket og taget bort alt, hvad man kan nævne, som ikke er Kristus, og denne ære forbliver hos ham alene.

For hvad er al menneskers gøren og formåen på jorden, at den skulle udrette eller fortjene så stor en ting (nemlig syndernes forladelse og forløsning fra den evige vrede og død), eller at den kunne sammenlignes med Guds Søns død og blod eller hans opstandelses kraft og have æren ved siden af ham, så den skulle tjene til at opnå syndernes forladelse og forløsning fra døden? Dette vil han have prædiket og troet i hele verden, og dermed ophæver han al jødernes og alle gerningshelliges ros, for at de skal vide, at de ikke kan opnå nåde hos Gud ved loven og egne gerninger, men alene i denne Kristi navn modtage syndernes forladelse ved troen.

Og det (siger han) er forud bevidnet i Skriften og forkyndt ved alle profeterne. Det er jo et herligt vidnesbyrd, og det jødiske folk burde jo tro dem, deres egne profeter, hvis de ikke ville være mutvilligt forhærdede og fordømte. Men så meget mere gælder det os hedninger, som jo alligevel må bekende, at vi slet intet har gjort eller arbejdet for, at denne nåde bliver tilbudt og skænket os. Og vi burde da være så retskafne, at vi gav Kristus æren og troede apostlene og hele Skriften, og skamme os over, at vi overhovedet skulle tvivle eller strides om, hvorvidt vi alene for Kristi skyld (som hele Skriften siger, og som vi selv må sige, hvis vi vil bekende ret) eller også ved vore gerninger opnår syndernes forladelse eller bliver retfærdige for Gud.

Således hører vi her, hvad der er summen og hovedlæren i hele Skriften, hvorhen det hele først og fremmest og til sidst sigter: nemlig at lære og stadfæste denne artikel, at vi ikke på anden måde end for Kristi skyld, ved troen, har syndernes forladelse, og at dette har været fædrenes og profeternes og alle de helliges tro fra verdens begyndelse og siden Kristi og apostlenes lære og prædiken, som det blev befalet dem at bære ud og udbrede i hele verden, og at det også endnu i dag og indtil enden er hele den kristne kirkes enige forståelse og holdning, den kirke, som altid samdrægtigt og samlet har troet og bekendt denne artikel og stridt for den: at alene i denne Herre Kristi navn opnås og modtages syndernes forladelse, og at de i denne tro er blevet retfærdige og frelste for Gud. Og således er grunden til vores lære ved dette vidnesbyrd lagt stærkt nok og længe før os mægtigt tilkæmpet, forsvaret og bevist.

Derfor: den, der nu endnu spørger om det og nøje ønsker at vide, hvad den kristne kirke altid lærer og holder, især i den høje hovedartikel om, hvordan man bliver retfærdig for Gud eller opnår syndernes forladelse, som der altid har været strid om i verden, den har han her klart og vist i dette skriftsted og hører hele kirkens rette, faste vidnesbyrd fra begyndelsen af, så man nu ikke behøver at disputere videre om det, og ingen med rette kan anføre nogen grund eller have nogen undskyldning for sin tvivl eller for at vente på yderligere beslutning eller afgørelse fra koncilierne osv.

For her hører du, at det allerede for længe siden og fra gammel tid er besluttet og stadfæstet (ved de første fædres, profeternes og apostlenes kirke), og at der er lagt en fast, urokkelig grund, som også alle mennesker er skyldige at holde og tro, så sandt deres evige salighed er dem kær, hvad så end andre koncilier og hele verden måtte disputere, fastsætte og beslutte; ja, at dommen hermed allerede er givet os alle, og at det er befalet os at sky og flygte fra alt, hvad der vil tro eller lære, ordne og fastsætte noget andet; sådan som også Sankt Paulus siger i Gal 1,8: «Hvis nogen ville lære et andet evangelium end det, I har hørt og modtaget, han være forbandet, om det så var en engel fra himlen.»

Deraf ser du, hvad det er, hele pavedømmet med al sin tilhængerskare nu raser og farer frem imod, og hvad man skal holde dem for, som ikke vil høre eller tåle denne artikel, som Sankt Peter her prædiker og stadfæster ved alle profeternes og hele Skriftens vidnesbyrd, og som ikke holder op med at forfølge fromme, uskyldige folk for dens skyld, netop under skin af, at de vil være kirken, og som roser sig af dens navn på det højeste imod os; skønt de dog med deres lære, tro og gerning vidner imod sig selv, at de tror og lærer imod alle profeternes og således hele kirkens vidnesbyrd.

De kan jo ikke være Kristi kirke, eftersom de så dristigt og uforskammet modsiger Sankt Peter og hele Skriften, ja træder Kristus selv, som er hovedet, under fode i hans ord; men de må være den lede Djævels fordømte bande og den kristne kirkes værste fjender, værre og mere skadelige end nogen hedninger eller tyrker.

Til sidst vil Sankt Peter også med dette skriftsted bevise og gøre hele verden vis på, at denne vor Herre (som han nævner ham ved navn: Jesus fra Nazaret) er den rette Messias og Kristus, som forud er lovet i Skriften. For netop om ham (siger han) vidner alle profeterne osv. For de taler tydeligt om en sådan person, født af Davids blod og kød, fra byen Betlehem osv., som skulle lide og dø og opstå igen og gøre og udrette det, som denne Jesus har gjort og opfyldt og desuden bevist og stadfæstet med undertegn. Derfor har jøderne og de vantro jo ingen grund til at tvivle på Kristus eller til at vente på en anden, som endnu skal komme.

Ved siden af forklarer han også ud fra de samme profeters vidnesbyrd, hvad denne Kristi rige skulle være: nemlig at det ikke skulle være en ydre, verdslig magt og herredømme som andre herrers, kongers og kejseres over land og folk, gods og timeligt væsen, men et åndeligt, evigt rige i menneskenes hjerter og en magt og et herredømme over og imod synden og den evige død og helvedes magt for at forløse os fra dem; og at han skulle bringe og give os dette ved dette embede eller evangeliets prædiken; og at vi skulle modtage det ved troen, som er den lydighed, som enhver skal yde denne Herre, og hvormed han skal underlægge sig ham og således få del i hans nåde og velgerninger; sådan som også Sankt Paulus kalder det i Rom 1,5: troens lydighed osv.