Palmesøndag (Fil 2,5–11)

Epistlen på palmesøndag, Fil 2,5–11

Her stiller Paulus os igen det mægtige eksempel for øje på den himmelske, evige ild, det vil sige på Kristi kærlighed, som han har vist os, for at han også kan drive os til at øve kærlighed mod hinanden; og det driver han på med høje ord og dyre formaninger, for han har godt set, hvor slappe og dovne de kristne var til kærlighed. Det gør alt sammen kødet, som altid strider imod den villige ånd og søger sit eget og stifter egne sekter og partier osv. Men skønt der for nogle år siden er udgået en prædiken om den dobbelte retfærdighed over denne tekst under mit navn, er teksten dog ikke udlagt vidt og bredt; derfor vil vi nu gennemgå den ord for ord.

«Enhver af jer skal have det sindelag» osv.

Det vil sige: Blandt jer kristne, som nu har Kristus og al fylde og nok ved ham og i ham, både timeligt og evigt, I skal nu ikke tænke andet eller regne noget andet for godt eller lade jer noget andet behage, end det, som I ser, at Kristus har tænkt over for jer og regnet for det bedste, nemlig at han intet har søgt for sig selv, men har gjort alt for jer og for jeres skyld; sådan skal også enhver efter det samme billede gøre alt, hvad der er godt og gavnligt for den anden.

«Han, som skønt han var i guddommelig skikkelse, ikke holdt det for et rov.»

Det vil sige: Når Kristus, som var en sand, naturlig Gud, har ladet sig ned og er blevet enhvers tjener, hvor meget mere skal vi da ikke gøre det, vi, som slet intet er og af natur er syndens og dødens og Djævelens børn; og selv om vi gjorde det og lod os endnu dybere ned end Kristus (hvad der dog er umuligt), så var det dog ikke noget særligt, men en stinkende ydmyghed, regnet op imod Kristi ydmyghed. For om Kristus ydmygede sig et hårsbred under de højeste engle i den allerringeste grad, og vi ydmygede os tusind gange dybere under alle djævle og helvede, så var det dog stadig intet imod Kristus; for han er et uendeligt gode og Gud selv, men vi er stakkels skabninger, som ikke er sikre på vores væsen og liv et øjeblik.

Hvor grufuld en dom skal da ikke gå over dem, som ikke følger dette usigelige eksempel fra Kristus og ikke også lader sig ned under deres næste og tjener dem, men ophøjer sig over dem! Dette ene eksempel burde med rette forskrække alle, der sidder i det høje og i øvrigheden, og meget mere dem, der ophøjer sig selv. For hvem skulle ikke grue for at sidde øverst eller fare højt frem, når han ser, at Guds Søn lader sig ned og gør sig selv til intet?

Disse ord, guddommelig skikkelse, bliver ikke udlagt på én og samme måde. Nogle mener, at Paulus derved vil have forstået det guddommelige væsen og den guddommelige natur i Kristus, sådan at Kristus har været sand Gud og alligevel har ladet sig ned. Skønt det nu er sandt, at Kristus er sand Gud, taler Sankt Paulus dog ikke her om hans guddommelige, skjulte væsen. For netop det samme lille ord, morphe eller forma, bruger han også bagefter, hvor han siger: «Kristus tog en tjeners skikkelse på sig.» Dér kan tjenerskikkelse jo ikke betyde væsenet hos en naturlig tjener, som af art har en tjenernatur i sig, for Kristus er ikke af art, men af god vilje og nåde blevet vores tjener. Derfor kan guddommelig skikkelse heller ikke her just betyde hans guddommelige væsen; for det guddommelige væsen kan ingen se, men den guddommelige skikkelse så man. Nuvel, vi vil tale ligefremt om det og bringe Sankt Paulus klart frem i dagens lys.

Guds skikkelse kaldes det, når en stiller sig frem som en Gud og også optræder sådan, eller tager guddommen på sig og påtager sig den; og det sker ikke skjult hos ham selv alene, men over for andre, som bliver denne optræden eller skikkelse var. Derfor kunne man ikke sige det tydeligere end på denne måde: Han optræder guddommeligt eller stiller sig frem som en Gud, når han viser sig sådan og taler og gør det, som tilkommer Gud eller sømmer sig for ham.

Sådan er også tjenerskikkelse, at en stiller sig frem og optræder som en tjener over for andre; så det ville være sagt endnu tydeligere: morphi tu dulu, tjeneragtig optræden, eller: han optræder som en tjener, det vil sige, han stiller sig sådan frem, at den, der ser ham, må holde ham for en tjener. Heraf er det klart, at der her ikke tales udvendigt om guddommeligt væsen eller tjenerværen, men om den optræden og fremvisning, hvori væsenet viser sig. For som sagt er væsenet skjult, men fremvisningen sker åbenlyst; og væsenet er noget, men optrædenen gør noget eller er en gerning.

Nu viser Sankt Paulus her tre måder, som forekommer ved disse optrædener eller skikkelser. Man finder nemlig væsenet uden optrædenen, ligesom omvendt optrædenen uden væsenet, og endelig væsenet og optrædenen sammen. For eksempel: Når Gud skjuler sig og ikke lader sig mærke, er der guddommeligt væsen, men ingen guddommelig optræden, sådan som han gør, når han vredes og drager sin nåde tilbage. Men når han viser sig med nåde, er der både væsenet og optrædenen. Men det andet kan han ikke gøre, at han skulle optræde som en Gud og dog ikke være det eller ikke have væsenet; det tilkommer derimod Djævelen og hans egne, som sætter sig i Guds sted og stiller sig frem som Gud, skønt de dog ikke er Gud, sådan som Ezekiel taler om kongen i Tyrus (Ez 28,2), at han gjorde sit hjerte som et Guds hjerte, skønt det dog var et menneskehjerte.

Sådan finder man også tre måder i tjenerskikkelsen eller tjeneroptrædenen. For eksempel: når en er tjener og dog ikke stiller sig frem som en tjener, men som en herre eller Gud, sådan som dem, der lige er talt om, og som Salomo også taler om i Ordsp 29,21: «Når en tjener fra ungdommen af bliver holdt blødt, vil han siden være junker.» Sådan er alle Adams børn: Vi, som skulle være Guds tjenere, vil selv være Gud, sådan som Djævelen lærte Eva, 1 Mos 3,5: «I skal blive som Gud selv» osv.

For det andet: når en er tjener og holder sig som en tjener, sådan som de fromme, tro tjenere gør det over for verden, og de sande kristne over for Gud, de, som er Gud underdanige og tjener enhver.

For det tredje: når en ikke er tjener og dog holder sig som en tjener, som når en konge tjente sine tjenere over for verden. Men over for Gud kan ingen gøre det og har heller ingen gjort det uden Kristus alene, sådan som han selv siger ved nadveren, Joh 13,13: «I kalder mig Mester og Herre, og I siger det med rette, for det er jeg»; og dog: «Jeg er iblandt jer som den, der tjener» (Luk 22,27); og et andet sted (Matt 20,28): «Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene.»

Ud fra alt dette er Sankt Paulus’ mening nu klar. For han vil sige så meget som: Kristus var i guddommelig skikkelse, det vil sige, han havde væsenet sammen med optrædenen; for han tog ikke en sådan guddommelig optræden på sig, sådan som han tog tjenerskikkelsen på sig, men han var, han var, han var (siger jeg) i den. I det lille ord «var» ligger kraften, at han havde det guddommelige væsen med og sammen med den guddommelige skikkelse. Som ville han sige: Man finder mange, der tager guddommelig skikkelse på sig og påtager sig den, men de er ikke i den, sådan som Djævelen, Antikrist og Adams børn gør; det kaldes da sacrilegium [helligbrøde, tempelran] (Rom 2,22), at man raner guddommen. For selv om de nu ikke holder det for et rov, er det dog et rov af den guddommelige ære og bliver også regnet for det af Gud og alle engle og hellige, ja af deres egen samvittighed. Men Kristus, fordi han ikke raner det, men var i den og havde det af natur og med væsenet, holdt det ikke for et rov. Han kunne heller ikke holde det for et rov, for han var vis på, at han havde væsenet i den, og at det var ham medfødt; han holdt det derimod for sin naturlige, evige ejendom.

Således priser Sankt Paulus nu med disse ord Kristi naturlige guddom og hans kærlighed mod os, og samtidig stikker han til alle dem, der tager Guds skikkelse på sig og dog ikke er det, sådan som vi alle er det, så længe vi er Djævelens lemmer. Som ville han sige: Enhver vil være Gud og raner guddommen, som de ikke har, og holder det også for et rov, ja, de må holde det for et rov, for deres samvittighed vidner jo imod dem og må vidne, at de ikke er Gud. Og selv om de foragter et sådant vidnesbyrd fra deres samvittighed og ikke retter sig efter det, så står det der dog og holder ganske sikkert for, at det ikke er ret, men et frækt rov.

Men den ene mand Kristus, som ikke tog guddommelig skikkelse på sig, men var i den, og den tilkom ham, og han havde ret til den fra evighed, og som derfor ikke holdt det for et rov og heller ikke kunne holde det for et rov, at han var Gud lig, han ydmygede sig alligevel og tog tjenerskikkelse på sig, som ikke tilkom ham; for at han dermed som med et vældigt eksempel, og dog venligt og kærligt, kunne rive dem ned til tjenerskikkelsen, som var i tjenerskikkelsen og havde tjenerværen og dog ikke ville være i den, men greb efter den guddommelige skikkelse, som de ikke var i og heller ikke kunne have væsenet til.

At denne fine tekst ikke er blevet forstået ens af nogle, kommer af, at de ikke giver agt på Sankt Paulus’ måde at tale på, men på deres egen måde, efter hvilken Sankt Paulus skulle have talt sådan: Kristus var født som en sand Gud og har ikke ranet det osv. Men nu, da han bruger ordet: Han var i guddommelig skikkelse, lyder det næsten, som om han kun har stillet sig frem som en Gud, i det græske og latinske sprog, hvor man ikke giver så meget agt på det lille ord «han var», som Sankt Paulus sætter imod det lille ord «han tog på». For Kristus tog nok tjenerskikkelse på, men han var ikke i den; omvendt tog han ikke guddommelig skikkelse på, men han var i den. Ligesom vi gør det omvendte og tager guddommelig skikkelse på og dog ikke er i den; omvendt tager vi ikke tjenerskikkelse på og er dog i den. Således giver Kristus nu afkald på den guddommelige skikkelse, som han var i, og tager tjenerskikkelse på sig, som han ikke er i. Men vi giver afkald på tjenerskikkelsen, som vi er i, og tager eller påtager os den guddommelige skikkelse, som vi ikke er i.

Sådan støder de sig også på, at han siger: «Kristus holdt det ikke for et rov at være Gud lig»; det lyder, som om det ikke er noget særligt, der siges om Kristus, eftersom også Djævelen og hans egne, som altid vil være Gud lig, ikke holder det for et rov, skønt deres samvittighed vidner om det. Men hos Sankt Paulus vejer det lille ord «holde for» eller «agte» overmåde meget, nemlig lige så meget som at være allervissest; sådan som han siger i Rom 3,28: «Vi holder for, at et menneske bliver retfærdigt uden lovens gerninger, alene ved troen»; og 1 Kor 7,40: «Men jeg holder for, at jeg også har Guds Ånd.» Men sådan kan de ugudelige ikke gøre, at de ikke skulle holde det for et rov, når de påtager sig Guds skikkelse; for de ved det jo, det vil sige, de holder for og må holde for, at de ikke er Gud. Men Kristus holdt det ikke for det og kunne heller ikke holde det for det, det vil sige, han var vis på, at han var Gud lig, og ranede det ikke.

Derfor fører Sankt Paulus ikke en sådan tale for Kristi skyld, men, som sagt, for at han kan stikke dem til ud over al måde, som påtager sig Guds skikkelse, skønt deres samvittighed dog holder for, at de ikke er det, men raner det; for dermed at vise, hvor meget en anden mand Kristus er end de, og med hvor god ret han er i Guds skikkelse, som de raner.

Men en sådan tale fører han ikke, hvor han taler om tjenerskikkelsen, som Kristus ikke var i og dog tog på sig. Dér lyder det, som om Kristus raner noget, der ikke er hans. Og her skulle Paulus have sagt: Han holdt det ikke for et rov, at han tog tjenerskikkelse på sig; hvorfor skulle han sige det ovenfor, hvor han intet tog, men var i guddommelig skikkelse, ja oven i købet gjorde sig fri af den og fremmed for den? Men sådan forholder det sig: Den, der bliver tjener, tager intet og kan intet tage, men giver kun fra sig, ja giver sig selv til ejendom; derfor er der her ingen mening i, at nogen skulle rane eller holde det for et rov.

Omvendt går det sådan til i den guddommelige skikkelse, at man intet giver, men tager; derfor kan man her rane, og her finder man dem, der holder det for et rov. Men sådan er det ikke med Kristus; han raner ikke her og holder det heller ikke for et rov, sådan som alle andre gør, men han er i den, og skikkelsen er hans og er ham medfødt.

Således har vi nu denne tekst, mener jeg, temmelig klart: at guddommelig skikkelse ikke er andet end at vise sig med ord og gerninger over for andre som en Gud og Herre, og at Kristus har gjort det med undertegn og frelsende ord, sådan som evangelierne indeholder det; ikke som andre hellige, som ikke har haft væsenet, men han har derudover også haft det guddommelige væsen og den guddommelige natur i den guddommelige skikkelse, som han førte. Og omvendt, at tjener- eller tjenesteskikkelse er at vise sig med ord og gerninger over for andre som en tjener: det har Kristus gjort, da han tjente blandt disciplene og gav sig selv for os; dog heller ikke som andre hellige, som af natur er tjenere, men det har været noget, han tog på sig, os til gode og til et eksempel, for at vi også skal gøre sådan mod andre og også give afkald på vores guddommelige skikkelse, som det følgende vil vise.

Så er det nu vist, at Sankt Paulus her prædiker Kristus som en sand Gud. For hvis Kristus var et rent menneske og ikke Gud, hvad nød var der så til, at han sagde om ham, at han er blevet som et menneske? Ligeledes, at han er fundet i sin optræden som et menneske? Ligeledes, at han har taget tjenerskikkelse på sig, da han var i Guds skikkelse? Hvordan lyder det, hvis jeg sagde om dig eller ellers om et menneske: «Du er som et menneske, og du bliver fundet i din optræden som et menneske, og du tager en tjenerskikkelse på dig»? Du ville vel tænke, at jeg gjorde nar af dig, og sige igen: «Godt, at du holder mig for et menneske; jeg tænkte, om jeg var en ko eller en ulv; er du gal eller tosset?» Er det ikke sandt, at sådan ville man svare på en så tåbelig tale? Fordi nu Sankt Paulus ingen nar er og intet taler tåbeligt, så må mennesket Kristus jo være noget højt og guddommeligt, eftersom han siger om ham, at han er blevet som et andet menneske, skønt han dog var menneske; nemlig at mennesket var Gud og også i menneskeheden kunne have optrådt på guddommelig vis, men ikke har gjort det; han har derimod afholdt sig fra det og givet afkald på det og optrådt, som et jævnt, andet menneske gør.

Hvad der ellers siges om Kristus her, er let at forstå, når vi ved, hvad Guds skikkelse og tjenerskikkelse er, og han selv lægger da også ud, hvad han kalder tjenerskikkelse. For det første: at Kristus har givet afkald på sig selv eller tømt sig, det vil sige, han har stillet sig, som om han lagde guddommen fra sig og ikke ville bruge den eller påtage sig den: ikke sådan, at han ikke havde guddommen eller kunne lægge den af og skille sig af med den, men sådan, at han har lagt den guddommelige majestæts skikkelse af og ikke optrådt som Gud, skønt han dog i sandhed var det. Skønt han heller ikke lagde den guddommelige skikkelse af på den måde, at man ikke mærkede eller så den, for så var der ingen guddommelig skikkelse blevet tilbage; men han påtog sig den ikke og pralede ikke med den over for os, men tjente os snarere med den; for han gjorde undergerninger, også i lidelsen og på korset, da han som en Gud gav røveren paradis, og da han i haven med ét ord stødte skarerne tilbage.

Derfor siger han ikke, at nogen har tømt ham, men at han har tømt sig selv, ligesom en vis mand, der ikke udvortes lægger både visdom og vis optræden af og dog lægger dem af på den måde, at han dermed tjener tåberne, som med rette burde tjene ham. En sådan giver også selv afkald på sig selv midt i visdommen og i visdommens skikkelse.

For det andet: Han tog tjenerskikkelse på sig og forblev dog Gud og i Guds skikkelse, det vil sige, han var Gud, og alle de guddommelige gerninger og ord, han førte, gjorde han os til gode og tjente os med dem som en tjener og lod sig ikke tjene for dem som en herre, sådan som han med rette havde ret til; og han søgte heller hverken ære eller gods i dem, men vores gavn og frelse; det var jo en frivillig tjeneste, gjort for intet, andre til gode. Men usigelig er denne tjeneste, fordi tjeneren og trællen er en så usigelig person, som evigt er Gud, ham som alle engle og alle skabninger tjener. Den, som dette eksempel ikke venligt tvinger til også at tjene hinanden, er jo med rette fordømt og hårdere end sten, mørkere end helvede og har sandelig ingen undskyldning.

For det tredje: Han blev som et menneske. Ved fødslen af Maria blev han et naturligt menneske, men dér kunne han endnu i denne menneskehed have ophøjet sig over alle mennesker og ikke tjent nogen. Alt det lod han være og blev som et menneske. Men ved menneske må du her forstå det, som ikke er mere end et menneske, uden nogen tilføjelse; men uden tilføjelse er der intet menneske, som af natur står over den anden; så du forstår, at Sankt Paulus vil sige så meget som: Kristus blev som et andet menneske, der hverken havde rigdom eller ære eller magt eller fortrin frem for andre, skønt dog mange bliver født, som fødslen giver magt, ære og gods i arv. Men Kristus er blevet sådan og har også holdt sig sådan, at ingen er så ringe, når han ellers er et menneske, at han ikke har været ham lig, som for eksempel tjenere og fattige folk; dog sådan, at han var sund og uden legemlige mangler, sådan som et naturligt menneske skal være.

For det fjerde: Og i sin optræden fundet som et menneske; det vil sige, han har brugt alt som et andet menneske, som at spise, drikke, sove, våge, gå, stå, sulte, tørste, fryse, svede, blive træt, arbejde, klæde sig, bo, bede og alt, sådan som et menneske ellers lever over for Gud og verden. Alt det kunne han have ladet være og som en Gud have båret sig anderledes ad og optrådt anderledes; men fordi han blev som et menneske (som sagt ovenfor), lod han det også gå sig som et menneske og tog det på sig som et menneske, der havde brug for det; og dog viste han samtidig sin guddommelige skikkelse, som han var i.

For det femte: Han ydmygede eller fornedrede sig selv; det vil sige, ud over at han viste tjenerskikkelsen ved at blive som et menneske og lade det gå sig som et menneske, gjorde han endnu mere og blev ringere end alle mennesker, lod sig ned og tjente alle mennesker med den højeste tjeneste, idet han gav sit legeme og liv for os.

For det sjette: i hvilket han ikke alene underlagde sig menneskene, men også synden, døden og Djævelen og bar alt dette for os; og oven i købet en sådan død, som var den allerskændigste, nemlig på korset, ikke som et menneske, men som en orm (Sl 22,7), ja som en ærkeskurk over alle skurke; hvorved han også mistede den yndest, tak og ære for den tjenerskikkelse, han havde taget på sig og vist, så han således blev helt til intet.

For det syvende: Men alt det gjorde han jo ikke, fordi vi var det værd eller havde fortjent det; for hvem ville være en sådan tjeneste fra en sådan person værd? Men for at han kunne blive Faderen lydig. Her lukker Sankt Paulus med ét ord himlen op og giver os lov til at se ind i den guddommelige majestæts afgrund og skue den usigelige, nådige vilje og kærlighed i det faderlige hjerte mod os, så vi mærker, hvordan det fra evighed har behaget Gud, det som Kristus, den herlige person, skulle gøre for os og nu har gjort.

Hvis hjerte skulle her ikke smelte af glæde? Hvem skulle her ikke elske, love og takke? Og til gengæld ikke alene blive hele verdens tjener, men gerne blive ringere og mindre end intet, når han ser, at Gud selv har holdt ham så kær og så rigeligt udøser og viser sin faderlige vilje i sin Søns lydighed? Åh, hvilke ord er det ikke, som Sankt Paulus taler her! Sådan taler han sandelig ikke noget andet sted; han må have været ret i brand, glad og oplagt. Det kalder jeg at komme til Faderen ved Kristus; det betyder: Ingen kommer til Kristus, uden at Faderen drager eller lokker ham, så herligt, sødt og kærligt. Åh, hvor mange troens prædikanter er der ikke nu, som mener, at de ved det hele, og som endnu aldrig har lugtet eller smagt noget af disse ting! Åh, hvor hurtigt bliver de mestre, som endnu aldrig er blevet disciple! De smager det ikke, derfor kan de heller ikke give det videre og forbliver unyttige sludrehoveder.

«Derfor har Gud også ophøjet ham» osv.

Ligesom han er blevet den allerringeste og alle djævles tjener i lydighed mod Gud og i tjeneste for os, sådan har Gud også til gengæld ophøjet ham, så han er Herre over alle engle og skabninger, død, Djævel og helvede; og nu, da han helt har givet afkald på tjenerskikkelsen og lagt den af, bliver han fremover ikke alene i den guddommelige skikkelse, men bliver også som en Gud forherliget, berømmet, prædiket, bekendt, æret og holdt for Gud.

Men skønt alt dette endnu ikke er synligt, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 15,27, at alt er ham underlagt, men det skorter på, at vi endnu ikke ser, hvordan alle ting er ham underlagt, så er det dog sandt, at han for sin person er ophøjet sådan og sidder i fuld magt og myndighed, så alt sker, hvad han vil, i himlen og på jorden, selv om kun få tror, at det sker for Jesu Kristi skyld.

Sagen går frit sin gang, Herren sidder også frit dér. Men vores øjne er endnu blinde og mørke, så de intet ser af, at han er det, og at alle ting er ham lydige. Men på den yderste dag skal det blive åbenbart; da skal vi se det, som nu allerede går for sig, nemlig hvordan Kristus har givet afkald på den guddommelige skikkelse og er blevet som et menneske osv.; og sådan til gengæld har lagt tjenerskikkelsen af og er blevet som en Gud, også fundet som en Gud med herligheden, og Herre over liv og død, og en ærens konge osv.

Det være nok om teksten. For hvordan også vi skal lægge vores herlige skikkelse af og tjene andre med den, er sagt ofte og rigeligt nok i andre postiller; for Gud vil, at den ene skal være den andens tjener med legeme, gods, ære, ånd og sjæl, sådan som hans Søn har gjort mod os.