3. påskedag (ApG 13,26–39)

Epistlen på 3. påskedag, ApG 13,26–39

Denne prædiken holdt Sankt Paulus i synagogen i Antiokia i landet Pisidien for både jøder og hedninger, som var der (som han siger til dem: «alle I, som frygter Gud»), og den stemmer helt overens med den forrige, som Sankt Peter holdt i Kæsarea. For den er også i det første stykke ikke andet end en fortælling om historien eller begivenheden om Kristi opstandelse; dermed vil han bevise, at denne er den rette Messias og Kristus, som er lovet i Skriften. Og det bevises og bevidnes tilstrækkeligt alene af gerningen og erfaringen: at han ved sin egen guddommelige magt og kraft har revet sig ud af døden og graven og er opstået og har ladet sig se og høre levende; det har aldrig nogen anden gjort, og ingen kan heller nogensinde gøre det, uden denne ene Kristus. Sådan siger Sankt Paulus også i Rom 1,3–4, at denne Jesus, vor Herre, som efter kødet er født af Davids sæd, med kraft er bevist at være Guds Søn efter Ånden, som helliggør, efter at han er opstået fra de døde osv.

Men Sankt Paulus lader det ikke blive ved fortællingen om historien; ved siden af den anfører han også Skriftens vidnesbyrd og ord, og med dem beviser og godtgør han, at Kristus måtte opstå og således begynde sit åndelige og evige rige ved Ordet, som han befalede apostlene at prædike i al verden. Han viser også den rette forståelse af Skriften ud fra åbenbaringen og viser os vejen, hvordan vi skal søge og finde Kristus i den, som der blev sagt om det i det forrige evangelium.

For det tredje glemmer han heller ikke hovedstykket: brugen af historien, og hvad en sådan prædiken og Skriftens vidnesbyrd skal gavne os, eller hvad vi har af det, og hvordan dets kraft og gavn bliver tilegnet og givet os, sådan som Sankt Peter også har gjort. Og han sætter også et smukt, mægtigt apostolsk ord og en slutning om, hvordan vi opnår syndernes forladelse og bliver frelst, nemlig: «Ved denne forkyndes der jer syndernes forladelse, og fra alt det, som I ikke kunne blive retfærdige fra i Moses’ lov. Men den, som tror på denne, er retfærdig» (ApG 13,38–39). Dette er sandelig også en mægtig tekst, og så lys og klar, at den hverken behøver nogen glose eller videre udlægning; og Sankt Paulus har overalt i sine breve bevist og fremhævet det på det allerstærkeste. Det må være nok for os, at vi lægger godt mærke til og holder fast ved sådanne klare ord og styrker og forvisser os med dem om grunden og hovedstykket i den kristne lære; for vi ser, hvor jævnt og klart apostlenes prædikener stemmer overens med hinanden som trofaste, sandfærdige, enige vidner om Kristus. Og heraf kan vi med vished slutte og dømme, at hvad der ikke stemmer med dette eller lærer anderledes om syndernes forladelse og vores frelse, ikke er kirkens, men Djævelens forbandede lærere og lære, Gal 1.