3. påskedag, anden prædiken (ApG 13,26–39)

En anden prædiken over epistlen på 3. påskedag, ApG 13,26–39

Denne prædiken holdt Sankt Paulus i synagogen i Antiokia i landet Pisidien, hvor jøderne og også nogle af grækerne, som var omvendt til jøderne, var forsamlet. For hvor jøderne boede i byerne, dér havde de også deres synagoger, hvor de lærte og prædikede, så at også mange af hedningerne kom til dem og blev omvendt til Gud ved Guds ord af Skriften. For Gud har uden tvivl på underfuld vis ført det sådan, at jøderne efter den første ødelæggelse ved assyrerne var spredt overalt i verden blandt hedningerne, for at Guds ord skulle udbredes ved dem, og for at dette folk således også skulle tjene hedningerne til frelse og bane vejen for evangeliet, som apostlene skulle prædike i hele verden. For hvor apostlene kom hen, dér fandt de sådanne synagoger hos jøderne, så at de havde rum til at prædike i dem som i ordentlige forsamlinger, og således kunne deres prædiken udbredes videre (eftersom også mange hedninger kom dertil). For havde folk ikke på forhånd været vant til jøderne og deres synagoger, havde de hverken villet høre apostlene som fremmede, ukendte folk eller tilladt dem at prædike offentligt.

Således kommer nu Sankt Paulus her ind i synagogen på sabbatten, hvor de plejede at komme sammen og læse Skriften. Og fordi han sammen med Barnabas var en gæst fra jødernes land, bad de ham, om han ville holde en formaning eller en prædiken for folket. Så rejser Paulus sig og begynder en skøn, lang prædiken om Kristus: hvordan han i Skriften var lovet fædrene og kong David og var født af hans sæd og offentligt bevidnet af Johannes Døberen osv. Og han fortæller (ligesom Sankt Peter i den forrige epistel), hvordan denne Kristus blev korsfæstet af jøderne og opstod fra de døde og viste sig levende i en god tid; og at han nu har befalet sine apostle at forkynde verden den nye prædiken, at det løfte, Gud gav dem, er opfyldt, og at han ved denne opstandelse vil give og række dem det, han har lovet dem. Og han siger ved navn, hvad det er: at de for denne opstandelses skyld (ligesom hos Sankt Peter) skal få og have syndernes forladelse – som de ikke kunne opnå i og ved Moses’ lov og hele dens regimente – men alene ved troen på denne Kristus, som forkyndes for dem, skal de få og have alt.

Men det var ikke alene jøder, men også mange af hedningerne, som var til stede ved denne prædiken; sådan som teksten siger bagefter, at da Sankt Paulus havde prædiket færdig, bad hedningerne ham om også at prædike for dem på den næste sabbat; og da han den følgende sabbat igen ville prædike i synagogen, var næsten hele byen strømmet derhen. Og i denne prædiken siger han: «Brødre, I som er af Abrahams slægt» (det vil sige: fødte jøder), «og alle I blandt jer, som frygter Gud» – det er også hedninger. Og skønt det har været en ubehagelig og meget ond prædiken i jødernes ører, begynder han dog ganske venligt og fint for at vinde dem, så at de skal høre stille og opmærksomt efter. Han roser dem overmåde: at de er det folk, som Gud har udvalgt frem for alle hedninger, og de hellige fædres børn, som det frem for alle tilkommer, hvad Gud har lovet fædrene. Men på den anden side ødelægger han det også ved, at han intet andet forkynder for dem end den korsfæstede og igen opstandne Messias, og til sidst slutter, at deres lov og regimente under Moses intet skal hjælpe eller gælde for Gud, lige så lidt som hedningernes osv.

Og hans tale stemmer helt og aldeles overens med Sankt Peters prædiken. For ligesom han sagde, at Gud havde sendt dem prædikenen og ladet freden forkynde, sådan siger også Sankt Paulus her: «Til jer er ordet om denne frelse sendt» osv. Disse ord kunne jøderne ikke lide, skønt de er meget trøstelige og glade. For det har været dem en stor forsmædelse, ja, de har ikke engang kunnet holde ud at høre det: at de efter deres lange håb om deres Messias, der (som de bildte sig ind) skulle være herre og konge over hele verden, ikke skulle have mere end en prædiken – og så en prædiken, som slet intet regnede deres lov og hele regimente for, som de mente, at netop denne Messias først for alvor skulle ophøje og få antaget i hele verden. Det var for dem intet andet, end om de havde håbet på ham ganske forgæves.

Og Paulus gør det endnu mere ubehageligt ved, at han ikke blot, som Sankt Peter, siger: fredens ord eller prædiken; men giver det et endnu højere og herligere navn og kalder det et frelsens ord, eller en lære, der er frelsende og saliggørende, så man ikke kan give den et højere navn. For et frelsens ord eller en frelsens prædiken er en prædiken om Guds nåde, syndernes forladelse, den evige fred og det evige liv. Og den skal ikke alene gives jøderne, men lige så vel også hedningerne, som dog hverken havde kendskab til Gud, lov eller gudsdyrkelse; og de blev således gjort aldeles lige med jøderne, så at jøderne ikke skulle have nogen forrang eller fortjeneste hos Gud og heller ikke nogen fordel eller herredømme over hedningerne i verden.

Det kalder jeg at begynde prædikenen bråt og uudholdeligt: at han straks slår både jøder og hedninger sammen i én klump; ja, han siger dem klart, at Moses’ lov fra begyndelsen intet har hjulpet dem for Gud og heller ikke vil hjælpe, men at de alene ved denne prædiken skal og kan hjælpes (og sammen med dem alle hedninger) fra synd, død og Djævelens magt, så de bliver Guds børn og herrer over alt. Og dog bringer han intet, hvorpå man kan se eller mærke så stor en ting (som han kalder frelse og salighed), andet end at han prædiker om den. «Ordet hører jeg, og Paulus ser jeg, og han er et fattigt menneske; men denne frelse, nåde, liv og fred ser jeg ikke; tværtimod må jeg dagligt se og føle det modsatte: synd, rædsel, ulykke, lidelse og død, så det ser ud, som om ingen mennesker er så aldeles forladt af Gud som de kristne, der hører dette ord.»

Men det er den høje lære, som vi må lære og vide (om vi vil være Guds børn og mærke hans rige i os), og som hverken jøderne af deres lov eller hedningerne af deres fornuftsvisdom ved eller erfarer noget om: at vor frelse og salighed står i det ord, som Sankt Paulus her forkynder om Kristus, så at det skal hedde og er et frelsens og fredens ord og i sandhed bringer og giver frelse og fred.

For Gud har sendt det (siger han). Det er ikke udtænkt eller fundet på af mennesker, og det er ikke den romerske kejsers eller ypperstepræsternes i Jerusalem ord og befaling; men det er Ordet fra Gud i himlen, der taler ved det og vil have det prædiket ved fattige mennesker, sådan og i den hensigt, at det skal hedde og være en sådan kraft (hvad loven ikke har været), hvorved han vil give os frelse og salighed, sådan som Sankt Paulus siger i Rom 1,16: «Jeg skammer mig ikke over evangeliet, for det er Guds kraft til frelse for enhver som tror.» Og på det har Gud selv grundlagt vor frelse, da han åbenbarede sig selv og lod sin røst høre fra himlen og ved Jordan sagde om Kristus: «Denne er min elskede Søn» osv., «ham skal I høre.»

Dette Kristi ord vil han have hørt. Som om han også ville sige dermed: «Her har I fredens og frelsens ord; alene i dette ord og ingen andre steder skal I søge og finde det; hold dig til dette ord, vil du have fred, frelse og salighed. Lad det gå dig, som det vil, i kors, lidelse, ufred, død; om du så bliver halshugget, brændt eller dør af pest eller slag, eller hvordan Gud end kalder dig bort osv., så se hen til mig, hvis ord det er, som lover dig, at du ikke skal dø, og at selv om du dør, skal din død kun være dig en sød søvn, ja, indgangen til livet»; sådan som han siger i Joh 8,51: «Sandelig, sandelig siger jeg jer, hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.»

Men hertil hører at holde (siger Kristus), det vil sige: at blive fast ved Ordet (også imod al følelse og alle sanser), så du ikke tvivler på, at det helt sikkert er sådan, som du har hørt. For den, der siger dette, er ikke et menneske, men han, der har skabt himmel og jord og alt, hvad der er i dem, af intet og hidtil har regeret og opholdt det. Hvad var du og jeg og alle, som nu lever, for hundrede år siden andet end et rent intet? Hvordan eller af hvad er da alt dette blevet til, når der slet intet var? «Han talte», siger Sl 33 efter Moses i 1 Mos 1, «så blev det» (som ikke var før), «og han bød, så stod det der.»

Derfor, fordi det hedder Guds ord, er det en helt anden ting (selv om det tales gennem et menneskes mund, ja, om det så blev talt gennem et æsels mund) end det, der hedder menneskeord. Derfor lad nu ufred være her eller komme, rædsel for synden, dødens og helvedes nød, grav og forrådnelse, og lad falde over dig, hvad der kan falde; og tag du blot dette ord til hjerte, at Kristus har sendt dig en frelsens prædiken, det vil sige forløsning og sejr over alt dette, og byder dig at tro det; så skal du se, at han (som Gud og Skaber) ikke vil lyve for dig. For hvad er død, Djævel og alle skabninger imod ham?

Derfor er denne pris over prædikenen om Kristus, som Sankt Paulus her kalder et frelsens ord, langt mere og højere, end hvis han fortalte dem om alle kongeriger, al rigdom og herlighed i verden, ja, om himmel og jord. For hvad kunne alt det hjælpe mig, hvis jeg ikke havde dette frelsens og det evige livs ord? For når det kommer til syndens og dødens nød eller fare, så må jeg dog sige: «Bort med alt, hvad der er denne verdens goder og glæder, så jeg alene kan høre og have denne frelsens prædiken, som er sendt fra Kristus.» Til det må du holde dig, og vide, at alene dette ord giver evig fred og glæde, og at det skal tros, selv om alt ser anderledes ud, så du hverken følger dig selv eller din følelse, men holder for guddommelig, evig, uforanderlig sandhed, hvad han har talt og lader forkynde.

Således formaner Sankt Paulus her særlig sine jøder til at tage imod denne prædiken som den, der er sendt dem fra Gud og tilmed bringer så stor en velgerning. Derefter går han videre og vil rydde den forargelse af vejen og tage den bort, som allermest vildleder dem, og han advarer dem om ikke at gøre som dem i Jerusalem, der også hørte dette frelsens ord af Kristus selv, og som også selv dagligt læste det i profeterne og deraf godt burde have set, hvordan de vidnede om denne Kristus, og at deres prædiken stemmer overens med hans og apostlenes prædiken; men de har ikke villet forstå dem. Nej, fordi denne Kristus ikke kom, sådan som de ville have ham, har de fordømt netop ham, som de selv læste i Skriften om, at han skulle komme og bringe en sådan frelsens prædiken; og Skriften havde også angivet tiden, så de selv vidste, at den for længst var inde, så at de ikke skulle vente på en anden. Alligevel har de ikke forstået Skriften. Det kommer af, at de var helt forhærdede og stivnede i den tanke, at han skulle regere som en anden verdslig konge. Sådan som også denne tanke var drevet så dybt ind i hele folket, at selv apostlene ikke tænkte anderledes om hans rige, også efter hans opstandelse, og (som Sankt Johannes siger, Joh 12,16) endnu ikke forstod Skriften, før Kristus var faret op til himlen, og Helligånden kom.

For så længe dette klæde hænger for øjnene, det vil sige de kødelige tanker om et legemligt kongerige og regimente for Kristus og hans kirke, kan man ikke forstå Skriften; sådan som også Sankt Paulus siger om jøderne i 2 Kor 3,14, at dækket bliver for deres øjne, når de læser Skriften. Men denne uforstand er ikke undskyldt af den grund. For det er grov og forsætlig blindhed, at de ikke vil lade sig sige noget eller vise til rette, sådan som apostlene gjorde; men de bliver ved at rase imod det og vil ikke høre om denne Kristus, heller ikke da apostlene prædiker omvendelse og syndernes forladelse for dem, efter at de har korsfæstet ham.

Nu er det meget ubehageligt, at Sankt Paulus tør tale så dristigt om de fornemste og øverste i hele jødedommen (det vil sige i Guds folk, og som vi siger: kirkens hoveder), at ikke alene den menige hob, men de selv hverken kendte eller forstod Skriften, som var givet dem; ja, at de ikke alene var så uvidende og vildfarende, men netop var blevet dem, som de selv havde læst om, at de skulle myrde og korsfæste Guds Søn, deres Frelser.

Hvor forargeligt må det ikke have lydt at sige det om det folk, hos hvem Gud selv havde indstiftet sin gudsdyrkelse, sit tempel og sit præstedømme og indrettet sit eget regimente, så at ypperstepræsten havde magt til at sige: «Det skal man holde, eller dø døden», 5 Mos 17,12; og hvor det herlige, store råd af de toogthalvfjerds ældste (som først var indsat ved Moses, 2 Mos 18), som man kalder Synedriet, dømte og regerede hele folket og jo vidste, hvad der var ret og uret efter deres lov?

Skulle man ikke her rive Paulus i stykker med gloende tænger som en oprører, ja, en åbenlys gudsbespotter, der ikke alene angriber hele regimentets, men Guds egen ære og tør sige, at folkets hoveder alle tager fejl, intet ved om Skriften, ja, er Guds Søns mordere? Hvad er det imod dette, at vi straffer og fordømmer paven med hans hob, som jo ikke kan fremvise en sådan pris og et sådant vidnesbyrd fra Gud, og som har rejst og forsvarer bare selvopdigtet lære og afgudsdyrkelse?

Dér ser du, at han intet lader gælde, og at han lærer alle ikke at bryde sig om jødernes skrig og larm, når de påberåber sig, at de er ypperstepræsterne, lærerne, regenterne eller herskabet og øvrigheden, indsat af Gud selv, og at folket er dem underlagt; så at det at prædike imod dem ser ud, som om man prædikede imod far og mor og imod lydigheden mod den ordentlige øvrighed, ja, imod Gud selv – hvad vi jo ikke ville tåle. Alligevel gør Sankt Paulus det uden frygt og som Guds apostel og på hans befaling. Hvor meget mere ville han sætte sig imod vore pavelige masker, som uden Guds ord roser sig af at være kirkens og Guds folks hoveder og dog hverken lærer eller forstår Skriften, men giver deres eget tant ud for Guds ord osv.

Nå, hvad har han da for grund til så frejdigt at fordømme sådanne høje folks dom? Jo, det er sagen (siger han): Der er én, som hedder Jesus Kristus, om hvem alle profeterne og hele Skriften taler, og ham vil de ikke kende; han er mere og større end ypperstepræsterne og rådsherrerne tilligemed templet og hele byen Jerusalem. Det vidste de også godt selv: at når han kom, skulle de træde tilbage og adlyde ham som deres Herre og øverste regent.

Derfor er de ikke undskyldt med dette, og deres udflugt gælder intet: «Gud har givet os herredømmet og den høje magt og befalet alle at adlyde os ligesom far og mor» osv. Nej, dermed slipper du ikke for – fordi du er herre eller fyrste, far eller mor, eller barn og undersåt (det vil sige skyldig at adlyde øvrigheden) – at lade dig døbe og tro på Kristus. For han er den eneste overherre over alle konger, fyrster, øvrighed osv.

Derfor skal man vel være lydig mod far og mor og verdslig øvrighed, men dog kun så vidt, at man ikke bliver ulydig mod denne Herre, som har skabt kejseren og al øvrighed lige så vel som det allerringeste menneske og har dem under sig. Men det ville de junkere og regenter i Jerusalem (ligesom nu også vore) ikke gøre; derfor opstår så striden, at vi efter Guds bud må tale og handle imod dem (hvad de falskelig kalder ulydighed og oprør), for at vi må findes lydige mod vor og deres Herre (som de fornægter).

For her gælder hverken Kajfas eller pave, kejser eller konge, men Jesus Kristus, som I (siger Sankt Paulus), de øverste i den hellige by Jerusalem, har slået ihjel. Derfor, om I end er indsat af Gud selv og sat i øvrigheden, så bryder han sig dog ikke mere om jer, fordi I ikke vil tage imod Kristus; og I er nu blevet grove æsler og blinde vejledere, I som slet intet forstår af Skriften og dog skal og vil lære andre, hvordan Moses og alle profeterne har talt om denne Kristus, som er lovet jer og hele verden til frelse og trøst. Og I er blevet ved i en sådan forhærdet blindhed og har bragt ham på korset, skønt I slet ingen grund har kunnet finde hos ham, som I kunne have fordømt ham for; for han har jo intet gjort imod jer og heller ikke taget noget fra jer, hverken penge eller gods, ære eller magt, men har bragt jer alt godt og frelsen, hvis I blot ville tage imod ham. Men I måtte netop være dem, der opfyldte den Skrift, I dagligt læser, nemlig at I dræbte Kristus og hjalp til, at han opstod igen fra døden og (på trods af jer og Djævelen) blev en Herre over alt, som alle skabninger må være underlagt.

Derfor spørger vi nu ikke længere efter, hvad I og hele verden siger eller gør til, at vi prædiker Kristus, om I så bliver vrede eller ler. For vi har den Herre, som er Guds Søn, af Faderen sat til Herre over alle ved sin opstandelse. Han vil have det sådan, at vi skal prædike om ham, og at alle skal tro på ham. Og fordi I ikke vil have ham, så holder den magt og myndighed, Gud har givet jer, i dette tilfælde op – den rækker ikke videre end til denne Messias – og vi må nu skille os fra jer og lade øvrighed, præstedømme og Jerusalem fare og sige rent ud og klart, at vi hverken skal eller vil være jer lydige imod denne Herre.

Se, sådan har Sankt Paulus måttet prædike for sine jøder, hvis de skulle blive kristne: at Kristus allerede er kommet, og at man ikke mere skal vente; og han måtte vise dem, hvad de selv, folkets øverste og fornemste, der hedder Guds folk og har loven og gudsdyrkelsen, har gjort imod ham; for at de skulle erkende deres synd og lade trodsen på deres lov og gudsdyrkelse falde, fordi de selv måtte se og gribe med hænderne, at de slet intet har at rose sig af for Gud. For selv om de har haft og hørt Moses og Guds ord rigeligt, har de dog ikke erkendt deres Messias, som Gud sendte dem, sådan som han havde lovet dem, og ikke villet tage imod ham, men fordømt ham og er blevet hans mordere.

Hvad har det nu hjulpet dem, alt det de roser sig af: at de hedder Abrahams børn og Guds folk og har profeterne, loven og præstedømmet? Intet – andet end at alt dette gør deres synd og fordømmelse for Gud tungere og større, fordi de ikke som uvidende, blinde hedninger, men som dem, der har Guds ord og burde kende det, alligevel uden at agte på det med forsæt har slået Guds Søn ihjel. Det er det første stykke i denne prædiken.

Det andet stykke handler nu om Kristi opstandelse og dens kraft ved troen. For dertil trænger Sankt Paulus på, efter at han har sagt dem, hvordan de har slået Kristus ihjel og dermed alt for højt forskyldt deres fordømmelse for Gud, så de må bekende, at de ikke har nogen ære af deres jødedom, men bare skam og vrede for Gud: at de herefter, om de vil være fri for en sådan fordømmelse og (som han siger til sidst) blive retfærdige og frelst, dog skal høre og tro Ordet om denne Kristus. Og således, fordi de med deres øverste ikke har villet tage imod eller kende denne Messias, da han selv prædikede og gjorde undere, må de nu tage imod ham, som de har henrettet og korsfæstet, skønt de ikke ser ham eller har ham legemligt hos sig, men tro, at han er opstanden fra døden, sådan som de hører om ham ved apostlenes prædiken, og at han er Herre over alt; og nu helt og aldeles lade deres tidligere drømme og håb falde om, hvordan han skulle komme og for deres lov og gudsdyrkelses skyld ophøje dem til stor ære, rigdom og herredømme i verden og udbrede deres Moses og præstedømme i hele verden. Nu må de blive glade og takke Gud for, at de er lige med hedningerne og sammen med dem kommer til frelsens ord, så de blot kan få Guds nåde, syndernes forladelse og det evige liv.

Men han beviser sin prædiken om Kristi opstandelse med mange vældige skriftsteder, som han uden tvivl har udlagt med mange ord og holdt en lang prædiken om; den er ikke gengivet fuldt ud her, men kun stykkevis antydet ganske kort. Men apostlene har dermed villet vise os ind i Skriften, så at vi dér skal studere og med flid lægge mærke til, hvor vældigt profeterne har talt om Kristus og om hans gerninger og rige.

Det første skriftsted henter han fra den anden salme, som helt og holdent er digtet om Kristus og hans rige (hvad også jøderne måtte bekende, dengang de endnu var lærde). Dér siger Kristus selv: «Jeg vil prædike om en ny måde, nemlig at Herren har sagt til mig: Du er min Søn, i dag har jeg født dig.» Det står, siger Sankt Paulus her, skrevet i den første salme [således Luthers tekst, som også nogle gamle håndskrifter har; Den Frie Bibel har «i den anden salme»], skønt det dog i alle bøger, gamle og nye, efter tal og orden er den anden salme. Men han taler her ikke om et sådant tal eller en sådan orden, som salmerne står i efter hinanden i bogen, men om ordenen i de skriftsteder, han vil anføre. Som om han ville sige: «For det første vil jeg bevise det af en salme», eller: «Først står det skrevet i salmen»; ligesom en prædikant begynder og siger: «Det vil jeg sige for det første»; ligeså: «Det står først i en salme»; ligeså: «i en anden salme» osv., hvad enten det så er den første, anden, tyvende eller tredivte; hvor han ikke tæller salmerne efter deres orden, men efter som han anfører dem.

Men hvordan passer dette skriftsted til det, Sankt Paulus anfører det for, nemlig at bevise Kristi opstandelse? Det er jo et skarpt citat, som han uden tvivl har udlagt smukt og rigeligt. Salmen taler om Messias eller den konge, som skal regere i folket og blandt menneskene; sådan som den klart siger: «Jeg har indsat min konge på mit hellige bjerg Zion», det vil sige i Jerusalem. Derfor må han jo være et sandt menneske, lige som de andre. Ja, den siger desuden, at også konger og herrer i landet skal rase imod ham og forfølge ham; hvad der ikke kunne ske, hvis han ikke regerede på jorden.

Men i dette vers står der nu, at han også er sand, evig Gud. For Gud kalder ham sin Søn, og det en sådan Søn, som han selv har født i sit guddommelige, evige væsen og sin majestæt; så at han ikke er en udvalgt, men en sand, født Guds Søn. Fordi han nu er et menneske som andre, må han også dø efter denne natur, ja, lade sig dræbe og korsfæste af verdens herrer. Men da han også er Guds fødte Søn og altså sand Gud, kan denne person (også efter den menneskelige natur) ikke blive i døden, men må frem igen, ud af døden og over døden, og blive en evig Herre over død og liv. For her er én udelt person og én eneste Søn af Jomfruen, af Davids slægt og af Gud; han kan ikke blive i døden. Men når han kommer i døden, så må døden blive overvældet og overvundet af ham, ja, kvalt og tilintetgjort, og i denne Herre må bare liv regere og gives alle, som tager imod ham. Som det er sagt nærmere andetsteds.

Men det lyder endnu underligere om opstandelsen, som følger af profeten Esajas, Es 55,3: «Jeg vil trofast holde jer den nåde, der er lovet David.» Det lyder efter den hebraiske tekst sådan: «Jeg vil slutte en evig pagt med jer, nemlig Davids sikre nådegaver.» Profeten taler dér om løftet om Kristus, som blev givet David, 2 Sam 7. Og i de foregående ord formaner og lokker profeten meget trøsteligt hele verden til at tage imod disse ord og denne prædiken, ved hvilke alle fattige, elendige og bedrøvede skal få stort gode, glæde og frelse. Og straks efter disse ord siger han, hvordan han har givet Messias, Davids lovede sæd, til menneskene som vidne (det vil sige som en prædikant, sendt fra Gud) og som fyrste og hersker over folkene osv., som den, der skal være en anden lærer end Moses og hans præster og lovlærere (som var der før), og også en anden herre, regent og konge end David og alle herrer i deres verdslige regimente; og at han underlægger ham alt, ikke for at han skal oprette et nyt udvortes regimente eller udbrede det jødiske blandt hedningerne, men for at både jøder og hedninger sammen skal høre ham og tro på ham, så at de ved ham har, hvad han har lovet; og det kalder han her pagten om de sikre nådegaver (som er lovet David). Den (siger han) vil jeg slutte og holde med jer som en guddommelig, sikker, trofast pagt, netop i denne Kristus, så at ved ham skal gives alt, hvad Guds nåde giver og bringer med sig: syndernes forladelse og udslettelse, forløsning fra døden og evigt liv.

Når nu denne Kristus (ved hvem denne pagt sluttes) er et sandt menneske, sådan som han er lovet David, af hans blod og kød, og skal bringe og give den evige nåde, hvorfor han også må være Gud, som det alene tilkommer og hører til at give sådant: så må han ikke blive i døden, skønt han også dør som et naturligt menneske; men han må selv opstå fra de døde, så han også kan forløse andre fra døden og give evigt liv, så at han i sandhed kan hedde og være en evig konge over nåde, retfærdighed og liv, sådan som Gud har lovet fast at holde.

Således er denne artikel om Kristi opstandelse antydet overalt, hvor der i Skriften står om Kristi evige rige og evig nåde; sådan som Sankt Paulus også sikkert har anført flere andre skriftsteder for at forklare dette sted; som af Sl 110,1: «Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd» osv. Ligeså Sl 110,4: «Herren har svoret og vil ikke fortryde det: Du er præst til evig tid.» Dér har Gud lovet, at han vil give Kristus, som skal sidde ved hans højre hånd, det vil sige være en evig Herre og konge i almægtig, guddommelig magt, og dog have sit kongerige på jorden (på Zion eller i Jerusalem); og desuden være en evig præst, som jo må være taget blandt menneskene og være som de, det vil sige også dødelig, men dog sådan, at han alligevel forbliver præst til evig tid; derfor må han ikke blive i døden og graven.

Det tredje skriftsted, som Sankt Paulus anfører her, er fra Sl 16, som også egentlig taler om Kristus; det udlægger Sankt Peter videre i den første prædiken på pinsedag, og han slutter vældigt ud fra det (sådan som ordene i sig selv klart siger det), at Kristus døde og dog ikke måtte rådne i graven, men opstå igen fra døden ufortæret og uden forrådnelse (nemlig på den tredje dag).