4. påskedag (Kol 3,1–7)

Epistlen på 4. påskedag, Kol 3,1–7, som også kan læses på 3. påskedag

Vi har hidtil hørt den glade prædiken om Kristi opstandelse, hvordan den er sket og skal troes til vort gavn, trøst og frelse. Men for at vi også af hjertet kan være Gud taknemmelige for en sådan uudsigelig velgerning og holde og fejre opstandelsen sådan, at han bliver lovet og priset for den, skal vi også høre og bevare, hvad apostlene lærer os om den frugt, som den skal virke i os, så den også viser sig i vort liv. Derfor vil vi her tage Sankt Paulus’ formaning i Kol 3, som især handler om dette.

(Her følger teksten.)

I denne tekst hører vi, at Sankt Paulus formaner de kristne til rette kristne, gode gerninger eller troens frugter; og grunden til denne prædiken tager han netop fra Kristi opstandelse, hvorved den høje nåde og trøst forkyndes os, at vi ved den skal have syndernes forladelse og frelse fra den evige død. Men for at letsindige, kødelige hjerter ikke skal bilde sig ind, at alting straks er sket i os, og at skatten (som gives os herved) er helt udtømt, blot de har hørt den, og for at de altså ikke skal bedrage sig selv, prædiker han altid samtidig sådan, at vi også skal prøve Kristi opstandelse på os selv, om vi har fattet den ret og af hjertet.

For det skal jo ikke blive ved ordene alene, og det er ikke Kristus om at gøre, at man kan høre og tale om det, men at det skal mærkes i vort liv. For hvad hjælper det en død, at man prædiker meget for ham om livet, hvis han ikke også bliver levende af det? Eller en synder om retfærdighed, når han dog bliver i synden? Eller en, der farer vild, og en sværmeånd om sandheden, hvis han ikke lader sin vildfarelse og sit mørke fare? Så er det heller ikke blot forgæves, men også skadeligt og fordømmeligt at høre om opstandelsens herlige og salige trøst, når hjertet aldrig erfarer det, men kun lyden bliver i ørerne eller lidt skum på tungen, og der ikke følger mere af det end hos dem, som aldrig har hørt et ord om det.

For Kristi opstandelses herlige gerning og høje skat skal jo (vil Sankt Paulus her sige) ikke være en unyttig, doven og kraftløs snak eller tanke, som et dødt billede hugget i sten eller malet på papir, men en sådan kraft og magt, som ved troen også virker en opstandelse i os, hvilket han kalder at opstå med Kristus, det vil sige: være død fra synden, revet ud af dødens og helvedes vold og have trøst og liv i Kristus; som han har sagt klart om det tidligere i det andet kapitel: «I er begravet med Kristus ved dåben, i ham er I også opstået med ham ved troen, hvorved Gud virker i jer» osv. (Kol 2,12).

Når I nu (siger han) har fattet Kristi opstandelse med troen og fået dens kraft og trøst og således er opstået med ham, så må det jo vise sig på jer, så I mærker det, og det kan spores hos jer, hvordan det er begyndt at virke i jer, så det ikke kun er ord, men sandhed og liv. For dem, der ikke mærker det sådan, er Kristus endnu ikke opstanden, selv om han for sin egen person er opstanden; for de har ikke den kraft hos sig (som hedder at opstå med Kristus), så de i sandhed kunne kaldes både døde og opstandne mennesker.

Derfor vil han hermed vise og lære os, at de, som vil være kristne, skal vide, at dette må ske i dem; ellers er de endnu ikke troende kristne, som de roser sig af eller bilder sig ind. For dette skal være prøven på, om vi er opstået i Kristus, det vil sige, om hans opstandelse er kraftig i os, eller om den kun er ord og ikke også gerning og liv.

Men hvordan går dette liv og denne død til? Hvordan er vi døde og dog samtidig også opstandne? Er vi kristne, så skal vi være døde og dog også leve; ellers er vi ikke kristne. Hvordan rimer de to sammen? Ganske vist har nogle falske lærere (allerede på apostlenes tid) forstået og tydet disse ord ligefrem sådan, at de kristnes opstandelse allerede var sket (som Sankt Paulus selv nævner i 2 Tim 2,18), så de efter den legemlige død ikke mere skulle opstå; for den, der tror på Kristus (sagde de), er allerede opstanden og i livet, og således skulle opstandelsen fuldbyrdes helt i alle kristne i dette liv. Det ville de bekræfte med Sankt Paulus’ egne ord og netop dermed bekæmpe artiklen om de dødes opstandelse.

Men dem lader vi fare som nogle, Sankt Paulus selv har revset og fordømt, og forstår disse ord, som Sankt Paulus mener dem og selv udlægger dem tydeligt nok før og efter, så man ikke kan tvivle om, at han taler om den åndelige opstandelse. For det er også i sig selv vist: Skal vi legemligt på den yderste dag opstå til salighed med dette kød og blod, så må vi forinden også her på jorden være opstået åndeligt; som også Sankt Paulus siger i Rom 8,11: «Hvis hans Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, så skal han, der oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende, fordi hans Ånd bor i jer.» Det vil sige: Fordi han allerede har gjort jer levende, retfærdige og frelste indvendig, så vil han heller ikke lade legemet blive tilbage, som er den levende ånds hytte og hus; men fordi ånden allerede her er opstanden fra synd og død, så må hytten og den forgængelige kjortel, det er kød og blod, også frem igen af jordens støv, eftersom det er den salige, opstandne ånds herberg og bolig, så de begge skal komme sammen igen og leve evigt.

Derfor taler apostlen her ikke om den kommende legemlige opstandelse, men om den åndelige, for hvis skyld også den legemlige må ske. Og således fatter han sammen Herren Kristi opstandelse, han, som har taget sit legeme igen fra graven og er gået ind i det evige liv, og vor opstandelse, idet vi ved hans kraft og efter hans eksempel også skal opstå: først efter sjælen, fra det syndige og fordømmelige liv til et ret, guddommeligt og saligt liv; og siden også komme frem igen af graven fra denne syndige og dødelige maddikesæk med udødeligt, herligt legeme og sjæl.

Således kalder Sankt Paulus de kristne, som tror, både døde og levende, begge dele åndeligt, nu i dette liv; men sådan, at siden også dette syndige kød skal dø, for at også synden og døden kan fortæres og opsluges i det, og både legemet og ånden leve evigt. Derfor siger han nu:

«Er I nu opstået med Kristus, så søg det, som er foroven, hvor Kristus er ved Guds højre hånd» osv.

Dermed skal I bevise (vil han sige), at I allerede nu er opstået åndeligt og siden (ved samme kraft) også skal opstå legemligt, at I søger og stræber efter det, som er foroven, det vil sige det, som er guddommeligt, himmelsk og evigt, ikke det, som er jordisk, forgængeligt og verdsligt.

Hvad skal det nu sige? Skal vi da nu (når vi er blevet kristne) ikke mere spise og drikke, dyrke jorden, holde hus, regere eller gøre andet arbejde, men ligge der helt som døde og ørkesløse, fordi du siger, at vi ikke skal søge det, som er på jorden, når alt dette dog stadig må være? Og hvad siger du til, at Kristus, Herren, også selv er hos os på jorden, som han sagde, før han fór til himmels: «Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning» osv. (Matt 28,20)? Så er jo også hans dåb på jorden, ligeså sakramentet og evangeliets prædikeembede, hvorved han selv regerer sin kristenhed på jorden.

Men han forklarer selv lidt efter, hvad han mener med disse ord, det, som er på jorden, og det, som er foroven. For dermed befaler han ikke at foragte skabningerne på jorden; for han taler nu ikke om det, Gud har skabt, hvilket er lutter gode ting, som han selv har set på som gode og kalder gode; han kalder heller ikke et menneske jordisk, fordi det omgås dem og bruger skabningerne; men den, som er uden kundskab om Gud og ikke har mere og heller ikke stræber efter mere, end hvad fornuften giver og lærer ham, sådan som han er født af far og mor, et blindt, vantro menneske, som intet ved om Gud eller om det kommende liv og heller ikke spørger efter det, kun følger sin naturlige forstand og vilje og intet søger uden sit gods, sin ære, hovmod og vellyst. Det kalder apostlene at leve jordisk og verdsligt, hvor der intet Guds ord er, eller hvor det i hvert fald ikke agtes, og hvor Djævelen har sit regimente og sin vilje og driver sådanne til alle slags laster.

Fra et sådant jordisk væsen (vil han sige), som hedningerne og de vantro stræber efter, de, som slår Guds ord hen i vejret og lader sig føre og drive af Djævelen efter hans vilje, må I være døde og dermed bevise, at Kristi opstandelse ikke er forgæves ord i jer, men levende kraft, som viser sig i jer, så I også er opstået og nu lever anderledes end før, efter Guds ord og vilje; og det kaldes et guddommeligt, himmelsk liv. Hvor det ikke sker i jer, er det et tegn på, at I endnu ikke er kristne, men bedrager jer selv med tom indbildning og tanker.

Men med ordet: det, som er på jorden, eller jordisk, fatter Sankt Paulus ikke alene de grove, ydre laster og synder, som også er strafværdige for verden, men også andre, højere stykker og alt, hvad der ikke stemmer med Guds rene ord og troen og et ret kristent væsen. For at man derfor kan forstå og fatte det desto bedre, vil vi dele det, sådan som også Sankt Paulus selv plejer at skelne.

Der er to slags jordisk væsen eller liv på jorden, nemlig åndens eller det åndelige og kødets eller det legemlige. Et jordisk væsen i ånden kaldes og er de åndelige laster: falsk lære og indbildning, hvor sjælen lever uden Guds ord, i foragt for Gud, i vantro osv. Eller, hvad der er endnu værre, når man misbruger Guds ord og Kristi navn til falsk lære og som dække og pynt over onde stykker og kneb for at bedrage folk med falske påskud og et skin af sandhed eller kristen kærlighed osv.

Det kaldes jordisk væsen efter sjælen, og det er netop det værste og skadeligste stykke, hvor man ikke alene synder for sig selv, men også andre mennesker bliver bedraget derved; det kalder han også ovenfor i påskedagens epistel den gamle surdej og ondskabens surdej osv. Og i 2 Kor 7,1 giver han netop denne deling og forskel mellem de to slags laster, hvor han siger: «Lad os rense os fra al besmittelse af kød og ånd» osv. For besmittelse af ånden kalder han disse skjulte, fine laster, hvormed ånden eller mennesket indvendig besmitter og fordærver sig for Gud, mens det dog ikke ses for verden og udvortes, og fornuften og menneskelig visdom bliver bedraget.

Fra et sådant jordisk væsen skal vi for det første være døde, hvis vi vil være rette kristne, så vi ikke skal tage imod eller tåle nogen sådan jordisk lære og falsk indbildning, som kommer fra os selv, hvad enten det er ved fornuften, filosofien eller juristernes kunst uden Guds ord, eller også pyntet med Guds ords navn og dække; for det er dog ikke andet end en ren jordisk ting, som ikke spørger eller stræber efter Guds vilje og rige og det evige liv, men kun søger sin egen ære, hovmod og ros for visdom, hellighed eller andet. Og selv om det roser sig af evangeliet og troen på Kristus, så er det dog ikke alvor og bliver altid, som før, uden kraft og frugt.

Omvendt, når vi nu også er opstået med Kristus ved troen, skal vi også stræbe efter det, som ikke er jordisk eller fordærveligt og forgængeligt, men det, som er foroven, det vil sige himmelsk, guddommeligt og evigt, nemlig den rette, rene, sande lære og det, som behager Gud, hvorved hans ære og Kristi rige bevares, og vogte os for alt misbrug af hans navn, for falsk gudsdyrkelse og for tillid til og formastelse på egen hellighed, hvorved ånden besmittes og bliver uren.

De andre laster, som Sankt Paulus også kalder jordiske, og som han især opregner her, er grove og legemlige, såsom hor, urenhed, griskhed osv., som også fornuften forstår og dømmer. For af de andre bliver den fanget og bedraget, ja blindet, så den ikke kan vogte sig for dem. Derfor kaldes hine også åndelige, ikke alene fordi de besmitter ånden – for ånden besmittes af alle laster, også de legemlige – men fordi de er for høje og ikke forstås eller erkendes af kød og blod. Men disse kaldes legemlige eller legemets besmittelse, fordi de sker og begås med legemet og dets lemmer.

Nu skal vi lige så vel fra disse som fra de andre være døde eller i hvert fald findes på vejen, så vi stadig dør fra dem og kun stræber efter at vende ryggen til alt sådant jordisk væsen, men ansigtet mod det, som er et himmelsk og guddommeligt væsen. For den, der endnu stræber efter sit kødelige væsen og går op i det, er endnu ikke død fra verden med Kristus; derfor er og virker Kristi opstandelse heller ikke noget i ham, men Kristus er død og intet for ham, og han igen for Kristus.

Denne formaning er især nødvendig at drive i denne tid, fordi vi ser, at der er mange sådanne, og at de bliver flere og flere, som også roser sig af evangeliet og godt ved, at disse stykker besmitter og fordømmer mennesket; og dog går de bestandig sikre af sted og tænker ikke på, at Gud vredes over det, eller de samler på karvestokken, alt hvad de kan. Ja, det er nu blevet helt almindeligt, at folk kun gør, hvad de har lyst til, og dog ikke vil have gjort det eller straffes for det; nogle gør sig også så skinnende rene og ulastelige, at det, de gør, ikke må kaldes ondt eller uret, de foregiver stor kristen kærlighed og dyd og øver dog lumske, onde kneb og stykker, går så hen og smører folk om munden, kan pudse og pynte sig, som om de havde handlet godt og ret, og mener, at når de gør sig rene for folk, så man ikke kan revse dem offentligt, så skal Gud også lade sig bedrage sådan. Men hvad han vil sige til det, skal de få at erfare. For Gud lader sig ikke, som mennesker, gøre til abe og nar, siger Sankt Paulus i Gal 6,7. Og her nytter ingen dækken og pynten, men at være død og afdød fra lasten og nu stræbe efter det, som er retskaffent, guddommeligt og kristeligt.

Men han opregner her nogle af de grove, ydre, legemlige laster, og især disse to: hor eller utugt og griskhed, som han også omtaler på samme måde i Ef 5,3–5 og 1 Thess 4,3–7, som vi har hørt i epistlerne på 2. og 3. søndag i fasten; og han vil, at de kristne med flid skal vogte sig for dem og være helt døde fra dem, eftersom sådanne revses selv af hedningerne; og at vi derimod skal stræbe efter lutter renhed som dem, der nu hører hjemme i himlen hos Kristus. For det hører også en kristen til at holde sit legeme i tugt og helliggørelse eller kyskhed, så han ikke besmitter og gør sig uren, som verden gør, med hor og anden utugt.

Ligeså siger han også om griskheden, som han giver det skændige navn, at den hedder afguderi eller afgudsdyrkelse, for at de kristne desto mere skal flygte fra den som fra den gruligste last, som Gud er allerhøjest fjendtlig imod. For den er også en sådan ting, som vender mennesket helt bort fra troen og den rette gudsdyrkelse, så han hverken spørger eller stræber efter Gud eller hans ord og de evige, himmelske goder, men kun bliver hængende ved det jordiske og kun søger en sådan gud, som giver ham nok her på jorden.

Herom var der meget at sige, hvis man skulle gå alle stænder og handler igennem; for det er for øjnene af os, hvordan verden, især i denne tid, ligger helt druknet i denne last, og det er ikke til at tælle, hvor mange fine kunster griskheden kan finde på, og med hvor prægtig, smuk pynt den forstår at sælge sig selv, så den ikke holdes for synd og last, men for stor dyd og ærbarhed; ligesom afgudsdyrkelsen altid gør, som for Gud er den højeste vederstyggelighed og dog har det prægtigste skin og ry for verden, så den ikke vil være synd eller last, men kaldes den højeste hellighed og gudsdyrkelse.

Sådan bærer også denne Mammons afgudsdyrkelse det smukke dække, at den ikke må kaldes griskhed eller at stræbe efter uretfærdigt gods, men at søge sit udkomme ret og ærligt og velfortjent gods, og den kan pynte sig fint med Guds ord: at Gud har befalet mennesket at søge sit brød med sin møje og sit arbejde, og at enhver er skyldig at sørge for sit hus, sin hustru og sine børn, så han ernærer dem; så ingen verdslig øvrighed, ja heller ingen prædikant, kan dadle eller revse en sådan griskhed, medmindre den farer groft frem med røveri og tyveri.

Derfor må man lægge dette på enhvers samvittighed, så han står til ansvar for det og ved, at Gud ikke vil lade sig bedrage. For man ser, hvordan denne last under sådant skin og dække bryder ind med en sådan syndflod og tager overhånd i hele verden, så den er blevet en helt almindelig ret, og enhver ustraffet og uhindret ikke driver eller gør andet end lutter grisk at skrabe og kradse over al måde. De store og mægtige med daglig skattepålægning, nye afgifter, plukken, plyndren, skinden og plagen af de fattige; de mener, at de kan rive alt til sig med magt, hvad de kan. Dernæst den anden, almindelige hob med åger, prisforhøjelser, overpriser, at tage fordel af andre osv., og dog vil ingen have gjort uret eller skældes ud for en ukristen; ja, det er nu kommet dertil, at man ingen steder mere kan forhindre selv det helt åbenlyse røveri og tyveri, utroskab og bedrageri hos de ringeste daglejere, karle og piger i huset.

Og hvem kunne opregne alt, hvor vidt denne last går i alle verdens sager, handler og væsen indbyrdes? Men enhver, der vil være en kristen, har hermed fået nok sagt til, at han griber i sin egen barm og lader det fare, hvis han stikker i det, eller ved, hvordan han skal vogte sig for det; for enhver kan godt forstå og mærke hos sig selv, hvad der i den sag kan ske kristeligt og med god samvittighed; og vi har den regel, som Kristus giver om det, at vi skal se på, hvordan vi selv ville have, at man gjorde mod os, så det er lige og rimeligt (Matt 7,12). For hvor det går ulige til, der kan det jo ikke gå af uden griskhed.

Vil du nu ikke lade denne last fare, så skal du også vide, at du ikke er en kristen eller troende, men (som Sankt Paulus kalder dig) en skændig, fordømt afgudstræl og ikke har nogen del i Guds rige; for du lever endnu helt for verden og tænker ikke på at opstå med Kristus. Derfor vil denne liflige, søde prædiken ikke hjælpe dig, så du siger: «Kristus er død og opstanden for synderne; derfor håber jeg også for mig.» Javist; men hvis du altid vil blive i det gamle skind og kun bruger denne prædiken som dække over din skændige griskhed, så står der skrevet her: Tag dig bare ikke denne trøst til indtægt; for selv om han er død og opstanden for alle, så er han dog endnu ikke opstanden for dig; for du har endnu ikke fattet denne opstandelse med troen: Røgen har du set, men ilden har du ikke mærket; ordene har du hørt, men ingen kraft af dem har du fået.

Men vil du med rette rose dig af denne prædiken og trøste dig ved, at Kristus har hjulpet dig ved sin død og opstandelse, så må du ikke blive i dit gamle syndige væsen, men iføre dig et nyt skind; for hans død og opstandelse er sket, for at også du til sidst skal dø fra verden med ham og blive hans opstandelse lig, det vil sige begynde at blive et nyt menneske, som han er oppe i himlen, som ikke har lyst og kærlighed til griskhed og til at bedrage sin næste, men lader sig nøje med det, Gud giver ham ved hans arbejde, og er mild, god og gavmild mod dem, der trænger til ham, osv.

Men for at denne formaning desto mere kan bevæge de kristne til at vogte sig for sådanne laster, styrker og afslutter Sankt Paulus den også med alvorlig trussel og fremholden af Guds vrede og siger: «For deres skyld kommer Guds vrede over vantroens børn», det vil sige over den vantro verden, som ikke agter Guds ord, hverken frygter eller tror det, ej heller stræber efter at være det lydig, og som dog ikke vil kaldes ukristne eller afgudsdyrkere, men Guds folk og fromme folk.

Hermed viser han atter, at et sådant verdsligt væsen og liv i jordiske lyster, griskhed og andet ikke kan forliges eller bestå sammen med troen, og at Kristi opstandelses kraft intet kan virke hos sådanne; derfor kalder han sådanne vantroens børn, som er uden tro og med deres ukristelige væsen fører Guds vrede over sig selv, så de bliver udstødt og forkastet fra Guds rige. For dette er Guds alvorlige dom, at han ikke vil give nogen nåde til et sådant væsen, men vise sin vrede imod det og lade den gå, både med legemlig straf i dette liv og siden med evig straf; som han også anfører netop disse ord andre steder, Ef 5,6 og Rom 1,18: «Guds vrede åbenbares over al ugudelighed» osv.

Se, det er Sankt Paulus’ formaning til alle, der vil kaldes kristne, hvori han minder dem om, hvad de er kaldet til, fordi de har evangeliet om Kristus, og hvad Kristi opstandelse skal virke i dem, nemlig at de skal være døde fra alt det, som ikke læres eller leves efter Guds ord og vilje, og at de, når de tror på den opstandne, levende Kristus, også som opstandne med ham stræber efter det samme himmelske liv, hvor han sidder ved Guds højre hånd, hvor der ingen synd og intet jordisk væsen er, men lutter evigt liv og uforgængelige goder og herlighed, som de kristne skal have og nyde med ham evigt.

Men også denne prædiken fatter ingen uden troen; for det, som apostlen her siger om de kristnes liv og herlighed i den opstandne Kristus, ses ikke for verden; ja, det ses og mærkes heller ikke endnu af dem selv med de ydre øjne og sanser; derfor siger han også selv: «I er døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.» For verden kender og priser det ikke, men er det fjendtlig og kan ikke tåle, at I tror på Kristus og ikke vil holde med den og leve, som den lever, efter jordiske lyster. Derfor kaldes det også med rette et liv, der er skjult for verden og for de kristne selv efter det ydre syn og den ydre følelse; men dog et sådant liv, som er vist og vel forvaret og siden også skal lyse åbenlyst for hele verdens øjne; som han også siger:

«Men når Kristus, jeres liv, åbenbares, så skal også I åbenbares med ham i herlighed.»

Det er de kristnes trøst i dette liv på jorden, hvor de nok hører om Kristus og griber ham i troen; men derimod ser det modsatte ud efter deres følelse og for verden, idet de må kæmpe med synden og deres egen svaghed og desuden er underlagt alle slags trængsel og ulykke, så de ikke mærker meget liv og glæde, som de gerne ville, men langt mere død og rædsel. Men derimod trøster Paulus dem og viser, hvor de skal søge deres liv og gribe det med vished. Vær ved godt mod (vil han sige), for I er jo døde fra dette jordiske liv, det må I give afkald på; men I har hermed gjort et kosteligt bytte. For det er en salig død, og til gengæld får I et langt herligere liv; for I er nu ved Kristi død forløst fra synden og den evige død, og en uforgængelig, evig herlighed er skænket jer. Men dette liv har I endnu ikke i jer selv ved følelsen, men i Kristus ved troen.

Og således kaldes Kristus jeres liv, som endnu ikke er åbenbaret i jer selv, men er vist i ham og så sikret, at ingen kan tage det fra jer, så I ved troen også må bevares ved hans liv og beholde sejren over syndens, dødens og Djævelens rædsler og plager, indtil dette liv også bliver åbenbaret på og i jer.

For visselig har I det i Kristus, og der fattes ikke mere, end at dækket, hvorunder det endnu er skjult (fordi I lever i dette dødelige kød og blod), tages bort, og det åbenbares; så skal alt verdsligt, jordisk væsen, synd og død høre op, og der skal være lutter herlighed i alle kristne. Derfor skal de kristne, som tror og ved, at Kristus er opstanden, trøste sig ved det og vente på, at de sammen med ham skal leve i evig herlighed, hvis de ellers forinden også er døde fra verden med ham.

Sankt Paulus har heller ikke glemt at vise, hvordan det endnu står til med de kristne og hellige i dette liv, idet han siger: «Så død da jeres lemmer, som er på jorden» osv. For han bekender, at de med Kristus allerede er døde fra det jordiske væsen og har livet i ham; og dog siger han: De skal døde deres lemmer på jorden, som han tyder og kalder hor, griskhed osv. Det er dog en underlig tale: døde og opstandne med Kristus og således i sandhed hellige; og dog skal de døde de jordiske laster på deres eget legeme og lemmer.

Det er det, apostlen viser i Rom 7,5.8.23 og ofte andre steder, at der i de hellige endnu bliver alle slags syndig lyst tilbage fra arvesynden, som stadig rører sig og vil bryde frem, også med sådanne grove, ydre laster, hvis den ikke modstås; ja, den er så stærk og mægtig, at den vil tage mennesket helt til fange og kaste ham ind under sig (som Sankt Paulus selv klager), ind under synden; og det gør den også, hvis han ikke ved troen og Helligåndens hjælp værger sig imod den og overvinder den.

Derfor hører der hertil en stærk, uophørlig strid og kamp, så de hellige må slås med den, hvis de ikke vil miste Guds nåde og deres tro igen; som Sankt Paulus også siger i Rom 8,13: «Hvis I lever efter kødet, må I dø; men hvis I ved Ånden døder kødets gerninger, skal I leve.» Således at en kristen har at kæmpe og stride med sig selv for at beholde Ånden og det begyndte nye, guddommelige liv; og her er det ikke gjort med munkeagtige, usle tiggergerninger, hvormed de mener at værge sig mod synden.

For dette skarn klæber ikke ved klædet eller udvendig på huden, så man kunne vaske og skrabe det af eller faste og spæge det ud; men det sidder indvendig i blod og kød og rører sig i hele mennesket og må ganske enkelt dødes, ellers dræber det dig. Men det dødes således, når du erkender det ved omvendelsen og har alvorligt mishag til det og søger og modtager forladelse ved troen hos Kristus og således modstår det syndige begær, så det ikke kommer til gerning og hersker over dig. Herom siges der mere andre steder.