1. søndag efter påske (1 Joh 5,4–12)

Epistlen på 1. søndag efter påske, 1 Joh 5,4–12

Denne epistel er oprindelig blevet fastsat til at læses på denne søndag, fordi den taler om dåben og den nye fødsel hos dem, som er kristne og er kommet til tro; for i gamle dage holdt man i kirken den skik, at man på denne tid, kort efter påske, plejede at døbe samlet alle dem, som nu havde taget imod troen på Kristus og var blevet undervist i den. Derfor kalder man også denne søndag Dominica in albis [«søndagen i de hvide klæder»], og vi tyskere har kaldt den den hvide søndag, fordi de, som var døbt, gik klædt i hvidt linned som tegn og bekendelse af deres dåb og nye fødsel; ligesom man stadig giver de døbte småbørn en hvid dåbskjole på.

Derfor, selv om denne epistel ikke omtaler Kristi opstandelse, taler den dog også om dens frugt, nemlig om troen og om hele det kristne væsen, som han kalder at være født af Gud, og om Helligåndens vidnesbyrd ved dåben, som gør os visse på, at vi er Guds børn og har det evige liv ved Kristus osv.

Det er ganske vist enkle, ligefremme ord, sådan som Sankt Johannes plejer at tale, og dog helt usædvanlige og uforståelige for alle menneskers ører; ja, for verden lyder det som den rene børnesnak eller narreord. For hvad er det sagt efter dens sprog: «Hvad der er født af Gud, overvinder verden»? At overvinde verden lyder, som om et menneske skulle gøre alt, hvad der er på jorden, sig underdanigt og blive herre og kejser over hele verden. Og endnu mere urimeligt lyder det, at mennesker skal fødes af Gud. «Hvem har nogen sinde hørt sådan noget,» siger verden, «at der er født børn af Gud?» Det ville da ikke være så latterligt, hvis han sagde, at de skulle fødes af sten, sådan som hedningernes digtere har digtet. For den kender ingen anden fødsel for mennesker end af mand og kvinde. Derfor forbliver det nok en underlig prædiken, som ingen forstår og fatter uden de kristne; de skal tale med et sådant nyt sprog (som Kristus siger i Mark 16,17), undervist og oplyst af Helligånden.

Nu er det åbenbart, at når Skriften taler om denne fødsel, som hedder at være født af Gud, så tales der her ikke om menneskelige forhold og ting, som angår dette timelige liv, men om de høje ting, som hører til i hint liv, så det er det samme som at sige: Skal et menneske forløses fra synd og den evige død, komme ind i Guds rige og blive frelst, så er det ikke nok, at han er født af far og mor, det vil sige alt, hvad han har af naturen og bringer med sig: fornuft, fri vilje og al menneskelig evne og gerning. For denne fødsel omfatter og rummer alt, hvad verden har og formår, stort, mægtigt, fornemt, rigt, vist, lærd, helligt, og kort sagt det højeste og bedste, der findes på jorden. Alt dette giver og gør ikke mere end det, der tjener til dette legemlige liv og væsen; og det bliver dog alt sammen taget bort af døden og må forblive under den for evigt.

Derfor hører der en anden, ny fødsel til, som er bedre end alle menneskers, kejseres, kongers, de visestes og mægtigstes på jorden; for de er intet andet end, som Es 40,6 siger, græsset eller græssets blomst, der pludselig visner og tørrer ind. Men det må være en sådan fødsel, at det hedder: at blive født af Gud, hvor han selv er far og mor, det vil sige: at han ved sin guddommelige kraft, over naturens evne, virker i mennesket og skaber et nyt lys, en ny forstand og et nyt hjerte.

Det sker nu på den måde, at mennesket hører evangeliets ord om Kristus, som ikke åbenbares og prædikes af menneskelig forstand og vilje, men ved Helligånden, og tror det af hjertet; så hedder og er han undfanget og født af Gud, sådan som Sankt Johannes også siger i evangeliet, Joh 1,12: «Dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.» Og i dette kapitel, kort før disse ord (1 Joh 5,1), siger han også sådan: «Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud.» For ved denne tro bliver vi også antaget som børn af Gud for hans Søns skyld, så vi nu behager ham og skal være arvinger til det evige liv, og Helligånden bliver givet os i hjertet, sådan som der er sagt mere om dette andetsteds.

Hermed fordømmes nu de hovmodige lærere og ånder, som foregiver eller drister sig til at blive retfærdige for Gud ved egen fortjeneste og egne gerninger og mener, at fordi de er vise, lærde, fornuftige, hæderlige, retskafne folk, står det i deres magt at gøre noget godt, som Gud må finde behag i og derfor løfte dem op i himlen. Imod det siger Skriften klart det modsatte: at alt sådant er intet for Gud; for det er endnu alt sammen rent menneskeligt og ikke født af Gud. Derfor: om du så var nok så vis og mægtig og den ædleste og skønneste frugt, som den menneskelige natur kan bære, så kan du dog ikke se Guds rige, medmindre du bliver et helt andet menneske, født på ny, siger Kristus, Joh 3,3. Det kan du ikke selv begynde med dine tanker og kræfter, for du kan jo ikke gøre dig til andet, end du allerede er født af far og mor; men Gud må begynde det i dig og give sin sæd dertil, nemlig sit ord, så Helligånden ved det virker i dig, at du hænger ved det med troen, som sagt.

Den, som nu er født af Gud på den måde (siger Sankt Johannes), han overvinder verden. Det er prægtigt, stort og meget sagt efter Helligåndens sprog, og det er en meget stor kraft og gerning. For den, som er Guds barn, må jo også gøre og formå store ting. Således gør denne fødsel (ved Ordet og troen) rette kejsere og konger over alle konger og herrer, som overvinder verden, hvad ingen romersk eller tyrkisk kejser formår; og dog ikke ved legemlig eller verdslig magt, men ved troens åndelige fødsel; sådan som han også siger lidt efter: «Vores tro er sejren, som overvinder verden» osv., hvormed han selv tyder, hvad han kalder at være født af Gud.

Vil du nu vide, hvad det er for en sejr og overvindelse, og hvordan det går til, så må du først vide, hvad han kalder verden. For han taler her ikke om byer og lande, mark, hus og gård, penge og gods, men han deler og adskiller de to riger. Det ene hedder Guds og Kristi rige; det er Himmeriget, og i det er først de fornemste og inderste rådgivere og nærmeste herrer, englene i himlen, dernæst hele kristenheden på jorden under ét hoved, én herre og konge, Kristus. Det andet herredømme er helvedes rige, hvor Djævelen er herre og fyrste sammen med sine mægtige rådgivere og tjenere, englene, som er faldet fra Gud sammen med ham, og verden, det vil sige de mennesker på jorden, som lærer, tror og lever imod Kristus: hedninger og jøder, tyrkere og falske kristne.

For når man taler om Guds himmelske rige, må man ikke alene forstå styret og de mennesker, som hører til i himlen, men Herren og regenten selv, Kristus, med alle hans engle og hellige, både levende og døde. Således betyder verden eller verdens rige heller ikke alene det jordiske væsen og liv, men først og fremmest dens herre og fyrste, Djævelen med hans engle og alle ukristne, ugudelige og onde mennesker på jorden. Derfor, når Sankt Johannes her siger: «Den, som er født af Gud, overvinder verden», vil han, at man ved ordet «verden» først og fremmest skal forstå Djævelen selv med al hans magt og hele hans styre på jorden.

Hvordan disse to slags riger nu regeres, er åbenbart og ikke skjult, bortset fra at vi ikke ser de to hoveder, Herren Kristus og Djævelen. For Kristus regerer selv med egen kraft og magt, mægtigt, ved Ordet og Helligånden i sine troendes hjerter, holder dem fast og beskytter dem i troen og erkendelsen af sit ord mod Djævelens vrede og list; desuden ved sine engle, som bevarer dem, og ved dem selv indbyrdes, ved deres tjeneste og kærlighedsgerninger, hvor den ene lærer, underviser, trøster, formaner den anden osv.; og han har i sin lille flok fine, fromme, lydige, tålmodige, kyske, venlige, gavmilde og godgørende folk.

Derimod ser man også godt, hvad Djævelens styre er, og hvordan verden lever og bærer sig ad: den er intet andet end en stor stald fuld af vantro, skændige, onde mennesker, som af deres gud drives til al ulydighed, utaknemmelighed og foragt for Gud og hans ord; ligeledes til afgudsdyrkelse og falsk lære, til at forfølge og plage de fromme kristne og ellers til at øve al slags overmod, frækhed, ondskab og last osv.

Det er de to modstridende riger; de slås med hinanden uafbrudt om kronen, og det gælder om, hvem der skal vinde sejren og få overhånd. Derfor er de kristne sat ind i kampen, så de må ligge i felten mod Guds fjende, der regerer verden ved løgn og mord, og slås med hans hær og tjenere, sværmeånder og onde, skændige mennesker, for at de kan værge mod det onde og fremme det gode og således er rustet til at vide, hvordan de skal møde fjenderne og gøre modstand, så de ikke bliver overvundet, men erobrer feltet og vinder sejren.

Derfor siger Sankt Johannes nu: «Hvad der er født af Gud, overvinder verden, og vores tro er sejren, som har overvundet verden.» For han taler sådan for at formane de kristne til, at de – når de tror – også skal tænke på at vise denne tros kraft og øvelse i gerning og liv; sådan som han også først og fremmest har skrevet denne epistel for at straffe de falske kristne, som gerne hører, når man lærer, at vi bliver frelst alene ved Kristus, og at vores gerning og handling ikke fortjener det, og som mener, at når de har hørt det, så er de nu også kristne og behøver slet ikke at gøre noget eller kæmpe; de tænker ikke på, at der ved og af troen skal blive nye mennesker, som overvinder verden og Djævelen.

For dette skal være de rette kristnes kendetegn, hvorpå man kan kende, at de er født af Gud, og som skiller dem fra de falske børn, der kun beholder skummet af Guds ord, men aldrig erfarer dets kraft; deraf bliver der kun et misfoster, hvor der hverken er ret guddommeligt liv eller kraft. Det hedder her ikke at være født af Gud og dog blive i det gamle, døde, verdslige væsen og ligge og leve i synder efter Djævelens behag, sådan som du var før; men det hedder at stå imod Djævelen og hele hans rige. Derfor, hvis du ikke overvinder verden, men lader dig overvinde, kan du nok rose dig af troen og Kristus, men din egen gerning vidner imod dig, at du ikke er Guds barn.

For at begynde med det laveste og groveste eksempel: Roser du dig af at være Guds barn og lever dog i hor, ægteskabsbrud osv., så har Djævelen allerede overvundet dig og revet dig ud af Guds rige. Er du en gerrighals, der skader din næste med åger, overpriser, falske varer og uærlig handel, så har du ladet verden og dit eget kød overvinde dig for en skilling. Ligger du i had og misundelse mod din næste, så er du allerede Djævelens træl og fange. Sådan også i de fine, høje stykker, hvor man skal stå imod Djævelens list og lumskhed, når han bedrager mennesket med falsk lære og driver det til afgudsdyrkelse, falsk tro, formastelse, fortvivlelse, gudsbespottelse osv. Viger du så for Djævelen og lader dig forføre, hvad hjælper det dig da, at du roser dig af evangeliet og troen, når du dog ikke har fattet Guds ord ret og ikke kender Gud i Kristus ret, men går i vildfarelse og falsk indbildning, fanget og bedraget af Djævelen?

Derfor hører der mere end almindelig menneskelig visdom og kunst, kraft og magt til at bestå og sejre mod en så mægtig fjende; og en kristen må være rustet sådan, som jeg har sagt, at han både kan vogte sig for Djævelens list og bedrag og stå ham imod. For derfor hedder han et sådant menneske, som er født af Gud; han må være en anden mand end en fornuftig hedning eller et klogt verdensmenneske, så han forstår Guds ord ret og kender Kristus ret og har grebet ham ved troen og øver og bruger den i en sådan kamp som sin rustning og sit våben. Så kan han bestå mod Djævelen og verden og vinde sejren; for han har kraften og magten hos sig, nemlig Guds ord og troen, som trænger igennem og ikke kan overvindes, så længe han bliver ved det.

Derfor siger Sankt Johannes også lige før denne tekst: «Fordi vi er Guds børn, holder vi hans bud, og hans bud er ikke tunge; for hvad der er født af Gud, overvinder verden» osv. Så stærk er denne fødsel, hvor den er sand, at den overvinder Djævelen, verden og alt. Ligesom når et barn er født rigtigt og fuldbårent til verden, kan det godt overvinde en ringe sygdom, der rammer det, mens et uret, ikke fuldbårent foster eller misfoster dør og går til grunde af sig selv.

For eksempel: Har jeg troen og er født af Gud, så vil jeg ikke besmitte mig selv med utugt og hor eller bringe skam over en andens barn eller ægtefælle; for den nye fødsel vil nok lære mig, at jeg ikke skal kaste min skat, som jeg har ved Kristus, så skændigt bort og frivilligt miste den og støde Helligånden, som bor i mig, fra mig; og troen, når den er og bliver hos mig, vil ikke lade det ske, at jeg gør noget sådant, som er imod min samvittighed og Guds ord og vilje.

Ligeledes: Vil gerrigheden anfægte mig til at bedrage og snyde min næste eller lukke hånden for ham, hvor jeg burde hjælpe og give ham, så må også min tro, hvis jeg er en kristen og født på ny, rejse sig imod det og minde mig om: «Skulle jeg gøre min broder skade eller lade ham lide nød og ikke dele med ham, når jeg dog ved, at Kristus har givet sit legeme og blod for mig?» Hvordan kan det komme ind i et kristent hjerte, når det tror, at det ved Guds Søn har modtaget en uudsigelig, evig skat, at det skulle lade sin næste blive i en ringe nød, hvor det godt kunne hjælpe ham? Langt mindre vil det gøre ham skade eller uret for en lille, skændig gevinsts skyld; det vil meget mere tænke sådan: «Er jeg ved Kristus blevet Guds barn og arving i himlen, så skal al verdens gods være mig alt for ringe til, at jeg for dets skyld skulle bedrage eller snyde et menneske for en skilling.»

Sådan også, når Djævelen ved sine tyranner eller sværmeånder eller også ved dine egne tanker anfægter dig til at falde fra den rene lære og følge hans bedrag; da må du som en kristen værge dig og komme i hu, hvad du har modtaget af Kristus i evangeliet ved troen: hvordan du derved er forløst fra dit tidligere mørke, din blindhed og vildfarelse og nu har lært at kende Gud ret, har fået en sikker trøst om nåden og frelsen og ved, hvad du skal leve og dø på. Hvorfor skulle du så give Djævelen rum og selv berøve dig din frelse og det evige liv og ikke hellere lade alt, hvad der er på jorden, fare, før du fornægter Guds ord eller lader den salige trøst blive taget fra dig, forvendt og forfalsket?

Se, det er det, Sankt Johannes siger: «Vores tro er sejren, som overvinder verden.» En stor, herlig pris over den kristne tro, at den har en sådan kraft mod Djævelen og verden, som ikke gøres eller opnås med menneskers gerninger og evne; der må være en højere og større styrke og magt til stede for at sejre over Djævelen, især i samvittighedens høje kamp, når han plager og martrer hjertet med rædsel for Guds vrede og derved vil drive det til fortvivlelse. Dér falder straks alle vore gerninger bort, og dér er ingen hjælp eller sejr uden troen, som holder sig til Herren Kristi ord og slutter, at Gud er os nådig for sin kære Søns skyld og ikke vil fordømme os for vore synders og vor uværdigheds skyld, når vi tror på ham. Denne tro står fast og beholder sejren, så hverken Djævelen eller alle helvedes porte formår noget imod den.

Sådan også i alle andre slags anfægtelser: Skal jeg stå imod og sejre, så må denne tro være der, at jeg ved Kristus har syndernes forladelse og en nådig Gud, som også vil give mig hjælp og styrke til at bestå i en sådan kamp, så Djævelen, døden, verden og kødet ikke overvælder mig, og så jeg således ved Helligåndens guddommelige kraft beholder sejren, hvor jeg ellers sammen med alle mennesker ville være alt for svag; for uden troen er vi alle allerede forud ved vores gamle fødsel under Djævelens og syndens magt og kan ikke blive forløst fra den andet end ved denne tro på Kristus.

Og at Sankt Johannes netop taler om denne tro på Kristus, viser han selv med klare ord og siger: «Men hvem er den, som overvinder verden, andre end den, som tror, at Jesus Kristus er Guds Søn?» Det siger han for netop at tyde, hvad den rette tro, som Skriften taler om, hedder og er. For ellers er der mange slags tro, som verden kalder tro. Jøderne, tyrkerne, de pavelige tror også (som de siger) på Gud, som har skabt himmel og jord; men at dette endnu ikke er den rette tro, viser sig deraf, at den intet gør eller udretter, hverken kæmper eller overvinder, men lader dem alle blive, som de er, i den gamle fødsel og under Djævelens og syndens magt.

Men det kaldes den rette, sejrrige tro, som tror, at Jesus er Guds Søn; den er en uovervindelig kraft, som Helligånden virker i de kristnes hjerter. For den er en så vis forståelse, at den ikke flagrer hid og did eller går og glor efter sine egne tanker, men griber Gud i denne Kristus som hans Søn, sendt fra himlen, ved hvem han åbenbarer sin vilje og sit hjerte og hjælper fra synd og død til nåde og nyt, evigt liv; og den er en sådan fortrøstning og tillid, som ikke forlader sig på sin egen fortjeneste eller værdighed, men på Kristus, Guds Søn, og som i lid til hans vælde og magt strider mod verden og Djævelen. Derfor er en sådan tro heller ikke en kold, doven, tom og ørkesløs tanke (sådan som de pavelige og andre drømmer om troen), men en levende, virksom kraft, så at der, hvor den er, må en sådan frugt, sejr og overvindelse følge; eller, hvis den ikke følger, så er troen og den nye fødsel heller ikke der.

Det er det første stykke i denne prædiken, om den nye fødsel og om troen. For det andet viser han, hvorfra og hvorved den tro kommer, som har en sådan sejr og overvindelse, og siger: «Han er den, som kommer med vand og blod, Jesus Kristus; ikke med vandet alene, men med vandet og blodet. Og Ånden er den, som vidner, at Ånden er sandhed. For tre er der, som vidner på jorden: Ånden og vandet og blodet» osv.

Han taler om Kristi rige og om Helligåndens embede, som han udøver i kristenheden udvortes og offentligt ved prædikeembedet og sakramentet; som han siger: «Tre er der, som vidner på jorden.» Og efter sin vane kalder han det et vidnesbyrd, ligesom han tit plejer at bruge dette ord. Således i begyndelsen af sit evangelium om Johannes Døberen (1,7): «Han kom som et vidnesbyrd for at vidne om lyset» osv.; så at vidnesbyrdet eller at vidne hos ham ikke betyder andet end den offentlige prædiken af Guds ord; sådan som også Kristus i Joh 15,26 siger om Helligåndens embede, at han skal vidne om ham, det vil sige føre det offentlige prædikeembede, som er et vidnesbyrd, som Gud selv giver om sin Søn Kristus, sådan som han også siger her, nemlig at vi har en sådan sejr over Djævelen og verden ved troen, for denne Kristi, Guds Søns, skyld.

Dette vidnesbyrd er af Kristus selv indrettet sådan, at det altid skal gå og blive i kirken; for derfor har han sendt Helligånden og selv kaldet og givet apostle og deres efterfølgere, sognepræster, prædikanter og lærere, som Sankt Paulus siger i Ef 4,11–13, og de skal drive det, så at det overalt og altid skal lyde i verden og også nå frem til børnebørn og efterkommere; ellers behøvede man hverken prædikestolen eller hele det udvortes kirkestyre, for så kunne enhver læse det for sig selv i Skriften. Men for mængdens skyld og for det unge folks skyld, som endnu vokser op, og som endnu ikke kender det eller i hvert fald trænger til formaning, må han drive et sådant offentligt vidnesbyrd eller prædikeembede, for at også de kan lære at kende Guds nåde, som han har skænket og vist os ved Kristus, og for at hans gerning og under således ved os kan blive offentligt kendt og prist, Djævelen og verden til trods.

Og hvor dette vidnesbyrd går, dér går det visselig heller ikke af uden frugt og slår ikke fejl; det rammer i hvert fald nogle, som tager imod det og tror. For da det er Helligåndens vidnesbyrd, som han siger her: «Ånden vidner», så vil han også være virksom ved det og virke det, som Sankt Johannes taler om: at vi bliver Guds børn og har sejr og overvindelse og evigt liv. Og således kommer de to sammen: Ordet eller prædikenen og vidnesbyrdet, og troen; de må aldeles ikke være skilt fra hinanden. For uden troen udretter prædikenen intet; og troen kommer ikke på anden måde end ved Ordet. Derfor bør vi med rette gerne høre det og omgås med det. For hvor Ordet er, dér er også Helligånden; men hvor han er, dér må der jo være nogle, som tror. Og selv om du allerede før har hørt Ordet og modtaget troen, så bliver den dog derved stadig mere styrket; og ingen ved heller, på hvilken tid og time Gud vil røre og oplyse dit eller en andens hjerte. For det kan godt ske i den time, hvor du mindst venter det, og hos den person, man mindst tænker på. For Ånden (siger Kristus) blæser, hvor den vil, og rører hjerterne, når og hvor han kender og ved dem.

Om denne kraft og magt, som Helligånden virker, taler Sankt Johannes her, og han viser også, hvorfra og hvorved dette vidnesbyrd har en sådan kraft, når han siger om Kristus: «Han er den, som kommer med vand og blod» osv. Dér fatter han det hele, som vi har i Kristi rige, og priser kraften i vores kære dåb og i Kristi lidelse eller blod; han bringer og knytter det alt sammen som i et lille bundt og gør vidnesbyrdet tredobbelt, så at alle tre, vand, blod og Ånd, på én gang i fællesskab giver vores tro vidnesbyrd og stadfæster den.

Det første er nu, at Kristus kommer med vand (det vil sige den hellige dåb), som han bruger som et udvortes tegn til denne sin gerning, menneskets nye fødsel og helliggørelse. For dette vand, som Kristus kommer med, kan ikke være et blot og tomt tegn; for han kommer ikke alene for at vaske eller bade legemet, men for at rense hele mennesket for al den urenhed og skade, som er os medfødt fra Adam; og således har han indrettet et helt andet bad end Moses med Den Gamle Pagt, som også kom med mange slags love om vask og badning, men de var kun en renselse af legemet eller kødet og måtte fornys hver dag. Da nu det ikke hjalp noget til menneskets renselse for Gud, der må ske ved en helt ny fødsel, så er Kristus kommet med et nyt vandbad og en ny dåb, som ikke skal være en ren udvortes afvaskning af den legemlige urenhed, men et sådant bad, som renser mennesket for den indvortes urenhed fra den gamle, syndige fødsel og for den onde samvittighed og bringer syndernes forladelse og en god samvittighed over for Gud, som Sankt Peter siger (1 Pet 3,21). Derfor kalder også Sankt Paulus i Tit 3,5 dåben «genfødslens og fornyelsens bad ved Helligånden».

Denne dåb har han begyndt ved Johannes Døberen og derfor, til forskel fra den gamle mosaiske og jødiske dåb og badning, kaldt den en dåb til omvendelse og syndernes forladelse; det vil sige, at mennesket skal erkende sin indvortes urenhed og vide, at den udvortes mosaiske renhed ikke hjælper noget for Gud, og at samvittighedens renselse og syndernes forladelse må søges og modtages ved kraften fra Herren Kristus, som har indstiftet en sådan dåb.

For det andet: for at dette kan ske i os ved dåben, kan der dér ikke være blot og bart vand; ellers kunne det heller ikke gøre mere end andre vandbade eller jødisk og tyrkisk dåb og badning; men der må være en kraft og magt med, som kan rense mennesket indvortes efter sjælen. Derfor kommer Kristus (siger Sankt Johannes) ikke alene med vand, men også med blod. Men ikke med blod af okser eller kalve og bukke, som var Den Gamle Pagts ofre, men med sit eget blod, som Sankt Paulus siger i Hebr 9,12. Men han kommer ved Den Nye Pagts prædikeembede (som er hans regimente på jorden) og meddeler os kraften og virkningen af dette sit offer og blod, som han udgød for vores synder, og således anvender han på os den skat, som han har købt os forløsningen med.

Derfor er der nu også en sådan kraft af Kristi blod i dåben. Det er den rette skarpe sæbe, som ikke alene vasker snavset af huden på legemet, men æder sig igennem og bejdser og vasker det indvortes snavs ud, så at hjertet bliver rent for Gud. Og således bliver Kristi blod kraftigt blandet i vanddåben, så at man nu ikke skal se på den eller regne den for blot og bart vand, men som allerede farvet og gennemrødet med den kære Frelser Kristi dyre, rosenrøde blod. Så at det ikke er et almindeligt vandbad, sådan som Moses eller baderen kan give, men en helsebringende blodsdåb eller et blodbad, som alene Kristus, Guds Søn selv, har tilberedt ved sin egen død.

Det er også med flid og som et særligt under vist og tydet i beretningen om Kristi lidelse, hvor hans side blev åbnet på korset, så at der straks kom blod og vand ud, nemlig for at vise, at dette ikke skulle være forgæves udgydt blod, men en vask eller et bad, og at dets kraft skulle være i vanddåben; så at der således efter Kristi død går en evig strøm gennem hele kristenheden, vældet frem af hans legeme, som flyder med vand og blod, og ved den må vi alle renses fra synd. Det er det, der gør den kære dåb så dyr, hellig og kostbar, at den er blandet og forenet med Kristi blod; så at det at blive døbt i Kristus med vand i sandhed betyder at blive vasket og renset med Kristi blod.

Det tredje stykke, som Sankt Johannes sætter til disse to, er Ånden, som vidner sammen med de to andre, ja, virker ved de to, vandet og blodet. Det er Helligånden selv, ikke sådan som han er usynlig deroppe i det guddommelige væsen, men sådan som han viser sig åbenlyst og lader sig høre ved det udvortes embede og Ord, sådan som også Sankt Johannes siger her, at han vidner på jorden sammen med de to andre osv.

Ham bringer og giver hverken Moses eller andre lærere med deres prædiken om vores gøren og den udvortes renselse og badning eller bestænkning med bukkes og fårs blod. Dér er der endnu ingen Ånd og ingen guddommelig kraft og fornyelse; for alt sådant kan også alle vantro, åndløse, onde skurke og slyngler gøre; men alene denne Kristus bringer Helligånden med sig med hans kraft, og han helliggør os ved blodet og vandet, som er flydt ud af hans guddommelige side, og gør os delagtige i det ved det udvortes prædikeembede og sakramentet, som kaldes Helligåndens embede og gave, hvorved han virker i sin kristenhed, sådan som han begyndte på pinsedag ved apostlene og siden uddeler det i al verden indtil den yderste dag. Ellers ville vi aldrig nogen sinde vide noget om det eller kunne nå frem til at modtage en sådan kraft af dåben og Kristi blod.

Det er Kristi rige, som han uophørligt fører i kristenheden: at vi i ham har en evig renselse, når Ånden kommer til og ved Ordet blæser i menneskets hjerte og således vasker, ikke alene ved den væde, som vandet har, men ved den helsebringende kraft, som Kristi blod har til at udslette synden og Guds vrede. For selv om denne gerning, vores forløsning ved hans blod, der blev udgydt på korset, er sket én gang og er nok til at borttage hele verdens synd, så har han dog indstiftet det sådan, at dens kraft skal blive evigt og hver dag uddeles og rækkes os ved Helligånden.

En sådan gerning af Helligånden bliver ikke modtaget eller fornummet på anden måde end ved troen på dette vidnesbyrd eller det prædikede ord om Kristus, når hjertet fatter det og visselig holder fast ved, at det er og sker i det, sådan som Ordet lyder; og således bliver det i sandhed renset og født på ny ved Helligånden, som er i vandets og Kristi blods hellige bad.

Derfor kalder også Sankt Peter i 1 Pet 1,2 de kristnes helliggørelse en bestænkning med Jesu Kristi blod, som Helligånden selv bestænker os med ved evangeliets udvortes prædiken; og det er en anden bestænkning end jødernes stænkevand af asken fra en rød kvie, eller deres stænkeblod af et dødt lam eller en buk, som de stænkede rundt om alteret, og som de, der skulle renses, blev bestrøget med. For her er det rette hellige vievand og stænkeblod sammen; det vil sige prædikenen om vor Herre Jesu Kristi blod, som bliver stænket over sjælen, og hvor det rammer, dér ligger det ikke stille. For det er ikke forgæves, dødt blod, men Guds Søns kraftige, levende blod, og det lader ikke sjælen blive uren, men renser og helbreder os fra grunden af, både fra synd og død, så længe indtil vi helt bliver fri for dem og opnår det evige liv med sjæl og legeme.

Se, det er sandelig herligt prædiket om det vidnesbyrd, som de kristne har her på jorden; og det fremhæver og priser han nu til sidst og til afslutning med smukke, trøstefulde ord og kalder det et vidnesbyrd, som Gud selv vidner om sin Søn, og som skal tjene til, at vi ved det bliver forvissede og sikre på, at vi er Guds børn og har det evige liv. For således siger han: «Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv» osv. Det er sandelig et herligt vidnesbyrd, at Gud selv vidner og lover dig det, og at Helligånden bringer og åbenbarer dig det, han, som jo hverken kan lyve eller bedrage, men er den evige, uforanderlige sandhed, som han har sagt ovenfor. Og når du tror ham, så har du også visselig modtaget og opnået det; sådan som han igen siger: «Den som tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig.»

Det er den rette, helsebringende lære om den kristne tro, nemlig at den må være en sådan vis forvisning og et sådant vidnesbyrd i hjertet, som slet ikke tvivler på, at vi ved Kristus er Guds børn og har syndernes forladelse og det evige liv. Og for at vi skal vide, at Gud for alvor kræver en sådan tro og forbyder at tvivle om dette, siger han: «Den som ikke tror Gud, gør ham til en løgner, for han tror ikke det vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin søn.»

Hermed er de paveliges skændige, fordømte djævlelære med vælde slået til jorden, de som skamløst hævder det modsatte, at det er ret at tvivle, og at en kristen skal tvivle om nåden. Det er det samme som at lære, at det er ret ikke at tro Guds vidnesbyrd, og det betyder ligefrem at gøre Gud til løgner, at bespotte og vanære Herren Kristus, åbenlyst at slå Helligånden på munden og således med vilje føre og kaste folk i utilgivelig synd og bespottelse, så at de må fare til Djævelen og hverken have frelse eller trøst for deres frelse.

Det er den smukke frugt af den pavelige lære og hellighed; det er det, de, som vil være den kristne kirke, kræver af os: at vi offentligt og uden al blusel sammen med dem skal gøre Gud til løgner op i hans åsyn, træde hans ord under fødder og tilbede Djævelen i hans sted; og at vi oven i købet skal rose, ære og takke dem og være glade for, at de slutter venskab og forlig med os (skønt de ikke i et eneste stykke vil omvende sig fra deres gruelige afgudsdyrkelse eller erkende deres vildfarelse, men endda pynter sig og gør sig rene, som om de aldrig nogen sinde havde lært noget forkert); eller, hvis vi ikke vil gøre det, skal vi forfølges, myrdes og udryddes af hele verden med ild og sværd. Det må Djævelen og døden gøre i vores sted! Og den, som er en from kristen, han bede og ønske, at Gud vil styrte en sådan forbandet lære i helvedes afgrund og straffe de ubodfærdige bespottere, som de har fortjent, eftersom de dog ikke vil holde op; og hele folket sige dertil: «Amen, amen.»

Og læg især mærke til denne trøstefulde slutning, hvor han kort og tørt med ét ord fatter hele hovedstykket og summen af evangeliet og siger: «Den som har Guds søn, har livet; den som ikke har Guds søn, har ikke livet.» Hvordan kunne han dog tale mere enkelt og klart og oven i købet mere kraftfuldt? Og hvad behøver det nu mere at søge og spørge eller disputere om denne sag? Vil du være vis på det evige liv, så har du det her i sandhed, når du har Kristus, Guds Søn; og ham har du sådan, når du tror dette vidnesbyrd og denne prædiken (som han har sagt), og du skal visselig forlade dig på det i liv og død som på den guddommelige, evige sandhed. Men tror du ikke, så har du heller ikke livet, og det hjælper dig intet, hvad du sammen med hele verden formår, gør og lider; for du har ikke Guds Søn, eftersom du ikke tror dette vidnesbyrd om ham og gør Gud til løgner.