10. søndag efter trinitatis (1 Kor 12,1–11)

Epistlen på 10. søndag efter trinitatis, 1 Kor 12,1–11

Denne epistel taler om åndelige ting, som mest angår prædikeembedet og dem, der står i spidsen for kirken. Dem formaner Sankt Paulus til, at enhver i sit embede skal bruge de gaver, han har, til gavn for de andre og dermed tjene kirkens enhed og opbyggelse. For det er den sørgelige forargelse, som giver kristenheden det allerværste ansigt, at den ikke bliver uden splittelse og sektvæsen. På den støder især de klogeste og bedste i verden sig og råber: «Ja, var læren rigtig, så blev de nok selv enige; men nu misunder, bider og æder de hinanden.» For selv om verden bærer sin egen store bjælke i øjet, kan den dog ikke lade vores splint være udømt, men pynter sig med den, som var den selv ren og smuk.

Nå, det kan vi ikke forhindre. «Der skal være splittelser blandt jer» (siger Sankt Paulus i 1 Kor 11,19), «for at de ægte troende kan blive synlige.» Hvor Guds ord er, dér må Djævelen altid ved sine sekter bygge sin kro og sit horehus ved siden af Guds tempel eller kirke, sådan som han gjorde første gang i paradis og i Adams hus, da Adam kun havde oprettet en kirke på fire personer; sådan har han siden altid gjort, og sådan bliver det nok også herefter. Den, som nu vil forarges over det og, når han ser sådan noget, straks vil dømme, at der ikke er nogen kirke dér, han vil til sidst gå glip af både kirken og Kristus. For du finder ingen kirke så ren, at alt dér er helt enigt, uden nogen splid, både i lære, tro og liv.

Det er også overgået Sankt Paulus med den smukke, berømte kirke i landet Akaja, i Korinth, som han selv havde plantet, og hvor han havde undervist i to år. Men kort efter, da han var rejst, begyndte de at blive uenige om deres prædikanter og at hænge sig ved personerne, den ene ved Paulus, den anden ved Peter eller Apollos osv. De havde ganske vist alle lært rigtigt og enigt; men fordi den ene måske havde flere eller andre gaver, kunne tale bedre eller havde større anseelse som person, fandt han nogle, som ville hænge ved ham alene. Og blandt dem, som var prædikanter i kirken, ville den, der måske havde en særlig gave eller et særligt embede, være mere og bedre end de andre. Deraf måtte uenighed og tvedragt, had, kiv og misundelse følge, så kirken lider stor skade og forstyrrelse.

Derfor må man her værge sig mod en sådan ulykke, så meget man overhovedet kan, selv om man ikke helt kan forhindre eller udrydde den. For ville man slet ikke værge sig, så ville Djævelen tage overhånd og skabe idel tvedragt; men hvor man står ham imod, dér giver Gud dog nåde og velsignelse, så der følger nogen frugt og bedring. Og selv om man intet kunne udrette, skal tro prædikanter dog ikke tie stille, hvis de ikke vil være dovne daglejere, som flygter for ulven, Joh 10,12.

Det gør Sankt Paulus nu også i denne tekst: han begynder at prædike om de åndelige gaver og formaner dem til, hvordan de skal forholde sig med dem. For jo større og smukkere sådanne gaver er, desto mere tilbøjeligt er kød og blod til sektvæsen og til sin egen ære. Når én forstår Skriften godt og kan udlægge den eller kan gøre undere osv., så synes han snart godt om sig selv og mener, at alle skal fejre ham; han vil trække hele flokken til sig alene og ikke lade nogen gælde ved siden af sig. Og så vil han splitte læren eller gøre den uens, som bragte han noget bedre end det, de andre har lært, så de over for ham skal være intet eller i hvert fald ringe.

Sådan er det også gået i vore dage og går endnu med vort evangelium, efter at det ved Guds nåde atter er bragt frem i lyset og har undervist folk rigtigt og gjort dem enige. Da kunne Djævelen ikke holde fri; han måtte vække sit sektutøj og sine egenrådige hoveder, som også ville roses for at være fremragende folk, have stor ånd og kunne prædike, skrive og udlægge Skriften bedre end andre (da de havde lært en smule af os). Og de foregav, at det nok var noget, at vort evangelium havde gjort en begyndelse og renset læren en smule, men det var ikke nok; man måtte tage hårdere fat og komme meget højere op osv. Og dog kan de med deres lære jo ikke lægge et andet fundament (som Sankt Paulus siger i 1 Kor 3,11) eller lære en anden Kristus end den, evangeliet lærer. Men netop ved at foregive, at de lærer noget højere og bedre, hindrer de den rette lære og forvender den igen, så det ikke kan kaldes at bygge videre, men snarere at rive fundamentet op og ødelægge det og føre folk tilbage i vildfarelse og blindhed. Derfor begynder Sankt Paulus nu denne formaning sådan:

«I ved, at da I var hedninger, gik I hen til de stumme afguder, sådan som I blev ført.»

Hermed holder han dem for øje, hvad de var før, inden de blev kristne, for at de skal tænke tilbage og huske, at de ikke har fået sådanne gaver, og hvad de nu har, af sig selv eller for deres værdigheds og fortjenestes skyld; så de ikke skal blive stolte, ej heller skændes om det og splitte sig eller foregive at lære og indføre noget andet eller bedre i kirken. Dermed giver han også de andre et rap, dem, der ville forarges over, at de kristne selv blev uenige indbyrdes.

Kære, tænk dog alle sammen tilbage (vil han sige): Hvad var I, før I kom til Kristus? Idel blinde hedninger, som ikke havde nogen kundskab om Gud, men lod jer trække ved næsen, hvor man så end fortalte jer om en gud. Og hele jeres væsen var intet andet end en idel splittet gudstjeneste, hvor enhver måtte have sin egen afgud, hvorhen han så vendte sig, ja, også barnet i vuggen, når det diede sin mors mælk; sådan som Sankt Augustin regner op, at alene byen Rom havde mere end fire hundrede guder og byggede dem en kirke, som endnu står, i gamle dage kaldt Pantheon, alle verdens guders kirke.

Dér løb I hen i flokke, alt efter hvordan man førte jer, bad dér, ofrede og hængte jeres hjerte ved idel stumme afguder, som hverken kunne lære, råde, trøste, give eller hjælpe jer; og I fik intet ud af det andet end, at I var et blindt, elendigt, jammerligt, splittet folk, som ikke kunne værge sig mod nogen vildfarelse, men lod sig rive i stykker af hvem som helst, som en stakkels flok adspredte får af ulvene.

Men nu er I ført bort fra en sådan mangfoldig afgudsdyrkelse til én eneste ret gudstjeneste og oplyst ved Guds ord, og desuden er der i Kristus givet jer så herlige, store gaver: forstand på Skriften, mange slags sprog og undergerninger, som verden ikke har en eneste af og heller ikke kan skaffe sig; så man må se og tage og føle på, at I har den rette, sande Gud, som ikke ligesom de stumme afguder lader jer gå vild uden ord efter jeres egne tanker, men som en levende Gud taler med jer, så I ved, hvad I skal vente jer af ham, og som også virker hos jer åbenlyst og synligt.

Derfor skal I ikke igen på hedensk vis skabe splittelse indbyrdes, sådan som I ser det i det store Babylon, verdens forvirring og splittelse, hvor ingen holder med den anden, men den ene løber til denne afgud, den anden til hin, og hver vil være den bedste. Men fordi I ved, at I alle har én sand Gud og ét Guds ord, skal I også holde sådan sammen i al tro og alt sind og ikke selv skabe splittelse indbyrdes, som havde I mange slags Gud, tro, dåb, Ånd og frelse.

Han rammer både de kloge, næsvise splintdommere, som dømmer de kristne, og de andre sekteriske hoveder tæt på livet (når han siger: «I gik hen til de stumme afguder, sådan som I blev ført»). De dømmer og dadler straks både kirkens lære og liv, fordi de deri endnu ser nogle mangler eller også splittelse og uensartethed; og dog ser de samtidig åbenlyst, at den har Guds rene ord, kundskab om Kristus, et stort lys og forstand på Guds vilje og nåde, ret trøst for samvittighederne i al nød og desuden åbenbare gerninger af Helligånden. Om alt dette ville sådanne umodne, selvgroede klogehoveder selv slet intet vide at sige, hvis de ikke havde set og hørt det hos den lille flok kristne, som har Guds ord og Helligåndens gaver.

For netop de har jo også (og vel først og fremmest) været sådanne folk, der har ladet sig trække ved næsen, alt efter hvordan man viste dem, og har holdt for kostbart, hvad man lærte dem og prædikede for dem om, hvordan man skulle tjene Gud. De har intet andet været end idel tjenere for stumme afguder, uden noget Guds ord eller vidnesbyrd om deres tro eller gerning; men som enhver havde udtænkt det af sit eget hoved, eller som mennesker syntes var godt, sådan har han troet og levet. Og ingen af dem har kunnet lære noget sikkert eller fast, som et hjerte kunne være tilfreds med og grunde sig og stå på; de er altid faldet fra det ene til det andet, når nogen fremførte noget nyt som gudstjeneste og god lære osv.

Sådan har verden fra begyndelsen altid haft idel stumme afguder i så mange slags utallige gudstjenester, udtænkt og opfundet af mennesker; man har tilbedt så mange guder, lavet billeder af dem og vist dem guddommelig ære, guder, som aldrig engang har levet, indtil de tilmed tilbad de blotte navne på al slags ulykke, uheld og sot og til sidst også utøj, ja, endog hvidløg og løg. Og dog, når de havde drevet al sådan afgudsdyrkelse (som de holdt for stor hellighed), og enhver havde ofret til sin afgud, har ingen nogen sinde kunnet vide eller sige, om den hørte ham og ville hjælpe; for der var hverken ord eller vidnesbyrd om Guds vilje eller gerning, men idel tom drøm og indbildning fra menneskelig indbildskhed, som selv havde udtænkt og lavet sig sådanne afguder.

Hvad har vi hidtil gjort under pavedømmet (så vi også kan feje for vor egen dør)? Hvordan har vi ikke også ladet os føre, alt efter hvordan man viste os med Guds og helgenernes navn? Jeg har også selv været en from munk og præst, holdt messe hver dag og deri tilbedt Sankt Barbara, Anna, Christoffer og andre helgener, flere end der står i kalenderen, og om hvem dog ingen vidste, hvem de havde været; for jeg vidste intet om Kristus, hvad jeg skulle trøste mig ved og vente mig af ham, men frygtede ham som Djævelen selv, som en, der ikke ville være min frelser, men kun en streng dommer. Og hvor meget skændigt løberi og valfarteri var der ikke til rigtige døde afguder af træ og sten, Marias og helgenernes billeder; ligeså til gravene og dødningebenene, som de kaldte helligdomme! Det var idel åbenlyst bedrageri, opdigtet af skamløse slyngler, og alligevel stadfæstede pave og biskopper det og gav aflad dertil.

Ligeså: hvor mange nye helgener, broderskaber, Maria-rosenkranse, Mariasaltere, kroner osv. opdigter munkene ikke daglig? Kort sagt: alt, hvad hver munk havde drømt, måtte være en særlig gudstjeneste, og ingen spurgte efter, om der også var et eneste Guds ord bag det. Og når vi havde gjort alt, vidste vi ikke, om det behagede Gud eller ej. Hvad var det andet end i stedet for den levende Gud at tilbede idel stumme afguder, som ikke kan tale med os, ikke kan give nogen sikker forstand eller trøst, men lader folk blive siddende i evig tvivl og gå til grunde?

En sådan død, stum gud har vi, Gud være lovet, ikke (siger Sankt Paulus), og vi vil heller ikke have nogen; men vi har en Gud, som taler og lever og giver os sit sikre ord, og vi ved, hvordan han er sindet mod os, og hvad vi skal vente os af ham: nemlig at vi ved troen på Kristus har syndernes forladelse og er hans kære børn, og som tegn derpå har vi hans dåb og sakramente, embede og Helligåndens gaver, hvorved han virker i vore hjerter. Ligeså ved vi, at vore gerninger og vort liv i den samme tro på Kristus behager ham, og at han, når vi klager vores nød og svaghed for ham og påkalder ham, vil høre os og hjælpe.

Hvor en sådan forstand og tro er i hjerterne, dér vil enigheden også nok blive, og ingen vil i sandhed lade sig føre hen til de stumme afguders mange slags anden lære. Men hvor der er uenighed, sekter og splittelse, er det et sikkert tegn på, at de, der stifter en sådan splid, enten ikke agter den sikre, rette lære eller ikke forstår den ret og allerede er tilbøjelige til at lade sig kaste og drive af enhver læres vind (som Sankt Paulus siger, Ef 4,14). Sådan går det også helt sikkert disse klogehoveder, som for nogles skyld, der skaber splittelse i kirken, fordømmer kirken og dens lære.

For netop dermed viser de, at de selv ikke har den rette, enige, sikre lære og ikke kan vise nogen anden. De vil ikke se, at andetsteds, hvor denne lære ikke er, er der idel blindhed og splittet, sønderrevet væsen, i så mange slags vildfarelser og sekter, hvoraf ingen er enig med den anden, og hver vil være bedre end den anden. Sådan har der hidtil været så mange munkesekter, pavens og hans guds, Djævelens, helgener, hvoraf ingen var enig med den anden, men hver holdt sin egen måde og vej og ville være helligere end de andre; og dog stadfæstede paven dem alle og gav stor aflad til et sådant sektbroderskab. Jeg vil tie om, hvilken anden uenighed der ellers overalt har været i pavedømmet, i stifter og sogne, og mellem disse og klostrene, hvor de uden ophør har skændtes, bidt og kradset hinanden. Sådan kan det heller ikke være anderledes, hvor man sætter hellighed og gudstjeneste i sådanne udvortes, selvopfundne gerninger og skikke, og hver skal være den rette, og enhver synes bedst om sin egen; dér kan man aldrig blive enige om, hvilken der er den rette og den bedste osv.

Fra en sådan mangfoldig splittelse og afgudsdyrkelse er I nu forløst (siger Sankt Paulus), og I ved, at I har det rette Guds ord og den rette tro, tilbeder én Gud og Herre og har én og samme nåde og Ånd og frelse, så I ikke behøver at søge eller foretage jer andre veje og måder, som var de nødvendige til frelse: at bære hvide eller grå kutter, ikke spise eller røre dette eller hint; og ingen forskel i mange slags udvortes gerninger, personer, embeder og stænder hindrer enheden i Kristus.

Derfor skal I også nu se til, at I bliver i denne enhed og holder fast ved den. For I burde jo nu være blevet kloge af skade, så I herefter er på vagt og vogter jer for igen at lade jer føre bort fra et sådant enigt, sikkert sind og tro og tilbage i den tidligere blindhed. Sådan ville det helt sikkert gå jer, hvis I glemmer en sådan nåde og over den lære og de gaver, I har ved Helligånden, søger jeres egen ære og ros og foragter hinanden, som havde I ikke én og samme, men mange slags Gud, Kristus og Ånd osv. Han kan dog ikke være andet end én og den samme med alt, hvad han giver, og ingen kan give et andet eller bedre evangelium, dåb osv. end den anden. Kort sagt: Alt skal være i den ene Kristus, ellers vil der slet ingen Kristus, Gud eller Helligånd, nåde eller frelse være; som det følger:

«Derfor kundgør jeg jer, at ingen, som taler ved Guds Ånd, forbander Jesus; og ingen kan kalde Jesus Herre uden ved Guds Ånd.»

Hvorfor vil I nu skabe splittelse og uensartethed i kirkens lære og tro, som helt og holdent står på den ene Kristus, hvor I jo alle må være ét (hvis I ellers er rette kristne), og alle sammen, hver med sin gave, må prise ham? Og den kan jo ikke have Helligånden, som ikke holder ham for en Herre, langt mindre den, der fordømmer ham. For river I fundamentet op, så er alt revet op, og der er hverken Gud eller Ånd mere, og alt, hvad I foregiver, lærer eller gør, er intet. Det må I vide og rette jer efter: Ét af to må det være: enten har man taget imod Kristus og troet på ham, lovet og prist ham som den eneste Herre, eller også har man forbandet ham. Her er ingen mellemvej.

Derfor er det nu let at dømme om enhver, der har et embede i kristenheden til at tale, så man ikke behøver at danne sekter om det eller i tvivl glo hid og did på denne eller hin person eller gave, for at se, hvem man skal holde mest af; men man må se på denne prædiken som hovedstykket og høre, hvad og hvordan han siger og lærer om Kristus. For taler han af Helligånden, så forbander han helt sikkert ikke Kristus, men priser og roser ham; og gør han det, så vil han i sandhed ikke dermed lære sektvæsen eller splittelse eller give anledning dertil. Men gør han det ikke, så kan du med sikkerhed slutte, at han ikke er ægte og ikke taler af Guds Ånd.

Hermed slår han altså sekternes ros og pral med deres embede eller gaver ned, som var de fulde af Ånd, og som ville de lære folk ret, når de foregiver, at det er intet med Sankt Paulus og de andre, man må høre de andre, højere apostle og holde sig til deres dåb. Ligeså: at man må komme højere op i Ånden, det er ikke nok, at man ikke har med andet at gøre end troen, sakramenterne og det udvortes prædikeembede osv.

«Vel» (siger han), «du kan rose dig af stor ånd, så meget du vil; men så meget er sikkert, at den, som taler af Ånden, ikke forbander Jesus osv.» Det vil sige: det er ikke rosen af Ånden, der gør det, men man må se på, hvad du holder om og lærer om denne Kristus. For det må enten kaldes at have skældt og forbandet Jesus eller at have prist ham og bekendt ham som din Herre. Viser det sig nu, at din lære og prædiken ikke peger hen på Kristus, men fremfører noget andet, og du alligevel hovmodigt roser dig af Ånden, så har du allerede din dom: at din ånd ikke er den sande Helligånd, men en falsk løgnens ånd, som man ikke skal høre, men forbande ned i helvedes afgrund; sådan som Sankt Paulus dømmer i Gal 1,8: «Hvis nogen (selv en engel fra himlen) forkynder jer et andet evangelium, forbandet skal han være!»

For det, han her kalder at forbande Jesus, er ikke kun, at man åbenlyst bespotter og forbander Kristi navn eller person, sådan som de ugudelige jøder eller hedninger gjorde; for med sådanne har Sankt Paulus intet at skaffe, og sådanne ville korintherne sandelig ikke være. Men det er, når man blandt de kristne roser sig af Helligånden og dog ikke prædiker Kristus ret som grunden til vores frelse, men lader det ligge og peger bort fra ham hen på noget andet, som de foregiver er fra Helligånden og meget mere nødvendigt eller bedre end evangeliets almindelige lære.

Alle disse gør i grunden og i gerning intet andet (selv om de også fører Kristi navn og roser sig af det) end at fordømme, skælde og forbande Kristus. For når man foragter hans ord og prædiken og i stedet sætter andre ting op, hvorved man skal kunne opnå Helligånden og det evige liv, eller som i hvert fald skal hjælpe lige så meget dertil og være lige så nødvendige, hvad er det så andet end at forsmå og gøre Kristus til intet, ja (som Hebræerbrevet siger, Hebr 6,6 og 10,29) at korsfæste ham på ny og træde Guds søns blod under fode?

Kristus udlægger selv Helligåndens embede og prædiken, hvad han skal lære og tale i kirken, Joh 15,26: «Han» (siger han) «skal vidne om mig.» Ligeså Joh 16,14: «Han skal herliggøre mig; for han skal tage af mit.» En sådan enfoldig tunge og mund skal han have og føre, at han ikke ved andet at prædike end den ene Kristus. Skal han vidne om Kristus og herliggøre ham, så må han ikke bringe andre ting frem, så Kristus bliver formørket og hans ære taget fra ham. Og den, som gør sådan, taler helt sikkert ikke af Helligånden, selv om han har store gaver og kaldes lærer, biskop, pave, koncil eller endog apostel og engel fra himlen; ligesom blandt korintherne, som lod det ligge at prædike Kristus alene og i stedet pegede på apostlenes person og trak deres person frem, den ene Kefas, den anden Apollos, den tredje Paulus osv.

Sådan også vort munkevæsen, som ganske vist med ord højt har prist, æret og fejret Jesu navn og sat det over al deres løgnekram og afgudsdyrkelse, sådan at de kalder Maria Jesu mor og Anna hans bedstemor og priser dem for hans skyld; og dog har de netop dermed revet hjerterne bort fra Kristus, vendt den ære, som tilkommer ham alene, til Maria og helgenerne og lært folk at påkalde dem som mellemmænd og forbedere, der skulle værne og beskytte os mod Djævelen i dødsstunden osv. Det kaldes at sætte en stum afgud i Kristi sted (for ingen helgen har nogen sinde sagt sådan noget, langt mindre er det befalet i Guds ord) og dermed at håne og forbande Kristus.

En sådan forbandelse af Kristus driver paven i hele sit regimente, som han roser sig af er den kristne kirke; derfor, siger de, har de helt sikkert også Helligånden, og hvad de fastsætter og forordner, det må man holde. Derfra kan ingen bringe dem. Idel ros af Ånden fører de i munden, og dog er der derunder idel forbandelse, ikke alene af Kristi person, men af hans ord og sakramenter, fordi de åbenlyst fordømmer og skælder det for kætteri, både evangeliets lære om, at vi uden vor fortjeneste, alene i Kristus, har syndernes forladelse, og ligeså sakramentets brug efter Kristi befaling og ordning, og myrder folk for det.

Og kort sagt: paven har intet at forbande i vores lære uden Jesus Kristus, som er dens grund og hovedstykke i hans ord og sakramente. Andre sekter, såsom gendøberne og deres lige, ligeså: hvad gør de andet end at vanære og bespotte Kristi dåb og sakramente, netop ved at foregive, at det udvortes ord og sakramente ikke gavner sjælen, Ånden alene må gøre det osv.? Herimod har du atter den sikre dom, til styrke for din tro, at en sådan sekt, pavens og de andres, ikke er Kristi kirke, som den roser sig af, men Djævelens fordømte sekt. For den rette kirke, Kristi fromme brud, kan i sandhed ikke forbande Kristus eller forfølge hans ord. Og ingen skal lade sig bevæge af, at man roser sig meget og stort af Kristus, sådan som de falske apostle også gjorde, når de sagde, at de var de rette Kristi apostles disciple, og at nogle af dem selv havde set Kristus. For Kristus har selv advaret os mod sådanne, når han siger (Matt 24,5.24): «Mange skal komme i mit navn og gøre undere osv.»; ligeså (Matt 7,21): «Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himlenes rige osv.»

Det samme vil det andet stykke sige, når Sankt Paulus siger: «Ingen kan kalde Jesus Herre uden ved Helligånden.» At kalde Jesus Herre er at bekende sig som hans tjener og alene søge hans ære som den, der er sendt af ham eller har hans ord og befaling. For han taler her først og fremmest om det embede, som prædiker om Kristus og bringer hans befaling. Hvor et sådant embede går i svang og peger hen på Kristus (som på Herren), dér er det helt sikkert Helligåndens prædiken, selv om den, der fører et sådant embede, for sin egen person ikke har Helligånden; for embedet er umiddelbart Helligåndens. Og her nytter intet hykleri og lumskhed, men der må handles redeligt og oprigtigt, hvis du vil være vis på, at du er Kristi prædikant eller apostel og fører hans ord; og det gør du ikke uden ved Helligånden.

Ligeledes kan det heller ikke ske uden Helligånden, at enhver kristen i sin gerning eller sin stand med alvor kalder Kristus sin Herre, det vil sige: slutter med vished, at han tjener ham dermed. Prøv det, hvem der vil, blot én dag fra morgen til aften, om han altid med vished kan sige om det, han gør, at han deri er Guds og Kristi tjener. Spørg dit eget hjerte, når du holder en prædiken eller hører en, døber et barn eller står fadder, eller derhjemme gør din stands og dit kalds gerning, om det har en sådan tro, at det uden tvivl (ikke af hykleri eller vane) kan rose sig af og, om det gjaldt, dø på, at du dermed tjener Kristus og gør ham til behag med det (for alt det er at kalde Kristus en Herre). For du vil her ganske vist ofte mærke dit hjerte tvivle og sprælle derover.

Under pavedømmet er vi ganske blevet hindret i dette, ja, skræmt bort fra det ved deres fordømte tvivlslære, så ingen har kunnet eller turdet sige: «Jeg ved, at jeg er Kristi tjener og træl, og at det, jeg gør, behager ham.» Desuden er vi i forvejen for svage efter kød og blod til at holde fast ved en sådan ros; derfor hører Helligånden til her. For fornuften og vores eget hjerte skriger imod: «Ak, jeg er alt for ond og uværdig; hvordan skulle jeg være så stolt og formastelig at rose mig af at være denne Herre Jesu Kristi tjener? Ja, hvis jeg var så hellig som Sankt Peter, Paulus osv.!»

Jeg har selv ofte undret mig over Sankt Ambrosius, at han var så dristig og i sine breve plejede at kalde sig en Jesu Kristi tjener; for jeg mente, at vi alle burde være så forskrækkede, at ingen (undtagen apostlene selv) turde rose sig af noget sådant. Nu må vi jo alle sige til Kristus: «Du er min Herre, og jeg er din tjener; for jeg tror på dig og holder mig til dig i al troskab i dit ord og sakramente»; ellers vil han heller ikke kende os som sine kristne.

Det står jo også i det første bud: «Du skal tilbede Gud, din Herre, og tjene ham alene», Matt 4,10. Dér kræver han af os, under tab af det evige liv, at vi roser ham som vores Herre og retter vores liv sådan ind, at vi ved, at vi tjener ham deri. Derfor lærer også Sankt Peter i 1 Pet 4,11, at hvad der bliver talt eller gjort i kristenheden, skal tales og gøres, ikke som vores ord og gerning, men sådan at det flyder fra ham og hedder Guds ord, og som en gerning eller handling, der udgår af den evne, Gud giver, for at han kan blive priset i alt dette. Det må jo uden tvivl ske ved Helligånden.

Derfor skilles de rette og de falske kristne ved dette stykke. Hyklere og sværmeånder praler voldsomt af Ånden og det guddommelige embede osv.; men at der intet står bag, viser sig ved, at de ikke bliver ved den prædiken, som priser Kristus, men i stedet leder og forfører til andre ting, ja fordømmer og forfølger den rette lære og troen på Kristus; og desuden ved, at de ikke kan have noget vidnesbyrd eller gøre folk visse på, at de selv eller de, der følger dem, tjener Kristus. Om sådanne hører du her Sankt Paulus’ klare ord og dom, at de ikke har nogen Helligånd og dermed allerede er skilt fra den rette kirke og de rette kristne. Derfor formaner han til at tage sig i agt for sådanne og vil samle alle de kristne i én tro under én Herre og Ånd. Og nu lærer han, hvordan man bruger de mange slags gaver rigtigt i en sådan enhed til kirkens fælles tjeneste.

«Der er forskellige gaver, men det er én Ånd» osv.

Før, da I var hedninger, havde I nok mange slags afgudsdyrkelse, embeder og ånder; men det var lutter splittede ting og tilmed lutter vildfarelse og blindhed. Nu har I derimod andre, mange slags skønne, guddommelige gaver og embeder; men de hænger sammen, og de går og flyder alle sammen ikke af menneskelig indbildning og evne, men af den ene, sande Gud, hvis kraft og gerning de er. Derfor, selv om sådanne gaver, embeder og kræfter er ulige, hos den ene sådan, hos den anden sådan, mange eller få, store eller små, svage eller stærke, så skal man dog ikke af den grund skille Ånden, Gud og troen ad eller danne partier og alene ophøje den ene eller den anden for hans gavers skyld og foragte de andre; for de er alle sammen af én Gud, Herre og Ånd, og de gives alle af én og samme grund, nemlig for at føre folk til erkendelse af den ene Gud og opbygge kirken i en sådan troens enighed; derfor skal I også alle sammen i den samme enighed tjene Gud og kirken. Dette er kort sagt summen af hele den følgende tekst.

Sankt Paulus opstiller tre stykker hver for sig: forskellige gaver, men én Ånd; forskellige embeder, og én Herre; forskellige kræfter, og én Gud. Dermed rører han uden tvivl ved artiklen om treenigheden eller de tre personer i det guddommelige væsen og viser, at både Kristus og Helligånden er sand Gud og dog efter personerne er adskilt fra Faderen og indbyrdes; som han også siger i 1 Kor 8,5–6: «Der er nok mange guder og mange herrer; men vi har én Gud, af hvem alt er, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er» osv.

Således adskiller han også her de tre: én Gud, Herre og Ånd, og giver hver sin egen gerning, hvorved han viser sig, så det ses, at Gud (Faderen) er én person, fra hvem, som oprindelsen og den første person, alle kræfter kommer; Herren, det vil sige Kristus, Guds Søn, en anden, fra hvem, som kirkens hoved, alle embeder udgår; Ånden en anden, som virker og uddeler alle gaver i kirken; og dog er disse tre alle af ét guddommeligt, almægtigt, evigt væsen, så de efter det alle tre hedder og i sandhed er én, ligesom Gud må være et udeleligt væsen.

For der siges om hver især, hvad der alene tilkommer den ene guddommelige majestæt. For ligesom han er sand Gud, fra hvem alle kræfter er, ikke alene det, der sker i kirken, men i alle skabninger, således må også Herren, fra hvem alle embeder er, og ligeledes Ånden, som giver alle gaver, være sand Gud. For at give åndelige embeder og åndelige gaver tilkommer ingen skabning, og ingen formår det heller, uden Gud alene. Og dog er de tre, Gud, Herre og Ånd, ikke mange slags guder, men af ét og samme guddommelige væsen: Herren er ingen anden Gud end Gud Fader, og Ånden heller ingen anden end begge, Gud og Herren. Men herom er der sagt mere andetsteds.

Hvad gaverne er og hedder, regner han selv op her, såsom: at tale om visdom, om kundskab, profeti, at skelne mellem ånder, tunger og udlægning, særlige troens gaver, ligeledes at gøre undere osv. At tale om visdom betyder den lære, som lærer at kende Gud og viser, hvad hans vilje, råd og mening er; den omfatter alle artikler, hvad man skal tro, hvordan man bliver retfærdig for Gud osv.; om det ved verden slet intet, og det er Åndens fornemste og højeste gave.

At tale om kundskab betyder den lære, som taler om de kristnes ydre liv og færd, hvordan man deri skal forholde sig over for enhver, så man bruger læren ret, efter hvad der efter hver tid og person er nødvendigt eller nyttigt, og handler klogt deri både over for svage og stærke, frygtsomme og hårdnakkede osv.

Profeti er, at man kan tyde og udlægge Skriften ret og ud fra den med kraft bevise troens lære og vælte falsk lære omkuld; ligeledes ved den formane folk, true dem eller styrke og trøste dem, idet man viser hen til den kommende vrede, straf og hævn over de vantro og ulydige og omvendt til Guds hjælp og løn til de troende og fromme, sådan som profeterne har gjort ud fra Guds ord, både lovens og forjættelsernes.

Sankt Paulus taler her om sådanne gaver, som ikke gives alle i almindelighed, men nogle, og den ene anderledes end den anden; som han siger: «En anden tro, en anden at gøre undere, en anden profeti» osv. Derfor betyder troen her ikke den almindelige tro på Kristus, hvorved man bliver retfærdig for Gud og opnår syndernes forladelse; for den må være i alle kristne, selv om de ikke har de særlige gaver, som han her regner op; men han kalder sådan en særlig dyd eller kraft af Ånden, som han virker i kirken, så nogle kan gøre store, mægtige ting med stort, utvivlsomt mod; som Sankt Paulus også taler om det senere i kapitel 13: «Om jeg havde al tro, så jeg kunne flytte bjerge» osv.

For til at gøre sådan noget hører der ganske vist en stor, stærk, vis tro, som uden al vaklen og tvivl frisk og med stort mod gør noget særligt i Kristi navn og kraft, selv om det godt kan være, at en sådan for sin egen person ikke har ret omvendelse eller ret tro på syndernes forladelse og nåden i Kristus, men er en hykler og falsk helgen; som Kristus siger i Matt 7,22: «Mange skal sige til mig på den dag: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke udført mange magtgerninger i dit navn?» osv. For det er sandt, at sådanne gaver og gerninger ganske vist sker i Kristi navn og ikke gives til nogen uden til Kristi kirke, og dog er de personer, som har dem, ikke alle retfærdige, men kan godt være falske kristne; for dette hører ikke personerne til, men embedet eller Åndens virkning, som gives kirken, så de i embedet og for kirkens skyld gør meget og stort, som ikke gavner dem selv, men andre.

Om alt dette siger han nu: «Der er forskellige gaver, men én og samme Ånd», for at formane til, at man ikke skal danne sekter derover; for den samme Ånd virker lige så vel gennem den, der har få og ringere gaver, som gennem den, der har de største og fleste. Som det nu er med gaverne, sådan er det også både med kræfterne og embederne.

Kræfter er de gerninger, som Gud særligt udretter gennem nogle, så de gør og skaber noget stort, som ikke sker gennem andre; som når han giver Sankt Paulus, at han når meget videre med sit prædikeembede, omvender langt flere mennesker, gør flere undere og skaber mere frugt end andre apostle osv. Som han selv siger om sig selv, at han ved Guds nåde har arbejdet mere end alle de andre, 1 Kor 15,10.

Hvad embeder er, er let at forstå; for et embede betyder en ordnet ting, som må være i ethvert regimente, så det har mange slags bestilte og befalede gerninger på vegne af den, der har herredømmet, eller af en hel menighed, så de andre bliver tjent dermed. Således er der også i kirken mange slags embeder, såsom at én er apostel, en anden evangelist, en anden lærer osv., som Sankt Paulus regner op i Ef 4,11; ligeledes, som han siger i kapitel 14 i denne epistel (1 Kor 14,26), at én har det embede at læse Skriften på mange slags tungemål, en anden at tyde og udlægge den, sådan som det dengang var ordnet i kirken; således er der nu ordnede og adskilte embeder: sognepræster, prædikanter, kirkens tjenere eller præster, som hører skrifte, rækker sakramentet osv.

Sådanne embeder kan og skal ikke alle, som er kristne, føre og udøve i fællesskab, men kun de, som har fået dem befalet; derfor er de adskilt fra de to andre stykker, som han kalder kræfter og gaver. For der har altid i kristenheden været mange, som har haft Helligånden, men som dog ikke har været i et sådant embede, såsom også jomfruer og kvinder, Agnes, Anastasia osv., og mange martyrer, hvoraf mange også har gjort undere og haft andre gaver. Skønt det er sandt, at både gaverne og kræfterne fornemmelig gives i kristenheden for embedernes skyld. For skal man kunne føre og udrette dem (især prædikeembedet, som er det højeste og fornemste), så hører der også folk til, som er dygtigere end andre, forstår og udlægger Skriften, kan sprogene og kan tale osv. Så må også kræfterne eller gerningerne, som Gud virker, være med, så de skaber og udretter noget; og således kommer alle tre stykker sammen under ét og samme guddommelige regimente i kirken, så Kristus er den Herre, hvis embederne er, og som ordner og opretholder dem, og dertil giver Gud sine kræfter og Helligånden sine gaver.

Men fordi sådanne embeder også er mange slags og ulige (ligesom gaverne), det ene større, det andet ringere – som en apostel er mere end en lærer eller udlægger, og at døbe er ringere end at prædike –, så skal man dog vide og se på (siger Sankt Paulus), at de alle hører én og samme Herre til, og at den, der har et større eller højere embede, ikke derfor skal synes, han er bedre, eller foragte andre, men vide, at de alle tjener én Herre, den ringeste lige så vel som den største; og den, der er i et ringere embede, står derfor ikke mindre hos sin Herre, og omvendt gælder den, der fører et højere embede, heller ikke derfor mere for ham; for han er og bliver altid alles Herre i lige måde, og det ene er lige så vel som det andet hans ordning og befaling. Derfor vil han heller ikke, at der over dette skal skabes splittelse eller sekter, men snarere at man gennem sådanne mange slags gaver, embeder osv. skal fremmes til enhed.

Når jeg prædiker, og du hører til, så er det ganske vist ikke én og samme gave eller embede; men dog tjener du Kristus lige så vel med at høre som jeg med at prædike; for det er én og samme Kristus, som gennem dig eller en anden prædiker, forklarer Skriften, døber, trøster osv., og alt udgår af hans ordning og befaling, han, som har befalet mig lige så vel at høre hans ord som at prædike for dig, og i én og samme tro og Ånd; og her priser vi alle sammen én Herre. Du siger: «Det ord, jeg hører, er det rette Guds ord»; så siger og beviser jeg, som prædikant, netop det samme. Ligeså, når jeg døber, rækker sakramentet og tilsiger tilgivelsen (absolutionen), og du modtager eller tager imod det, så er vi begge i én Herres tjeneste og udfører hans befaling, og det går enigt og endrægtigt til, selv om jeg og du er to forskellige efter embede og gaver.

Men dette er også de kristnes egen kunst og det fornemste, som skiller dem fra hedningerne, at de ved og erkender, at sådanne gaver, embeder og kræfter er Guds og Herren Kristi og Helligåndens; for det erkender og ser verden ikke, selv om den også har Guds gaver; den bruger alle hans skabninger ikke anderledes end en so, der løber hen til sit trug og falder ned i det med alle fire; den tænker ikke på andet end at æde og rode deri og kan end ikke løfte sine øjne eller tanker op til, hvorfra den har det, og hvem den skal takke for det. Sådan et menneske, der ikke er en kristen, bliver ganske dyrisk og svinsk for Gud, og verden er ikke andet end en stor svinesti; for de spørger ikke efter Guds rige og tænker ikke på at takke ham for hans rige goder og gaver til legeme og sjæl, men tragter kun efter deres trug og mask, som de ligger ved som fedesvin til slagtning, som Jeremias siger om de ugudelige, der forfølger de fromme med stor lykke, Jer 12,3: «Du lader dem gå frit som får, for at de skal slagtes, og sparer dem, for at de skal blive dræbt.»

Således giver han mangen en store kongeriger, rigdom, land, hus, kælder og loft fulde, og gør dem store og fede; men når soen er godt mæsket og fed nok, så slås man om flæsket og pølserne, og der kommer en flæskeskærer og pølsemager, som slagter en sådan so i dens sti og ødelægger og vender op og ned på land og folk og det hele. For de ville være svin og intet andet; derfor må de også slagtes som svin. Ja, selv om verden hører og ser en sådan straf, så bliver den dog ved, så længe den kan, indtil slagteren også kommer over den; for soen bliver en so og har den gave, at selv om en anden bliver slået ned for øjnene af den, så bliver den dog trygt stående ved sit trug og bryder sig ikke om det.

Men de kristne, selv om de må leve blandt sådanne svin og for en tid lade sig træde under fødder af dem og støde med deres tryner, har dog en anden herlig ære: at de kan løfte deres øjne op og se ret på både deres Herre og hans gaver. Derfor hører de ikke hjemme i svinestien blandt dem, der alene er bestemt til slagtning, men ved, at de er Guds børn og smykket af ham med nåde og gaver, ikke alene timeligt; men fordi han har givet dem legeme og liv, som de ikke havde af sig selv, så vil han også give dem videre, hvad de behøver, og sørge for dem i evighed.

Disse kan agte Guds gaver, også dem, man regner for de ringeste, ret dyre og kostbare, ikke alene for hans, giverens, skyld, men også efter hvad de er i sig selv; for der er ingen, der kender også Guds legemlige gaver, som ville give et øje eller et endnu ringere lem på sit legeme for hele verdens gods. Men hvor meget højere og dyrere er de åndelige gaver, som Sankt Paulus her taler om, og som gives os til det evige liv! Det ser ikke ud af noget, når et lille barn bliver døbt eller et bedrøvet menneske bliver løst fra sine synder; men kunne man se det ret og prise det, både embedet og den skat, som dér bliver givet, så er alle kongers og kejseres embede og magt og alle de goder, verden har, det rene intet imod det.

Når du ser på personen, der døber (det kan godt være en fattig kvinde), og på den døbte, så er det ganske vist ringe; for menneskets person skaber og gør her intet herligt, men han, som hedder én Gud, én Herre og én Ånd: for hans skyld er embedet og dets kraft så stort, over alle kejsere, konger og herrer, hvor ringe personen end er. For derved bliver sjælene vundet fra Djævelen, revet ud af helvede og gjort til evige hellige og salige. Person og embede kan nok kaldes ringe, men det er alligevel Guds embede, han som ikke er nogen ringe mand, men mere end hundrede tusind verdener, og han virker sådanne ting, som verden ikke kan fatte, og som alle engle ikke formår at give.

For selv om alle skabninger slog sig sammen, kunne de ikke lave én dåb; og hvis hele verden sammen skulle døbe et lille barn, ville det dog ikke hjælpe det, hvis ikke denne Herre og Gud havde befalet det. Lad Tyrken være mange tusind gange stærkere og mægtigere, end han er nu; så kan han dog med alt sit gods, land og folk hverken løse sig selv eller noget menneske fra den mindste synd eller tilsige tilgivelsen: «Gud har tilgivet dig din synd.» For han har ikke gaven, embedet eller gerningen (ja, han ved intet om det), som er Guds alene og dog bliver udført gennem menneskers mund og hænder.

Se, derfor priser og roser Sankt Paulus, at Gud virker og giver så store ting i kristenheden, for at de skal erkende det og takke ham for det og deri i ydmyghed tjene hinanden i samme tro og kærlighed, og at enhver skal lære at prise det højt, hvor han ser sådanne embeder, gaver og gerninger givet i kirken, og holde dem lige så højt, som han holder Gud selv. For havde han ikke selv ordnet og givet dem, så ville sandelig ingen have nogen af dem.

Hvor har vi dog ophøjet og hævet vores eget pjank: valfarter og løb til de døde, ud i ørkenen, klostre, reb og kutter osv. Men hvad har det hjulpet, og hvad fik vi ud af det, selv om vi løb så længe, at hælene blødte, vågede, fastede og pinte os selv til døde? Det kan nok kaldes en hellig stand, et guddommeligt liv; men det hedder alligevel ikke Guds gave, gerning eller embede; derfor er der heller ingen Gud, Herre eller Ånd ved det. For han har jo intetsteds befalet eller stadfæstet det, men vi har selv udtænkt det; derfor må vi selv lønne og hjælpe os for det; af ham kan vi her hverken rose os af noget eller trøste os ved noget.

Men her kan du trøstigt rose dig og sige: «At jeg er døbt, har fået tilgivelsen tilsagt osv., det har hverken jeg selv eller et andet menneske udtænkt eller ordnet, men min Herre Kristus; for dér står hans befaling, hvormed han har ordnet dette embede: ’Gå hen og lær alle folk, og døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.’» På dette embede, denne gerning og disse gaver kan jeg kaste mig i brystet og trodse i troen mod Djævelen og hans helvedes porte, hvor jeg ellers ikke kunne bestå et øjeblik imod ham; for han frygter ikke mig og mine gerninger, selv om jeg kan rose mig: «Jeg har levet halvfjerds år i den hellige orden, hver dag og time tjent Gud, bedt, fastet osv.»

Her river han både person og gerning ned i helvedes afgrund, sådan som han finder dem. For når han spørger, hvor Gud har befalet eller indstiftet sådan noget, så kan du intet mere svare på det. Men når han hører dig rose dig ud fra en vis tro på Guds ord og befaling: «Jeg har modtaget dåben, tilgivelsen osv. af Kristus, min Herre, det er jeg vis på; ligeledes: det, jeg gør, det gør jeg på hans befaling og i hans kraft», så må han snart lade dig være og flygter, ikke for din person eller din gerning, men for Kristi embede og gave, som han finder hos dig.

Dette holder Sankt Paulus os for, så vi dog kan lære at erkende, hvad vi kristne har fra Gud i disse tre stykker frem for alle mennesker på jorden, så vi også bliver taknemmelige for det og således bruger dem i kristen kærlighed, så den, der har sådanne gaver, tjener de andre med dem, og enhver giver Gud æren i de gaver, han ser givet en anden, og holder dem dyre og kostbare som det, der ikke hedder vores gerning, værk eller dygtighed, men Guds embeder, kræfter og gaver. Det er ingen ringe, ubetydelig ting, sådan som det ser ud for verden (fordi det ikke fører stor pragt og ære med sig); for han giver ikke bare regnepenge eller hule nødder og tomme bælge, men hvad han gør og skænker sin kirke, det må virke så uudsigelige ting, at sjælene derved bliver ført ud af Djævelens gab og sat ind i evigt liv og herlighed.