9. søndag efter trinitatis (1 Kor 10,6–13)

Epistlen på 9. søndag efter trinitatis, 1 Kor 10,6–13

Dette er en meget alvorlig formaning og et så hårdt skrift, som Sankt Paulus nogen sinde har skrevet i hele sit liv, skønt han dog skriver til de døbte kristne, som jo er Kristi kirke, og holder dem nogle eksempler for øje, som sandelig er forfærdelige, og det endda om Guds folk og kirken, som han særligt udvalgte i Israels folk. Og årsagen til og meningen med denne epistel er denne: Korintherne begyndte at blive sikre, fordi de havde Kristus, dåben og sakramentet; de mente, at intet mere kunne fejle dem, fór til og stiftede sekter og splittelse iblandt sig, foragtede hinanden, glemte kærligheden, forbedrede ikke deres liv og onde gerninger og omvendte sig ikke fra dem, men blev blot endnu sikrere derved og gjorde, hvad de ville, så de endda lod det ske, at en åbenlyst havde sin fars hustru hos sig osv., og dog ville de være kristne og rose sig og bryste sig af evangeliet, som de høje apostle havde prædiket for dem.

Derfor må Sankt Paulus også skrive dem så hård en epistel og læse dem teksten, som han ellers ingen steder har gjort, så det næsten synes at være for meget at skrive sådan til kristne, og det kunne vel have ramt svage, forsagte samvittigheder så hårdt, at de ikke kunne have båret det; sådan som han siden i den anden epistel, da han ser, at de er blevet noget bedrøvede af så alvorligt et skrift, igen mildner det og farer nænsomt frem med dem, som nu er bevæget til omvendelse. Men i dette stykke viser han tilstrækkeligt ud fra Skriftens herlige eksempler, at en så alvorlig formaning er nødvendig for dem, som i tillid til den nåde, de har fået, vil begynde at blive kødeligt sikre og ikke blive ved den omvendelse, de er begyndt på.

Men denne tekst burde begynde med begyndelsen af det tiende kapitel (som ellers læses i epistlen på søndag septuagesima), hvor han begynder sådan og siger: «Jeg vil ikke, at I, kære brødre, skal være uvidende om, at vores fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt til Moses og alle spiste den samme åndelige mad og drak den samme åndelige drik osv.; men Gud havde ikke velbehag i mange af dem, for de blev slået ned i ørkenen.» Derpå følger nu denne tekst: «Men det er sket som forbillede for os osv.»

Denne formaning giver han (som sagt) til dem, som nu er kristne, for at de skal vide, at selv om de er døbt til Kristus og har modtaget og har alle hans velgerninger af lutter nåde, uden deres fortjeneste, så er de dog skyldige herefter at leve i lydighed mod ham og ikke stolt trodse ham og prale over for ham eller misbruge hans nåde. For det vil han dog også have af os, selv om vi ikke derved bliver retfærdige for ham eller fortjener nåde. Ligesom bruden ikke ved at leve kysk og være sin ægtemand tro og lydig fortjener at blive brud og hustru, men er blevet brudgommens, fordi hun har behaget ham, selv om hun tidligere havde været en skøge; men han vil, eftersom hun er bragt til ære af ham, at hun herefter holder sit ægteskab rent og kysk; hvis ikke, har brudgommen ret og magt til at støde hende fra sig igen.

Og ligesom når en fattig, elendig forældreløs, et horebarn eller et hittebarn bliver antaget som søn af en from mand og indsat i en arv, som han ikke har fortjent: Vil han så til tak for en sådan velgerning blive ulydig og genstridig, bliver han med rette sat ud af arven igen og forstødt. Sådan havde jøderne heller ikke ved deres retfærdighed fortjent, at de blev Guds folk eller blev ved med at være det, sådan som Moses ofte gnider dem under næsen, at de altid har været genstridige og hårdnakkede mod ham; men alligevel, da Gud havde udvalgt dem og ført dem ud af Egypten, befalede han dem også alvorligt, at de skulle tjene ham og adlyde hans ord; men da de ikke gjorde det, straffede han dem også så frygteligt, at de måtte mærke det.

Dette eksempel holder Sankt Paulus nu med stor alvor frem for hele verden til advarsel mod kødelig formastelighed og sikkerhed i tillid til de gaver og velgerninger, man har fået af Gud, maler det ud og gør det så vægtigt som muligt; som det jo også er et herligt, vægtigt og særligt eksempel, og når man ser rigtigt på det, findes der sandelig fra verdens begyndelse ingen større og mere underfuld begivenhed i noget skrift (alene undtagen den højeste og mest underfulde gerning, Guds Søns død og opstandelse) end denne historie om, hvordan Gud førte folket ud af Egyptens land og bragte det gennem ørkenen ind i det forjættede land; for den er fuld af lutter store, særlige undergerninger af Gud og herlige eksempler både på hans vrede og på hans store nåde.

Herfra begynder han nu og siger: «Er I kristne og døbt osv., så skal I også vide dette; og hvis I ikke vidste det eller ikke tænker på det, må jeg ikke undlade at vise jer det, så I dog ser jer tilbage og tænker tilbage på, hvordan det efter Skriftens fremstilling er gået dem, som også var Guds folk; det var vores fædre, en herlig, smuk, stor skare og menighed, som blev talt til over seks hundrede tusind alene af voksne mænd, foruden deres kvinder og børn.»

Disse (siger han) var og hed alle sammen Guds hellige folk; for Gud havde taget sig af dem alle, og de havde også Guds ord, løfte og sakramente ved Moses, som var deres biskop og pave. Under ham blev de alle (siger han) døbt, da han førte dem gennem havet og siden under skyen, så de dagligt gik i skyggen i den store hede; men om natten havde de en smuk ildsøjle, det var en stor, klar stråle eller et lys som et lyn; dertil fik de dagligt deres brød fra himlen; ligeså drak de vand af klippen: Det var deres sakramenter og tegn, hvorved de så, at Gud var hos dem og ville beskytte dem, og de troede også på den lovede Kristus, Guds Søn, som førte og ledte dem i ørkenen, og de var således herlige, højt benådede og hellige folk.

Men hvor længe varede en sådan tro hos den store hob? Ikke længere end til de kom ud i ørkenen. Da begyndte de snart at foragte Guds ord og at knurre mod Moses og Gud, drive afgudsdyrkelse osv. Da slog Gud også iblandt dem, så at af hele det store folk, som var draget ud af Egypten, og af de høje, fremragende mænd, som sammen med Moses havde ført folket ud af Egypten og styret det, kom der ikke flere end to personer fra ørkenen ind i landet; for at han tydeligt nok kunne vise, at han ikke havde velbehag i den store hob af de mange, og at det ikke hjalp dem, at de hed Guds folk og hellige mennesker, som Gud havde vist så store velgerninger og undere, eftersom de ikke troede og ikke adlød Guds ord.

Begyndelsen var ganske vist god, da de med så store, herlige undere blev forløst fra deres fjender og havde modtaget loven og en smuk gudstjeneste af Gud ved Sinaj bjerg, så de nu skulle skride ind i landet og allerede stod for porten; men netop dér vakte de Guds vrede sådan, at de måtte vende om og fare vild i ørkenen i fyrre hele år, til de alle døde og omkom der. (4 Mos 14.)

Alt dette kom af det lede hovmod, hvormed de trodsede Guds ord i tillid til, at de var Guds folk og dagligt fik så store velgerninger af Gud. «Ser du ikke», sagde de, «at hele denne menighed er hellig, og at Gud har hjemme her, han som dagligt gør så store undere hos os?» Denne trods og stolthed gjorde dem så hårdnakkede og hårde, at de ikke holdt op med at skrige mod Moses, spotte ham og modsige ham i alt, hvad han gjorde med dem, og derved dagligt vakte Guds vrede over sig, så han også måtte ramme dem med mange store, forfærdelige plager. Alligevel kunne han ikke ydmyge folket, før de alle var ryddet af vejen, og mange gange havde de alle sammen på én gang måttet gå til grunde, hvis ikke Moses var faldet ned for Gud for dem og med alvorlig, inderlig bøn og påkaldelse havde afvendt vreden, så han vel derfor har været den fattigste, mest elendige og mest plagede mand (som Skriften kalder ham, 4 Mos 12,3), fordi han dagligt helt alene har måttet slås med det store folks trods, ulydighed og modsigelse og dertil i hele de fyrre år har måttet se og bære så mange store, forfærdelige plager over sit folk, som har ængstet og martret hans hjerte, og uden ophør har måttet stille sig op mod Guds vrede.

Se, er det nu ikke forfærdeligt, når det gælder så herlige, store folk og netop dette folk, som er Guds eget, hvor han og Kristus selv åbenbarer sig og styrer og fører dem ved sine engle, og som er æret af Gud med så herlige undere, at man aldrig har hørt magen hos noget folk på jorden, sådan som Moses selv vidner, 5 Mos 4,7: «Hvor er der et så herligt folk, som guder kommer så nær, som Herren vor Gud gør, så ofte vi påkalder ham?» – at alle disse, som var draget ud af Egypten og havde set Guds herlige undere både på sig selv og på deres fjender, dog falder og synder så frygteligt, ikke ved ringe menneskelige skrøbeligheder eller svaghed, sådan som de også bliver tilbage i de hellige og troende, men ved forsætlig foragt for Gud og ulydighed, forhærdede og forstokkede i vantro, og drager så forfærdelig en straf over sig, at de går til grunde derved?

Men han opregner nogle stykker og synder, hvormed de har fortjent Guds vrede, for dermed at vise, hvordan de er faldet fra troen og har løbet imod Guds ord. For det første siger han i almindelighed, at Gud ikke havde velbehag i mange af dem. Det var den store hob og især de fornemste, fyrsterne og overhovederne i menigheden, store, fremragende mænd, som blev holdt for de bedste og helligste, og som også selv havde gjort store ting; mange af dem faldt fra og blev hyklere, mens de roste sig af Guds navn, embede og Ånd; sådan som Kora gjorde med sit parti, to hundrede og tyve overhoveder i menigheden, 4 Mos 16,1–2 [Ifølge 4 Mos 16,2 var de 250.], som også ville have lige så god ret til præstedømmet og styret som de to, Moses og Aron, med så stort skin og så megen trods, at heller ikke her kunne nogen være dommer uden Gud alene, og han måtte da også bevise, at han ikke havde velbehag i dem og deres hob (som de dog rosede sig af), ved at jorden slugte dem alle levende, og en stor hob af de andre, som holdt med dem og knurrede for deres skyld, blev fortæret af ild osv.

Dernæst går han videre og nævner de laster, for hvis skyld dette folk blev straffet og slået af Gud i ørkenen. For det første, at de begærede det onde, da de allerede i andet år efter udgangen, da de var kommet hen til det forjættede land, glemte de velgerninger og undere, som Gud havde vist dem, og nu blev trætte af dem og ønskede at vende tilbage til Egypten, bare for at kunne sidde ved kødgryderne, og knurrede mod Gud og Moses, så Gud også måtte gribe ind og med en sådan straf sætte en stopper for denne lystenhed og knurren, at ilden fra himlen fortærede en del af folket, og at en stor mængde af de andre, før de havde spist kødet op, blev slået med store plager; derfor blev det sted også kaldt Lystgravene, 4 Mos 11.

Det var lønnen, hvormed deres lyst blev stillet, hvilket Sankt Paulus her med rette kalder «at begære det onde». For det er sandelig intet andet end at begære Guds vrede og frygtelige straf, når man af glemsel, utaknemmelighed og lede ved Guds nåde og velgerninger søger noget nyt; ligesom verden nu også bliver fuld af en sådan lystenhed, hvor den store hob er træt og led ved evangeliet, især fordi det ikke vil gavne kødets fordel, magt, rigdom, vellyst osv., og nu igen begærer det gamle, forrige væsen, pavedømmet, skønt de dog var bebyrdede og trykkede til det yderste dér, ikke mindre end Israels folk i Egypten; men til sidst vil de også komme til at betale forfærdeligt og frygteligt for en sådan lyst til det onde, sådan som de stræber efter det.

For det tredje kommer nu først de rigtig store knuder. Det er for det første afgudsdyrkelse, som han siger: «Bliv ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev osv.» Det var ikke jævne, ringe folk, men også de bedste og fornemste, som styrede de andre. For som disse går foran, sådan går hoben efter og følger deres eksempel. Så at selv Aron, Moses' bror, ypperstepræsten selv, overmandet af sådanne folk, viger for dem og følger dem og rejser guldkalven, 2 Mos 32,4, fordi Moses tøvede på bjerget; så det er vel værd at undre sig over, at så høje, fremragende folk, som så rigeligt havde hørt og set Guds ord og undergerninger, så hurtigt skulle falde hen i afgudsdyrkelse og falsk gudstjeneste (som om de var hedninger og ikke havde noget Guds ord), uden at nogen hindrer det eller står imod; og så er det langt mindre at undre sig over, at den blinde verden ellers altid ligger i afgudsdyrkelse.

Men sådan går det: Hvor man ikke har Guds ord eller ikke agter det, dér vælger og laver menneskelig visdom sin egen gudstjeneste og har sit velbehag i den og holder den for en kostelig ting, skønt den dog ved Guds ord er forbudt på det strengeste og kaldes en vederstyggelighed for ham. For den menneskelige fornuft mener, at den kan lege med guddommelige ting, som den finder for godt, og som det behager den, sådan skal det også behage Gud; dernæst, for at bevare og forsvare en sådan afgudsdyrkelse, pynter den den også med Guds ord; det må lade sig rime og bøje dertil, så man giver den en fin, smuk skikkelse og farve, som om den ikke var imod det; ligesom også pavedømmet har pyntet og farvet alle sine vederstyggeligheder, messen, munkevæsenet og helgendyrkelsen, og verden nu igen søger at farve og pynte en sådan afgudsdyrkelse, så den kan blive stående ved siden af Guds ord osv.

Sådan gør også ypperstepræsten Aron her, da han laver guldkalven til folket (2 Mos 32,5–6), et billede og tegn på deres offer og gudstjeneste, og bygger et alter til den og lader udråbe en fest for Herren, som havde ført dem ud af Egyptens land; så det skulle hedde sig, at man tjente den sande Gud af stor andagt og i en smuk, god mening med deres ofre (som blev betegnet ved kalven), for at de også kunne have en fin, ordnet gudstjeneste.

Heraf følger nu det, som teksten 2 Mos 32,6 siger, og som Sankt Paulus viser her: Da de havde bragt deres offer og holdt deres gudstjeneste, «satte folket sig derefter ned for at spise og drikke og rejste sig for at lege»; det vil sige: Det bliver glad og godt tilpas, føler sig sikkert, fordi det har holdt en sådan gudstjeneste, som om det havde handlet vel; det farer til og gør nu, hvad det har lyst til, som om Gud ikke kunne vredes på det, og vil således leve helt frit efter sit eget behag, ubundet og ustraffet af Guds ord, sådan som Skriften siger samme sted, at Aron havde sluppet folket løs osv.

Sådan gør afgudsdyrkelsen altid: Den vil ikke være synd, men formaster sig til at fortjene nåde, roser sig af Guds folks frihed og går dog hen uden omvendelse og sikker, også i åbenlyse laster; den mener, at alt skal være jævnet ud og tilgivet hos Gud for dens hellige gudstjenestes skyld; ligesom pavedømmets præsteflok hidtil har pyntet og stadig pynter, ja styrker og forsvarer deres skændige horeri, utugt og alle velkendte laster med navnet kirken og den hellige gudstjeneste, messen osv.

For det fjerde: «Lad os heller ikke friste Kristus», siger han, «sådan som nogle af dem fristede ham osv.» Det er også en svær, forfærdelig synd, sådan som den frygtelige straf viser, som 4 Mos 21,5–6 fortæller om: Da de nu havde vandret fyrre år i ørkenen, og Gud havde hjulpet dem igennem og givet dem sejr over deres fjender, så de nu igen var tæt ved det forjættede land, blev folket mismodigt og utålmodigt på vejen, fordi de skulle drage uden om edomitternes land, da edomitterne ikke ville lade dem drage gennem deres land, og de begyndte at tale mod Gud og Moses, fordi han havde ført dem ud osv.; og Gud sendte brændende slanger blandt dem, så de blev bidt af dem, og en stor hob af folket kom om.

Denne tale mod Gud kalder han her at friste ham, at de med vantro sætter sig op imod Guds ord og spotter, som om Gud og hans ord var lutter ingenting, fordi han ikke gør med dem, som de vil have det; for det kaldes egentlig at friste Gud, at man ikke alene ikke tror hans ord, men sætter sig op imod det og ikke vil lade det, han siger, være rigtigt, men vil mestre det med vores visdom og vores eget forgodtbefindende og således i tillid til os selv trodse ham, sådan som Sankt Paulus også siger 1 Kor 10,22: «Vil vi trodse Herren? Er vi stærkere end han? osv.»

Sådan gjorde også det jødiske folk. Gud havde lovet og tilsagt dem, at han ville være deres Gud, være hos dem og hjælpe dem i al nød, og at de skulle tro på ham alene og stole på ham; og det beviste han tilmed med daglig gerning gennem særlige undere og velgerninger. Alligevel hjalp det ikke; men så snart det ikke gik, som de ville og havde tænkt sig, eller der blev lidt mangel og nød, begyndte de at råbe op mod Moses, det vil sige mod embedet og Ordet, som han havde modtaget af Gud: «Hvorfor har du ført os ud af Egypten?» Som om de ville sige: «Var det Guds ord og befaling, det, du kommer med, og ville han gøre så store ting hos os, så lod han os ikke lide sådan nød.» Kort sagt: hvordan Gud end handlede med dem, så skulle det hverken være hans ord eller hans gerning; han skulle gøre det gennem Moses, sådan som de foreskrev ham, ellers skulle han ikke være Gud.

Sådan gjorde de straks i begyndelsen, da de kom fra Egypten ud i ørkenen. De havde lige set, hvor underfuldt Gud havde bevaret dem i Det Røde Hav og udfriet dem fra fjenderne, og de havde tilmed fået brød og kød – og så begyndte de at knurre og skændes med Moses og Aron, fordi han havde ført dem ud i ørkenen, hvor de ikke fandt vand, og de fór op og sagde: «Er Herren iblandt os eller ej?» (2 Mos 17,7). Se, det kaldes (som teksten dér også kalder det) at friste Gud, det vil sige: de har Guds ord og undere så rigeligt og vil dog ikke tro, medmindre han gør, som de vil, osv.

Dette modsigeri og denne fristelse af Gud drev de på, så længe de var i ørkenen, helt til det fyrretyvende år, som Gud selv siger til Moses i 4 Mos 14,22: «Dette folk har nu fristet mig ti gange og ikke adlydt min røst.» Det var allerede i det andet år, efter at de var draget ud. Men nu – skønt de efter så lang tid burde være blevet ydmyget og havde set, hvor underfuldt de (de, som endnu levede) var blevet udfriet gennem de fyrre år, så de ikke var omkommet sammen med de andre, og nu var bragt frem til landet – nu begynder de for alvor forfra og modsiger med stor utålmodighed og bitterhed: «Hvorfor har du ført os ud af Egypten, så vi skal dø i denne ørken?» osv. De ville igen gerne sige: «Du fortæller os meget om, at du har Guds befaling, og du har lovet os store ting; hvor fint du fører os ind i landet, så vi skal flakke endnu længere omkring og dø allesammen i ørkenen» osv.

Men læg mærke til, at Sankt Paulus tyder denne fristelse af Gud sådan og siger: «De har fristet Kristus» [Luther læser i 1 Kor 10,9 «Kristus» som den byzantinske tekst; Den Frie Bibel har «Herren».], for at vise, at netop den samme person, Guds evige Søn, fra begyndelsen har været hos sin kirke og i det folk, som havde modtaget løftet om ham fra de første fædre, at han skulle blive menneske, og som således har troet ligesom vi; sådan som Sankt Paulus også ovenfor (1 Kor 10,4) i begyndelsen har sagt, at Kristus var klippen, som fulgte med osv.

Derfor giver han hermed at forstå, at denne fristelse og modsigelse egentlig gik imod troen på Kristus, eller imod løftet om ham, så Moses imod det måtte høre af dem: «Ja, du praler godt nok af en Messias, som selv er Gud, som er hos os og går foran os, som har åbenbaret sig for fædrene og lovet os, at han skal fødes af vort blod og kød for at forløse os og hjælpe hele verden, og som derfor har taget os til sit folk og vil føre os ind i landet. Ja, hvor er han? Hvor fint han hjælper os! Skulle det være vor Gud, som lader os flakke omkring i ørkenen i hele fyrre år, til vi allesammen dør og går til grunde?»

At det har været synden og gudsbespottelsen, viser også dette: Da de senere under den forfærdelige straf blev bidt af de brændende slanger og døde, rejste Moses efter Guds befaling en kobberslange som tegn, så den, der så på den, skulle blive rask osv. Dermed forbildede han for dem Kristus i tegnet, ham, som skulle blive et offer, så dem, der havde syndet, kunne blive hjulpet; for at de skulle vide, at ligesom de havde fortjent Guds vrede og straf ved at spotte ham, sådan var der intet andet råd til at hjælpe dem ud af den vrede og fordømmelse igen end at de igen begyndte at tro på Kristus osv.

Det sidste stykke ligner næsten det foregående, når han kalder det: at knurre imod Gud, det vil sige: af vantro og tvivl på Guds ord at fare åbenlyst op, at prelle tilbage imod Gud med vrede og utålmodighed og ikke ville adlyde, når det ikke går efter kødets og blodets vilje, og straks sige: Gud er dem fjendtlig, han vil ikke hjælpe dem osv. Sådan gjorde de, jøderne, ofte og næsten uden ophør, så Moses ikke kunne få dem til at tie, og alligevel blev de hver gang hårdt straffet og slået for det, så de med rette skulle have vogtet sig for det; alligevel gjorde de det bare værre og værre.

Med denne beretning vil Sankt Paulus nu have advaret alle, som roser sig af at være kristne og Guds folk (som vi skal høre videre), og indprente dem dette eksempel godt, så enhver tænker over det og bliver i gudsfrygt og vogter sig for sikkerhed. For med så forfærdelige straffe viser Gud jo hele verden skræmmende nok, at han ikke vil spøge og ikke se igennem fingre med (sådan som verden og kødet bilder sig ind), at man under hans navn og ry vil foragte hans ord eller sætte sig til dommer over det og af egen formastelighed og tillid til egen visdom, hellighed og guddommelige gaver følge sit eget forgodtbefindende, sin egen klogskab og sine egne lyster og falskeligt trøste sig med den slags tanker: «Åh, Gud er ikke vred på dig, du, som er sådan en fremragende mand, så højt ophøjet og æret af ham frem for andre» osv.

For her har du hørt, at han ikke skånede hele folket, som drog ud af Egypten, og så mange fremragende, store folk, der var iblandt dem, ja, heller ikke Kristi slægt i Judas stamme; men han straffede tværtimod de store fyrster og de fornemste i præsteslægten og de andre slægter allerfrygteligst for øjnene af hele folket. Og hos dem havde han dog gjort så mange store, mægtige undere: ikke alene udfriet dem legemligt af Egypten ved Moses, men også ved hans embede døbt og helliget dem åndeligt og givet dem Kristus, som talte med dem og ledte dem, forsvarede og hjalp dem og legede så venligt med dem som en far med sine børn – og alligevel hærgede og dræbte han siden så frygteligt iblandt dem, fordi de ville misbruge nåden og ikke bære troens frugter, men blive stolte af den og trodse på, at de var Guds folk, Abrahams børn, omskåret, og at Kristus var lovet dem alene, og at Guds rige og nåde derfor ikke kunne slå fejl for dem.

Er nu en så skræmmende, forfærdelig dom og straf gået over de store, fremragende folk, så lad os, kære venner, ikke være stolte og formastelige (siger Sankt Paulus), vi, som ikke på langt nær er dem lige og nu i denne verdens sidste tid ikke kan blive dem lige i så fremragende gaver og store, herlige undere; men lad os spejle os i dem og lade deres eksempel være os en advarsel, så vi tænker på, at når vi roser os af Kristus, af syndernes forladelse og af Guds nåde, så skal vi også se til at blive ved det og ikke miste igen, hvad vi har fået, og således falde ind under Guds straf og fordømmelse. For vi er endnu ikke helt igennem og ovre, dér, hvor vi skal hen, men er stadig undervejs, hvor vi hele tiden må kæmpe videre i den begyndte kamp mod al den fare og hindring, som møder os.

Forløsningen er godt nok begyndt, men endnu ikke helt fuldendt i os. Ud af Egypten er du kommet, gennem Det Røde Hav er du gået (det vil sige: ud af Djævelens magt gennem Kristi dåb ført ind i Guds rige), men du er endnu ikke gennem ørkenen og inde i det forjættede land, og du kan endnu forse dig undervejs, så du bliver slået ned og går glip af din forløsning.

På Gud skorter det sandelig ikke; for han har allerede givet os sit ord, sakramente, nåde, Ånd og de gaver, vi har brug for, og vil også hjælpe os videre frem; blot må vi ikke falde fra det og slå nåden fra os ved vantro, utaknemmelighed, ulydighed og foragt for hans ord osv. For det hedder (som Kristus siger) ikke: den, som begynder, men: «den som holder ud til enden, skal frelses» (Matt 24,13). Det er det, apostlen her siger videre:

«Alt dette skete med dem som forbillede. Men det er skrevet til advarsel for os, til hvem verdens ende er kommet.»

Når du læser eller hører denne beretning og dette eksempel om, hvor frygteligt det jødiske folk blev straffet i ørkenen, så tro ikke, at det er en død historie, som ikke længere vedkommer nogen. For den er jo ikke skrevet for dem, som nu er døde, men for os, som lever, for at vi skal tage advarslen til os og se den som et evigt eksempel, stillet frem for hele kirken. For det er én og samme Guds gerning og styre i hans kirke fra verdens begyndelse til dens ende, ligesom det også altid er ét og samme Guds folk eller kirke. Og denne beretning er ikke alene et billede af kirken til enhver tid, men også et stort stykke af den (ja, næsten det fornemste), som viser os, hvordan kirken altid står og går på jorden: nemlig at den altid uden menneskelig magt og hjælp underfuldt regeres og bevares af Gud gennem mange slags anfægtelse, forargelse, lidelse og svaghed, og at den ikke er og bliver i et fast, sammentømret og ordnet styre efter menneskelig visdom, hvor alt hænger sammen og går jævnt sin gang. Den bliver tværtimod kastet hid og did og spredt, og tilmed svækket i sin egen midte af mange slags splittelse og straf, og den store og fornemste del, som fører kirkens navn og anseelse, falder fra og anretter sådan en ulykke, at Gud ikke kan skåne, men må lade så tung og skrækkelig en straf gå hen over den gennem sekteri eller anden ødelæggelse, at kun den mindste lille flok bliver ved at være ret og ægte.

Når nu dette er overgået det folk, som Gud første gang udvalgte sig til et folk, og hos hvem han gjorde så store, åbenlyse undere, at der aldrig siden er sket noget lignende, hvad skal eller tør vi så vente os, der er bedre? Ja, hvor meget større fare og grund har vi ikke til at se os godt for og vogte os, så det ikke også går os sådan og endnu meget værre.

Det minder Sankt Paulus også selv os om og viser os, når han siger: «Det er skrevet til advarsel for os, til hvem verdens ende er kommet» osv. Det vil sige: vi er nu i den sidste og ondeste tid, som fører langt større og tungere fare og langt frygteligere straf med sig. For det er forudsagt i Skriften og profeteret af Kristus og apostlene, at der skulle komme frygtelige, svære tider, hvor der skulle ske stort frafald fra den rette lære og skrækkelig ødelæggelse af kirken; og det ligger desværre for øjnene, at det er gået alt for frygteligt i opfyldelse, både gennem så mange kætterier og siden gennem Muhammed og pavedømmet.

Nuvel, denne sidste tid begyndte allerede dengang hos apostlene; for efter Kristi himmelfart er vi kristne det sidste stykke af verden og den lille rest, som hører himlen til. Og vi hedninger, der lever midt iblandt den store, utallige flok af den gudløse, onde slags ude i den vide verden, må også have det meget værre end jøderne, som alle levede under Moses’ lov og Guds ord i fin ydre tugt og ét ordnet styre. Og dog er det netop i den sidste tid, kort før enden, da evangeliet skulle lyde overalt, at den store flok allermest roser sig af at være kristne; som erfaringen viser, hvor højt og prægtigt paven har rost sin kirke: at uden for ham fandtes der ingen kristne på jorden, og at hele verden var skyldig at holde ham for kirkens øverste hoved på jorden osv.

Og det er jo sandt, at under ham er alle døbt til Kristus, kaldet til Guds rige og har sakramentet og Kristi navn; men hvad gør de? Ikke andet end at de under så prægtigt et navn og ry undertrykker Kristi ord og rige og har ødelagt kirken nu i mere end tusind år og den dag i dag forfølger kirken på det allerfrygteligste. Hertil kommer på den anden side de store lande og kongeriger, som også har villet være kristne og dog ikke har agtet på troen og den rette lære; de er blevet straffet og ødelagt af tyrken og til gengæld proppet fulde af den skændige Muhammeds stank og skarn.

Det er sandelig en stor, skrækkelig straf, og det ser ud, som om man ikke skulle frygte nogen skrækkeligere plage end den, der gik over det jødiske folk i ørkenen; men alligevel var det endnu legemlige straffe. Og selv om en så stor flok iblandt dem ved deres vantro og foragt for Gud faldt i evig fordømmelse, så blev Guds ord dog ved Moses og den rette kirke bevaret hos de andre. Men denne sidste straf i den sidste tid er langt frygteligere, når Gud lader den rene lære tage bort og sender vildfarelsens kraftige virkning, så de, der ikke har taget imod kærligheden til sandheden, må tro løgnen og gå evigt fortabt, 2 Thess 2,10. Sådan er vi desværre hidtil blevet betalt og alt for frygteligt straffet; og bliver vi ikke anderledes taknemmelige for den nåde, som Gud har givet os ved sit ord som den sidste gnist af lyset, der nu er ved at slukkes, så skal vi komme til at betale langt tungere for det.

«Derfor, den som mener at stå, skal se til at han ikke falder.»

Det er slutningen og summen af, hvad sådanne eksempler skal lære os, og en prædiken imod de sikre ånder, sådan som der var nogle af iblandt korintherne: de roste sig af at være de høje apostles elever, der også selv havde fået Helligånden, de oprettede sekter, og alt, hvad de gjorde, skulle være rigtigt. Til dem siger han: «Nej, kære broder, vær ikke alt for vis og sikker på, at du står; for når du mener at stå allerfastest, så er du nok allernærmest ved at falde, og det så hårdt, at du ikke kan rejse dig igen.» De i ørkenen var jo så fremragende folk, de begyndte meget godt og gjorde store ting – og faldt dog så frygteligt og gik til grunde.

Derfor se dig for, og lad ikke Djævelen bedrage dig. Her skal der vågenhed til: du har kødet om halsen, som i forvejen strider imod Ånden, og Djævelen til fjende, og fare og nød på alle sider, ja hos dig selv, så du ikke mister igen, hvad du har fået. For du er først lige begyndt og har endnu ikke nået enden; derfor må du her være omhyggelig, kæmpe og være vågen, så du (som Sankt Paulus siger) med frygt og bæven kæmper dig frem til din egen frelse, Fil 2,12.

«Der er endnu ikke kommet nogen anden end menneskelig fristelse over jer; men Gud er trofast, han lader jer ikke friste ud over evne.»

«Jeg skal dog ikke skræmme jer alt for meget (vil han sige), men også trøste jer lidt; for I har hidtil ikke haft højere anfægtelse end fra kød og blod og iblandt jer selv, hvor den ene måske foragter den anden og gør ham uret, og hor og anden forargelse løber med ind imellem. Det er bestemt ikke godt og pænt; derfor må I se til at forbedre jer, så det ikke bliver værre med jer. For skulle Djævelen selv for alvor angribe jer med falsk lære og sværmeri og høje, åndelige anfægtelser, som at friste Gud, sådan som dem dengang, og som mange af de hellige også er blevet anfægtet (som Sankt Peter og andre), så ville I ikke kunne bestå; for I er endnu for svage og nye, uprøvede kristne. Tak derfor Gud, som endnu handler sådan med jer, at I kan bære det, og holder hånden over jer, så det tjener jer til det bedste, og som derfor formaner jer ved sit ord, at I skal se jer for, så I ikke falder videre i fristelse.»