13. søndag efter trinitatis (Gal 3,15–22)

Epistlen på 13. søndag efter trinitatis, Gal 3,15–22

Dette er også en skarp epistel, som lyder uforståelig for menigmand; men det kommer også af, at denne lære hidtil ikke er blevet øvet og drevet, og derfor har den heller ikke kunnet forstås; og den er også for lang og for rig til at behandles fuldt ud i al korthed. Men den er rigeligt udlagt i hele kommentaren til denne epistel til galaterne, for den, der vil læse det.

Summen går ud på, at Sankt Paulus her, som i hele epistlen, gerne ville give de kristne grundig undervisning i, hvordan de skulle fatte forskellen mellem troens retfærdighed og gerningernes eller lovens retfærdighed. Og apostlen driver i denne tekst (for at vi kan fatte hovedpunkterne en smule) to stykker. Det første handler om den artikel, at vi bliver retfærdige alene ved troen, og det beviser han, foruden mange andre grunde og beviser også deraf, at han påviser og siger:

Heraf skal I jo mærke og kunne tage og føle på, at ingen (hverken jøderne, endsige andre hedninger) bliver retfærdig ved gerninger eller lov. For loven er først givet fire hundrede og tredive år efter, at Kristus var blevet lovet og tilsagt Abraham (som dog skulle være fader til hele Guds folk) for i ham at velsigne alle mennesker, og efter at der allerede var vidnet om ham, at han ved troen var erklæret retfærdig for Gud. Og ligesom han er blevet retfærdig og har fået velsignelsen tilsagt for sin tros skyld, sådan er også hans børn og efterkommere visselig blevet retfærdige og har opnået den lovede velsignelse ved den samme tro på denne sæd, for hvis skyld velsignelsen var lovet hele verden. For Gud har altid handlet sådan med jøderne og hele verden, at han har tilsagt dem sin nåde og syndernes forladelse (det betyder: at blive velsignet for Gud), dengang der endnu ikke var givet nogen lov (som de foregiver at blive retfærdige ved), og Moses endnu ikke var født.

Derfor kan loven, som først blev givet dette folk efter så lang tid, jo ikke være givet til, at de skulle blive retfærdige ved den; ellers havde han nok givet den før, eller, hvis den var nødvendig for retfærdigheden, var Abraham selv og hans børn indtil den tid ikke erklæret retfærdige osv. Ja, Gud har netop ordnet det sådan, at han gav loven så længe efter – hvad han godt kunne have givet fædrene længe før – som ville han dermed med selve gerningen vise og lære, at den ikke blev givet til, at Guds nåde og velsignelse skulle komme derfra, men skulle komme af Guds rene barmhjertighed, som så længe før var lovet og også givet Abraham og andre, der havde troet.

Derfor slutter Sankt Paulus nu: Hvordan har loven kunnet hjælpe til retfærdighed for dem, der var før Moses, eftersom han var den første, den blev givet ved, og der dog også før ham var hellige og frelste mennesker? Hvorfra havde de det? Ikke derfra, at de ofrede i Jerusalem eller holdt loven, men derfra, at de troede Ordet, hvorved Gud lovede dem at velsigne dem i den kommende sæd, Kristus. Derfor er heller ikke de, der levede siden, blevet retfærdige ved loven; for de har ikke modtaget Guds nåde på nogen anden måde end de tidligere. Så har Gud jo ikke siden ved loven ophævet eller tilbagekaldt sit løfte om velsignelsen, som han havde lovet og givet uden lov og for intet osv.

Her kunne nogen ville være klogere og gøre indvendinger mod Sankt Paulus og sige: «Ja, selv om fædrene ikke havde Moses’ lov, så havde de dog netop det samme Guds ord, der lærer de ti bud, og som også fra verdens begyndelse er indpræget i menneskenes hjerte; derfor kalder man det også naturens lov eller den naturlige lov – kun at det siden er blevet givet offentligt til det jødiske folk og sammenfattet i de ti bud. Og man kunne godt sige, at Moses har taget de ti bud fra fædrene, sådan som Kristus også siger om omskærelsen (Joh 7,22). For det er jo vist, at fædrene fra begyndelsen har lært og drevet dem hos deres børn og efterkommere. Hvordan går det da an, at Sankt Paulus vil slutte, at fædrene ikke er blevet retfærdige ved loven, fordi den først blev givet over fire hundrede år efter Abraham – som om fædrene ikke havde haft nogen lov før?»

For at svare kort på det må du se på Sankt Paulus’ mening og på, hvad han sigter på; for han tager egentlig sigte på jødernes ros, nemlig at de pukkede på loven som den, der var givet dem af Gud ved Moses, for at de skulle være Guds eget folk; derfor mente de at være retfærdige for ham ved den, når de flittigt stræbte efter at holde den. «Hvorfor skulle Gud ellers have givet den», sagde de, «og dermed skilt os fra alle hedninger, hvis vi ikke for lovens skyld skulle gælde mere for Gud og være ham kærere end andre, der ikke har den? osv.»

De stod så fuldstændigt på denne trods og ros, at de slet ikke agtede løfterne om velsignelsen i den kommende sæd, som var givet deres fædre, og heller ikke mente, at de havde brug for dem, så de skulle blive retfærdige ved troen på dem; og således regnede de dem i grunden for ophævet og gjort til intet af Gud – bortset fra at de alligevel udvortes tydede løftet om velsignelsen sådan, at Messias skulle komme og for deres lovs og fromheds skyld give dem herredømmet over verden og anden stor løn.

For at gendrive en sådan tom indbildning og ros og bevise, at de ikke er blevet retfærdige eller Guds børn ved loven, fører han dette frem: at de hellige patriarker, deres fædre, indtil det 430. år hverken er blevet retfærdige ved loven, som de roser sig af (for den var endnu ikke givet), eller ved nogen af deres gerninger (hvad enten de kalder det den naturlige lov eller de ti bud); for Gud har jo ikke gjort noget løfte med dem om velsignelse og frelse på grundlag af deres gerninger, men af lutter nåde har tilsagt dem velsignelsen (det er nåde eller retfærdighed og alle evige goder) for at skænke den for intet, bygget på den kommende sæd, som også før var lovet de første forældre uden deres fortjeneste, ja, da de ved overtrædelse var faldet i Guds vrede og fordømmelse.

Derfor, selv om fædrene også havde kendskab til loven eller Guds bud, har det dog ikke hjulpet dem til at blive retfærdige for Gud; men de har måttet høre Guds nådige løfte og fatte det med troen, det løfte, som ikke var bygget på gerninger, men alene på den kommende sæd; for ellers, hvis de havde kunnet blive retfærdige ved loven eller gerningerne, havde løftet om velsignelsen i Kristus slet ikke været nødvendigt osv.

Når nu Abraham og fædrene ikke har kunnet blive retfærdige ved gerninger og heller ikke er blevet det, så er deres børn og efterkommere lige så lidt blevet retfærdige ved loven og gerningerne, men er det ikke på anden måde end ved troen på løftet, der er givet Abraham og hans sæd, hvori ikke alene jøderne, men alle hedninger skulle velsignes (ved den samme tro).

Dette driver og grunder Sankt Paulus nu videre netop på disse to stykker, nemlig Guds løfte og lutter nåde eller gave, mod lovens og egen fortjenestes ros. For det første fører han et ord frem om den ret og kraft, som ethvert testamente eller løfte om den sidste vilje skal have osv. Sådan er det jo også Guds ordning efter det fjerde bud, at forældrenes sidste vilje skal holdes af børn og arvinger. Derom siger han nu: Man holder det jo sådan med et menneskes testamente, at når det er stadfæstet (hvad der sker ved menneskets død), så tør ingen ændre det eller lægge noget til eller trække noget fra. Ligesom juristerne siger, at det også er en guddommelig lov, at ingen må bryde et menneskes sidste vilje – hvor meget mere skal da Guds testamente forblive ubrudt og uforandret.

Nu har Gud også gjort et testamente, som skal være hans endelige sidste vilje: at han vil velsigne alle folk ved den sæd, som han først lovede fædrene; det har han besluttet og tilsagt Abraham og i ham hele verden og os alle; og desuden stadfæstet det ved denne sæds død, sin eneste Søns død, som derfor måtte blive menneske og dø for det (sådan som det forud blev antydet for Abraham i hans egen søn Isak, da han blev ofret til døden), for at arven af velsignelsen og det evige liv skulle gives os osv. Det er hans sidste vilje, og han vil ikke gøre nogen anden; derfor kan og skal ingen ændre den eller lægge noget til. Men det kaldes at lægge noget til den eller at bryde og tilbagekalde den, når man nu, da et sådant testamente er åbnet og velsignelsen forkyndt for hele verden, først vil foregive, at man må fortjene den ved loven, som om den ellers ikke skulle gælde i kraft af hans løfte og vilje.

Kort sagt, dette testamente (slutter Sankt Paulus) er et rent løfte om velsignelsen og om at blive Guds børn; derfor gælder der her ingen lov, som man skulle gøre for at fortjene velsignelsen; her gælder intet andet end viljen, som lover og siger: «Jeg vil ikke se på jeres gøren, men lover jer velsignelsen (det er nåde og evigt liv), I, som findes i synd og død; det vil jeg stadfæste ved min Søns død; han skal fortjene og skaffe jer en sådan arv.»

Da Gud nu først har stiftet et sådant testamente uden lov og stadfæstet det således, så har loven, som blev givet og stadfæstet offentligt længe efter, ikke kunnet tage noget fra det, endsige ophæve og tilbagekalde det. Og den, der vil sige eller lære, at man må blive retfærdig ved loven, det vil sige opnå Guds velsignelse, han gør ikke andet end at gribe ind i Guds testamente og rive hans sidste vilje i stykker og gøre den til intet. Det er den ene grund hos Sankt Paulus, ud fra ordet løfte eller testamente, og den er let at forstå; for ingen er så tungnem, at han ikke kan skelne mellem de to: lov eller bud og løfte.

For det andet grunder Sankt Paulus også på dette ord: «Gud har skænket den til Abraham» osv. Her er det også let for enhver, der har fornuft, at dømme, at det er noget helt andet at have fået noget skænket og at fortjene noget; for hvad der er fortjent, gives af pligt og skyld som en løn, og den, der modtager det, har noget at rose sig af (mere end den, der giver det), og kan påberåbe sig sin ret; men hvad der skænkes for intet og (som Sankt Paulus her siger) frit eller af nåde, dér har den, der modtager det, ingen ros af fortjeneste eller ret; men han må alene rose godheden og gavmildheden hos den, som han har modtaget en sådan gave af osv.

Sådan slutter Sankt Paulus også her: Gud har frit skænket Abraham velsignelsen og arven ved løftet; derfor har han jo ikke fortjent den ved gerninger, og den er ikke givet ham som løn, endsige hans børn. Det er jo tydeligt nok, og også et barn kan forstå det, at de to ikke kan bestå sammen, men må skilles ad: det, der fortjenes ved gerninger som en løn, og det, der af nåde og ren fri vilje loves eller skænkes for intet. Og Gud har hermed stoppet munden på hele verden og kommet den i forkøbet, så den intet har at rose sig af, som om den havde modtaget Guds nåde for lovens skyld, eftersom han har lovet og givet den for intet før loven og deres fortjeneste; for han har jo handlet sådan med sit eget folk, Abraham og hans efterkommere, at han først lovede at velsigne ham og hele hans slægt og intet nævner om nogen lov, gerning eller løn, men stiller det alt sammen alene på den kommende sæd.

På dette løfte har de levet, og på det er de også døde, både han selv, Abraham, og hans børnebørn, indtil der var gået over 430 år; da begynder han først at give loven, ordner en udvortes gudstjeneste, præstedømme osv., hvordan de skal leve og styre sig, nu da de var blevet et eget folk, forløst fra fremmed herredømme og bragt ind i deres land, så de også måtte have et eget udvortes styre – ikke for at de først ved det skulle opnå syndernes forladelse og Guds velsignelse. Det er summen af det første stykke i denne epistel: at Sankt Paulus i denne sag vil lære os, når man skal lære om, hvordan man bliver retfærdig for Gud, at skelne godt mellem de to stykker, løfte og lov, ligeledes gave eller skænk og fortjeneste eller løn.

Hvor man nu lærer, at Gud af lutter nåde, ikke for nogen lovs eller fortjenestes skyld, skænker syndernes forladelse og evigt liv, dér melder spørgsmålet sig straks: «Hvortil er loven da givet, eller hvad nytter den? Skal man da ikke gøre gode gerninger? Hvorfor lærer man da de ti bud?» Derfor kommer Sankt Paulus også ind på det og fører selv straks spørgsmålet frem: «Hvorfor da loven?» og begynder således videre at behandle udførligt, hvad lovens embede og brug er, og viser forskellen mellem den og evangeliet. Derom er der andetsteds, også i andre postiller, sagt rigeligt nok.