14. søndag efter trinitatis (Gal 5,16–24)

Epistlen på 14. søndag efter trinitatis, Gal 5,16–24

Også denne epistel er rigeligt behandlet i hele udlægningen. Den formaner dem, der nu har Helligånden ved troen, til gode gerninger eller troens frugter. Og den driver det på en sådan måde, at man kan se, at denne lære ikke går ud på at forbyde gode gerninger eller tillade onde og ikke straffe dem, og heller ikke på, at loven ikke mere skal prædikes. Nej, den viser klart, at Gud med alvor vil have, at de kristne flygter fra og undgår kødets lyster, hvis de vil blive i Ånden. Altså kan det ikke gå sammen at have og beholde Ånden og troen og dog fuldbyrde kødets lyster; for de to (siger han) står imod hinanden, og der er en heftig strid imellem dem, så det ene ikke tåler det andet ved siden af sig, men det ene må få overhånd og støde det andet ud. Derfor nævner han klart nogle af kødets gerninger, som er åbenbare og lette at kende, så man ser, at de ikke er af Ånden; og han slutter ligeud, at de, der fuldbyrder og gør dem, ikke er i den stand, at de kan arve Guds rige, og at de har mistet Helligånden og troen.

Men han viser også, hvorfra de kristne har en sådan kraft, at de kan modstå kødets lyster: nemlig at de har fået Ånden ved troen og ved, at de har en nådig Gud; derfor får deres hjerte lyst og kærlighed til at være Gud lydig og vogte sig for synd. Derfor gør de modstand og følger ikke kødets lyster, for at de ikke igen skal vække Guds vrede; og selv om de i en sådan strid endnu føler svaghed, så kan loven dog ikke fordømme dem, fordi de ved troen er og bliver i Kristus.