12. søndag efter trinitatis (2 Kor 3,4–11)

Epistlen på 12. søndag efter trinitatis, 2 Kor 3,4–11

Denne epistel lyder ganske fremmed og sælsom for dem, der ikke er vant til Skriften og Sankt Paulus’ måde at tale på, så et uerfarent øre og hjerte ikke kan finde sig til rette i den; sådan som den også hidtil har ligget helt uforstået hen i pavedømmet, skønt ordene nok er blevet læst.

Men for at vi kan komme ind i den, må vi først fatte summen af det, Sankt Paulus vil tale om. Den er denne: at han vil love og prise evangeliets embede og prædiken, som han fører, imod de falske apostles og prædikanters tomme pral med deres ånd og deres særlige kunst og gaver osv. For det var netop det, der især overgik ham i denne menighed i Korinth, som han havde omvendt ved sin mund og bragt til troen på Kristus: at Djævelen snart efter hans afrejse førte sit sekteri ind blandt dem, så de blev vendt bort fra den rette forstand og det rette sind og forledt til andre ting.

Med dem har han måttet slås, og begge sine breve har han rettet ind på at holde korintherne på den rette vej, så de blev ved den rene lære, som de havde fået af ham, og vogtede sig for sådanne falske ånder. Og det har nærmest været hovedårsagen, der bevægede ham til at skrive dette andet brev: at han måtte rose sit apostelembede og sin prædiken og indprente dem det for dermed at slå de andres pral ned, som de førte frem med store ord og skin.

Det begynder han på kort før denne tekst, og så kommer han dertil, at han taler herligt om evangeliets prædikeembede og stiller de to slags embeder eller prædikener op over for hinanden, som man kan prædike i kirken (hvis man ellers vil prædike Guds ord og ikke falsk menneskepjat og djævlelære): den ene den gamle pagts, den anden den nye pagts, eller Moses’ og lovens embede og evangeliets prædikeembede om Kristus. Han viser, hvad dettes herlighed og kraft er imod hint, som dog også er Guds ord, for dermed at støde de forføreriske ånders prædiken og påstande tilbage, de ånder, som (sådan som han lige har sagt) forfalsker Guds ord og praler meget af Guds lov, når de gør det allerbedst, men dog ikke lærer dens rette brug, men dermed blot fører bort fra troen på Kristus til egne gerninger.

Men disse ord spinder han videre ud af det foregående, som han begyndte på i det tredje kapitel; derfor må man hente det frem, hvor han siger således:

«Begynder vi da igen at rose os selv? Eller har vi som nogle brug for anbefalingsbreve til jer eller anbefalingsbreve fra jer? I er vores brev, skrevet i vores hjerte, som kendes og læses af alle mennesker, for det er blevet åbenbart om jer, at I er et Kristi brev, beredt ved prædikeembedet og skrevet af os, ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på hjertets kødtavler.»

Vi begærer ikke, jeg og mine medapostle og medhjælpere (siger han), breve og segl, så vi kunne blive anbefalet af andre til jer eller gennem jer til andre og derved få anseelse hos jer eller i andre menigheder og forføre folk, sådan som de falske apostle gør. Og det sker stadig hos mange, som også skaffer sig breve og vidnesbyrd fra retskafne prædikanter og menigheder og derefter begynder deres sekteri på grundlag af dem, så man skal tro dem. Sådanne breve behøver vi, Gud være lovet, ikke, og I behøver heller ikke at være bange for, at vi skulle bedrage jer med den slags. For I er selv det brev, som vi selv har lavet og kan rose os af og lægge frem for enhver; for det er offentligt og kendt, at I er blevet undervist af os og ført til Kristus ved vores prædikeembede.

For dette offentlige værks og vidnesbyrds skyld – at de selv ved, hvordan han ved sit prædikeembede har gjort dem til en menighed – kalder han dem et brev, skrevet af ham selv, men ikke med blæk eller rødt skrift, heller ikke på papir eller træ og heller ikke hugget ind i hård sten (sådan som Moses lagde sine ti bud frem for folket, skrevet på stentavler), men i deres bløde hjerter af kød, med Helligånden. Ånden er blækket eller skriften, ja også selve skriveren; men griflen eller pennen og skriverens hånd er Sankt Paulus’ prædikeembede.

Men denne tale om brevet og skrivningen er taget fra Skriftens måde at tale på; for sådan befaler også Moses i Femte Mosebogs 6. og 11. kapitel (5 Mos 6,6.8–9; 11,18), at de skal skrive de ti bud overalt, hvor de går og står, på dørstolperne og dørene i deres huse, og altid have dem for øje og i hjertet. Ligeså siger Salomo i Ordsp 7,2–3: «Bevar mit bud og min lov som din øjesten, bind dem på dine fingre, og skriv dem på dit hjertes tavle.» For han taler som en far til sit barn, når han meget indtrængende pålægger det at huske noget og siger: «Kære barn, mærk dig det, og glem det ikke»; ligeså: «Gem det i dit hjerte.»

Sådan siger også Gud hos profeten Jeremias, Jer 31,33: «Jeg vil give min lov i deres sind, og i deres hjerte vil jeg skrive den.» Her kaldes menneskets hjerte et brev eller en tavle eller en bog, som man skriver Ordet på, det ord, der prædikes, og som hjertet skal fatte og holde fast. Sådan har også vi (siger Sankt Paulus) ved vores prædikeembede skrevet en lille bog eller et brev i jeres hjerter, så I tror på Gud Fader, Søn og Helligånd og ved, at I er forløst og bliver frelst ved Kristus osv. Det er den skrift, der sidder i jeres hjerte: bogstaver, som ikke er malet med blæk eller kridt, men er levende tanker, flammer og bevægelser i hjertet.

Men i disse ord skal man også lægge mærke til, at han siger om sit prædikeembede, at de ved det er beredt, og at deres hjerter ved det er beskrevet, så de er et levende Kristi brev – imod sværmeåndernes drøm og blindhed. De søger Helligånden uden det mundtlige Ord og drømmer, når de kryber hen i en krog og med deres tanker vil gribe Ånden, og de viser folk bort fra det prædikede Ord eller det ydre prædikeembede, om hvilket Sankt Paulus dog siger, at Ånden ved hans prædiken har virket i deres hjerter, sådan at Kristus lever og er virksom osv. Ud fra disse ord bryder han nu frem og begynder at prise prædikeembedet, stiller Moses’ brev eller prædiken og sin egen, eller apostlenes, op over for hinanden og siger nu videre:

«En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus; ikke at vi er duelige af os selv til at tænke noget som af os selv, men at vi duer til noget, er fra Gud.»

Hermed stikker og hugger han om sig mod de falske apostle og prædikanter; for han er dødsens fjende af sådanne tosser, der siger og foregiver store ting, som de dog ikke selv har eller gør eller formår. De praler meget af ånd og vil råde og hjælpe hele verden, de bryster sig af, at de kan udtænke noget nyt, og hvad de drømmer op af deres eget hoved, skal bare være overmåde kostelige, himmelske ting – sådan som vores paves og munkes drømme hidtil også har været.

Det gør vi ikke (siger han); vi stoler ikke og bygger ikke på os selv eller vores visdom og duelighed, og vi prædiker heller ikke det, vi selv har udtænkt. Men det, vi trodser og stoler på ved Kristus over for Gud, er, at vi har gjort jer til et guddommeligt brev og skrevet i jeres hjerte – ikke vores tanker, men Guds ord. Dermed roser vi os ikke af vores egen gerning og evne, men af hans, som har kaldet os til et sådant embede og gjort os duelige; fra ham er det alt sammen, hvad I har hørt og troet.

For denne ros skal enhver prædikant have: at han er sikker, og at hans hjerte også står i den tillid og kan sige: «Denne fortrøstning og dette mod har jeg til Gud i Kristus, at min lære og prædiken i sandhed er Guds ord.» Ligeså når han udfører andre embeder i kirken, døber et barn, tilsiger en synder tilgivelsen og trøster ham, så må også det ske i denne sikre tillid, at det er Kristi befaling.

Den, der ikke kan rose sig af dette og dog vil lære og styre i kirken, for ham var det bedre, som Kristus siger (Matt 18,6), at han blev sænket i havets dyb med en møllesten om halsen; for han prædiker og udretter intet andet end Djævelens løgn og død. Sådan var det hidtil med vores pavelige: Når de længe og meget havde lært, opdigtet og selv gjort det, som de mente at blive frelst ved, så stod deres hjerte og tanker dog altid i denne tvivl: «Hvem ved, om det behager Gud eller ej?» Sådan er heller ikke alle kætteres og sværmeånders lære og gerning visselig nogen sådan tillid til Kristus; de fremmer blot deres lære med egen ros og med den ros og pris, de søger hos folk.

«Ikke er vi duelige (siger han) af os selv til at tænke noget som af os selv.» Alt dette siger han, som sagt, imod de falske ånder, som holder sig selv for så overmåde duelige og særligt skabt og udvalgt til at hjælpe folk. De mener, at hvad de siger og gør, skal udrette lutter undere. Men vi ved, at vi jo er af samme ler og muld, som de er gjort af; ja, vi har vel et større kald fra Gud; alligevel kan vi ikke rose os af, at vi af os selv formår noget til at råde eller hjælpe folk, ja ikke engang til at tænke noget, som de kunne blive hjulpet ved. For det er jo ikke vores sag eller evne og er ikke flydt ud af vores hoved, hvad der angår denne sag: hvordan man skal bestå for Gud og komme til det evige liv. I andre ting, som angår det timelige liv og væsen, dér må du rose dig af og fremføre, hvad din fornuft lærer dig, og hvad du kan udtænke af dit eget hoved, for eksempel hvordan man skal lave sko og klæder og styre hus, gård og kvæg; dér skal du øve dine tanker, så godt du kan, så klædet eller læderet lader sig strække og skære, som skrædderen eller skomageren har tænkt sig. Men i disse åndelige sager hører menneskers tanker sandelig ikke hjemme, men andre tanker, en anden kunst og evne, som Gud selv viser og giver ved sit ord.

For hvilket menneske har nogen sinde udtænkt eller udgrundet, at tre personer i det evige guddommelige væsen er én eneste Gud, og at den anden person, Guds Søn, har måttet blive menneske, født af en jomfru, og at der ingen anden vej til livet har kunnet være, end at han blev korsfæstet for os? Det var sandelig aldrig blevet hørt eller prædiket, og det ville heller aldrig i evighed blive erfaret, lært eller troet, hvis ikke Gud selv havde åbenbaret det.

Derfor er det jo store, blinde narre og utålelige mennesker, som i denne høje sag vil have sig selv rost og mener, at folk er hjulpet, når de prædiker det, der er faldet dem ind, eller som de har udtænkt – sådan som hidtil i kirken enhver har lært og bragt op, hvad han syntes var godt: munkene og præsterne hver dag nye helgener, valfarter, særlige bønner, gerninger og ofre til at udslette synden og løse sjælene ud af skærsilden osv. Det er ikke den slags folk, der har deres tillid til Gud ved Kristus; tværtimod trodser de både Gud og Kristus og stopper og skriver intet andet end lutter djævleskarn og løgn ind i menneskers hjerter (hvor Kristus alene skulle være). Alligevel mener de, at de alene er duelige til alt, hvad man skal lære og gøre – selvgroede doktorer og helgener, som uden Gud og Kristus kan det hele.

«Men at vi er duelige, det er fra Gud.»

Af os selv, det vil sige af vores egen visdom og kraft, kan vi ikke tilvejebringe, finde eller lære noget, som vi kunne råde og hjælpe os selv eller andre med; men at vi udretter noget godt hos jer og skriver i jeres hjerte ved vores prædiken, det er Guds egen gerning. Han giver os det i hjertet og i munden, så vi taler det, og ved Helligånden trykker han det også videre ind i jeres hjerte. Derfor kan vi ikke tilskrive os selv noget af dette eller søge vores egen ros med det (som de selvlærde og hovmodige ånder), men må alene give Gud æren og rose os af, at han ved sin nåde og kraft virker i jer til frelse gennem det embede, han har givet os.

Alt dette siger han nu, for at man i kirken intet skal prædike eller gøre uden alene det, som visselig er Guds ord. For her gælder det ikke at handle eller foretage sig noget efter menneskers forgodtbefindende; intet menneske skal her formå noget, ingen tanke eller kraft skal gælde, uden det, der udgår fra Gud selv. Sådan siger også Sankt Peter (1 Pet 4,11): «Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord; hvis nogen har et embede, skal han udføre det som af den evne, Gud giver.» Kort sagt: Den, der vil være klog og rose sig af stor kunst, gaver og kraft, kan gøre det i andre sager; her skal han blive hjemme med det og lade sin ros og sine påstande fare. For det drejer sig ikke om, at man skal se, hvad du kan eller er, men om, at de stakkels sjæle kan være sikre på, at de har Guds ord og gerning hos sig, så de kan blive frelst ved det.

«Han som også har gjort os duelige til at føre den nye pagts embede, ikke bogstavets, men Åndens; for bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.»

Her begynder han at prise evangeliets prædikeembede og dets kraft imod de falske apostles pral og imod al anden lære, også Guds lov. Vi er jo ikke duelige og har intet at rose os af, hvad menneskelig gerning angår; for den er dog intet og udretter intet, selv om den stræber nok så højt efter det, som Guds lov selv lærer og kræver. Men vi har noget langt bedre at rose os af, som ikke er vores gerning: at vi af Gud er gjort duelige til et herligt embede, som hedder den nye pagts. Det er ikke alene højt og langt bedre end alt, hvad mennesker kan lære og give ud fra deres visdom, kunst og evne, men også herligere end den prædiken og det embede, som hedder den gamle pagt, og som tidligere blev givet jøderne ved Moses. For dette er et sådant embede, der ikke som anden lære bliver ved ordet, som læres eller fremlægges, men Helligånden virker også ved det i hjertet; derfor kalder han det ikke bogstavets embede, men Åndens osv.

Denne tekst om ånd og bogstav har hidtil været et helt ukendt sprog hos os, og desuden er den ved vores menneskepjat blevet ganske forvendt og udvisket, så jeg, skønt jeg skulle være en lærd doktor i den hellige Skrift, intet forstod af den, og ingen kunne heller lære mig det, og endnu i dag kan hele pavedømmet ikke sige, hvad det betyder. Ja, også de gamle lærere, Origenes, Hieronymus og andre, har ikke ramt Sankt Paulus’ mening. Og det er sandelig heller ikke underligt; for det er også i sig selv en høj lære, der går over menneskers forstand, og når fornuften kommer ind i den med sine menneskelige tanker, farer den vild og ved ikke, hvad den skal stille op med den. For den ved ikke mere end om loven og de ti bud. Dem griber den og bliver ved dem, og så slutter den ikke videre end: «Den, der lever og gør sådan, som de ti bud kræver, er Gud nådig.» Den ved intet om den fordærvede naturs jammer: at ingen formår at holde Guds bud, og at alle mennesker er under synden og fordømte, så der ikke kunne hjælpes dem på anden måde, end at Gud måtte give sin Søn for verden og indstifte en anden prædiken, ved hvilken nåde og forsoning skulle forkyndes os. Den, der nu ikke forstår denne høje sag, som Sankt Paulus taler om, må også nødvendigvis tage fejl af den rette forstand af hans ord. Så meget mere har dette måttet overgå os, som har ladet Skriften og Sankt Paulus’ breve ligge under bænken og i stedet har rodet rundt i vores menneskepjat som svinene i deres mask; derfor må vi igen rense op i det og lære at forstå Sankt Paulus’ tale ret.

Bogstav og ånd har man ud fra Origenes og Hieronymus forstået sådan (Sankt Augustin er dog kommet lidt ind på det rette), at bogstav betyder (som de siger) den bogstavelige mening og forstand. Det ville nu ikke være forkert sagt, hvis de tydede de samme ord ret. For den bogstavelige mening kalder de fortællingen om en historie, sådan som den ligger i Skriften, efter ordene og i den forstand, som ordene naturligt giver. Men den åndelige mening kalder de det, når man under ordene giver en anden, skjult forstand.

For eksempel når Skriften siger, at slangen overtalte kvinden, så hun spiste af frugten fra det forbudte træ og også gav sin mand, så han bed i den osv. – det er (siger de) bogstavet. Men ånden er den åndelige udlægning: at slangen betyder den onde anfægtelse, der ægger til synd; kvinden er den kødelige sanselighed, hvor en sådan anfægtelse og tilskyndelse rører sig og mærkes; Adam, manden, er fornuften, den øverste del (siger de) af mennesket. Hvis nu fornuften ikke giver de ydre sanser sit samtykke, er der ingen fare; men hvor den også lader sig bevæge og giver sin vilje dertil, dér er faldet sket.

Sådan har Origenes som den første leget med Skriften og draget mange andre efter sig, så det er blevet holdt for den højeste kunst, hvem der kunne lave mange af den slags tydninger og fylde kirkerne med dem. Dermed har de villet efterligne Sankt Paulus, som i Gal 4,22–24 tyder historien om, at Abraham havde to sønner, den ene med den frie kvinde eller fruen i huset, den anden med slavinden, sådan at de to kvinder er de to pagter (siger Sankt Paulus): den ene, som kun gør til slaver (hvilket netop er det, han her kalder bogstavets embede), den anden, som fører til frihed, eller (som han siger her) Åndens embede, som gør levende; og de to sønner er de to slags mennesker eller folk, hvoraf det ene bliver ved loven alene, mens det andet griber evangeliet og tror det.

Det er nok en anden tydning, end historien og teksten i sig selv lyder, som Sankt Paulus selv siger, at det er en allegoria, det vil sige en tildækket tale eller skjult tydning. Men han siger ikke, at teksten i sig selv derfor er bogstavet, som slår ihjel, og at allegorien eller den skjulte tydning er ånden, sådan som de overalt i Skriften foregiver: Teksten eller historien i sig selv er intet andet end et dødt bogstav, men deres tydning er ånden. Og alligevel har de ikke ført en sådan tydning videre end til lovens lære, som dog ikke er andet end netop det, Sankt Paulus kalder bogstavet.

For han bruger ordet bogstav nærmest foragteligt om loven (som dog også er Guds ord) over for evangeliets embede og prædiken. Sådan kalder han læren om de ti bud – hvordan man skal være Gud lydig, ære far og mor, elske sin næste osv. – og således også al den bedste lære, der findes i alle bøger og skoler eller prædikener osv. For ved ordet bogstav forstår han alt, hvad der læres, ordnes og skrives, sådan at det forbliver ord eller skrift eller også tanker, som man kan male, skrive og tale, men som ikke er skrevet ind i hjertet eller lever i hjertet; for eksempel hele Moses’ lov eller de ti bud (som dog er den højeste lære), hvad enten den læses, høres eller tænkes. Som når jeg sidder og tænker på det første bud: «Du må ikke have andre guder», og så videre på det andet, det tredje osv. Det kan jeg læse, skrive, tale og grunde over med alle mine sanser, ligesom når jeg hører kejserens eller landsherrens befaling, der siger: «Det skal du gøre, det skal du lade være.» Alt det kalder Sankt Paulus bogstavet, eller (som vi ellers har kaldt det) en bogstavelig mening.

Over for dette står nu en anden lære eller prædiken, som han kalder den nye pagts og Åndens embede. Den lærer ikke, hvad du skal gøre (for det har du hørt før), men viser dig, hvad Gud vil gøre og give dig, ja allerede har gjort ved at give sin Søn Kristus for os – fordi vi for vores ulydighed mod loven, som intet menneske opfylder, var under Guds vrede og fordømmelse – for at han skulle betale for vores synder, forsone Gud og skænke os sin retfærdighed osv. Dér hører du intet om vores gerning, men om Kristi gerninger, han som alene er født af en jomfru, død for synden og opstået fra de døde – hvad intet andet menneske har kunnet gøre. Det er den prædiken, som alene åbenbares ved Helligånden og også bringer Helligånden med sig, så han ved den virker i hjerterne hos de mennesker, der hører og tager imod denne prædiken; derfor kaldes den et Åndens embede eller en Åndens prædiken.

Med disse to ord, bogstav og ånd, vil han nu stille de to slags prædikener op over for hinanden og yderligere fremhæve sit embede og dets nytte over for alle de andre, som roser sig af at være fortræffelige lærere og foregiver en stor ånd. For han taler med vilje sådan, at han ikke kalder de to prædikener ved deres navne, lov og evangelium, men giver hver af dem navn efter den gerning, den udretter: Evangeliet giver han et meget herligt navn og kalder det Åndens embede; loven derimod giver han nærmest et forhånende tilnavn, som om han ikke ville gøre den den ære at kalde den Guds lov eller bud, hvad den dog er, og hvad han siden selv bekender, nemlig at den blev givet Moses med stor herlighed og befalet Israels børn.

Hvorfor gør han det? Skal man da foragte Guds lov eller ikke holde den? Er det ikke en fin og smuk ting med retskaffenhed, et tugtigt og ærbart liv? Det har Gud jo plantet i fornuften, alle bøger priser det, og verden må styres med det.

Svar: Det gælder for Sankt Paulus kun om at slå de falske prædikanters pral og påstande ned og lære dem ret at forstå og se kraften i hans evangelieprædiken. Når jøderne (vil han sige) farer højt til vejrs og praler af Moses’ lov, at de har fået loven fra Gud, skrevet på to stentavler, og ligeså alle lærde, hellige lovprædikanter, jurister osv. praler af, at de har gjort og levet meget osv., hvad er så alt det imod evangeliets prædiken? Det kan nok kaldes en fin prædiken og godt lært; men det er dog ikke mere end lært og talt eller skrevet. Ved disse ord bliver det: «Du skal elske Gud af hele dit hjerte», ligeså: «din næste som dig selv»; mere bliver der ikke ud af det. Og når det længe og meget er gjort og levet, så er intet gjort, og det er lutter tomme bælge uden ærter og skaller uden kerne. For det er umuligt at holde loven uden Kristus; højst kan mennesket for æres eller godsets skyld eller af frygt for straffen være nødt til udadtil at opføre sig retskaffent.

For hvor Guds nåde i Kristus ikke kendes, dér kan hjertet ikke vende sig til Gud eller stole på ham eller have kærlighed og lyst til hans bud, men stritter kun imod dem. For naturen kan ikke tvinges til at være villig, og ingen vil gerne gå fangen i lænker; og hvor han må dukke og bøje sig under bødlens sværd eller ris og straf, har han dog ingen vilje dertil, men bliver kun endnu mere optændt imod loven, og hans hjerte står hele tiden sådan: «Åh, gid jeg bare frit måtte stjæle, røve, være gerrig og følge min lyst osv.!» Og hvor man med magt hindrer ham i det, ville han hellere, at der hverken var nogen lov eller nogen Gud osv.

Det sker nu endda, mens man kun driver læren på det ydre menneske og dog dermed tvinger en udvortes tugt frem. Men langt grusommere viser denne ulydighed sig indvendig, når hjertet for alvor bliver ramt af loven, så det må stå for Guds dom og mærker fordømmelsens dom gå over sig, som vi skal høre i det følgende stykke, hvor apostlen siger: «Bogstavet slår ihjel.» Dér kommer først de rigtig store knuder for dagen: hvordan naturen raser og stormer imod loven med de indvendige laster og frugter af had og fjendskab mod loven, så den flygter fra Gud og vredes frygteligt over Guds dom, begynder at disputere om, hvorvidt han også regerer ret, det vil sige, om han er den rette Gud, og med sådanne tanker falder dybere og dybere i tvivl, knurren og utålmodighed, indtil den til sidst (hvis den ikke igen bliver hjulpet ved evangeliet) helt fortvivler som Judas eller Saul og vel også bryder ud i bespottelse og forbandelse imod Gud og alle skabninger. Det er det, Sankt Paulus i Rom 7,8 frem for alt kalder synden, som vækkes ved loven i menneskets hjerte og dræber mennesket.

Se, deraf kan du forstå, hvorfor loven kaldes bogstavet, det vil sige en sådan lære, som, skønt den er fin og god, dog kun bliver udvortes og ikke kommer ind i hjertet, så den lever dér og bliver gjort; for naturen er så ond, at den hverken vil eller kan rette sig efter loven, og menneskeslægten er så fordærvet, at der ikke findes nogen, som ikke overtræder alle Guds bud, selv om man daglig prædiker for ham og holder ham Guds vrede og hans evige fordømmelse for øje; ja, når han for alvor bliver trykket dermed, begynder han blot at rase så meget grueligere imod den.

Derfor er summen: Selv om man samler alle bud, roser og hæver en sådan prædiken til det højeste, som den da også skal roses, så er den dog ikke mere end bogstav, det vil sige en sådan ting, som kun bliver lært og sagt, men ikke gjort. For bogstav hedder og er alle slags bud, lære og prædiken, som kun bliver liggende i ordet eller på papiret og brevet, uden at der sker noget efter det. Ligesom når en fyrste eller et råd lader et påbud gå ud: bliver det ikke holdt, så er og bliver det ikke andet end et åbent brev, hvor der står skrevet, hvad der skal ske, men intet følger efter. Sådan også med Guds bud: fordi det ikke bliver holdt, må det, skønt det er den højeste lære og Guds evige vilje, dog finde sig i, at man gør et rent tomt brev eller en tom bælg ud af det, så det uden hjerte og frugt hverken bringer liv eller frelse; og det kan vel kaldes en rigtig åreladstavle [tysk Laßtafel, en kalender over de dage, hvor man skulle lade åre; Luther spiller på lassen, «lade være»], det vil sige en tavle, hvor der er skrevet og vist, ikke hvad man gør, men hvad man lader være, og (som verden siger) «et herrebud», der forbliver uholdt og ugjort. Sådan har også Sankt Augustin forstået det og sagt over Salme 17 [i Vulgatas nummerering, Sl 18]: «Hvad er loven uden nåde andet end bogstav uden ånd?» For naturen kan og formår ikke at holde den, hvis ikke Kristus er der med sin nåde.

Omvendt, at Sankt Paulus kalder evangeliet et Åndens embede, det gør han for at vise dets kraft, fordi det virker noget helt andet i menneskenes hjerter end loven; nemlig at det fører Helligånden med sig og skaber et andet hjerte. For når mennesket, drevet i rædsel og angst ved lovens prædiken, hører denne prædiken, som ikke længere siger ham, hvad Gud kræver af ham, men hvad han har gjort for ham, og som ikke peger på hans egne gerninger, men på Kristi, og byder ham at tro og være vis på, at Gud for denne sin Søns skyld vil tilgive ham synden og antage ham som sit barn,

– så rejser en sådan prædiken, når mennesket tager imod den og tror den, straks hjertet op og giver det trøst, så det ikke længere flygter fra Gud, men nu vender sig til ham; og fordi det finder og føler en sådan nåde og barmhjertighed hos ham, begynder det at holde af ham igen; det begynder nu at påkalde ham af hjertet og at holde og ære ham som sin kære Gud. Og jo mere en sådan tro og trøst bliver styrket, jo mere vokser også lysten og kærligheden til hans bud og til lydigheden; og derfor vil Gud, at evangeliets ord altid skal drives, for dermed at vække menneskets hjerte, så det erkender dette og selv kommer Guds store nåde og velgerning i hu, og Helligånden således bliver stadig kraftigere og kraftigere. Se, alt dette er ikke lovens eller menneskets kraft og værk, men en ny himmelsk kraft fra Helligånden, som trykker Kristus med hans gerninger ind i hjertet og gør en rigtig lille bog ud af det, som ikke er bogstaver og blot skrift, men i sandhed liv og gerning.

Dette har Gud også i forvejen lovet at give ved evangeliets nye prædiken, som i Joel 3,1 og andre steder; og siden har han også bevist det med offentlige eksempler og erfaringer ved evangeliets udvortes prædiken, som på pinsedag og senere, da apostlene, Sankt Peter og andre, begyndte at prædike, så Helligånden synligt faldt ned fra himlen over tilhørerne, ApG 8,17 og 10,44; noget, som ingen havde hørt eller set, så længe man kun havde drevet lovens prædiken, så man kunne se og tage og føle på, at dette var en helt anden prædiken, som en sådan kraft og virkning fulgte, og som dog ikke sagde mere end det, Sankt Paulus siger i ApG 13,38–39: «Ved ham forkyndes der jer tilgivelse for synder fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved loven; men ved ham bliver enhver, som tror, retfærdiggjort.»

Dér ser du ikke længere lovens tomme bogstaver og tomme bælge eller skaller, som altid driver og siger: «Det skal du gøre og holde», og dog bliver intet gjort eller holdt; men den rette kerne og kraft, som Kristus bringer med Åndens fylde, så de, der tror evangeliets ord i fuldt alvor, også nyder den samme fylde, og det tilregnes dem, som om de havde opfyldt de ti bud, som Joh 1,16–17 siger: «Af hans fylde har vi alle modtaget nåde på nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Kristus.» Ved Moses (siger han) er loven nok givet; men hvad er den, og hvad gør den? En kostelig lære er den, og den maler vel et smukt, kosteligt billede af, hvordan mennesket skal være over for Gud og alle mennesker, og den er jo et smukt bogstav og en smuk skrift, men den forbliver tom og kommer ikke ind i noget hjerte; derfor hedder den og forbliver den lov, uden kraft og opfyldelse, fordi der ikke er mere end det.

Men skal der komme en opfyldelse, så må der komme en anden mand end Moses og bringe noget andet, som ikke hedder: loven givet, men: nåde og sandhed sket eller blevet til; for det er to ting at give loven og at sandheden bliver til, ligesom det er to ting at lære og at gøre. Moses lærer det og siger det nok, men selv kan han hverken opfylde det eller give det til andre; men skal det ske og blive gjort, så hører Guds Søn dertil med sin fylde, for han har både selv gjort og opfyldt det og giver og skænker os desuden det samme i vores tomme hjerte, så vi også kan komme til fylden.

Men det sker således, at vi modtager nåde på nåde, det vil sige, at vi nyder godt af ham og for hans skyld, som har nåde i fylde hos Gud, også bliver taget til nåde, selv om vi endnu ikke i os selv har fuldkommen lydighed mod loven; og at vi dernæst, når vi har modtaget en sådan trøst og nåde, også ved hans kraft får Helligånden, så der ikke i os forbliver lutter tomme bogstaver, men vi nu også kommer til sandheden og begynder at opfylde Guds bud, dog således, at det altid hedder: øst af hans fylde og drukket af denne kilde.

Sådan taler også Sankt Paulus i Rom 5,17–18, hvor han holder Adam og Kristus op mod hinanden: Adam (siger han) har også været en kilde, som ved sin ulydighed i Paradis har fyldt verden med synd og død, så at fordømmelsen ved denne enes synd er kommet over alle mennesker. Men omvendt er Kristus med sin lydighed og retfærdighed også blevet os en kilde og fylde, så vi af den også bliver retfærdige og lydige. Og det forholder sig med denne fylde sådan, at den strømmer langt rigeligere og mere overstrømmende end hin. For selv om synd og død ved ét menneskes ene synd er gået over alle mennesker, og loven desuden er kommet til, hvorved synden er blevet langt mægtigere og stærkere, så er derimod nåden og gaven i Kristus så overrig og mægtig, at den ikke alene overskyller og udsletter den ene Adams ene synd (den, der før havde sænket alle mennesker i døden), men alle synder, så at nu meget mere de, der modtager nådens og gavernes fylde (siger han) til retfærdighed, hersker i livet ved den ene Jesus Kristus osv.

Således ser du nu, hvad forskellen er mellem de to slags prædiken, og hvorfor Sankt Paulus priser evangeliets prædiken og kalder den et Åndens embede og derimod kalder loven et rent tomt bogstav: dermed vil han slå trodsen ned hos sine falske apostle og prædikanter, den trods, de byggede på deres jødedom og Moses’ lov, og som de med store ord holdt frem for folk, idet de sagde: «Kære, lad Paulus prædike, hvad han vil; han vælter dog ikke Moses, som har modtaget loven fra Gud på Sinaj bjerg; den er jo Guds uigenkaldelige bud og må holdes, hvis nogen vil blive frelst.» Ligesom i vores tid de pavelige, gendøbere og andre sekter råber imod os: «Hvad skal det til, at I prædiker så meget om troen og Kristus? Hvad bliver folk bedre af det? Der må sandelig gøres noget!» En sådan påstand har nok skin af at være noget; men når man ser på den i lyset, er den et rent, tomt, intetsigende vrøvl. For når man vil tale om at gøre og om gerninger, så er de ti bud der allerede, og dem lærer og driver vi jo lige så vel som de; og det ville være nok, hvis man kunne prædike dem sådan, at de også straks blev gjort.

Men spørgsmålet er dette: om det også sker, som man prædiker, så det ikke alene forbliver ord og (som Sankt Paulus siger) bogstaver, men bogstaverne også bliver til liv og ånd. Om prædikenen er vi enige, og der er ingen tvivl om, at man skal lære de ti bud og meget mere også gøre dem; men at de ikke sker, det er det, vi klager over. Derfor må man have noget mere hertil, så man også ved, hvordan man bringer det dertil, at de sker. Hvad hjælper det os ellers med en prædiken, hvor Moses og loven kun siger: «Det skal du gøre, det vil Gud have af dig»? Ja, kære Moses, det hører jeg nok, og det er jo rigtigt og sandt; men sig mig dog engang, hvor skal jeg tage det fra, som jeg desværre ikke har gjort og heller ikke kan gøre? «Det er ikke godt at tælle penge op af en tom lomme og drikke af en tom kande»; skal jeg betale min gæld og få slukket min tørst, så skaf mig også råd dertil, så jeg har en fuld pung og en fuld kande. Herom ved disse vrøvlere intet at sige; de bliver bare ved med at drive og plage med loven, lader folk blive stikkende i deres synder og spotter dem til deres skade.

Således maler Sankt Paulus hermed de falske apostle og alle lignende skadelige sværmeånder, som roser sig så højt af, at de ved alt bedre og har meget mere at lære end evangeliets rette prædikanter; og når de viser sig fra deres allerbedste side og har fremført og sat store ting i gang med deres prædiken, så er det dog intet andet end et rent tomt bogstav, ja ikke nær så godt som Moses’ prædiken (han var jo også en fremragende prædikant og gjorde større ting, end alle de slags kan gøre), og han bragte det dog med lovens prædiken og sit regimente ikke videre, end at det forblev bogstav og gammel pagt, så Gud måtte give en anden prædiken og en ny pagt, som også giver Ånden.

Det samme prædiker vi (siger Sankt Paulus), og vi har vel en anden ros, hvis der skal roses, og vi kan godt byde dem alle trods, idet vi ikke alene lærer, hvad man skal gøre (hvad de dog ikke selv gør), men også viser vejen og bringer det dertil, at det bliver gjort og levet; derfor kaldes vores prædiken med rette ikke den gamle pagts, det døde bogstavs, men den nye pagts og den levende Ånds prædiken. Det vil ingen sværmeånd sandelig gøre eller kunne, selv om han også roser sig med store ord om lutter ånd; det skal du ikke være bekymret for; for de ved ikke mere og kan ikke komme videre end at henvise dig til dine gerninger, ja, selv om de også taler om Kristus, så holder de dog ikke mere frem end hans eksempel, at man således skal være tålmodig i lidelse osv. Kort sagt: uden prædikenen om troen på Kristus kan ingen ny pagt prædikes, og Ånden kan ikke komme ind i hjertet; men alt, hvad man lærer, foretager sig, tænker, gør og formår, forbliver lutter bogstaver, uden nåde, sandhed og liv, og hjertet bliver uden Kristus lige så lidt forandret, forbedret eller levende, som bogen, hvori de ti bud er skrevet, eller stenene, hvori de er hugget, kan opfylde dem.

«For bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende.»

Det er sagt endnu hårdere imod lovprædikenens ros, og evangeliets embede er priset langt herligere. Og apostlen er vel alt for dristig, når han tør angribe loven sådan og sige, at den ikke alene er et tomt bogstav, men også en sådan prædiken, som ikke gør andet end at slå ihjel. Det kalder man jo ikke en god, nyttig, men en rent skadelig prædiken. Hvem turde tale sådan uden at blive regnet for en forbandet kætter af hele verden og henrettet som en gudsbespotter, hvis ikke Sankt Paulus selv gjorde det? Nu må han jo selv rose loven eller Guds bud, og han siger, at den er god og kostelig og ikke må foragtes eller slækkes, men stadfæstes og opfyldes (som Kristus også siger), så ikke en tøddel af den forgår. Hvordan kommer han da til at tale så ilde og næsten forhånende om loven, at den i grunden ikke hedder andet end lutter død og gift?

Nuvel, det er en høj lære, som fornuften ikke forstår, og som verden, især de, der vil være hellige og retfærdige, slet ikke kan tåle; for det betyder ikke andet, end at også alle vores gerninger, hvor kostelige de end er, ikke er andet end død og gift. Men Sankt Paulus vil netop hermed vælte de falske læreres og hyklernes ros med magt og vise, hvad deres prædiken er og gør, selv når den er bedst, hvor man kun har loven, og Kristus hverken prædikes eller kendes. Da siger de nok og roser sig herligt: «Når du lever sådan, gør dig flid med at holde budene og gør mange gode gerninger, så bliver du frelst.» Men at dette ikke er andet end forgæves ord, ja tilmed en skadelig lære, det finder man siden ud af, når man ikke har hørt andet end en sådan lære og har forladt sig på den, og der ingen trøst eller liv følger efter, men tvivl, angst, ja død og fordærv.

For når et menneske ser, at han ikke har holdt Guds bud, og loven alligevel bliver ved og ved med at drive på ham og kræve denne skyld af ham og ikke holder andet frem for ham end Guds forfærdelige vrede og evig fordømmelse, så må han synke sammen og fortvivle i sine synder. Det må følge, når man ikke lærer andet end loven og gør det i den mening, at man vil komme i himlen dermed. Ligesom eksemplet viser med en stor eneboer i Vitae patrum [«Fædrenes levned», beretningerne om ørkenfædrene], som havde levet på det allerstrengeste i over 70 år og fået mange disciple, som fulgte ham: da tiden kom, hvor han skulle dø, begyndte han at skælve og lå i en sådan angst i tre hele dage; og da hans disciple trøstede ham og formanede ham og spurgte, hvorfor han ikke gerne ville dø, når han dog havde levet så helligt, sagde han: «Ak, jeg har jo hele mit liv tjent Kristus og levet strengt; men Guds dom og afgørelse er helt anderledes end menneskers.»

Se, denne fremragende mand, som har levet så helligt, ved og kan ingen anden artikel end den om Guds dom efter hans lov, og der er ingen trøst fra evangeliet om Kristus; men da han længe har levet efter Guds bud og lagt det an på, at han kunne blive frelst, så er loven der og slår ham ihjel ved hans egne gerninger, så han må sige: «Ak, hvem ved, hvad Gud vil sige til det? Hvem kan bestå for hans dom?» osv. Det vil sige: ved sin egen samvittighed har han frakendt sig selv himlen, og intet af det, han har gjort og levet, hjælper ham, men det stikker ham kun dybere ned i døden, fordi han ikke har evangeliets trøst; mens en anden, som røveren på korset eller tolderen, der hele sit liv har ligget i åbenlyse synder, griber evangeliets trøst, det vil sige syndernes forladelse i Kristus, og derved overvinder synden og lovens dom og kommer gennem døden ind i det evige liv.

Derfor forstår man nu også det modsatte, hvad dette betyder: «Ånden gør levende» osv. Det er intet andet end det hellige evangelium, en helsebringende, frelsende prædiken og et lifligt, trøsteligt ord, som trøster det bedrøvede hjerte, kvæger det og ligesom river det ud af dødens og helvedes gab og sætter det i et vist håb om det evige liv i troen på Kristus; for den, der har denne tro, sætter, når den lille time kommer, og døden og Guds dom træder ham under øjne, ikke sin lid til sine gerninger, men selv om han også har levet på det allerbedste, siger han dog som Sankt Paulus (1 Kor 4,4): «Jeg er mig nok intet bevidst, men dermed er jeg ikke retfærdig.»

Det betyder ganske enkelt at være faldet bort fra sig selv og hele sit liv, ja også at have slået sig selv ihjel, når hjertet siger: «Derved er jeg hverken retfærdig eller frelst»; og det er jo intet andet end at være død og fordømt. Men omvendt river ånden sig løs og løfter sig ved troen på evangeliet og siger (ligesom Sankt Bernhard også sagde i sin dødsstund): «Kære Herre Jesus, jeg ved, at selv når jeg har levet på det bedste, så har jeg dog levet fordømmeligt; men det trøster jeg mig ved, at du er død for mig og har bestænket mig med dit blod fra dine hellige sår; for jeg er jo døbt på dig og har hørt dit ord, ved hvilket du har kaldet mig og tilsagt mig nåde og liv og byder mig at tro; derpå vil jeg fare herfra, ikke i den uvisse, angstfulde tvivl og tanke: ’Ak, hvem ved, hvad Gud i himlen vil dømme om mig?’»

Nej, sådan skal en kristen ikke sige; for dommen over mine gerninger og mit liv er for længst afsagt ved loven; dér må jeg bekende mig selv skyldig og fordømt; men jeg lever nu af den nådige dom, som Gud har afsagt fra himlen over og imod lovens dom: «Den, som tror på Guds Søn, har det evige liv», Joh 3,36.

Hvor nu en sådan trøst fra evangeliet er og river hjertet ud af døden og helvedes angst, dér følger så også videre Åndens kraft og værk, så at Guds bud nu også begynder at leve i menneskets hjerte; for han får nu lyst og kærlighed til dem og begynder at opfylde dem, og således begynder det evige liv her, indtil det fuldendes i det andet liv og bliver evigt.

Således ser du nu, hvor meget herligere og bedre apostlenes embede eller prædiken, den nye pagts eller evangeliets, er end alle andres, som ikke prædiker andet end om menneskers store gerninger og hellighed, uden Kristus. Og dette skal formane og tilskynde os til gerne at høre evangeliets prædiken og glad takke Gud for den, eftersom vi hører, at den er en så kraftig prædiken, at den bringer menneskene livet og hjælper dem ud af døden for evigt og har løftet om, at Helligånden helt sikkert er med og ved den bliver givet ind i hjertet hos dem, der tror på den osv.

«Men når det embede, som slår ihjel ved bogstaverne og er indhugget i sten, havde klarhed, så Israels børn ikke kunne se på Moses’ ansigt på grund af hans ansigts klarhed, som dog hører op, hvor meget mere skal da ikke det embede, som giver Ånden, have klarhed? For når det embede, som prædiker fordømmelsen, har klarhed, så har det embede, som prædiker retfærdigheden, meget mere overstrømmende klarhed» osv.

Sankt Paulus er beruset og flyder over med ord af lyst og glæde ved at prise evangeliet. Igen omgås han groft og usømmeligt med loven, så han kalder den et dødens og fordømmelsens embede eller prædiken. Hvordan kunne han kalde Guds lov noget mere afskyeligt end en dødens og helvedes prædiken? Ligesom han også i Gal 2,17 og 3,10 kalder den en syndens prædiken eller tjeneste, og ligeledes en forbandelsens prædiken, hvor han siger: «De, der har med lovens gerninger at gøre, er under forbandelsen» osv. Dermed er det jo kraftigt nok afgjort, at loven og gerningerne ikke kan gøre nogen retfærdig for Gud; for hvordan skulle det, som ikke prædiker andet end synd, død og fordømmelse, gøre retfærdig og frelse?

Nuvel, Sankt Paulus må tale sådan, som også sagt ovenfor, på grund af den skændige formastelighed hos både lærerne og eleverne, at kød og blod ganske enkelt vil kurtisere loven og bære sine egne gerninger frem for Gud og trodse på dem; og dog bedrager det sig selv så jammerligt og ilde til sit eget fordærv. For når det for alvor kommer til stykket, og (som han siger her) lovens klarhed bliver set, så gør den ikke andet end at slå mennesket ihjel og sænke det i fordømmelse.

Derfor bør en kristen gerne lære denne tekst af Sankt Paulus, både imod de falske læreres ros og imod Djævelens plager og anfægtelser, når han driver på loven, så man skal søge retfærdighed i egne gerninger, og ængster hjertet til døden med sådanne tanker: «Se, det og det må du sandelig have gjort, hvis du vil blive frelst» – så man i en sådan kamp kan tage Djævelens eget sværd fra ham og sige: «Hvorfor plager du mig med loven og mine gerninger? Hvad er det andet, når du længe prædiker for mig om det, end en prædiken, som kun driver synd, død og fordømmelse ind på mig? Hvorfor skulle jeg da søge min retfærdighed for Gud i den?»

Det, han siger om lovens klarhed, som de jødiske gerningslærere roste sig af, er taget fra historien (2 Mos 20 og 34) om, hvordan loven blev givet, da Gud fór ned fra himlen med stor majestæt og herlighed, da det tordnede og lynede, og bjerget stod midt i ilden osv. Ligeledes, da Moses kom ned fra bjerget igen og bragte loven, da strålede hans ansigt af det og sendte en sådan stråleglans fra sig, at folket ikke kunne se ham i øjnene, og han måtte hænge et dække for sit ansigt.

Ud fra denne deres ros går Sankt Paulus løs på dem og siger: Det var jo en klarhed, det vil sige herligt og majestætisk; men hvad gør den andet end at drive folk til at flygte fra Gud og jage dem ind i døden og helvede? Men vi har en helt anden klarhed i vores embede og roser os af den, som evangeliets historie (Matt 17,2–4) fortæller om, at Kristus også åbenlyst lod sine disciple se en sådan klarhed, da hans ansigt lyste som solen osv., og Moses tillige med Elias også var der; dem flygtede disciplene ikke fra, men så på dem med undren og glæde og sagde: «Herre, her er godt at være, her vil vi bygge dig og Moses en bolig» osv.

Hold disse to billeder op mod hinanden, så vil du vel forstå, hvad han vil sige; for summen af det er (som sagt), at loven kun skaber rædsel og død, når den med sin glans støder mod hjerterne og bliver ret erkendt. Omvendt giver evangeliet trøst og glæde. Men hvad Moses’ tildækkede og hans klare, afdækkede ansigt betyder, ville føre for vidt at sige mere om her.

Det er også et særligt trøsteligt ord, når han siger, at lovens embede og prædiken er et sådant embede, som hører op; for var det ikke sådan, så var der intet andet end evig fordømmelse. Men ophøret sker, når evangeliets prædiken om Kristus begynder; for ham skal Moses vige og give ham pladsen alene, sådan at han ikke længere driver sin rædsel i de troendes samvittighed; men når samvittigheden føler Moses’ klarhed, så den vrider sig og forsagt viger tilbage for Guds vrede, så er det tid, at Kristi klarhed skinner ind i hjertet med sit søde, trøstelige lys; så kan man også tåle Moses og Elias. For lovens klarhed eller Moses’ afdækkede ansigt skal ikke lyse længere, end til du er ydmyget og således drevet til at begære Kristi liflige ansigt. Når du kommer til det, skal du ikke længere høre eller tåle den Moses, der forskrækker og ængster dig; men således, at han bliver under Herren Kristus og lader dig beholde trøsten og glæden ved hans ansigt uformørket.

«For også den del (siger han til slut), som var forklaret, er ikke at regne for klarhed mod denne overstrømmende klarhed.»

Det vil sige: når man ret ser på denne klarhed og hellighed, som vi har i Kristus ved evangeliets prædiken, så er hin del, lovens klarhed (som kun er en lille, kort og ophørende klarhed), heller ikke klarhed, men lutter mørke skyer mod Kristi lys, som nu lyser og skinner for os ud af synd, død og helvede til Gud og evigt liv.