19. søndag efter trinitatis (Ef 4,22–28)

Epistlen på 19. søndag efter trinitatis, Ef 4,22–28

Dette er atter en formaning til de kristne om, at de også skal lade deres tro få følge med gode gerninger og et nyt liv. For selv om de ved dåben har syndernes forladelse, så hænger den gamle Adam dog stadig ved deres kød, og han rører sig hele tiden med onde tilbøjeligheder og lyster, både til verdslige og til åndelige laster. Står de ikke imod og værger sig mod dem, så mister de igen den tro og syndernes forladelse, de har fået, og bliver siden værre, end de var før; de begynder at foragte Guds ord og forfølge det, når de bliver irettesat af det. Ja, også de, som gerne hører det og holder det i ære og har sat sig for at leve efter det, trænger alligevel til daglig formaning og tilskyndelse. Så stærk og sej er det syndige køds gamle hud, og så mægtig og snu er den lede Djævel, når han vinder blot en smule plads: hvor han kan få en klo ind, dér trænger han videre og giver ikke op, før han igen har sænket mennesket ned i det forrige gamle, fordømmelige væsen: vantro, foragt for Gud og ulydighed.

Derfor er prædikeembedet nødvendigt i kirken, ikke alene for de uvidende, som man skal undervise, såsom den enfoldige, uforstandige almue og de unge, men også for dem, der godt ved, hvordan de skal tro og leve – for at vække dem og formane dem til at værge sig hver dag og ikke blive dovne, kede af det og trætte i den kamp, de må føre på jorden mod Djævelen, deres eget kød og alle laster. Derfor driver Sankt Paulus også sådan formaning så ivrigt på sine kristne, at det næsten ser ud, som om han gør for meget ud af det, når han overalt så heftigt banker det ind i dem, som om de var så uforstandige, at de ikke selv vidste det, eller så uagtsomme og glemsomme, at de ikke ville gøre det uden at blive befalet og drevet til det.

Men han ved også, at selv om de kristne er begyndt at tro og står i den stand, hvor troens frugt skal vise sig, så er det ikke dermed straks gjort eller fuldendt. Her gælder det altså ikke at sige og tænke: «Ja, det er nok, at læren er givet; for hvor Ånden og troen er, dér vil frugterne og de gode gerninger følge af sig selv.» For selv om Ånden er der og (som Kristus siger) er villig og også virker i dem, der tror, så er der dog på den anden side kødet, og det er svagt og dovent; og dertil holder Djævelen ikke fri, men vil gerne bringe det samme svage kød til fald igen ved anfægtelse og fristelse osv.

Derfor må man ikke lade folk gå sådan hen, som om man ikke behøvede at formane og drive dem til et godt liv ved Guds ord. Nej, her må du ikke være efterladende og doven; for kødet er i forvejen alt for dovent til at adlyde Ånden, ja, det er alt for stærkt til at stå imod den, som Sankt Paulus siger et andet sted (Gal 5,17): «Kødet begærer imod Ånden osv., så I ikke gør det, I vil.» Derfor må Gud her også gøre som en god, flittig husbond eller regent, der har en doven karl eller pige eller uflittige embedsmænd (selv om de ellers hverken er onde eller utro): han kan ikke tænke, at det er klaret, fordi han én eller to gange har befalet dem, hvad de skal gøre, hvis han ikke selv hele tiden ligger dem på ryggen og driver på.

Sådan er det også med os: det er endnu ikke kommet så vidt, at vores kød og blod går og springer af lutter glæde og lyst til gode gerninger og lydighed mod Gud, sådan som Ånden gerne ville, og som troen viser vej til; men selv om Ånden hele tiden driver på det og banker på det, kan den dog næppe få det af sted. Hvad skulle der så ske, hvis man ville lade sådan formaning og tilskyndelse ligge og alligevel gå hen og tænke (som mange sikre ånder gør): «Ja, jeg ved selv godt, hvad jeg skal gøre; jeg har hørt det for så mange år siden og så tit, ja, også selv lært andre det» osv.? Jeg tror, at hvis man tav med prædiken og formaning i et år, ville vi blive værre end nogen hedninger.

Nu er denne formaning i sig selv let og godt at forstå. For han driver netop på det samme, som han ellers formaner om overalt, nemlig troens frugter eller den kristne vandel; blot taler han om det med andre ord ét sted end et andet. Her kalder han det at aflægge det gamle menneske og iføre sig det nye eller at fornyes i ånden osv. Hvad han kalder det gamle menneske, er nu velkendt: hele mennesket, sådan som det er født af Adam, efter hans fald i Paradiset forblindet og fordærvet i sjælen af Djævelen, så det ikke har Gud for øje og ikke stoler på ham, ja, slet ikke spørger efter Gud, men går hen uden nogen bekymring for hans dom. Om det end også med munden roser sig af Guds ord og evangeliet, så bliver det dog i gerning ganske som før; det eneste nye er, at det har hørt noget om det, men det har lige så lidt gudsfrygt, tillid og kærlighed som før.

Sådant liv og væsen skal ikke være hos jer (siger Sankt Paulus). Det må ikke blive ved dette gamle menneske, men det må afklædes og aflægges. For det er netop det, I var før, og som er jer medfødt fra Adam: ikke at agte Gud, ikke at frygte ham, ikke at stole på ham eller påkalde ham; ligeledes at legemet heller ikke lever efter Guds bud, men er fuldt af utugt, hovmod og umættelig gerrighed, misundelse og had osv. Sådant liv og væsen kan ikke tåles hos en kristen, som nu skal hedde og i sandhed være et andet menneske, end han var før, som vi skal høre, og derfor også føre en anden vandel.

Derfor må en kristen her se til, at han ikke bedrager sig selv; for heri skiller de rette kristne sig fra de andre, hyklerkristne. De første lever sådan, at man kan mærke og se på deres vandel, at de har Gud for øje og i sandhed tror evangeliet. Men de sidste viser derimod også med gerningen, at det er ingenting, hvad de giver sig ud for af tro og syndernes forladelse, for der ses intet tegn i deres liv og gerninger på, at de er blevet bedre og blevet anderledes, end de var før; de pynter sig kun med evangeliets, troens og Kristi falske skin og navn osv.

Derfor tillægger han det gamle menneske to stykker og siger, at det fordærver sig selv i vildfarelse, hvad sjælen angår, og ved lyster, hvad legemet angår. Sådan maler han det gamle menneske, det vil sige ethvert vantro menneske, selv om det også bærer navn af kristen. For det første er det et vildfarende menneske, som tager fejl af sandheden, intet ved om den rette erkendelse af Kristus og troen på ham, går hen uden bekymring og hverken agter hans vrede eller hans nåde, bedrager sig selv med egne tanker og gør sig et mørke af lyset; det tænker, at Gud ikke vil straffe, selv om det gør for meget, ja, det pynter og dækker endda lasterne med dydens navn: dets hovmod, gerrighed, undertrykkelse og plage af de fattige, vrede og misundelse skal hedde at hævde sin stand med ære, at føre et strengt regimente, at holde hus hæderligt og godt, at sørge for kone og børn, kristen nidkærhed og kærlighed til retfærdigheden osv. Kort sagt: det går hele tiden hen i drømmen og den falske indbildning, at det er en kristen, og dog er der intet bag.

Af en sådan vildfarelse følger det andet stykke, nemlig lysterne, som er vantroens frugter: at sådanne mennesker farer sikkert af sted og alle lever efter deres køds egenrådighed, ingen lyst har til det gode og ikke stræber efter at fremme eller bevare tugt, ære og dyd, men skamløst sætter deres liv over styr og kun vil gøre, hvad de har lyst til, og dog gå ustraffet derfor.

Det er det gamle menneskes gøren og væsen (siger han): det gør ikke andet end at fordærve sig selv, det vil sige, det bliver kun værre og værre og fører således sin egen fordømmelse og straf over sig, både på sjæl og legeme. For ligesom det bliver mere og mere vantro og forhærdet, sådan bliver det også mere og mere gerrig, hovmodigt, hadefuldt og utro og til sidst et helt igennem skændigt og skadeligt menneske. Det var jeres tidligere vandel, dengang I endnu var lutter hedninger og ikke-kristne; derfor må I fremover aflægge den helt og skaffe den langt bort fra jer, ellers kan I ikke blive ved at være kristne. For det kan ikke gå sammen at tro på og rose sig af Kristi nåde og syndernes forladelse og dog ville følge synden og blive i det tidligere gamle, ukristelige liv og den vandel, der er i vildfarelse og fordærvelige lyster.

«Men forny jer i jeres sinds ånd, og ifør jer det nye menneske, som er skabt efter Gud i sand retfærdighed og hellighed.»

Ligesom vi skal aflægge det gamle menneske, sådan vil han, at vi til gengæld skal iføre os det nye, så vi dag for dag mere og mere bliver nye mennesker. Det sker på den måde, at vi for det første bliver forløst fra vildfarelsen, det vil sige fra den fordærvede naturs vildfarende tanker og indbildning, som ikke kender Gud ret og ikke tænker ret om ham, hverken frygter ham eller tror på ham, og nu ved Guds ord fatter rette tanker om ham og har dem i hjertet, så vi frygter hans vrede over synden og stoler på hans nåde med en ret tro: at han for Kristi skyld vil tilgive os synden og, når vi påkalder ham, også vil styrke os imod den og give os kraft til at stå imod den og overvinde den, og at en sådan tro må tage til og vokse i os.

Det kalder han for det første at fornyes i sindets ånd, det vil sige hele tiden at tage til og blive styrket i den påbegyndte rette, visse forstand og klare erkendelse af Kristus, imod vildfarelsen og den falske indbildning. Den, der bliver fornyet sådan (siger han), er nu et menneske, som er skabt efter Gud i ret eller sand retfærdighed og hellighed. I det gamle menneske er der intet andet end vildfarelse, og ved den fører Djævelen det i fordærv. Men det nye menneske har derimod Ånden og sandheden, ved hvilken hjertet bliver oplyst, og den fører retfærdighed og hellighed med sig, så mennesket følger Guds ord og har lyst til en god, gudelig vandel og et godt, gudeligt liv osv.; ligesom der omvendt af vildfarelsen følger lyst og kærlighed til synd og al udyd. Et sådant nyt menneske er skabt efter Gud, som et Guds billede. Det må være et andet menneske end dem, der lever i vildfarelse og lyster, uden erkendelse af Gud og lydighed mod ham; for skal han være Guds billede, så må der også i ham være ret gudelig erkendelse, forstand og sind, og deraf må også følge et gudeligt liv i retfærdighed og hellighed, sådan som det er i Gud selv.

Til et sådant billede blev Adam i begyndelsen skabt af Gud: i sjælen sanddru, uden al vildfarelse, i ret erkendelse af Gud og tro, og dertil i legemet hellig og ren, det vil sige uden urene, svinske lyster til gerrighed, utugt, misundelse og had osv. Og hans børn, det er alle mennesker, ville også være forblevet sådan fra fødslen, hvis ikke mennesket havde ladet sig forføre af Djævelen og således fordærvet sig selv. Men nu da de kristne ved Guds nåde og Ånd bliver fornyet til et sådant gudeligt billede igen, skal de også leve sådan, at både sjælen eller ånden er retfærdig for Gud og ham velbehagelig i troen på Kristus, og at også legemet, eller menneskets hele ydre liv, er rent og helligt, og det sådan, at det er en sand hellighed.

For nogle giver sig også ud for stor hellighed og renhed, men det er kun et falsk skin, som verden bliver bedraget med. Sådan gør sværmeånderne og munkehelgenerne, som alene sætter deres hellighed og renhed i ydre, særlige måder og selvvalgte gerninger; det kaldes og ser for folk fint helligt og rent ud: der er bedt og fastet, der er afholdt sig osv.; men indvendig er og bliver de hovmodige, giftige, gerrige, hadefulde, fulde af kødelig brunsts uhumskhed og onde tanker, som Kristus også siger om sådanne (Matt 15,19; Luk 16,15).

På samme måde har deres retfærdighed, som de formaster sig af over for Gud, vel et skin, idet de giver sig ud for at fortjene Guds nåde for sig selv og andre; og dog er der indvendig ingen ret tanke om Gud, men lutter vantro, det vil sige falsk og tom formastelse eller tvivl. Derfor er en sådan retfærdighed og hellighed hverken sand eller ret, men lutter hykleri og løgn, ikke af Gud og ikke formet efter Gud, men efter løgnens ånd, Djævelen.

Men de, der er rette kristne, er af Gud skabt sådan (siger Sankt Paulus) ved troen på Kristus til et nyt menneske, som ligner Gud og i sandhed er retfærdigt og helligt for ham; ligesom Adam i begyndelsen i sit hjerte stod fint opret over for Gud i ret, glad tillid, kærlighed og lyst, og også legemet var helligt og rent og intet vidste af nogen ond, uren eller uordentlig lyst; og således var menneskets hele liv et smukt billede og spejl, hvori Gud selv lyste; ligesom også de hellige ånders, englenes, liv og væsen er lutter guddommelige ting: sand gudserkendelse, tryghed og glæde over for Gud og lutter rene, hellige tanker og gerninger efter Guds vilje.

Men nu da mennesket så gruligt er faldet fra en sådan glad tillid, tryghed og glæde til tvivl eller falsk formastelse over for Gud, og fra den rene, smukke lydighed til de urene, ugudelige lyster, så har vi ikke selv kunnet redde eller hjælpe os ud af det; og der bliver heller ingen hjulpet uden de kristne, som ved troen på Kristus igen begynder at have et glad, trygt hjerte over for Gud og således bliver sat i den forrige stand og i det rette paradis, hvor de er ét med Gud og således er retfærdige, at de trøster sig ved hans nåde og derfor også får lyst og kærlighed til at leve helligt efter Guds bud og stå imod det ugudelige væsen og de ugudelige lyster. De begynder (som Sankt Peter siger) at smage en smule af Guds godhed og venlighed og i den at føle og forstå, hvad de havde i Paradiset. Derfor skal den, der vil være en kristen, også stræbe efter at blive fundet i et sådant nyt menneske, skabt efter Gud, ikke i blind vildfarelse og falsk indbildning, men i retfærdighedens og hellighedens sande væsen for Gud.

«Derfor skal I aflægge løgnen og tale sandhed, enhver med sin næste, for vi er hinandens lemmer» osv.

Hvis nogen ikke skulle forstå, hvad det gamle eller det nye menneske er, eller hvilken retfærdighed og hellighed der er sand, og hvilken der er falsk, så giver han et eksempel med et eller to stykker, som man kan se og tage og føle det på. Når man samler alle synder i én bunke, deler de sig i de to stykker, som er Djævelens egne gerninger, nemlig løgn og mord. For ved løgnen anretter han al afgudsdyrkelse, vildfarelse, falsk tro og hellighed og blandt folk utroskab, skalkestreger, onde rænker osv.; og dermed driver han så videre folk mod hinanden til vrede, had, hævn og mordlyst. Derfor sætter Sankt Paulus også her disse to stykker sammen.

Hvor nu den ene ikke handler med den anden i sandhed, men falsk, og bedrager ham, hvad enten det er i åndelige eller verdslige sager (sådan som verden i hele sit væsen ikke gør andet end at lyve og bedrage), dér er det uden tvivl det gamle menneske og ingen retfærdighed eller hellighed, selv om han pynter sig med et stort skin og ikke kan straffes af verden. For dér ser man ikke Guds, men kun Djævelens billede: at hjertet ikke stoler på Gud og ikke holder fast ved hans sandhed (ellers ville det også være fjendtligt mod løgn og falskhed), men holder det for en kostelig ting, at det kan dække sig med et falsk skin, også under Guds navn, og for sin lysts skyld, for gerrigheds eller egennyttes og æres skyld, bedrager sin næste, lyver for ham, narrer ham og fører ham bag lyset, alt efter som en sådan djævelsk lyst bærer og hidser det.

Omvendt kan du se på det modsatte, hvor der er et nyt menneske, som taler sandhed og er fjendtlig mod løgnen – ikke alene de høje løgne imod de ti buds første tavle, men også mod løgnen i den anden tavle – og som ikke handler bedragerisk og falsk med nogen osv., men mener det trofast og broderligt med enhver og handler med ham, sådan som han selv ville behandles; sådan som de kristne skal leve med hinanden, som dem der er lemmer på ét legeme (som han siger her) og har alle goder i Kristus ens og fælles osv.

«Vredes, og synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede.»

Halvdelen af de synder, som verden har lært af Djævelen, sin herre og mester, er løgn og bedrag, dog under sandhedens navn og skin; for ingen vil kaldes en løgner, og Djævelen selv dækker alle sine løgne med sandhedens navn. Det andet stykke, som nu er mere åbenlyst og kendeligt, er vreden og dens frugter. De to følges som regel ad. For ligesom verden lyver og bedrager for sin egen nyttes skyld, sådan begynder den, når den ser, at man ikke gør eller siger, hvad den gerne vil have, eller at man måske straffer dens løgn eller vil hindre dens nytte og vinding, at rase med vrede imod Gud og næsten, og søger at hævne sig og gøre skade; og det dækker og pynter den igen med løgnens og skalkens hætte: den har stor og rimelig grund og ret til det osv.

Derfor formaner Sankt Paulus de kristne til, at de også som nye mennesker skal vogte sig for denne last; og han anfører hertil et ord af den 4. salme (Sl 4,5): «Vredes I, så synd ikke; tal med jeres hjerte på jeres leje, og vær stille» osv. Det lyder, som om han tillader at vredes, sådan som Sankt Paulus også siger det efter ham: «Vredes, og synd ikke.» Men han taler om, hvordan det går til i dette liv: at de bliver anfægtet og bevæget af vrede, og det går ikke så rent af; der løber undertiden noget med, så hjertet begynder at svulme; og Djævelen hidser og driver også derhen, for han holder ikke op, han vil altid trykke sit segl og billede i os og gøre os sig selv lig, enten ved vildfarelse og løgn imod troen eller ved vrede og mord imod kærligheden og tålmodigheden.

Begge dele vil du mærke, især hvis du vil være en from kristen, holde fast ved sandheden og leve ret over for enhver. Da vil du opleve alle slags onde rænker og bedrag, utroskab og bagtalelse fra dem, du har gjort alt godt; ligeledes åbenlys vold og uret fra dem, der skulle beskytte dig og hjælpe dig til din ret. Det vil gøre dig ondt og bevæge dig til vrede. Ja, i dit eget hus og blandt dine kære brødre og kristne vil du ofte se og høre noget, som ærgrer dig; eller omvendt vil der slippe dig et ord ud, som ikke vil behage dem. Sådan er det; i dette liv kan det ikke være anderledes; kød og blod kan ikke værge sig imod at føle en sådan bevægelse til vrede og utålmodighed, især når det får ondt for godt. Så bringer Djævelen mennesket det for nær og går og pønser på at tænde en ild af vreden og uviljen mellem dig og din næste.

Men her er det tid (siger han), at du vogter dig og ikke synder, det vil sige, at du ikke giver vredens anstød og bevægelse frie tøjler og ikke følger den. Bevæget kan I nok blive, det ved jeg godt, og I kan synes, at I har rimelig grund til at vredes og hævne jer. Men vogt jer for at gøre, hvad vreden vil. Og selv om I er blevet overilet af den og er gået for vidt, så fortsæt dog ikke, og behold ikke vreden hos jer, men dæmp den og værg jer imod den, jo før jo hellere, så I ikke lader den slå rod og bærer den med jer natten over.

For følger man den, lader den intet ret blive gjort, som Sankt Jakob også siger (Jak 1,20); den bringer mennesket til fald, så det synder imod Gud og næsten. Også hedningerne har set, at vrede overrumpler fornuften og aldrig giver et godt råd. Derfor læser man om kejser Theodosius, at Sankt Ambrosius straffede ham, efter at han i vrede havde ladet mange mennesker slå ihjel i Thessaloniki, og opnåede hos ham, at han selv udstedte en forordning om, at man heller ikke på hans befaling eller bud måtte henrette nogen, før en hel måned var gået derefter, så dommen imens kunne tilbagekaldes, hvis den var overilet i vrede.

Derfor siger salmen her: Når vreden støder jer an og bevæger jer, så giv den ikke straks plads til at fare videre og gøre sin vilje; for dermed ville I sikkert synde; men gå ind i jeres kammer, tal og rådslå først med jer selv, bed hellere et fadervor, eller tal noget godt med jer selv ud fra Guds ord osv., og tål det, og stol på Gud; han vil nok skaffe jer jeres ret. Netop det mener også Sankt Paulus: «Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.» For en kristen må ikke gå og bære på vreden, men slukke og dæmpe den ved den første gnist. Det hører et nyt menneske til, at han kan overvinde vreden, så han ikke af Djævelen bliver stødt bort fra sin påbegyndte tro igen eller mister det, han har modtaget.

For følger han en sådan tilskyndelse fra sit kød, så er han allerede igen ved vildfarelse ført ind i det gamle menneskes fordømmelse og er ikke længere herre over sig selv; han følger sine egne lyster og pynter dog løgnen og vil endda have ret til at vredes og hævne sig, sådan som verden gør, der buldrer løs: «Han gør mig så stor vold og uret; skulle jeg finde mig i det? Jeg har en retfærdig sag; jeg lægger ikke mit hoved roligt, før han har fået det betalt igen.» Netop dermed gør de selv deres sag uretfærdig, både for Gud og for mennesker, som også ordsproget siger: «Den, der slår igen, har uret.»

For det er forbudt både i guddommelig og menneskelig ret, at nogen skal være sin egen dommer; og netop derfor har Gud indsat øvrighed og dommerembede, som på hans vegne skal straffe uretten; og det kaldes (hvor det bruges ret) ikke menneskers, men Guds dom, vrede og straf. Derfor griber den, der selv griber ind i en sådan dom, Gud selv i munden og gør dobbelt uret og fortjener dermed dobbelt fordømmelse. Men vil du have og søge ret, er det ikke forment dig, når du gør det på ordentlig vis, nemlig på det sted eller hos dem, som Gud har betroet det; dem kan du kalde på og bede om beskyttelse. Bliver du hjulpet, sådan som dommere og øvrighed er skyldige at gøre, så brug det; hvis ikke, så må du tåle det og overlade det til Gud, som der er sagt mere om andetsteds.

Kort sagt: her er der fastslået og sat et mærkeligt ord: at den, der ikke vil styre sin vrede og kan holde på vreden længere end én dag eller natten over, er ingen kristen. Hvordan skal det da gå dem, der hele tiden bærer på vrede og had, et, to, tre, syv, ti år? Det er ikke længere en menneskelig vrede, men Djævelens vrede fra helvede, som hverken kan mættes eller slukkes; men når den blusser op, ville den gerne (hvis den kunne) i et øjeblik ødelægge alt med helvedes ild; ligesom han ikke er mæt af at have bragt hele menneskeslægten i fald og død, men ikke kan være tilfreds, før han fører alle mennesker med sig i den evige fordømmelse.

Derfor bør en kristen med al flid vogte sig for en sådan last. Gud kan endnu have tålmodighed med, at dit hjerte begynder at koge og vreden rører sig i dig, skønt også det er syndigt; blot den ikke overvinder og styrter dig helt, men du går i dig selv og ved at minde dig selv om Guds ord og din tro slukker den og lader den synke; når du er alene med dig selv eller går i seng, hvor du skal bede Fadervor og bede om tilgivelse og må bekende, at Gud har tilgivet dig langt mere og dagligt tilgiver dig mere, end din næste kan synde imod dig.

«Giv heller ikke bespotteren plads. Den, der har stjålet, skal ikke stjæle mere, men arbejde og udrette noget godt med hænderne, så han har noget at give den trængende.»

Det er det, vi hørte i den forrige epistel: at en kristen skal vogte sig for at være til forargelse for nogen med sit liv, så Guds navn ikke bliver spottet. Det er en stor ting med en kristen, som, sådan som han har sagt, er et nyt menneske, skabt efter Gud, og et sandt Guds billede, hvori Gud selv vil lyse og skinne. Derfor gælder alt, hvad en kristen gør af godt eller omvendt af ondt (under navn af en kristen), Guds navn til ære eller til skam. Følger I nu (siger Sankt Paulus her) jeres lyster og gør, hvad jeres gamle Adam vil, så gør I ikke andet end at give bespotteren (Djævelen og hans håndlangere) plads og anledning til, at Guds navn bliver spottet for jeres skyld. For Djævelen søger i forvejen altid anledning til det og kan ikke lade være; han må tilsvine det kære evangelium og Guds navn med sine spottende tunger, om han så skulle gøre det med lutter løgn. Men finder han også en gang en virkelig anledning, så kan han gøre sig den nyttig og spærrer munden vidt op: «Se, er det evangeliske folk? Dér ser man den nye lærdoms frugter! Er det deres Kristus, som de selv ærer sådan med deres liv?» osv.

Det skal en kristen frem for alt sky og vogte sig for; om han ellers ikke ville tage hensyn til noget, så dog til at skåne sin kære Guds og Frelsers, Kristi, navn og ære og ikke gøre Djævelen den tjeneste at give ham anledning til at hvæsse sin spottende mund på Kristus. For hvordan vil vi bestå for ham og stå til ansvar, hvis vi lever sådan, at man med rette må klage over os, og vi ikke kan nægte det, og vi således villigt selv bringer Guds navn og ord, som jo skal være vores højeste skat og gode, til vanære og skam?

Når han siger: «Den, der har stjålet, skal ikke stjæle mere, men arbejde og udrette noget godt med sine hænder, så han har noget, han kan give den trængende» osv., så lærer han, hvad der er omvendelsens rette frugt: at der må holdes op og ophøres, så der aldrig mere gøres ondt, men tværtimod gøres godt. Dermed rører han også ved og straffer den almindelige last i verden, som er fuld af lutter tyveri og røveri i alle stænder; og alle de er og hedder tyve for Gud, som går ørkesløse og ikke gør deres arbejde, hvormed de skulle tjene næsten og give til ham.

For det er den rette udlægning af budet «Du må ikke stjæle», nemlig: du skal ernære dig ved dit eget arbejde, så du har noget eget og også kan give den trængende. Det skylder du; og gør du ikke sådan, så vil Gud heller ikke dømme dig som en kristen, men som en tyv og røver: for det første fordi du går ørkesløs og ikke selv arbejder for at ernære dig, men har taget andres blod og sved; for det andet fordi du holder tilbage for din næste og tager fra ham det, du er skyldig at give ham. Men hvor finder man sådanne folk, der holder dette bud? Og hvor skal man søge dem, andre steder end der, hvor der ingen folk bor? Men de kristne må nu alligevel være sådanne folk. Derfor se enhver til for sit eget vedkommende, at han ikke bedrager sig selv; for Gud lader sig ikke narre og spotte (Gal 6,7).