18. søndag efter trinitatis (1 Kor 1,4–9)

Epistlen på 18. søndag efter trinitatis, 1 Kor 1,4–9

Dette er begyndelsen på epistlen til korintherne, som Sankt Paulus blev foranlediget til at skrive, fordi det efter hans afrejse ikke stod så godt til dér, da nogle allerede havde stiftet sekter og kastet alting hulter til bulter, både i læren og i livet, så han revsede og rettede sådanne laster og skrøbeligheder; derfor er den stadig i dag nødvendig og nyttig at læse og drive, for også Djævelen holder aldrig fri, hvor evangeliet prædikes rent, men blander sig ind iblandt Guds børn og sår også sin sæd.

Nu vil Sankt Paulus tage temmelig hårdt fat og vaske dem godt med skarp lud; men han begynder pænt og viser dem, hvad de har fået ved evangeliet, for derved at minde dem om, at de skal være Gud taknemmelige for det, og til hans ære og pris lære og leve i enighed og vogte sig for sekter og anden forargelse. Derfor begynder han sådan:

«Jeg takker altid min Gud for jer på grund af hans nåde som blev givet jer i Kristus Jesus» osv.

Som om han ville sige: «Kære brødre, tænk dog på, hvor stor nåde og hvor store gaver I har fået af Gud, ikke på grund af loven eller jeres retfærdighed, fortjeneste og gerninger, så I jo ingen grund har til at rose jer selv, den ene frem for den anden, eller til at lave sekter og splittelse; men alene i Kristus og for hans skyld er alt dette skænket jer ved evangeliets prædiken, det vil sige en sådan nåde, som bringer og giver jer alle slags gaver, så I også er blevet rige i alle ting, ja, så I ikke mangler noget af alt det, I har brug for at få af Gud; kun har I endnu den salige dag at vente på, da Kristus selv synligt vil åbenbare sig for jer med alle de himmelske goder, som I nu har i troen osv.»

Hermed lovpriser han evangeliets prædiken for dem (som han gør mange andre steder), så de jo skal holde den kær og dyrebar; og det gør han ved sit eget eksempel, idet han selv for sin egen person takker Gud for deres skyld, for desto mere at tilskynde dem til taknemmelighed, så de dog skal tænke tilbage på, hvad de var før, og hvad de nu har fået ved evangeliet, og vogte sig, så de ikke ved at glemme deres tidligere elendighed og den nåde, de nu har fået, falder bort fra den igen tilbage i den tidligere blindhed; sådan som det allerede var begyndt hos dem ved deres sværmerier, der var blevet kede af evangeliet og ikke længere agtede den store nåde, men begyndte at søge og vælge noget andet.

Se her: når det skete for den høje apostel og hedningernes største lærer i hans tid, at han måtte se og høre de sværmerier og sekter i sit eget sogn, som var opstået i hans levetid af sikkerhed og utaknemmelighed mod evangeliet – hvad under er det så, at det samme sker nu, hvor der hverken er så fremragende prædikanter eller så fromme kristne som dengang? Vi ser, hvor store gaver også vi har fået; men samtidig ser og føler vi også, hvilket sværmeri og hvilken forargelse Djævelen stifter, og det er også vores utaknemmeligheds skyld, at vi så hurtigt har glemt al den skade, vi led under pavedømmets tidligere blindhed, hvor ynkeligt vi blev forført og plaget oven i købet. Sådan må det jo gå: hvor man vil lade det ude af betragtning eller slå det hen i vind, dér kan der ikke følge taknemmelighed og ære mod Guds ord; for sådanne mætte, glemsomme kristne går hen og tænker, at det altid har stået sådan til og altid vil stå sådan til som nu.

Derfor må man vække folk og minde dem, så de tænker på, hvad de ikke havde før, ja, i hvilken elendighed de sad fast; det stiller Sankt Paulus siden også tydeligt og klart frem for korintherne (som vi har hørt ovenfor i nogle stykker af denne epistel); men her i begyndelsen giver han dem med høflige, venlige ord at forstå, at de ved det, de nu har opnået ved evangeliet, skal betragte, hvad de før manglede, og hvad de stadig kunne blive berøvet igen.

Derfor siger han: «Nu har I fået den nåde, at I er blevet rige i alle ting (I, som før ikke havde noget af det, og som stadig ikke ville have det, hvis evangeliet ikke var blevet prædiket for jer), nemlig i alt det, som hører til det andet liv. For evangeliet er ikke til for at gøre folk rige her på jorden. Så I nu ikke mangler nogen gave og ikke trænger til mere end det ene, at han, Herren selv, kommer; det er det, I endnu skal have; og mens I venter på hans komme, lever I således her af den nåde og de gaver, som I er blevet rige på i alle ting, indtil I til sidst bliver forløst fra denne verdens syndige, onde liv og al dets plage. Det skal I vide og takke Gud for, at I ikke behøver at stræbe efter andre, bedre eller højere gaver eller kald, som om I endnu ikke havde alt det, I skulle have, sådan som sværmerne foregiver for jer.»

For regn selv efter, hvad man kunne have eller begære, som er bedre end det, en kristen har i sit evangelium og sin tro, hvorved han er vis på, at hans synd er ham forladt i dåben, og at han er vasket ren, erklæret retfærdig og hellig for Gud og således allerede Guds barn og arving til det evige liv; dernæst, at selv om han endnu har og føler skrøbelighed og synd (ja, selv om han også var blevet overrumplet og var faldet), så kan han ved Guds ord og sakramenternes tjeneste lade sin næste rejse ham op igen, tilsige ham tilgivelsen (absolutionen), trøste og styrke ham; han har dagligt prædikenen om, hvordan han skal tro og leve i alle slags stænder. Ligeledes kan han i nød påkalde og bede og har det sikre tilsagn, at Gud vil bønhøre ham og hjælpe.

Men hvad mere vil et menneske begære, eller hvad mere har han også brug for, end at han ved, at han er Guds barn ved dåben og har Guds ord hos sig til trøst og styrke mod skrøbelighed og synd? Mener du, det er en ringe rigdom og skat at vide og have dette, at Gud selv taler med dig og ved det ydre embede virker i dig, lærer, formaner, trøster, hjælper op, ja, giver sejr og overvindelse over Djævelens, dødens og al magt på jorden?

Hvad ville vi ikke før gerne have gjort og givet for at kunne have haft blot én af disse ting i nød og samvittighedens anfægtelser? Ganske vist sagde man, at når nogen var bedrøvet eller havde en nød, der tyngede ham, skulle han søge råd hos en fornuftig, forstandig mand, og hvad denne rådede ham til, det skulle han følge; men en sådan forstandig mand var ingen steder at finde, som kunne sige eller råde noget herom. For her udretter et fornuftigt menneskes råd intet, men alene Guds ord, som du kan trøste dig ved og skal forlade dig på og stole på, som om Gud selv åbenbarede sig for dig fra himlen.

Det er (siger Sankt Paulus her) den store rigdom og dyre skat: at have Guds ord vist og ikke tvivle på, at det er Guds ord; det er det, der gør det; det kan trøste og opholde et hjerte. Noget sådant havde vi jo slet ikke før under pavens tvang og mørke. Dengang lod vi os føre og drive med hans bud, bullers og løgns forfængelige menneskeskrammel, påkaldelse af helgener, aflad, messer, munkevæsen; og vi gjorde alt, hvad der blot blev forelagt os i kirkens navn, alene for at det skulle give trøst og hjælp, så vi ikke fortvivlede om Guds nåde; men i stedet for at trøste os førte de os til Djævelen og stak os blot dybere i angst og rædsel; for der var jo intet, der kunne gøre os vise, sådan som de også selv måtte bekende om deres egen lære, at et menneske hverken kunne eller skulle være vis på, om det var i Guds nåde.

Ja, de drev de stakkels, forsagte, anfægtede hjerter så vidt, at de frygtede og skælvede mere for Kristus end for Djævelen selv; sådan som jeg selv har erfaret; i stedet søgte jeg tilflugt hos de døde, Sankt Barbara, Anna og andre døde helgener, som mellemmænd mod Kristi vrede; og dog udrettede jeg intet med det og kunne ikke blive forløst fra den frygtsomme, flygtende samvittighed. Der var ikke én blandt os alle, vi som blev rost som de højlærde doktorer i den hellige Skrift, der ud fra Guds ord kunne have givet en ret trøst og sagt: «Dette er Guds ord, dette vil Gud have af dig, at du giver ham æren og lader dig trøste, tror og ved, at han forlader dig dine synder og ikke vil være vred på dig»; og hvis der havde været nogen, hos hvem jeg kunne have hørt noget sådant, så havde jeg givet alt, hvad jeg har, for det; ja, et sådant ord ville jeg have taget og ladet alle konger beholde deres ære og krone for det, for det ville have forfrisket og opholdt mit hjerte, ja, mit legeme og liv.

Det burde man dog tænke på og ikke glemme, så man takkede Gud for det, og derudfra regne sig frem til, hvor mange flere herlige, store goder man kan tælle, som vi er blevet rige på i alle ting; for ud over Ordet har vi også bønnen og Fadervor, så vi ved, hvad og hvordan man skal bede; det kan nu, Gud ske lov, næsten hvert barn, mens vi før alle, især vi munke, pinte os selv med megen lang læsning og sang og dog intet bad, men snadrede det af os, som nonnerne Psalteret eller gæssene havrehalmen.

Også jeg har villet være en hellig, from munk og beredt mig til messen og bønnen med stor andagt; men når jeg var allermest andægtig, så gik jeg op til alteret som en tvivler, og som en tvivler gik jeg derfra igen; havde jeg sagt min bod, så tvivlede jeg alligevel; havde jeg ikke bedt den, så fortvivlede jeg igen; for vi var ganske enkelt i den vildfarelse, at vi ikke kunne bede og ikke ville blive bønhørt, medmindre vi var helt rene og uden synd som helgenerne i himlen; så det ville være langt bedre at holde helt op med bønnen og gøre noget andet end at omgås Guds navn så forgæves. Alligevel har vi munke (ja, alt, hvad der har heddet gejstligt) således dåret folk og lovet dem vores bøn for deres penge og gods og solgt det, som vi ikke selv vidste, om det var bedt ret eller var Gud behageligt. I stedet ved og forstår vi nu, Gud ske lov, ikke alene hvad og hvordan vi skal bede og påkalde, så vi ikke tvivler, men sætter et kraftigt amen til og slutter, at han visselig bønhører os efter sit tilsagn.

Det er jo også en uudsigelig skat for en kristen, at han for det første har Guds ord, som er den evige nådes og trøsts ord, dåben, sakramentet, forståelsen af de ti bud og af troen, alt sammen vist; dertil også den sikre tilflugt og forvisning om, at han vil bønhøre os i nød, når vi påkalder ham; og at han således har fået begge dele, som Gud lover hos profeten Zakarias (Zak 12,10): nådens og bønnens Ånd.

Desuden har han også forstand til med vished at kunne bedømme, hvad der er rette gode gerninger og stænder, som behager Gud; ligeledes kan han på den anden side også dømme og fordømme de andre unyttige, intetsigende gerninger og falske gudstjenester; noget sådant havde vi heller ikke før, da vi slet ikke vidste, hverken hvad vi troede, bad eller levede; vi søgte alene vores frelse og trøst i vores eget opdigtede skrammel, i vores egen gjorte bod, skriftemål og fyldestgørelse, ved munkevæsenets egne gerninger og lydighed mod pavens bud, og mente, at det dermed var udrettet, og holdt alene det for hellige gerninger og et helligt liv, mens de almindelige kristnes stænder var verdslige og farlige.

Sådan som man også offentligt har malet for folk (og paven har stadfæstet det) et stort skib på det vilde, vide hav, hvori der ikke var andet end lutter hellige munke, foruden de overhellige paver, kardinaler, biskopper osv., som kastede deres fortjeneste ud til de andre, der svømmede i vandet og led nød, eller rakte dem hånden, bandt deres reb eller stolaer om livet på dem og således trak dem op til sig i skibet osv.

Se nu derimod og regn efter, om det ikke er en stor rigdom og værdi, der skal holdes højt og herligt, at du nu ved, hvad dit hjerte skal trøste sig ved, og hvor det skal søge hjælp i nød, og hvordan du skal leve i din stand, og at du dermed er forsørget på alle kanter, så du, selv om du ikke altid af dig selv kan fatte det godt nok, dog altid kan nå frem til det og holde dig til det ved kirkens fælles tjeneste og embede hos din nærmeste kristne; ligeledes, at du lever ret i stændernes almindelige gerninger, som Gud har ordnet, og ved, at du dermed gør bedre og mere til Guds behag, end hvis du købte alle munkes og eneboeres gerninger og fortjeneste af dem.

Det kalder Sankt Paulus at være rig, for det første på al lære eller visdom, det vil sige den høje, åndelige forståelse af Ordet, der angår det evige liv, det er troens trøst i Kristus, ligeledes påkaldelsens og bønnens; og på al kundskab, det vil sige ret forståelse og skelnen af hele det ydre, legemlige liv og væsen på jorden. For i disse to stykker er alt indbefattet, hvad en kristen skal vide og have. Det er så store skatte og goder, at ingen kan udsige dem; og den, der kan se på dem og agte dem i sammenligning med den mangel eller skade, vi havde før, han kan ikke lade være, han må være glad og taknemmelig for det. Jeg husker selv den tid, da jeg med al flid studerede i den hellige Skrift, hvad jeg gerne ville have givet for, at nogen havde udlagt mig en salme ret; og når jeg engang begyndte at forstå et vers, syntes jeg, at jeg var født på ny.

Derfor bør vi nu med rette takke Gud allerhøjest for den store nåde og de store gaver, at vi igen har lyset, både den rette forståelse af Skriften og kundskaben i alle sager; men det går også, og det vil desværre gå, ligesom hos korintherne, som havde det overmåde rigeligt fra Sankt Paulus, men til gengæld misbrugte det grundigt og blev skændigt utaknemmelige; derfor blev de også siden straffet, først ved falsk lære og forførelse, indtil den skønne kirke til sidst blev helt hærget og ødelagt med land og folk.

En lignende straf trues der langt mere mod os, og den står allerede for døren og banker på, på det allerforfærdeligste, ved tyrkerne og anden elendighed og plage, så vi har al grund til at bede med taknemmelige hjerter og ret alvor, sådan som Sankt Paulus her takker og beder for korintherne, at Gud vil holde os fast ved det, han har givet os, og bevare os ulastelige til vor Herre Jesu Kristi dag osv.

Derfor formaner han, at vi skal blive i en sådan kundskab om og taknemmelighed for Guds nåde og gaver, og at vi, da vi er så rige og velsignede dermed, at vi ikke trænger til mere, fra nu af blot skal vente på, at Herren åbenlyst for øjnene skal stille os det frem ved sit komme, som er os lovet og allerede skænket i troen. Man har hidtil skrevet meget og foregivet stor kunst om, hvordan man skal berede sig til døden og vente på den yderste dag, men dermed gjort de forsagte samvittigheder langt mere bedrøvede; for de har intet kunnet vise om trøsten i den store rigdom af nåde og frelse i Kristus, men har blot henvist folk til at stå imod døden og Guds dom ved egne gerninger og et godt liv.

I stedet ser man nu også den dyre nåde, at den, der har evangeliets ord, går hen og udfører det embede og den gerning, der er ham befalet, af hvilken stand han end er; han trøster sig ved, at han ved dåben er indlemmet i Kristus, han modtager tilgivelsen og bruger sakramentet til styrkelse af sin tro og befaler Kristus sit legeme og sin sjæl; hvad skulle et sådant menneske frygte for døden? Lad den komme, i hvilken time den vil, ved pest eller anden pludselig ulykke, sovende eller vågen, så er han altid rede og vel beredt, for han bliver altid fundet i Kristus.

Det kan en kristen også med glæde takke og love Gud for; for han ser selv, at han jo ikke trænger til mere og ikke vil opnå noget bedre, end han allerede har ved syndernes forladelse og Helligåndens gave og lydighed mod sit kald, bortset fra at han daglig skal vokse og holde ud i en sådan tro og påkaldelse af sin Herre; men nogen bedre eller anden lære, tro, ånd, bøn, sakramente, frelse osv. kan han ikke have, end alle de hellige, Johannes Døberen, Peter, Paulus og enhver nu døbt kristen har. Derfor behøver jeg ikke at give mig af med andre narrestreger, hvormed man vil gøre folk rede og frejdige til døden ved at minde om og opregne så mange daglige ulykker, onder og farer i dette liv. Det hjælper ikke; døden lader sig ikke skræmme bort dermed, og frygten går ikke bort af det.

Men evangeliet lærer således: «Tro på Kristus, og bed desuden, og lev efter Guds ord; og hvis døden så angriber og overrumpler dig i det, så ved du, at du tilhører Herren Kristus»; som Sankt Paulus siger i Rom 14,8: «Når vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.» For vi er jo kristne og lever på jorden, for at vi kan have sikker trøst, redning og sejr over synd, død og helvede.

Det minder Sankt Paulus om her og udfolder det siden rigeligt i denne epistel, for at vi skal være taknemmelige for så stor en nåde og forholde os kristeligt og broderligt til hinanden i lære og liv og holde os fra og sky det vilde og uordentlige væsen, som sværmerne eller andre vilde hoveder stifter. For den, der ret kender en sådan nåde og gave, han må også til gengæld elske Gud og takke og også leve ret over for sin næste; og hvis han mangler noget i det, vil han også ændre og forbedre det ved Guds ord og formaning. Omvendt: den, der ikke er sådan sindet, har visselig ikke kendt eller fattet Guds nåde; ellers ville han jo også forbedre sig ved den og leve anderledes.

Her kunne du spørge: «Hvorfor roser Sankt Paulus korintherne så herligt, at de er så rige i alle ting, at de ikke mangler noget osv., når han dog siden selv indrømmer, at de havde sværmerier og sekter iblandt sig, nogle om dåben, nogle om sakramentet, nogle om troen på de dødes opstandelse, nogle om misbrug af friheden; ligeledes, at nogle i øvrigt levede, som de ville osv.? Er det ikke at have mangler og skrøbeligheder? Hvordan tør han så sige, at de har alt overmåde rigeligt i alle åndelige goder, så der ikke fattes et eneste stykke?»

Nuvel, her må man vide det, som jeg ofte har sagt: Kristenheden kan ingen steder være så ren, at der ikke også er nogle falske og onde iblandt; ligesom ukrudtet (hejre, klinte og kiddike) altid vil være iblandt det rene korn. Derfor: den, der vil se på kirken ud fra, at der stadig findes noget skrøbeligt eller også urent i den flok, der kaldes kristne, han vil tage fejl af kirken, ja, af evangeliet og af Kristus, og aldrig finde eller ramme nogen kirke.

Derfor bliver dette sagt os til trøst: Når vi har evangeliet rent, så har vi den skat, som Gud giver sin kirke, så der ikke kan fattes eller mangle os noget. Men det går endnu ikke så stærkt og fuldkomment, at de, der hører det, helt og fuldt har fattet det eller er rene i tro og liv; men der er altid nogle, der ikke tror, og nogle, der endnu er svage og ufuldkomne; men alligevel er skatten og rigdommen af lære og kundskab visselig til stede, og der mangler intet ved den, og den virker også megen kraft og frugt. Men at nogle ikke tror, det skader ikke dåben eller evangeliet eller kirken, men dem selv.

Kort sagt: hvor Ordet bliver, dér bliver visselig også kirken; for hvor læren er ren, dér kan man holde dåben, sakramentet, tilgivelsen, de ti bud, Fadervor, gode gerninger, alle stænder og det hele rent, og hvor der mangler noget, eller noget ikke er, som det skal være, kan det revses, forbedres og bringes til rette ved Ordet.

For der må jo være nogle, som har Ordet og sakramentet ret og rent og tror, beder ret, holder Guds bud osv., sådan som vi, Gud ske lov, har det hos os, så man med vished kan slutte: «Hvis den rette kirke ikke var her, så ville intet af dette være her; derfor må der også iblandt os være sande lemmer af kirken og hellige.» Selv om der nu også ved siden af løber verdens børn med ind (som det sker overalt og altid), som hverken tror eller lever kristeligt, så bliver hverken troen eller dåben eller læren dermed forkert, og kirken går heller ikke under af den grund; men skatten bliver alligevel, hel og usvækket, og Gud kan give nåde til, at nogle lader af fra deres vantro og onde liv og også kommer til og forbedrer sig.

Omvendt: hos hvem denne skat, nemlig Ordet eller læren og kundskaben, ikke er, de kan heller ikke være den kristne kirke eller dens lemmer; derfor kan de heller ikke tro ret eller bede eller gøre gode gerninger, som behager Gud. Og således er hele deres liv tabt og fordømt for Gud, selv om de roser sig meget af Gud og kirken og for verden har langt større skin og ry for et særligt helligt liv eller stor dyd og ære end de rette kristne; for det står fast, at uden for Kristi kirke er der ingen Gud, ingen nåde eller frelse, som Sankt Paulus har sagt i den foregående epistel (Ef 4,5): «Én Herre, én dåb, én tro, én Gud osv.» Ligeledes ApG 4,12: «Der er ikke givet mennesker noget andet navn, som vi kan blive frelst ved.»

Derfor ser Sankt Paulus, når han roser korintherne, ikke hen til sværmeånderne, epikuræerne eller de andre, som stiftede åbenlys forargelse iblandt dem, såsom ham, der havde taget sin stedmor; men han ser hen til, at der dog er den lille flok, som har Guds rene ord, tro, dåb, sakramente (selv om der er nogle falske og onde iblandt dem); for deres skyld (hvor få de end er) er den uudsigelige rigdom til stede, som han har talt om; lige så vel hos tre og fire (hvis de ikke var flere) som hos hundreder eller tusinder. For at mange ikke har det, er hverken evangeliets eller prædikanternes eller kirkens skyld, men deres egen, som stopper deres ører og hjerte til for det.

Se, således har Sankt Paulus herligt rost og beskrevet den kristne kirke, hvor den er på jorden, og hvilke uudsigelige goder og gaver den har fra Kristus; for det bør den med rette takke og love ham, både med sin bekendelse og med sit liv. Det afslutter han nu og siger:

«Trofast er Gud, som kaldte jer til at have del i hans Søn, Jesus Kristus vores Herre.»

Det, som Kristus har begyndt i jer og allerede givet jer, ved det vil han visselig bevare jer godt indtil enden og evigt, hvis blot I ikke selv ved vantro vil falde fra det eller kaste det fra jer; for hans ord eller løfte, som er givet jer, og hans gerning, som han virker i jer, er ikke foranderligt som menneskers ord og gerning, men fast, vis og guddommelig, urokkelig sandhed. Da I nu har et sådant guddommeligt kald, skal I trøste jer ved det og forlade jer fast på det.