20. søndag efter trinitatis (Ef 5,15–21)

Epistlen på 20. søndag efter trinitatis, Ef 5,15–21

Denne formaning giver Sankt Paulus også imod dem, som, når de har hørt evangeliet eller endda er begyndt godt at tro, straks bliver så forfærdelig sikre og bilder sig ind, at nu har de det hele; de tænker ikke på, at de stadig har kød og blod om halsen og stadig lever i verden i Djævelens rige, men går hen uden nogen bekymring, som om de var uden al fare, og Djævelen var flygtet langt bort fra dem; og netop derved bliver de overrumplet af Djævelen og deres eget kød, så de falder fra evangeliet, før de mærker det, og beholder kun så meget af det, at de kan snakke om det; de roser sig af at være kristne og beviser det ikke med nogen gerning.

Derfor gælder det her om at holde øje med jeres liv (vil Sankt Paulus sige; for det er det, han kalder at vandre varsomt og være forstandige), hvordan I fører det efter Guds velbehag, så I altid har hans vilje for øje og retter al jeres færd derefter; for hvis I slipper dette spejl af syne, så er Djævelen snart brudt ind hos jer og har gjort den skade, at han gør en kristen til en doven, sikker hykler, en hykler til en kætter og sværmeånd og en kætter til en åbenlys fjende. Derfor siger han her: Det er ingen spøg; men den, der vil blive uforført og ubesejret af Djævelen, han må være vågen og se godt efter, hvordan han vandrer; for i ham har vi en fjende, som stræber os efter livet, ikke blot for at hindre og standse os, men for at ødelægge os helt til grunden.

Heraf følger den dom, at de, der ikke for alvor ser efter, om de er rigtige kristne, det vil sige tror ret og gerne hører Guds ord og lever efter det, de er allerede blevet uvise og uforstandige og fatter intet af Guds vilje; for de har taget lyset bort fra deres øjne og har et andet blændværk for øjnene, nemlig deres egen indbildning, som de ser igennem som gennem et bemalet glas, og de bilder sig ind, at når de følger sådanne lygtemænd i deres fornuft, så har de det godt, lige indtil de bliver forført og styrtet af Djævelen.

Derfor advarer Sankt Paulus ikke uden grund om, at de kristne altid skal være vise og forstandige, det vil sige have Guds ord for øje (for deri består deres visdom og forstand), både hver for sig selv og især i menigheden indbyrdes; for hvor Ordet forsvinder fra kirken, og der lukkes nogle sludrehoveder op på prædikestolen, som fremfører deres egen kunst, så er det ude med kirken, og flokken bliver ligesom dens prædikanter. Ligeledes, hvor enhver især i sin stand ikke retter sit liv efter Guds ord, men glemmer det og tænker på, hvordan han kan blive rig, og vikler sig ind i andre handler og sager, bliver han straks en kold, doven kristen, derefter også et vildfarende menneske, indtil han til sidst helt foragter Gud, hans ord og vilje.

Derfor befaler Gud også så ofte i Skriften, at man altid skal bruge og drive hans ord, gerne høre det, omgås med det og tænke på det dag og nat, og at menneskets liv således altid skal gå i lovprisning og tak til Gud og hver dag se i dette spejl. Men dertil hører flid og omhu, og her skulle enhver trofast hjælpe den anden med at lære, undervise, formane osv.

Jeg har jo ofte nok formanet til, at enhver, som blot kunne gøre noget, skulle gøre det med al flid, så ungdommen blev holdt i skole og ret undervist og oplært til præste- og prædikeembedet, og at de dog blot blev forsørget med det nødvendige; men desværre er der kun få byer og herskaber, der gør noget ved det. Se på hele Tyskland, bisper, fyrster, adel, borgere og bønder, hvor sikkert de går hen, snorker og sover og tænker: «Det har ingen nød, det skal nok gå af sig selv, man kan altid få sognepræster og prædikanter.» Men de skal sandelig også have sovet det væk, når de tror, at de har gjort det godt; for også de bliver uforstandige og vil ikke se, hvad Guds vilje er. Derfor skal de komme til at erfare det, som de nu ikke vil tro: at det om få år efter os vil komme dertil, at de vil lede efter prædikanter og ikke finde nogen, og så må høre grove, ulærde æsler, som hverken kender eller forstår noget af Guds ord, og som prædiker ligesom paveæslerne pavens skidt og stank om viet vand og salt osv. eller om deres grå kutter og nyt munkevæsen.

Man råber, prædiker og formaner, til man ikke vil høre mere. Derfor forudsiger Sankt Paulus os også denne profeti, at sådanne bliver uvise og uforstandige, som ikke mærker, hvad Guds vilje er, og derved, som følger, forsømmer og mister tiden (nådens og deres frelses tid). Nu er det jo Guds vilje, at vi skal hellige hans navn, elske og fremme hans ord og således hjælpe Gud med at bygge hans rige osv. Hvor det sker, dér vil han siden også gøre vores vilje, nemlig give os vores daglige brød, fred og alt godt.

Nu skulle det jo være det vigtigste, at vi tænkte på, hvordan vi kunne bevare Guds ord og vilje hos os (det ville være at være rigtig forstandig og at have skikket sig efter tiden). Gør vi det ikke, så vil det også gå os, som det skal gå de uforstandige, uvise og tåberne, at vi må høre: «Fordi I ikke har villet hellige mit navn og udbrede mit rige eller gøre min vilje, så giver jeg heller ikke jer jeres daglige brød, tilgiver heller ikke jeres synd, hjælper og frelser heller ikke fra fristelse og ondt.» Siden vil han så lade dig klage over stor ulykke, ufred og ondskab i verden (sådan som man nu må klage, og verden giver evangeliet skylden); men det skal være straffen for dem, der ikke har villet kende Guds vilje eller skikke sig efter den, og som dog vil retfærdiggøre sig og ikke vil have skænd for, at de handler og opfører sig uforstandigt og som tåber.

Nå, det er sagt i almindelighed om, hvad det vil sige at vandre vist og varsomt, og omvendt at være uforstandig i de sager, hvor det er mest nødvendigt, i kirken, i det, der angår prædikeembedet og Guds ord. For hvor det bliver, dér bliver også nogle i flokken bevaret, som skikker sig ret efter det, eller som endnu kommer til. Men hvor det også forsvinder fra prædikestolen, dér vil det kun hjælpe lidt, selv om en eller nogle stykker for sig selv alene kan læse Skriften og bilder sig ind, at de ikke har brug for nogen prædiken. Hvad bliver der imens af den anden store flok, som man må undervise? Se, hvordan det allerede i vores tid er gået de stakkels mennesker, som er blevet forført både af de münzerske og de münsterske profeter og sværmere.

Derfor skal enhver først og fremmest hjælpe til, at Guds ord bliver offentligt prædiket og hørt overalt, og at kirken således står ret indrettet og bygget; dernæst skal han for sit eget vedkommende også tage bryllupsklædningen på (som dagens evangelium taler om) og tænke på, at også han lader sig finde som en, der mener Guds ord alvorligt; han skal ikke tænke som de sikre ånder: «Åh, jeg har sognepræster og prædikanter nok, jeg kan høre eller læse det, når jeg vil, eller jeg skal nok komme til det endnu en dag; først må jeg se, hvor jeg kan tjene mit brød osv., andre kan også sørge for sig selv.» Nej, kære mand, se dig godt for, det kan let slå fejl for dig, så du forsømmer det og bliver fundet uden bryllupsklædningen og således dør eller bliver forført, før du aner det; hvis skyld er det så, om ikke din egen, du, som ikke har villet høre Sankt Paulus’ formaning eller vandre vist og varsomt?

Nu skulle man købe, mens markedet står for døren; for sådan som verden opfører sig, vil den ikke længe beholde, hvad den har. Man hjælper trofast til overalt med at jage prædikanterne bort eller i hvert fald trykke dem så meget ned, i det mindste med sult og armod eller andre lumske kneb, at man bare kan slippe af med dem. Nå, det kræver sandelig ikke megen møje og arbejde her; man skal nok blive af med dem ellers, og alt for snart, og få forførere nok i stedet. Men jeg ville langt hellere brænde i helvede sammen med forræderen Judas end være skyld i, at et sogn blev lagt øde, eller at en forfører fik plads; for selv Kristi forræder vil ikke få så ulidelig en pine som en sådan; for ved denne synd må utallige sjæle gå fortabt.

Denne formaning fører Sankt Paulus videre og forklarer, hvad han kalder at vandre varsomt og være forstandig. «Og skik jer efter tiden,» siger han, «for det er en ond tid.» Som ville han sige: Tænk ikke, at I her skal få gode dage, eller at I kunne udsætte jeres sager, indtil I ser en bedre tid; for det bliver alligevel ikke bedre. I har altid Djævelen i verden, som kun vil hindre jer i alt godt og lægger jer flere og flere ting i vejen, så jo længere I venter, desto mindre kan I komme til at gøre godt, og forsømmer I tiden, går det jer ikke så godt bagefter. Skik jer derfor sådan efter den, at I endda stjæler og røver tiden, som I kan. Lad intet være jer så kært som at fremme Guds rige og tjene kristenheden til gavn og gode, hvor I blot på nogen måde kan, hvad der så end falder for eller støder jer på vejen.

Sådan siger også Kristus til sine jøder, Joh 12,36: «Tro på lyset, mens I har det, så I kan blive lysets børn.» Ligeledes Sankt Paulus, 2 Kor 6,1–2, efter profeten Esajas (49,8): «Se, nu er det en gunstig tid, se, nu er det frelsens dag» osv. «Se derfor til,» siger han, «at I ikke har modtaget Guds nåde forgæves»; det vil sige, at I ikke lader den salige tid gå forgæves hen, men bruger den, mens I kan, så I hjælper med at udbrede Guds rige, til jeres egen og andres frelse, og ikke skubber den hen til en anden tid; for tiden kunne løbe fra jer bagefter.

Sådan siger han også i Gal 6,10: «Altså! mens vi har tid, så lad os gøre det gode» osv. Som ville han sige: Tag fat nu, mens I kan; for I skal undre jer over, hvordan tiden glider jer af hænde. Lad jer derfor ikke bedrage af den tanke: «Åh, jeg skal nok komme til det om et, to, tre år!» For det er den rene uforstand og uvise tanker hos de uforsigtige, som lader deres egen frelse gå forbi, mens de har den lige for hånden, før de mærker det; de tænker ikke på, hvad Guds vilje er, men lægger den til side, indtil de har klaret deres egne ting, og så har ventet for længe.

Han kommer nu til dig, til din dør (så du ikke behøver at lede efter ham), og hilser på dig, hvis du vil takke ham; men lader du ham gå forbi, så skal du også komme til at synge, ja klage med bruden i Salomos Højsang (Højs 5,6): «Da jeg ville lukke op for min ven (da han havde banket på), var han gået bort; jeg søgte ham, men jeg fandt ham ikke; jeg kaldte, men han svarede mig ikke» osv. Du skal ikke tro, at du vil finde ham, når han nu er borte, selv om du løb hele verden rundt; men mens han endnu er her, dér kan du søge og finde ham, som Es 55,6 siger: «Søg Herren, mens han er til at finde» osv. Forsømmer du det og lader ham gå forbi, så vil al søgen være spildt.

Det har jeg selv prøvet og erfaret i mere end tyve år i mit munkevæsen, da jeg søgte ham med stort arbejde og med at plage min krop med faste, nattevågen, sang og bøn og dermed på en skændig måde ødslede tiden bort og dog ikke fandt ham; men jo mere jeg søgte og mente at komme ham nærmere, desto længere kom jeg bort fra ham. Nej, sådan lader han sig ikke finde, han vil være ufunden af os; han må først selv komme til os og opsøge os hjemme; med vores løben efter og jagen lader han sig hverken gribe eller fange.

Se derfor til, og skik dig efter tiden, mens du har den; den skal du tage imod og med flid passe på, hvad han vil have af dig, mens han er nær hos dig. Vil du vide det, så tag din trosbekendelse og de ti bud for dig, de skal sige dig det; ret dit liv derefter, og tag dit Fadervor til hjælp; begynd hos dig selv, bed for dig selv og for kirken, at Guds navn må blive helliget overalt osv., og at også dit liv må gå efter hans vilje. Gør du det med flid, så vil du nok vandre vist, undgå synd og gøre godt; for en sådan opmærksomhed og forstand vil ikke give dig plads til at gøre ondt; Guds ord vil straks sige dig, at du skal hellige hans navn, udbrede hans rige og ikke gøre din næste fortræd eller skade.

Se, det er at skikke sig efter tiden, det vil sige at bruge tiden godt, mens det rette gyldne år er her, hvor vi har forladelse af straf og skyld (ikke sådan som paven har bedraget verden med sit jubelår); lad os da se til, at vi ikke også selv bedrager os med falsk indbildning, som om det ikke kunne slippe fra os; så det ikke går os som Israels folk, som den 95. salme (Sl 95,11) og Hebræerbrevet (4,3.7) taler om, at de på grund af deres vantro ikke er kommet ind til Guds hvile, fordi de ikke ville tage imod tiden, da han i hele fyrre år gav dem sit ord og sine undere og dagligt kaldte på dem og formanede dem til omvendelse og tro, mens de blot fristede og opirrede ham mere og mere; derfor formaner han nu på ny og fastsætter atter en dag og siger: «I dag, når I hører hans stemme, så gør ikke jeres hjerter hårde» osv. Det hedder stadig «i dag» hver dag, hvor Gud lader sig høre hos os, råber og kalder, så vi ikke skal forsømme tiden.

Vi burde med rette takke Gud allerhøjest for en sådan nåde (som også denne epistel formaner til sidst), at han kommer os så nær, er hos os, i huset, ved bordet, i sengen og hvor vi vil have ham, tilbyder os og bærer os al sin hjælp i møde og alt, hvad vi kan bede ham om. Ja, denne kære gæst burde vi også holde i ære og agte højt, mens vi har ham.

Vi gør vel i at bede (som jeg har sagt), ellers er det desværre allerede alt for meget forsovet i de tyske lande; for det kan ikke fattes med tanker, hvordan det skulle være muligt at bevare evangeliet og besætte prædikestolene endnu ti år, når verden raser sådan, så blindhed og vildfarelse igen må bryde ind, som det skete før; og det vil ingens skyld være uden de rasende bispers og fyrsters og vores egen, vi, som ikke agter Guds ord.

Så jeg desværre mod min vilje må være profet over Tyskland, ja ikke jeg, men mit og dit Fadervor, hvorigennem han vil sige os: «I har ladet mit ord gå forbi og ikke villet tåle det, men forfulgt og udsultet det; så tager jeg til gengæld jeres daglige brød fra jer og sender jer dyrtid, krig og mord oven i købet, til der ikke engang bliver en stav tilbage; for sådan har I selv villet have det. Når I så råber og kalder om syndernes forladelse og befrielse fra en sådan ulykke osv., så vil jeg også høre jer på samme måde, som I har hørt mit ord, ja min råben og kalden på jer, og lade jer sidde fast i jeres ulykke, sådan som I har ladet mig sidde fast med mit ord.»

Man vil simpelthen ikke betænke, at han udøser sig så herligt, rigt og nådigt over os, at vi nu har det rette paradis, ja hele himmeriget, hvis vi bare ville erkende det; og at vi så skændigt og utaknemmeligt foragter det, som om det ikke var nok og alt for meget, at vi overtræder hans ti bud med vores ulydighed, men vi må oven i købet også træde hans nåde og barmhjertighed, som er tilbudt os i evangeliet, under fødder: Hvad under er det så, om han også lader sin vrede gå over os? Hvad skulle han ellers gøre (som dagens evangelium siger og truer alle den slags foragtere og forfølgere af hans Søn og hans tjenere, der indbyder os til hans bryllup) end også sende sin hær ud, slå sådanne mordere ihjel og gøre helt ende på dem? Sådan som han frem for alt og til et forbillede for hele verden har vist det på Jerusalem og hele jødefolket, som heller ikke holdt op med at synde imod alle hans bud, og da han oven i det lod sin nåde og syndernes forladelse tilbyde og forkynde for dem, trådte de også den til jorden. Skal han ikke hævne det, at man således gør hans dyrebare blod til spot og skam?

Ja, oven i alle sådanne gruelige synder må man derefter også dynge bespottelsen, at man skriger og klager (når vreden og straffen begynder), at det hele er evangeliets skyld, eller, som man nu siger, den nye læres; ligesom jøderne den dag i dag ikke giver nogen anden skylden end os kristne for, at de er spredt i hele verden, og beder alene imod os dag og nat med en sådan bespottelse og skænden, at det ikke er til at sige; skønt de dog ikke er blevet ødelagt og hærget af de kristne, men af de hedenske romerske kejsere.

Men hvem har de det at takke for uden sig selv, at de ikke ville tåle Kristus, som skulle hjælpe dem og bragte al nåde? Men nu da de ikke ville have ham, som Gud havde givet dem, og med ham lovet dem alt godt, så må de også miste deres daglige brød, givet af Gud (bortset fra det, de mod Gud skraber sammen med synd og åger), styre, præstedømme, prædikestol, syndernes forladelse, forløsning osv., og blive siddende i Guds vrede og fordømmelse evigt. Det skulle og måtte være straffen for de uforstandige eller uvise, som ikke ville kende deres besøgelsestid.

Dette skrækkelige eksempel ser vi endnu lige for næsen af os, og alligevel bryder vi os ikke om det, men går netop samme vej og gør det også lige så groft, ikke blot med ulydighed mod Guds vilje, men også med foragt for nåden, som vi med al alvor skulle sukke efter, bede om og hjælpe til med, at også efter os og hos vores børn må den rene dåb, prædiken, sakramenter osv. blive bevaret; derfor vil det til sidst også gå sådan, som det er gået jøderne og andre utaknemmelige og foragtere.

Derfor lad den, der vil lade sig råde og hjælpe, endnu lade sig sige af Sankt Paulus og skikke sig efter tiden og ikke sove dette rige, gyldne år bort; sådan som også Kristus alvorligt advarer gennem lignelsen om de fem tåbelige jomfruer, Matt 25,10–11. De kunne også have købt i tide, før brudgommen kom; men da de ikke havde noget og først gik hen for at købe, da man skulle gå brudgommen i møde, da var både markedet og brylluppet forsømt.

Sådan har de gamle digtere og vise digtet om fårekyllingerne eller græshopperne: De kom om vinteren, da de ikke længere fandt noget at spise, til myrerne og bad dem om også at dele noget med dem af det, de havde samlet; og da disse sagde: «Hvad har I da lavet om sommeren, siden I ikke også har samlet ind?» – «Vi har sunget,» sagde de. Så måtte de til gengæld høre: «Har I sunget om sommeren, så dans nu for det om vinteren.» Sådan skal man svare den slags tåber, som ikke vil blive vise eller lære at forstå, hvad Guds vilje er. Men det er en ganske gruelig, skrækkelig vrede, når Gud således viser nogen bort med bare hån og spot, sådan som han truer i Ordsp 1,24.26: «Fordi jeg kalder, og I vægrer jer, jeg rækker min hånd ud, og ingen agter på det, så vil også jeg le ad jeres ulykke og spotte jer, når det kommer, som I frygter.»

Her kunne nogen spørge: Hvordan kan det være, at Sankt Paulus siger, at man skal skikke sig efter tiden, og alligevel føjer til: det er en ond tid? Skal man bruge tiden som den rette gyldne tid, hvordan kan den så kaldes en ond tid?

Svar: Ja, tiden er sandelig god, når evangeliet lyder og bliver hørt og prædiket med flid; men samtidig er verden også netop i den samme tid fuld af forargelse, sværmeri, egen indbildning og onde eksempler af alle slags, og meget af det stikker også stadig i vores egen barm. Mod alt dette, nemlig at Djævelen således stræber efter os, og at vores eget kød trækker os ned og lokker os bort fra forstand og agtpågivenhed på Guds vilje, må de kristne altid kæmpe og stride; ellers er det snart forsømt og skaden sket, også i den tid, hvor vi hører evangeliet. For netop da raser og driver Djævelen allermest på, så han kan besudle verden med sværmeri og også trække og rive dem, der har evangeliet, med sig bort fra den rene lære og tro; og så er vi også selv stadig i kød og blod, som altid vil være sikkert og ikke vil lade sig styre og drage af Ånden, men er dovent og trægt til Guds ord og til bøn; ligeledes støder der i det ydre liv og i standene indbyrdes og overalt bare forargelse og hindringer på, som kun vender og driver mennesket bort, så evangeliet bliver kvalt og kirken revet i stykker.

Derfor skal ingen tro, at han lever på jorden i en god og fredelig tid. For selv om tiden i sig selv er god, og Gud giver os det rette gyldne år med sit ord og sin nåde, så er dog Djævelen der med sine sværmere og onde mennesker og med vores kød, og han ødelægger denne gode tid (hvor han kan), eller gør den i hvert fald så tung og sur for de kristne, at de af al magt må stride og værge sig imod det, så de ikke ved sådan forargelse og hindring bliver trængt bort igen fra det, de har modtaget, men kan bevare det til enden.

Derfor har vi særdeles store grunde til at skikke os ret efter en sådan tid og vandre som de vise og forstandige og tænke på, hvordan vi kan agte på Guds vilje og følge den, mens vi har tid til at kunne gøre det, nu da vi har hans ord, nåde og Ånd. Men fordi Djævelen og kødet stræber imod og vil trække os tilbage, så må I (vil Sankt Paulus sige) netop derfor være kloge og tage jer i agt, så I ikke følger dem; for gør I ikke det, så bliver I ikke undskyldt ved, at I ville foregive, at I ikke havde vidst det eller ikke havde haft tid og ikke kunnet stå det imod osv. Se, det kaldes en ond tid, det vil sige en tid fuld af anledning og lokken bort fra Guds ord og vilje osv.

«Og drik jer ikke fulde i vin, i den er der udsvævelse» osv.

Han rører ved nogle laster, som hjælper til, at man forsømmer tiden og lader det gyldne år gå forbi. Det er især drukkenskaben, som gør folk helt sikre, gudløse, vilde og udsvævende, sådan som det i gamle dage var almindeligt i Grækenland, og sådan som folket nu er i Tyskland, der kun vil fråse og være fulde dag og nat. Hos sådanne folk er det ikke muligt, at der kan være denne agtpågivenhed, flid og omhu for at gøre, hvad Guds vilje er; for de kan heller ikke i andre verdslige sager tage sig af noget med flid eller gøre det til rette tid, ja de bliver så dyriske og svinske, at de mister al blufærdighed, ære, tugt og menneskelige tanker, sådan som man desværre ser for øjnene, mere og bedre, end man kan sige om det her.

At Sankt Paulus formaner til at tale med hinanden med åndelige salmer og lovsange osv., det er der talt om andetsteds, i epistlen på 5. søndag efter helligtrekonger, hvor der står en ganske lignende tekst.