4. søndag efter trinitatis, anden prædiken (Rom 8,18–22)

En anden prædiken over epistlen på 4. søndag efter trinitatis, Rom 8,18–22

Vi har hidtil hørt af Sankt Paulus’ ord, kære venner, hvordan Sankt Paulus har trøstet de kristne i deres lidelse ved at holde den op imod den kommende, ufattelige, evige herlighed, som skal åbenbares på os i det andet liv. Og til trøst har han draget hele skabningen ind, som var den én eneste person, der hele tiden lider sammen med hele kristenheden. Og således har han med sine skarpe apostoliske øjne fået øje på det kære, hellige kors i alle skabninger. Det stiller han os for øje og siger: Det er ikke underligt, at vi kristne lider, for det kan vi nok gøre os fortjent til hos verden med vores prædiken, revselse og skænd; men skabningen må lide helt uskyldigt, og det sådan, at den må være fangen og underlagt onde mennesker og selve Djævelen og må tjene ham.

Hvis nu solen skulle tale og fortælle sin legende helt fra Adam af om, hvilken jammer og elendighed den har oplevet og set, så ville den uden tvivl tale om et stort kors: hvordan den har måttet tjene så mangen ægteskabsbryder, tyv og morder, ja, hele Djævelens regimente. Og dog er den så fin, ædel og ren en skabning, som med rette ikke skulle tjene nogen uden Gud alene, hans engle og de fromme kristne, der takker Gud for den; så må den tjene dem, der spotter og vanærer Gud, og som driver al ondskab og utugt. Selv om den ikke gør det gerne, er den alligevel Gud lydig – og ikke kun den, men hele skabningen.

Det er meget fint og trøsteligt sagt, at han gør lutter martyrer af alle skabninger, som må lide al uret, dog imod deres vilje. For skabningen siger ikke, at Djævelen og de onde mennesker gør ret i at misbruge den så skændigt; men den lader det ske for hans skyld, som har underlagt den forfængeligheden, og håber samtidig, at det med tiden skal blive anderledes og bedre, når den igen skal komme til at blive brugt ret, og alt misbrug skal afskaffes. Således viser Sankt Paulus hele skabningen hen til et andet liv og siger, at den er lige så træt af dette liv, som vi er, og sammen med os tænker på et nyt væsen og liv. For det kalder han skabningens bien på enden: at den ikke tænker at blive ved med at være, som den er nu, men ser med os op mod himlen og håber at komme ud af dette skændige liv og ind i et bedre, hvor den så også skal blive befriet fra trældommen under det forgængelige væsen, som apostlen siger lidt efter.

Og med disse ord giver han klart at forstå, at hele skabningen skal blive endnu meget smukkere og herligere, end den er nu, hvor den stadig sammen med os må være underlagt tyrannerne, som misbruger vores ære, liv og gods efter deres egen vilkårlighed, ligesom Djævelen misbruger vores sjæl. Det må vi lide som dem, der her på jorden er fanget i Djævelens rige, og hele skabningen med os; for jorden må lade sig træde og dyrke af mangen en ond skurk og give ham hans føde; ligeså luften, ilden, vandet osv. Således har al skabningen sit kors, dog i håb om, at legen engang skal få en ende.

Og det er meget fint og trøsteligt sagt, at han drager hele skabningen ind, som var den én person, der sammen med os længes efter at komme ud af dette liv og ind i et andet. Så vi kan vide for vist, at vi endnu ikke lever, sådan som vi skal, men venter på et andet liv, som skal være vores rette liv; ligesom solen venter på en anden pragt, som den skal have, sammen med jorden og alle de andre skabninger, nemlig at den skal renses for al Djævelens og verdens misbrug.

Men dette, siger han, skal ske, når Guds børn bliver åbenbaret. Nu her på jorden er de vel allerede Guds børn, men de er endnu ikke i deres herlighed, ligesom solen heller ikke endnu er i sin rette herlighed, fordi den er underlagt forfængeligheden. Men den vil vente på den ende, som er sat for den, når dens tjeneste engang skal høre op; den venter på den med lutter suk sammen med hele skabningen og alle de hellige og bliver imens underlagt forfængeligheden, det vil sige Djævelen og den onde verden, alene for Guds skyld, som har underlagt den, dog i håb om, at det ikke skal vare evigt.

Sådan er også vi her på jorden allerede Guds børn og frelst, når vi tror og bliver døbt, som der står skrevet i Mark 16,16, og i Joh 1,12: «Men alle dem som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn» osv. Dåben ser man; de børn, som bliver døbt, ser man også; evangeliet hører man; og vi føler også selv i vores hjerte Helligåndens vidnesbyrd om, at vores tro, hvor svag den end er, dog er ægte. Men hvem kan se på os, at vi er Guds børn? Hvem vil kalde sådanne folk Guds børn, som bliver kastet i fængsel og pint så grueligt og plaget på alle mulige måder, som var de Djævelens børn og lutter fordømte og forbandede folk?

Derfor siger Sankt Paulus ikke forgæves, at Guds børns herlighed endnu er skjult, men at den skal åbenbares på dem; ligesom han også siger i Kol 3,3–4: «Jeres liv er skjult sammen med Kristus i Gud; men når Kristus, jeres liv, åbenbares, da skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed.» Imens, så længe de lever her på jorden, er de ikke smykket med Guds farve, men med den lede Djævels. For Djævelens børn tilkommer det, at man skal sætte dem i stok og blok og lægge dem al ulykke på; men det sker ikke, de er tværtimod ved godt mod, rige, mægtige, magtfulde, har ære, penge og gods nok og bærer oven i købet vor Herre Guds farve og navn, som stod de sig rigtig godt med ham. Omvendt holder de os for kættere og Guds fjender, så det her går ganske bagvendt til: De, som er Guds børn, må kaldes Djævelens, og de, som er Djævelens børn, må kaldes Guds børn. Det gør så ondt på de fromme, ja, himmel og jord og al skabningen skriger og klager over det og er utilfreds med, at den således skal være underlagt forfængeligheden og finde sig i, at de ugudelige misbruger den imod Guds ære, så Gud ikke kan nå så vidt, at hans navn bliver helliget, hans rige øget og hans vilje sker på jorden som i himlen.

Fordi Guds børn derfor er så skjulte og endnu ikke kan bære deres farve, så skriger al skabningen sammen med os, siger Sankt Paulus her, at vor Herre Gud ville flænge himlen og stige ned og skille sine børn fra Djævelens børn; for hans børn er alt for dybt skjult på jorden, og der er trukket en alt for tyk hinde over de ugudeliges øjne, så de ikke kan kende Guds børn. Den lære, hvormed de priser Guds nåde, som er vist os i Kristus, må hedde vildfarelse, løgn, kætteri og djævelelære; derfor siger han, at al skabningen sammen med os venter på Guds børns åbenbarelse.

På samme måde taler også Sankt Johannes i 1 Joh 3,2: «Mine kære, nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke kommet til syne, at vi er det; men vi ved, at når det kommer til syne, skal vi blive ham lig»; nemlig når vor Herre Jesus Kristus kommer med sine kære engle, og vi bliver rykket op i skyerne for at møde ham i luften; da skal han bringe et sådant lys med sig blandt Guds børn, at man vil sige: Nu er de rigtig smykket efter deres navn – langt herligere, end verdens børn har været, som i deres levetid gik omkring i fløjl, purpur, guldstof og silke, ligesom den rige mand. Da skal vi bære vores rette farve og skinne som solen i vores Faders rige og komme til syne i en sådan herlighed, at ingen skulle have troet, at den fattige Lazarus, som lå så elendigt uden for den riges dør, skulle blive så smuk og herlig. Læs mere om det i Visd 5,2.

Dette håb, siger han, har vi og hele skabningen med os, som også for vores skyld skal renses og fornyes på det allersmukkeste, så man vil sige: «Det er først en rigtig smuk sol, et fint, prægtigt træ, en kostelig, yndig blomst» osv. Når det nu, siger jeg, er vores håb, så skal vi være for stolte til at regne den ringe lidelse, som kan møde os i dette liv, for så stor; for hvad er den dog imod den herlighed, som skal åbenbares på os? Og vi vil i sandhed selv i det andet liv måtte sige imod os selv: «Fy, skam dig! Jeg er jo ikke værd at hedde Guds barn, fordi jeg på jorden regnede min lidelse for så stor og denne overvættes glæde og herlighed for så ringe. Åh, hvis jeg endnu skulle være i verden og vidste denne glæde foran mig, så ville jeg gerne, om det var muligt, ligge fangen i fængsel i tusind år, være syg, blive forfulgt eller lide anden ulykke; for nu ser og erfarer jeg, at det virkelig er sandt, at al verdens lidelse slet intet er imod den herlighed, som nu er åbenbaret på Guds børn.»

Men nu finder man mange, også blandt dem, der vil være kristne, som er så fulde af utålmodighed, at de næsten ikke kan tåle at høre et hårdt ord, selv om de har fortjent det godt og vel; og før de vil lide en smule vanære eller skade af verden for evangeliets skyld, før vil de slippe evangeliet og Kristus. Men hvordan vil de så bestå på den dag? Derfor, kære venner, lad os være kloge, mens vi endnu har tid, og ikke regne den timelige lidelse for så stor, men tålmodigt give os ind under den efter Sankt Paulus’ lære, sådan som skabningen gør. Jorden tænker: «Jeg lader mig pløje og dyrke, og dog er det kun den mindste del, de kristne, som det kommer til gode, og den største del onde, slemme skurke, der nyder godt af mig; men hvad skal jeg gøre ved det? Jeg vil lide det og lade mig pløje op og grave om, fordi min Gud vil have det sådan, og samtidig håbe, at det engang skal blive anderledes, så jeg ikke længere skal være underlagt forfængeligheden og tjene Guds fjender.»

På samme måde taler også Sankt Peter om skabningens forvandling i sit andet brev (2 Pet 3,10.13) og siger: «Himlene skal forgå med et stort brag ved ild, og elementerne skal smelte af hede. Men vi venter efter hans løfte på en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor.» Som ville han sige: Ligesom nu den største del på jorden er skælmer og skurke, der ikke gør vor Herre Guds vilje, sådan som den sker i himlen, sådan skal der på hin dag også på jorden bo lutter retfærdighed og hellighed, det vil sige lutter fromme, gudfrygtige, retfærdige folk; og ligesom der nu er lutter retfærdighed i himlen, og Djævelen er stødt ud derfra, sådan skal han også sammen med alle de ugudelige på den yderste dag stødes bort fra jorden, så der er lutter hellige folk i himmel og på jord, som skal eje alt i fuld glæde; så de udvalgte således alene skal eje både himmel og jord. Det mener Sankt Peter, når han siger: «Vi venter på en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor.» Men Sankt Paulus føjer til, at det ikke kun er os, der venter på det, men at også hele skabningen sukker og skriger med os og venter på det.

Men for at man ikke skal fordømme eller skælde skabningen ud, som syndede den ved at lade sig misbruge sådan, siger Sankt Paulus: Det er vel sandt, at den er underlagt forfængeligheden, men dog imod sin vilje. Ligesom det ikke er min vilje, at man skælder mig ud for kætter og forfører, men jeg lider det for Guds skyld, som lader det ske, og ved en sådan lidelse får jeg slet ingen del i den synd, som sandhedens fjender begår imod mig, når de skælder mig ud sådan; sådan er det også med skabningen: den lider et sådant misbrug for hans skyld, som har underlagt den. Efter dette eksempel skal I kristne også gøre. Solen siger: «Kære Gud, jeg er din skabning, derfor vil jeg gøre og lide, hvad der er din guddommelige vilje.» Sådan skal også du, kristne, gøre, når vor Herre Gud sender dig en lidelse og siger: «Lid en smule for min skyld, jeg skal nok betale dig for det.» «Ja, gerne, kære Gud», skal vi svare, «når du vil have det sådan, vil jeg af hjertet gerne gøre det.»

I håb

Også dette lille stykke hører med til trøsten imod lidelsen, at man er vis på, at den ikke skal vare evigt, men engang få en ende, nemlig på den yderste dag, når de ugudelige skal skilles fra de fromme. For dette liv på jorden er det rene fastelavnsspil, hvor man løber rundt i maske, og man tager den ene for en anden, end han er: Den, der ser ud som en engel, er en djævel, og de, man holder for djævlebørn, er engle og vor kære Herre Guds børn. Derfor sætter man dem hårdt til, plager dem, piner dem og slår dem ihjel som kættere og djævlebørn. Dette fastelavnsspil må man lade gå sin gang indtil hin dag; da skal maskerne rives af de ugudelige, så de ikke længere kan give sig ud for hellige folk. Videre følger i teksten:

«For også skabningen skal blive befriet fra trældommen under det forgængelige væsen til Guds børns herlige frihed.»

Ikke kun vi kristne, siger han, skal forløses, men også skabningen er fangen og håber ligesom et stakkels fanget menneske, at den sammen med os skal forløses. Således er sol, måne og al skabningen fanger hos Djævelen og de onde mennesker, for den må tjene dem til alle slags synd og last. Derfor sukker og klager den og venter på Guds børns åbenbarelse, når Djævelen sammen med alle de ugudelige skal stødes i helvede og i al evighed aldrig mere skal se hverken sol eller måne, ikke nyde en dråbe vand, ikke få et pust af luft, men må være berøvet alle skabninger i evighed.

Derfor siger han: Skabningen skal blive befriet fra trældommen under det forgængelige væsen; som ville han sige: Nu må den tjene det skændige væsen på jorden; for sol, måne og al skabningen må være Djævelens og de ugudeliges trælle. Årsagen er, at Gud vil have det sådan, at hans smukke skabning skal ligge under fødderne på Djævelen og hans lemmer og tjene en tid. Ligesom nu mangt et fint hjerte må tjene en skændig tyran eller tyrk, fordi vor Herre Gud således har kastet det hen til den tjeneste, hvor det må tørre støvlerne af for en tyrk eller gøre endnu ringere tjenester og oven i købet lide alt ondt af ham.

Med disse ord viser apostlen altså, når han siger: Også skabningen skal blive befriet fra trældommen under det forgængelige væsen, at før den yderste dag må alle skabninger, som Gud har skabt, være tjenere og tjenestepiger, ikke for de fromme, men for Djævelen og de onde mennesker. Nu har Sankt Paulus selv medlidenhed med den kære sol og de andre skabninger, at den skal være Djævelens og tyrannernes træl; men den gør det ikke gerne, ligesom vi ikke gerne ville være under tyrken; men den lider det alligevel og venter – på hvad? På Guds børns herlige frihed, hvor den ikke alene skal forløses fra sin tjeneste, så den ikke mere tjener nogen ond skurk, men også skal blive fri og meget smukkere, end den er nu, og fra da af kun tjene Guds børn og ikke mere være fangen under Djævelen, sådan som den nu er fangen.

«For vi ved, at al skabningen længes med os og ængster sig stadig.»

Det er en forunderlig tale af Sankt Paulus. Skabningen, siger han, ved, at den ikke alene skal blive fri fra trældommen under det forgængelige væsen, men også skal blive herligt prydet og smykket; dertil ville den gerne snart, og den har lige så travlt med det som nogen tøs med at komme til dans; for den ved, hvor smuk den skal blive, derfor længes og ængster den sig stadig. Ligesom også vi kristne længes og af hjertet gerne ville, at det snart fik en ende med tyrken, paven og den skændige verden. For skulle man ikke blive træt af at se og høre en sådan skurkagtighed, synd og gudsbespottelse imod Kristus og hans evangelium, ligesom Lot måtte se og høre det i Sodoma? Derfor siger Sankt Paulus, at skabningen længselsfuldt og ængsteligt venter på Guds børns åbenbarelse og herlige frihed. Og den gør det ikke alene:

Men også vi selv, siger han videre, som har Åndens førstegrøde, længes også i os selv efter barnekåret og venter på vores legemes forløsning; vi beder og skriger med stort suk og længsel i Fadervor og siger: «Komme dit rige», det vil sige: Hjælp, kære Herre, at den salige dag for dit herlige komme snart må komme, så vi kan blive forløst fra den onde verden, Djævelens rige, og blive fri for den grufulde plage, som vi må lide udvendigt og indvendigt, både fra onde mennesker og fra vores egen samvittighed. Gør du bare det af med den gamle sæk, så vi dog engang kan få et andet legeme, som ikke er så fuldt af synd og tilbøjeligt til alt ondt og til ulydighed, som det er nu; som ikke mere behøver at være sygt, lide forfølgelse og dø; men som, forløst fra al ulykke, legemligt og åndeligt, bliver ligedannet med dit forklarede legeme, kære Herre Jesus Kristus, og vi så til sidst kan komme til vores herlige forløsning. Amen.

Men Sankt Paulus bruger her et særligt ord, som vi ikke har kunnet gengive anderledes end med «ængste sig». Egentlig betyder det sådanne smerter og veer, som en kvinde har, når hun er i barnsnød, og som intet hellere ville, end at barnet var født, og hun forløst; det ønsker og håber hun mere end al verdens penge, gods, ære, glæde og magt. Netop dette ord giver Sankt Paulus her skabningen: at den er i barnsnød og ængster og piner sig, fordi den gerne ville være født på ny og løst fra sin tjeneste. Sig mig nu: Hvem kunne se det på skabningen, at den skulle ligge i barnsnød? Ingen fornuft eller menneskelig visdom, hvor høj den end er, kan tænke eller tro noget sådant. «Nej», siger den, «solen er så smuk, yndig og trøstelig en skabning, at den ikke kunne være smukkere eller yndigere. Og hvad fejler månen, stjernerne, jorden osv.? Er det ikke alt sammen skabt fint og smukt? Hvem ville så sige, at skabningen lå i barnsnød eller nødig var i det væsen?»

Sankt Paulus siger det: at den er helt træt af det væsen, som den nu tjener i, og lige så gerne ville være ude af det, som en kvinde gerne ville være forløst af barnet. Det er rette apostoliske og åndelige øjne, som ser alt dette i skabningen; derfor vender han også denne verden ryggen og agter hverken glæde eller sorg i dette timelige liv, men trodser alene på det kommende og evige liv, som han dog hverken ser eller føler. Og således trøster han de kristne ganske fortrinligt og kraftigt og fører dem sammen med hele skabningen ind i hint liv, dog i det håb, at dette syndige liv først må få en ende.

Derfor skal de, som tror på Kristus, være sikre og visse på den evige herlighed og sammen med al skabningen sukke og skrige, at vor Herre Gud ville skynde sig at bringe den salige dag, hvor et sådant håb skal opfyldes. For netop derfor har han også befalet os at bede i Fadervor: «Komme dit rige.» Den kære Gud, som har befalet os at gøre det, give også nåde og hjælpe os til at gøre det og samtidig fast at tro, at vi til sidst skal komme til en sådan herlighed; for vores tro skal ikke tjene til, at vi ved den opnår penge eller gods i dette liv, men til at vi kommer til et andet liv; for vi er ikke døbt til dette nærværende liv, og vi hører heller ikke evangeliet for dets skyld, men det hele går ud på hint evige liv. Gud give, at denne glade og salige dag for vores forløsning og herlighed snart må komme, og at vi må erfare alt dette, sådan som vi nu hører og tror det i Ordet. Amen. Amen.