4. søndag efter trinitatis (Rom 8,18–22)

Epistlen på 4. søndag efter trinitatis, Rom 8,18–22

Den hellige Paulus fører her en tale, der er hans egen frem for alle de andre apostles, og hans ord, som kommer først, lyder ganske underlige og sælsomme; derfor vil de studeres med flid og kendes af egen erfaring, for et kristent liv står helt og holdent i øvelse og erfaring af de ting, man dagligt hører og læser i Guds ord. Derfor vil den, der ikke har en sådan erfaring, kun få en meget ringe smag eller duft af disse ord af Sankt Paulus; ja, de vil være ham som et fremmed sprog.

Nu har Sankt Paulus indtil her i denne epistel prædiket sådan, at vi ved troen på vor Herre Jesus Kristus er kommet så vidt, at vi må kalde Gud vor Fader, og at Helligånden i vort hjerte giver os vidnesbyrd derom og gør os så frimodige, at vi i denne tro på Mellemmanden Kristus glade tør træde frem for Gud og åbne vort hjerte og vor mund for Gud og sige til ham: «Ak, du kære Fader i himlen!» Deraf slutter han for det første, at vi er Guds børn; og dernæst videre: Er vi da hans børn, så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger; så det ene følger af det andet. For det første: fordi vi har modet og ånden til at turde kalde Gud vor Fader og gør det med alvor og holder det for den rene sandhed, så er vi ikke alene børn, men også arvinger, nemlig Guds arvinger og vor Herre Kristi brødre og medarvinger. Alt dette, siger Sankt Paulus, må være sandt, dog kun hvis vi ellers lider med Kristus.

Dette lille stykke føjer han med flid til, for at den, der vil være Kristi broder og medarving, skal tænke på, at han også er medmartyr og medlidende. Som ville han sige: «Der er nok mange kristne, som gerne ville være medarvinger og sidde i fælles len med Herren Kristus, men de vil ikke lide med ham; de skiller sig fra ham på dette ene punkt, at de ikke vil have del i hans lidelser. Men det går ikke», siger han, «arven følger ikke, medmindre lidelsen går forud.» Grunden er, at Kristus, vor kære Herre og Frelser, selv først måtte lide, før han kom til herligheden; sådan må også vi være medmartyrer og sammen med Herren Kristus spottes, forhånes, bespyttes, krones med torne og slås ihjel af hele verden, før vi kommer til arven; der bliver ikke andet af det.

For troen og læren fører det med sig, at der helt igennem skal være lighed; nemlig at den, der vil være Kristi broder og medarving, først også må lide med ham; den, der vil leve med, må først dø med. Ligesom mange brødre i ét hus ikke alene må dele det gode, men også det onde med hinanden, og som man siger: «Den, der vil spise med, må også arbejde med.» Dermed vil Sankt Paulus alvorligt formane os til, at vi ikke bliver falske kristne, der hos vor Herre Kristus kun søger det, som gør godt og er behageligt; men vil vi have del i herligheden, som er evig og over al måde vægtig, så må vi også forinden bære trængslen, som kun er timelig og let, 2 Kor 4,17.

Derfor, når han siger: «så sandt vi ellers lider med», er hans mening, at vi ikke alene skal have medlidenhed med andre, så det gør os ondt, når det går dem ilde (skønt også en sådan medlidenhed skal findes blandt de kristne og er en barmhjertighedsgerning og en fin kristen dyd), men at vi også selv skal lide med, non solum affectu, sed etiam effectu, det vil sige: det skal være en sådan medlidelse, at det ikke alene gør os ondt og smerter os, når andre lider ondt, men at vi også selv står midt i den samme lidelse, så at ligesom vor Herre Kristus er blevet forfulgt, sådan bliver også vi forfulgt, og ligesom Djævelen har pint og plaget ham, sådan bliver også vi pint og plaget af ham dag og nat; sådan som han jo gør mod de kristne, ja, hvis vor Herre Gud ikke holdt ham tilbage, ville han aldrig nogen sinde lade os få fred.

Det kaldes ikke alene en medlidelse i hjertet, men en virkelig medlidelse, som der står skrevet om i Hebr 10,32–33: «I har udholdt en stor kamp under lidelser, dels ved selv at blive gjort til et skuespil ved forhånelser og trængsler» osv. Og om en sådan medlidelse taler Sankt Paulus også her: ligesom vor arv og glæde, at vi er Kristi brødre og medarvinger, ikke alene står i hjertet eller i håbet, men skal blive en arv i gerning og virkelighed, sådan skal også vor medlidelse være en lidelse i gerning og virkelighed, som vi også som medarvinger skal tage på os. Nu begynder han og trøster de kristne i en sådan lidelse, og han taler som en, der har erfaret det og er helt vis på sagen, og det på en sådan måde, som om han så på dette liv med halvt lukkede øjne eller gennem et malet glas, men på hint liv med klare øjne. Og han siger:

«Jeg holder for, at denne tids lidelser ikke er værd at regne imod den herlighed, som skal åbenbares på os.»

Se blot, hvordan han vender ryggen til verden og vender ansigtet mod den kommende åbenbaring, som om han ingen steder på jorden så nogen ulykke eller jammer, men kun den rene glæde. «Sandelig», siger han, «selv om det går os ilde, hvad er så vor lidelse mod den usigelige glæde og herlighed, som skal åbenbares på os? Den er ikke værd at sammenligne med den eller at kaldes en lidelse.» Men det, der mangler, er, at vi ikke med legemlige øjne ser den store og prægtige herlighed, som vi skal vente på, og ikke kan tage og føle på den: at vi aldrig mere skal dø, aldrig mere sulte eller tørste, og oven i købet skal få et sådant legeme, som ikke skal lide eller blive sygt osv. Den, der kunne få dette ind i hjertet, måtte sige, at selv om han ti gange, om det var muligt, blev brændt eller druknet, så ville det dog slet intet være mod det kommende herlige liv; for hvad er timelig lidelse, vare den så længe den vil, mod det evige liv? Den er ikke værd at rose sig af som lidelse eller at kalde fortjeneste.

«Sådan holder jeg det», siger Sankt Paulus, «og I kristne skal også lære at holde det sådan; så ville det vise sig, at det uendelige slet ikke kan sammenlignes med det endelige; for hvad er en enkelt skilling mod en hel verden fuld af gylden? Skønt heller ikke den lignelse passer her, eftersom begge dele dog er forgængelige. Derfor er al verdens lidelse jo slet intet at regne mod det herlige evige væsen, som vi evigt skal se og eje; derfor beder jeg jer, kære brødre: Vær ikke bange for nogen lidelse, selv om I bliver slået ihjel. For er I rette medarvinger, så skal det gå jer sådan, at også dette er et stykke af jeres arv, at I lider med; men hvad er dog denne lidelse, når man vil regne den mod den evige herlighed, som er beredt jer og allerede erhvervet ved jeres Frelser Jesus Kristus? Den er jo ikke værd at holde op imod den.» Sådan gør Sankt Paulus al lidelse på jorden til en lille dråbe og en lille gnist; men hin herlighed, som vi skal håbe på, til et uendeligt hav og en stor ild.

Men hvad skorter det på, at vi ikke kan agte denne lidelse så ringe og herligheden så stor, som Sankt Paulus gør her? For man ser jo godt, hvordan vi bærer os ad: siger man blot et hårdt ord til en, så vil han straks vælte jernbjerge og rive træer op med rode. De, der er så ganske utålmodige, forstår ikke et ord af denne herlige trøst fra Sankt Paulus. Sådan skal kristne ikke bære sig ad; det klæder en kristen ilde, at han vil klage og skrige meget over uret. «Ja», siger du, «men der sker mig dog uret.» Nuvel, lad det være sådan; men hvordan går det til, at du blæser din lidelse så højt op og ikke en eneste gang tænker op mod himlen, på hvad du har at vente deroppe? Hvorfor blæser du ikke også det op? Ja, kære, sådan går det ikke til! Vil du være en kristen, så må du sandelig ikke bære dig sådan ad; vil du føre din sag for verden, så må du gøre det på ret og ordentlig vis.

Men her må det gå anderledes til; for vil du være medarving med Herren Jesus Kristus og ikke lide med, og være hans broder og ikke blive ham lig, så vil han visselig på den yderste dag ikke kende dig som broder og medarving, men vil spørge dig, hvor du har din tornekrone, dit kors, dine nagler og din svøbe, og om du også har været en vederstyggelighed for hele verden, sådan som han og alle hans lemmer har været fra verdens begyndelse. Kan du så ikke vise det, så vil han heller ikke kunne holde dig for sin broder. Kort sagt: Der må lides med, og alle må blive ligedannede med Guds Søn, som der står længere fremme, ellers bliver vi ikke ophøjet med til herligheden.

På samme måde taler Sankt Paulus også i Gal 6,17: «Herefter skal man lade mig være i fred og ikke tale til mig om den lære, som fortjener venskab på jorden; for jeg bærer min Herre Jesu Kristi mærker på mit legeme.» Dér taler han om den slags mærker, som man på de gamle malerier har malet Herren Kristus med: han har sit kors liggende på skulderen og rundt om sig nagler, ris, tornekrone, svøbe osv. «Disse mærker», siger han, «må jeg og alle kristne også have, ikke malet på væggen, men trykket ind i vort kød og blod.» Men det sker sådan: Djævelen kommer over dig og plager dig indvendig med al slags rædsel og hjertesorg; og dernæst spotter verden dig udvendig som en kætter og griber dig, hvor den kan, i struben og slår dig ihjel.

Disse Herren Kristi ar formaner Sankt Paulus her enhver kristen til også at bære. Således trøster han de kristne, så de ikke bliver forskrækkede derover, selv om man påfører dem al slags lidelse, sådan som man nu i nogle år har gjort mod vore brødre hist og her. Men det skal blive endnu bedre, når engang vore fjenders time og mørkets magt kommer. Nu plager de os med giftige ord og bespottelige bøger; men da må vi betale med huden. Men lad gå, der må jo lides, hvis vi ellers skal komme til herligheden. Men hvad nytte de vil have deraf, når de har myrdet os, det skal de nok få at mærke.

Og med dette ord, at han kalder det en herlighed, som skal åbenbares, viser han, hvad det er, der skorter, når man så nødig lider: nemlig at troen endnu er svag og ikke vil se ind i den skjulte herlighed, som endnu skal åbenbares på os. For var det en herlighed, man så for øjnene, åh, hvor skulle vi så være fine, tålmodige martyrer! Hvis nogen stod på den anden side af Elben med en kiste fuld af gylden og sagde: «Den, der vil vove det og svømmer herover, skal have kisten med gyldnerne», hvor ville så alle og enhver kaste sig ud og svømme for de gyldens skyld, som man så for øjnene!

Hvad gør en vovehals, en landsknægt? Han tager fire gylden om måneden og stiller sig op imod spyd og bøsser, lige ind i den visse død. Ligeså en købmand: han løber og farer verden igennem og tilbage igen for penge og gods, som han tænker at vinde derved, og vover liv og lemmer derpå, hvad enten kroppen så bliver liggende undervejs eller ej. Hvad må man ikke døje ved hoffet, før man kommer derhen, hvor man vil hen, hvis det da overhovedet lykkes? Sådan kan man i verden gøre og lide alt for ære, gods og magts skyld; for det er for øjnene og åbenbart.

Men her, fordi det ikke er åbenbart, bliver det den gamle Adam meget svært at tro, at Gud på den yderste dag vil give mig så smukt et legeme, et glad sind og en ren sjæl, som har al slags forstand og er fuld af kærlighed og glæde, og at jeg skal blive en større herre, end nogen konge på jorden er. Det modsatte ser jeg godt: at man nu fordømmer én som kætter, nu brænder en anden eller på anden vis slår ham ihjel, så der hverken bliver herlighed, gods eller ære tilbage; derfor bliver det os også så surt, før vi giver os hen i lidelsen og venter på den skjulte forløsning og herlighed. Omvendt er ingen møje og slid for stor for verden; den gør og lider, hvad der møder den, for den skændige mammons skyld, som møl og rust fortærer og tyve stjæler.

Derfor siger Sankt Paulus: «Jeg ved visselig, at en stor herlighed er stillet os i udsigt, mod hvilken al lidelse på jorden er det rene ingenting; men det skorter på, at den endnu ikke er åbenbaret.» Derfor, når blot en barsk lille vind blæser os i ansigtet, eller en lille ulykke går hen over os, begynder vi at skrige og hyle og blæser det så højt op, at himlen bliver fuld af vort skrig. Men var troen der, så ville det være os en ringe sag, om en sådan lidelse så varede tredive, fyrre eller endnu flere år; ja, vi ville agte den alt for ringe til, at den skulle komme med i regnskabet; når blot vor Herre Gud også holdt inde med sit regnskab, som han har med os for vore synders skyld. Ak, hvad vil man dog sige meget om stor lidelse eller om lidelsens fortjeneste? Hvor ganske uværdige kommer vi dog til en så stor nåde og usigelig herlighed, at vi ved Kristus bliver Guds børn og arvinger og Kristi brødre og medarvinger!

Derfor kan vi godt sige sådan: «Jeg vil gerne tie om min lidelse og ikke rose mig meget af den eller skrige over den, men tålmodigt bære alt, hvad min kære Gud sender og lægger på mig, og oven i købet takke ham af hele mit hjerte, fordi han har kaldet mig til en så stor, overstrømmende godhed og nåde.» Men, som jeg har sagt, det vil ikke ind for vort elendige, svage køds skyld, som lader sig bevæge mere af det nærværende end af det kommende; derfor må Helligånden her være skolemester og sænke en sådan trøst ned i hjertet. I her i Wittenberg har hidtil siddet i rosenhaven; men vore brødre hist og her, som har prøvet det og ved, hvad det hellige kors er, de vil godt forstå denne tekst og godt vide at bruge den.

Men her skal man særlig mærke sig, at han med udtrykkelige ord siger, at denne herlighed skal åbenbares på os; dermed viser han, at ikke alene, som vi tænker, Sankt Peter eller Sankt Paulus osv. skal få del i denne herlighed, men at vi og alle kristne hører med til dette «os»; ja, også det mindste lille barn, som er døbt og dør, får ved sin død, som sin medlidelse, denne usigelige herlighed, som Herren Jesus Kristus, i hvis død det er døbt, har erhvervet og skænket det. Og skønt én hellig vil være herligere i hint liv end en anden, så vil det dog være ét og samme evige liv; bortset fra at der vil være en sådan forskel som nu her på jorden, hvor én er stærkere, smukkere og mere veltalende end en anden, og dog alle lige vandrer i ét legemligt liv; sådan vil der også i hint liv være mangfoldig forskel i klarhed eller herlighed, som Sankt Paulus lærer i 1 Kor 15,40, og dog vil alle tilsammen være lige i én eneste, evig salighed og glæde, og al herligheden vil kaldes én herlighed; for vi skal alle være Guds børn.

Det er nu den første trøst: at vi skal vende ryggen til al lidelse og sige: «Hvad er så min lidelse, om den så var ti gange så stor og tung, som den er, mod det evige liv, som jeg er døbt og kaldet til? Den er jo ikke værd at regnes for en lidelse mod en så stor herlighed, som endnu skal åbenbares på mig.» Sådan gør Sankt Paulus den kommende herlighed stor, for at denne timelige lidelse skal synes lille og ringe imod den. Nu følger den anden trøst:

«For skabningens bien på enden venter på åbenbaringen af Guds børn, eftersom skabningen er underlagt forfængeligheden, ikke med sin vilje, men for hans skyld, som har underlagt den, i håb.»

Dette er den anden trøst, hvor han stiller os hele skabningen for øje som eksempel og formaner os til, at vi også ligesom den tålmodigt skal lide al vold og uret, som overgår os fra Djævelen og verden, og trøste os ved den kommende forløsning. Og dette er sandelig en sælsom prædiken, hvis lige man ellers ikke finder i Skriften: at himmel og jord, sol, måne og stjerner, løv og græs og alt, hvad der vokser, med stor sukken og længsel venter på åbenbaringen af vor herlighed.

En sådan sukken og stønnen fra skabningen har jeg ikke hørt, og du heller ikke; men Sankt Paulus siger her: «Jeg hører og ser det, ikke alene hos én skabning, men hos alt det, Gud har skabt.» Hvad er så denne skabningens sukken og længsel? Det er ikke det, at bladene hvert år visner og frugterne falder af og rådner; for det er vor Herre Guds skabning og ordning, at der hvert år skal vokse nye frugter; eller at et træ knager, når man hugger det om osv.; men det er dette, at skabningen så inderlig nødig er underlagt de ugudelige, eller, som Sankt Paulus kalder det, underlagt forfængeligheden.

For eksempel den kære sol, den smukkeste og dejligste skabning: den tjener for den mindste del de fromme; hvor den skinner på én from, dér må den skinne på tusind og atter tusind skurke, såsom Guds fjender, spottere og forfølgere, som verden er fuld af; ligeså mordere, røvere, tyve og ægteskabsbrydere: dem må den lyse for i al deres ugudelige væsen og ondskab, og således må den lade sin smukkeste og reneste tjeneste gå til de mest uværdige, skændigste og letfærdigste slyngler. Det gør solen, siger Sankt Paulus, inderlig ondt, og var den en fornuftig skabning, og skulle det gå efter dens vilje og ikke efter vor Herre Guds skabelse, som uden dens vilje har underlagt den forfængeligheden, så ville den gerne se, at alle onde slyngler ikke fik den mindste stråle fra den; men at den må skinne for dem, det er dens lidelse og kors, som den sukker og stønner over.

Derfor, ligesom vi kristne lider mange slags uret og sukker derover og råber om hjælp og redning i Fadervor, sådan gør skabningen også. Selv om den nu ikke har en tunge og et sprog som vi, så har den dog et sprog, som Gud og Helligånden hører og forstår: hvordan den sukker over den uret, den må lide af de ugudelige, som misbruger den sådan.

En sådan tale finder man ellers ingen steder i den hellige Skrift, som når Sankt Paulus her taler om skabningernes venten og bien på enden, på åbenbaringen af Guds børn; den kalder han ikke alene at sukke efter deres forløsning med stor længsel og attrå, men han gør dem også lig en kvinde, der ligger i barnsnød. For sådan siger han siden, at skabningen ængster sig og skriger som en kvinde i barnsnød; hvor sol og måne, stjerner, himmel og jord, kornet, vi spiser, vandet eller vinen, vi drikker, okser, køer, får, kort sagt alt, hvad man bruger, skriger ve over verden, fordi det er underlagt forfængeligheden og sammen med Kristus og alle hans brødre må lide med. Dette veråb er det ikke muligt for et menneske at udsige, for hvem vil opregne al skabningen? Derfor har man i gamle dage med rette sagt fra prædikestolen, at alle skabninger på den yderste dag vil skrige ve over de ugudelige, fordi de har misbrugt dem her på jorden, og at de vil anklage dem som tyranner, som de har måttet være underlagt imod al ret og billighed.

Dette eksempel med skabningen drager Sankt Paulus her frem til trøst for de kristne, som ville han sige: «Vær ikke så bedrøvede over jeres lidelse, som dog er helt ringe mod den overstrømmende herlighed, som skal følge bagefter. Desuden er det ikke jer alene, der skriger over uret og lider trængsel: al skabningen lider med jer og skriger over, at den må være underlagt den onde verden.» Der er ingen ko, ingen kalv, intet får osv., som ikke, når det brøler eller skriger, skriger over alle ugudelige som over Guds fjender, der ikke er værd at nyde godt af det, ja ikke værd at spise en eneste bid brød eller drikke en tår vand. På den måde taler også Sankt Augustin: «En gerrig vom», siger han, «er ikke det brød værd, som han spiser»; grunden er, at han er Guds fjende.

Således siger Sankt Paulus nu, at hele skabningen længes og ængstes derfor sammen med os, som en, der gerne ville være fri for pinen; for den lider som en kvinde i barnsnød. For eksempel ville himlen, solen, månen og stjernerne gerne være fri for deres tjeneste, ja, de ville af stor lidelse gerne være mørke og formørkede, jorden ufrugtbar, havet og alle vande ville gerne udtørre og svinde bort, blot den onde verden ikke kunne nyde godt af dem. Ligeså burde et får med større ret bære torne end uld, en ko hellere give den onde verden gift end mælk; men at de må gøre det, siger Sankt Paulus, sker uden deres vilje; for det gør de for hans skyld, som har underlagt dem i håb. Derfor vil Gud også til sidst høre dette skabningens skrig; for han har allerede besluttet, at han vil give denne verden fyraften og ende efter disse 6000 år, som den nu næsten har stået.

Havde vore første forældre ikke syndet i Paradiset, ville verden aldrig være forgået; men efter at de faldt i synden, og vi alle efter dem, må også hele skabningen undgælde for os og er for vor synds skyld også underlagt forfængeligheden og ødelæggelsen og må i disse 6000 år (som intet er mod det evige liv) forblive underlagt den fordømte verden og tjene den med al sin nytte, indtil Gud styrter den i grus og for de udvalgtes skyld også renser og fornyer skabningen igen (som også Sankt Peter lærer i 2 Pet 3,13).

For solen er nu ingen steder så smuk, lys og klar, som den var i begyndelsen, da den blev skabt, men er for menneskenes synds skyld vel halvt formørket, rusten og tilsølet; men på hin dag vil Gud feje den ren igen og rense den ved ilden, 2 Pet 3,10, så den bliver lysere og klarere, end den var i begyndelsen. Men fordi den for vor synds skyld må lide og lyse for de værste slyngler lige så vel som, ja, mere end for de fromme, derfor længes den inderligt efter hin dag, da den igen skal pudses op og alene tjene de salige med sit lys.

Ligeså ville jorden ikke bære tidsler og torne, hvis den ikke var forbandet for vor synds skyld; derfor længes også den sammen med alle skabninger efter hin dag, så den sammen med dem kan forvandles og fornyes. Dette er grunden til, at den hellige Sankt Paulus bruger så underlige ord her og kalder det skabningens bien på enden, det vil sige, at skabningen altid tænker på sin ende, på at blive fri for den tjeneste, som den her må yde de ugudelige, hvilket ikke sker før åbenbaringen af Guds børn; derfor venter den så ængsteligt på den og ville gerne, at den ikke blev trukket længe ud, men begyndte i hvert øjeblik. For før denne åbenbaring holder verden de gudfrygtige ikke for Guds, men for Djævelens børn; derfor spotter, skænder, forfølger og myrder den Guds kære børn så sorgløst og mener, at den gør Gud en tjeneste dermed; derfor skriger hele skabningen: «Ak, ak, bliver der da ikke snart en ende på jammeren, og begynder Guds børns herlighed ikke?»

Men at dette er skabningens lidelse og sukken, giver Sankt Paulus klart at forstå med de ord, hvor han siger: «Den er underlagt forfængeligheden uden sin vilje.» Således gør han hele skabningen, sol og måne, ild, luft, vand, himmel og jord og alt det, der er deri, til lutter fattige, fangne tjenere. Hvem tjener de da? Ikke vor Herre Gud, heller ikke først og fremmest vor Herre Guds børn; for disse har den allermindste del af skabningerne. Hvem da? Forfængeligheden; det vil sige, de går ikke i den rette tjeneste, sådan som de gerne ville; for eksempel solen: den ville hellere lyse for Sankt Paulus, Sankt Peter og andre fromme alene; omvendt under den ikke gerne de onde skurke som Judas, Pilatus, Herodes, Annas, Kajfas osv. den mindste glans af sit skin; for det er jo en forgæves tjeneste, som er spildt på dem; men dér ville den have lyst til det og holde det for den rene gevinst, hvis den skulle lyse for Sankt Peter, Sankt Paulus osv. For på sådanne fromme folk ville dens tjeneste være givet godt ud; men den må lyse for de onde skurke lige så vel som for de fromme; ja, hvor den tjener én from, er der vel tusind, som misbruger dens tjeneste.

Sådan er det også med alle andre skabninger, for eksempel med guld, sølv, malm, med vin, øl, korn, kød, fisk, smør, uld osv.: hvem tjener de? Forhærdede slyngler, som til tak spotter og skænder Gud, fordømmer hans hellige evangelium og myrder hans kristne; derfor er deres tjeneste ganske spildt. Derfor siger Sankt Paulus, at skabningen er underlagt forfængeligheden og må gøre det, ikke fordi den samtykker deri: nej, den har slet intet behag deri. For solen skinner ikke, for at en landevejsrøver skal myrde ved dens smukke lys, men den ville langt hellere se, at han tjente Gud og gjorde godt mod folk; men fordi han ikke gør det, er den kære sols tjeneste spildt, og den gør det højst nødigt. Men hvad kan den gøre for det?

Det er, som når en ond tyran eller en skændig skøge bærer en guldkæde eller en guldring; hvad kan det kære guld gøre for det? Det er vor Herre Guds gode skabning og ville langt hellere tjene fromme folk; men den ædle skabning må finde sig i det og tjener den onde verden uden sin vilje. Dog sker det i håb om, at denne dens tjeneste engang skal få en ende. Og det gør den i lydighed mod Gud, som har lagt dette på den, for at han kan kendes som en barmhjertig Gud og Fader, som (som Kristus lærer) lader sin sol stå op over onde og gode osv. (Matt 5,45). Derfor tjener den kære sol forfængeligheden og mister forgæves sin tjeneste og velgerning. Men vor Herre Gud vil i sin tid nok finde dem, der misbruger den smukke sol og hans andre skabninger, og rigeligt gengælde skabningerne deres tjeneste.

Således trækker den kære Sankt Paulus det hellige kors gennem hele skabningen, så at himmel, jord og alt, hvad der er deri, lider med os og bærer det kære kors. Derfor skal vi ikke klage og græde så jammerligt, når det går os ilde, men med tålmodighed vente på vort legemes forløsning og på den herlighed, som skal åbenbares på os; især fordi vi ved, at hele skabningen med stor angst og længsel, som en kvinde i barnsnød, sukker efter åbenbaringen af Guds børn, hvor også dens forløsning skal begynde, så den ikke mere skal være underlagt forfængeligheden og tjene den, men alene villigt og med al glæde skal tjene Guds børn. Imens bærer den sit kors for Guds skyld, som har underlagt den i håb, så man kan være vis på, at det ikke skal blive sådan evigt, men engang må få en ende, hvor den skal forløses for evigt.

«Sådan skal I også gøre», siger Sankt Paulus, «kære kristne, og tænke: Ligesom skabningen skal glæde sig med jer på den yderste dag, sådan sørger den nu med jer. Derfor er det ikke jer alene, der må lide; hele skabningen lider med og venter også på jeres forløsning, som skal blive så herlig og stor, at jeres lidelse ikke er værd at regne imod den.»