5. søndag efter trinitatis (1 Pet 3,8–15)

Epistlen på 5. søndag efter trinitatis, 1 Pet 3,8–15

Her hører du igen en prædiken om mange og store gode gerninger, som de kristne skal gøre, de som nu er troende og har bekendt evangeliet, så man kan mærke deres tro som på frugterne. Men han deler disse frugter i to dele: for det første de gerninger, som kristne skal øve mod hinanden; for det andet dem, som de også skal vise mod fjender og forfølgere. For kort forinden er han begyndt at lære, hvordan mand og hustru i den almindelige stand og i husstyret skal leve kristeligt sammen i kærlighed og venskab, så den ene giver den anden sin ære, og de med forstand og tålmodighed bærer over med hinanden osv.

Den formaning fører han nu videre ud over hele flokken af kristne, så de alle sammen skal leve indbyrdes i kristen kærlighed som brødre og søstre i ét hus. Og han samler en stor flok af de ædleste og fineste dyder og gerninger og maler således en smuk og yndig kirke med dens skønne ydre smykke og pryd, så den skal lyse for folk, så Gud har behag i den og får ære af den, og både engle og mennesker kan se den med glæde og lyst. For hvad skulle et menneske på jorden hellere begære at se, og hvilket gladere og yndigere selskab skulle han hellere søge, end hvor han kunne være hos sådan en lille flok, hvor han så sådan en dyd: ét hjerte, ét sind og én vilje, broderkærlighed, sagtmodighed, venlighed og tålmodighed, også mod fjender? Der er jo heller ikke noget menneske så ondt, at han ikke måtte rose det og gerne ville være hos sådanne folk.

Den første dyd er den, apostlene tit taler om, som Sankt Paulus i Rom 12,16: «Hav ét og samme sind indbyrdes.» Ligeså Ef 4,3: «Stræb efter at bevare Åndens enhed med fredens bånd.» Denne dyd er i det hele taget den fornemste og mest nødvendige blandt de kristne; for skal de andre følge, kærlighed, sagtmodighed og venlighed, så må hjerterne først være ét og bundet sammen med hinanden. For udadtil i verden og i menneskelivet kan alt ikke være ens; der må blive mange slags forskel på personer, stænder og gerninger.

Og netop af denne ulighed kommer det også, at hjerterne i verden hverken er ét eller ens sindede, for kød og blod er af naturen så fordærvet. Så snart nogen mærker hos sig selv, at han for sin person er ædlere, lærdere, dygtigere og mere duelig end en anden, eller står i en højere og mere ærefuld stand og et højere embede, så begynder han at behage sig selv, synes, han er bedre end andre, ja, vil straks holdes højt og fejres af alle og hverken vige for eller tjene nogen ringere, og mener, at han har ret og føje til det, fordi han er mere og bedre.

Mod denne almindelige last i verden, som Djævelen driver i sin store flok, og som han dermed anretter al jammer og ulykke med, fordærver alle stænder og embeder og gør folk til rent skadelige og forkastelige mennesker, uduelige til gode gerninger, formaner apostlene de kristne så ivrigt til at være ens sindede, selv om de ikke har samme embede og gerning; for der må enhver blive, som han er ordnet og kaldet af Gud, og alle stænder og embeder kan ikke hedde én stand eller ét embede. Og især er der ulighed i kirken, hvor der ud over den ydre forskel på personer, stænder osv. også er mange slags guddommelige gaver, givet og tildelt den ene anderledes end den anden. Men alligevel skal det være sådan, at disse mange slags forskelle og embeder, både gejstlige og verdslige, dog lader sig samle i Åndens enhed (som Sankt Paulus kalder den) eller den åndelige enhed.

Ligesom lemmerne i ét legeme har mange forskellige embeder og gerninger, og intet af dem kan udføre det andets gerning, og dog alle i legemlig enhed har ét og samme liv, således må også de kristne, hvor mange slags forskelle der end er mellem dem i personer, sprog, embeder og gaver, dog leve, vokse og bevares i sindets enhed og lighed som i ét legeme.

Det er det allerførste og mest nødvendige bud efter troens lære, ja, også den første frugt og dyd, som troen skal virke blandt de kristne, der er kaldet i én tro og dåb, og som skal være begyndelsen på den kristne kærlighed blandt dem; for hvor troen er ret, dér må jo følge et sådant sind og en sådan tanke hos alle troende: «Se, vi er alle indbyrdes kaldet ved ét og samme ord, dåb og Helligånd til den samme frelse og er sammen arvinger til nåden og alle Guds goder; og selv om den ene har flere og større gaver end den anden, er han derfor intet bedre for Gud; men alene af nåde, uden al vor fortjeneste, behager vi Gud, for at ingen skal have noget at rose sig af for ham af sig selv.»

Hvordan kan jeg så synes, at jeg er bedre end en anden for min person eller mine gaver, min stand eller mit embede? Eller hvad har en anden at rose sig af over for Gud af sig selv? Ingen har jo nogen anden dåb, sakramente, Kristus, nåde og frelse end jeg. Ingen kan heller have nogen anden tro end enhver kristen, og han hører heller ingen anden prædiken eller tilgivelse (absolution), hvad enten han er herre eller tjener, adelig eller uadelig, fattig eller rig, ung eller gammel, vælsk eller tysk. Men vil du synes, at du er noget andet eller bedre, og derfor brøste dig og rose dig over andre, så er du sandelig ikke længere en kristen, for så har du jo ikke længere det samme sind og den samme tro, som de kristne skal og må have; eftersom Kristus med sin nåde jo altid er én og den samme og ikke kan deles eller skilles ad i sig selv.

De kære apostle har ikke drevet dette stykke forgæves, for de så godt, hvad der står på spil, og hvilken ulykke og skade der følger, hvor dette bud ikke holdes. For dér kan det ikke slå fejl: splittelser og sekter må bryde ind, så den rene lære og tro bliver fordærvet, og Djævelen sår sin sæd, som siden kun med besvær kan rykkes op. For hvor indbildskheden tager overhånd, så den ene vil være lærdere, klogere, bedre og helligere end den anden, så han derover begynder at foragte de andre og på den måde drage folk bort fra den enige forståelse og det enige sind, som gør os alle lige i Kristus, og over til sig selv, så man skal rose og prise hans lære, prædiken og færd frem for de andres – så er skaden allerede sket, troen væltet og kirken revet itu.

For hvor denne enhed bliver splittet, dér er det vist, at ikke begge parter kan være den rette kirke; den ene må være Djævelens hore, når den anden er from. Omvendt: så længe troens og sindets enhed bliver, så bliver der også en retskaffen og sand Guds kirke, selv om der ellers stadig er svaghed. Det ved Djævelen også godt; derfor er han så fjendtlig mod denne enhed og tragter mest af alt efter, hvordan han kan rive den itu. For «skulle den bestå», tænker han, «åh, hvor ville jeg dog blive mat, og hvor hedt ville det ikke blive for mig».

Derfor skal de kristne her imod være så meget mere ivrige efter at holde fast ved denne dyd, både i kirken og i det verdslige regimente, hvor der nok er og må være mange slags ulighed, som Gud dog vil have udjævnet ved kærligheden og sindets enhed, så enhver er tilfreds med det, som Gud har givet ham eller tildelt ham, og også lader sig behage det, som en anden har, fordi han ved, at han er lige så rig på alle evige goder, eftersom han har den samme Gud, Kristus, nåde og frelse; og selv om han står i en anden stand, så gælder han dog intet mindre for Gud, og den anden gælder derfor intet mere eller bedre.

En sådan lighed i hjerter og sind kan forene al ydre ulighed i verden, som man ellers ser hos dem, der har kærlighed og venskab til hinanden. Hvor stor en forskel er der ikke i ydre væsen og gerning mellem mænds og kvinders væsen og gerning; ligeså mellem herskab og undersåtter. Og dog, hvor den ene oprigtigt vil den anden det godt, er de meget godt tilfredse med hinanden og kan omgås venligt indbyrdes. Sådan kunne man godt have et fint, fredeligt og saligt liv på jorden, var det ikke, fordi Djævelen ikke kan tåle sligt i verden; han må skille hjerterne og kærligheden ad, så ingen har behag i den anden; alt, hvad der er noget – stort, højbåren, mægtigt eller rigt – mener, at det må foragte andre og holde dem for lutter gæs og ænder osv.

De andre stykker, som Sankt Peter kræver, er også lette at forstå: «medlidende, broderlige, barmhjertige og venlige», og de lærer fornemmelig, hvordan de kristne skal forholde sig over for hinanden; for Gud har kastet dem alle sammen ind under kærligheden og bundet dem sådan sammen, at de skal være helt ét hjerte og én sjæl, og at enhver skal tage sig af den anden som af sig selv. Især var det også nødvendigt at formane til dette dengang, da de kristne blev grusomt forfulgt: her blev en præst, dér en borger kastet i fængsel, jaget bort fra hustru, børn, hus og gård og til sidst henrettet. Sådan som det også sker nu og kan ske mere endnu, hvor fattige folk bliver plaget under tyranner eller bortført af tyrken, og de kristne således bliver spredt hid og did i landflygtighed. For hvor Gud har samlet en kirke ved sit ord og troen, og den åndelige enhed tager sin begyndelse, så de kristne sætter ind og holder sammen om den, dér kan Djævelen igen ikke have fred; og hvor han ikke kan få den ødelagt ved sekteri, angriber han den med forfølgelse og rasen, så man må vove og sætte livet, legemet og alt, hvad vi har, ind på den.

Her skal de kristne (siger Sankt Peter), da de alle har ét hjerte og ét sind, lade deres brødres nød og lidelse gå sig til hjerte, hvem og hvor de end er, når de blot har den samme tro som de selv, som om de selv måtte lide det, og tænke: «Se, disse lider for min tros og min skats skyld og må holde for over for Djævelen, som stod de forrest i fylkingen, mens jeg endnu har fred. Her sømmer det sig ikke for mig at gå omkring i glæde og hop og være tryg. For hvad der vederfares mine kære brødre, det gælder mig selv og sker netop for det, jeg har; derfor må jeg også tage mig af deres lidelse som af min egen lidelse.» Sådan som også epistlen Hebr 13,3 formaner: «Husk dem, der er bundet, som var I selv bundet med dem», det vil sige: som var I i de samme lænker og den samme nød som dem, der lider trængsel, eftersom I også er lemmer på det samme legeme.

For vi er alle således bundet til hinanden som det ene lem med det andet i ét legeme. Sådan som du ser og føler på dit legeme: «Lider ét lem», siger Sankt Paulus 1 Kor 12,26, «lider alle lemmerne sammen med det, æres ét lem, glæder alle lemmerne sig sammen med det.» Se, hvordan hele legemet bærer sig ad, når nogen træder det på en fod, eller en tå eller en finger bliver klemt: hvordan øjnene ser surt, næsen rynkes, munden skriger, og alle lemmer er rede til at komme til undsætning og hjælpe, og intet af dem kan svigte det andet, så det hedder, at det ikke er en fod eller en finger, men hele mennesket, der er blevet trådt på og klemt; og omvendt, hvor det går ét lem godt, det gør alle de andre godt, og hele legemet bliver glad over det. Sådan skal det også være i kristenheden, eftersom den også er samlet i ét legeme af mange lemmer og har ét sind og ét hjerte; for en sådan enhed fører af naturen med sig, at den ene tager sig af den andens sag som af sin egen, både i godt og ondt.

Den dyd har verden heller ikke og kan ikke have den, fordi den er sindets og troens lighed og enhed; men enhver ser kun på, hvad der gør ham selv godt, og bryder sig ikke om, hvordan det går andre, især de fromme. Ja, den kan fint hånle og kildre sig selv over det, når den ser de rigtige, fattige kristne i nød, og give dem eddike og galde at drikke i deres lidelse. Men du skal vide, når du roser dig af at være en kristen, at du også skal lade dine brødres lidelse gå dig til hjerte og vise dig som en, der har inderlig medlidenhed med dem, om ikke andet, så dog med trøstende ord eller bøn; for det gælder dig lige så vel som andre, og du må vente dig det samme fra Djævelen og den onde verden.

«Broderlige», det er den dyd, som i almindelighed skal gå i svang blandt de kristne indbyrdes, så de alle viser hinanden en sådan kærlighed og troskab som en kær broder den anden. For det er også plantet og præget ind i naturen, at brødre har mere tillid til hinanden end til andre, især i nød, eftersom de er ét blod og kød og har fælles arv; og selv om de ellers ikke er enige, så tager dog det ene blod og kød sig af det andet, når de bliver angrebet af fremmede, og det kommer til nød, og de sætter liv, gods og ære ind sammen.

Sådan skal kristne også have og vise en særlig broderlig kærlighed og troskab mod hinanden, fordi de har én Fader i himlen og én og samme arv og, fordi de er kristne, også én og samme tro, ét hjerte og ét sind, så ingen foragter den anden; men hvor der endnu er nogen blandt os, som både i tro og sæder er svage, skrøbelige og underlige, at vi så handler med dem med sagtmodighed og venlighed, med trøst, styrkelse, formaning og overbærenhed; sådan som brødre og søstre gør over for hinanden i et hus, hvor en eller flere er svage, skrøbelige eller trængende. Det kan jo heller ikke gå anderledes til: hvor man skal leve sammen, dér må man også bære mange slags svaghed, besvær og ulyst sammen; for vi kan ikke alle være lige stærke i tro, mod, gaver, gods osv., og der er ingen, som ikke også har megen svaghed og mange skrøbeligheder ved sig, som han dog vil have båret af andre.

«Barmhjertige, venlige»: det gælder nu i almindelighed og over hele linjen alle sammen, både venner og fjender, kristne og forfølgere. Det er menneskets art og natur fra arvesynden af, at det gerne hævner sig, især på dem, som gør det ondt uden grund; og hvor det ikke kan mere, så ønsker og forbander det dog sin fjende al ulykke og bliver glad, når det hører og ser, at det går ham ilde. Nu bliver de kristne mest af alt forfulgt, krænket, overvældet og plaget i verden uden skyld, også af dem (som det sker meget nu), der også kaldes og rosende omtales som kristne. Det gør ondt på dem, og skulle det gå efter deres køds og blods vilje, så ville de også gerne hævne sig, sådan som verden øver sin hævngerrighed mod hinanden og ikke er tilfreds, før den har fået kølet sit lille mod.

Men en kristen skal ikke og kan ikke (så længe han bliver en kristen) være et ubarmhjertigt eller hævngerrigt menneske, eftersom han er blevet Guds barn og har fået barmhjertighed af ham og også lever af den uden ophør, så han skulle søge lyst og glæde i sin næstes skade og ulykke eller have et bittert, hårdt og stridigt hjerte mod ham; men han er meget mere sindet sådan, at han forbarmer sig over sin næste, også den, der er hans fjende, og har ondt af ham for hans blindhed og elendighed, fordi han ser ham ligge under Guds vrede og føre sig selv i evig fortabelse og fordømmelse, så han allerede er alt for hårdt hævnet på ham; og netop derfor skal han også være venlig mod ham og vise ham alt godt (hvis han ellers vil tåle og tage imod det), for at han derved kan vinde ham og bringe ham til omvendelse.

Dog med den skelnen, som der ofte tales om, at den ordentlige og befalede straf dermed ikke er forbudt. For at du vil kræve og rose en sådan barmhjertighed og venlighed dér, hvor man skal straffe synd og ondt, det lærer Guds ord dig ikke; sådan som verden nu foregiver, når man straffer dens synd og laster, især de stores og mægtiges: man går dem for nær på deres ære og giver anledning til foragt for deres embede og øvrigheden og til oprør osv., og det kan de ikke finde sig i. Nej, ikke sådan; denne prædiken underviser hver enkelt person, hvordan han for sig selv skal handle mod enhver, ikke det embede, som Gud har pålagt og befalet hver enkelt. Og her må du skille de to, embede og person, godt fra hinanden. En amtmand eller landsfyrste (når han udøver sit embede) er en anden mand end Hans eller Frederik; en apostel eller prædikant en anden mand end Peter eller Paulus; for prædikant er han ikke for sin egen person, men på Guds vegne.

Når man nu forfølger, bespotter og forbander min person uden skyld, så skal og vil jeg sige Deo gratias [Gud ske tak] til det; for jeg har jo rig velsignelse hos Gud for det. Men hvor man går imod min dåb, mit sakramente og mit prædikeembede, som Gud har befalet mig, og det altså ikke sker imod mig, men imod ham selv, dér sømmer det sig ikke for mig at tie eller at være barmhjertig og venlig, men at holde fast ved det embede, der er befalet mig, med formaning, trussel og straf (som Sankt Paulus siger), med al alvor, både i tide og utide, over for dem, som ikke lærer og tror ret eller ikke forbedrer deres liv, uanset hvem de er, eller hvordan det behager dem.

«Ja», siger du, «men du rører dog offentligt ved min ære og giver mig et dårligt ry osv.» Svar: Hvorfor taler du ikke om det med ham, som har befalet mig embedet? Min ære er også kær for mig; men mit embedes ære skal være mig langt kærere. Men tier jeg og straffer ikke, hvor jeg er skyldig til det, så skænder jeg min egen ære, som jeg skal forsvare over for Gud, nemlig at jeg udfører mit embede ret, og så fortjente jeg sammen med dig at hænge i den lyse sol med min ære og din oven i købet.

Nej, så let går det ikke, at du af evangeliet vil lære, at en prædikant ikke må sige dig din synd og skam ved Guds ord. Hvad bryder Gud sig om din ære, som du søger for verden, når du dermed trodser hans ord? Over for verden kan du forsvare den med Gud og god samvittighed; men over for ham har du intet andet at rose dig af end din skam, og den skal du også bekende, hvis du vil have ære for ham, og lade hans ære være og gælde mere end alle skabninger. For det er også din højeste ære, at du giver hans ord æren og lader dig straffe.

«Ja, men du angriber nu alligevel mit embede, som jeg er sat til.» Svar: Nej, kære broder, det kaldes ikke at angribe embedet, når man siger til mig og dig, at vi ikke handler ret i vort embede eller ikke fører det, som vi skulle; men netop derfor straffer Guds ord os, fordi vi gør det guddommelige embede vanære og misbruger det imod hans bud; derfor har du ingen grund til at stille mig til regnskab for det. Er jeg ingen præst eller prædikant og har ingen befaling til at straffe dig, så skal og vil jeg gerne lade din og alle andres ære være uskældt; men skal jeg føre et guddommeligt embede og forsvare ikke min, men Guds ære, så skal og vil jeg ikke tie for din æres skyld. Gør du uret, og skam og vanære kommer over dig, så klag det for dig selv; «dit blod være på dit hoved», siger Skriften (1 Kong 2,37).

Det er jo at tale æren for nær, når dommeren dømmer tyven til galgen. Men hvem har taget din ære fra dig andre end du selv med dit tyveri, ved foragt for Gud og ulydighed, mord osv., så Gud også må give dig det, som tilkommer dig, for det? Regner du det for din skam at blive straffet, så regn det heller ikke for nogen ære, at du røver, stjæler, tager åger og gør uret offentligt; for ved at du vanærer Guds bud, skænder du dig selv.

Nu, det er sagt i forbifarten, sådan som man jo altid må berøre forskellen mellem embedets straf og egen vrede eller hævngerrighed for køds og blods skyld, som altid vil slå sig på den lumske side og ikke se på forskellen. Det er jo sandt: Gud vil, at alle mennesker skal være barmhjertige og venlige, tilgive og ikke gengælde ondt; men embedet, som er ordnet til at straffe de onde, tåler det ikke altid; for det er den mindste del, som vil gøre sådan. Derfor må Gud her lade sit regimente gå over dem, som ikke vil være barmhjertige, så de bliver straffet med ubarmhjertighed: det må man lade gå sin gang; dog for så vidt at også enhver i sit embede ser til, at han ikke går videre, end hans embede kræver, og at ingen driver sin egen hævngerrighed eller misundelse og had under embedets navn og skin.

Nu går Sankt Peter videre og udbreder denne lære om disse gode gerninger, sagtmodighed, barmhjertighed og venlighed, yderligere med skønne skriftsteder og andre formaninger for at ægge de kristne til dem, og siger:

«Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men velsign tværtimod. Og vid, at I blev kaldet til dette, for at I skulle arve velsignelse.»

Hvem det tilkommer at gengælde ondt, at skælde ud og at straffe, og hvor langt, det er netop blevet sagt; for denne prædiken taler slet ikke om embedet. For når dommeren siger: «Ham skal man dømme som en tyv», så hedder det også at gengælde, at bagtale og at tale offentligt og i allerhøjeste grad på æren; men det er Guds dom og gerning, som ikke hører hertil. Men en kristen, som tror ret og lever uden skyld og bekender sin lære og tro og efter sin befaling vil straffe det, som ikke stemmer med den – han vil vække Djævelens og verdens vrede og også blive forfulgt, trykket og plaget under embedets og rettens navn af dem, som har embedet til at beskytte de fromme og afværge uretfærdig magt; og hvis de ikke gør mere, så vil de dog anfægte ham, hindre ham og stå ham imod, hvor de kan. Er han nu kort for hovedet her og lader sig overrumple af vrede og utålmodighed, så kan han intet godt gøre; han gør kun sig selv et uroligt hjerte, som æder sig selv op og plager sig med tanker om, hvordan han kunne hævne sig og gengælde ham, som har krænket ham. Når Djævelen mærker det, så har han sin glæde, ægger og driver på blot for at anrette mere ulykke på begge sider, og gør således dig dobbelt skade, ikke alene ved din fjende, men ved din egen vrede, så du piner dig selv og ødelægger dine gode dage.

«Hvad skal vi da gøre», siger du, «når vi må lide sådant og ikke kan afværge det eller komme til vor ret?» Her er ikke andet råd (siger Sankt Peter) end at du slår dig til ro i dit hjerte og lader det være Gud befalet, hvor de, som burde gøre det, ikke hjælper dig, ikke afværger og straffer uretten, eller endda selv gør dig vold. Bliver det ikke straffet af mennesker, så lad det blive ustraffet, indtil Gud selv griber ind; blot at du bevarer en rolig samvittighed og et sødt hjerte og ikke lader dig bevæge til for Djævelens og onde menneskers skyld at lade dig tage din gode samvittighed, dit fredelige hjerte og den velsignelse, du har fra Gud. Men hvor embedet er dig befalet til at straffe det onde, eller du kan få beskyttelse og ret af dem, som det er befalet, så brug det uden al vrede, had og bitterhed, ja, med et sådant hjerte, at du også ønsker og giver velsignelse og godt for skældsord og ondt.

Det tilkommer jer kristne (siger han), for I er sådanne mennesker, som er kaldet til at arve velsignelsen. Åh, det er en stor og kostelig ting! Det er allerede besluttet hos Gud, og Gud har tilsagt jer lutter velsignelse; det vil sige: al hans nådes og godheds rigdom, den er jeres og skal rigeligt tilfalde jer og blive hos jer, både på sjæl og legeme, hvis I blot beholder den og ikke selv bringer jer om den. Hvor dyrt ville du ikke gerne købe det (hvis det var til at købe og ikke blev dig skænket for intet uden din fortjeneste), hvis det engang blev dig tilbudt, så du kunne være vis på, at du havde en så nådig Gud, som ville velsigne dig timeligt og evigt? Hvem ville ikke gerne også give liv og legeme for det og lide alt med glæde, hvis hans hjerte uden al tvivl kunne rose sig: «Jeg ved, at jeg er et barn af Gud, som har taget mig til nåde, og jeg lever i det visse håb, at jeg evigt skal være velsignet og salig.»

Tænk derfor dog på (siger han), eftersom I er kristne, hvor stor en forskel Gud har gjort mellem jer og de andre. Jer har han indsat til arvinger til evig nåde, velsignelse og liv; men de andre, hvad har de ellers på halsen end den forfærdelige dom, at de er forbandelsens og den evige fordømmelses børn? Gik dette os til hjertet, så ville det være let at lære, og folk ville lade sig overtale til at have et venligt og godt hjerte over for enhver og ikke af hævngerrighed gengælde ondt og skældsord, og de ville hellere lide skade i ro og fred (hvor de ikke kunne få hjælp ved ret og beskyttelse eller straf), end at de skulle miste deres evige trøst og glæde.

Det er nu en fortrinlig grund, som jo i høj grad skal bevæge og tilskynde de kristne til at være tålmodige og ikke hævngerrige eller bitre, eftersom de er så rigt benådet af Gud og har en sådan herlighed, som man intet kan tage fra dem eller gøre skade på (sådan som han siden slutter), hvis de blot selv vil blive ved den. Dette udfolder han nu videre med et meget smukt ord fra Sl 34,13–17 for desto stærkere at tilskynde dem; det lyder således:

For den, som har lyst til livet og til at se gode dage, han skal holde sin tunge tavs, så den ikke taler ondt, og sine læber, så de ikke bedrager. Han skal vende sig fra det onde og gøre det gode, han skal søge fred og jage efter den. For Herrens øjne ser til de retfærdige og hans ører til deres bøn; men Herrens ansigt ser på dem, som gør ondt.

Dette ord har Helligånden ved profeten David for så lang tid siden skrevet til lære og formaning for alle de hellige og Guds børn, og han stiller os det for øje, sådan som han dagligt har set det i sit liv og erfaret det på sig selv og desuden har hørt det af de kære fædres eksempel fra verdens begyndelse og lært det af dem. «Kom hid, kære børn» (siger han), «vil I lade jer lære og råde, så vil jeg give jer den rette, gode lære om, hvordan man skal frygte Gud og blive hans børn. Hvem er det, der gerne vil have fred og gode dage?» «Åh, hvem ville ikke gerne det!» (siger al verden); for jo enhver tragter og stræber efter det, og alt, hvad verden driver på, gør den, fordi den mener derved at opnå det.

Men der er to veje dertil. Den ene er den, som verden går: den vil søge fred på den måde, at den med magt bevarer sit eget og først vil have alle slået ihjel, som er imod den, og ikke tåle nogen, der taler ondt om den eller gør den fortræd eller ondt. Denne vej er nok befalet sværdet og øvrighedens magt; den skal med al flid bruge denne måde til at hindre og afværge det onde, så meget den overhovedet kan; men den vil dog ikke kunne straffe eller afværge det hele, der vil stadig blive meget tilbage, især det, som sker i det skjulte, og det må straffe sig selv, enten her ved omvendelse eller siden i helvede. Men de kristne vil for deres egen person intet udrette på jorden ad denne vej; for verden er for ond og hjælper dem ikke.

Derfor, vil du for din egen person, især som en kristen, have fred, så må du slå ind på en anden vej; og det er den, som salmen viser dig, når den siger: «Hold din tunge tavs, så den ikke taler ondt, og dine læber, så de ikke bedrager.» Det går ganske vist også videre, nemlig på læren: at man bliver ved Guds rette ord og ikke lader sig forføre af falsk lære; men Sankt Peter fører det ud i de kristnes ydre liv og færd i verden. Der går det sådan til, at de godt behøver denne formaning om at holde deres tunge tavs osv., eftersom de må lide så meget for den tros og bekendelses skyld, som de bærer kristennavnet efter, idet de bliver efterstræbt, hadet, forfulgt, trykket og plaget af al verden; som Kristus forud har sagt dem i Matt 10,22: «I skal blive hadet af alle mennesker på grund af mit navn» osv., så de nok kunne synes at have grund til at gengælde ondt, og de må nok blive bevæget (eftersom de også endnu har kød og blod) til at blive vrede og bande eller til at holde op med deres bekendelse og prædiken og slutte sig til den anden flok, den falske kirke og den afgudiske lære.

Her formaner salmen: Kære kristne, lad ikke alt sådant bevæge dig til, at du derfor også bliver ond, bander, spotter og skælder igen; men bliv ved din velsignelse, som er beredt for dig at arve; for du kan alligevel ikke gøre det bedre dermed eller hjælpe dig selv noget. Verden bliver dog, som den er, og vil ikke gøre andet end hade og forfølge de fromme og troende. Hvad hjælper det så, at du bliver fjendtligt vred over det og bander? Du plager kun dit eget hjerte med bitterhed og berøver dig derved den store, salige skat, som er givet dig.

Ganske det samme lærer også ordet i Salme 4 om dette; det trøster og styrker de hellige mod den forargelse og anfægtelse til vrede og utålmodighed, som de må have fra verden. «Vredes I» (siger han), «så synd ikke; tal med jeres hjerte på jeres leje, og vær stille»; det vil sige: selv om I bliver bevæget, sådan som dette køds og blods natur nu er, når I må se, hvordan verden har stor lykke i sit ugudelige væsen og sin ondskab og desuden trodser, håner og forfølger jer med hovmod og frækhed, så lad jer dog ikke så hurtigt bringe i harme; lad dog sorgen, mismodet, ærgrelsen og nagen blive udenfor og ligge på jeres ydre liv, legeme og gods, og lad den blot ikke slå rod i hjertet; men stil jeres hjerte og slå jer til tåls, og agt alt sådant ikke værd at lade jer berøve søvnen for; og vil I tjene Gud ret og bringe ham behagelige ofre, så håb på ham i troen på hans ord, at han er jeres kære Gud, som sørger for jer, hører jer og vil hjælpe underfuldt osv.

Men når han her videre siger: «Vogt dine læber, så de ikke bedrager», så går det (som jeg har sagt) først og fremmest på læren og bekendelsen af den. Men det følger også gerne med, når man begynder at blive vred og klage over lidelse og uret, og hjertet er indtaget af utålmodighed: det gør mennesket så underligt og ophidset, at det ikke kan tale om den sag (som anfægter det), sådan som den er i sig selv, men visselig lægger noget til. Sådan sker det også i vrede og når man slår igen: Er én blevet såret bare en smule, som med en nålespids, så farer han straks til og vil hugge en flænge i hovedet på den anden. Er den ene part blevet rørt en smule med et ord, så begynder den straks at håne og skænde sin modpart til det yderste. Kort sagt: et vredt hjerte kan ikke holde måde eller betale med lige mønt, men må af en splint eller et lille støvgran gøre en stor bjælke og af en lille gnist puste et ildbjerg op med skældsord og banden igen; og det vil oven i købet ikke have gjort uret, men ville gerne, om det kunne, bringe lutter mord over sin næste, og dog gør det dermed ham langt større uret, end det selv har lidt fra den anden.

Så ond og uret er naturen, når den bliver krænket, at den ikke er tilfreds med det lige, men går over grænsen og af vrede og hævngerrighed ikke skåner næstens ære, ja, heller ikke hans liv og legeme; som også Jak 1,20 siger: «Menneskets vrede gør ikke det, som er ret for Gud»; det vil sige: den lader ikke mennesket blive ved sin tro og sin gode samvittighed. Det gør embedets vrede ikke, som er Guds vrede; den søger ikke menneskets fordærv, men alene at straffe lasten, sådan som den er i sig selv. Men menneskets egen vrede og hævn er for ond og kan ikke mættes; den giver ti, tyve slag for ét, hundrede onde ord for ét skældsord.

Derfor siger Sankt Peter: Hold din tunge tavs og hold den i tømme, så den ikke farer ud og forsynder sig med onde ord og gør det dobbelt værre, end hvad der er sket dig. Og vogt dine læber eller din mund, så den ikke bedrager eller bliver til en løgner i din vrede og imod sandhed og ret bagtaler, spotter og skænder næsten, imod det ottende bud. Det klæder en kristen ilde for Gud og mennesker og bringer ham til den skændigste last, som Gud er allermest fjendtlig imod, og som er Djævelens egen; derfor hedder han også en løgner og bagtaler (diabolus eller Djævel) [diabolus, af græsk diabolos, betyder egentlig «bagtaler».].

Videre siger salmen: «Vig fra det onde og gør det gode»; det vil sige: vogt dig, at du ikke også bliver ond for en andens ondskabs skyld; for vrede og hævn tænker ikke på andet end at gøre skade og ondt. Flid dig derfor meget mere efter at gøre godt, hvor du kan, så dit hjerte beholder sin ros og frimodighed, og du bliver i din godhed og ikke falder ud af Guds nåde og lydigheden mod ham og ind i Djævelens tjeneste; for han går dig sådan på, for at han igen kan bringe dig i sine snarer og forbitre dit hjerte og din samvittighed, så du bliver langt værre end andre folk.

Ligeså: «Søg fred» (siger han) «og jag efter den.» Det er en fin formaning og et guddommeligt, trofast råd. Du skal ikke tro (vil han sige), at freden vil løbe efter dig, eller at verden (endnu mindre Djævelen) vil bringe dig den hjem; men det modsatte vil ske dig: ufred udefra vil man bære til dig i store humlesække fulde, og vrede og bitterhed vil antænde sig i dit eget hjerte og fylde dig med evig uro.

Derfor, vil du komme til fred, så må du ikke vente, til andre folk hjælper dig dertil, eller til du selv skaffer dig fred med magt og hævn; men du må begynde hos dig selv: at du vender dig fra det onde til det gode og lader det koste dig noget, så dit hjerte har fred og bevarer den mod alt, hvad der vil tage den fra dig, så dit hjerte altid står sådan: «Jeg vil ikke blive vred eller søge hævn, men overlade mine sager til Gud og til dem, som skal straffe det onde og uretten; men for min fjende vil jeg ønske, at Gud må omvende og oplyse ham. Og selv om jeg skal lide endnu mere vold og uret, vil jeg dog ikke lade freden rive eller tage ud af mit hjerte.»

Se, det ville være den rette måde at bevare freden og se gode dage på, også i en ond tid: med en tavs tunge og et stille hjerte ved trøsten fra Guds nåde og velsignelse, så man heller ikke udadtil giver nogen anledning til ufred, men søger fred overalt med gode ord, gerninger og bøn; og desuden jager efter den og ligesom forfølger den ved at lide godt og stærkt, så vi kan holde fast på den med magt. For en kristen vil ellers ikke kunne have gode dage og beholde velsignelsen; tænk derfor på, at du må stride for det, så du ikke kaster velsignelsen fra dig eller for en andens skyld lader din mund og tunge gøre uret og lyve. Men fordi sådant er så svært og tungt for kød og blod, styrker han denne formaning for desto mere at tilskynde os med forjættelsen, hvori der vises begge dele: hvordan Gud vil hjælpe og beskytte dem, der gør sådan, men straffe de andre, og han siger:

For Herrens øjne ser til de retfærdige og hans ører til deres bøn.

Skriv dette vers i dit hjerte med fast tro, og se, om det ikke vil skaffe dig fred og godt. Kan du tro, at Gud sidder deroppe og ikke sover eller ser et andet sted hen og har glemt dig, men med vågne, åbne øjne ser til de retfærdige, som lider vold og uret, hvad vil du så klage og blive mismodig over skade eller lidelse, som rammer dig, når han vender sine nådige øjne mod dig og visselig også tænker på at hjælpe dig som den rette dommer og Gud? Dette øje ville jeg købe for al verdens gods, ja, en sådan tro, om jeg kunne have den; for det fejler visselig ikke ved hans øjekast, men ved vor tro.

Desuden (siger han) står også hans ører åbne for de retfærdiges bøn. Ligesom han ser på dig med nådige, smilende øjne, sådan hører han også med lydhøre, åbne ører din klage, dine suk og din bøn; og han hører det kun gerne og med velbehag, så det, så snart du blot åbner munden, er bønhørt og et ja.

Omvendt (siger han): Herrens ansigt ser på dem, som gør ondt. Han har jo sit øje på de fromme, men alligevel ser han også med sit ansigt hen til den anden flok. Det er ikke et venligt blik eller et nådigt åsyn, men et surt, vredt blik, hvor panden rynkes, næsen trækkes op, og øjnene gnistrer røde og glødende, sådan som et vredt menneske gør. For det kalder Skriften Herrens ansigt, når han er vred; ligesom omvendt øjnene er det glade, venlige blik.

Nu, hvad gør et sådant Guds ansigt, og hvorfor eller hvortil ser han på dem, der gør ondt? Sandelig ikke for at bønhøre dem eller hjælpe dem og give velsignelse eller lykke til deres onde gerninger; men dertil (siger han videre), at han kan udrydde mindet om dem fra jorden. Det er et gruligt, forfærdeligt ord, som et hjerte nok kunne synke til jorden for som for et tordenslag, hvis ikke de ugudelige med så forhærdede hjerter kunne foragte Guds ord.

Men ikke desto mindre er dommen dermed sat, og den er sandelig ingen spøg for Gud; og der vises, hvor højt han tager sig af de fromme og vil hævne dem på de onde, mod hvem han har vendt sit ansigt sådan, at de ikke alene bliver straffet timeligt, men at også mindet om dem skal udryddes fra jorden. Derimod skal de fromme, fordi de har frygtet Gud og er blevet ved deres fromhed og har lidt derfor, til sidst også på jorden opleve velsignelse og godt i deres børnebørn. Og selv om den ugudelige flok en tid farer højt frem på jorden og synes, at den sidder så fast, at ingen kan støde den ned, så bliver de dog, når deres tid er ude, på én gang styrtet helt fra jorden i helvedes afgrund og må lade de fromme blive tilbage på jorden, så de besidder jorden; som også Kristus siger i Matt 5,5, og som Salme 37 udfolder videre.

Det viser Skriftens eksempler overalt og også al verdens erfaring fra begyndelsen: hvordan Gud har styrtet dem, som kun har tragtet efter at gøre skade og trygt og trodsigt har foragtet Guds trusler og hans vrede ansigt, indtil også de har måttet erfare det og er gået til grunde derover. Kong Saul mente også, at han ville udrydde den fromme David med rod og stamme og udslette hans navn som et oprørsk, forbandet menneskes. Men Gud gør også her det modsatte. For fordi David under sin lidelse og forfølgelse går enfoldigt frem i gudsfrygt og tillid og ikke begærer at gøre sin fjende nogen fortræd eller skade, så har han også Guds nådige øje, der ser på ham, så han dog må blive uskadt af sin fjende. Og derimod bliver Guds vrede ansigt over kong Saul, så han, før David ser sig om, ligger styrtet til jorden, og hele hans slægt må gå under med ham og lade den forfulgte David få hans krone og kongerige.

Dette er de kristnes trøst, hvormed de skal styrke deres tro i lidelsen: at de er i Guds nådige blik, idet han vender sine øjne og ører til dem, og at han omvendt ser på deres fjender og dem, der krænker dem, med vredt ansigt, så han griber ind i deres spil, så de må enten holde op eller gå til grunde derover. Det sker også visselig sådan, og ingen behøver at leve længe, før han erfarer på sig selv og på andre folk, at det er sandt, som ordsproget siger: «Retten finder nok sin vej»; bortset fra at det skorter os på tro, så vi ikke kan vente den lille time ud, men synes, at han tøver for længe, og at det går os for ilde. Men det er en meget kort tid og godt for dig at vente og bære, hvis du kan tro Gud, som nok giver din fjende en frist en tid til at omvende sig; men den lille time er allerede sat for ham og står for døren, og den vil han ikke undgå, hvis den overrasker ham uden omvendelse.

Og hvem er det, som kan gøre jer skade, når I følger efter det gode? Og om I også lider for retfærdighedens skyld, så er I dog salige.

I har (siger han) en overmåde stor fordel frem for alle jeres fjender, hvem de så end er, eftersom I er så rigt begavet af Gud med evig velsignelse og ved, at han vil beskytte, hjælpe og hævne jer, og I således bliver ved jeres tro og jeres fromhed, så de ikke kan gøre jer nogen skade dermed, selv om de mener at gøre jer noget til ærgrelse og sorg, så meget de overhovedet kan. For hvad kan alt sådant overhovedet skade jer, når I stræber efter det gode, som I har, og bliver ved det? De vil ikke med deres ondskab, magt og vold tage eller formindske jeres fromhed og Guds nåde, hjælp og velsignelse. Sådan lider I heller intet tab ved den legemlige og timelige skade, som de kan gøre jer; for jo mere de tragter efter at skade jer, desto mere haster de mod deres straf, så de bliver styrtet, og I bliver gengældt desto mere af Gud.

For netop dermed, at de spotter, skænder, forfølger og plager jer til det yderste, forøger de jeres velsignelse hos Gud og fremmer sagen, så han desto før må gribe ind, hjælpe jer og styrte dem. En sådan løn og et sådant gode må de selv skaffe jer med deres onde, giftige had, misundelse, vrede og raseri, og sig selv derimod intet andet end det modsatte: at de ikke kan have en god dag eller en fredelig time i deres hjerte, men er fordømt af deres egen onde samvittighed og dynger Guds vrede og straf op over sig.

Ja (siger han), I er netop derfor desto saligere, både timeligt og evigt, fordi I lider for retfærdighedens skyld, og I burde også selv holde jer for det og love og takke Gud derfor, eftersom han selv agter og priser det som den højeste salighed og den herligste ting; som også Kristus siger i Matt 5,11–12: «Salige er I, når menneskene håner og forfølger jer for min skyld» osv. «Vær glade og frimodige, jeres løn er stor i himlen.» Åh, hvor dyrt skulle jeres modstandere købe det, at de kunne trøste og rose sig af det mindste af dette: at de havde lidt noget ringe for retfærdighedens skyld! Hvor gerne skulle de ønske at bytte (hvis de kunne forstå det og var det værd), så de selv kunne have lidt alt det og endnu meget mere end det, som de nogen sinde har gjort eller tænkt at gøre jer, blot for at de kunne være så salige og høre og føle trøsten i en sådan dyrebar, guddommelig forjættelse.

Men frygt ikke for deres trods, og forfærdes ikke; men hellig Gud i jeres hjerter.

Dér går han atter til Skriften og anfører et ord af profeten Esajas i Es 8,12–13, hvor han formaner Guds folk til ikke at forfærdes over menneskers vrede og trusler, men derimod fast og frimodigt stole på Gud; ligesom han siger noget lignende i Es 51,7: «Frygt ikke, når folk taler ondt om jer eller håner jer, og forfærdes ikke, når de spotter jer.»

Som ville han sige: Hvorfor vil I lade jer anfægte af det, som mennesker kan gøre jer (hvor store, mægtige og forfærdelige fjender de så end måtte være), når I således er gjort salige og står så godt hos Gud og har det så godt, at endog alle skabninger må prise jer salige? Dertil kommer, at I ved, at I har en sådan Herre, som har vendt sine øjne til jer og åbnet sine ører for jer, så hvad I begærer og beder om, er bønhørt og bevilget, og som allerede med sit ansigt truer vredt mod jeres modstandere. Hvad er og formår alle mennesker, tyranner, paven, tyrken, tatarerne (ja, Djævelen selv) over for og imod denne Herre, når og hvor han vil vise sin magt, andet end et svagt lille strå mod et hårdt tordenskrald og lyn, så jorden bæver?

Derfor skal I (hvis I ellers er kristne og tror, at I har en Gud) slet ikke forfærdes for alt dette, men meget mere glade og med leende mod foragte al deres trods, trusler og rasen som noget, der slet ikke kan skade jer, men er deres eget fordærv, eftersom de løber med hovedet mod den majestæt, som alle skabninger må skælve for. Men dette skal I gøre: Ham skal I hellige, det vil sige holde hellig og prise; og det er ikke andet end at tro hans ord, at I i ham i sandhed har en sådan Gud, som ikke har glemt eller forladt jer, når I lider for retfærdighedens skyld, men ser nådigt til jer og selv tænker på at hjælpe jer og hævne jer på jeres fjender. For en sådan tro og bekendelse giver ham den ære, at han er den sande Gud, og den kan trøstigt og glad påkalde ham, vente hjælp af ham og stille hele sit hjerte godt tilfreds i ham; for den ved, at hans ord og forjættelse som den visse sandhed ikke kan bedrage eller slå fejl.

Derimod kan de andre, som ikke tror, heller ikke hellige Gud eller give ham den ære, som tilkommer ham som Gud, selv om de roser sig meget af Gud og foregiver stor gudstjeneste; for de holder ikke Guds ord for sandt, men bliver altid i tvivl og tænker (når de skal lide noget), at de er helt glemt og forladt af Gud. Derfor knurrer og vredes de med stor utålmodighed og ulydighed mod Gud, farer frem derover og vil selv beskytte og hævne sig ved egen magt. Dermed viser de selv for dagen, at de er sådanne folk, som i sandhed ingen Gud har eller kender, som blinde, elendige, fordømte hedninger; sådan som nu hele den store hob af tyrker, jøder, pavelige og vantro helgener er, så mange af dem der er i verden.