3. søndag efter trinitatis (1 Pet 5,5–11)

Epistlen på 3. søndag efter trinitatis, 1 Pet 5,5–11

Dette er det sidste stykke og afslutningen på Sankt Peters epistel; men det er også en formaning til de gode gerninger, som en kristen eller troende skal have og øve; for at man dog kan se og tage og føle på, at evangeliets lære ikke er en sådan lære, som man beskylder den for at være: en lære, der forbyder gode gerninger eller ikke for alvor kræver og driver dem. Tværtimod driver den med den største flid og i det rigeste mål læren om de gerninger, som er de rette gode gerninger. Og særlig fortælles der i denne epistel fire særlige stykker, som også giver fire gode prædikener.

Det første: om ydmygheden

Lige forud har apostlen formanet de ældste, det vil sige sognepræster og prædikanter, som skal styre kirkerne, at de med deres liv skal være et forbillede for hjorden og ikke ophøje sig i deres embede, som var de herrer over den, men med det skal tjene de andre. Sådan formaner han her også den anden flok, især de unge, at de skal være de ældre underdanige, og i det hele taget alle indbyrdes og over for hinanden vise ydmyghed og (som Sankt Paulus siger [Rom 12,10]) hver især vise den anden ære. For dette er kærlighedens fineste og yndigste dyd og den, der er mest nødvendig blandt mennesker for at bevare fred og tugt; og især pryder den de unge og klæder dem godt, gør dem kære og værdsatte for Gud og mennesker og bærer mange gode frugter.

Og hvis man kunne indprente folk dette, så denne dyd kom i brug, så ville det stå godt til overalt, og der ville være en fin, smuk verden at se, fuld af al tugt og gode gerninger; så jeg langt hellere ville se en sådan by, hvor de unge blev opdraget i denne dyd, end hundrede barfodsmunke- og kartusianerklostre, om de så levede aller strengest. Det er nu desværre overalt en af de største og mest almindelige klager: over de unges ulydighed, frækhed og stolthed, og i det hele taget i alle stænder; derfor var det vel nødvendigt med al flid at plante og drive denne formaning, især ind i de unge, om det dog kunne hjælpe noget.

Og for det første holder Sankt Peter Guds bud frem for os, så vi skal vide, at det ikke er en frivillig gerning, som det står til dit eget forgodtbefindende at gøre eller lade være, men at Gud for alvor vil have det af dig; og du skal gøre det med lyst og vilje, eller også skal du have hans vrede over dig og hverken lykke eller nåde, heller ikke hos folk; for hovmod og overmod kan jo ingen lide, og hele verden forbander det, selv fremmede, som det slet ikke vedkommer.

Ja, selv om nogen selv stikker i det og ikke ser sin egen skam, så kan han dog ikke tåle det hos en anden, men må selv hade og fordømme den slags. Og denne last skader heller ingen andre end dig selv: du gør dig dermed forhadt og foragtet hos Gud og mennesker og får det ry, at alle kalder dig et groft, stolt svin og en fy-for-skam, og Gud lader også en sådan dom og foragt gå over dig, så du kan se, at han ikke vil lade denne last gå ustraffet, men gøre den til skamme; som Sankt Peter her siger: «Gud står de hovmodige imod» osv.

Og eksemplerne, som dagligt stiller dette ords opfyldelse for øjnene, burde da bevæge folk. Hvis du endelig ikke vil bryde dig om din egen ære og yndest hos hele verden eller omvendt heller ikke om alle menneskers foragt og almindelige forbandelse; hvis heller ikke det driver dig, som dog allermest skulle bevæge dig, hvis du har en gnist af et kristent hjerte i dig: det høje, herlige eksempel, Guds Søns, vor Herres, høje person og evige majestæt, hvor du ser en ydmyghed, som er uudsigelig og over alle menneskers sans og forstand, så en kristens hjerte skulle smelte ved den, hvis det rigtig kunne se den – hvis alt dette ikke bevæger dig, så burde dog de mange forfærdelige eksempler på Guds grufulde vrede, hvormed han fra begyndelsen har styrtet hovmodet, ydmyge dig.

Hvad er mere forfærdeligt end den engleagtige naturs evige, uigenkaldelige fald og forstødelse, hvor Djævelen selv berøvede sig de ædle, salige ånders ære og herlighed og den evige skuen af Gud og styrtede sig selv i sin evige, ubærlige fordømmelse, dermed, at han ville sætte sig lig med Gud, og som ved det samme hovmod også har bragt mennesket i et jammerligt fald? Men hvad er du for et blindt, forbandet menneske, du som med din stinkende, skændige stolthed og overmod gør dig selv lig med den lede ånd, så du gør hele verden til din fjende og desuden sætter dig op imod den guddommelige majestæt selv, som selv englene må skælve for? Vil du ikke sky eller frygte, at du mister yndest hos alle mennesker og den almindelige forbøn, så frygt dog for, at Gud har rettet sit lyn og sin torden, hvormed han også knuser jern, klipper og bjerge, mod dit hoved og vil styrte dig i afgrunden for evigt, sådan som han styrtede den hovmodige ånd og hans engle.

Derfor formaner Sankt Peter nu både dem, der er i prædikeembedet, og andre kristne, som er noget og har noget, givet dem af Gud, at de bliver ved deres kald og embede og udfører det med ydmyghed, gerne adlyder og tjener andre. For her er denne last allerskadeligst for kristenheden; for hele dens regimente, liv og væsen er således ordnet af Gud, at ingen her skal ville fare højt over andre, herske og ophøje sig selv, sådan som paven, den rette Antikrist, har gjort i sit regimente; men i alle stænder, embeder og gerninger skal der være lutter ydmyghed og kristen kærligheds og tjenestes gerninger indbyrdes.

Hovmod i dette regimente er også egentlig og ligefrem imod den første tavle; det er et rigtigt djævelens hovmod imod Guds navn og ord hos folk, som vil være kloge i troens sager og mestre Guds ord; de puster sig op, hvis de i noget har en gave frem for andre, så de regner Gud og alle mennesker for intet. For denne last findes også almindeligvis hos de store, lærde, vise biskopper og prædikanter og hos dem, der lærer af dem og hænger ved dem, især når nybegyndere, uerfarne og ubrudte, bliver trukket frem og derfor puster sig op og bryster sig: «Jeg er også en lærd doktor, jeg har Ånden og andre gaver lige så vel som disse prædikanter og mere til; derfor bør man med rette høre og ære mig frem for andre»; og de synes selv, at de er så kloge, som var hele verden lutter gæs og narre over for dem. Og jo større gaverne er, des mere og des skadeligere er et sådant hovmod. Sådan er det også almindeligt i andre kunster: hvor en kan lidt eller hedder doktor, dér pukker han på det og foragter andre, som var det, han har, ikke givet ham af Gud, men medfødt af naturen, og som skulle han derfor bare fejres og tilbedes af alle; de tænker ikke på, at de dermed løber imod Gud og snarere styrter sig selv i helvedes afgrund, end de støder ham ned fra himlen.

Se på eksemplerne fra vor tid, hvordan Gud har styrtet sådanne folk. Thomas Müntzer med sine oprørske profeter og siden gendøbernes sekt var også stolte af hjertet og ville ikke høre noget af det, man sagde og formanede dem, indtil de alle pludselig gik til grunde, ikke alene med al skam, men også til deres egen og mange menneskers jammerlige, evige skade, som de havde forført. Der er endnu i dag mange sådanne hovmodige ånder, også nogle, som endnu ikke tør træde åbent frem; de har engang set på sig selv, at de er lærde eller ellers ansete blandt folk, og det bryster de sig af; og så bliver de uden Ånd og frugt med al deres kunst og lære, hvis de da ikke gør stor skade, ud over at de dermed fordømmer sig selv.

Sådan går det med alle slags gaver og embeder: hvor der ikke er gudsfrygt og ydmyghed, dér er de, der skal regere, fyrster, rådsherrer, jurister (hvis de ikke også er teologer, det vil sige kristne) og deslige, så trodsige og stolte, at de tror, de er de eneste mennesker på jorden, som man må holde for guder; og dog foragter de med deres stolthed Gud og mennesker og fører ved et sådant hovmod land og folk i ulykke. De har allerede fået deres dom: at de som Guds fjender må styrtes; for de har allerede selv skrællet sig ud af Guds rige og nåde, og dåben og Kristus med hans lidelse og blod er spildt på dem.

Det er hovmodet imod den første tavle, hvor man ikke bruger de åndelige goder og gaver til Guds ære eller til næstens gavn og således er helt fordærvet, både for Gud og mennesker, og derover farer til Djævelen, som sådanne folk er blevet lig. Dernæst er denne last lige så almindelig hernede i den anden tavle, i verdens almindelige stænder og liv indbyrdes, hvor enhver bryster sig og foragter andre. Fyrste og adelsmand mener, at hele verden er intet mod ham; dernæst borger og bonde, hvis mave blæres op af, at de har mange gylden; de bilder sig ind, at de må trodse enhver og ikke gøre nogen noget godt. De fortjener at blive spyttet på af enhver, og et sådant hovmod klæder dem sandelig ikke bedre end et stenbillede eller en træklods, der er behængt med guld og sølv. Endelig er her også kvindfolkene med deres tåbelige barnehovmod, fordi den ene er smukkere eller bedre pyntet end den anden; så er hun rigtig en velpyntet gås og bilder sig ind, at ingen er hendes lige; ja, der er næsten ikke den karl eller tjenestepige, som ikke også vil fare frem over andre og pukke.

Og kort sagt: Det er kommet dertil, at enhver vil fare øverst med trods og pukken, og ingen vil ydmyge sig for andre; man mener endda at have ret og føje til det, som var man ikke skyldig at vige for nogen. Og det verdslige regimente er blevet så svagt, at der ikke er håb om at kunne værge mod et sådant overmod i alle stænder, fra de øverste til de nederste; så Gud til sidst må slå ned i det med torden og lyn, og vi må erfare, at han står sådanne imod og ikke vil tåle noget hovmod. Derfor skal man dog formane de unge, som endnu kan opdrages, og vænne dem til (så vidt det er muligt) at vogte sig for denne last.

Sankt Peter bruger her et særligt ord, når han siger: «Hold fast ved ydmygheden» [græsk enkombōsasthe, egentlig «bind på jer», «knyt fast om jer»; Den Frie Bibel har «iklæde jer»]. Det betyder at holde således fast som noget, der er knyttet, forbundet og bundet allerfastest sammen, eller som en klædning, der er syet og gennemstukket allertættest, så den ikke kan revne. Dermed viser han, med hvor stor flid de kristne skal tragte efter at vise og øve denne dyd indbyrdes, som var de alene derfor forpligtet sammen. Således, siger han, må I være flettet og hæftet ind i hinanden, krumme kløerne og knytte hænderne sammen, så ydmygheden ikke kan løses op, skilles ad eller rives i stykker, selv om en eller anden, ægget af Djævelen eller ved en andens onde ord, får anledning til at blive vred og til at trodse og pukke igen: «Hvad, skulle jeg tåle det af ham? Jeg er dog sådan en mand» osv. Men tænk sådan, at I dog som kristne indbyrdes skal bære over med hinanden og vige for hinanden, som dem der alle sammen er ét legeme og alene derfor lever med hinanden på jorden, at I skal tjene hinanden i kærlighed.

Og her skal enhver erkende sin egen svaghed og tænke på, at Gud også har givet en anden noget og kan give ham mere, end han selv har, og derfor gerne tjene og vige for andre som en, der også selv har brug for dem; for enhver er jo skabt for den andens skyld, så vi alle skal tjene hinanden, og Gud giver enhver den samme nåde og frelse, så ingen har noget at ophøje sig over den anden for, eller, hvis han gør det, mister han dermed de nådegaver, han har fået, og falder langt under andre i fordømmelse. Derfor må der her holdes fast ved ydmygheden, så denne enhed ikke bliver revet over; for Djævelen tragter også efter at rive den i stykker, han søger og kaster alle mulige anledninger ind blandt folk, så den ene foragter og opgiver den anden og således vil overtrodse og overgå den i hovmod, sådan som kød og blod i forvejen er tilbøjeligt til. Og således er ydmygheden let og hurtigt taget fra en, hvis man ikke for alvor værger sig og står Djævelen og sit eget kød imod.

Det er også en af de smukke klædninger og smykker, som pryder de kristne for Gud og verden (sådan som også Sankt Paulus i Kol 3,12 blandt andet siger, at vi skal iføre os ydmyghed), mere end alle kroner og al pragt på jorden; og det er det rette åndelige liv, som Gud har behag i, så ingen behøver at søge noget andet, løbe i klostre eller ørkener eller tage grå kjortel eller munkekutte på. For her formaner Sankt Peter alle stænder til denne dyd, og denne prædiken om gode gerninger går gennem alle embeder, i hvert hus, by, landsby, kirke og skole: at børn, tjenestefolk, de unge og undersåtterne holder sig ydmygt og lydigt over for forældrene, øvrigheden og de gamle; og omvendt at de, der er i de øvre og højere stænder, tjener de lavere og også de ringeste. Hvis man gjorde det, så var vi fulde af gode gerninger; for det er umuligt, at ydmyghed kan gøre noget ondt; den er tværtimod til tjeneste, nytte og glæde for enhver.

Derpå kunne man kende og mærke rigtige hellige kristne, bedre end på al munkenes og eneboernes hellighed og gerninger; for det er endnu ikke nogen stor møje at bære en grå kutte, heller ikke så stor at ligge på jorden om natten og stå op ved midnat; det gør skurke, tyve og mordere også og må tit gøre det. Men at bære denne engleklædning og holde fast ved den, det vil ikke gå sådan ind hos verden, som man dog har fyldt hele verden med munkevæsen. Det kommer af, at kød og blod ikke vil med, og at enhver søger sit bekvemme liv, hvor han kan leve for sig selv og ikke behøver at tjene nogen eller tåle noget af andre; sådan som munkene har søgt og valgt.

Til denne formaning føjer Sankt Peter nu grunden: «For Gud står de hovmodige imod, men viser de ydmyge nåde»; hermed viser han (som jeg har sagt ovenfor) Guds alvorlige bud og lader et hårdt trusselsord følge med. For han siger ikke bare: Gud straffer de hovmodige eller er dem fjendtlig; men: han står dem imod og sætter sig imod dem. Men hvad er alle menneskers hovmod over for Gud andet end en fattig, tom vandboble, eller hvad der kan være endnu tommere, som puster sig op og får mave, som ville den storme himlen, og således løber imod det lyn og den torden, der kan knuse himmel og jord? Hvad formår al skabningers magt dog, når den sætter sig op imod Gud? Og hvordan tør et elendigt menneske, hvis hjerte en lille pest og en pestbyld kan knuse, ægge den majestæt imod sig, som hvert øjeblik kan kaste ham ned i afgrunden? «Hvad trodser dog støv og aske?» siger Sirak (Sir 10,9).

Er det ikke nok og alt for meget, at vi i forvejen har synd og ulydighed på os, hvormed vi vækker Guds vrede og fortjener svær straf, og så vil vi oven i købet ægge ham med vores hovmod og trods, så han må sætte sig imod os med sin majestæt? For med andre synder kan han endnu have tålmodighed, idet han formaner og driver os til omvendelse; men når vi af forhærdet ubodfærdighed vil fare frem ham til trods og imod ham, så må også han rejse hovedet imod os. Men hvem vil kunne bære det eller bestå for det, når han sætter sit ansigt og sin magt imod et fattigt menneske, som i forvejen hvert øjeblik er underlagt døden og Djævelens magt?

Fra begyndelsen har erfaringen i utallige historier godt bevist dette ord («Gud står de hovmodige imod»): hvordan han altid har styrtet og udslettet den hovmodige verden og stødt de stolte, trodsige konger og herrer til jorden. Hvordan blev den store konge i Babylon, Nebukadnesar, ikke ydmyget, da han måtte lade sig støde ned fra sin kongestol blandt dyrene på marken og æde græs med dem? Dan 4,30. Ligeså: hvor pludseligt blev den store kong Alexander ikke stødt ned, da han efter den sejr og lykke, som Gud havde givet ham, begyndte at blive stolt og ville holdes for en gud? Ligeså kong Herodes Agrippa, ApG 12,23. Den stolte, kloge kejser Julian, en giftig spotter og forfølger af Kristus, som han havde fornægtet – hvor hurtigt blev han ikke druknet i sit eget blod? Og siden: hvor er alle de stolte, trodsige tyranner blevet af, som ville undertrykke og kvæle kristenheden?

Paven har jo også ved djævelsk hovmod ophøjet sig selv og sat sig i Guds tempel, lig med Gud [jf. 2 Thess 2,4], og desuden med verdslig pragt og stolthed faret frem over alle, så han endda har lært af hedenske kejsere (som Diokletian og andre tyranner) at lade sig kysse på fødderne, ja, også har tvunget kejsere og konger dertil. Hvilken åbenlys, umenneskelig trods og overmod øvede ikke pave Alexander 3., som ved lutter falsk skræk for sit tomme band tvang den retskafne, mægtige tyske kejser Frederik Barbarossa til at lægge sig under hans fødder, så han trådte på ham og sagde: Super aspidem et basiliscum ambulabis [«Over slange og basilisk skal du gå», Sl 91,13]; og da kejseren imod et sådant skændigt overmod sagde til ham: Non tibi, sed Petro [«Ikke for dig, men for Peter»], trådte han på ham endnu en gang med endnu større trods: Et mihi, et Petro [«Både for mig og for Peter»]. Det kalder jeg da et overdrevent hovmod.

Tyrken er nu også stolt som aldrig før og står, håber jeg, på det øverste trin, så han ikke kan eller vil nå højere, bortset fra at han endnu kan plage og ydmyge os; men det skal også få en ende, når Gud ved sin guddommelige magt styrter både paven og tyrken, og det (som Daniel siger) uden menneskehånd [Dan 8,25; jf. Dan 2,34]. For denne tekst vil ikke slå fejl («Gud står de hovmodige imod» osv.); den må vise sig i gerning, så man ser, hvad det er, at Gud står imod; ellers ville ingen tro det. Og selv om tyrken og hele verden var mange tusind gange så stolt og mægtig, skal det dog ikke hjælpe dem, når han deroppe åbner øjnene og bliver vred og begynder at løfte hånden, han, som bryder sig lige så lidt om alle tyrkiske kejseres og pavens magt som om en død flue.

«Det er frygteligt,» siger Hebræerbrevet (Hebr 10,31), «at falde i den levende Guds hænder.» Men det er ikke andet end sådan at løbe imod ham med foragt og trods, så han til gengæld også må sætte sig imod mennesket og løfte sin hånd. Derfor skal enhver blot vogte sig for det, så han ikke trodser og pukker over for majestæten: ikke alene for at han ikke skal vække Guds vrede, men også for at han kan have nåde og velsignelse i det, han skal gøre. For når du begynder noget i tillid til din egen magt, visdom og trods, så skal du bare ikke tro, at han vil give dig lykke og velsignelse til at føre det igennem. Men omvendt: når du ydmyger dig og med gudsfrygt og tillid til hans nåde begynder noget efter hans vilje, så er det dig hermed lovet (når han siger: «De ydmyge viser han nåde»), at du ikke alene skal have yndest hos folk, men også lykke dertil, så du bliver et nyttigt menneske, både for Gud og verden, og kan føre din gerning igennem og holde den oppe trods Djævelens og hans skæls modstand [Leviatans skæl, Job 41, dvs. Djævelens tilhængere]. For hvor Guds nåde er, dér må også hans velsignelse, værn og beskyttelse følge, og det således, at et sådant menneske ikke skal væltes eller ligge under; men selv om han trykkes ned en tid, skal han dog til sidst komme op igen og blive ophøjet, som Sankt Peter til slut siger:

«Ydmyg jer derfor nu under Guds mægtige hånd, for at han kan ophøje jer i sin tid.»

Med disse ord viser han, hvad den rette ydmyghed er og hedder, og hvor den kommer fra: nemlig når hjertet, forskrækket for Guds vrede ved erkendelsen af sin synd, i angst søger nåde, så ydmygheden ikke alene er noget udvortes over for folk, men kommer af hjertet for Guds skyld, af gudsfrygt og erkendelse af egen uværdighed og svaghed. For et sådant menneske, som frygter Gud og (som Es 66,2 siger) skælver for hans ord, vil sandelig ikke trodse, skrabe med foden eller pukke imod nogen, ja, han vil endda have et godt, sagtmodigt hjerte over for sine fjender; derfor finder han også nåde, både hos Gud og mennesker.

Grunden til dette skal være (siger han) Guds mægtige hånd. Som ville han sige: I skal ikke gøre eller lade det for menneskers skyld, men under Guds hånd skal I ydmyge jer. Den er stærk, vældig og mægtig til begge sider: til at støde og styrte de stolte og sikre, hvor hårde jernhoveder og jernhjerter de end har, så de må ligge ned i støv og aske, ja, modløse og fortvivlede i helvedes angst og pine, når han blot rører lidt ved dem med sin vredes rædsel. Det har også de hellige erfaret, og de klager og skriger hårdt over, hvor tungt Guds hånd er at bære. Som Sl 38,3–4: «Dine pile sidder i mig, og din hånd trykker mig; der er intet sundt i mit legeme for din trussels skyld.» Og Sl 102,10–11: «Jeg spiser aske som brød og blander min drik med gråd for din trussel og din vrede, fordi du har løftet mig op og kastet mig til jorden.» Ligeså Sl 39,11: «Jeg er forsmægtet under din hånds hårde straf.» Og igen (Sl 39,12): «Når du tugter en mand for synd, fortæres hans skønhed som af møl.»

For det andet er den også en så mægtig hånd til at rejse de ydmygede og forskrækkede op igen, trøste og styrke dem og, som Sankt Peter her siger, ophøje dem igen, så de, der ligger kastet ned i forskrækkelse, ikke derfor skal fortvivle eller flygte fra Gud, men rejse sig igen og lade sig trøste på Guds vegne. For det vil han også have tilkendegivet og prædiket: at han ikke griber os med sin hånd, for at vi skal gå til grunde under den, fordømmes eller fortabes; men han må gøre det, for at han således kan bringe os til omvendelse (ellers ville vi aldrig nogensinde spørge efter hans ord og vilje), og for at han, når vi søger nåde, kan hjælpe os op igen og give os syndernes forladelse, Helligånden og det evige liv. Derom taler også salmerne og profeterne både her og der, Sl 118,18: «HERREN tugter mig vel, men giver mig ikke hen til døden.» Ligeså Sl 146,8: «HERREN rejser alle, der er nedbøjede.»

«Han vil ophøje jer,» siger han, «i sin tid.» For selv om det trækker ud, og det synes de ydmygede og lidende, at de bliver trykket alt for længe under Guds hånd, så de næsten forsmægter derover, så skal de dog imod denne deres følelse se på løftet: at han ikke vil lade dem fristes hårdere eller længere (som Sankt Paulus siger [1 Kor 10,13]), end de kan bære, men høre deres råb og skrig og hjælpe i rette tid. Det skal de trøste sig ved med vished. Men omvendt skal de andre, de stolte, også frygte – selv om han en tid lader dem gå ustraffet og fortsætte i deres trods – at han også er visitator over dem, og at han, når han ser sin tid, vil komme alt for stærkt over dem, så det bliver dem for tungt. For han har allerede rakt den mægtige hånd ud, både til at styrte de ugudelige og til at ophøje de ydmyge.

II

«Kast al jeres bekymring over på ham, for han har omsorg for jer.»

Den, der skal leve i sin stand med gudsfrygt og ydmyghed og tåle verdens trods, overmod og frækhed, hvor skal han blive af blandt folk? Eller hvor skal han finde beskyttelse og forsvar, så han kan blive ved sin fromhed? For man ser og erfarer dagligt, hvordan de fromme plages og forfølges og må være verdens dørmåtte. Derfor siger han: I kristne må lide anfægtelse og modstand, mangel og nød i verden, både legemligt og åndeligt, så jeres hjerte tynges af angst og bekymring, og I tænker: «Åh, hvor skal jeg blive af? Hvordan skal jeg ernære mig? Ligeså: hvor bliver jeg af, når jeg skal dø?» osv. – sådan som verden kun bekymrer sig om, hvordan den kan blive rig og fylde sin bug, og de ængstede, vantro samvittigheder vil søge at få en nådig Gud og at dø vel ved sig selv og deres gode gerninger.

«Her,» siger han, «hør på mig, jeg vil give jer det rette råd og den rette lære om, hvor I skal gøre af jeres bekymring.» Det er et lille ord fra Sl 55,23 og lyder sådan: «Kast det, der tynger dig, på HERREN, han vil forsørge dig og ikke for evigt lade den retfærdige være i uro» osv. Sådan skal I også gøre: lad ikke det, der tynger jer, blive liggende på jer selv, for I kunne ikke bære det og måtte til sidst gå under ved det; men giv det fra jer og kast det hjem til Gud, frimodigt og med al glæde, og sig: «Himmelske Fader, du er jo min Herre og Gud, som skabte mig, da jeg var intet, og som desuden har forløst mig ved din Søn. Nu har du befalet og pålagt mig dette eller hint embede og gerning, og dér går det ikke, som jeg vil, og der er så meget, som vil trykke og ængste mig, så jeg hos mig selv hverken finder råd eller hjælp; derfor lad også dette være dig befalet, giv du råd og hjælp, og vær selv alt i disse sager» osv.

Det behager Gud vel, og han siger til os, at vi bare skal gøre, hvad der er os befalet, og overlade ham bekymringen for, hvordan det skal gå, og hvad vi vil udrette. Sådan som også mange andre lignende ord siger, som Sl 37,5: «Befal HERREN dine veje og håb på ham, han vil gøre det vel» osv. For ingen hedning, filosof eller jurist (hvis han ikke også har Guds ord) kan kaste sin bekymring og det, der tynger ham, fra sig over på Gud; men hele verden, især de store og vise, som skal regere, mener, at de selv må udrette alt med deres bekymring og forudseende; og når det ikke lykkes, sådan som det da almindeligvis også er slået fejl for de allerhøjeste og viseste folk, så vil de blive tossede og afsindige og begynder at knurre og disputere imod Gud og hans regimente, som regerede han ikke rigtigt osv. Men det sker dem også med rette, at han lader deres anslag og tanker slå fejl og lader det modsatte ske; for de vil ikke tænke på, at også de har brug for ham, men mener, at de selv har visdom, magt og styrke nok, så Gud må lade det gå sådan, som de har tænkt det; og således tilbringer de deres liv med mange unyttige, forgæves anslag og bekymringer og må dog i erfaringen mange gange og tit lære og bekende noget andet.

Derfor kaldes dette de kristnes kunst og dyd frem for alle mennesker på jorden: at de ved, hvor de skal lade og lægge deres bekymring, mens de andre martrer og plager sig selv med den og dog til sidst må fortvivle derover. Det må jo følge af vantroen, som ikke har nogen Gud og vil forsørge sig selv. Men troen griber dette ord, som Sankt Peter fører frem fra Skriften: «For han har omsorg for jer», og forlader sig glad derpå, gør og lider, hvad den skal, for den ved, at den er kaldet dertil; men bekymringen overlader den til Gud og går således frejdigt igennem imod alt, hvad der anfægter den, kan påkalde Gud som en Fader og siger: «Jeg vil gøre, hvad Gud har befalet mig; men hvordan det skal gå, det vil jeg lade ham sørge for.»

Sådan må han jo gøre, hvis han vil fare godt og saligt i de allerhøjeste ting, nemlig i fare og i dødens stund, hvor han med ingen bekymring kan forudse eller udtænke, hvor han bliver af, eller hvordan han farer. Han må helt og holdent, med lukkede øjne, sanser og tanker, give og kaste sig med tro og tillid i Guds hånd og omsorg og beskyttelse og sige: «Gud har ladet mig leve uden min egen bekymring indtil denne stund, og dertil har han givet mig sin kære Søn som en skat og et sikkert pant på det evige liv. Far derfor kun af sted med glæde, min kære sjæl; du har en trofast Fader og Frelser, som har taget dig i sine hænder og nok skal bevare dig» osv.

Sådan må også hele den kristne kirke under ét gøre i sit høje åndelige embede og regimente (som Sankt Peter især taler om her). For det er ikke noget, som noget menneske eller nogen skabning kan udføre og opretholde ved egne tanker, egen visdom og egne kræfter, og her er hverken magt, vælde eller beskyttelse at søge hos verden, som man kunne trøste sig ved og forlade sig på. Nej, det står helt og holdent alene i Guds hænder, og han må opretholde det ved sin guddommelige kraft, sådan som han også fra begyndelsen altid underfuldt har opretholdt den i verden i stor svaghed, splittet af sekter og kættere og forfulgt af tyranner. Det er alene hans eget regimente, og dog betror han embedet og tjenesten til mennesker, som han vil kalde og bruge dertil, for gennem deres mund og hånd at uddele sit ord og sit sakramente.

Derfor skal også enhver kristen, især hvis han står i et sådant embede og fællesskab, alene tænke på at tjene Gud trofast i det, som Gud har kaldet og sat ham til, og gøre, hvad der er befalet ham. Bekymringen for, hvor og hvordan kirken skal blive bestående og bevares mod Djævelen og verden, skal han helt overlade til Herren, som har taget den helt på sig selv og dermed fritaget os for al bekymring, så vi kan være visse på, hvor den skal stå og blive. For hvis den skulle stå på menneskers råd, magt og vilje, så havde Djævelen med sin magt snart vendt op og ned på den og styrtet den til grunde.

Ligesådan skulle enhver i alle embeder og stænder følge dette råd fra Sankt Peter. En fyrste skulle tænke på, hvordan han kan beskytte sit land og sit folk, fremme Guds ord, opretholde tugt og fred, skaffe enhver sin ret, straffe de ulydige osv.; rådsherrer, embedsmænd og befalingsmænd skulle trofast råde og hjælpe til med det; sognepræster og prædikanter skulle sige Guds ord og sandhed rigtigt og uden frygt; enhver borger, undersåt osv. skulle passe sit arbejde og sin gerning, og hvad der ellers måtte komme oven i, ganske enkelt overlade til Gud. Men det gør verden ikke. I stedet tænker enhver: «Hvorfor skulle jeg lægge så megen fare, modstand og fjendskab på mig?» Og: «Hvad skal jeg have møje og arbejde for til ingen nytte? Jeg kommer jo alligevel ikke igennem med det» osv. Og af en sådan frygt og bekymring lader han enten det embede og den gerning, han har fået befalet, ligge, eller også er han i hvert fald forsømmelig.

Men sådanne folk skal også vide, at de ikke er kristne og hverken kan tjene Gud eller være ham til nytte i hans rige og i de embeder, han har betroet, og de burde, hvis de ikke ville gøre anderledes, også give slip på det embede, som Gud har givet dem. For det er ikke nok, at du sidder i embedet og lader dig fejre og ære. Embederne og stænderne hører vi alle gerne rose og ære; men det skal du også vide, at du ikke er i embedet for at gå omkring i fine klæder, sidde øverst og hedde nådige herre og junker, men for at du trofast skal udføre og øve det embede, som Gud har betroet dig og derfor æret dig med, uden at se på ære, fordel, skam eller skade.

Men overalt er det sådan, at man ikke vil gå til sagen og tro og stole på Gud, at han sørger for os. Og dog har han ud over det taget det største på sig og må gøre det, som intet menneske på jorden formår; ja, han har sørget for os, før vi blev født, og kunne såmænd godt selv udrette alle ting ved sig selv og undvære alle menneskers hjælp. Men han vil gøre det gennem midler og bruge os til sådanne guddommelige gerninger: til at regere, straffe, lære, trøste osv.

Her er verden særlig at dadle: når den skal gøre noget i store sager efter Guds befaling, vil den altid først med sin visdom udtænke enhver kommende fare og hændelse for at forebygge og komme den i forkøbet. Den søger menneskelig hjælp og venskab og bistand, hvor den kan, slutter forbund og andre rænker, som den forlader sig på, og mener at være stærk nok over for modparten; og sådan vil den være sikker på sagen ved sig selv. Det er ikke at stole på Gud eller at ville betro ham sagen og bekymringen for os, men at ville opretholde sagen selv ved egen bekymring og forsigtighed. Og verden ser og tror ikke, at den intet udretter med al sin bekymring og al sin gøren, og at ingen menneskelig klogskab har det kommende i sin hånd eller kan forudse det. Og dog skulle al historiens erfaring godt lære os, hvis vi ville se tilbage, hvor ilde menneskelig visdom bliver bedraget, når den forlader sig på sig selv, og at det slet ikke går, som man har tænkt, men alt vendes anderledes, og det modsatte sker af det, som et menneske nogensinde kunne have tænkt.

Det vidner så mange eksempler i Skriften om, om Judas og Israels konger, som profeterne ofte og hårdt straffede, fordi de søgte tilflugt og hjælp hos fremmede folk og konger. Profeterne sagde til dem, at de ikke skulle stole på menneskers hjælp, men gøre efter Guds ord og befaling; så ville han nok beskytte og bevare dem. Men de ville ikke høre, de fortsatte bare, sluttede venskab og forbund med kongerne i Egypten, Syrien, Babel og Assyrien, og dermed inviterede de dem som gæster, så de siden kom, faldt ind i landet, førte dem bort som fanger og ødelagde alt. Det var lønnen for, at de ikke ville adlyde Guds ord eller tro, at han sørgede for dem og ville beskytte og forsvare dem, hvis de stolede på ham og var ham lydige.

Selv de allerklogeste og mest fremragende folk, også blandt hedningerne, har af egen erfaring klaget over, hvor skændigt de er blevet bedraget i deres planer, selv når de havde tænkt dem allerbedst igennem. Alligevel er der ikke noget at sige til verden, for at den kunne blive klogere af andres, ja, også af sin egen skade. Derfor bliver dette ikke prædiket for nogen andre end de få, som er kristne, som har Guds ord for øje og nu er blevet ydmyget og har lært, at de ikke skal forlade sig på deres egen visdom, egne tanker eller menneskers hjælp og trøst. De er nu blevet sådanne folk, der tror, at Gud sørger for dem, og som gør, hvad de ved er ret, og hvad de er skyldige at gøre, og ikke lader sig hindre af det, som verden frygter og bekymrer sig for – fare, skade og modstand – men overlader alt det til Gud og frejdigt går igennem i tillid til hans ord.

Hvad ville jeg have gjort (for at give et eksempel fra mig selv), da jeg først begyndte at straffe afladsløgnene og siden pavedømmets vildfarelse, hvis jeg skulle have lyttet til og agtet på, hvad hele verden på det forfærdeligste skrev og sagde til mig om, hvilken fare jeg lagde på mig, og hvordan det ville gå mig for det? Hvor ofte har jeg ikke måttet høre, at hvis jeg skrev mod denne og hin fremragende mand, ville jeg stifte en ufred, der ville blive for tung for mig og for hele det tyske land! Men fordi jeg ikke selv havde begyndt det, men var tvunget og ført ind i det for mit embedes skyld (ellers havde jeg også langt hellere tiet stille) og måtte fortsætte, så overlod jeg også sagen til Gud og lod ham sørge for, både hvor det skulle ende, og hvad der ville ske mig for det. Og dermed har jeg bragt det videre, end jeg nogensinde før havde turdet tænke eller håbe, uanset hvad der har sat sig imod og rast.

Åh, hvor meget godt ville Gud ikke udrette gennem os, hvis man kunne overtale folk, især de store, kloge herrer og regenter, til at tro, at det er sandt, som Sankt Peter siger her, at Gud sørger for os, så de ikke på den måde ved egen visdom og egne tanker søgte at ruste, styrke og befæste sig selv med menneskelig magt, hjælp, venskab og forbund for at føre deres sag igennem og opretholde den! For man ser jo, at alt sådant slår fejl og altid har slået fejl, og at man dermed ikke gør andet end at hindre Gud i hans gerning og stå ham i vejen, fordi man ikke vil stole på ham. Så kan han heller ikke give lykke eller nåde til det, der er begyndt og bygget på menneskelig visdom og tillid, og til sidst må man alligevel erfare det og klage over det, fordi man ikke ville tro det i forvejen.

Den, som nu vil være en kristen, han må da lære at tro dette og øve og vise troen i sine sager, både de legemlige og de åndelige, i at gøre og i at lide, i liv og i død. Han skal slå bekymringen og de ængstelige tanker fra sig og frejdigt og trøstigt kaste dem fra sig – ikke ud i en krog, sådan som nogle forgæves mener at gøre, for de lader sig ikke kaste bort på den måde, når de sidder i hjertet. Nej, han skal kaste begge dele, sit hjerte med sine bekymringer, op på Guds ryg. For han har en stærk nakke og stærke skuldre, så han godt kan bære det. Dertil har han også befalet, at man skal lægge dem på ham, og du kan ikke lægge og kaste så meget på ham, at han ikke har det endnu meget kærere; og han lover dig også, at han vil bære bekymringen for dig og for alt, hvad der trykker dig.

Det er sandelig et fint løfte og et smukt, gyldent ord, hvis man bare ville tro det. Hvis en mægtig kejser, konge og herre på jorden lovede os sådan noget og krævede, at vi skulle lade ham sørge for guld og sølv og det, vi har brug for i dette liv, hvor glad og uden al bekymring ville da ikke enhver forlade sig på det! Nu siger jo en langt mere fremragende Herre dette, han som er almægtig og sanddru og har magt over liv og legeme og både vil og kan give os alt, hvad vi har brug for, både timeligt og evigt. Og hvis vi troede det, havde vi i det et halvt himmerige, ja, et helt paradis på jorden. For hvad er bedre og ædlere end et stille, fredfyldt hjerte, som alle mennesker stræber og arbejder for at få? Sådan har vi også gjort hidtil og er løbet hid og did efter det, og dog findes det ingen andre steder end i Guds ord, som byder os at kaste vores bekymring og det, der trykker os, på Gud og søge fred og ro dér. Sådan skal vi kaste alt, hvad der vil trykke og ængste os, på ham. For han vil ikke have bekymringen i vores hjerte (sådan som den heller ikke hører hjemme dér, men er sat derind af Djævelen).

Derfor kan en kristen, selv om han må lide al slags hindring, anfægtelse og ulykke, gå glad igennem og sige: «Kære Herre Gud, du har befalet mig således at tro, at lære, at regere og at gøre. Det vil jeg vove i dit navn, og hvad der så måtte ske mig for det, overlader jeg til dig» osv. Og så er han et menneske, der duer til alle ting og kan skaffe og gøre meget godt. For han er fri for den store ulykke og har lagt den tungeste sten på Guds nakke. En anden derimod udretter ikke andet end at fylde sit hjerte med angst og mismod. Han kan ikke komme til nogen god gerning, men bliver et udueligt menneske, både til at gøre og til at lide; han er bange for hver busk, eller også kan han af ærgrelse eller utålmodighed ikke gøre noget rigtigt.

Sådan som verden nu gør, hvor fyrster, herrer, rådsherrer, borgere og bønder kun vil have magt, ære og gods, men ingen vil gøre noget. Enhver er bange for, at det eller det skulle ske ham, skønt verden aldrig har haft brug for et strengere regimente end nu. Og det er jo derfor, de sidder dér, smykket med den smukke krans, at de hedder herrer og fyrster osv. og har æren på Guds vegne, for at de også skal udøve deres fyrstelige embede og regimente. For verden vil alligevel regeres, ungdommen opdrages og de onde straffes. Men hvis du kun vil have æren og ikke også træde i skidtet, tåle ubehag og lære at stole på Gud i det og gøre alt for hans skyld, så er du heller ikke den nåde værd at udrette noget godt og gavnligt, og du må til straf, af Guds vrede, forblive uduelig til enhver god gerning.

III

«Vær ædrue og våg, for jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge. Ham skal I modstå, stærke i troen.»

Han har lært os to stykker, som skal være hele det kristne livs øvelse, nemlig om den kristne ydmyghed, som er gudsfrygt, og om troen og tilliden til Gud. Her formaner han også til strid og kamp, så man kan bevare det. For han viser os, at vi har en fjende og modstander, som tragter efter at tage vores skat fra os og bringe os om vores frelse og salighed. Derfor vil han sige: «Tragt ikke efter, hvordan I kan komme højt til vejrs her på jorden eller sørge for jer selv; men tænk på at ydmyge jer for Gud og stole på ham, og lad det være jeres bekymring, at I bliver i denne nåde og ikke lader jer rive bort fra den. For det er det, Djævelen står efter, og det er ham, der stifter denne forbudte bekymring og deraf al ulydighed mod Gud, for at han kan rive troen og Guds ord ud af jeres hjerte.»

«Derfor må I ikke lade det gå jer af sinde og imens tragte efter andet eller gå sorgløst hen, sove og snorke, som om I ikke længere var i fare. Nej, I skal vide, at I ikke er sat i en rosenhave her, men i en hård strid, hvor I må se jer om, være vågne og stille jer rustet til modværge. For I har en fjende og modstander, som ikke er ringe eller til at foragte, men stærk, mægtig og dertil ond og grum. Han fægter ikke med sten og træ for at rive klipper og træer omkuld; nej, det er jer kristne, han er ude efter, og han bliver ikke træt eller mødig, men går efter jer uden pause og uden ophør – ikke alene for at se, hvad I laver, eller for at gøre jer en smule fortræd og skade, som kunne overvindes, men han begærer at sluge jer helt og holdent.»

For hans eneste tanker og planer er at myrde mennesket og bringe det om, både åndeligt og legemligt, sådan som han i begyndelsen førte og styrtede mennesket i døden, da det var skabt. Det driver han stadig grueligt og forfærdeligt i verden med dem, der ikke tror på Kristus, og han holder ikke op før den yderste dag. Dér ser man, hvordan han huserer uden ophør og åbenlyst raser og larmer mod hele kristenheden gennem tyrkerne og andre tyranner og ugudelige folk – foruden den jammer og det mord, han ellers anretter i det enkelte, når han forblinder folk, besætter dem og driver dem til at gøre sig selv fortræd eller myrde andre uden nogen grund, og ellers bringer dem i ulykke og jammer gennem onde og skændige fald.

Og kort sagt: verden er ikke andet end Djævelens mordergrube, både i det åndelige og i det legemlige regimente og i åndelige og legemlige sager. Og vel har Gud, for at afværge og hindre det legemlige mord noget, indsat den verdslige øvrighed, far og mor og andet herskab, som også skal være ædrue, vågne og flittige i dette embede – og det skal vi også takke Gud for og bede ham om at hjælpe med at bevare det, for ellers var der slet ingen fred, men det rene mord overalt på jorden. Men dermed er der dog endnu ikke sat en stopper for Djævelens rette, store mord, som han øver på dem, der er uden Guds ord og troen.

Derfor hører der et andet værn og en anden beskyttelse til her, og en anden ædruelighed og årvågenhed, så man kan blive uskadt og usluget af denne blodtørstige morder. Det er det, Sankt Peter taler om her med den lille flok kristne, og han siger: «I er nu ved Kristi blod og død undsluppet Djævelens løgn og mord, gjort levende og sat ind i det himmelske væsen, ligesom jeres kære fædre Adam, Abel osv., der ikke længere er under løgnen og mordet, men lever i Kristus, selv om legemet ligger i jorden en tid, og både sandheden og livet igen skal gøres fuldstændigt i dem, på legeme og sjæl. Men fordi I endnu lever i verden, er I endnu i al fare. For med legemet er I endnu i morderens hus og herberg; derfor må I tage jer godt i agt, så han ikke igen dræber jer og myrder sjælene, som bor i dette dødelige legeme. Det skal ikke skade jer, at sjælen har været fordærvet, og at legemet endnu er underlagt døden; for ’jeg lever’, siger Kristus, ’og I skal leve’ [Joh 14,19]. Bare I kæmper for det, så I bliver i sandheden og livet. Det er I sat til, så længe I lever her på jorden; ellers var I allerede i paradis. Men Djævelen er endnu ikke helt stødt ud til straffen for sin fordømmelse; det sker først på den yderste dag, når han til sidst bliver kastet ud af luften og bort fra jorden ned i helvedes afgrund. Så vil han ikke længere kunne anfægte os, og der vil ikke længere være nogen sky eller noget dække mellem os og Gud og englene.»

«For at I nu,» siger han videre, «når I én gang er reddet fra hans mord, kan bevare det liv, der er begyndt i jer, mod ham, må I være ædrue og våge, ikke alene med legemet, men meget mere efter ånden og sjælen.» For vel er det sandt, at en kristen, der skal modstå Djævelen, også må være legemligt ædru; for en fuld so og en drukkenbolt kan ikke være vågen eller tænke på at værge sig mod Djævelen. Men alligevel må en kristen meget mere vogte sig for, at sjælen ikke bliver søvnig eller beruset. For ligesom sjælen også bliver tynget af legemet, når det er overlæsset med drukkenskab, sådan bliver omvendt også legemet mådeholdent og skikket til at høre Guds ord, hvor sjælen er vågen og ædru. Men hvor legemet ligger i fråds og drukkenskab, dér må sjælen først være en drukkenbolt, der ikke agter Guds ord og bønnen. Og hvor sjælen er beruset og druknet i en sådan sorgløshed, hjælper det intet, om legemet så piner sig selv med munkenes, kartusianernes og eneboernes strenge, hårde faste og spægelse.

Derfor forbyder Sankt Peter her ud over legemlig drukkenskab også sjælens beruselse, hvor mennesket går hen i kødelig sorgløshed uden nogen tanke og bekymring for, hvordan han kan have og beholde Guds ord, og hverken spørger efter Guds vrede eller hans nåde. Dertil lader han sig fylde med den falske læres søde gift, som Djævelen gennem sine sekter fylder folk med, så de bliver helt stive, mister troen og den rette, rene forstand og mening og derefter flyder over af en sådan fylde og brækker sig og kaster op over de andre.

Det går sådan til, når man begynder at være klog og vis i guddommelige ting ved menneskelig fornuft. Det kalder Sankt Peter med sine ord doctas fabulas, kloge fabler, 2 Pet 1,16, hvor han siger: «Vi har ikke fulgt kloge fabler, da vi forkyndte jer vor Herre Kristi kraft og komme.» Det er de smukke ord og prædikener, som har et stort skin af visdom og hellighed og naturligt behager mennesket. For eksempel når man ud fra filosofien eller lovlæren, som fornuften kan forstå, stort og prægtigt pynter op med, hvilken fin ting det er, at et menneske lever pænt, ærbart og tugtigt og øver sig i gode gerninger og dyder, og med det påskud vil nå dertil, at vi ved sådant (ikke alene ved troen) bliver retfærdige for Gud, det vil sige: forløst fra synd og død.

Ligeledes når andre sekter kommer farende med kostelige ord, som de har hørt fra vores lære: at ydre ting ikke hjælper sjælen, det må Ånden gøre osv., og dermed foragter den hellige dåb og sakramentet. Sådan prædikede Thomas Müntzer med sine oprørske bønder og gendøbernes sekt også med stort skin om verdens skændige, onde liv, især herrernes og fyrsternes: at de var ugudelige folk og tyranner og dermed havde fortjent Guds vrede og straf osv., og derfor skulle man gå til værks, afsætte og dræbe dem og oprette et nyt regimente, hvor der kun var fromme og hellige folk osv.

Det og lignende kalder Sankt Peter kloge fabler, som er udstafferet og fremført af stor visdom og kunst med smukt skin og anseelse, og som glider sødt ind i fornuften og behager den. Sådan er al afgudsdyrkelse, kætteri og falsk lære fra begyndelsen trængt ind i verden, udformet af fine, lærde, kloge folk og smykket på det smukkeste.

Hvilket prægtigt skin og hvilken tilslutning havde det ikke imod troen på Kristi sande guddom, det som Arius og hans tilhængere fremførte: at Kristus skulle ophøjes over alle engle og skabninger, og at al ære, herredømme og magt i himlen og på jorden tilkom ham, ja, at han i alle ting var Gud lig – blot ikke, at han var homousios, det vil sige af ét og samme udelte, guddommelige, evige væsen; for det væsen var så fuldstændig ét, at det ikke kunne meddeles nogen anden. Det var for meget, mente de, at sige, at et menneske skulle være Gud af natur osv. Med et sådant skin blev så stor en flok kristne forført, at kun få biskopper blev ved den rene lære og tro. Og siden har denne gift grebet så om sig hos de kloge folk i Asien og Grækenland, indtil Muhammed med sine saracenere og tyrkere jammerligt har forført den største del af verden.

Ligesådan har paven også smykket og sminket sine vederstyggeligheder og sin afgudsdyrkelse med et prægtigt skin: hvilken fremragende smuk ting det dog er med en så fin, velordnet gudstjeneste. Og ligeledes: hvilken nyttig ting kirkens smukke, ordentlige regimente og magt er, at den er så fint inddelt efter forskellen på embeder og stænder, så biskopperne står over de menige præster, og over dem Sankt Peters stol i Rom, som har magt til at sammenkalde de almindelige konciler, så ofte det er nødvendigt, og sammen med dem dømme og beslutte om alle sager, der angår troen – og det skal enhver følge og adlyde. Og ligeledes: hvilken stor frelse og trøst for hele verden den gerning er, hvor præsterne i messen dagligt fornyer og frembærer for Gud det offer, som Kristus bragte på korset osv. Det er den søde vin i det gyldne bæger hos den røde skøge i Babylon, Åb 17,2.4, som hun har gjort alle konger og folk berusede med.

Hvor Djævelen nu finder sådanne folk, der vender ørerne til den slags fabler, dem driver han siden videre og fylder dem så fulde af dem, at de ikke kan se eller høre noget for bare fabler. Så skal deres egen sag alene gælde, og de lader sig ikke vise til rette af det, man siger dem ud fra Guds ord. Og således bliver de helt vanvittige og berøvet al ret forstand i troen og i alle stykker af den rene lære. De går bare hen i deres formørkede sind efter deres drømte løgnekram, uden omvendelse og bedring, og har ikke den nåde at lære eller gøre noget godt – sådan som alle sekternes eksempler beviser til overflod.

Derfor formaner Sankt Peter os nu til at være ædrue og vågne her, især efter ånden, og til at vogte os for Djævelens søde gift og smukke, udsmykkede løgne og fabler; og han lærer os, hvordan vi skal ruste os og værge os imod det.

«Ham skal I modstå,» siger han, «stærke i troen.»

Det er det rette værn og den rette modstand, som vi skal være ædrue og vågne til: at man er godt grundfæstet i Guds ord og holder fast ved det, når Djævelen søger at vælte vores tro med sine kloge fabler, som er bragt frem af menneskelig forstand og fornuft. Fornuften er Djævelens brud; den vil altid være klog og vis i guddommelige ting og mener, at hvad den anser for ret og godt, det må også gælde for Gud. Men troen holder sig alene til Guds ord og ved, at for Gud gælder hverken menneskelig visdom, høj kunst, stor magt eller hvilke gaver og dyder mennesket ellers måtte have, men alene hans nåde og syndernes forladelse i Kristus. Derfor kan den støde alle sådanne kostelige påskud og kloge fabler tilbage og slå dem ned.

For eksempel hvis den verdslige magt, kejser, konge, fyrster osv., ville bryste sig af den for Gud og komme skrabende sådan: «Min krone er en krone for Gud; for jeg har den magt og det herredømme, som Gud har givet mig. Derfor må han se på det og lade det gælde for sig, hvad jeg siger, og enhver må lade det være ret, hvad jeg gør og vil have.» Eller hvis en klog filosof eller jurist også ville prale og fremføre: «Vi er de højlærde, verdens vise regenter, og har prisværdige rettigheder og love og en fremragende smuk lære om gode gerninger og dyder. Os skal man høre, og frem for alt skal vores kunst have forrang og gælde; den, som kan eller gør sådant, står langt højere for Gud end andre» osv.

«Nej, kære mand,» siger troen her, «jeg lader det ske, at du roser dig af sådant, også som indsat og stadfæstet af Gud – men sådan, at det ikke gælder videre end til dette jordiske, legemlige regimente og liv. For verden skal det være en krone og hedde ret og visdom; men for Gud skal du lægge din krone ned, give slip på din magt og vælde, din ret og din visdom og sige: ’Gud, vær mig, arme synder, nådig!’» Fornuften har ganske vist den fordel, at den er rustet og smykket med Guds ord om, at han stadfæster dens regimente på jorden og har behag i det. Men dog sådan, at den ikke dermed griber ind i Guds regimente eller roser sig og trodser over for ham, men ved, at det, der på jorden hedder klogskab og visdom, det hedder dårskab for Gud; det, der for verden roses og prises som smukt, kosteligt, ære og dyd, det er synd for Gud og står under vreden; det, der på jorden hedder liv, det er for Gud intet andet end død.

Når nu alt dette ved forældrene, øvrigheden og de andre stænder, som han selv har indsat og stadfæstet ved sit ord (selv om der også er kristne i dem), ikke kan bestå for ham med henblik på det andet liv, så vil han langt mindre lade det gælde for sig, som et menneske har udtænkt og udklækket af sit eget hoved og hjerte. Vil du være klog og vis, så vær det i de ting, hvor det er dig befalet, i dit hus, din stand og dit embede, det vil sige i jordiske, legemlige, timelige sager. Dér skal du bare regere godt; du vil alligevel komme til kort med alle bøger, al fornuft og visdom. Men hvor du begynder også at fremføre sådanne ting ud fra din fornuft, som skal gælde for Gud, dér kan det godt hedde klogt og viseligt fremført; men det er ikke andet, siger Sankt Peter, end fabler og løgnesnak.

For eksempel når en munk kommer og siger: «Den, der tager kutten på, kan føre et fint, helligt liv, for han er afsondret fra verden og kan slå al bekymring og ulyst fra sig og tjene Gud ganske fredeligt og stille og uforstyrret.» Det er ganske vist viseligt talt, men i grunden er det ikke andet end tom, løs og unyttig snak. Det viser sig ud fra Guds ord, som lærer mig, at Gud har forbudt at finde på egne gudstjenester, og ligeledes, at Gud vil tjenes i det almindelige liv og i stænderne, ikke ved at flygte fra dem. Derfor kan et sådant munkevæsen ikke være noget helligt, guddommeligt liv.

Sådan siger Sl 119,85: Narraverunt mihi iniqui fabulationes [«De uretfærdige har fortalt mig fabler»], «De hovmodige graver gruber for mig med deres snak, som ikke er efter din lov.» Det vil sige: de prædiker for mig om fremragende ting og fremstiller dem som kostelige for at fælde mig dermed; men når jeg ser rigtigt efter, så er det ikke som dit ord og dine bud, som, siger han, er den rene sandhed. For løgnen er altid smuk, glimrer og giver sig ud for sandhed, og den har dertil den fordel, at den også kan smykke sig med Guds ord og tage det til hjælp, fordrejet til dens eget kram. Sandheden derimod skinner og glimrer ikke sådan, fordi den ikke gør sig behagelig for fornuften. For eksempel at en almindelig kristen sammen med de andre hører evangeliet, tror, bruger sakramenterne og lever kristeligt hjemme i sit hus med sin kone og sine små børn – det ser ikke ud af noget i sammenligning med den smukke, fremragende løgn hos en hellig kartusianer eller skovbroder, der afsondret fra folk vil være en hellig gudstjener frem for andre mennesker og dog ikke gavner noget menneske, men lader andre prædike og regere og sidde fast i deres arbejdes sved.

Derfor må man i disse sager frem for alt se til, at man har Guds ord, og efter det bedømme al menneskers lære og påstande og således skelne, så fornuftens visdom og forstand bliver langt og dybt nede under det og ikke gælder længere, end for så vidt den af Gud er stadfæstet til at styre og ordne dette timelige livs sager. For den, der har troen, kan hurtigt se, hvor fornuften er uden Guds ord, eller hvor den farer hen over det med sin klogskab. Sådan forstår også i verdslige sager enhver i den stand, det embede eller håndværk, han kan og udøver, udmærket, når en anden også giver sig af med det, om han omgås det rigtigt eller ej; sådan forstår og ved enhver husfar i sit hus udmærket, at han ikke skal finde sig i det, når tjenestefolkene gør skalkestreger og uret, eller når en anden, som det ikke tilkommer, vil gå ind til hans hustru og døtre. Kun i disse guddommelige sager kan fornuften smykke og pynte sig sådan, at ingen mærker det, som ikke ret har grebet Guds ord med troen.

For den kan ikke lade være; den vil og må altid også være klog og vis i Guds sager, hvor det ikke er den befalet, og hvor Djævelen ikke udretter andet med den end al jammer, sådan som han fra begyndelsen førte den jammer ind i verden ved vore første forældre. Og dog kan den i sit eget væsen og regimente ikke tåle, at nogen vover sig til at dømme om de sager eller tage sig af det, som han hverken ved noget om eller har lært, eller at han med sit gøren griber ind i andre sager og andet regimente, som ikke tilkommer ham eller hører ham til.

Hvis en skomager ville stige op i kirken og skænde på folk, fordi de ikke alle gik i de sko, som han havde lavet, og ville overtale folk til, at det var nødvendigt til frelse, så ville man smide ham ud af kirken med sko og tøfler og sige til ham: «Bliv hjemme i dit værksted med dine sko og dine læster; hvad kommer det sjælens regimente ved?»

Men når en sværmeånd kommer skrabende med sin klogskab: «Jeg er en from og hellig mand og har en særlig oplysning af Ånden; derfor skal man ikke tro, som de andre siger ud fra det døde bogstav, at én person kan være Gud og menneske, eller en jomfru være mor, eller at mennesket bliver rent for synder ved vand og mundtligt ord osv.», så kan ingen sige det imod, og fornuften vinder, når den blot fører Åndens, det hellige livs osv. ry og navn, hvor Guds ord og troen ikke er ren. Se, hvilken skade tyrken med sin Muhammed har gjort og stadig gør, alene med det navn og ry, at han tilbeder den ene Gud, og at han alene har den rette Gud, så han med sine alene er Guds folk på jorden, og Gud til ære fører de krig og strider mod de kristne. Det driver han så kraftigt, fordi han har så stor lykke og sejr, at også mange kristne, der kommer til dem, falder fra og over til deres tro og bliver tyrkiske, mens dog ingen af dem bliver kristen.

Derfor er der her intet andet råd til at modstå Djævelen og ikke blive slugt af ham end ved en fast tro (siger Sankt Peter), det vil sige et hjerte, der hænger fast ved Guds ord, griber det helt og fuldt og holder det for sandt. For troen kan hverken være eller stå uden Ordet og kan heller ikke høre eller gribe andet; derfor må man skille det langt ud og sætte det over al fornuft og visdom, så fornuften er rent intet, ja død i de sager, som angår Guds regimente, hvordan man skal undslippe synden og den evige død, og blot tier stille og alene giver Guds ord sandhedens ære, sådan som Sankt Paulus siger om evangeliets prædikeembede i 2 Kor 10,5: «Vi tager al fornuft til fange i lydighed mod Kristus» osv.

For hvis fornuften skal lære mig om disse sager, hvad skal man så med troen? Og hvorfor kaster jeg så ikke straks evangeliets bog og hele Skriften bort? Vi kristne (siger Sankt Paulus i 1 Kor 1,20–21) prædiker noget andet og højere, end fornuften forstår, hvor verdens visdom er ren tåbelighed. Hvis fornuften lærte mig, at Kristi mor er en jomfru, så kunne englen Gabriel godt være blevet deroppe i himlen og have tiet om det. «Jeres tro», siger Sankt Paulus atter (1 Kor 2,5), «skal ikke hvile på menneskers visdom, men på Guds kraft.» Ja, det er netop Djævelens rette rænker og kneb, som han søger at sluge dig med, at han af fornuften fremfører noget imod Guds ord.

Det er nu Sankt Peters formaning til hele kristenheden, særlig også til prædikanterne, om hvordan de skal vogte sig for Djævelens svig og list, som han opsøger dem med; og han fremholder to ting for os: for det første, at vi kender fjenden og ved, hvad han har i sinde og tænker at gøre; og hvordan vi skal være rustet til at møde ham og værge os mod ham, så vi bliver stående over for ham og sejrer. «Det er en forfærdelig, mægtig fjende», siger han, «som også er denne verdens gud og har stor visdom og list frem for alle mennesker og kan blænde og forvirre fornuften, så den gerne tror ham og følger ham.»

«Desuden er han en ond og bitter fjende for jer, som har livet i Kristus; det kan han ikke tåle, og han tragter og grubler ikke på andet end, hvordan han igen kan bringe jer fra det. Og tro nu ikke, at han er langt fra jer eller angriber jer på lang afstand; nej, han har lejret sig allertættest ved jer og rundt omkring jer, ja på jeres egen mark, det vil sige i kød og blod, hvor han søger, hvor han kan komme ind på jer og overrumple jer, hvor I ikke er på vagt; nu forsøger han dette, snart hint, hvis han ikke kan fælde jer med det ene: nu med falsk tillid, med tvivl, snart med vrede, utålmodighed, gerrighed, ond lyst osv., alt efter som han ser sit snit og finder jer svage.» Tro derfor ikke, at det er for sjov, at han leger med dig; nej, han er rasende og sulten, mere end nogen sulten, vred løve, og han vil ikke slå dig sår eller give dig et stik, men sluge dig helt og holdent, så der intet bliver tilbage af dig, hverken af sjæl eller legeme.

Den, der nu vil modstå en sådan fjende, må være rustet med andet værge og andre våben end menneskers vid, forstand eller kræfter og evner; og det er intet andet (siger Sankt Peter) end troen, som har Guds ord for sig og griber det. Og så længe man blot holder fast ved det, kan han intet vinde; for det er Guds sandhed og kraft, som han med sin løgn og sit mord ikke kan bestå over for, men må vige og flygte for. Derfor byder også Sankt Paulus i Ef 6,16, at man mod Djævelens listige angreb skal gribe troens skjold, «som I kan slukke alle hans giftige, brændende pile med», siger han; og det er først og fremmest dem, han driver i hjertet med den menneskelige fornufts smukke, fornuftige tanker, hvor han også forklæder sig som en lysets engel for dermed at forrykke det rette sind og den rette tro og bringe til falsk indbildning og falsk tro, ligeledes til tvivl, mistillid, had og vrede mod Gud.

Sådan også i andre anfægtelser og kampe, som angår livet, hvor han driver mennesket til synd og ulydighed mod Guds bud, til gerrighed, åger, vrede, hævngerrighed, utugt og andre laster. Dér bruger han også de samme kneb: først river han Guds ord ud af hjertet og blænder fornuften med smukke, søde tanker: «Det er ikke så slemt, Gud vil ikke blive så vred på dig, han kan nok have tålmodighed med dig, du holder jo dog også af evangeliet» osv.; og således river han dig af sted og styrter dig ind under Guds grufulde vrede og fordømmelse.

Heller ikke her er der nogen anden måde eller noget andet råd til at bestå end at du ved Guds ord med fast tro strider imod sådanne indskydelser og tilskyndelser; sådan at du minder dig selv om begge dele: både din tidligere skade og den nåde, du nu har modtaget, hvordan du før var under Guds vrede, da du uden gudsfrygt og tro var Djævelens ejendom, helt efter hans vilje, og ville have måttet gå til grunde, hvis Gud ikke af bundløs godhed havde tilgivet dig dine synder og skænket dig sin nåde; for at du nu skal se dig for og ikke miste denne skat igen, og dertil lover han også at give dig Helligånden, som skal hjælpe dig til at sejre, så du ikke skal ligge under, så længe du bliver i troen. Ligeledes byder han dig også at påkalde ham og bede, når du føler svaghed og lider nød, og at være vis på, at han vil bønhøre dig, som han siger i Joh 16,23: «Hvad I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer.» Ligeledes (15,7): «Hvis mine ord bliver i jer, så beder I om, hvad I vil, og det skal blive jer til del» osv.

For med dette vil Sankt Peter også gøre de kristne frimodige og trøstige til at modstå Djævelens anfægtelser og værge sig, så de ikke af den grund forskrækkes eller fortvivler over for ham, selv om han trænger hårdt ind på dem både gennem verden og deres eget kød og ved sin egen tilskyndelse, som om han var for stærk for dem, og de måtte overgive sig til ham som fanger; men at vi tværtimod fatter et mandshjerte og strider ridderligt ved vores tro og ved, at så længe vi blot bliver faste i den, har vi styrken og overtaget, så han ikke skal vinde over os, men vi skal sejre over ham som riddere.

For dertil er vi også kaldet af Gud og sat i den stand, da vi blev kristne, at vi skal forsage Djævelen og stride imod ham, så vi kan bevare Guds navn, ord og rige imod ham. Kristus, vores hoved, har jo allerede i sig selv slået og tilintetgjort Djævelen og hans magt for os, og han giver os også troen og Helligånden, så vi også helt kan slå ned, hvad der er tilbage af hans ondskab, vrede og magt, som han forsøger på os.

Det (siger jeg) skal en kristen minde sig selv om og således lære at erfare troens styrke og magt, så han ikke følger anfægtelsen og tilskyndelsen og ikke for Djævelens eller verdens skyld og til sin egen evige skade for lidt timeligt gods, lyst eller æres skyld støder Guds nåde og Helligånden fra sig og igen kaster sig selv ind under den evige vrede og fordømmelse.

IV

«Og vid, at jeres brødre i verden har netop de samme lidelser.»

Det er også et meget kostbart trøsteord, som Sankt Peter sandelig ikke alene har fået indgivet af Helligånden, men også selv har prøvet og erfaret: nemlig da han i ypperstepræstens hus havde fornægtet sin Herre tre gange og straks derefter faldt i en sådan angst og modløshed, at han ville være gået forræderen Judas’ vej, hvis Kristus ikke havde vendt sine øjne mod ham; derfor befaler han også så hurtigt efter sin opstandelse, at man først af alle skal forkynde den for ham, og derfor siger han også selv forud til ham i Luk 22,32: «Peter, jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte, og når du engang har vendt om, så styrk dine brødre.»

Det gør han også trofast med dette ord. «I har i verden meget og tungt at lide», siger han, «både i åndelige og legemlige anfægtelser, mod den første og den anden tavle, hvor Djævelen efterstræber jer med sin løgn og sit mord.» Det gør overmåde ondt på svage kristne efter deres kød og blod, at de altid skal lade sig kradse og plage af Djævelen, og enhver trykkes så hårdt af sin lidelse, at han mener, at ingen lider så tungt som han; især i de høje åndelige anfægtelser, som de anfægtes med, der frem for andre har høje, særlige gaver og skal stå i spidsen for de andre. Sådan klager Sankt Paulus ofte over sine høje anfægtelser, som den almindelige hob ikke forstår og heller ikke kan bære. Og Gud holder her måde, så han lægger enhver sit kors på efter hans person, efter hvad han er stærk nok til og kan bære; men disse er sådanne lidelser, at selv de store, stærke ånder nok må vansmægte og visne under dem, hvis Gud ikke også gav dem trøst; for de angriber hjertet i livet og fortærer marv og ben, som Salmerne så ofte klager ynkeligt over.

Sådanne har også nogle i klostrene og undertiden også andre fromme, ømme samvittigheder erfaret, hvor tunge de er at bære, især i pavedømmets blindhed og mørke, hvor de har haft kun lidt ret trøst. Men der har også været nogle uerfarne, nysgerrige ånder, som har set det og ikke forstået det og dog også ville vide meget om store anfægtelser; men da de erfarede dem, kunne de heller ikke bære dem. Man fortæller om en sådan, som hørte de andre klage sig ængsteligt over deres anfægtelser, at han bad Gud om, at han også måtte prøve det; så lod Gud ham anfægte af kødets lyst. Men da han ikke kunne bære den, bad han igen om, at Gud ville give ham en anden, en af brødrenes, som han holdt for ringere; men da han fik den, bad han langt mere indtrængende om, at Gud ville give ham den første igen.

I sådanne anfægtelser trøster Sankt Peter nu de lidende kristne med, at de ikke er alene eller de første, der anfægtes sådan, som var det et helt underligt, sælsomt og uhørt kors og lidelse, som de føler, og tænker, at de bærer det alene; men de skal vide, at deres broderskab, de kristne, til alle tider og spredt alle vegne også må lide det samme, fordi de er i verden, af Djævelen og hans skæl [dvs. hans håndlangere; billedet er Leviatans skæl, Job 41]; for det lindrer og trøster overmåde meget, når den, der lider, ser og ved, at han ikke lider alene, men sammen med hele flokken.

Ganske vist er denne trøst let at gribe i Djævelens og verdens ydre anfægtelser, som de almindelige kristne har nok at bære på, fordi man også ser og hører andre lide det samme. Men når han angriber dig alene med sine giftige pile, for eksempel til fortvivlelse over Guds nåde, som var du alene forkastet; ligeledes med grufulde tanker om gudsbespottelse, om at hade Gud, dømme og fordømme hans styrelse osv., og dermed martrer og ængster dit hjerte sådan, at du tænker, at aldrig noget menneske på jorden er blevet mere grufuldt anfægtet: dér er det nødvendigt at drive denne trøst, som Sankt Peter trøster dig og alle kristne med, når han siger: «Kære, lad blot ikke Djævelen og jeres lidelse forskrække jer eller gøre jer modløse; for det skal I vide og ikke tvivle om: I lider det ikke alene; så skændigt kan han ikke angribe jer, han har gjort det mod andre også, og han gør det stadig.»

For han mener og søger ikke dig alene, men hele kristenheden; og det går altid ud på, at han i deres lidelse river Guds ord og troen ud af deres hjerte og berøver dem deres trøst i Kristus og kun maler Gud for dem på det allergrufuldeste og fjendtligste, så hjertet ikke har en god tanke om ham; og det kan han gøre ikke alene med høje, åndelige, spidsfindige tanker, men også godt ved grove, ydre indskydelser, som mennesket selv må skamme sig over og forfærdes ved. Jeg har selv set og hørt en ung pige klage over en sådan anfægtelse: at da hun stod i kirken og så sakramentet blive løftet op, var den tanke faldet hende ind: «Se, hvilken stor skurk præsten løfter op!» – og hun blev pludselig så forskrækket over det, at hun sank om på jorden.

Den forskrækkelse og angst kommer af, at mennesket bilder sig ind og tænker, at intet andet menneske er i sådanne grufulde anfægtelser som han, og at han alene har en særlig, sælsom og usædvanlig lidelse. Nu er det ganske vist sandt, at det ene menneskes anfægtelse kan opstå af andre tilfælde og omstændigheder og på en anden måde end det andets, så hans lidelse forekommer ham ulig og anderledes end de andres; men dog er hele kristenhedens lidelse og anfægtelse ens og én og den samme i det, at Djævelen søger at drive dem alle bort fra gudsfrygt og tillid til Gud til foragt, vantro, had og bespottelse mod Gud. Derfor plejer apostlene også at kalde de kristnes lidelse et fællesskab i lidelser og trængsler og drager al deres lidelse ind i Kristi, vor Herres, lidelse som hovedets og forgængerens, som Sankt Peter siger i første kapitel (1 Pet 1,11): «Som Kristi Ånd ved profeterne forud har vidnet om både de lidelser, der er i Kristus, og herligheden derefter.» Og Sankt Paulus siger i Kol 1,24, at han fylder ud, hvad der endnu mangler af trængsler i Kristus, i hans kød.

Hvis man vil tale om særlige, tunge lidelser, så vil intet menneskehjerte sandelig kunne tænke eller udsige, hvor stor og tung en angst og hjertesorg vore første forældre Adam og Eva har haft over deres jammerlige fald. Og hvilken jammer har Adam siden i de ni hundrede år, han levede, måttet se på sin første søn Kain og hans børn? Det har intet menneske nogensinde erfaret mage til, så de to også efter Abels død bar sorg i næsten hundrede år og ikke kom sammen som ægtefolk, før de avlede den tredje søn; så de ni hundrede år sandelig har været en bedrøvet, elendig tid for dem.

Med denne vores far kan vi på den yderste dag disputere om, hvad den høje, ensomme lidelse er, som vi endnu intet ved om; og vi vil gerne bekende, at han i dette er vores mester og far, mens vi kun har været ringe elever; for med ham har det sandelig været tungest og farligst, fordi han ikke havde noget eksempel på en lignende lidelse foran sig, som han kunne have trøstet sig ved.

Ligeledes, hvis du ret kunne betænke, hvad de andre store, hellige patriarker, profeter og apostle, først og fremmest Sankt Paulus og Sankt Peter selv osv., og siden alle de kære martyrer og hellige har lidt, så måtte du nok selv sige, at al din anfægtelse og lidelse er ingenting imod det. Men før og over dem alle har Herren Kristi anfægtelse og lidelse været, han, gennem hvis hjerte Djævelens rigtige brændende pile og bitre stik er gået, så de har presset den angstfulde blodsved rigeligt ud af hans legeme. Han er gået langt foran os alle med sin lidelse, så vi med al vores lidelse blot følger i hans fodspor.

Lær derfor nu at gribe dette ord af Sankt Peter godt, så du ikke tænker, at du alene lider sådanne tunge, grufulde anfægtelser og stød fra Djævelen, men at dine brødre, ikke alene de døde (som også har stillet dig et smukt eksempel frem), men også de, som lever med dig i verden, har lidt og lider en sådan forskrækkelse og nød; for de har netop den samme fjende, Kristi og hele kristenhedens fjende. Så du kan glad rose dig og sige: «Gud være lovet, jeg er ikke den eneste, der lider, men med mig en smuk flok af hele den kære kristenhed på jorden, mine kære brødre og søstre, indtil den yderste dag. Og her trøster og styrker Sankt Peter mig, som Kristus har befalet ham, som en, der også godt har prøvet og erfaret en sådan lidelse, og sandelig langt højere end jeg og andre.»

Jeg har også nok engang tænkt i mine anfægtelser, at jeg ville disputere med Sankt Peter og Paulus om, hvorvidt de kunne være blevet anfægtet tungere end jeg. For det gør Djævelen, når han ellers ikke kan mere: han driver mennesket dertil, at han ikke kan se andet end sin egen lidelse og nød, og trykker ham med sådanne tanker: «Intet menneske er så aldeles forkastet af Gud eller stukket så dybt i angst og nød.» Han har også ofte gjort mig så træt med sådan disputats, at jeg ikke har kunnet løse et eneste argument for ham og ganske enkelt har måttet vise ham bort fra mig til Kristus, som nok kan disputere ham ned. Og har vi ikke ham hos os, så er Djævelen alt for stærk for os og langt overlegen, så det ikke er muligt at bringe hans modsigelse til tavshed. Han har hurtigt stødt al min kunst tilbage og slået mig med mit eget sværd.

Åh, de er dog arme, elendige folk, sektførerne og andre sikre ånder, som slet ikke erfarer noget af en sådan kamp; de går omkring druknet i deres egne opfattede, opdigtede tanker, som de mener sig så visse på, som om de aldrig kunne slå fejl; og nogle af dem bespotter frækt og uden skam: Gud selv skulle ikke tage dem fra dem. Og Djævelen styrker dem også fint i det, lader dem have det godt og gør dem bare mere forstokkede. Men netop det er kendetegnet på, at de endnu ikke kender Djævelen og allerede er blændet og fanget af ham, så han kan styrte dem, når han vil.

For de rette kristne er ikke sådan sikre og trodsige, når de for alvor bliver angrebet; nej, de arbejder sig frem i stor, tung kamp og angst, for at Djævelen ikke skal tage sværdet fra dem. Jeg ved, at jeg også er lærd nok for en doktor og har prøvet en smule af, hvad Djævelen kan; men det vidnesbyrd må jeg give ham af daglig erfaring, at han nok kan slå mig ned, hvis jeg ikke er godt beskyttet i troen og har Kristus i hjertet. Thomas Müntzer var også så fast og stiv, som han mente, så han turde sige, at han ikke ville se til Kristus, hvis Kristus ikke selv ville tale med ham; men til sidst, da Djævelen begyndte at angribe ham, så man, hvad hans trods og ros havde været. Nej, det er ikke dem, der gør det, de som trodser så stift, som havde de allerede ædt Djævelen, og ikke ser, at de for længst syv gange er slugt af ham og sidder i hans gab.

Kætteren Arius var også sikker og stolt nok over for de fromme biskopper og kristne; ja, da han blev irettesat af sin biskop for sin vildfarelse og formanet til at holde op, blev han bare mere hårdnakket og klagede oven i købet over stor forfølgelse, og hele hans lidelse var, at man ikke ville lade hans grufulde bespottelse passere. Sådan vil sværmeånderne og alle bespottere, ja også offentlige mordere og tyranner, altid være martyrer, når man ikke vil billige og tillade dem at rase mod Guds ord og fromme folk. Så aldeles sikre og visse på at have ret er de, at de intet frygter Gud og holder Djævelen for en død humlebi, indtil han til sidst pludselig griber dem og styrter dem på et øjeblik.

Men de arme, anfægtede kristne har inderligt brug for, at man trøster og styrker dem ved Guds ord; for de må ringe og kæmpe så angstfuldt med det, at de i de høje anfægtelser næsten mister Gud, Kristus, troen og Fadervor. Derfor er det her nødvendigt med det embede og den gerning, som er befalet Sankt Peter: at styrke sine brødre; sådan som det også var nødvendigt for ham i hans anfægtelser, og han i forvejen var blevet trøstet af Kristus med, at han havde bedt for ham, at hans tro ikke helt skulle slukkes og svigte, den tro, som dog efter hans fornægtelse indtil den tredje dag næsten var slukket, så knap den mindste gnist blev tilbage af den.

Derfor trøster han nu som en tro apostel dem, der er i samme sprællen og modløshed og i den synkende og slukkende tros høje nød, og siger hermed til alle lidende og trøstesløse: «Min kære bror, tænk nu ikke, at du alene sidder i en sådan nød og anfægtelse; der er endnu mange af dine brødre, som også lider det lige så tungt; og jeg har jo også lidt lige så tungt, om ikke tungere, og har været lige så svag, som du nogen sinde kan blive. Vil du ikke tro det, så se, hvad der skete mig i ypperstepræsten Kajfas’ hus, da jeg dristigt havde lovet at gå med Kristus i fængsel og død; men straks, da en tjenestepige angreb mig med et eneste ord, faldt jeg, fornægtede og forsvor min kære Herre på det allergrufuldeste; og i den nød lå jeg hele tre dage, hvor jeg ingen havde, som trøstede mig eller havde lidt det samme som jeg, bortset fra at min kære Herre dog havde givet mig et venligt blik med sine øjne.»

Derfor skal ingen holde sin angst og nød for så tung og grufuld, som var den ny og ikke også overgået andre. For dig kan den nok være ny og uprøvet; men se dig om i hele den kære kirkes flok fra begyndelsen til denne stund, den, der i verden er sat til, at den altid må løbe spidsrod gennem Djævelens spyd og uden ophør lade sig sigte og kaste (som Kristus selv siger i Luk 22,31), sådan som man gør med hveden.

Kære, du har endnu ikke set eller erfaret, hvad vore første forældre har lidt og båret hele deres liv, og siden alle de kære, hellige fædre indtil Kristus. Sankt Peter har også været langt højere oppe i denne skole end jeg og du, og jeg ville gerne sige, at der næppe findes en anfægtelse mage til hans. Sankt Paulus siger også (1 Kor 4,9.13) om sig selv og sine lige, de kære apostle: «Os har Gud stillet frem som en forbandelse og et udskud, til skue for englene og verden», så Djævelen kan plage os efter sin vilje og således have sin lyst og glæde af os. Og hvad er alle menneskers lidelse imod Kristi angst og kamp, da han svedte blod for dig?

Henvis Djævelen dertil, når han plager dig med alle sine anfægtelser, og lad Kristus disputere med ham og sige, hvad de rette, høje anfægtelser, dødskampen og helvedes angst er osv. Men trøst dig ved, at du også hører med til rækken af dem, som har været og stadig er og vil være i lidelsens fællesskab med dig indtil den yderste dag. Åh, det er en smuk, herlig flok, alle under én Herre og ét hoved, og han er den Herre, som har taget magten fra Djævelen og hele hans helvede. Kort sagt: din lidelse kan ikke være så ond; de kære apostles, profeters, patriarkers og alle helliges lidelse har jo været lige så ond, men først og fremmest Kristi egen; og når vi lider med dem, skal vi ikke tvivle på (siger Sankt Paulus i Rom 8,17), at vi også skal ophøjes med dem til samme herlighed.