6. søndag efter trinitatis (Rom 6,3–11)

Epistlen på 6. søndag efter trinitatis, Rom 6,3–11

I denne epistel lærer Sankt Paulus de kristne om det kristne liv på jorden og knytter dertil håbet om det andet, kommende, evige liv, som de er døbt til og er blevet kristne for. For han gør dette liv på jorden til en død, ja, også til en grav; men sådan, at der herefter skal findes et andet væsen i os, opstandelsens og det nye livs. Og han kommer ind på denne lære af følgende grund: Det går nemlig altid sådan i verden, at når man prædiker om nåden og syndernes forladelse, som er skænket os uden al vor fortjeneste, så vil folk derved blive frie og ikke gøre andre gerninger end dem, de har lyst til. Sådan gik det også Sankt Paulus, da han priste Kristi nåde så højt og trøsteligt, som han kort forinden siger i 5. kapitel (Rom 5,20): Jo større og mægtigere synden er, jo mægtigere er også nåden blevet; så hvor der er stor og megen synd, dér er og hersker også stor, megen og rig nåde. «Åh, er det sandt», sagde den rå hob, «at stor nåde følger på stor synd og gives for den, så vil vi bare frimodigt læsse synd på os og let hjælpe sagen på vej, så vi også kan få desto mere og større nåde.»

Sådanne folk imødegår Sankt Paulus nu med denne gendrivelse og siger: Det er ikke evangeliets mening, at det skal lære synd eller give lov til at synde; men det lærer netop det modsatte: hvordan man bliver fri af synden og af Guds frygtelige vrede over synden. Det sker ikke sådan, at vi tilvejebringer det ved vore gerninger, men sådan, at Gud af lutter nåde forlader os synden for sin Søns skyld. For han finder heller intet hos os uden lutter synd og fordømmelse. Hvordan kan da denne lære give anledning eller lov til at synde, når den dog er synden stik imod og lærer, hvordan den udslettes og afskaffes?

For Sankt Paulus har jo hverken lært eller sagt, at nåden erhverves ved synden, eller at vor synd bringer nåde; men han siger det modsatte: at Guds vrede åbenbares fra himlen over alle menneskers synd. Men fordi menneskenes synder, som her skal tages bort, er store og svære og meget mange, derfor må der også være stor, mægtig, stærk og rig nåde, som drukner og udsletter dem alle. Ligesom man kunne sige: Hvor tørsten er stor og stærk, dér hører der også en stor, stærk drik til; hvor ilden har været stor, dér har der måttet være langt større og stærkere vandskyl, som har slukket den; hvor sygdommen er stor og svær, dér er lægemidlet langt stærkere og kraftigere.

Deraf følger ikke, at du også kan drive sådant gøgl: «Åh, lad os bare drikke os fulde, så vi kan tørste desto mere efter god vin», eller gøre os selv skade og give anledning til sygdom, så lægemidlet kan blive desto kraftigere og mere hjælpsomt. Lige så lidt, ja, langt mindre kan det følge, at man skal læsse og hobe megen synd op, for at vi kan få desto mere og større nåde; for nåden er imod synden og æder den op: hvordan skulle den så styrke og øge den?

Derfor begynder han nu denne prædiken med det sjette kapitel og siger: «Hvad skal vi da sige? Skal vi blive i synden for at nåden kan blive større? Slet ikke! Hvordan kan vi som er døde i relation til synden, fortsat leve i den?» Som ville han sige: Hvordan kan det hænge sammen og siges, at I nu skal leve for synden, når nåden dræber og kvæler den i jer? Og for yderligere at forklare og fremhæve det fortsætter han og siger:

«Eller er I uvidende om at alle vi som er blevet døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død?»

Det siger han således med malende, blomstrende ord, for at han kan indprente os denne sag klart og godt; ellers havde det vel været nok med dette: Når vi er døde fra synden, hvordan skal vi så leve i den? Det vil sige: Fordi I ved nåden er reddet fra synden, så vil den jo ikke længere byde jer at synde; for den er jo til for at dræbe synden. Men med disse ord vil han minde os om og ligesom stille os for øjnene, hvad Kristus har gjort og givet os, og altså sige: «Tænk dog tilbage på, hvorfra I er kristne; for I er jo døbt til Kristus. Ved I nu, hvorfor og hvortil I er døbt, og hvad det betyder, at I er dykket ned under vandet, så det er slået sammen over jer? Nemlig ikke alene, at I dér er vasket og renset i sjælen ved syndernes forladelse, men også at jeres kød og blod dermed er dømt og overgivet til døden, så det helt skal drukne, så at jeres liv på jorden herefter skal være en stadig død fra synden. For jeres dåb er heller ikke andet end nådens drab (eller et nådigt drab), hvorved synden drukner i jer, så I bliver under nåden og ikke går til grunde under Guds vrede ved synden.» Derfor, når du lader dig døbe, så giver du dig hen til, at din kære Gud nådigt drukner og barmhjertigt dræber dig, og siger: «Drukn mig og dræb mig, kære Herre, for jeg vil fra nu af gerne være død fra synden med din Søn, for at jeg også kan leve med ham ved nåden.»

Når han nu siger: «De, som er døbt til Kristus, er døbt til hans død», og ligeledes: «Vi er begravet med ham til døden», så er det sagt på sin paulinske måde om dåbens kraft, som Kristi død virker i den. For ligesom han ved sin død har betalt for vore synder og således taget dem bort, så hans død har været et drab på synden og dens død, så den hverken har ret eller magt over ham, således har også vi for hans døds skyld, fordi han døde, syndernes forladelse og dør således også fra synden ved den samme kraft, så den ikke kan fordømme os, fordi vi er døbt til Kristus, hvorved han meddeler os denne sin kraft og virker i os.

Ja, siger han videre, vi er ikke alene døbt til hans død, men også (ved den samme dåb) begravet med ham til døden; for ved sin død har han også taget vore synder med sig i graven og begravet dem helt og også ladet dem blive der, så de nu for dem, der ved dåben er i ham, helt og holdent skal være og forblive udslettet og begravet; men vi lever nu et andet liv ved hans opstandelse, hvorved vi i troen har sejren over synd og død, evig retfærdighed og liv.

Når vi nu har dette ved dåben, så må det også følge, at vi ikke mere lever for synden eller følger den, den synd, som endnu rører sig i vort kød og blod i dette liv, men at vi også stadig dræber og kvæler den, så den ingen kraft og intet liv har i os – såfremt vi ellers vil findes i Kristi stand og liv, han som er død fra synden og har udslettet og begravet den ved sin død og grav og ved opstandelsen har vundet os livet og sejren over synd og død og givet os det ved dåben. For at Kristus selv har måttet dø for synden, det er et tegn på Guds store, alvorlige vrede over synden. Og fordi synden har måttet dræbes på hans eget legeme og lægges i graven, viser Gud dermed, at han ikke vil lade det ske, at synden bliver ved at leve i os, men at han har givet Kristus og dåben netop derfor og dertil, at synden også skal dræbes og begraves på vort legeme.

Således viser Sankt Paulus med disse ord, hvad Kristi begravelse både har udrettet og betyder, og hvordan vi også begraves med Kristus. For det første er Kristus begravet derfor og dertil, at han kan skrabe vore synder ned i sin grav og udslette dem (ved forladelsen), både dem, vi har gjort før, og dem, der endnu er tilbage i vort kød og blod, så de ikke kan anklage eller fordømme os; dernæst, at han også dræber dette kød og blod med dets resterende syndige lyster ved Helligånden, så de ikke skal herske, men være underlagt Ånden, indtil vi bliver helt fri af dem.

Således ligger også vi endnu med Kristus i graven efter kødet: Skønt vi har syndernes forladelse, er Guds børn og frelste, så er det dog endnu ikke for vore og verdens øjne og sanser, men skjult og tildækket i Kristus ved troen indtil den yderste dag; for der ses og føles ingen sådan retfærdighed, hellighed, liv og frelse, som Ordet dog siger, og som troen må gribe. Derfor siger også Sankt Paulus i Kol 3,3–4 (som vi har hørt i påskeprædikenerne): «Jeres liv er blevet skjult sammen med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, er blevet åbenbaret, vil I også blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.» For det andet ligger vi også i det ydre under kors og lidelse, forfølgelse og plage fra verden og fra Djævelen, som vi trykkes under som under en tung sten, for at den gamle, syndige natur i os kan dæmpes og holdes i ave, så den ikke bliver genstridig mod Ånden osv.

«Men når vi er plantet sammen med ham til en lignende død, så skal vi også være lige med ham i opstandelsen; for vi ved, at vort gamle menneske er korsfæstet sammen med ham, for at det syndige legeme skal høre op, så vi herefter ikke tjener synden; for den, der er død, er retfærdiggjort fra synden.»

Dette er igen en særlig apostolisk tale. Det, han lige har sagt: at være døbt til Kristi død og begravet med ham osv., det kalder han her at være plantet sammen med ham til en lignende død. Således binder og fletter han Kristi død og opstandelse og vor dåb ind i hinanden, så man ikke skal holde dåben for et tomt, blot tegn (som gendøberne bespotteligt siger), men at kraften både af Kristi død og af hans opstandelse er lagt ind i den. Dertil, siger han, er vi plantet sammen med ham, det vil sige: således indlemmet, at han er kraftig i os, og hans død virker i os; for ved dåben tilegner han os og giver os kraften både af sin død og af sin opstandelse. Begge dele sker, for at både død og liv også skal følge i os. For derfor dræbes vor synd ved hans død, det vil sige: tages bort, for at den også til sidst skal dø i os og ikke leve mere.

Altså: at vi i dåben stikkes ned under vandet, viser, at vi også dør i Kristus; men at vi kommer op igen, betyder og giver os, at vi også lever igen i ham, ligesom han ikke blev i døden, men er opstået. Men dette liv skal og kan ikke være et syndens liv, fordi synden forinden er dræbt i os, og vi har måttet dø fra den; men det må være et nyt liv i retfærdighed og hellighed; ligesom Kristus ved sin opstandelse helt og endeligt har tilintetgjort synden, som han måtte dø for, og i stedet har frembragt lutter liv i retfærdighed i sig selv og meddeler os det osv. Således hedder vi nu plantet eller forenet i Kristus, ligesom bagt sammen til én kage, så vi både har kraften af hans død og opstandelse i os, og frugten eller følgen deraf også findes hos os, eftersom vi er døbt til ham.

Det er også trøsteligt sagt, at han taler sådan om de kristnes død og det at dø og kalder det: at blive plantet osv., for at vise, at de kristnes død og lidelse på jorden ikke er en død eller noget skadeligt og ødelæggende, men en plantning af livet, hvor vi ved opstandelsen skal være helt forløst fra både død og synd og leve evigt. For hvad der plantes, det plantes ikke til død og fordærv, men for at det først da skal grønnes og vokse. Således er også Kristus selv ved døden og graven plantet til livet; for først da er han revet ud af dette dødelige liv og ud af synden (som lå på ham og kastede ham i døden for vor skyld) og lever nu i den guddommelige herlighed og kraft.

Men fordi denne plantning begynder med os i dåben (som sagt), og vi allerede i troen har livet med Kristus, så må det også vise sig, at hans liv har slået rod i os og ikke bliver uden frugt; for hvad der plantes, plantes ikke for intet og forgæves, men til noget godt, for at det herefter kan vokse op og bære frugt. Således må også vi bevise med en ny vandel og med frugter, at vi er plantet i Kristus til livet.

Grunden dertil giver Sankt Paulus nu og siger: «For vi ved, at vort gamle menneske er korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skal høre op osv.» Det rimer ikke, at vi, som er døbt og er kristne, skulle ville blive i det gamle, syndige væsen. For det er allerede korsfæstet med Kristus, det vil sige: Fordømmelsens og dødens dom er afsagt og fuldbyrdet over det (for det er, hvad det vil sige at være korsfæstet); ligesom Kristus blev korsfæstet for vore synders skyld og bar dødens og Guds vredes fordømmelse.

Men fordi Kristus selv, som dog var uskyldig og uden synd, er korsfæstet for vore synders skyld, så må også synden korsfæstes på vort legeme, det vil sige: være helt fordømt og høre op, så den hverken har liv eller magt mere; derfor må vi heller slet ikke tjene den eller samtykke i den, men holde den for fordømt, som den er fordømt, også i gerning, og stå den imod af alle kræfter og dæmpe og dræbe den i os.

Men han skelner mellem to stykker, når han siger: «Vort gamle menneske er korsfæstet med Kristus», og: «for at syndens legeme skal høre op», som om det gamle menneske var noget andet end syndens legeme. Det gamle menneske kalder han ikke alene legemet eller de grove, syndige gerninger, som legemet begår med de fem ydre sanser, men hele træet med alle dets frugter, det vil sige: hele mennesket, sådan som det er født af Adam, med legeme og sjæl, vilje, fornuft og forstand, der endnu er i vantro, foragt for Gud og ulydighed, både i de indre og de ydre stykker. Det hedder gammelt, ikke på grund af årene; for der kan godt være et frisk, stærkt, ungt menneske uden tro og Ånd, som ikke agter Gud, er gerrig og praler eller lever i hovmod og indbildskhed over sin visdom og magt osv.; men fordi det endnu er uomvendt og slet ikke er blevet anderledes, end sådan som det kom fra Adam i synden. Det er lige så vel et barn på én dag som en mand på firs år; for vi hedder alle sådan fra moders liv, og jo mere synd han har, jo ældre og mere uduelig er han for Gud.

Dette gamle menneske, siger Sankt Paulus, må ganske enkelt korsfæstes, det vil sige: helt fordømmes, henrettes og skaffes af vejen, også allerede i dette liv. For hvor det endnu lever og er stærkt, dér kan der hverken være tro eller Ånd, og mennesket bliver helt i synden, druknet under Guds vrede og i en ond samvittighed, som fordømmer mennesket og ikke lader det komme ind i Guds rige.

Det nye menneske hedder derimod den, som nu ved bod omvender sig til Gud og nu har et andet hjerte og en anden forstand end før, tror anderledes og lever efter Guds ord og vilje ved Helligånden. Det må nu findes hos alle kristne, sådan som det begynder i dem i dåben eller ellers i boden og omvendelsen, så det står det gamle menneske og dets syndige lyster imod ved Helligånden og dæmper dem, som Sankt Paulus siger i Gal 5,24: «De der tilhører Kristus Jesus, har korsfæstet kødet sammen med dets lidenskaber og lyster» osv.

Men selv om det gamle menneske er korsfæstet i dem, som nu er nye mennesker, så bliver dog syndens legeme (siger Sankt Paulus) endnu tilbage i dem i dette liv. Det er de resterende lyster fra det gamle menneske, som endnu rører sig og mærkes i kød og blod og gerne ville sætte sig op imod ånden. Men fordi syndens hoved og liv dér bliver dræbt, kan de ikke skade de kristne; dog sådan, at de kristne alligevel ikke bliver dem underdanige og lydige, så det gamle menneske ikke kommer op igen, men det nye menneske beholder overtaget, og de resterende syndige lyster også svækkes og dæmpes. Derfor må dette legeme også til sidst rådne og blive til aske, for at synden helt kan ophøre i det og ikke være mere.

Derfor (siger han), når I nu allerede på begge måder er døde fra synden efter ånden og det nye menneske og desuden efter legemet er dømt til døden, må I ikke længere lade synden bringe jer under sin lydighed, så den ikke igen kan anklage eller fordømme jer; men I skal leve som dem, der nu er helt løst og fri fra den, og over hvem den ikke længere har nogen ret eller magt. For det hedder: «Den, som er død, er retfærdiggjort eller løst fra synden.» Det er sagt om alle døde. Den, som er død, har betalt for sin synd og skal ikke dø mere for den; for han gør nu ikke længere onde gerninger og synd. Sådan er det også: når synden i mennesket er dræbt ved Ånden, og desuden legemet eller kødet med sine syndige lyster dør og ophører, så er mennesket nu helt løst og fri fra synder osv.

Se, sådan indbefatter Sankt Paulus de kristnes liv og væsen på jorden helt i Kristi død og fremstiller dem som dem, der nu ligger døde og begravede i kisten, det vil sige: de er holdt op med syndens liv og har intet med det at skaffe. Og han siger, at synden er død for dem og de igen døde fra synden, fordi de ikke længere findes i et sådant syndigt liv i verden. Ja, de er nu døde to gange eller på to måder: én gang åndeligt fra synden, hvilket er en nådig, trøstefuld og salig død (selv om det gør ondt på kød og blod og bliver surt), og en kær, sød død, for den bringer til gengæld idel himmelsk, rent, fuldkomment, evigt liv; for det andet også legemligt, hvilket ikke er en død, men snarere en fin, blid søvn.

Derfor er I (vil Sankt Paulus sige) overmåde salige, at I allerede er sluppet bort fra døden (ved en sådan død fra synden i Kristus) og ikke har nogen død mere; for den første, som var gået i arv til jer fra Adam ved synden (det er den rette, bitre, evige død), er allerede taget fra jer, og derfor er I nu helt uden død. Men alligevel må I dog endnu have en død (fordi I endnu er på jorden og er mennesker fra Adam), om det så bare skal være en malet død.

Det går sådan til: Den første død fra Adam skal være borte og byttet om til en åndelig død, hvorved vi dør fra synden, så sjælen ikke samtykker i nogen synd, og legemet ikke længere gør nogen; og således er det evige liv allerede begyndt i jer i stedet for den død, som synden havde ført over os. Da I nu er fri for den forfærdelige, fordømmende død, så tag imod denne søde, hellige, salige død, som dør fra synden, så I vogter jer for synder og ikke tjener den. For dette skal Kristi død, som I er døbt til, virke i jer: at en sådan dåb også fører en død med sig, fordi Kristus selv døde for dette og derfor befalede at døbe jer, for at synden i jer skulle druknes.

Den anden lille død er nu den ydre, legemlige død (som Skriften kalder en søvn), der er lagt på dette kød, fordi det ikke holder op (så længe vi lever på jorden) med at stride imod ånden og dens liv, som Sankt Paulus siger i Gal 5,17: «Kødet begærer mod ånden og ånden mod kødet; disse ligger i strid med hinanden, så I ikke gør det, I vil.» For ånden eller sjælen siger: «Jeg er død fra synden og vil ikke synde mere.» Kødet siger: «Jeg er endnu ikke død; jeg må bruge mit liv, så længe jeg har det.» Ånden siger: «Jeg tror, at Gud har tilgivet mig min synd og taget den fra mig ved Kristus.» Derimod siger legemet: «Hvad ved jeg om Gud og hans vilje?» Sjælen siger: «Jeg må være mild, tugtig, kysk, ydmyg, tålmodig osv. og stræbe efter det kommende liv.» Kødet bjæffer imod: «Åh, hvad himmel! Havde jeg bare mel og brød, penge og gods nok her!» osv.

Sådan gør kødet altid, så længe det lever her: det trækker og slæber synden efter sig, stritter imod og vil ikke dø; derfor må Gud til sidst også gøre det af med det, så det også får sin død fra synden. Og dog er også dette en fin, blid død og i sandhed ikke andet end en søvn; for det skal ikke blive i døden (da sjælen og ånden ikke længere er i døden), men komme frem igen, renset og lutret, på den yderste dag og komme til ånden igen, hvor det skal være et fint, rent, lydigt legeme uden al synd og ond lyst.

Derfor er disse Sankt Paulus’ ord et fint, smukt, kristent maleri, som stiller døden frem for os og afbilder den, ikke forfærdelig, men trøstefuld og kær. For hvordan kunne han gøre den kærere end ved at vise, at al dens kraft og afskyelige skikkelse er taget fra den, og fremstille liv og glæde i døden? Hvad er bedre og kærere end at blive løst fra synden og al dens straf og jammer og have et fint, glad, roligt hjerte og samvittighed? For hvor synden og den rette død er (det vil sige: at føle synden og Guds vrede), dér er der til gengæld en sådan rædsel og forsagthed, at et menneske kunne løbe gennem jernmure for at slippe for den og (som Kristus siger efter profeten Hoseas) ønske og bede om, at alle bjerge og høje måtte falde over ham og skjule ham.

Denne forfærdelige død (som Skriften kalder den anden død) er nu taget bort fra de troende ved Kristus og opslugt i hans liv, og i stedet er der efterladt en lille død, ja en sukkerdød, hvor en kristen dør efter kødet, det vil sige: kommer fra vantroen til troen, fra den resterende synd til evig retfærdighed, fra al jammer, sorg og anfægtelse til al evig glæde. En sådan død er sødere og bedre end noget liv på jorden. For alt liv, gods, lyst og glæde i denne verden kan ikke gøre så glad som at dø med god samvittighed, i en vis tro og trøst om det evige liv; så at en sådan legemets død i sandhed ikke kaldes andet end at blive lagt i en blid, sød søvn, for at legemet skal holde op med synder og ikke længere hindre ånden eller gøre den urolig og således også blive renset, blive helt løst fra synden og komme frem igen i åndens lydighed, glæde og liv ved opstandelsen.

Men vores fejl er alene, at det uforstandige kød ikke kan begribe dette, men stadig bliver forskrækket over dødens maske og mener, at det endnu lider den gamle død; for det forstår ikke den åndelige død fra synden og kan ikke dømme anderledes, end som det føler og ser, at mennesket går til grunde og rådner og fortæres under jorden. Denne afskyelige og hæslige maske for dets øjne gør, at det ikke vil derhen; og dog er det alene dets egen uforstands skyld; ellers ville det sandelig slet ikke frygte eller gyse for den.

For her går det fornuften ligesom et barn, som man skræmmer med et skræmsel eller en maske, så det ikke kan falde i søvn eller lade sig vugge i søvn for den; eller som et stakkels menneske, hvis sanser er forstyrrede, og som mener, at når man bringer ham i seng, vil man kaste ham i vandet og drukne ham: for det, man ikke rigtigt forstår, kan man heller ikke rigtigt omgås. Ligesom når nogen holder en regnepenning for en gylden: så er han lige så glad for regnepenningen som for en gylden; og omvendt, når han mister regnepenningen, bliver han lige så bedrøvet, som havde han mistet gylden – ikke fordi gylden er tabt, men fordi han er i uforstand og vildfarelse.

Således er det heller ikke dødens og begravelsens skyld, at du forskrækkes så slemt for dem, men dit kød og blods, som ikke kan forstå, at dets pest, død og grav ikke er andet end, at Gud lægger dig nænsomt som et barn i vuggen eller i en blød lille seng, hvor du sover sødt indtil den yderste dag. Men sådan gør kød og blod: det frygter og skyr det, hvor der intet er at frygte eller sky; og omvendt trøster og glæder det sig ved det, som ingen trøst eller glæde giver; så de kristne må slæbe rundt på det dumme, tossede kød, som ikke forstår, hvad der er godt eller ondt for det, ja, kæmpe med det, så længe de lever, med stor og svær møje. For ingen er så fuldkommen, at han ikke føler en sådan flugt og skyhed for døden og graven; som også Sankt Paulus i Rom 7,15 klager og bekender om sig selv (og i sin person om alle kristne): «Hvad jeg gør, forstår jeg ikke, for jeg gør ikke, hvad jeg vil» osv.

Som ville han også dermed sige: Efter ånden ved jeg godt, at Gud, når dette legeme skal dø, lægger mig i min lille hvileseng og søde søvn, og jeg ville gerne, at mit kød forstod det, men jeg kan ikke bringe det dertil. Ånden er vel villig og begærer den legemlige død som en blid søvn; for den regner den ikke for nogen død, ja, den ved ikke af nogen død, eftersom den også ved, at den er løst fra synder; men hvor der ingen synd er, dér er heller ingen død, men idel liv. Men når kødet skal derhen, så forsager det og spræller og er altid bange for, at jeg skal dø og gå til grunde i afgrunden. Så lidt lader det sig tæmme eller bringe til lydighed, at det ville holde for sandt og give sig hen i det, som ånden tror og ved; så at også han selv, Sankt Paulus, må skrige over det af en ængstet ånd: «Jeg arme, elendige menneske, gid jeg dog var befriet fra dette dødens legeme!» osv. For heraf kan man godt mærke og føle, hvad det vil sige: «Kødet begærer mod ånden» osv.; så man må slæbe og tvinge det efter sig med magt ved ånden, så det dog må følge og være lydigt, hvor meget det end stritter imod og bliver forskrækket, så det også må efter mod sin vilje, indtil det er overvundet. Ligesom moderen må vikle det lille barn, som er uroligt og vågnet af søvnen, ind i svøbet og med magt tvinge det til at sove igen.

Se, om disse ting taler Sankt Paulus i disse ord, hvor han siger: «Vi ved, at vores gamle menneske er korsfæstet» (det vil sige: at vi allerede efter sjælen og ånden er døde fra synden), «for at syndens legeme skal ophøre»; det vil sige: fordi legemet endnu ikke villigt og gerne følger ånden, men endnu stritter imod og gerne ville blive i syndens gamle liv, er det også allerede dømt til, at det må efter og lade sig henrette, så synden også i det helt må ophøre.

Men han siger ikke, at legemet ophører straks efter dåben, når mennesket er blevet en kristen; men således, at syndens legeme (eller det syndige legeme) ophører; det vil sige, at legemet, som før var genstridigt og ulydigt mod ånden, nu skal blive anderledes, så det ikke længere er et syndens legeme, men retfærdighedens og det nye livs; som han jo også siger, at vi herefter ikke skal tjene synden osv.

«Men når vi er døde sammen med Kristus, tror vi, at vi også skal leve sammen med ham, og vi ved, at Kristus, efter at han er blevet oprejst fra de døde, ikke mere dør; døden skal ikke mere herske over ham. For den død, han døde, døde han én gang for alle fra synden; men det liv, han lever, lever han for Gud.»

Dér fører han os ud af syndens død og grav til opstandelse og liv, både åndens og legemets. Når vi både dør åndeligt fra synderne og legemligt fra verden og os selv, hvad får vi så ud af det? Skal det da ikke være andet med en kristen end død og begravet? Nej, sandelig (siger han); men det er vi visse på ved troen, at vi også skal leve, ligesom Kristus er opstået fra døden og graven og lever; for vi er også døde med ham eller (som han sagde før) plantet med ham ind i hans død. For han har ved sin død slået vores synd og død ihjel; derfor skal vi også få del med ham i opstandelsen og livet, så at der hverken på sjælen eller på legemet skal være nogen synd eller død mere, ligesom der slet ingen død er mere på ham.

For Kristus, efter at han én gang er død og nu oprejst, dør ikke mere herefter, og der er nu intet mere, som han skulle dø for. Han har udrettet det alt sammen, udslettet synden (som han måtte dø for) og opslugt døden; og det liv, han nu lever, er en evig retfærdighed, et evigt liv og herredømme. Således også I: når I én gang er gået gennem begge slags død, den åndelige, hvorved I allerede er døde fra synden, og legemets blide død, så har I fuldbragt det, så ingen død mere skal kunne røre jer eller herske over jer.

Dette er nu trøsten mod det stakkels, svage køds forsagthed, som endnu forfærdes for sin død. For er du en kristen, så skal du vide, at din Herre Kristus, der allerede er oprejst fra de døde, nu ikke kan dø, og at døden intet formår imod ham; derfor skal den heller ikke længere formå noget imod dig (fordi du er døbt til ham). Ja, hermed er døden budt trods og hån, så den kan prøve, hvad den formår imod Kristus med al sin magt og rædsel. For det hedder: «Døden skal ikke herske over ham.» Vred og ond kan den nok være, se sur ud, true og skræmme kan den nok (i vores stakkels, svage kød), men over Kristus skal den ikke herske; den skal tværtimod finde sig i, at Kristus hersker over den, ikke alene i sin egen person, men også i os, som i ham allerede også én gang er døde fra synden, det vil sige: er forløst fra dødens brod, magt og herredømme. For Kristus har allerede udrettet og fuldendt hele værket, hvormed han har vundet herredømmet over døden, og har skænket og givet os det, så vi i ham også hersker over døden. Derfor slutter Sankt Paulus også og siger:

«Således også I: Hold jer for at være døde fra synden og at leve for Gud i Kristus Jesus, vor Herre.»

«Hold jer for» (siger han), det vil sige: I som kristne skal også vide dette om jer selv og stille jer sådan med al jeres gøren og laden som dem, der allerede er helt døde fra synden i Kristus og findes i døden, også for verden, så I ikke tjener eller følger synden, som om den herskede over jer; men beviser det modsatte: at I nu lever et andet liv, som hedder at leve et guddommeligt liv, både indvendigt i troen og i det ydre liv, idet I hersker over synden, indtil kødet eller legemet også sover ind, og således begge slags død er fuldbragt på jer; så skal der da ikke være andet end idel liv uden al dødens rædsel, frygt og herredømme.