7. søndag efter trinitatis (Rom 6,19–23)

Epistlen på 7. søndag efter trinitatis, Rom 6,19–23

Denne tekst burde vel også være begyndt noget højere oppe, for Sankt Paulus er endnu midt i den prædiken, han begyndte i epistlen til den foregående søndag, hvor han formaner, at vi fremover, fordi vi er døbt til Kristus og tror, også skal vandre i et nyt liv som dem, der nu er døde fra synden, fordi vi er i Kristus, som med sin død og opstandelse har udslettet og overvundet synden. Denne kraft i Kristi død og opstandelse har han nu forklaret og siger: «Synden skal ikke længere kunne herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.» Det vil sige: I kan nu godt modstå synden, fordi I nu er i Kristus og har kraften fra hans opstandelse, nemlig syndernes forladelse og Guds nåde, så loven ikke kan fordømme jer som syndere eller kaste jer ind under Guds vrede, selv om I endnu ikke efter kødet opfylder loven fuldkomment, sådan som I burde.

Her kaster han så igen det spørgsmål ind, som den forkerte verden rejser, når den hører denne prædiken. «Hvad,» siger han, «skal vi da synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden?» Det er verdens uart: når man prædiker om syndernes forladelse, givet uden vores fortjeneste, af lutter nåde, så siger den enten, at man forbyder gode gerninger, eller også vil den deraf drage den slutning, at man kan blive ved med at leve i synden og gøre, hvad man vil. Og dog burde med rette det modsatte følge her, at folk ved denne lære blev villige til at gøre det gode, Gud til pris, tak og ære; for det giver denne lære jo, hvor den bliver grebet rigtigt, at den ikke gør mennesket stolt eller ryggesløst, men ydmygt og lydigt.

Sådan er det jo også i den verdslige ret og det verdslige regimente, både i huset og i borgerskabet: den, der beder om nåde, giver sig selv skyldig, bekender sin vildfarelse og lover at forbedre sig fremover og ikke synde mere. Når for eksempel dommeren benåder en tyv, som har fortjent galgen, og lader ham gå fri, så kaldes det, at retten er ophævet ved nåde. Hvis denne mand nu ville fare frem på det grundlag og trodse: «Nu er jeg under nåden og kan gøre, hvad jeg vil, for nu har jeg ingen ret, som jeg skal frygte» – hvem ville finde sig i sådan en? For retten er vel ophævet, så han ikke bliver straffet, som han har fortjent, og han er ved nåden befriet fra strikken og sværdet, og livet er skænket ham; men ikke for at han nu frit kan stjæle og myrde, men for at han herefter skal være retskaffen og gøre ret; og gør han ikke det, så går retten igen over ham og straffer ham efter fortjeneste. Kort sagt: hvor retten bliver ophævet og nåde skænket, dér får ingen lov til bagefter at gøre uret i tillid til den nåde; tværtimod er han på grund af den nåde, han har fået, skyldig fremover at leve sådan, at han ikke igen falder ind under rettens straf.

Den forskel kan enhver i verdslige sager godt se og gøre, og ingen er så tosset, at han kan finde sig i den forståelse, at nåde skulle gives, for at man kan gøre uret – undtagen netop denne evangeliets lære om Guds nåde og forladelse af alle synder; den må tåle en sådan fordrejning og bespottelse, at den skulle ophæve gode gerninger eller give anledning til synd. Og dog hører vi, at Gud af bundløs nåde har ophævet retten og dommen til den evige død og helvedes ild (som vi efter loven og Guds ret har fortjent) og i stedet givet os det evige livs frihed; så vort liv nu er lutter nåde – ganske vist ikke for at vi nu skulle have frihed til igen at leve, som vi levede før, da vi under unåde og vrede pådrog os døden; men for at vi, som dem der regner denne store, uudsigelige velgerning for stor og dyrebar – at han har hjulpet os ud af den evige død og gjort os levende – nu også vogter os, så vi ikke mister den og falder fra nåden tilbage under den evige døds ret og dom; men lever og handler sådan, som de skal, der er blevet levende og frelst.

Sådan taler Sankt Paulus nu om dette og siger: «Ved I ikke, at I er slaver for den, I stiller jer selv til rådighed for som lydige slaver – ja, I er slaver for den, I adlyder, enten syndens, og det fører til død, eller lydighedens, og det fører til retfærdighed?» Det vil sige: Når I nu under nåden har syndernes forladelse og nu er retfærdige, så skylder I nu Gud lydighed, så I lever efter hans vilje; for I må jo findes i en eller andens tjeneste og lydighed: enten syndens, som fører Guds vrede og døden over jer, hvis I bliver i den, eller Guds i nåden, så I tjener ham i en ny vandel og et nyt liv. Derfor må I ikke længere være lydige mod synden, hvis herredømme og magt I nu er befriet fra. Dette driver han nu videre og med flere ord i denne epistel og siger:

«Jeg må tale menneskeligt om det på grund af jeres køds svaghed. Ligesom I har stillet jeres lemmer i urenhedens tjeneste osv.»

Han har tidligere talt om denne sag med Helligåndens særlige ord, som verden hverken kender eller er vant til; for det var et fremmed og uforståeligt sprog for hedningerne at høre, når han siger: at være død fra synden med Kristus og begravet og plantet i hans død osv. Fordi dette nu er så utydeligt sagt for fornuften, så vil jeg (siger han) dog tale på fornuftig, menneskelig vis. For det lærer jo også fornuften og alle hedningers ret, at man ikke skal gøre ondt, men undgå det onde og gøre det gode. Derfor har alle konger og kejsere givet deres love for dermed at hindre de onde og opretholde lydighed.

Hvordan skulle vi så ved evangeliet indføre en sådan prædiken, der gav lov til at gøre ondt? For selv om evangeliet er en højere gave og visdom end den menneskelige fornuft, så ændrer og river det dog ikke den forstand i stykker, som Gud selv har plantet i den menneskelige fornuft. Derfor bliver vores lære falsk udlagt og fordrejet, når man siger, at den ikke lærer at gøre gode gerninger eller agte dem. Hvis I nu ikke forstår dette på den måde, jeg taler om det – at I ved troen i dåben er døde fra det syndige liv og begravet osv. – så forstå det dog på jeres egen måde, sådan som I selv taler om det, ud fra fornuften. Dér ved og forstår I jo selv, at ingen skal gøre ondt, stjæle, røve eller myrde, selv om han tidligere har fået nåde og ikke er blevet straffet efter retten for sin tidligere synd.

Det er alle menneskers almindelige, naturlige forstand, og den er også stadfæstet ved Guds ord; men der skorter alligevel noget. Fornuft og lov lærer ganske vist at gøre det gode og forbyder det onde, men fornuften ved ikke, hvor det kommer fra, og hvordan det går til, at det ikke sker sådan, som den lærer; den ser vel (a posteriore [ud fra virkningen]), at det burde være sådan, og at det jo er rigtigt og godt ikke at stjæle, røve osv.; men (a priore [ud fra årsagen]) hvorfor det ikke også sker og bliver gjort sådan, som naturen dog lærer enhver – det kan den ikke nå frem til.

For det andet ved den heller ikke, hvordan man dog kan tage dette bort, ændre og forbedre det; den begynder på dit og dat for at styre og hindre ondskaben, men den kan dog ikke finde det rette greb til at forebygge det og rykke det op med rode. For selv om mestermanden med sværd, hjul og strik værger udadtil, så når han dog ikke længere end til det, der offentlig bliver kendt og bevidnet for retten; men hvad der sker i det skjulte og ikke kommer for hans ret, det kan han hverken straffe eller hindre. Men Guds ord griber fat på en anden måde og lærer at knuse slangens hoved og at dræbe ondet og ondskaben. Hvor det sker, dér behøver man bagefter hverken dommer eller bøddel mere. Men hvor man ikke værger mod hovedgiften, dér må man værge mod den offentlige gerning, så godt man kan.

Se, så langt går fornuften og lærer, at man ikke skal gøre ondt, heller ikke med tanker og vilje, selv om den ikke fører straffen højere end til de udvortes gerninger; for tanker og vilje må den nok lade gå ustraffet. Men vi (siger Sankt Paulus) prædiker en anden lære, som er så høj, at den også værger mod og styrer hjertet og viljen. For vi siger, at I, som tror på Kristus, er døbt til hans død og begravet med ham, så I ikke blot skal være døde, men også i sandhed er døde fra synden. For en kristen ved, at hans synder ved Kristi nåde er tilgivet ham og slettet, så de ikke kan fordømme ham. Og fordi han har modtaget denne nåde og tror den, får han nu et sådant hjerte, der bliver fjendtligt mod synden; og selv om han endnu mærker onde tanker og tilskyndelser til synd i sig, så er troen og Ånden dog dér, som minder ham om hans dåb og siger: «Selv om jeg kunne gøre det og havde tid og lejlighed til det, så ingen opdagede det eller kunne straffe mig for det, så vil jeg dog ikke gøre det, af lydighed mod Gud og til ære for min Herre Kristus, fordi jeg er døbt til ham og som en kristen allerede er død fra synden, så jeg ikke igen kommer under syndens magt.»

Sådan gjorde den gudfrygtige Josef, 1 Mos 39: da han blev tilskyndet og lokket af sin herres hustru, sprang han fra hende og lod sin kappe blive tilbage, hvor en anden ville være blevet glad, hvis man havde bedt ham om det. Han havde rigtignok også kød og blod og mærkede vel bevægelsen, tiden og stedet, dertil venskabet og fordelen; men han værgede sig selv, så han ikke engang med en tanke gav sit samtykke til det. Det kaldes nu at dræbe det ondes eller syndens hoved. Det ved fornuften og den menneskelige visdom intet om; for det sker ikke med love, straf, fængsel eller sværd, men alene ved troen og erkendelsen af Kristi nåde, ved hvilken vi dør fra synden og verden og bryder vores vilje, så vi ikke gør ondt, selv om det aldrig blev straffet, eller ingen nogen sinde skulle få det at vide.

Se, det kaldes ikke at tale om det på fornuftens vis, men på guddommelig vis efter Skriften, som viser os begge dele: hvor dette onde kommer fra, og hvordan man skal styre og værge mod denne hovedkilde. Da vi nu lærer dette (og langt højere og bedre, end fornuften lærer), så er dermed tilstrækkeligt besvaret og gendrevet det, man beskylder os for: at vi forbyder gode gerninger eller giver lov til at synde. Derfor, hvis I ikke kan forsvare det efter denne høje måde (vil Sankt Paulus sige), så forsvar det dog på jeres egen måde, fordi det også står skrevet i fornuften, og alle mennesker taler sådan, at man ikke skal gøre uret; og Guds ord stadfæster denne lære.

I den mening siger han nu: «Jeg vil tale menneskeligt om det»; det vil sige: ikke efter det fordærvede køds og blods forstand, for det taler intet godt; men efter den naturlige fornuft, sådan som den er skabt af Gud, hvor der endnu er noget godt, og som man ser for øjnene: mange hæderlige folk, der har lavet mange gode love og megen god ret. «Men jeg taler sådan,» siger han, «på grund af jeres køds svaghed»; som om han ville sige: Det er vel endnu ikke sagt nok efter fornuftens eller lovlærernes og juristernes måde; dog vil jeg lade det gå, fordi I endnu er for svage i Ånden, og min måde at tale om dette på er endnu for ny og sælsom for jer, så I ikke alle kan nå den; derfor må jeg stige ned til jeres forstand og tale, sådan som I kan forstå det. Og jeg siger altså: Spørg jeres egen ret og lov om det, om de vil tåle og lade ske, at man forbyder gode gerninger og må gøre det onde, selv om de ikke selv formår at styre det.

Dermed (siger han) vil jeg vise jer og føre jer derhen, at en sådan påstand ikke holder; for også fornuften lærer, at I jo må leve i overensstemmelse med den, I har givet jer hen til, ligesom enhver er skyldig at være lydig mod den, han gør sig underdanig og træder i tjeneste hos. Nu har I som kristne en anden tjeneste end før, da I var under syndens herredømme og måtte være lydige mod den og ikke kunne komme ud af dens magt eller gøre noget godt for Gud. Men nu er I ved nåden blevet løst fra denne lydighed og syndens bånd og har nu givet jer hen til Gud til tjeneste og lydighed; derfor må I jo nu også leve anderledes end før.

Det er jo også talt fornuftigt om det, sådan som mennesker plejer at tale efter deres forstand, og vi prædiker også netop det samme – bortset fra at når vi på vores, det vil sige de kristnes, måde taler højere og med andre ord om det (som vi jo må), så er det til forargelse for verden. For selv om vi også siger, at man ikke skal røve, stjæle, myrde, misunde, hade osv., så er det dog ikke udrettet med, at det bliver forbudt ved loven; men det må ske ved Guds nåde, som ikke udretter det ved vores evne, men ved Helligånden i dem, der tror. Men når vi taler sådan om det, så kommer den tossede verden straks skrabende og siger: «Åh, er det sandt, at det ikke er vores gerning, så lad os være glade og ikke gøre nogen god gerning.»

Men at denne forståelse er falsk og en bevidst fordrejning af den rette lære, viser sig deraf, at vi jo lover og stadfæster Guds bud, ja, også fornuftens lære (som lærer, at man skal gøre det gode og undgå det onde), ja, at vi hjælper den og forbedrer den, hvor den er for svag og for lidt, fordi fornuften ikke kan vise, hvordan sagen skal hjælpes. For hvis den kunne det, ville folk ikke lade sig forføre af deres egne drømme og falske lærdom om tomme, forgæves gerninger (som pavedømmets og al falsk gudstjeneste er); de udspringer alle sammen vel af den grundsætning: man skal gøre det gode og undgå det onde; og denne hovedsætning, som vi alle er enige om, er vel rigtig; men når man skal bygge på den og sige, hvordan og hvad man skal gøre, som er godt, dér skilles vejene; det viser alene Guds ord.

For fornuften bliver her let blændet og bedraget af falsk skin, når man blot kalder noget godt; og selv når den gør alt, hvad den mener er godt, bliver den dog hos sig selv uvis om sagen. Ja, den finder heller ingen frugt eller forbedring af en sådan lære; for sådan en handlemåde fører jo ikke længere end til udvortes gerninger, så man gør sig retskaffen og pæn for folk, men derved bliver der dog ikke værget mod den indvortes ondskab og synd; mennesket bliver stadig helt fanget i det gamle væsen og lydigt mod synden og dens lyster; og hvad et sådant menneske gør, det gør han dog ikke af hjertet, men ville hellere gøre noget andet, hvis han ikke skulle frygte skammen eller straffen.

Her bringer vi en højere prædiken, evangeliets, som for det første lærer, hvordan synden i os bliver dræbt og begravet ved Kristus, sådan at vi nu får en god samvittighed, der bliver fjendtlig mod synden og strider imod den; og vi kommer nu ind i en anden lydighed, hvor vi, forløst fra synden, tjener Gud og stræber efter at gøre, hvad der behager ham, selv om der hverken var frygt, straf, bøddel eller dommer.

Når dette nu går rigtigt til, og denne minor [undersætningen i en logisk slutning], som spørgsmålet og striden drejer sig om, er sat – hvordan man bliver løst fra synden og kommer til rette gode gerninger – så kommer vi nu rigtigt sammen igen om grunden eller hovedsætningen, nemlig: Det gode skal man gøre, det onde skal man undgå. Og samtidig sætter vi slutningen: Nu da vi er løst fra synden og omvendt til Gud, skal vi også af lydighed mod Gud gøre det gode og ikke længere leve i synden.

Se, sådan bruger Sankt Paulus loven og den menneskelige fornuft (for så vidt den forstår loven) imod de falske munde, som fordrejer den rette lære, så man kan se, at denne lære ikke er imod gode gerninger, men dog langt højere end læren om gerninger. For den viser, hvor dette kommer fra og bliver tilvejebragt, nemlig ikke af menneskelig fornuft og evne, men af nåden og Helligåndens kraft. Det er nu det, Sankt Paulus slutter med og siger:

«Ligesom I har stillet jeres lemmer i urenhedens tjeneste og fra den ene uretfærdighed til den anden, sådan skal I nu også stille jeres lemmer i retfærdighedens tjeneste, så de bliver hellige.»

Det lærer fornuften jo jer: fordi I nu ikke længere er underlagt synden og uretfærdigheden, skal I heller ikke længere tjene den eller være lydige mod den med jeres legeme og lemmer, det vil sige med hele det legemlige liv og væsen. Og omvendt: fordi I har givet jer hen til lydighed mod Gud og retfærdigheden, er I skyldige at tjene den med legeme og liv. Det er, sagt på det enkleste, klart og ligefremt på dansk, så meget som: Den, der før har været ond og har levet imod Guds vilje og sin samvittighed, han skal nu blive retskaffen og tjene Gud med en god samvittighed; eller, som Sankt Paulus siger et andet sted (Ef 4,28): «Den, der har stjålet, skal ikke stjæle mere osv.»

Før (siger han) har jeres lemmer – øjne, ører, mund, hænder, fødder og hele legemet – tjent urenheden (sådan kalder han de laster, som fornuften godt kan forstå, det vil sige alle slags kødelige synder); ligeledes har I ladet jeres lemmer tjene uretfærdigheden eller alle slags uretfærdigt liv og uretfærdige gerninger, hvor I har begået den ene uretfærdighed oven på den anden med alle slags onde rænker og numre, hvad navn de så måtte have. Det skal I nu vende om efter jeres egen ret og forstand. Hvor I før gerne har set, hørt og sagt, hvad der er skændigt og utugtigt, eller er gået og har stået efter det og har tjent utugten med legemet, dér skal det nu gøre ondt i øjne og ører at se og høre det, hele legemet skal flygte for det og være tugtigt i ord og gerninger; sådan skal også alle lemmer og hele legemets gøren og laden tjene retfærdigheden.

Og det for at også jeres lemmer eller legeme kan blive hellige, det vil sige Guds egne og alene bruges til hans tjeneste, så de alle mere og mere og stadig hellere tjener Gud til ære og lydighed i alt, hvad der hedder gudeligt, prisværdigt, ære og dyd. Det lærer din egen bog dig (som er skrevet i dit hjerte), selv om der ikke var noget Guds ord. Og her gælder det ikke, at du ville indvende imod dette: «Ja, men du har jo lært, at man ikke bliver frelst ved det»; for det er ikke imod, men over og uden for din forstand; ja, det er det rette lys, som viser dig, hvordan du kan nå dertil, at du gør det, som din egen fornuft lærer dig.

«For da I var syndens slaver, var I frie fra retfærdigheden.»

Alt dette taler han endnu på menneskelig vis og efter den almindelige ret og skik på den tid om trældom eller tjeneste og frihed; dengang var slaverne livegne, købte folk og måtte være en herres ejendom og blive i hans tjeneste, indtil de blev frigivet af ham eller på anden måde løskøbt. Da han nu har sagt: Ligesom I før har tjent uretfærdigheden, sådan skal I nu tjene retfærdigheden osv., så følger deraf to slags tjeneste og også to slags frihed. Den, der tjener synden, er fri (siger han) fra retfærdigheden; det vil sige, han bliver fanget under synden og kan ikke komme til retfærdigheden eller gøre retfærdige gerninger. For det følger af fornuften, at enhver er fri fra den, han ikke tjener, eller hvis slave han ikke er; og ligeledes omvendt: Er I nu blevet retfærdighedens slaver og frie fra synden, så følger igen deraf, at I skal være lydige mod retfærdigheden og tjene den. Men herom holder han nu op med at disputere videre og stiller de to op over for hinanden, så de skal se på, hvilken gavn eller skade de har af begge slags tjeneste (som de nu har prøvet), og deraf selv drage slutningen, også efter menneskelig forstand, og selv vise sig, hos hvem de vil blive, og hvem de herefter vil være lydige.

«Hvilken frugt havde I da dengang? Det, som I nu skammer jer over; for enden på det er døden. Men nu, da I er blevet frie fra synden og er blevet Guds tjenere, har I jeres frugt, så I bliver hellige; men enden er det evige liv.»

Kære venner, tænk dog tilbage hos jer selv: hvordan levede I, da I var frie fra retfærdigheden og ikke gjorde andet end det, synden drev og tilskyndede jer til? Hvad fik I ud af det, eller hvad vandt I ved det? Intet andet, end at I den dag i dag må skamme jer over det og desuden til sidst ville have måttet forblive i døden. Disse to kostelige frugter og gevinster har I, og intet bedre har I fortjent dermed end skam og død. En kostelig, rimelig løn for sådan en tjeneste, hvor mennesket vil være frit fra retfærdigheden og lever, som det lyster, og holder det for et fint, kosteligt liv; for det gør godt for kød og blod, som mener, at det sådan kan slippe ustraffet.

Men der kommer to hårde ris bagefter; det ene hedder at skamme sig, så mennesket både for Gud og for verden må bekende sin skam; ligesom Adam og Eva i Paradiset, efter at de ville være frie fra Guds bud og fulgte den forbudte lyst, som Djævelen havde tilskyndet dem til, bagefter måtte føle deres skam og skamme sig i deres hjerte ved at stå for Guds øjne. Det andet er den evige død og helvedes ild, som de må have oven i skammen, og som også vore første forældre var faldet i.

Ville det nu ikke være finere at være fri fra synden og dens tjeneste og tjene retfærdigheden? Så behøvede I aldrig nogen sinde hverken at skamme jer eller lide skade, men fik i stedet to slags gavn og gode: at I har en god, glad samvittighed over for Gud og alle skabninger og derved er hellige, det vil sige sikre og vise på, at I tjener Gud, ja, er hans egne; og desuden har en rig, uforgængelig løn, som er det evige liv.

Alt dette er endnu talt på menneskelig vis, sådan som fornuften forstår og holder det, også hvor Kristus ikke er kendt; for det er sådan i hele verden, at de, der gør ondt, som tyve, mordere osv., må lide både skam for verden og døden oven i; og omvendt har de, der gør godt, ære hos alle folk og godt oven i.

«For døden er syndens sold, men Guds gave er det evige liv i Kristus Jesus, vor Herre.»

Det er da sælsomt sagt, at man skal give dem, der gør ondt, endda sold, som om de havde handlet rigtigt og gjort sig vel fortjent. For ordet «sold» betyder noget godt, som man giver dem, der holder sig redeligt og strider ridderligt. Men han taler sådan netop for at ærgre og gå imod dem, der fordrejer hans lære og siger: «Ho, Sankt Paulus prædiker om lutter nåde og lover også sold til dem, der synder.» «Ja,» vil han sige, «ros dig bare; du skal nok få en sold – jeg mener døden og helvedes ild. Den skal du vide og vente dig, hvis du vil tyde evangeliet sådan, som om Gud endda skulle give dig en sold for, at du tjener synden.» Med sådanne skarpe ord vil han så meget mere skræmme dem, der påstår dette eller lader sig overtale til at tro, at man også skulle kunne tjene Gud med synder og endda få løn hos ham for det. Sådan vender han ordene efter deres tanker og tale: «Ja, når I mener det, og det skal forstås sådan, at den, der tjener, skal have løn og sold, så får du nok en sold, og den hedder død og helvede; den kan den få, som har lyst til den og holder den for en kostelig ting.»

Omvendt siger han: «Guds nåde er det evige liv.» Se dér, hvordan han fører ordene. Her bruger han ikke ordet «sold»; for han har tidligere lært, at vi får det evige liv, ikke for vores gerningers skyld som en fortjent løn, men af lutter nåde, for Kristi skyld, ved troen. Derfor kalder han det en Guds gave i Jesus Kristus osv.; og når mennesket har den, så har han allerede hovedstykket, ved hvilket slangens hoved bliver dræbt, og er nu så rig og frelst, at ingen kan tage dette liv fra ham; og han har en sådan kraft, at han nu kan undgå synden og bestandig dræbe den i sit kød; hvad ingen lov eller menneskelig evne kan tilvejebringe, men dertil hører troen, ved hvilken vi bliver indlemmet i Kristus og plantet sammen med ham i syndens død, til det evige liv og rette gode gerninger osv.