Fortale til Johannes' Åbenbaring

Profetiernes plads i kristenheden

Der findes mange slags profeti i kristenheden. Nogle profeterer på den måde, at de udlægger profeternes skrifter; det taler Paulus om i 1 Kor 12 og 14 og flere andre steder. Denne slags er den mest nødvendige, og vi må have den hver dag, for den lærer Guds ord, lægger kristenhedens grund og forsvarer troen. Kort sagt: Det er den, der leder, opretholder, indretter og udfører prædikeembedet.

Mange slags profeti.

Andre profeterer om ting, der skal komme, og som ikke i forvejen står i Skriften, og den slags findes i tre former. Den første gør det med klare ord, uden billeder og figurer, sådan som Moses, David og andre af den slags profeter profeterer om Kristus, og sådan som Kristus og apostlene profeterer om Antikrist og de falske lærere osv.

Profeti om det, der skal komme, er af tre slags.

Den anden gør det med billeder, men sætter dog også udlægningen ved siden af med klare ord, sådan som Josef udlægger drømmene, og Daniel udlægger både drømme og billeder.

Den tredje gør det uden ord eller udlægning, med bare billeder og figurer, sådan som denne bog, Åbenbaringen, og mange hellige menneskers drømme, syner og billeder, som de har fra Helligånden. Sådan prædiker Peter i ApG 2 ud fra Joel: «Jeres sønner og jeres døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal have drømme.» Og så længe en sådan profeti forbliver uudlagt og ikke får nogen sikker udlægning, er den en skjult og stum profeti og er endnu ikke nået frem til den nytte og frugt, den skal give kristenheden.

Johannes' Åbenbaring og vanskeligheden ved at udlægge alle profetier og syner rigtigt

Sådan er det også hidtil gået denne bog. Mange har ganske vist forsøgt sig med den, men indtil i dag har ingen fået noget sikkert ud af den, og nogle har brygget en masse tåbeligt stads ind i den ud fra deres eget hoved. På grund af disse usikre udlægninger og den skjulte mening har vi hidtil også ladet den ligge, især fordi nogle af de gamle kirkefædre også mente, at den ikke er skrevet af apostlen Johannes, sådan som det står i Kirkehistorien, 3. bog, kapitel 25 [Eusebs kirkehistorie; kilden har den latinske henvisning «libro iij. Histo. Ecclesi. Cap. xxv.»]. Den tvivl lader vi for vores eget vedkommende stadig stå åben. Dermed skal det dog ikke forhindres, at nogen holder den for at være af apostlen Johannes eller mener om den, hvad han vil.

Johannes' Åbenbaring.

Men fordi vi alligevel gerne ville have en sikker tolkning eller udlægning, vil vi give andre og højere ånder noget at tænke over og også lægge vores egne tanker frem, nemlig sådan: Da bogen skal være en åbenbaring af, hvad der skal ske, og især af de trængsler og ulykker, der skal ramme kristenheden, mener vi, at den nærmeste og sikreste vej til at finde udlægningen er denne: Man tager de begivenheder og ulykker, som hidtil er gået over kristenheden, ud af historiebøgerne, holder dem op mod disse billeder og sammenligner dem med ordene. Hvor det så fint passer sammen og stemmer overens, der kunne man bygge på det som på en sikker udlægning eller i det mindste som på en udlægning, man ikke kan forkaste.

De første tre kapitler i korte træk

1. 2. 3.

Derfor mener vi, sådan som teksten jo også selv siger, at de første tre kapitler, der taler om de syv menigheder i Asien og deres engle, ikke vil andet end ganske enkelt vise, hvordan det dengang stod til med dem, og formane dem til at blive ved og vokse eller til at forbedre sig. Desuden lærer vi deraf, at vi ved ordet «engel» senere i andre billeder eller begivenheder skal forstå biskopper og lærere i kristenheden, nogle gode, som de hellige fædre og biskopper, andre onde, som kætterne og de falske biskopper. Af de onde står der dog flere i denne bog end af de gode.

Indholdet af de første tre kapitler.

Engel.

Kapitel 4 og 5 i korte træk

4. 5.

I kapitel 4 og 5 fremstilles hele kristenheden, som skal lide disse kommende trængsler og plager. Der står 24 ældste for Gud (det er alle biskopper og lærere i enighed), kronet med troen. De lovpriser Kristus, Guds lam, med harper, det vil sige: De prædiker, og de tjener med røgelseskar, det vil sige: De øver sig i bøn. Alt dette er til trøst for de kristne, så de skal vide, at kristenheden alligevel skal bestå under de kommende plager.

Kapitel 6 i korte træk

24 ældste. 6.

I kapitel 6 begynder de kommende trængsler, og først de legemlige trængsler, såsom forfølgelse fra den verdslige øvrighed; det er den kronede rytter med buen på den hvide hest. Dernæst krig og blodsudgydelse; det er rytteren med sværdet på den røde hest. Dernæst dyrtid og sult; det er rytteren med buen [sandsynligvis en fejl for vægten, jf. Åb 6,5] på den sorte hest. Dernæst pest og byldesyge; det er rytteren i dødens skikkelse på den gustne hest. For disse fire plager følger altid med sikkerhed over dem, der er utaknemmelige mod Guds ord og foragter det, sammen med mange andre ødelæggelser og omvæltninger af øvrighederne, indtil den yderste dag. Det bliver vist ved slutningen af kapitel 6, og martyrernes sjæle driver også på med deres råb.

Fire plager, der følger over dem, der foragter Guds ord.

Kapitel 7 og 8 i korte træk

7. 8.

I kapitel 7 og 8 begynder åbenbaringen af de åndelige trængsler, det vil sige alle slags kætterier. Og igen stilles der først et trøstebillede frem: Englen sætter mærke på de kristne og holder de fire onde engle tilbage. Det sker, for at man igen kan være sikker på, at kristenheden også midt blandt kætterne skal have fromme engle og det rene ord. Det viser også englen med røgelseskarret, det vil sige med bønnen. Sådanne gode engle er de hellige fædre som Spiridon, Athanasius, Hilarius og koncilet i Nikæa og lignende.

Kristenhedens åndelige trængsler.

Gode engle.

*2) Den første onde engel er Tatian med sine enkratitter, som forbød ægteskabet og desuden ville være fromme i kraft af gerninger, ligesom jøderne. For læren om gerningshellighed måtte være den første, der rejste sig mod evangeliet, og den bliver nok også den sidste. Den får bare hele tiden nye lærere og andre navne, som pelagianerne osv.

Tatian.

Læren om gerninger osv.

Den anden er Markion med sine katafrygere, manikæere, montanister osv., som roser deres åndelige åbenbaringer højere end hele Skriften og farer af sted mellem himmel og jord som dette brændende bjerg. Sådan er Müntzer og sværmerne hos os.

Markion.

Den tredje er Origenes, som med filosofien og fornuften har gjort Skriften bitter og ødelagt den, sådan som universiteterne hos os hidtil har gjort.

Origenes.

Den fjerde er Novatus med sine katharer, som nægtede at give bod [dvs. at genoptage dem, der var faldet fra under forfølgelse] og ville være renere end alle andre. Af samme slags var siden hen også donatisterne. Men vores gejstlige er næsten alle sammen alle fire ting på én gang. De lærde, som kender historien, vil nok kunne regne dette ud, for det ville blive for langt at fortælle og bevise det hele.

Novatus.

Donatister.

Kapitel 9 og 10 i korte træk

9. 10.

I kapitel 9 og 10 begynder den virkelige jammer. For de hidtidige legemlige og åndelige trængsler har i høj grad været en spøg i sammenligning med disse kommende plager. Det viser englen også selv ved slutningen af kapitel 8: Der skal komme tre veer, og dem skal de tre andre, det vil sige den femte, sjette og syvende engel, bringe, og dermed er det slut med verden. Her kommer både åndelig og legemlig forfølgelse sammen. Der skal være tre af dem: den første stor, den anden endnu større, den tredje den allerstørste.

Åndelig og legemlig forfølgelse osv.

Det 1. ve. Det første ve er altså den femte engel, Arius, den store kætter, og hans tilhængere. Han har plaget kristenheden så grueligt i hele verden, at teksten her med rette siger: De fromme ville hellere dø end se det, og dog måtte de se det uden at dø. Ja, den siger, at englen fra afgrunden, der hedder Ødelæggeren, er deres konge, som om den ville sige: Djævelen selv rider dem. For de forfulgte de sande kristne ikke kun åndeligt, men også legemligt med sværdet. Læs historien om arianerne, så vil du godt forstå denne figur og disse ord.

Arius.

Det 2. ve. Det andet ve er den sjette engel, den skændige Muhammed med sine tilhængere, saracenerne, som med deres lære og med sværdet har påført kristenheden en stor plage. Ved siden af og sammen med denne engel kommer, for at dette ve kan blive så meget desto større, den stærke engel med regnbuen og den bitre bog, det vil sige det hellige pavedømme med dets store åndelige skin. De måler og indfatter templet med deres love, støder forgården ud og opretter en maskekirke eller en udvortes hellighed.

Pavedømmet.

Kapitel 11 og 12 i korte træk

12.

I kapitel 11 og 12 stilles der midt mellem disse onde veer og plager to trøstebilleder frem: det ene om de to prædikanter og det andet om den svangre kvinde, der føder et drengebarn, uden at dragen kan forhindre det. Dermed vises det, at der alligevel skal være nogle fromme lærere og kristne tilbage, både under de to foregående veer og under det tredje, der skal komme. Nu løber de to sidste veer sammen og angriber kristenheden på samme tid til sidst, og dermed slår djævelen endelig bunden ud af tønden. 2 trøstebilleder. 13.

Det 3. ve. Så kommer nu i kapitel 13 (efter basunen fra den sidste af de syv engle, som blæser i begyndelsen af kapitel 12 [sandsynligvis en fejl for kapitel 11,15]) denne syvende engels værk, det tredje ve, nemlig det pavelige kejserdømme og det kejserlige pavedømme. Her får pavedømmet også det verdslige sværd i sin magt og regerer nu ikke kun med bogen som i det andet ve, men også med sværdet i det tredje ve. Sådan praler de jo også af, at paven har både det åndelige og det verdslige sværd i sin magt.

Paveligt kejserdømme og kejserligt pavedømme.

Her er nu de to dyr. Det ene er kejserdømmet. Det andet, med de to horn, er pavedømmet, som nu også er blevet et verdsligt rige, dog med skin af Kristi navn. For paven har rejst det faldne romerske rige op igen og flyttet det fra grækerne til tyskerne. Og dog er det mere et billede af det romerske rige end selve rigets legeme, sådan som det har været. Alligevel giver han dette billede ånd og liv, så det stadig har sine stænder, love, lemmer og embeder og i nogen grad er i funktion. Det er billedet, der var såret og er blevet helbredt igen. 2 dyr.

Hvilke vederstyggeligheder, veer og skader dette kejserlige pavedømme har gjort, kan ikke fortælles nu. For det første er verden gennem dets bog blevet fuld af al slags afgudsdyrkelse, med klostre, stifter, helgener, valfarter, skærsild, aflad, tvunget cølibat og utallige andre stykker menneskelære og menneskegerninger osv. For det andet: Hvem kan gøre rede for, hvor meget blod, mord, krig og jammer paverne har sat i gang, både ved selv at føre krig og ved at hidse kejsere, konger og fyrster op mod hinanden?

Hvilke vederstyggeligheder og ulykker det kejserlige pavedømme har anrettet.

Her går og løber nu djævelens sidste vrede på samme tid i fuld gang: derovre mod øst det andet ve, Muhammed og saracenerne, herovre mod vest pavedømmet og kejserdømmet med det tredje ve. Til dem kommer som tilgift også tyrken, Gog og Magog, som det vil følge i kapitel 20. Og sådan bliver kristenheden i hele verden og på alle sider plaget allergrueligst og allerjammerligst med falsk lære og krige, med bog og sværd. Det er bundfaldet og den sidste plage. Herefter følger nu idel trøstebilleder om enden på alle disse veer og vederstyggeligheder.

Gog.

Magog.

Kapitel 14 i korte træk

14.

2 Thess 2.

I kapitel 14 begynder Kristus først at dræbe sin Antikrist med sin munds ånde (som Paulus siger), og englen kommer med evangeliet imod den stærke engels bitre bog. Og nu står der igen hellige, også jomfruer, omkring Lammet og prædiker ret. Efter dette evangelium følger den anden engels røst: Byen Babylon skal falde, og det åndelige pavedømme gå under.

Babylon.

Dernæst følger det, at høsten holdes, og de, der holder fast ved pavedømmet imod evangeliet, kastes uden for Kristi by i Guds vredes vinperse. Det vil sige: Gennem evangeliet bliver de dømt til Guds vrede som nogle, der er skilt ud fra kristenheden. Dem er der mange af, og vinpersen giver meget blod. Eller måske står der nok også en ordentlig straf og dom for døren over vores synder, som er over al måde og mere end modne.

Kapitel 15 og 16 i korte træk

15. 16.

Derefter i kapitel 15 og 16 kommer de syv engle med de syv skåle. Da vokser evangeliet og stormer pavedømmet fra alle sider gennem mange lærde og fromme prædikanter, og dyrets trone, pavens magt, bliver mørk, ulykkelig og foragtet. Men de bliver alle vrede og forsvarer sig frejdigt. For der går tre frøer, tre urene ånder, ud af dyrets mund, og de hidser dermed kongerne og fyrsterne op mod evangeliet. Men det hjælper ikke; deres kamp ender alligevel ved Harmagedon. Frøerne er sofisterne, som Faber, Eck, Emser osv., som kvækker meget imod evangeliet og dog intet udretter og bliver ved med at være frøer.

Frøer.

Kapitel 17 i korte træk

17.

I kapitel 22 [sandsynligvis en fejl for kapitel 17] bliver det kejserlige pavedømme og det pavelige kejserdømme fra begyndelse til ende samlet i ét billede og så at sige stillet frem i en sammenfatning: Det er intet (for det gamle romerske rige er for længst forbi), og dog er det (for der er jo stadig nogle lande og desuden også byen Rom). Dette billede stilles her frem, ligesom man stiller en forbryder offentligt frem for retten for at få ham dømt, så man skal vide, at dette dyr nu snart også skal fordømmes og, som Paulus siger, tilintetgøres ved vor Herres tilsynekomst. Og som han siger i teksten, er det også pavedømmets egne beskyttere, der begynder på det; de beskytter det nu sådan, at de gejstlige snart kommer til at sidde helt nøgne.

Pavedømmets beskyttere.

Kapitel 18 i korte træk

18.

I kapitel 18 begynder nu denne ødelæggelse, og den herlige store pragt går til grunde, og det er slut med stiftsrøverne og præbendetyvene, kurtisanerne [pavehoffets gejstlige embedsjægere]. For derfor måtte også Rom plyndres og stormes af sin egen beskytter, som begyndelsen på den endelige ødelæggelse.

Rom plyndret.

Kapitel 19 i korte træk

19.

Endnu holder de ikke op. De søger, trøster sig, ruster sig og forsvarer sig, og som han her siger i kapitel 19: Nu da de ikke kan komme videre med Skriften og bøger, og frøerne har kvækket færdigt, går de alvorligt til værks og vil gennemføre det med magt. De samler konger og fyrster til kamp. Men de løber panden mod muren. For han, der sidder på den hvide hest, og som hedder Guds ord, vinder, indtil både dyret og profeten gribes og kastes i helvede.

Kapitel 20 i korte træk

20.

Mens alt dette sker, kommer i kapitel 20 også den sidste slurk, Gog og Magog, tyrken, de røde jøder [et folk, som middelalderens sagn mente var lukket inde og ville bryde frem ved tidernes ende], som Satan fører frem, han, der for tusind år siden blev fanget og efter tusind år er blevet løst igen. Men de skal snart sammen med ham i ildsøen. For vi mener, at dette billede er stillet frem som noget særskilt fra de foregående for tyrkernes skyld, og at de tusind år skal regnes fra omkring den tid, da denne bog blev skrevet, og at djævelen også blev bundet på det tidspunkt. Dog behøver regnestykket ikke at passe så nøjagtigt, at det stemmer på minuttet. Efter tyrkerne følger nu straks den yderste dom ved slutningen af dette kapitel, sådan som Dan 7 også viser.

Gog.

Magog.

Begyndelsen på de tusind år.

Kapitel 21 i korte træk

21.

Til sidst, i kapitel 21, afbildes den endelige trøst: at den hellige by skal gøres helt færdig og føres som en brud til det evige bryllup, at Kristus alene er Herre, og at alle ugudelige bliver fordømt og farer til helvede sammen med djævelen.

Hvad Åbenbaringen er til nytte for

Efter denne udlægning kan vi gøre denne bog nyttig for os og bruge den godt. For det første til trøst, så vi ved, at hverken magt eller løgn, hverken visdom eller hellighed, hverken trængsel eller lidelse skal undertrykke kristenheden, men at den til sidst skal beholde sejren og vinde.

Kristenheden beholder til sidst sejren osv.

For det andet til advarsel mod den store, farlige og mangfoldige forargelse, som opstår i kristenheden. For når så mægtig en magt og så stort et skin skal kæmpe mod kristenheden, og den skal være så skjult, helt uden skikkelse, under så mange trængsler, kætterier og andre skrøbeligheder, så er det umuligt for fornuften og naturen at kende kristenheden. I stedet falder fornuften fra og tager anstød af den. Den kalder dem for den kristne kirke, som dog er den kristne kirkes værste fjender, og omvendt kalder den dem for fordømte kættere, som dog er den sande kristne kirke. Sådan er det hidtil gået under pavedømmet og Muhammed, ja, hos alle kættere. Og på den måde mister fornuften og naturen denne trosartikel: Jeg tror på en hellig, kristen kirke.

Forargelse ved kristenheden.

Fornuftens forkerte dom over den kristne kirke.

Åbenbaringen som udgangspunkt for samtaler om sand kristendom

Sådan gør også nu nogle klogehoveder: Fordi de ser kætteri, splid og mange slags mangler og ser, at der er mange falske og mange letfærdige kristne, dømmer de straks og ugenert: Her er ingen kristne. For de har hørt, at kristne skal være et helligt, fredeligt, enigt, venligt og dydigt folk.

Derfor mener de, at der ikke må være nogen forargelse, intet kætteri og ingen mangel, men bare fred og dyd.

De burde læse denne bog og lære at se på kristenheden med andre øjne end fornuftens. For denne bog viser jo, mener jeg, nok af grufulde, uhyrlige dyr, afskyelige og fjendtlige engle og vilde og forfærdelige plager. Jeg vil tie om de andre store skrøbeligheder og mangler, som dog alle sammen har været i kristenheden og blandt de kristne, så al fornuft ganske vist måtte miste kristenheden af syne under sådanne forhold. Vi ser jo her tydeligt, hvilke grufulde forargelser og mangler der har været før vores tid, dengang da man dog mener, at det stod allerbedst til med kristenheden. Vores tid kunne vel regnes for en guldalder i sammenligning med dengang. Tror du ikke, at hedningerne også tog anstød af det og anså de kristne for overmodige, letfærdige og trættekære mennesker?

Med hvilke øjne man skal se på kristenheden.

Dette stykke, «Jeg tror på en hellig, kristen kirke», er lige så vel en trosartikel som de andre. Derfor kan ingen fornuft kende kirken, selv om den tager alle sine briller på. Djævelen kan godt dække den til med forargelser og sekter, så du må tage anstød af den. Og Gud kan også skjule den med skrøbeligheder og alle slags mangler, så du må blive til nar over det og fælde en falsk dom over den. Den vil ikke ses, men tros. Og tro gælder det, man ikke ser, Hebr 11. Og den synger også sammen med sin Herre sangen: «Salig er den, som ikke forarges på mig.» En kristen er endda også skjult for sig selv, så han ikke ser sin hellighed og dyd, men ser kun mangel på dyd og uhellighed hos sig selv. Og du, grove klogehoved, ville se kristenheden med din blinde fornuft og dine urene øjne!

Jeg tror på en hellig, kristen kirke osv.

Tro.

Konklusion

Kort sagt: Vores hellighed er i himlen, hvor Kristus er, og ikke i verden for øjnene som en vare på torvet. Lad derfor forargelser, sekter, kætteri og skrøbeligheder være og gøre, hvad de kan. Når bare evangeliets ord forbliver rent hos os, og vi holder det kært og dyrebart, så skal vi ikke tvivle på, at Kristus er hos os og med os, selv når det går allerværst.

Det ser vi her i denne bog: Kristus er gennem og over alle plager, dyr og onde engle alligevel hos og med sine hellige og vinder til sidst.

De kristnes hellighed.