Fortale til Det Gamle Testamente

Kristus og apostlene bygger på Det Gamle Testamente

Joh 5.

1 Tim 4.

Rom 1.

1 Kor 15.

Nogle regner Det Gamle Testamente for ringe, som noget der kun er givet til det jødiske folk og nu er forbi og kun fortæller om begivenheder, der hører fortiden til. De mener, at de har nok i Det Nye Testamente, og hævder, at man kun skal søge åndelige betydninger i Det Gamle Testamente. Det mente også Origenes, Hieronymus og mange andre fremtrædende folk. Men Kristus siger i Joh 5: «Undersøg Skrifterne, for de vidner om mig.» Og Paulus befaler Timotheus, at han skal blive ved med at læse Skriften. Og i Rom 1 fremhæver han, at evangeliet er lovet af Gud i Skriften. Og i 1 Kor 15 siger han, at Kristus efter Skrifterne er kommet af Davids slægt, er død og opstået fra de døde. Også Peter viser os mere end én gang tilbage til Skriften.

Hvordan nogle dømmer om Det Gamle Testamente.

Kristus og apostlene Peter og Paulus viser os hen til Det Gamle Testamente.

ApG 17.

Dermed vil de lære os ikke at foragte Det Gamle Testamentes skrift, men at læse den med al flid, fordi de selv grunder og beviser Det Nye Testamente så kraftigt ud fra Det Gamle Testamente og henviser til det. Sådan skriver også Lukas i ApG 17, at folkene i Thessaloniki dagligt undersøgte Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan, som Paulus lærte. Lige så lidt som Det Nye Testamentes grund og bevis må foragtes, lige så højt skal Det Gamle Testamente også agtes. For hvad er Det Nye Testamente andet end en offentlig prædiken og forkyndelse om Kristus, grundlagt på udsagnene i Det Gamle Testamente og opfyldt ved Kristus?

Det Gamle Testamente skal man ikke foragte, men læse flittigt.

Det Nye Testamente.

Formaning til at agte Det Gamle Testamente

Matt 11.

Luk 2.

For at de, der ikke ved bedre, kan få en vejledning og en undervisning, så de kan læse det med udbytte, har jeg skrevet denne fortale, så godt jeg formår, og så meget som Gud har givet mig. Jeg beder og advarer trofast enhver from kristen om ikke at tage anstød af den enfoldige tale og de jævne beretninger, han ofte vil møde. Han skal ikke tvivle på, at hvor ringe det end ser ud, så er det lutter ord, gerninger, domme og handlinger fra den høje guddommelige majestæt, magt og visdom. For dette er den skrift, der gør alle vise og kloge til narre og kun står åben for de små og enfoldige, som Kristus siger i Matt 11. Lad derfor din indbildskhed og dine egne fornemmelser fare, og hold denne skrift for den allerhøjeste og ædleste helligdom, for den allerrigeste guldgrube, som man aldrig nogen sinde kan udforske til bunds. Så kan du finde den guddommelige visdom, som Gud her lægger frem så enfoldigt og jævnt, for at han kan dæmpe al hovmod. Her finder du de svøbeklæder og den krybbe, som Kristus ligger i, og som englen også viste hyrderne hen til. Det er jævne og ringe svøbeklæder, men kostbar er skatten, Kristus, som ligger i dem.

Ingen skal tage anstød af Skriftens enfoldige tale.

Skriften gør de vise til narre og står åben for de enfoldige.

Forskellen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente

Så skal du nu vide, at denne bog er en lovbog, der lærer, hvad man skal gøre og lade være. Og ved siden af viser den eksempler og beretninger om, hvordan sådanne love er blevet holdt eller overtrådt – ligesom Det Nye Testamente er et evangelium eller en nådebog og lærer, hvor man skal hente det, der får loven opfyldt. Men ligesom der i Det Nye Testamente ved siden af læren om nåden også gives meget anden lære, som er lov og bud til at styre kødet – for i dette liv bliver ånden ikke fuldkommen, og nåden alene kan ikke regere – sådan er der også i Det Gamle Testamente ved siden af lovene nogle løfter og nådeord, som de hellige fædre og profeter under loven blev bevaret ved i troen på Kristus, ligesom vi. Men ligesom Det Nye Testamentes egentlige hovedlære er at forkynde nåde og fred ved syndernes forladelse i Kristus, sådan er Det Gamle Testamentes egentlige hovedlære at lære love, vise synden og kræve det gode. Det skal du vide at vente dig i Det Gamle Testamente.

Det Gamle Testamente er en lovbog.

Det Nye Testamente er en nådebog.

Lov og bud i Det Nye Testamente. Løfter i Det Gamle Testamente.

Første Mosebog

Hvor synd og død kommer fra. Og for først at komme til Mosebøgerne: Moses lærer i sin første bog, hvordan alle skabninger er skabt, og (hvad der er den vigtigste grund til, at han skriver) hvor synden og døden er kommet fra, nemlig ved Adams fald, af Djævelens ondskab. Men straks derefter, før Moses' lov kommer, lærer han, hvorfra hjælpen skulle komme igen for at fordrive synd og død: ikke ved loven eller egne gerninger, for der var endnu ingen lov, men ved kvindens sæd, Kristus, som var lovet Adam og Abraham. For at troen således fra Skriftens begyndelse og hele vejen igennem skal prises over alle gerninger, love og fortjenester. Derfor rummer Første Mosebog i det store og hele lutter eksempler på tro og vantro, og på hvilke frugter tro og vantro bærer, og den er i høj grad en evangelisk bog.

Hvad Moses lærer i sin første bog.

Hjælpen mod synd og død. Løftet kommer før loven.

Anden Mosebog

Derefter, i den anden bog, da verden nu var fuld og sunket ned i blindhed, så man næsten ikke længere vidste, hvad synd var, eller hvor døden var kommet fra, lader Gud Moses træde frem med loven. Og han tager et særligt folk til sig for gennem det at oplyse verden igen og ved loven igen at åbenbare synden. Så indrammer han folket med alle slags love og skiller dem ud fra alle andre folk. Han lader dem bygge et telt og indretter en gudstjeneste, indsætter fyrster og embedsmænd og sørger på den måde allerbedst for sit folk både med love og med folk til at lede, så det både legemligt over for verden og åndeligt over for Gud kan blive regeret.

Jøderne er Guds folk.

Tredje Mosebog

I den tredje bog bliver præsteskabet i særdeleshed indstiftet med sine love og forskrifter, som præsterne skal handle efter og lære folket. Her ser man, hvordan et præsteembede kun indstiftes for syndens skyld: for at gøre synden kendt for folket og sone den for Gud. Hele dets gerning er altså at have med synd og syndere at gøre. Derfor bliver præsterne heller ikke givet noget timeligt gods, og det bliver ikke pålagt eller tilladt dem at regere i legemlige ting. De får alene tildelt at tage sig af folket i dets synder.

Hvad præsteembedet skal bruges til.

Fjerde Mosebog

I den fjerde bog – da lovene nu er givet, præster og fyrster indsat, teltet og gudstjenesten indrettet, og alt, hvad der hører til Guds folk, er gjort klar – begynder arbejdet og øvelsen, og det bliver prøvet, hvordan en sådan ordning vil gå og fungere. Derfor skriver denne bog om så megen ulydighed og så mange plager blandt folket. Og nogle love bliver forklaret og udvidet. For sådan går det altid: Love er hurtigt givet, men når de skal sættes i gang og virke, møder man lutter forhindringer, og intet vil gå, som loven kræver. Så denne bog er et tydeligt eksempel på, at det slet ikke nytter at gøre folk fromme med love, men at loven, som Paulus siger, kun virker synd og vrede.

Loven er hurtigt givet, men med at holde den går det ingen vegne.

At ville gøre folk fromme med love osv.

Femte Mosebog

I den femte bog – da folket nu er straffet for sin ulydighed, og Gud med nåde havde lokket dem en smule, så de af hans velgerning, da han gav dem de to kongeriger [Sihons og Ogs riger øst for Jordan], blev tilskyndet til at holde hans lov med lyst og kærlighed – gentager Moses hele loven med alle de begivenheder, der var hændt dem (undtagen det, der angår præsteskabet), og forklarer således på ny alt, hvad der hører til et folks både legemlige og åndelige styre. Sådan gjorde Moses som en fuldkommen lovlærer sit embede fyldest på alle punkter: Han gav ikke blot loven, men var også til stede, når den skulle udføres, og hvor det slog fejl, forklarede han den og satte den i gang igen. Men denne forklaring i den femte bog indeholder egentlig ikke andet end troen på Gud og kærligheden til næsten, for dertil sigter alle Guds love. Derfor værger Moses med sin forklaring mod alt, hvad der kan ødelægge troen på Gud, frem til kapitel 20, og mod alt, hvad der hindrer kærligheden, frem til bogens slutning.

Hele loven gentages i Femte Mosebog.

Indholdet af lovens forklaring.

De mange love

Hvortil alle love sigter. Her skal man nu for det første lægge mærke til, at Moses indrammer folket så nøje med love, at han ikke giver fornuften plads til at vælge nogen gerning eller opfinde sin egen gudstjeneste. For han lærer ikke blot at frygte, stole på og elske Gud, men giver også så mange former for ydre gudstjeneste – med ofre, løfter, faste, askese osv. – at ingen har brug for at vælge noget andet. Ligeledes lærer han også at plante, bygge, gifte sig, føre krig, lede børn, tjenestefolk og husstand, købe og sælge, låne og indfri, og alt, hvad der skal gøres i det ydre og det indre – så meget, at nogle forskrifter ser ligefrem tåbelige og nytteløse ud.

Hvorfor Moses indrammede det jødiske folk så nøje med love.

Fortale til det … Kære ven, hvorfor gør Gud det? Til syvende og sidst fordi han har taget sig af folket, så det skulle være hans eget, og han ville være deres Gud. Derfor ville han regere dem sådan, at de kunne være sikre på, at alt, hvad de gjorde, var ret for ham. For når nogen gør noget, som Guds ord ikke først har påbudt, gælder det ikke for Gud og er spildt. For i 5 Mos 4 og 13 forbyder han dem også at lægge noget til hans love. Og i kapitel 12 siger han, at de ikke skal gøre, hvad de selv synes er ret. Også Salmerne og alle profeterne råber op over, at folket gjorde gode gerninger, som de selv valgte, og som Gud ikke havde befalet. For han vil ikke og kan ikke tåle, at hans folk sætter sig for at gøre noget, han ikke har befalet, hvor godt det end måtte være. For lydigheden, der holder sig til Guds ord, er alle gerningers adel og godhed.

Selvvalgte gerninger behager ikke Gud.

Da dette liv nu ikke kan være uden ydre gudstjeneste og ydre former, har han lagt så mange forskellige former frem for dem og fastlagt dem med sit bud. Så når de måtte eller ville gøre Gud en eller anden ydre tjeneste, skulle de tage fat på en af disse og ikke finde på deres egen. Så kunne de være visse og trygge på, at deres gerning skete i Guds ord og lydighed. Således er de overalt forhindret i at følge deres egen fornuft og frie vilje for at gøre godt og leve ret, og dog er der mere end nok rum, steder, tider, personer, gerninger og former fastsat og lagt frem, så de ikke har grund til at klage eller behøver at efterligne fremmede gudsdyrkelsers eksempel.

Dette liv kan ikke være uden ydre gudstjeneste.

Tre forskellige slags love

For det andet skal man lægge mærke til, at lovene er af tre slags. Nogle taler kun om timelige goder, sådan som de kejserlige love gør hos os. Dem har Gud for det meste givet for de ondes skyld, for at de ikke skulle gøre noget værre. Derfor er sådanne love mere værnelove end lærelove. Som når Moses befaler, at man kan sende en hustru bort med et skilsmissebrev, og at en mand kan gå frem mod sin hustru med et skinsygeoffer og tage flere andre hustruer. Alt dette er verdslige love.

Tre slags love.

Love om timelige goder.

Værnelove.

Nogle lærer derimod om den ydre gudstjeneste, som sagt ovenfor.

Om den ydre gudstjeneste.

Over disse to står nu lovene om troen og kærligheden, sådan at alle andre love må og skal have deres målestok i troen og kærligheden. De skal gælde, når deres gerninger falder sådan ud, at de ikke går imod troen og kærligheden. Men hvor de kommer til at gå imod troen og kærligheden, skal de simpelthen være sat ud af kraft.

Om tro og kærlighed.

Derfor læser vi, at David ikke dræbte morderen Joab, skønt han to gange havde fortjent døden. Og i 2 Sam 14 lover han kvinden fra Tekoa, at hendes søn ikke skal dø, selv om han havde slået sin bror ihjel. Heller ikke Absalom dræbte han. Ligeledes spiste David selv af præsternes hellige brød, 1 Sam 21. Og Tamar mente, at kongen kunne give hende til sin halvbror Amnon som hustru. Af disse og lignende beretninger ser man tydeligt, at kongerne, præsterne og de ledende ofte frimodigt har grebet ind i loven, hvor troen og kærligheden krævede det. Sådan skal troen og kærligheden være mester over alle love og have dem alle i deres magt. For eftersom alle love sigter mod tro og kærlighed, skal ingen af dem gælde eller være lov længere, hvor den kommer til at stride mod troen eller kærligheden.

Tro og kærlighed er mester over alle love.

Derfor tager jøderne den dag i dag meget fejl, når de så strengt og hårdt holder fast ved nogle af Moses' love og hellere lader kærlighed og fred gå til grunde, end at de spiser eller drikker med os eller gør noget lignende. De ser ikke ret på, hvad loven vil. For denne forståelse er nødvendig for alle, der lever under love, ikke kun for jøderne. Sådan siger også Kristus i Matt 12, at man måtte bryde sabbatten, hvis en okse var faldet i en grube, og hjælpe den op, skønt det kun drejede sig om en timelig nød og skade. Hvor meget mere skal man så frimodigt bryde alle slags love, hvor legemets nød kræver det, blot der ikke sker noget imod troen og kærligheden. Sådan siger Kristus, at David gjorde, da han spiste det hellige brød, Mark 3 [sandsynligvis Mark 2,25–26].

Jøderne forstår ikke, hvad loven vil.

Værkets opbygning og lovenes rækkefølge

Men hvordan kan det være, at Moses kaster lovene så uordentligt ind mellem hinanden? Hvorfor samler han ikke de verdslige i én bunke, de åndelige i en anden og troen og kærligheden i en tredje? Desuden gentager han til tider en lov så ofte og terper de samme ord så mange gange, at det

Moses' love er kommet til at stå uordentligt mellem hinanden.

Det Gamle Testamente. ligefrem er kedeligt at læse og høre. Svar: Moses skriver, sådan som det går til i praksis, så hans bog er et billede og et eksempel på styre og liv. For sådan går det, når det er i fuld gang: Snart skal denne gerning gøres, snart hin. Og intet menneske kan indrette sit liv sådan (hvis det ellers skal være gudeligt), at det den ene dag kun øver åndelige og den anden dag kun verdslige love. Men Gud regerer alle lovene mellem hinanden, ligesom stjernerne står på himlen og blomsterne på marken, så mennesket hver time må være rede til hver af dem og gøre det, der først kommer for hånden. Sådan er Moses' bog også blandet sammen.

Billede af et styre, der er i fuld gang.

Lovene bliver gentaget mange gange

Men at han driver så hårdt på og ofte gentager det samme, viser også, hvad slags embede han har. For den, der skal regere et lovfolk, må hele tiden holde fast og hele tiden drive på og slås med folket som med æsler. For ingen lovgerning sker med lyst og kærlighed; det er alt sammen tvunget og aftvunget. Da Moses nu er en lovlærer, må han med sit pres vise, at lovgerninger er tvungne gerninger, og gøre folket træt, indtil det gennem et sådant pres erkender sin sygdom og sin ulyst til Guds lov og søger nåden, som det følgende viser.

Hvorfor Moses så ofte gentager den samme lov.

Lovgerninger er tvungne gerninger.

Målet: Loven åbenbarer synden

Gal 2.

2 Kor 3.

Rom 3.

Rom 7.

For det tredje er dette Moses' egentlige mening: at han ved loven åbenbarer synden og gør al formastelig tillid til menneskelig evne til skamme. Derfor kalder Paulus ham i Gal 2 en syndens tjener og hans embede et dødens embede, 2 Kor 3. Og i Rom 3 og 7 siger han, at der ved loven ikke kommer andet end erkendelse af synd. Og i Rom 3: Ved lovens gerninger bliver ingen retfærdig over for Gud. For Moses kan med loven ikke gøre mere end at vise, hvad man skal gøre og lade være. Men kraft og evne til at gøre og lade det giver han ikke, og så lader han os blive siddende fast i synden.

Loven åbenbarer synden.

Moses' embede.

1 Kor 15.

Når vi altså sidder fast i synden, trænger døden straks ind på os som hævn og straf for synden. Derfor kalder Paulus synden for dødens brod: Det er ved synden, at døden har al sin ret og magt over os. Men hvis loven ikke var der, var der heller ingen synd. Derfor er det altsammen Moses' embedes skyld. Han vækker og anklager synden ved loven, og så følger døden med magt efter synden. Med god grund og med rette kalder Paulus derfor Moses' embede et syndens og dødens embede. For ved sin lovgivning bringer han intet andet over os end synd og død.

Men alligevel er dette syndens embede og dødens embede godt og højst nødvendigt. For hvor Guds lov ikke er, dér er al menneskelig fornuft så blind, at den ikke kan erkende synden. Ingen menneskelig fornuft ved nemlig, at vantro og det at fortvivle om Gud er synd. Ja, den ved slet ikke, at man skal tro på Gud og stole på ham. Så går den forhærdet omkring i sin blindhed og mærker aldrig nogen sinde denne synd. Imens gør den måske ellers gode gerninger og fører et udadtil hæderligt liv. Så mener den, at den står sig godt, og at sagen er i orden, sådan som vi ser det hos hedningerne og hyklerne, når de lever allerbedst. Den ved heller ikke, at kødets onde tilbøjelighed og had til fjender er synd. Fordi den ser og mærker, at alle mennesker er sådan, anser den det tværtimod for naturligt og helt i orden. Og den mener, at det er nok, når man blot udadtil holder gerningerne i ave. Så går den sin vej og holder sin sygdom for styrke, sin synd for ret og sit onde for godt, og længere kan den ikke komme.

Syndens embede.

Moses er nyttig og god.

Den menneskelige fornufts forhærdede blindhed osv.

Se, for at drive denne blindhed og forhærdede formastelighed bort er Moses' embede nødvendigt. Nu kan han ikke drive den bort; han må afsløre den og gøre den kendt. Det gør han ved loven, når han lærer, at man skal frygte Gud, stole på ham, tro på ham og elske ham, og desuden ikke bære eller nære nogen ond lyst eller noget had til noget menneske. Når naturen nu hører det rigtigt, må den blive forskrækket. For den finder med sikkerhed hverken tillid eller tro, hverken frygt eller kærlighed til Gud, og heller ikke kærlighed eller renhed over for næsten. Den finder bare vantro, tvivl, foragt og had til Gud og bare ond vilje og lyst over for næsten. Men når den finder det, står døden straks for øjnene af den, parat til at æde en sådan synder og sluge ham ned i helvede.

Moses' embede er nødvendigt og nyttigt osv.

Lovens lære.

Se, det er, hvad det vil sige, at døden ved synden trænger ind på os og ved synden slår os ihjel. Det vil sige at vække synden ved loven og stille den for øjnene af os og at drive al vores formastelighed over i mismod, skælven og fortvivlelse,

Synden dødens brod, loven syndens kraft.

1 Kor 15. så mennesket ikke kan andet end råbe med profeterne: «Jeg er forkastet af Gud», eller som man siger på tysk: «Jeg hører Djævelen til, jeg kan aldrig nogen sinde blive frelst.» Det er virkelig at blive ført ned i helvede. Det er det, Paulus mener med få ord i 1 Kor 15: «Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.» Det er, som ville han sige: At døden stikker og kvæler os, skyldes synden, som bliver fundet hos os og gør os skyldige til døden. Men at synden bliver fundet hos os og så mægtigt giver os hen til døden, skyldes loven, som afslører synden for os og lærer os at kende den, som vi ikke før kendte, mens vi levede i tryghed.

Synden dødens brod, loven syndens kraft.

Virkningen: Loven skaber synd og syndere

Se nu, med hvilken kraft Moses driver og udfører sit embede. For at han rigtig kan gøre naturen til skamme i allerhøjeste grad, giver han ikke alene sådanne love, der taler om naturlige og virkelige synder, som de ti bud, men han gør også noget til synd, hvor der ellers af natur ingen synd er, og han trænger ind på den og trykker den ned med en mængde synder. For vantro og ond lyst er af natur synd og fortjener døden. Men at man ikke må spise syret brød i påsken, ikke spise noget urent dyr, ikke lave tegn på kroppen, og alt det, som det levitiske præsteskab gør til synd, er ikke af natur synd og ondt. Det bliver kun synd, fordi det er forbudt ved loven, og den lov kan godt falde bort. Men de ti bud kan ikke falde bort på den måde. For dér er der synd, selv om budene ikke fandtes eller ikke var kendt – ligesom hedningernes vantro er synd, selv om de hverken ved eller regner med, at det er synd.

Nogle love hos Moses gør noget til synd, som ellers ikke af natur er synd.

De ti bud kan ikke falde bort.

Meningen: At erkende sin skyld og derved handle retfærdigt

Således ser vi, at Moses' love, så mange og så forskellige, ikke alene er givet for at ingen skulle behøve at vælge noget selv for at gøre godt og leve ret, som der er sagt ovenfor. De er langt snarere givet, for at synderne bare skulle blive mange og hobe sig op over al måde og tynge samvittigheden. Så skulle den forhærdede blindhed blive nødt til at erkende sig selv og mærke sin egen afmagt og intethed over for det gode. Og på den måde skulle den ved loven blive tvunget og drevet til at søge noget andet end loven og sin egen evne, nemlig Guds nåde, der er lovet i den kommende Kristus. For al Guds lov er jo god og ret, også selv om han blot befalede at bære møg eller samle et strå op. Men den, der ikke holder en så god lov eller holder den modvilligt, kan jo ikke være from eller have et godt hjerte. Og hele naturen kan ikke andet end holde den modvilligt. Derfor må den her ved Guds gode lov erkende og mærke sin ondskab og sukke og længes efter hjælp fra Guds nåde i Kristus.

Hvorfor der er givet så mange slags love.

Guds lov er ret og god.

Naturen kan ikke holde Guds lov.

Med Kristus ophører loven

Hvordan de ti bud ophører.

Derfor ophører loven dér, hvor Kristus nu kommer, især den levitiske, som gør noget til synd, hvor der ellers af natur ingen synd er, som sagt. Også de ti bud ophører – ikke på den måde, at man ikke skulle holde og opfylde dem, men sådan at Moses' embede ophører i dem: Det gør ikke længere synden stærk ved de ti bud, og synden er ikke længere dødens brod. For ved Kristus er synden tilgivet, Gud er forsonet, og hjertet er begyndt at holde af loven. Derfor kan Moses' embede ikke længere straffe hjertet og gøre det til synder, som om det ikke havde holdt budene og var skyldigt til døden, sådan som det gjorde før nåden, og før Kristus var kommet.

Når Kristus kommer, ophører Moses' embede.

Kristi klarhed afløser Moses' klarhed

2 Kor 3.

Matt 17.

Luk 9.

2 Mos 34.

Det lærer Paulus i 2 Kor 3, hvor han siger, at herligheden i Moses' ansigt ophører på grund af herligheden i Jesu Kristi ansigt. Det vil sige: Moses' embede, som gør os til syndere og gør os til skamme med glansen af erkendelsen af vores ondskab og intethed, gør ikke længere ondt på os og skræmmer os heller ikke længere med døden. For nu har vi herligheden i Kristi ansigt, det vil sige nådens embede, hvorved vi kender Kristus, og med hans retfærdighed, liv og styrke opfylder vi loven og overvinder død og helvede. Sådan så også de tre apostle på Tabor-bjerget Moses og Elias og blev dog ikke forskrækkede for dem på grund af den dejlige herlighed i Kristi ansigt. Men i 2 Mos 34, hvor Kristus ikke var til stede, kunne Israels børn ikke tåle herligheden og glansen i Moses' ansigt; derfor måtte han lægge et slør over det.

Kristi herlighed fordriver Moses' herlighed.

Apostlene på Tabor-bjerget.

Gruppe 1: De, der hører Guds ord, men foragter det

For der er tre slags elever i loven. De første er dem, der hører loven og foragter den og fører et gudløst liv uden frygt. Til dem kommer loven ikke.

Tre slags elever i loven.

De er forbilledet ved kalvedyrkerne i ørkenen, som var grunden til, at Moses slog tavlerne i stykker og ikke bragte loven til dem.

Gruppe 2: De, der udlægger Guds ord egenmægtigt og uden nåde

De andre er dem, der går i gang med at opfylde den ved egen kraft uden nåde. De er forbilledet ved dem, der ikke kunne se på Moses' ansigt, da han kom med tavlerne anden gang. Til dem kommer loven, men de kan ikke tåle den. Derfor lægger de et slør over den og fører et hyklerisk liv med lovens ydre gerninger. Men alt det gør loven dog til synd, når sløret tages bort. For loven viser, at vores evne ingenting er uden Kristi nåde.

Gruppe 3: De, der forstår og agter Guds ord

De tredje er dem, der ser Moses klart uden slør. Det er dem, der forstår lovens mening: at den kræver umulige ting. Dér er synden i fuld kraft, dér er døden mægtig, dér er Goliats spyd som en væverbom, og dets brod vejer seks hundrede sekel bronze, så alle Israels børn flygter for ham. Kun den ene David, Kristus, vores Herre, forløser os fra alt det. For hvis ikke Kristi herlighed kom ved siden af Moses' herlighed, kunne ingen udholde lovens, syndens og dødens skræmmende glans. Disse holder op med alle gerninger og al formastelighed og lærer ikke andet af loven end at erkende synden og sukke efter Kristus. Det er også Moses' egentlige embede og lovens rette art.

Goliats spyd.

Lovens egentlige embede.

Moses har selv peget på Kristus og på lovens ophør

5 Mos 18.

Sådan har Moses også selv vist, at hans embede og lære skulle vare indtil Kristus og så ophøre, når han siger i 5 Mos 18: «En profet som mig vil Herren din Gud lade fremstå for dig blandt dine brødre; ham skal du høre osv.» Det er det ædleste ord og i sandhed kernen i hele Moses. Også apostlene har løftet det højt og brugt det kraftigt til at stadfæste evangeliet og afskaffe loven, og alle profeterne har øst meget af det. For da Gud her lover en anden Moses, som de skal høre, følger det nødvendigvis, at han ville lære noget andet end Moses, og at Moses overgiver sin magt til ham og viger, så man skal høre den anden. Denne profet kan jo ikke lære loven, for det har Moses udført i allerhøjeste grad, og det ville ikke være nødvendigt at lade en anden profet fremstå for lovens skyld. Derfor er det sikkert sagt om nådens lære og om Kristus.

Moses' embede varer indtil Kristus.

Udtrykket «Det Gamle Testamente» betyder Moses' love

Derfor kalder Paulus også Moses' lov for den gamle pagt, og det gør Kristus også, når han indstifter den nye pagt. Og den er en pagt, fordi Gud i den lovede og tilsagde Israels folk landet Kana'an, hvis de ville holde den. Han gav dem det også, og pagten blev stadfæstet ved fårs og bukkes død og blod. Men fordi denne pagt ikke byggede på Guds nåde, men på menneskers gerninger, måtte den blive gammel og ophøre, og det lovede land måtte gå tabt igen, fordi loven ikke kan opfyldes ved gerninger.

Loven er den gamle pagt.

Den gamle pagt måtte ophøre.

Det Nye Testamente afløser Det Gamle Testamente

Og der måtte komme en anden pagt, som ikke blev gammel, og som ikke byggede på vores gerninger, men på Guds ord og gerninger, så den kunne vare evigt. Derfor er den også stadfæstet ved en evig persons død og blod, og et evigt land er lovet og givet. Så meget om Moses' bøger og embede.

Den nye pagt varer evigt.

De øvrige bøger vidner om og udlægger Moses' lov

Men hvad er så de andre bøger, profeternes og de historiske bøger? Svar: ikke andet end det, Moses er. For de driver alle sammen Moses' embede og værger mod de falske profeter, så de ikke fører folket hen på gerningerne, men lader det blive i Moses' rette embede og i erkendelsen af loven. Og de holder fast ved, at de ved den rette forståelse af loven fastholder folk i deres egen udygtighed og driver dem hen til Kristus, sådan som Moses gør. Derfor uddyber de også, hvad Moses har sagt om Kristus. Og de viser eksempler på begge slags: dem, der har Moses rigtigt, og dem, der ikke har ham rigtigt, og begges straf og løn. Profeterne er altså ikke andet end forvaltere og vidner for Moses og hans embede, så de ved loven fører alle til Kristus.

Hvad der kort sagt læres i profeterne og Det Gamle Testamentes andre bøger.

Moses er en kilde til visdom og forstand …

Til sidst burde jeg også vise den åndelige betydning, som Moses har fremlagt gennem den levitiske lov og præsteskabet. Men det er for meget at skrive; det kræver plads og tid og skal udlægges med levende røst. For Moses er i sandhed en kilde til al visdom og forstand, og fra ham er alt vældet frem, som alle profeterne har vidst og sagt.

Den åndelige betydning osv.

Moses en kilde til al visdom osv.

Desuden udspringer også Det Nye Testamente af ham og er grundlagt på ham, som vi har hørt. Men for dog at give dem, der har nåde og forstand, et lille, kort fingerpeg, så de kan søge videre, vil jeg yde denne tjeneste.

… men Det Gamle Testamente skal tolkes ud fra Jesu lære

Hvis du vil tyde godt og sikkert, så tag Kristus for dig. For han er den mand, som det altsammen, helt og fuldt, gælder. Gør derfor ypperstepræsten Aron til ingen anden end Kristus alene, sådan som Hebræerbrevet gør; det alene er i høj grad nok til at tyde alle Moses' forbilleder. Således er det også sikkert, at Kristus selv er offeret, ja, også alteret, han som har ofret sig selv med sit eget blod, som samme brev også fortæller. Ligesom den levitiske ypperstepræst ved sådanne ofre kun tog de kunstige synder bort, dem, der ikke af natur var synder, sådan har vores ypperstepræst, Kristus, ved sit eget offer og blod taget den virkelige synd bort, den, der af natur er synd. Og han er én gang gået gennem forhænget ind til Gud for at forsone os. Så skal du tyde alt, hvad der er skrevet om ypperstepræsten, på Kristus personligt og ellers ikke på nogen.

Kristus er den rette ypperstepræst, offer, alter osv.

De kristne præster står med prædikenen i forlængelse af de levitiske præsters ofre

Men ypperstepræstens sønner, som tager sig af det daglige offer, skal du tyde på os kristne. Mens vores Fader, Kristus, sidder i himlen, bor vi her på jorden med kroppen og er ikke kommet igennem til ham, undtagen åndeligt ved troen. Deres embede, at de slagter og ofrer, betyder ikke andet end at prædike evangeliet. Ved det bliver det gamle menneske dræbt og ofret til Gud, brændt og fortæret ved kærlighedens ild i Helligånden. Det dufter meget lifligt for Gud, det vil sige: Det skaber en god, ren og tryg samvittighed over for Gud.

Ypperstepræstens sønner.

Hvad slagtningen og ofringen i Det Gamle Testamente betyder.

Den stadige brug af evangeliet er de kristnes offer

Denne tydning rammer Paulus i Rom 12, hvor han lærer, at vi skal bringe vores kroppe som et levende, helligt og kærkomment offer for Gud. Det gør vi (som sagt) ved stadig at øve os i evangeliet, både ved at prædike og ved at tro.

Afslutning

Dette må for denne gang være nok som en kort vejledning i at søge Kristus og evangeliet i Det Gamle Testamente.