Kapitel 5

Hele fremstillingens egentlige formål – Det første store samvittighedsspørgsmål stillet op – Hvad det er at døde en synd, negativt betragtet – Ikke at udrydde den helt i dette liv – Ikke at skjule den – Ikke at forbedre et naturligt anlæg – Ikke at aflede den – Ikke en lejlighedsvis sejr – Lejlighedsvise sejre over synden, hvad de er og hvornår de kommer: når synden er brudt ud; i fare eller nød

Efter disse forudsætninger kommer jeg nu til min egentlige hensigt: at behandle nogle spørgsmål eller praktiske tilfælde, som melder sig i dette arbejde med syndens dødelse hos de troende.

Det første spørgsmål, som står over alle de andre, og som de alle kan føres tilbage til, kan formuleres sådan:

Antag, at en mand er en sand troende og alligevel finder en mægtig iboende synd i sig selv. Den fører ham fangen under sin lov, fortærer hans hjerte med uro, forvirrer hans tanker, svækker hans sjæl i de åndelige øvelser, hvor han har fællesskab med Gud, forstyrrer hans fred og besmitter måske hans samvittighed og udsætter ham for at blive forhærdet af syndens bedrag. Hvad skal han gøre? Hvilken vej skal han slå ind på og holde fast ved for at døde denne synd, denne lyst, denne sygdom eller fordærvelse, i en sådan grad at han – selv om den ikke bliver helt udryddet – i sin kamp mod den kan blive i stand til at bevare kraft, styrke og fred i fællesskabet med Gud?

Som svar på dette vigtige spørgsmål vil jeg gøre følgende:

I. Vise, hvad det er at døde en synd, både negativt og positivt, så vi ikke tager fejl af grundlaget.

II. Give almindelige anvisninger om de ting, uden hvilke det vil være helt umuligt for nogen at få en synd sandt og åndeligt dødet.

III. Udfolde de enkelte ting, hvorved det skal ske. Hele vejen igennem vil jeg holde mig til, at det ikke er læren om syndens dødelse i almindelighed, jeg behandler, men kun i forhold til det særlige tilfælde, der er stillet op ovenfor.

I. 1. (1.) At døde en synd er ikke at slå den helt ihjel, rykke den op med rode og tilintetgøre den, så den slet ikke længere har noget tag i eller bolig i vores hjerte. Det er rigtigt, at det er det, man sigter efter; men det kan ikke opnås i dette liv. Der er ingen, som for alvor sætter sig for at døde en synd, uden at han sigter efter, tilstræber og ønsker dens fuldstændige tilintetgørelse, så den hverken efterlader rod eller frugt i hjertet eller livet. Han ville slå den sådan ihjel, at den aldrig mere i al evighed skulle røre sig eller bevæge sig, råbe eller kalde, forføre eller friste. At den slet ikke er til, er målet. Man kan uden tvivl ved Kristi Ånd og nåde nå en forunderlig fremgang og en fremragende sejr over en synd, så man næsten altid triumferer over den. Men at den bliver slået helt ihjel og tilintetgjort, så den ikke er til, kan man ikke vente i dette liv. Det forsikrer Paulus os om i Fil 3,12: «Ikke at jeg allerede har nået det eller allerede er blevet fuldkommen.» Han var en udsøgt hellig mand, et forbillede for de troende, som i tro og kærlighed og alle Åndens frugter ikke havde sin lige i verden, og som af den grund tilskriver sig selv fuldkommenhed i sammenligning med andre (v. 15). Alligevel havde han ikke «nået det», han var ikke «fuldkommen», men «stræbte efter det». Han havde stadig et fornedret legeme – og det har vi også – som til sidst må forvandles ved Kristi store kraft (v. 21). Det ville vi gerne have; men Gud ser, at det er bedst for os, at vi ikke er fuldkomne i noget i os selv, så vi i alle ting må være «fyldt i Kristus», hvilket er det bedste for os (Kol 2,10).

(2.) Jeg behøver vel ikke at sige, at det ikke er at skjule en synd. Når en mand af ydre hensyn opgiver at øve en synd, ser folk måske på ham som et forandret menneske. Gud ved, at han til sin tidligere uret har føjet et forbandet hykleri og er kommet ind på en sikrere vej til helvede, end han var på før. Han har fået et andet hjerte end det, han havde, et mere snedigt hjerte – ikke et nyt og mere helligt.

(3.) Syndens dødelse består ikke i at forfine et roligt og sindigt naturel. Nogle mennesker har den fordel ved deres naturlige anlæg, at de ikke er udsat for så voldsomme, ustyrlige lidenskaber og stormende følelser som mange andre. Lad nu disse mennesker dyrke og forbedre deres naturlige sindelag og temperament med selvtugt, eftertanke og klogskab, så kan de i egne og andres øjne se ud som meget dødede mennesker, mens deres hjerte måske er en stillestående sump af alle vederstyggeligheder. Den ene bliver måske aldrig i hele sit liv så plaget af vrede og hidsighed, og han plager heller ikke andre dermed, sådan som en anden gør næsten hver dag; og alligevel har den sidste gjort mere for at døde den synd end den første. Lad ikke sådanne mennesker prøve deres dødelse på ting, som deres naturlige temperament ikke giver liv eller kraft. Lad dem prøve sig selv på selvfornægtelse eller på vantro, misundelse eller en anden sådan åndelig synd, så vil de få et bedre syn på sig selv.

(4.) En synd er ikke dødet, når den blot er afledt. Simon Troldmand opgav for en tid sin trolddom; men hans griskhed og ærgerrighed, som havde sat ham i gang, var der stadig og ville have virket på en anden måde. Derfor siger Peter til ham: «Jeg ser, at du er fuld af bitter galde» (ApG 8,23) – det vil sige: «Trods den bekendelse, du har aflagt, trods at du har opgivet din trolddom, er din lyst lige så mægtig i dig som nogensinde. Det er den samme lyst; kun dens strømme er ledt i en anden retning. Nu udfolder den sig og viser sig på en anden måde, men det er stadig den gamle bitre galde.» Et menneske kan mærke en lyst, sætte sig imod dens udbrud og passe på, at den ikke bryder frem, som den har gjort, men i mellemtiden lade den samme fordærvede vane få luft på en anden måde. Det er ligesom den, der heler et væskende sår, så der kommer hud over det, og tror, at han er helbredt; men i mellemtiden går der betændelse i hans kød på grund af den samme fordærvede væske, og den bryder ud et andet sted. Og denne afledning, med de forandringer, som følger med den, indtræffer ofte hos mennesker af grunde, der er nåden helt fremmede: en forandring i den livsførelse, man havde, i ens forhold til andre, i ens interesser og planer kan bevirke det. Ja, selve de forandringer i menneskers legemsbygning, som livets naturlige gang medfører, kan have samme virkning. Ældre mennesker bliver som regel ikke ved med at jage efter ungdommens lyster, selv om de aldrig har dødet en eneste af dem. Det samme gælder, når man bytter lyster og holder op med at tjene én for at tjene en anden. Den, der bytter hovmod ud med verdslighed, sanselighed med farisæisme, forfængelighed over sig selv med foragt for andre, skal ikke tro, at han har dødet den synd, han ser ud til at have forladt. Han har skiftet herre, men er stadig en tjener.

(5.) Lejlighedsvise sejre over synden er ikke det samme som at døde den.

Der er to anledninger eller tider, hvor en mand, som kæmper mod en synd, selv kan synes, at han har dødet den:

[1.] Når den har haft et sørgeligt udbrud, som har forstyrret hans fred, skræmt hans samvittighed, gjort ham angst for forargelse og åbenlyst har vakt Guds vrede. Det vækker og sætter alt i mennesket i bevægelse og slår ham med rædsel. Det fylder ham med afsky for synden og for sig selv på grund af den; det sender ham til Gud og får ham til at råbe som for sit liv, til at afsky sin lyst som helvede og sætte sig op imod den. Når hele mennesket, både det åndelige og det naturlige, nu er vakt, trækker synden hovedet til sig, viser sig ikke, men ligger som død foran ham. Det er ligesom når en, der om natten har listet sig ind på en hær og dræbt en fremtrædende person: straks vågner vagterne, mændene bliver vækket, og der bliver gjort grundig efterforskning efter fjenden. Han skjuler sig i mellemtiden, indtil larmen og tumulten er forbi, eller ligger som en, der er død – men med fast forsæt om at gøre den samme skade igen ved næste lejlighed. Se, hvordan korintherne efter synden hos dem mønstrer alle kræfter for at overrumple og tilintetgøre den (2 Kor 7,11). Sådan går det også et menneske, når hans lyst ved et udbrud af gerningssynd har slået en revne i hans samvittighed, hans ro og måske hans gode navn: iver, harme, længsel, frygt og straf sættes alle i gang i forhold til den og imod den, og lysten er stille for en tid, fordi den er blevet jaget i jorden af dem. Men når postyret er forbi og forhøret overstået, viser tyven sig igen i live og er lige så travlt optaget af sit arbejde som nogensinde.

[2.] I en tid med en dom, en ulykke eller en trykkende trængsel. Hjertet er da optaget af tanker og planer om at flygte fra de nuværende vanskeligheder, frygt og farer. Det kan efter den overbeviste persons mening kun ske ved at opgive synden, hvilket giver fred med Gud. Luthersk note: Efter luthersk lære vinder man ikke fred med Gud ved at opgive synden; freden gives ved troen på syndernes forladelse for Kristi skyld (Rom 5,1; CA IV). Den sande omvendelse er anger og tro, og det nye liv følger som frugt (CA XII). Det er Guds vrede i enhver trængsel, der piner en overbevist person. For at blive fri for den beslutter mennesker sig i sådanne tider imod deres synder. Synden skal aldrig mere have plads i dem; de vil aldrig igen hengive sig til at tjene den. Og derfor er synden stille, rører sig ikke og synes at være dødet – ikke fordi den virkelig har fået et eneste sår, men kun fordi sjælen har fyldt de evner, som synden skulle virke igennem, med tanker, der ikke kan forenes med syndens bevægelser. Når disse tanker bliver lagt til side, vender synden tilbage til sit tidligere liv og sin tidligere kraft. Folket i Sl 78,32–37 er et fuldstændigt eksempel på og en beskrivelse af den sindstilstand, jeg taler om: «Trods alt dette syndede de fortsat og troede ikke på hans undergerninger. Derfor lod han deres dage svinde hen i tomhed og deres år i uro. Når han slog dem ihjel, søgte de ham, de vendte om og søgte Gud tidligt. De huskede, at Gud var deres klippe, og at Gud den Højeste var deres forløser. Men de smigrede ham med deres mund og løj for ham med deres tunge. For deres hjerte var ikke oprigtigt over for ham, og de var ikke trofaste mod hans pagt.» Jeg tvivler slet ikke på, at da de søgte og vendte om og søgte Gud tidligt, gjorde de det med et helhjertet forsæt om at opgive deres synder; det ligger i ordet «vendte om». At vende sig eller vende om til Herren sker ved at opgive synden. Det gjorde de «tidligt», det vil sige med alvor og flid; men alligevel var deres synd ikke dødet trods alt dette (v. 36–37). Og det er tilstanden ved mange ydmygelser i trængslens dage, og heri ligger ofte et stort bedrag i selve de troendes hjerter.

Ad disse og mange andre veje bedrager stakkels sjæle sig selv og tror, at de har dødet deres lyster, mens lysterne lever og er mægtige og ved enhver lejlighed bryder frem til deres forstyrrelse og uro.