Kapitel 4

Det sidste grundprincip: dødelsens nytte – Kraften og trøsten i vores åndelige liv afhænger af vores dødelse – I hvilken forstand – Ikke ubetinget og nødvendigt; Sl 88, Hemans tilstand – Ikke som den nærmeste og umiddelbare årsag – Som et middel, ved at fjerne det, der står imod – De fortvivlede følger af enhver udødet lyst: den svækker sjælen, Sl 38,4.9, på mange måder, og den formørker den – Alle nådegaver vokser ved syndens dødelse – Det bedste bevis på oprigtighed

Det sidste grundprincip, jeg vil fremhæve (idet jeg springer over, for det første, at dødelsen er nødvendig til livet, og for det andet, at livet er sikkert, når der er dødelse), er dette:

III. At livet, kraften og trøsten i vores åndelige liv i høj grad afhænger af, at vi døder synden.

Styrke og trøst, kraft og fred i vores vandring med Gud – det er de ting, vi længes efter. Hvis nogen af os for alvor blev spurgt, hvad det er, der plager os, måtte vi henføre det til et af disse to hovedpunkter: Enten mangler vi styrke eller kraft, liv og fylde i vores lydighed, i vores vandring med Gud; eller også mangler vi fred, trøst og husvalelse deri. Alt, hvad der kan ramme en troende uden at høre under et af disse to hovedpunkter, er ikke værd at nævne, når vi klager.

Alt dette afhænger nu i høj grad af, at vi stadigt og vedholdende døder synden. Dertil er der følgende at bemærke:

1. Jeg siger ikke, at det udspringer af dødelsen, som om det nødvendigvis var bundet til den. Et menneske kan leve i en vedholdende dødelse alle sine dage og alligevel måske aldrig nyde en god dag med fred og trøst. Sådan var det med Heman (Sl 88). Hans liv var et liv i bestandig dødelse og vandring med Gud, og dog var rædsler og sår hans lod alle hans dage. Men Gud udvalgte Heman, en udsøgt ven, for at gøre ham til et eksempel for dem, som siden skulle komme i nød. Kan du klage, hvis det ikke går dig anderledes, end det gik Heman, denne fremragende Guds tjener? Og det skal være hans ros til verdens ende. Gud forbeholder sig selv at tale fred og trøst (Es 57,18–19). «Jeg vil gøre det værk,» siger Gud, «jeg vil trøste ham» (v. 18). Men hvordan? Ved en umiddelbar gerning af den nye skabelse: «Jeg skaber det,» siger Gud. At bruge midlerne til at opnå fred er vores sag; at skænke den er Guds eneret. Luthersk note: Owen skelner her skarpt mellem midlerne, som er vores sag, og Guds umiddelbare gave. Efter luthersk lære er Ordet og sakramenterne ikke blot noget, vi bruger, men Guds egne redskaber, gennem hvilke Helligånden giver troen og fredens trøst, hvor og når Gud vil (CA V; Konkordieformlen, Solida Declaratio XI).

2. Blandt de veje, Gud har indstiftet for at give os liv, kraft, mod og trøst, er dødelsen ikke en af de umiddelbare årsager. Det er privilegierne ved vores barnekår, når de gøres kendt for vores sjæle, der umiddelbart giver os disse ting. At «Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn» (Rom 8,16), at han giver os et nyt navn og en hvid sten (Åb 2,17), barnekåret og retfærdiggørelsen – det vil sige, for så vidt som vi fornemmer og kender dem – det er de umiddelbare årsager (i Åndens hånd) til disse ting. Men dette siger jeg:

3. I vores almindelige vandring med Gud og i hans almindelige omgang med os afhænger kraften og trøsten i vores åndelige liv i høj grad af vores dødelse – ikke blot som en «causa sine qua non» [latin: en betingelse, som ikke kan undværes], men som noget, der har en virksom indflydelse derpå. For:

(1.) Dødelsen alene forhindrer, at synden berøver os det ene og det andet.

Enhver udødet synd vil med sikkerhed gøre to ting: [1.] Den vil svække sjælen og berøve den dens kraft. [2.] Den vil formørke sjælen og berøve den dens trøst og fred.

[1.] Den svækker sjælen og berøver den dens styrke. Da David for en tid havde huset en udødet lyst i sit hjerte, knuste den alle hans knogler og efterlod ham uden åndelig styrke. Derfor klagede han over, at han var syg, svag, såret og afkræftet. «Der er,» siger han, «intet sundt i mig» (Sl 38,4); «jeg er afkræftet og knust» (v. 9); «ja, jeg kan ikke engang se op» (Sl 40,13). En udødet lyst vil udtømme ånden og al sjælens kraft og svække den til alle åndelige øvelser. For:

For det første bringer den selve hjertet i ulave og ud af sin rette stand ved at fange dets følelser. Den drager hjertet bort fra den åndelige stand, som kræves for et levende fællesskab med Gud. Den griber følelserne og gør sin genstand elsket og attråværdig, og således fortrænger den kærligheden til Faderen (1 Joh 2,15; 3,17), så sjælen ikke oprigtigt og sandt kan sige til Gud: «Du er min del», fordi den har noget andet, som den elsker. Frygt, begær og håb, som er sjælens ypperste følelser og burde være fulde af Gud, vil på den ene eller den anden måde blive viklet ind i den.

For det andet fylder den tankerne med planer om den. Tankerne er sjælens store forsynere, som skal skaffe forråd til at tilfredsstille dens følelser; og hvis synden forbliver udødet i hjertet, må de igen og igen drage omsorg for kødet, så dets lyster kan blive opfyldt. De må pynte, smykke og klæde kødets genstande og bringe dem hjem for at give tilfredsstillelse; og det formår de, i en besmittet fantasis tjeneste, mere end ord kan udtrykke.

For det tredje bryder den frem og hindrer faktisk de åndelige øvelser. Den ærgerrige må sidde og spekulere, verdensmennesket må arbejde eller lægge planer, og det sanselige, forfængelige menneske må skaffe sig forfængelighed, når de burde være optaget af at tilbede Gud.

Hvis det nu var mit ærinde at skildre de brud, det forfald, den svaghed og de ødelæggelser, som én udødet lyst vil bringe over en sjæl, måtte denne fremstilling strækkes langt ud over, hvad jeg har til hensigt.

[2.] Ligesom synden svækker, sådan formørker den også sjælen. Den er en sky, en tyk sky, som breder sig over sjælens ansigt og spærrer for alle strålerne af Guds kærlighed og gunst. Den tager al fornemmelse af vores barnekårs privilegier bort; og hvis sjælen begynder at samle trøstende tanker, spreder synden dem hurtigt. Herom senere.

I denne henseende afhænger altså kraften og styrken i vores åndelige liv af vores dødelse: Den er det eneste middel til at fjerne det, som hverken vil levne os det ene eller det andet. Mennesker, der er syge og sårede under lystens magt, søger hjælp mange steder. De råber til Gud, når deres forvirrede tanker overvælder dem; ja, til Gud råber de, men bliver ikke udfriet. Forgæves bruger de mange lægemidler – «de skal ikke blive helbredt». Sådan står der i Hos 5,13: «Efraim så sin sygdom og Juda sit sår», og de forsøgte forskellige lægemidler. Intet hjælper, før de (v. 15) kommer til at «erkende deres skyld». Mennesker kan se deres sygdom og deres sår, men hvis de ikke søger den rette behandling, bliver de alligevel ikke helbredt.

(2.) Dødelsen beskærer alle Guds nådegaver og giver dem plads til at vokse i vores hjerter. Livet og kraften i vores åndelige liv består i, at nådens planter i vores hjerter er kraftige og blomstrer. Tag nu et eksempel fra en have: Lad en kostbar urt blive plantet, og lad jorden ligge ubearbejdet, så ukrudt vokser omkring den. Måske lever den stadig, men den bliver en sølle, visnende, unyttig ting. Du må lede og søge efter den, og nogle gange kan du næsten ikke finde den; og når du gør, kan du næsten ikke kende den og ved ikke, om det er den plante, du leder efter, eller ej; og selv hvis det er den, kan du slet ikke bruge den. Lad derimod en anden af samme slags blive sat i jorden, som af naturen er lige så gold og dårlig som den første, men lad den blive godt luget og alt skadeligt og ødelæggende blive fjernet fra den – så blomstrer og trives den. Du kan se den med det samme, når du kigger ind i haven, og have den til din brug, når du vil. Sådan er det med Åndens nådegaver, som er plantet i vores hjerter. Det er rigtigt, at de stadig er der; de bliver i et hjerte, hvor dødelsen i nogen grad er forsømt; men de er ved at dø (Åb 3,2), de visner og forfalder. Hjertet er som den dovnes mark – så overgroet med ukrudt, at man næsten ikke kan se det gode korn. Et sådant menneske kan søge efter tro, kærlighed og nidkærhed og næsten ikke finde noget; og selv hvis han opdager, at disse nådegaver stadig er der, levende og oprigtige, er de så svage, så tilstoppede af lyster, at de er til meget lidt nytte. De er der nok, men de er ved at dø. Men lad nu hjertet blive renset ved dødelse, lad lystens ukrudt bestandigt og dagligt blive revet op med rode (for det spirer dagligt, da naturen er dets rette jordbund), lad der blive gjort plads, så nåden kan trives og blomstre – hvor vil så enhver nådegave gøre sin del og være rede til ethvert brug og formål!

(3.) Hvad angår vores fred: Der er intet bevis på oprigtighed uden dødelsen, og jeg kender intet, som rummer et så stærkt bevis på oprigtighed – og det er ikke noget lille grundlag for vores fred. Dødelsen er sjælens kraftige modstand mod selvet, og heri er oprigtigheden tydeligst. Luthersk note: Owen gør her dødelsen til et bevis på oprigtighed og et grundlag for fred. Efter luthersk lære er helliggørelsen og dødelsen en frugt af troen, men samvittighedens fred og visheden hviler ikke på vores egen tilstand eller selvransagelse; de hviler alene på evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, som modtages i troen (Apologien IV; CA IV og VI).