Kapitel 6

Syndens dødelse beskrevet nærmere – Dens forskellige dele og grader – Den vedvarende svækkelse af dens rod og princip – Lystens magt til at friste – Forskelle i denne magt hos forskellige personer og på forskellige tider – Den stadige kamp mod synden – Dens dele betragtet – Sejr over den – Sammenfatning af denne fremstilling

Dernæst skal vi betragte, hvad det i almindelighed vil sige at døde en synd. Det vil bane vejen yderligere for de enkelte anvisninger.

2. Dødelsen af en lyst består i tre ting:

(1.) En vedvarende svækkelse af den. Enhver lyst er en fordærvet vane eller tilbøjelighed, der stadig drager hjertet mod det onde. Derfor lyder beskrivelsen af den, som ikke har nogen lyst virkelig dødet, sådan: «Hver forestilling i hans hjertes tanker er kun ond hele tiden» (1 Mos 6,5). Han er altid under magten af en stærk dragning og tilbøjelighed til synd. Og grunden til, at et naturligt menneske ikke altid uafbrudt, nat og dag, jager efter én bestemt lyst, er, at han har mange at tjene, og hver af dem råber på at blive tilfredsstillet. Derfor bliver han drevet hid og did på mange måder, men i det store og hele hælder han altid mod at tilfredsstille sig selv.

Vi vil altså gå ud fra, at den lyst eller sygdom, hvis dødelse vi spørger efter, i sig selv er en stærk, dybt rodfæstet, vedvarende tilbøjelighed og dragning i vilje og følelser mod en bestemt gerningssynd, hvad angår dens indhold – selv om den ikke, betragtet på den måde, altid vækker forestillinger, tanker og planer om sin genstand. Derfor siges det om mennesker, at deres «hjerte er sat på det onde»; deres ånd drager mod det, så de «drager omsorg for kødet» (Rom 13,14). Og en syndig, fordærvet vane adskiller sig i dette, som i mange andre ting, fra alle naturlige eller moralske vaner, hvilke de end måtte være. For mens de drager sjælen blidt og i overensstemmelse med dens natur, driver de syndige vaner frem med vold og heftighed. Derfor siges det om lysterne, at de kæmper eller «fører krig mod sjælen» (Στρατεύονται κατὰ τῆς ψυχῆς, 1 Pet 2,11), at de gør oprør eller rejser sig til krig med den ledelse og modstand, som hører krig til (Ἀντιστρατευόμενον, αἰχμαλωτίζοντα, Rom 7,23), og at de tager til fange eller virkelig fører i fangenskab efter sejr i kamp – alt sammen gerninger af stor vold og heftighed.

Jeg kunne ud fra den beskrivelse, vi har af den i Rom 7, vise fuldt ud, hvordan den kan formørke sindet, slukke overbevisningen, sætte fornuften fra magten, afbryde kraften og virkningen af enhver betragtning, som bringes frem for at hæmme den, og bryde igennem alt og blusse op. Men det er ikke min opgave nu. Det første i dødelsen er altså at svække denne syndens eller lystens vane, så den ikke længere med samme vold, iver og hyppighed rejser sig, undfanger, larmer, ophidser, lokker og foruroliger sådan som den af natur er tilbøjelig til (Jak 1,14–15).

Jeg vil i forbifarten gerne give én advarsel eller regel, og den er denne: Selv om enhver lyst efter sin natur ligeligt og altid drager og driver mod synd, må dette dog indrømmes med disse to begrænsninger:

[1.] Én lyst, eller en lyst hos ét menneske, kan ved ydre omstændigheder få mange tilskud, forstærkninger og styrkelser, som kan give den liv, magt og kraft langt ud over, hvad en anden lyst har, eller hvad den samme lyst (det vil sige en lyst af samme art og natur) har hos et andet menneske. Når en lyst passer sammen med det naturlige anlæg og temperament, med en tilsvarende levevis eller med anledninger, eller når Satan har fået et passende greb om den til at styre den – og det har han tusind måder at få på – så bliver denne lyst voldsom og heftig ud over de andre, eller mere end den samme lyst hos et andet menneske. Så formørker dens dampe sindet sådan, at selv om et menneske ved de samme ting som før, har de ingen kraft eller indflydelse på viljen; tværtimod sætter den fordærvede følelser og lidenskaber fri.

Men især får lysten styrke ved fristelse. Når en passende fristelse falder sammen med en lyst, giver den lysten nyt liv, ny kraft, magt, vold og raseri, som den ikke før syntes at have eller kunne få. Man kunne give mange eksempler på dette; men det hører til en anden afhandling at godtgøre denne iagttagelse. [Owen tænker formentlig på sin afhandling «Of Temptation» (1658).]

[2.] Nogle lyster er langt mere mærkbare og tydelige i deres voldsomme virksomhed end andre. Paulus skelner mellem urenhed og alle andre synder: «Flygt fra utugt. Enhver synd, et menneske begår, er uden for legemet; men den, der begår utugt, synder mod sit eget legeme» (1 Kor 6,18). Derfor er denne synds bevægelser mere mærkbare og tydelige end andres. Kærligheden til verden eller lignende kan måske hos et menneske være lige så vedvarende herskende som den, men den skaber ikke så stor en brand i hele mennesket.

Af den grund kan nogle mennesker i deres egne tanker og i verdens øjne gå for at være mennesker, der har dødet deres synd, og alligevel er lysten ikke mindre herskende i dem end i dem, der med forfærdelse råber op over dens forvirrende larm – ja, end i dem, som ved dens magt er blevet revet med ind i forargelige synder. Forskellen er blot, at deres lyster gælder ting, som ikke vækker sådan en larm i sjælen, og som de har med at gøre i et roligere sind, fordi selve naturens bygning ikke er så nært berørt af dem som af visse andre.

Jeg siger altså, at det første i dødelsen er at svække denne vane, så den ikke længere driver og larmer som før, så den ikke lokker og drager bort, så den ikke foruroliger og forvirrer – at dræbe dens liv, kraft, hurtighed og parathed til at røre på sig. Dette kaldes at «korsfæste kødet sammen med dets lyster» (Gal 5,24), det vil sige at tage dets blod og livsånd, som giver det styrke og magt, bort – at dødens legeme tæres bort «dag for dag» (2 Kor 4,16).

Det er som med et menneske, der er naglet til korset. Først kæmper og vrider han sig og råber med stor styrke og kraft; men efterhånden som hans blod og livsånd svinder, bliver hans anstrengelser svage og sjældne, hans råb lave og hæse, så de knap kan høres. Sådan er det også, når et menneske første gang går løs på en lyst eller sygdom for at tage fat på den: Den kæmper med stor vold for at slippe løs; den råber ivrigt og utålmodigt på at blive tilfredsstillet og lettet. Men når dens blod og livsånd ved dødelsen er tappet ud, rører den sig sjældent og svagt, råber kun lidt og høres knap i hjertet. Den kan undertiden have en dødskrampe, som ser ud til at vise stor kraft og styrke, men den går hurtigt over, især hvis den holdes fra at få nævneværdig fremgang. Dette beskriver apostlen i hele kapitlet, men især i Rom 6,6.

«Synden,» siger han, «er korsfæstet; den er naglet til korset.» Med hvilket formål? «For at dødens legeme skulle blive tilintetgjort» – så syndens magt lidt efter lidt svækkes og afskaffes – «så vi ikke mere skal tjene synden», det vil sige, så synden ikke skal drage og drive os med en sådan virkning, at den gør os til sine tjenere, sådan som den har gjort hidtil. Og dette siges ikke kun om de kødelige og sanselige følelser eller begær efter verdslige ting – ikke kun om kødets lyst, øjnenes lyst og livets hovmod – men også om kødet, det vil sige i sindet og viljen, om den modstand mod Gud, som er i os af naturen. Uanset hvilken art den plagsomme sygdom er af, og ad hvilke veje den end giver sig til kende, enten ved at drive mod det onde eller ved at hindre i det gode, er reglen den samme. Og hvis dette ikke sker virkeligt, vil al senere kamp ikke nå det mål, man sigter mod. Et menneske kan slå den bitre frugt ned fra et dårligt træ, til han bliver træt; så længe roden bliver ved med at være stærk og kraftig, vil det, at han slår den nuværende frugt ned, ikke hindre træet i at bære mere. Det er nogle menneskers dårskab: De sætter sig med al iver og flid op imod lystens synlige udbrud, men lader princippet og roden være urørt, måske uudforsket, og derfor gør de kun lidt eller ingen fremgang i dette dødelsens værk.

(2.) I stadig kamp og strid mod synden. At kunne blive ved med at give synden hårde slag er ikke en lille grad af dødelse. Når synden er stærk og kraftig, kan sjælen knap nok sætte sig til modværge mod den. Den sukker og stønner og sørger og er urolig, sådan som David siger om sig selv, men har sjældent synden på flugt. David klager over, at hans synd havde «grebet fat i ham, så han ikke kunne se op» (Sl 40,13). Hvor lidt var han så i stand til at kæmpe imod den! Til denne kamp mod synden kræves der, og i den indgår der, forskellige ting:

[1.] Hertil kræves det, at et menneske ved, at han har sådan en fjende at gøre med, lægger mærke til den, betragter den som en virkelig fjende, og som en, der skal tilintetgøres med alle mulige midler. Som jeg sagde før, er kampen hård og farefuld – den gælder evigheden. Når mennesker derfor har lette og flygtige tanker om deres lyster, tyder det ikke meget på, at de er dødet, eller at de er på vej til at blive det. Dette er det, at enhver «kender sit eget hjertes plage» (1 Kong 8,38), og uden det kan intet andet arbejde udføres. Der er grund til at frygte, at rigtig mange kun kender lidt til den hovedfjende, som de bærer rundt på i deres eget bryst. Det gør dem tilbøjelige til at retfærdiggøre sig selv og utålmodige over for irettesættelse eller formaning, fordi de ikke ved, at de er i nogen fare (2 Krøn 16,10).

[2.] Denne krig begynder med, at man stræber efter at lære syndens veje, list, metoder, fordele og de anledninger, hvor den har fremgang, at kende. Sådan behandler man fjender. Man udforsker deres planer og hensigter, overvejer deres mål og betragter, hvordan og ved hvilke midler de tidligere har haft overtaget, så man kan komme dem i forkøbet. Heri består den største kunst i krigsførelse. Tag det bort, og al krigsførelse – hvor menneskelig visdom og flid ellers udfoldes allermest – ville blive dyrisk. Sådan behandler de lysten, der virkelig døder den. Ikke kun når den faktisk plager, lokker og forfører, men også når de er for sig selv, overvejer de: «Dette er vores fjende; dette er hans vej og fremgangsmåde, dette er hans fordele, sådan har han haft overtaget, og sådan vil han gøre, hvis vi ikke kommer ham i forkøbet.» Sådan gjorde David: «Min synd står mig altid for øje» (Sl 51,5). Ja, en af de ypperste og fornemste dele af den praktiske åndelige visdom består i at finde ud af en hvilken som helst iboende synds snedighed, rænker og dybder: at overveje og kende, hvor dens største styrke ligger – hvilken fordel den plejer at drage af anledninger, lejligheder og fristelser – hvad dens påskud, foregivender og argumenter er – hvad dens kneb, forklædninger og undskyldninger er; at sætte Åndens visdom op imod det gamle menneskes list; at følge denne slange i alle dens drejninger og bugtninger; at kunne sige ved dens mest skjulte og (for et almindeligt hjerte) umærkelige virksomhed: «Dette er din gamle vej og fremgangsmåde; jeg ved, hvad du sigter mod» – og sådan altid at være rede er en god del af vores krigsførelse.

[3.] Kampens højdepunkt er dagligt at lægge alle de ting på den, som skal nævnes senere, og som er tunge, dræbende og ødelæggende for den. Den, der gør dette, tror aldrig, at hans lyst er død, bare fordi den er stille, men arbejder stadig på at give den nye sår, nye slag hver dag. Sådan gør apostlen i Kol 3,5.

Mens sjælen er i denne tilstand og handler sådan, har den helt sikkert overtaget; synden er under sværdet og ved at dø.

(3.) I sejr. Hyppig sejr over en lyst er en anden del af dødelsen og et andet tegn på den. Ved sejr forstår jeg ikke blot, at synden bliver skuffet, så den ikke bliver født eller fuldbyrdet, men en sejr over den og en forfølgelse af den til fuldstændig overvindelse. For eksempel: Når hjertet på et eller andet tidspunkt opdager, at synden er i gang med at forføre og forme forestillinger for at drage omsorg for kødet og opfylde dets lyster, griber det straks synden og fører den frem for Guds lov og Kristi kærlighed, fordømmer den og forfølger den med fuldbyrdelse af dommen til det yderste.

Jeg siger altså: Når et menneske kommer i denne tilstand, at lysten er svækket i roden og princippet, at dens bevægelser og handlinger er færre og svagere end før, så de ikke kan hindre ham i hans pligt eller afbryde hans fred – når han i et roligt og fattet sind kan opspore synden og kæmpe imod den og have sejr over den – så er synden dødet i nogen betydelig grad, og trods al dens modstand kan et menneske have fred med Gud alle sine dage. Luthersk note: Owen taler her om den fred, den troende mærker i samvittigheden, når synden er svækket, og knytter den til fremskridt i dødelsen. Efter luthersk lære hviler freden med Gud ikke på, hvor langt synden er dødet, men alene på syndernes forladelse for Kristi skyld, som modtages i troen på evangeliets løfte; gerningerne kan aldrig give samvittigheden fred (CA XX; Apologien IV). Helliggørelsen og kampen mod synden er troens frugt, ikke grunden til freden.

Til disse hovedpunkter henfører jeg altså den dødelse, vi sigter mod – nemlig dødelsen af en enkelt plagsom sygdom, hvorigennem vores naturs almindelige fordærv og ødelæggelse forsøger at udfolde og vise sig:

For det første: Grundlaget for den er at svække dens iboende tilbøjelighed, hvorved den drager, lokker og driver mod det onde, gør oprør, sætter sig imod og kæmper mod Gud. Det sker ved, at et nådens princip, som står i direkte modsætning til den og ødelægger den, bliver plantet, varigt bor i sjælen og bliver plejet. Sådan svækkes hovmod ved, at ydmyghed plantes og vokser, heftighed ved tålmodighed, urenhed ved renhed i sind og samvittighed, kærlighed til denne verden ved et himmelsk sind. Disse er Åndens nådegaver, eller den samme varige nåde, som Helligånden virker på forskellig vis efter forskelligheden og mangfoldigheden af de genstande, den har med at gøre – ligesom de andre er forskellige lyster, eller den samme naturlige fordærvelse, som virker på forskellig vis efter de forskellige fordele og anledninger, den møder. – For det andet kræves hertil Åndens eller det nye menneskes hurtighed, villighed og kraft i at stride mod og frimodigt kæmpe imod den nævnte lyst ad alle de veje og med alle de midler, som er bestemt hertil, idet man stadig bruger den hjælp, der er givet mod dens bevægelser og virksomhed. – Sejr i forskellige grader følger med disse to. Hvis sygdommen ikke har en uovervindelig fordel ved sin naturlige placering, kan denne sejr muligvis blive så omfattende, at sjælen aldrig mere mærker dens modstand, og den vil i hvert fald sikkert føre til, at samvittigheden får lov at have fred i overensstemmelse med nådepagtens indhold. Luthersk note: Også her knyttes samvittighedens fred til sejren over synden. Luthersk lære holder fast ved, at samvittighedens fred alene beror på troen på syndernes forladelse for Kristi skyld, også mens synden stadig kæmper i den troende (CA XX; Apologien IV).