📚 Om alle folkeslags kaldelse · Prosper af Aquitanien, ca. 450
Bog 1, kapitel 4: Om den sjælelige vilje, der intet vinder ud over den timelige æres løn, selv om man ved Guds gave har en højere indsigt
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Fra denne sanselige lyst – og i den bliver de stående, som vi ser er uforstandige og tåbelige selv i en mere moden alder – rejser man sig altså til den sjælelige vilje. Før den drives af Guds Ånd, kan den nok hæve sig over den sanselige bevægelse, men uden del i den højeste kærlighed beskæftiger den sig dog med det jordiske og forgængelige. I denne vilje vinder de menneskelige evner intet ud over den timelige æres løn, selv om de ikke på skammelig vis træller for legemlig nydelse, men tøjler deres lyster efter retfærdighedens og hæderlighedens love. Og selv om de smykker det nuværende liv på en anstændig måde, har de dog ikke den evige saligheds løn; for de henfører ikke deres rette handlinger og gode stræben til hans pris og ære, som de har fået det fra, at de forstod mere ophøjet og strålede klarere end andre. For nogle har rettet åndens skarpsyn ikke blot mod de nyttigste kunsters regler og de frie fags lærdom, men også mod at udforske det højeste gode, og de har skuet Guds usynlige væsen, idet det erkendes ved hans gerninger (Rom 1,20). Men de takkede ikke Gud og bekendte ikke, at han var ophavet til denne evne hos dem; de sagde, at de var vise (Rom 1,21–22), det vil sige, at de ikke roste sig af Gud, men af sig selv, som om de ved egne studier og egen tænkning var kommet nær til at skue sandheden. Så blev de tomme i deres tanker, og det, de havde fundet, da Guds nåde oplyste dem, mistede de, da hovmodet forblindede dem; de faldt tilbage fra det himmelske lys til deres eget mørke, det vil sige fra det uforanderlige og evige gode til den foranderlige og forgængelige natur. Når sådanne altså falder tilbage i kærligheden til sig selv og er så selvbehagelige, at de ikke henfører alt det, de finder rosværdigt hos sig selv, til Guds gaver, men tager æren for det selv og tilskriver det deres egen viljes stræben, så lever de langt borte i landflygtighed fra den åndelige vilje og har intet i sig, der kan føre dem frem til det evige liv. De begynder endda at fordærve også disse Guds timelige gaver i sig selv og at gå fra den gode brug af dem over til en vane med utallige laster.
Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.