Bog 1, kapitel 5: Alle folkeslag har i elementerne modtaget lovens bud, så de er uden undskyldning i deres afgudsdyrkelse

Der står jo skrevet: «Da den Højeste fordelte folkene, sådan som han spredte Adams børn, fastsatte han folkenes grænser efter tallet på Guds engle, og Herrens del blev hans folk Jakob, Israel hans arvs målesnor» (5 Mos 32,8–9); og der står skrevet, at Herren siger til Israel: «I skal være hellige for mig, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig, jeg som har udskilt jer fra alle folkene, for at I skal være mine» (3 Mos 19,2; 20,26); og i Esters Bog står der, hvor Mordokaj siger: «Tak, Herre, fordi du har gjort nye tegn og undere, som ikke er gjort blandt folkene; du delte hele verden i to lodder, valgte den ene til dig selv som dit folk og overlod den anden til folkene» (Est 10,3 i Septuaginta, tilføjelse F 6–7); og Paulus og Barnabas siger: «Vi er også dødelige, mennesker ligesom I, og vi forkynder jer, at I skal vende jer til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, og som i de svundne slægter lod alle folkeslag gå deres egne veje» (ApG 14,15–16). Men selv om sandhedens Skrift siger dette og meget lignende, så tror vi dog ud fra den samme Skrift og bekender i dyb fromhed, at den guddommelige forsyns omsorg aldrig har svigtet menneskeheden som helhed. Selv om forsynet ledte det folk, som det havde udtaget til sig selv, til gudsfrygt ved særlige ordninger, har det dog ikke unddraget noget folkeslag sin godheds gaver, så det kan godtgøres over for dem, at de har modtaget profeternes røst og lovens bud gennem elementernes tjeneste og vidnesbyrd. [Elementerne = de skabte ting: himmel, jord, hav, lys og årstider.] Derfor er de også blevet uden undskyldning, fordi de gjorde Guds gaver til guder for sig selv og tilbad det, som var skabt til at blive brugt.